|
London revisited |
||
|
Fawlty Towers III - Manuela fyret eller på engelsk kursus? Den lille spanske café indtages igen! En flydende-engelsk talende servitrice modtager os og vore bestillinger fuldstændigt problemfrit. Ingen tør driste sig til at spørge, hvad der mon er blevet af "Manuela". Måske hun blot har fri? Men ellers er abstinenserne - fodboldabstinenserne altså - ved at være plagsomme. Det er blevet dagen for turens clou, vi skal endelig, endelig se rigtigt fodbold, rigtigt live, på rigtigt græs. Tube-turen nordpå til Islington forberedes. It's MATCHDAY!!!!!!
I Nick Hornby's fodspor Bank of Friendship. Det er navnet på Nick Hornbys favoritpub i London, og det ved man bare. Derfor vidste det lille rejseselskab det også. Pubben ligger en snotklat plus det løse fra Highbury, og kan man ikke umiddelbart finde vej fra Arsenals undergrundsstation, er det blot at spørge sig for. For alle kender den naturligvis, især på en kampdag som vores lørdag. Så rejseselskabet vadede straks derhen, en halv runde om Highbury i forhold til undergrundsstationen og en lang lige gade med de karakteristiske engelske rækkehuse som dekoration.
CF5 og Jan foran Bank Of Friendship. Intet spor af Nick Hornby! Vi vadede bare inden for i pubben i den bedste tro, men blev stoppet i døren af en yngre, lyshåret kvinde. Hun ville se vores sæsonkort. Vi havde intet, derimod havde vi en god dansk turistaccent. Den var åbenbart lige så god, hun viftede os ind med et overbærende smil. Vi søgte ned helt bagerst i pubben efter et par hastige kig ud i baggården, hvor scenarier fra Fever Pitch flashede umiskendeligt forbi. Derefter handlede det bare om at drikke et par pints, og så studere kampprogrammet, mens pubben gik fra halvt fuld til hel fuld. I menneskeantal opregnet. Det blev endnu et helligt øjeblik for det lille selskab, at blot være der, at blot svælge sine pints, og studere de kampprogrammer, som danske klubber kan lære meget af. 90% information og læsestof og 10 % reklamer. Se det var et seriøst kampprogram og ikke meget dyrere end den reklamepamflet, som vi desværre er blevet alt for forvænte med herhjemme.
64 Sider, heraf Arsenal- og/eller fodboldstof på de 58! Ikke bare læst i løbet af pausen, og så for kun £2 (ca. 23-24 kr.)! Jo, også her er Superligaen lysår bagud endnu! Da vi forlod Bank of Friendship var den stuvende fuld, en glødende Sportscafé efter en sejr var intet i sammenligningen. Vi måtte bogstaveligt kante og skubbe os ud på gaden igen, og der var stadig en times tid til kick off inde på stadion. Vi rundede Highbury i opstemt tilstand, så Ipswichs spillerbus ankomme, vadede videre og mødte en serie af busser med fans. Igen Ipswich. Nede ved Arsenal-stationen blev det lille rejseselskab igen intakt. Hans havde i mellemtiden ordnet et venskabeligt formiddagsærinde og ploppede op i den stadige strøm af både Arsenal- og Ipswich-fans, der myldrede omkring stadion.
