|
London revisited |
||
|
7. - 11. februar 2001 1. del • før fodboldkampen DSB: Tidsspilde, marker og atter marker Det er onsdag, high noon og almindelig hverdag i vintertravle København. Men vi fire gutter - to af spruthusets bartendere og to af hardcore stamgæsterne - der dukker op en efter en i Terminal Bar på Hovedbanen, har fri og kan i ro og mag betragte det stressede liv ude i Bernstorffsgade. Det liv der også var vores hverdag i går. Men i dag har vi som sagt fri, og endnu bedre, vi gør klar til at sende vores fodboldabstinenser på den eneste rigtige kur. En rigtig fodboldkamp på en rigtig græsplæne! At det så ovenikøbet indebærer lidt kvalitetstid i byernes by, London, er en velkommen sidegevinst. Oprindeligt var det planen at drage af kl. 14 med forventet ankomst i Esbjerg 17.15. Men med kun et kvarter at løbe på fra Esbjerg Banegård ned til havnen - DSB og DFDS samarbejder åbenbart ikke længere, hvorfor "bådtoget" ikke mere som i gamle dage kører helt ned til kajen ved siden af Englandsbåden - valgte vi ikke at turde satse på, at DSB kunne komme derover til tiden. Med seneste check-in kl. 17.30 og skønsmæssigt ca. 3-4 minutters taxatur fra stationen til havnekajen ville der ikke meget råderum til DS-hvis-din-tid-er-til-at-spilde-B! Så vi bestemte at drage af kl. 13 i stedet. En klog disposition skulle det senere vise sig, også selvom det indebar togskifte i Fredericia. Allerede ved afgangen er DSB 3-4 minutter forsinket. Men humøret er højt og de medbragte plåks hjælper til at dulme sorgen over at måtte lægge storbyen bag sig og køre først gennem trøstesløse forstæder og så det klassiske flade danske landskab med Lars Tyndskid og muldjord, så langt øjet rækker! Hele vejen fra vest for Tåstrup og til Esbjerg. Heldigvis var man dog på vej mod en endnu større storby. For høj-urbane er vi sgu! Omkring Slagelse gør toget holdt ved nogen jordvolde og bliver holdende, længe, læænge, lææænge. "Signalproblemer på fjernstyringscentralen" lyder den lakoniske standardmelding, formentlig fra side ni-tusinde-et-eller-andet i DSB's personbefordringsreglements appendix for automatiske undskyldninger! Små 20 minutter går der, inden en meget hovedlandsdialekt-talende lokofører proklamerer, at nu går han sgu ud og retter signalet manuelt, så vi kan komme videre! En mand der ville frem. Han er nok ikke i DSB mere! Heldigvis venter vores skiftetog i Fredericia, proppet til bristepunktet med hovedlandsdialekt-talende, meget anstrengende personer. Men vi fik da en passant set både Kolding og Vejen stadioner, og det bragte da lidt FCKøbenhavnsk stemning over vores ellers rimeligt neutralt udseende fodboldselskab! Frem når vi. Og havde vi holdt fast i den oprindeligt planlagte togafgang, ville der så nu - alt andet lige - takket være DSB være små 48 timer til næste bådafgang! Denne gang var vi heldigvis klogere, og havde taget højde for, at DSBs opfattelse af tidsbegrebet ikke helt er kompatibel med den virkelige verden!
Jamen, det er sgu da..... De sidste DSB-forbandelser afvikles, den sidste byge medbragte plåks konsumeres og de næste ca. nitten timers øvrige rejseselskab tjekkes ud. Det er tid til at forlade Dannevang! Check-in og paskontrol foretages ved .... øh! Hey! Det er sgu da .... er det ikke? Joda, almindelig enighed, om at det er vores egen Roy Hodgson, der står der og kontrollerer boardingcards og pas! Incognito forstås, derfor et dæknavn på uniformen. Men vi ved bedre, og indforståede nik fra Roy indikerer, at han ved, at vi ved bedre! Som nogen af os havde vidst længe, var ansættelsen som træner i FC København blot en ekstraindtægt til Roys egentlige beskæftigelse som cruise manager hos DFDS Seaways! Hvem der så denne dag er taget med den Københavnske spillertrup til Sydafrika "som Roy" får henstå i det uvisse! Roy vender vi tilbage til! Vel ombord og lyden fra den vanlige velkomstmuzak på informationsdækket rammer øregangene. Jamen er det så ikke .... jo! Det ligner på en prik Sussi og Leo, måske ti år yngre! Yuk! At finde kahyt i en fart og derefter Admiral Pub og turens første guinness. Fra dåse godt nok, men den glider ned og forventningerne til de mange slags øl, der skal vederkvæge vores ganer i London, indfinder sig. Det her er ikke DSB, så Ms. Dana Anglia stævner ud præcis 1800 hrs. CET som planmæssigt, og Sussi og Leo trasker forbi Admiral Pub. Der er ikke flere passagerer at byde velkommen! Sussi og Leo havde vi dog ikke set det sidste til!
