|
Ja, jeg er ked af at lyde så kategorisk, mester, og det er ikke min mening at
skræmme kunderne væk. Men hvis der er en ting vi ikke gør, så er det at
vinde DM bare ved at sidde hernede i vores slyngelstue og snakke om det. Der er
mere end tre måneder til sæsonen slutter, der ligger stadig sne på jorden, og
reelt har vi desuden set så lidt til vores hold, at det nærmest er gætværk
at bedømme hvor de er nu.
Det siger jeg ikke for at skræmme dig væk, kammerat, specielt ikke inden du
får betalt for den bajer der (ja, bajer, det siger vi altså hernede, og så
kan der komme nok så mange Franz-Josef Strauss- wannabes fra det bayriske
handelskammer og hævde retten til navnet). Men skulle der komme flere gæster
herind og sige at de er sikre på at vi bliver mestre, så vil jeg tillade mig
at tage husets gamle, trofaste kobberspand frem og brække mig i den.
Jeg ved godt, at det er en forfærdeligt kynisk måde at se tingene på, men
sådan har det været så tit, og så tit er det gået galt, og jeg er træt af
det. Husk bare på 1996. Vi havde fået nye spillere, havde vi, og vi havde ikke
nær så langt til toppen, som vi burde have haft, efter at Michael Schäfers
hold spillede et utal af dårlige kampe i det efterår der var gået. Men i den
allerførste kamp gik det galt; vi blev pillet fra hinanden af vores
sjællandske rivaler Brøndby, det samme gjorde vi i en af de sidste, og vi
endte på en syvendeplads. Hverken fugl eller fisk. Det var en ynk. Og i
efteråret blev det endnu værre.
Det kunne man måske se komme, for nok snakkede man opsat hele vinteren om de
nye indkøb, men den dag i dag ville de fleste nok, belært af tidligere tider,
lade være med at regne folk af Morten Bøhme Nielsens og Carsten Hallums
kaliber (eller mangel på samme) for typer, der skulle være garanter for
medaljer. Men så husk på foråret 1998, hvor vi havde fået Niclas Jensen,
Thomas Thorninger og Thomas Rytter hjem til en i forvejen glimrende trup. Nu
skulle vi udfordre Brøndby, der var ved at stikke af med det guld, vi regnede
for vores. Den sæson, der virkelig var flot det meste af vejen, endte
umådeligt deprimerende med to store nederlag til Brøndby - igen Brøndby - og
med en 0-4-fiasko mod AaB, så vi ikke engang fik sølv efter at have ligget nr.
et eller to hele sæsonen igennem.
Og det er urimeligt at kritisere nogen for at have høje forventninger til
foråret 1999. Vi lå nummer to, og havde fået Brian Laudrup og Christian
Andersen til klubben, og optimisme var ikke et dækkende ord. Eufori var
dækkende. Du husker det godt, kan jeg se, for du får et forpint udtryk i hele
dit ansigt, og den der nervøse trækning ved øjet taler for sig selv. Ja, det
forår var vi til grin i hele Danmark. Vi forsvarede vores nye stjerne Laudrup,
der siden flygtede i skam som en af de øgler, som kan smide halen under flugt.
Vi skamroste og dyrkede vores nye træner Christian Andersen, der blev fyret
efter en eneste kamp. Og vi stod som idioter, tusindvis af idioter, på Brøndby
Stadion, Brøndby igen!, da den nye og komplet latterlige og idiotiske målmand
Thomas Gill ikke engang gad tage efter bolden, da Ruben Bagger scorede til 3-1
med et særdeles blødt hovedstød. Skulle nogen have glemt det, endte det med
en ottendeplads.
Det er enhvers ret at gå og give sig selv en peptalk hele vinteren, men jeg
håber ikke at det regnes for surt og kontrært, når jeg foretrækker at stå
udenfor. Jeg orker ikke det med at køre mine egne forventninger op til noget,
der ikke kan bære hvis det går galt.
Man skal bare ikke læse ud af dette, at sulten ikke er der. Den brænder som
aldrig før, og ikke mindst fordi jeg stadig ikke helt er kommet mig over at jeg
missede Brøndbykampen i juni 1993. Da jeg sløve padde skulle købe min billet,
var der udsolgt. Og jeg føler ikke, at jeg har rigtig del i det mesterskab,
alene af den grund. Derfor har jeg også siden haft en neurose, ja, en
tvangstanke, med at købe billet i god tid inden kampene. Billetten er også på
plads til kampen mod SBU's flagskib søndag 10. juni, og jo, selvfølgelig har
jeg da gået ned af gaderne omkring Parken og forestillet mig inde i hovedet,
hvordan der vil se ud på de selvsamme gader, hvis vi skulle gå hen og have
vundet mesterskabet med en sejr i den kamp.