Én af indgangene til Higbury! Midt ind gennem boligkarréer og folks badeværelser! Man spekulerer på, om folk der flytter ind i gaderne omkring Highbury efter nogle år jamrer over, at der ligger et fodboldstadion hér! (Ingen sagde Brumleby!) Vel indenfor ved North Stand-enden - og samtidig med godt tre kvarter til kampstart - kunne vi så imponeres over den helt specielle engelske opladning. Hjemmefra kendte vi Carlsberg Corner som et efter-kamp arrangement. Vi stod snart i det samme, blot før kampen og med dobbelteffekt. Under hele Nordtribunen var et gevaldigt liv, med pints, spiritus, TV-skærme, computerspil og jeg-skal-give-dig-salmebog-i-nakken. Det var forrygende, og i virkeligheden formodentlig ikke meget anderledes end andre engelske stadions på en god lørdag eftermiddag, lidt over ½ time før kick off. Dog skal noteres, at servering af øl og sprut stopper 5 minutter før kick-off, og genoptages omkring pausen til 5 min. før anden halvlegs kick off. Altså ingen spritservering, mens kampen er i gang. Og sikkert godt det samme, for det er strengt forbudt at medbringe øl/spiritus på selve tribunen. Om der også var øl, sprit og gang i den efter kampen på "Carlsberg (eller vel rettere Dreamcast) Corner" vides ikke, da vi ikke blev gelejdet der forbi på vejen ud af Highbury. Godt 10 minutter før kampstart bevægede vi os op til vores pladser i en anseelig højde oppe på North Stand. Udsigten kunne man ikke klandre. Hverken til grønsværen eller de omkringliggende boligkaréer. Det var simpelthen forrygende.
Hans, CF5 og Holger på plads på North Stand Upper (Jan fotograferer) Bemærkelsesværdigt var også spillerpræsentationen, bl.a. med spillerne behørigt portrætteret på de to store videoskærme. De mange udlændinge på Arsenal-holdet blev mødt med tætte, høflige klapsalver. De få engelske spillere, især de gamle Seaman og Adams blev mødt med et øredøvende brøl. Bergkamp havnede midt imellem, i sig selv en anerkendelse for den elegante hollænder.
Det vi kom for Kampen startede punktligt og med et solidt Arsenal-overtag. I hvert fald producerede de chancerne, selvom Ipswich havde bolden mindst lige så meget. Hjemmeholdets taktik var dog let gennemskuelig, at stå godt defensivt og spille på lynhurtige kontraer. Ikke via lange bolde, men derimod velsmurte førstegangs stikninger over midtbanen. Selv uden en Henry i startopstillingen, syntes det at virke. Efterhånden som første halvleg skred frem, fik Ipswich dog bedre og bedre fat og kom til et par sporadiske chancer. Som forventet af en Premier League-kamp var tempoet infernalsk, spillet bølgede fra felt til felt og var aldeles seværdigt. Set fra fanvinklen vandt Ipswich hurtigt sympatien. Antalmæssigt var de klart i undertal, men de sang og brølede deres mænd frem og deres nærmest insisterende "We're the english boys" synes at svige en anelse på hjemmefansene. Prægtigt var det da også at se den unge Ipswich-keeper, Richard Wright's, spil. Han diskede op med et par eminente redninger i første halvleg og holdt de blåklædte fra det oversvømmede East Anglia ved fadet. Offensivt kæmpede de bravt, Ipswich, men nøgternt set stod det tidligt ganske klart, at Arsenal var det bedre tekniske hold. Imported from France, fristes man til at sige. Pausen var som enhver anden pause (uden cheerleaders!). Vores lille rejseselskab forsynede sig med varme chips og (efter engelsk standard fremragende) sausages , varm kaffe, eller strøg blot nødtvungent på toilettet. Chips/sausages endda i varmeboks á la dem man kender fra take-away-burgers herhjemme, klart nemmere at håndtere på sin plads end pølsebakkerne i Parken! Det var nu ganske enkelt blevet pissekoldt på North Stand, uden for tribunens dække silede regnen ned, og mon ikke temperaturen var tæt på et par grader, alt i mens mørket stille sænkede sig over karéerne ude omkring stadion. Arsenal scorede rimelig tidligt i anden halvleg. Kort efter at Thierry Henry til almindelig tilfreds for