It's showtime! Efter at have konsumeret en glimragende buffet i skibets restaurant besluttede selskabet sig for at nyde godt af de underholdningstilbud, som var på plakaten denne aften. Vi forlagde derfor residensen til skibets natklub "Colombus Club" (som i øvrigt den næste formiddag blev omdannet til bingohal til halvdelen af selskabets udelte begejstring!), hvor vi straks gav os til at udforske drinks-kortets mange muligheder. Drikkevarerne skulle dog ikke nedsvælges i stilhed, da et partyband ved navn "Atlas Band" havde indtaget natklubbens scene, og hvem stod deroppe oppe på scenen, andre end Sussi og Leo! Da bandets øvrige medlemmer snildt kunne konkurrere med dette par, når det kom til en lettere bizar ydre fremtoning, fattede vi hurtigt mistanke om, at "Atlas Band" måtte have sine rødder bag det gamle jerntæppe, en mistanke som bekræftedes, da bandets medlemmer senere på aftenen blev præsenteret ved navns nævnelse. Denne noget tvivlsomme herkomst afholdt dog ikke gruppen fra at sætte sine personlige fingeraftryk på den ene vestlige klassiker efter den anden, og det må tilstås, at særligt efter en 4-5 drinks havde denne musiceren klart sin egen kitchede underholdningsværdi. Musikerne blev dog afbrudt midt i deres udfoldelser af Roy, som åbenbart ikke ønskede at stå tilbage for sine østeuropæiske lejesvende. Efter en indledende vise gik han straks i gang med at demonstrere, at han skam tog sin rolle som cruise manager alvorligt. Det fremmødte selskab skulle rystes sammen og underholdes, og det skete bl.a. ved, at stort set samtlige gæster fik lov til at præsentere sig selv. Præsentationen afslørede, at der var ca. lige mange jyder og englændere om bord – og så altså lige 4 københavnere, som på dette tidspunkt efterhånden var kommet godt i stødet! Det viste sig imidlertid at være ganske heldigt, da halvdelen af os blev hevet ud på dansegulvet af et par jyske ungmøer til aftenens dansekonkurrence. "Dansekonkurrence" er måske så meget sagt, da udskejelserne ikke havde meget at gøre med John Travoltas og Uma Thurmans præstation i "Pulp Fiction", men Lars Kim (CF5) fik i hvert fald vist, at hvis løjerne går ud på hurtigst muligt at smække røven ned på en avis og hive sin dansepartner ned på skødet af sig, så snart musikken stopper, er det en ubetinget fordel, hvis begge har væsentligt kortere ben end Claudia Schiffer. Den ærefulde delte førsteplads blev behørigt belønnet med en flaske champus! Hermed sluttede aftenens underholdning imidlertid ikke, for nu overtog mere professionelle dansepiger gulvet. Af de tre tøser, som udgjorde "Aquarius", havde de to af dem lår og lægge, som kunne få Donatas’ stolper til at virke som strudseben i sammenligning, men de dansede i hvert fald alle, som om deres liv afhang af det! Da den sidste can can var vel overstået, besluttede vi at bevæge os videre i programmet. Aftenen blev således afsluttet i skibets diskotek, og her blev vi bl.a. budt på noget så usædvanligt som en karaokekonkurrence med en vinder, som ligefrem kunne synge! Det ville være synd at påstå, at stedets dansegulv var fuldt proppet, men der var dog en enkelt af os, som havde lugtet, at resten af selskabet nok ikke var til de vilde udflugter til Londons klubscene, og derfor benyttede lejligheden til at svinge stængerne. Til stor glæde for alle havde diskoteket dog også sit eget drinkskort, og den ene mere kvalme drink efter den anden blev afprøvet.