Men det er så fjern en drøm, at man lige må knibe sig i armen og komme
tilbage til jordens overflade. Der er fire hold foran os, og formentlig synes
ingen af de hold, Brøndby, Silkeborg, Viborg og Lyngby, at det er nogen dårlig
idé at blive danmarksmestre. Men vi har meget bedre muligheder end dem, siger
nogle måske. Ja, men det har vi jo altid! I vinterpausen!
Når først april og maj, med de syv ud af otte kampe, som vi skal spille
væk fra Parken, er overstået, kan støvet begynde at lægge sig, og så ser vi
for alvor hvor tæt vi er på det store mål. Indtil da er det jo bare
selvpineri at tro på nogen form for guld...
At bedømme vores chancer i år er jo heller ikke specielt let, for der har
kun været få reelle chancer for at se holdet spille. I modsætning til sidste
år, hvor der både var flere kampe ude på Peter Bangsvej og hele to i Parken,
har denne stadig mere sure vinter først og fremmest givet os chancen for at se
indersiden af den ucharmerende Club-Danmark-hal ved Valby Idrætspark.
Resten er foregået i udlandet, eller i en lukket Park, som seneste mod
Halmstad. Og i det hele taget har der ikke været den samme offentlighed omkring
sæsonopvarmningen som i de forrige år. Det er mærkeligt at sidde her og ikke
synes, at man har den helt store idé om hvordan de egentlig stiller op mod AaB.
Og igen; tilløb til kontroverser er igen blevet taget i opløbet. Okay,
nogle gjorde deres bedste til at piske en stemning op. Hvor nemt var det at
gætte, at når man om morgenen kunne se, at Zuma havde aftalt med F.C.
København og Sydafrikas forbund ikke at spille i Sydafrikas kamp mod Guinea,
så ville vi kunne læse den samme historie senere på dagen, drejet sådan at
nu var den onde klub bussemanden, der pressede spilleren fra at kæmpe med
stolthed for sit land. Det blev behændigt overset, at den eneste gang hans
holdkammerater så ham hele vinteren, var da truppen rejste ned til ham i hans
hjemland.
Det tætteste vi kom på ballade i truppen var hvad de fynske avislæsere
kunne konstatere - nemlig at Jacob Laursen var blevet uvenner med resten af
truppen, på grund af at de andre var irriterede over hans større
professionalisme! Den historie er blevet manet i jorden forlængst, og selv om
det kunne være interessant at høre Jacob selv fortælle hvorfor han ikke er
anfører, så er der en vinkel i historien, som virkelig er underlig: ville Roy
Hodgson nogensinde fratage en spiller sin anførerpost, fordi han er for
professionel? I så fald har jeg totalt misforstået hans dagsorden.
Og det tror jeg nu ikke; meget tyder på at han tværtimod er meget
professionel. Han er også rutineret nok til at melde ud, at vi nu skal have en
ny målmand, og det skal faktisk mere eller mindre være i de timer tidligt
fredag morgen, hvor dette skrives, at handlen skal falde på plads, hvis det
står til Roy. Sådan at keeperen er klar til søndag.
Rent intern-taktisk var det skægt at høre - han gjorde det samme efter
stort set hver kamp i sidste sæson; meldte ud at nu var vi for alvor tyndt
besat, og at hvis vi ikke handlede nu ville vi være på vej mod allandsens
ulykker. Dengang var det situationen i midterforsvaret, der bekymrede ham, og
hans klager førte til indkøbet af Laursen, selv om der garanteret vil være
delte meninger om præcis hvis idé det var at handle på det givne tidspunkt...
Meldingerne fortæller heldigvis, at Stensgaard er klar igen snart, at det
ikke er en diskuspropalps eller i hvert fald ikke kræver en operation, men helt
ærligt er det svært at tro, at han nogensinde bliver rigtigt klar. Vi skal sgu
have en ny målmand. Og behøver det være Jakup Mikkelsen? Det blev
selvfølgelig båret frem som en stor nyhed, at han skulle være klar til
sommer. Men hvorfor? Er han bedre end Rune? Han laver i hvert fald flere fejl
end Rune gør. Vi har en purung målmand, og skulle vi så ikke have ham
suppleret med en klassemålmand; en der for alvor kan forstærke holdet? De
hænger ikke på træerne, men er det ikke at opgive på forhånd at hente en
Herfølge-keeper med hjemve - fra sommeren?