hjemmefansene var blevet indskiftet. Det blev selvfølgelig ham, der spurtede fra Ipswich-forsvaret og vippede bolden i mål. "One-Nill-to-the-Arsenal" gjaldede det pludselig veltilfreds fra omgivelserne, som ellers mod slutningen af første halvleg havde udtrykt begyndende mishag mod hjemmeholdets manglende effektivitet foran Richard Wright. Dog bør det også nævnes, at Ipswich kort før målet brændte en gigantisk chance, den type chance som et udebanehold skal score på, hvis de skal forvente noget som helst andet end nederlag på et sted som Highbury. Samtidig forspildte de muligheden for at lade deres sympatiske fans overtage Highbury helt. For de var tæt på i perioder. Men efter scoringen forsvandt de gradvist, ikke fordi de stoppede deres ihærdige sang, men mere fordi Arsenal nu vågnede op til en smule dåd i den efterhånden ganske mørke eftermiddag. Og nøgternt set førte de jo også. Efterfølgende var Arsenal nærmere den anden scoring end Ipswich kom udligningen, og sejren var der intet at indberette dem for. Den var ganske fortjent. Men alligevel sad man - ja, sad, for det gjorde man altså - og savnede et eller andet som helt kunne give deres sejr den fulde godkendelse. Og det var der bare ikke. Fordi det hele på sin vis blev for tilbagelænet. Ikke fordi det var nemt, Ipswich-spillerne havde al mulig respekt af kampen, men mere fordi Arsenal - eller rettere deres fans aldrig helt var der. For spillerne gjorde bestemt deres arbejde. Men når fansene endelig var tilstede, så var det kun, når de var trygge og sikre. Ikke blot for at hylde og hjælpe holdet, som hos Ipswich-fansene. Hvilket efterlod en anelse tyndt indtryk, et indtryk som ikke helt blev en Nick Hornby værdig, det blev bare aldrig i den kategori som forventet, selvom skuffelse aldrig vil komme i nærheden et fyldestgørende begreb her. Men på sin vis blev det måske forklaringen på, at vi aldrig så ham, Nick Hornby. Hverken på Bank of Friendship eller på Highbury. For det gjorde vi ikke, trods alle de bedste intentioner.
Sportscaféen Vel mætte ovenpå en totalfodboldoplevelse må vi vel også lige opleve Arsenal's svar på Sportscaféen, den berømte fanpub, "The Gunners". Og stemningen her viser sig at være tæt op af den, vi finder på Sportscaféen, når vi bevæger os derop efter Carlsberg Corner for at slukke efter og se Onside på flimmeren. Forskellene er vel primært, at stedet her er lidt større end Sportscafeén, med en del mere fodboldmemorabilia på væggene, og at der formentlig også er crowded på The Gunners efter en halvsløj Arsenalkamp, og så lige det faktum, at man ved samtlige (3) indgange til "The Gunners" skal forbi to uniformerede dørmænd først. Masser af larm, folk står som sild i en tønde, musik i højttalerne og Sky Sports på storskærmen. Stille er der kun det par minutter, Arsene Wenger toner frem og giver sin mening om matchen. Både han og de fleste menige Arsenalfolk bander - sammen med Hans og Holger - over, at Chelsea ikke holdt føringen mod Man. United. Mesterskabet anses definitivt tabt for Wenger & Co. Heller ikke her støder vi på Nick Hornby, så vi forlader denne ægte fodboldpub efter et par pints og vender snuden hjemad mod Bayswater. Tid til de sidste indkøb - forretningerne holder også om lørdagen længe åbent - og det sidste aftensmåltid i London. Selvfølgelig skal The Shakespeare også lukkes behørigt! Og det bliver den, om end vi - der alle har passeret de tredive - føler os lidt for gamle til at tage del i løjerne med en halv snes meget ungdommelige og meget højrøstede ungersvende hjemmefra - hovedlandsdialekt-talende! - der pludselig har indtaget vores værtshus. Lidt i halv-tolv er det slut, her som på alle engelske pubs, og vores lille rejseselskab beslutter sig for at gøre arbejdet færdigt og også lige lukke hotellets bar. Denne aften ser vi muligvis antydningen af et mikroskopisk smil i mundvigen hos "Basil Fawlty" i receptionen. Skyldes nok, at han ved, vi checker ud i morgen!