Oversvømmelser og en vildledende norsk guide Godt mørbankede vågnede selskabet næste morgen i en noget lummer og klaustrofobisk kahyt. Glæden var da også stor, da vi efter en begivenhedsløs formiddag ombord på skibet (nej, der var ingen fra vores selskab, som vandt i banko – konkurrencen fra mere hærdede spillere var simpelt hen for hård!), nåede Englands fagre kyster ca. kl. 13.00 torsdag eftermiddag. Efter at den naive paskontrol havde lukket alle ind i landet, viste det sig heldigvis, at en turistbus stod klar i havnen til at fragte os til vores endelige bestemmelsesmål. Den norske guide kunne dog oplyse, at turen fra Harwich til London ville blive noget forsinket af oversvømmelser på de sydøstengelske veje, og den var god nok! Grundet kraftige regnskyl i løbet af vinteren havde landskabet åbenbart ikke kunnet absorbere de senest tilkomne vandmasser, hvilket betød, at det flere gange under busturen virkede som om, at vi ikke havde forladt Ms. Dana Anglia! Til gengæld var samme guides tolkning af begrebet afstand muligvis præget af en opvækst i Telemarken med en dagsrejse til nærmeste nabo! I hvert fald skulle Jan og CF5 dagen efter sande, at en bybos opfattelse af "nær ved" er en noget anden end vor norske vens! Et par timer senere nåede vi dog Londons yderste grænser, og det var faktisk en meget interessant oplevelse at nærme sig Londons hjerte via bus gennem byens nordøstlige forstæder. London er jo meget andet end City, og derfor var det en god indgangsvinkel til byen at arbejde sig igennem Walthamstow (hvis postnummer E17 som bekendt har lagt navn til et lokalt drengeband), Tottenham og Camden Town, før vi krydsede Euston Road og dermed var nået ind til turisternes London. Det første hold gæster blev smidt af ved et hotel klos op af Piccadilly Circus, før chaufføren, som langt fra var nogen årsunge, men alligevel (eller måske netop fordi han snart nærmede sig sidste salgsdato?) udviste en sand dødsforagt i Londons myldretrafik, satte kursen mod Bayswater, hvor Phoenix Hotel ventede os. I bussens bagagerum viser der sig at være en taske med "FC København" tekst og logo, og da den den ikke tilhørte nogen af os, blev der spekuleret over, hvem i bussen der dog havde været vores lidelsesfælle!
Fawlty Towers I - Basil Fawlty har ikke levet forgæves! Man skulle forsværge det var muligt, men noget kunne tyde på, at John Cleese's hotelportier-figur fra konge sit-com'en Fawlty Towers har dannet en slags skole. I hvert fald demonstrerede portieren, der skulle checke os ind på Phoenix Hotel en - på alle andre områder end lige den rent fysiske fremtoning - slående lighed med Mr. Fawlty. Kundepleje var en by i Rusland, eller måske nærmere South Devon (Torquay). Det var da f.eks. ikke vores skyld, at han skulle bruge unødig lang tid på et stave/stamme sig igennem navne som Nielsen og Hansen på registreringskortene! Han kunne bare have stukket os de skide kort, så skulle vi nok have fortalt, hvad der stod, og hvem vi var. Men vi blev dog med møje og besvær - og modvilje? - checket ind og fik udleveret vores værelsesnøgler. Som om det ikke var nok, var der lige en af os - vi siger ikke hvem! - der præsterede at smække sig selv - og sin værelseskammerat - ude, da vi havde checket vores bagage ind på værelserne. Bodsgang ned til "Mr. Fawlty", forklare miséren, fat i en housekeeper med ekstranøgle! Pinligt, og med hensyn til vores "ven" i receptionen: This was not the beginning of a beautiful friendship! Nuvel, bortset fra at vi og "Mr. Fawlty" lige kom lidt skævt ind på hinanden, skal det siges, at det øvrige personale var upåklageligt og meget serviceorienteret. Og Phoenix Hotel er i det hele taget et ganske glimrende hotel. I et fredeligt Frederiksberglignende kvarter og så alligevel kun få minutters spadseregang fra alting!