Hvem ved. Barcelona og Real Madrid klarer sig jo fint med teenagemålmænd,
så alder betyder ikke alt. Men skulle Frank Strandli tonse ind i Rune på
søndag, så er vi ilde stedt.
Så, nu får min pessimisme igen lov til at tage overhånd. Sådan skulle det
jo ikke gå, og det kommer sikkert hurtigt til at vende. Resten af holdet ser
umanerlig solidt ud, det er en kendsgerning. Og de fine folk, hvis bryg vi
skænker op fra vores haner, har oversået byen med plakater, der reklamerer for
deres øl og vores hold fra en mængde busstoppesteder i byen. Ja, ikke nok med
det, Københavns fineste band Love Shop sluttede deres koncert her i weekenden
af med at spille Mariebands 'Wonderful Copenhagen' over anlægget, da de havde
forladt scenen. I Århus! Gåsehuden blafrede...
Imens reklamerer vores rivaler ude på fra Midtsjælland - på TV2! Så
rammer de da deres formodede segment meget godt. Og i hvert fald er oddsene for,
at jeg selv kommer til at se de reklamer, minimale - ja, her på barens fjernsyn
har vi ikke engang programmeret Mortens Stigs kanal ind på fjernsynet oppe i
hjørnet. Skulle nogen komme forbi og spørge om de kan få lov at se et program
på TV2, vil svaret alligevel blive "Du må videre" - håndboldfans og
roligans samler vi ikke på her!
Jubeloptimister, derimod, dem har vi horder af. Så du dem derovre ved
bordet, som jeg lige hældte pils op til? Hør hvordan de snakker. "I år
er det vores år", "BIF har mistet hele deres højreside",
"Jeg tror på det". Unge mennesker er det, unge og kåde, ikke som os
der har set det hele. Undskyld mig...
"Nej, vi har ved gud ikke noget Limp
Bizkit i jukeboxen, I små rødder!"
Heh! Ungdommelig entusiasme. Meget
ungdommelig - men her vil vi skide på ID, alle er velkomne. Hvis de knægte har
ret i juni, så skal jeg med glæde være dobbelt så begejstret som dem.
Nu vil jeg bare have det her i gang. Se det nye tag, se de gamle venner, se
Heine. Du synes, jeg væver lige nu, ikke? Tror da fanden, se mine negle, de er
bidt helt ned. Ventetiden er ulidelig, og det værste er at efter kun få kampe
kan alt krudtet være druknet i det nådesløst uforudsigelige aprilsvejr - men
det lever vi jo altid med, og det er trods alt bedre end den uvished vi har nu.
Lad os nu få lov til at stikke hånden i den hvepserede, for det kunne jo være
at der ikke var stikkende hvepse derinde, men derimod en art medalje. Vi ses på
søndag, prøv bare at holde mig væk...
-smølle
Og på jukeboxen kører denne uge:
Ugens sang:
Marieband: 'Wonderful Copenhagen'
- ja, reelt var der ingen
konkurrence her. Lige den sang er den eneste med F.C. København- forbindelse,
der kan få gåsehuden til at krybe over hele min krop. Men andre sange er der
jo også i denne verden - af gamle og nye kan jukeboxen tilbyde følgende, og
alle med pigenavne i titlen (det er Jan Saxos skyld efter at have nævnt The
Who's geniale 'Pictures of Lily',- noget for enhver:
Alizée: Moi... Lolita
Dolly Parton: Jolene
The Gun Club: For the Love of Ivy
Laura Branigan: Gloria
Barry Ryan: Eloise
Pink Floyd: See Emily Play
Rod
Stewart: Maggie May
OutKast: Ms. Jackson
The Four Tops: Walk Away Renée
Rialto:
Catherine's Wheel
Ugens album:
Underworld live: Everything Everything
- det er bare om at slå
til, mens Guf sælger den til 70 kr. Den er intet mindre end strålende; 75
minutters techno med hjerne og frem for alt masser af idéer, med genrens
allerbedste liveband.
Og hvis resten af Stephen Malkmus' soloplade er lige så god som de to-tre
sange jeg har foreløbig har hørt, så kan den passende dele titlen med
Underworld!
|