No more Fawlty Towers Sidste dag! På anbefaling af Hans' venner vælger vi denne gang at spise morgenmad på en anden lille café, Aphrodite, beliggende på en af snigvejende fra Shakespeare og hjem til hotellet. Som navnet antyder, er det grækere, der har denne café. Servitricen har har dog ingen problemer med engelsk, og maden er mindst lige så god, ja måske bedre, da vi her slipper for de chips, som efterhånden hænger os langt ud af halsen. Med lidt held kan vi nå at se endnu en fodboldkamp på TV inden turen til lufthavnen, og det hjælper lidt på tristessen ved, at turen er ved at være ved vejs ende. Efter morgenmaden tilbage til hotellet og checke ud. Problemfrit, dvs. ingen overraskende ekstraregninger. Helt klart kun fordi, der ikke fandtes minibar på værelserne. Vel egentlig også det eneste minus ved Phoenix Hotel, Bayswater, altså bortset fra vores "ven". Stedet kan anbefales.
Nedtur og hjemtur Goodbye Bayswater. Tuben ind til den altid hektiske Liverpool Street Station. Billetter købes til The Stansted Express. Halv pris, grupperabat. Helt OK, om end den evigt forsigtige og mistroiske skolelærer - CF5 - skulle have tjekket og dobbelttjekket, at denne store rabat var reel nok! Til gengæld er det knapt så OK, at vi ikke kan komme af med bagagen, der just ikke er blevet mindre eller lettere af diverse indkøb. Men garderobebokse findes ikke, og man kan kun parkere sin bagage under opsyn i et cloakroom langt ude på perronerne. Prisen, sikkerhedstjekkene og især tiden til ind- og udlevering gør, at vi dropper idéen og i stedet slæber bagagen med os. En udsendt, bagageløs fortrop finder et perfekt sted, pubben "The White Hart" på Liverpool Street, lige skråt over for stationen, og det bedste: Stedet har storskærm, og de agter at vise Celtic-Rangers. Passer perfekt med tiden inden togafgang som den ideelle afrunding på en fodboldtur til London. Så en ny stribe pints og forventninger til endnu et fodboldbrag, der dog mødes med stadigt stigende skepsis, efterhånden som der ikke rigtigt kommer levende billeder på det "Sky Box Office" menuskilt, der optager skærmen. Og vi kunne se det på hende, da hun skruede ned for musikken og stillede sig op på en kasse, den lille servitrice. Vi kunne se, at hun var bad news! 'Ladies and gentlemen, I'm very sorry to inform you that we will not be able to show the match on TV, as the match has not been paid for, however we can, if you so wish, provide radiocoverage from the game....' Doh!!!!! En eller anden på det sted måtte have endog meget røde ører den søndag. Stor skuffelse i vores lille rejseselskab, og endnu større blandt især mange skotter, der havde set frem til at overvære nok et kapitel af "The Old Firm" på storskærm lige her. Nogen var desillusionerede, andre vrede, og atter andre mere handlekraftige, da de sprintede ud i søgning efter en anden pub med fodbold-TV. Flere af dem kom dog tilbage, så der var næppe meget fodbold-TV at hente lige i nabolaget, hvorfor vi heller ikke skulle på flere nomadevandringer med fuld oppakning! Så vi blev og hørte reportagen fra Radio 5 Live, mens et ungt par på det nærmeste kravlede ind i hinanden bag det store, men nu delvist transparante TV-lærred. For en tyve år siden havde det sikkert været en stor oplevelse at sidde på en pub i London og høre liveradio fra Glasgow, men i 2001 ..... vi vil dog nok se tilbage på det som en kultoplevelse! Trods ganske forsinket på vej ind til London pga. omfattende banearbejder kørte The Stansted Express på sekundet fra Liverpool Street. Ikke noget DSB-slinger her. Så vi fik en sidste sightseeing på vej ud af London, og til Jans store glæde kom vi også forbi White Hart Lane, så Hans og Holger nu også kunne få "oplevelsen" at se Jans ottende verdensvidunder! Og CF5 kunne få lejlighed til at jamre videre over fredagens uendelige march mod de hellige haller. Og sandt at sige, når man dømmer ud fra togtiden fra Seven Sisters (som udover tubestation også er en station på British Rail) og til White Hart Lane station (kun regionaltog) klos op af White Hart Lane Stadion, så må det have været en temmelig lang spadseretur!