Stampubben udvælges! På plads på hotellet, den værste sult stillet på junkfoodbar og nabolaget inspiceres. The Shakespeare vælges enstemmigt til stamspruthus og base. Stedet har alt. Klassisk engelsk pubmiljø, alverdens øl, pubmad, billard og TV med allehånde sportskanaler! Og vigtigt. Inden for overkommelig kravleafstand af hotelsengen! Senere samme aften bliver det tid til at indtage det først rigtige måltid i London. Vi skal på curry-house. Hans anbefaler udfra lokalkendskab qua tidligere permanent ophold i bydelen det berømte kultsted "Khan's" på Westbourne Grove! Stedet ligner mere banegårdshallen i Calcutta end en egentlig restaurant. Stuvende fuldt og et afsindigt lydniveau - og det skyldtes ikke musik! Det der for os almindeligt dødelige ligner et kalejdoskopisk kaos, og et sted der må kunne give en tjenerelev skræk for videreuddannelse indenfor faget på mindre end et minut, styrer en 10-12 banegårds- betjente ... øh tjenere ... på imponerende, rolig vis med et ubegribeligt overblik. For de af os, der ikke er stedkendte som Hans, eller kan vores karry som Lars Kim er det ved at gå galt, da vi - udfra kendskab til de 'stærkeste' indiske restauranter i København (der fra nu af må finde sig i betegnelsen børne-karry) - finder, at 'Vindaloo' lyder mere sprælsk end det søvnigtklingende 'Madras'. Begreberne viser sig at dække over 'styrkebetegnelsen' for karry'en, og vi seje lader os overtale til at 'nøjes' med Madras, hvilket især vores ganer, spiserør og indre mekanismer er lykkelige for den dag i dag. For 'Madras' er længe rigeligt stærkt, og denne tidlige aftensstund på "Khan's" bliver der nok indtaget mere mineralvand og cola end på resten af turen tilsammen! Man accepterer pludselig helt og aldeles, at "Khan's" ikke er "fully licensed", dvs. ikke sælger spiritus! For en stund glemmes alt om fodbold og sprut, men for satan, hvor smager det dog godt!
Fawlty Towers II - Manuela Continental breakfast på hotellet droppes enstemmigt - selvom det havde været gratis - til fordel for genuine english breakfast med hele svineriet. På Hans' anbefaling indtages sidste ledige bord på en café i nabolaget, blandt kontorfolk og håndværkere. Trods det "ægte engelske" omkring maden er stedet ironisk nok spansk ejet. Og hvor vi mødte en Basil Fawlty-inspireret portier på hotellet, bliver vi så her introduceret for "Manuel's søster", som vi straks døber Manuela. Det tager ca. et kvarter at forklare pigebarnet, at vi skal have "skrrhampel æks" istedet for fried eggs på tre af portionerne! Nuvel, vi får vores mad som bestilt i modsætning til andre gæster, der må tilkalde husets matrone - en noget frygtindgydende udseende midaldrende spansk señora, måske Manuelas mor - der bogstaveligt talt jager Manuela ud i køkkenet, hvæsende efter hende: 'If only you spoke english', og senere bebrejdende råbende ude i køkkenet: 'Why don't you learn to speak english?'. Ak ja, det er ikke til at have folk nu om dage! Således tilfredsstillet af både overdådig morgenmad og stor underholdning planlægges turens første hele dag i London!
No Murphy's! Lars Kim beretter: Efter et rigt engelsk morgenmåltid var det tid til at bevæge sig ud i den londonske virkelighed. To af deltagerne ville godt til Nordlondon. Dette for at bese en bydel der har udviklet sig fra at være de irske emigranters foretrukne sted at slå sig ned til et kæmpemæssigt marked, der ligner en sammensmeltning af Christiania og Ullerup marked. Jan ville godt tage markedet i øjesyn, og jeg var der mest for at opsøge gamle jagtmarker fra tidligere ophold i London. Camden rummer nemlig en samling irske pubber, der skænker den bedste stout udenfor den grønne ø. Vel ankommet til Camden Town tubestation var det den nedslidte station, der sprang mest i øjnene. Der var dog opslag, hvor den lokale borgmester lovede bod og bedring og flere penge til vedligeholdelse. Ja, den vise kender vi jo også herhjemme fra. Selv en fredag formiddag var der en del mennesker, men det er ikke noget imod hvad der vil være i weekenderne, hvor Camden lader til at være et meget yndet udflugtsmål for den yngre del af Londons befolkning. Hvis man gerne vil være udstyret som en hippie fra 60'erne er Camden Market lige stedet. Indiske skjorter i massevis, selv røgelsespinde var ikke svære at finde. Markedet dækker et stort område, og der er butikker og stande både indendørs og udenfor. Man kan godt finde nogle gode ting, men hvis sandheden skal frem, så er der mest junk. Det skal dog ikke afholde nogen fra at tage derud, da folkelivet er fantastisk, specielt en weekend dag i maj måned. Fra markedet gik turen stil Stags Head, en lille lurvet pub med en fabelagtig skænket guinness. Tro mig, det er meget vigtigt, hvordan porteren håndteres, og her i Camden ved man hvordan. Jeg havde tudet Jan og det øvrige rejseselskab ørerne fulde med lovprisninger af en anden superb irsk stout, Murphy's. Den førtes bare ikke længere på pubben! Desværre var der ikke musik i Stags den formiddag, men i weekenden er der sessions hvor man kan opleve nogle af Londons bedste irske musikere. Absolut et besøg værd. Hvis man ikke kigger ud af vinduet, er det næsten som at være på den grønne ø. Intet varer evigt, da slet ikke velskænket guinness, så derfor måtte vi videre...
Nye sko til videre vandring! Hans beretter: Shopping! Der blev selvfølgelig også tid til shopping, når vi nu var i London. I modsætning til de gode gamle dage (dvs. før pundkursens himmelflugt) er det imidlertid få varer, som er billigere her end i Danmark. Generelt er det faktisk kun på blade og bøger, at der er markante besparelser at hente, men føler man blot en vis fortrolighed med det engelske sprog, får man hurtigt fyldt et par ekstra kilo på kufferten til hjemfarten. Både tøj og CDer er derimod væsentligt dyrere herovre, så medmindre man er så heldig at falde over stærkt nedsatte varer, bør man derfor kigge efter de ting, som man ikke kan få derhjemme. Og det er faktisk lidt af en udfordring, særligt efter at der i København efterhånden er skudt så mange smarte tøjforretninger op, bl.a. i Pisserendekvarteret i City og i Elmegade på Nørrebro. Hvis man nu alligevel har lyst til at forsøge sig, er nogle af de klassiske indkøbsgader Oxford Street i City og Kings Road i Chelsea. Butikslivet i disse gader består dog hovedsageligt af "high street stores", altså kædebutikker som sælger "pænt" og mere eller mindre klassisk tøj, samt enkelte forretninger fyldt med turistjunk, som selv tante Gerda i Hobro ville rynke på næsen af. Er man på udkig efter lidt mere alternativt tøj, har Camden Town derimod traditionelt været et godt bud. Selvom markedet deroppe stadig er utroligt populært særligt blandt den type turister, som mange år efter 80'erne stadig sværger til sort tøj samt har piercinger nok til at få metaldetektoren i hvilken som helst lufthavn til at bryde sammen, er der dog efterhånden mere lort end lagkage at finde her. Men særligt på en varm sommerdag er Camden Town nu stadig et dejligt sted, og det kan kun anbefales at nyde en kold pint of lager på rocklubben Dingwalls’ udendørsterrasse med udsigt over kanalen med tilhørende sluse. Hvis vi rykker tilbage til Londons centrum, nærmere bestemt Soho, er der jo også den nyklassiske indkøbsgade Carnaby Street, som løber parallelt med Regent Street og vel er indbegrebet af 60'ernes og 70'ernes "Swinging London". Gaden har dog også i de sidste mange år været meget "turistet", men der findes dog her en enkelt yderst velassorteret fodboldforretning, som varmt kan anbefales. Herfra er der heller ikke langt til området omkring Covent Garden Tube Station, og det er måske her, at der er størst sandsynlighed for at gøre et tøjkup eller to. Dette kvarter er proppet med tøjbutikker, lige fra kædebutikker for store veletablerede navne som Poul Smith og Diesel til mere ydmyge butikker, hvor mere ukendte mærker sælges. En Londontur er i hvert fald for én af de fire udsendte ikke komplet, hvis man ikke har været forbi det lille butikscenter på hjørnet af Neal Street og Shelton Street, hvor f.eks. butikken "High Jinks" fyldt med råt streetwear ligger i kælderetagen. I øvrigt ligger skoforretningerne som perler på en tråd i Neal Street, og hvis du ønsker at tjekke den sidste nye skomode ud, er det her, det sker.