Har du nogensinde set København fra en Boeing 737-300? Stansted Airport beflyves hovedsagligt af discount flyselskaber som Go og Ryan Air, og der er også lidt discount over denne barak-lufthavn. Men den fungerer. Der bliver slugt lidt burgers på Burger King ... uden pommes frites. Da vi i nu 4-5 dage har fået chips/fries i alle størrelser og afskygninger som tilbehør til stort set al mad morgen, middag og aften (undtagen til karryretterne) - de er skøre de englændere - kommer der nok til at gå en rum tid, inden man føler trang til disse friturebomber igen. Lidt mæt af øl og rulletrapper er man vel også, og nu hvor bagagen er pakket, vil man egentlig bare gerne hjem, og det kan kun gå for langsomt. Godt der ikke er udsigt til 19 timers sejltur og yderligere et ukendt antal timer tværs over Danmark med DSB, for hvem vores tid åbenbart ikke er så vigtig. Efter at have kørt det halve af Stansted lufthavn igennem i busser - den normale gate-transit var indstillet på grund af bygningsarbejder - bliver vi vel bænket i discountflysæder, tilset af stewardesser iført nogle joggingtøjlignende unisex-uniformer (der skal jo være grunde til, at Go's flybilletter er så billige!) og konstaterer, at vi får prominent selskab på hjemvejen i form af Peter Belli med fru June på slæb. Ingen look-alike denne gang, men den ægte vare. Flight GOE405 taxi'er selvfølgelig også ud af runwayen eksakt til tiden. Som vi nærmer os København, begynder man at spekulere på, om Peter Belli mon lægger op til fællessang, også selvom vi ikke flyver DC9 denne aften. Det gør han ikke, og det er givet også lige meget, da der åbenbart har lagt sig en ærtesuppetyk "Londontåge" over Danmark, og vi faktisk først ser Amager i styrtregn, da vi er ca. 30-40 meter over landingsbanen. Også bagagecheckout i Kastrup Lufthavn forløber hurtigt og smertefrit, og i den korte tid, vi venter, får vi tid til at reflektere over, at arrangementet rent logistisk - incl. transport til vands, til lands og i luften - er forløbet 100% perfekt, according to schedule, lige bortset altså fra DSB på togturen til Esbjerg. Tankevækkende ... eller måske netop ikke!? I hvert fald føler ingen af os grund til at ødelægge turen med et DSB-sidste-øjebliks-indtryk, da vi en sidste gang hanker op i bagagen (ufatteligt så meget musik- og læsestof kan veje!), hvorfor regionaltog Kastrup-København klart fravælges til fordel for et par taxi'er mod Københavns centrum respektive Dragør. Op mod midnat i tåge og regn på de Københavnske gader er det nærliggende at antage, at det lille rejseselskab ikke vil betænke sig på at stævne over Nordsøen igen i en ikke alt for fjern fremtid. Forhåbentlig kan creditcard-afregningerne af de økonomiske armbevægelser i London, der følger i ugerne efter, heller ikke tage brodden af den langtidsplanlægning. Og dermed fik vi set lidt live-bold og på bedste vis revet 5 agurkedage ud af vinterkalenderen. London Team (Jan Saxo, Hans CL, Holger, Lars Kim CF5) |
||