I FCK's fodspor! Holger beretter: Efter at have set de andre drage mod Covent Garden og nordpå, bliver jeg lidt i Piccadilly området for at indsnuse lidt mere storbyatmosfære og traske rundt efter minder fra tidligere Londonbesøg. Så meget er der nu heller ikke at genkende, dertil er London for stor, forandres for hurtigt, og min hukommelse for slidt. Betyder dog intet, man kan sagtens slå tid ihjel ved at gå walkabout i London. Ja, der findes for mit vedkommende intet bedre end at gå walkabout i en storby af Londons kaliber. En storby der får København til at blegne, men samtidig minder én om, hvor uladsiggørligt det må være nogensinde at skulle finde sjælefred på Lars Tyndsk... øh, på landet, og hvor uendeligt ufedt det også må være at leve i en forstad! Her i London City trasker man omkring i en vidunderlig smeltedigel af etnisk mangfoldighed, og et virvar af mennesker, der trods meget få "individuelle kvadratcentimeter til rådighed", manøvrerer hjemmevant, sikkert, målbevidst og afklaret ind og ud mellem hinanden. Som travle myrer i gigantisk tue! Kontorfolk, håndværkere, avissælgere, husmødre, societyfolk, turister, hjemløse og selvfølgelig alle de forretningsdrivende og transportfolk, der holder hjulene i sving herinde, dag ind og dag ud. Kort sagt alle slags mennesker, høj/lav, sort/hvid, rig/fattig. Netop rig/fattig skellet er noget af det både fascinerende og skræmmende ved en storby. To uendeligt forskellige verdener, der alligevel lever side om side. Helt bogstaveligt f.eks. på The Embankment, hvor man ser "Pilgrim Pub", en nedslidt bygning med iturevne døre og vinduesskodder, og hvor indgangen er spærret af soveposer og vattæpper, der udgør nattelogiet for byens hjemløse. Klos op af, bogstavelig talt - vi taler fem-ti meter her - ligger så PriceWaterhouseCoopers London Branch head office. Et udstyrsstykke i granit, marmor, glas, uniformerede dørmænd og sikkerhedsvagter og 10 meter til loftet. Som et palads anno 2000 ved siden af et forladt kolonihavehus fra 1800-tallet. Surrealistisk diametrale modsætninger. Sådan er London også, sådan er storbyen også. Nå, lidt kiggen sig omkring i indre London er lynhurtigt blevet til et par timer revet ud af døgnet, så Embankment bliver også endestationen for denne walkabout, eller rettere startstationen. For her bevæger jeg med ned i tuben. Og flere kilometer rulletrapper, et par togskift og en snes undergrundstationer senere, når jeg frem til Gloucester Road. Et naturligt sted at starte min pilgrimsrejse mod Chelsea Village. For som nogle Københavnere sikkert husker, ligger Gloucester Road tubestation lige skråt over for Stanhope Arms. Og lykkeligvis så tæt på, da min blære efterhånden også var på bristepunktet efter 2 timers walkabout i indre London og en halv time i tuben. Et dilemma jeg åbenbart delte med CF5 denne eftermiddag, skulle jeg senere erfare.
The Stanhope Arms, Gloucester Road, hvor FCK'ere mødtes en novemberdag 1998! Det kan vel være, at horder af Københavnske fans satte deres umiskendelige præg på Stanhope Arms hin uforglemmelige novembertorsdag, men sporene er i hvert fald slettet i dag. Trods ihærdig spejden i lofter, på vægge, i kroge, i baren, på toiletterne efter et halstørklæde, en vimpel, noget graffiti ... nope, ingen spor efter FCK. Intet spor af fodbold i det hele taget, hvilket kan tænkes at hænge sammen med, at Stanhope Arms rent faktisk ligger temmelig langt fra Stamford Bridge! Så en middagsburger og en pint senere begiver jeg mig også på den videre færd mod Chelsea Village. Først gennem Gloucester Road og Cranley Gardens og så skarpt til højre ad Fulham Road. Tydeligt at se, at Kensington/Chelsea mest er at sammenligne med Hellerup i København. Som en der desværre ikke var med til Chelsea-kampen i '98 går man og bander lidt, mens man slæber sig sydpå ad Fulham Road. Der var sgu da ikke nogen, der indikerede, at der var så langt fra Stanhope til The Bridge! Men der er da heldigvis rig mulighed for at tanke op undervejs! Endelig, efter en dagsrejse dukker ved siden af en byggeplads - hvor et nyt boligkvarter i den mere luksuriøse klasse er ved at tage form - et skilt med "Chelsea Village - Car Park" op. Kort efter til højre, og så er indgangen til de hellige haller dér. Chelsea Village Hotel (5-stjernet luksus), The Shed (Stamfords svar på Sportscaféen) og bagved de spritnye villagebygninger den blå katedral, Stamford Bridge! Tid til at lege turist og fotografere. Billeder til den private scrapbog, som jeg ikke skal belemre læseren med her, da du sikkert har været på Stamford/The Village i '98. Jeg sniger mig om bagved The Bridge, eller rettere forsøger, for en uniformeret gut af typen, man ikke diskuterer med, skriger: 'Oy - where do ya think you're going, mate' - øh, bøh ... måske man ikke skulle have sneget sig uden om den bom!! Som ægte fodboldnomade må Chelsea Megastore selvfølgelig besøges. Et slaraffenland af alverdens Blues merchandise for en Chelsea-freak! Og så i tre etager med rulletrapper, noget der selvfølgelig bliver mulighed for at håne Jan med senere på aftenen ovenpå hans besøg i Tottenhams et-plans-købmandsbutik! Jojo, barnlige kan vi stadig være, selvom vi forlængst har rundet de tredive! Ellers går man jo og sammenligner med den hjemlige SuperShoppen. En stor del af umbrogearet forekommer i hvert fald bekendt, her blot med et andet klublogo! Konceptet er selvfølgelig også det samme. Forskellen er primært volumen (de tre etager) og det dermed lidt bredere og dybere varesortiment. Og så lige trøjeafdelingen, hvor hele syv pressere til navn/nummer vidner om en noget mere hektisk aktivitet her hver anden lørdag end tilsvarende i Parken hver anden søndag. Jeg må videre i teksten. En sidste afsked med The Village ... og så eder og forbandelser over, at vi i morgen, lørdag, skal se Arsenal på Highbury, når nu Chelsea samtidig lige her tager imod Manchester 'Scum' United! Nope, det kan der ikke laves om på nu, desværre. Så tilbage, stadig til fods, men denne gang ad Kings Road, en lang, lang shoppinggade, hvor kvarteret og butiksfacaderne indikerer et prisniveau, der gør, at man er lykkelig for ikke at have fruen med på denne vandring! Ved Sloane Square tubestation nægter fødderne at traske længere. Så gennem tuben og hjem til Bayswater, 5 minutter før det aftalte rendezvous med det øvrige rejseselskab på Shakespeare. Hans indfinder sig nogenlunde samtidigt, men der skulle endnu gå en rum tid og 2-3 pints, inden Jan og CF5 dukker op fra de nordlige bydele!
Seven Sisters er tæt på White Hart Lane! Jan beretter: Der findes mange gode veje at komme til White Hart Lane på. Nemmest vil være at tage et direkte regionaltog fra Liverpool Street Station, men man kan også dyrke Underground-netværket og nappe de små hurtigtgående muldvarpe til Seven Sisters. Dette gjorde vi, eller rettere, det blev vores plan efter besøget i det gamle irske kvarter, Camden, hvor den gode irske øl Murphy's var forsvundet fra et år tidligere. Måske som almindelig erkendelse af, at irerne var lidt på derouten i Camden, det var studenter, kunstnere og flippere der havde overtaget de tætte gamle lejekaserner og forvandlet den tidligere arbejderklasse-armod til noget ganske hyggeligere. Noget lignende som man kender The Village i New York, eller i noget mindre udgave fra vores hjemlige brokvarterer, så som Nørre- eller Vesterbro - eller blot et megastort Christiania på sine bedste dage. Egentlig var planen en taxi fra Camden, men den slags var ikke lette at indfange, og da vi omsider fik stoppet en, stirrede chaufføren vantro på os, da vi nævnte at vi gerne ville til White Hart Lane. Det er måske sandsynligt at antage her, at han talte sandt og blot ville i garagen, som han bedyrede. Men han formåede alligevel at efterlade ihvert fald mig med en fæl mistanke om at være Arsenal-fan. Alternativet blev så at hoppe på nærmeste bus, der sneglede sig frem i eftermiddagsmylderet, og genfinde undergrunden via Finsbury Park. Det gjorde vi så og nåede således Seven Sisters-stationen med en fornemmelse af, at White Hart Lane befandt sig lige om hjørnet. Således som det var blevet os fortalt på busturen ind til London om torsdagen. Der var blot tale om en norsk tourguide's håndbevægelse, lettere henslægt, og åbenbart ganske selvtilfreds med sit formodede kendskab til de Londonske fodboldklubbers beliggenhed. At det i virkeligheden drejede sig om en gåtur på adskillige kilometer, anede vi derfor intet om, da vi drejede om hjørnet til Tottenham High Road. I sig selv er der intet ondt at sige om High Road. I gamle tider var Tottenham det jødiske område i London, deraf klubbens kælenavn The Yids, men vi konstaterede relativt hurtigt, at især vestindierne havde overtaget ganske store dele af området. Fra vi svingede om hjørnet til High Road bragede reggaerytmerne fra kæmpehøjttalere på en lille interimistisk markedsplads. Længere fremme overtog halalslagtere og små falaffelboder scenen, og gjorde det jødiske islæt til at overse. Vi så i hvert fald ikke meget umiddelbart jødisk islæt. På den anden side har jeg heller ikke så meget idé om, hvordan det skulle se ud i et gadebillede, ud over en forventning om en flok hebræiske bogstaver på butiksskiltene og en rabbiner eller to, der skumlede langs husmurene. Vi så ingen af delene, hvilket måske også hang sammen med, at min gode følgesvend, CF5, bogstaveligt løb ind i et akut behov for et toilet. Og akkurat på de første par hundrede meter på High Road var pubber og lignende steder, hvor den slags var tilgængelige, som skyllet i jorden. Der var intet, uanset om vi spurtede fra fortov til fortov eller forsøgte af de små sidegader. Dog var "spurtede" måske ikke den rette betegnelse for CF5's mere og mere anspændte løberi, det var nærmest som at se en mand forcere en isbelagt sø. Vi fandt dog omsider hjælpen, altså en pub, hvis facade mest mindede om indgangen til et gammelt bilværksted. Og således kunne vi spejde videre mod det White Hart Lane, som skulle ligge lidt ude af Tottenham High Road. Men det gjorde det ikke umiddelbart og efterhånden faldt mine gentagne forsikringer om, at vi måtte være ganske tæt på, helt til jorden hos CF5. Fædre er nok tålmodige, men der er dog grænser, også hinsides urinblærernes verden, og CF5 var ganske nær ved at briste for anden gang, denne gang mere psykisk betinget, da White Hart Lane pludselig dukkede frem som et større hvidt udstyrsstykke af beton og sten ved et gadehjørne. Et pragtfuldt syn for en gammel Spurs-fan, som tidligere kun havde set stadion gennem en TV-skærm. Det krævede naturligvis en fuld runde om hele anlægningen, samt et besøg i den dertilhørende souvenirshop. At akkurat denne pilgrimstur så også gav til et frisk og tiltrængt karma til selve klubben, bliver så en anden side af denne lille historie. For Englands dårligste udehold - i tæt selskab en anden London-klub Chelsea - vandt faktisk hele to udekampe på de par dage, hvor vi var derovre. Onsdag i FA Cuppen over Charlton 4-2 og lørdag 1-0 over Manchester City. Selve besøget fungerede så ovenikøbet som en slags prædestineret bodsgang for vores kommende besøg på Highbury. For det gjorde lidt ondt i hjertet - det skal indrømmes - at skulle se bold om lørdagen på Arsenals bane, og ikke på White Hart Lane. Jeg mener, når man nu var i London. Heldigvis vil jeg nu fremover altid kunne sige, at jeg var hos Tottenham, før jeg satte benene på lokalrivalernes stadion. Og selv om stadion udefra set virkede hermetisk tillukket som en anden fængselsgård, så havde jeg i hvert fald ingen problemer med at få øje på den serie af ikoner, der defilerede forbi og holdt os med selskab langs stumperne af Park Lane End. Ferdinand, Campbell, Anderton, Ginola, Klinsmann, Lineker, Hoddle, Waddle, Crooks, Archibald, Allen, Ardiles, Villa, de var der hele bundtet. Også de gamle spøgelser som Peters, Chivers, Coates, Perryman, Jennings, Greaves, og måske den største af dem alle fra the double team i 1961 - Danny Blanchflower. Jamen, hallo mand, bare navnet. Til gengæld lignede den gode CF5 efterhånden en hårdt plaget mand, og det blev ikke bedre, da vores bus pludselig brød sammen godt halvvejs nede ad Tottenham High Road på tilbagevejen, et par stoppesteder fra Seven Sisters. Der var udsigt til mere vandring og da vi omsider nåede det fælles fixpunkt, pubben Shakespeare nede i Bayswater-området, var det med en klækkelig forsinkelse på kontoen. Ergo var der proklameret kølhaling fra de herrer H&H. Som frådende gribbe angreb de, men jeg lænede mig i hvert fald tilbage, indhyllet i en pæn portion immunitet. Om CF5 gjorde samme, skal jeg lade være usagt. London Team (Jan Saxo, Hans CL, Holger, Lars Kim CF5) |
||
