”Du skal da være hjertelig velkommen!”, udbrød den vagthavende bartender, mens han med vemod kiggede på én af husets sidste røde Tuborg, han netop havde tømt. ”Tjaa.. hvorfor ikke?”, mumlede jeg, for jeg havde jo før luftet idéen om at komme med mit bud på årets bedste en anden gang jeg var forbi Stamværtshuset og havde forvildet mig ud i en længere diskussion om Radioheads kvaliteter før og nu. Som sagt så gjort. Jeg prajede en taxa hjem til Amager, tjekkede cd-reolen mens taxameteret rullede, og nu ligger der en bunke her på bardisken. Så, nu skal jeg gøre plads til din fadøl.

I det følgende vil jeg afholde mig fra yderligere diskussioner med d’herrer diskenspringere – man skulle jo nødig miste sin kreditværdighed, hvilket der er god brug for i januar måned – og i stedet takke for den ære, at jeg som stamgæst får mulighed for at give mit besyv med her i bulen. Ikke fordi min smag for øl og musik afviger afgørende fra den holdning bartenderne her på Stamværtshuset lægger for dagen. Vi skåler gerne i et parti tyske weissbier, som huset har fået hjem, og nyder smagen, der giver baghjul til næsten enhver anden dansk øl. Alligevel har vi hver vores favoritbajer, og sådan er det også når snakken falder på musik, og argumenterne flyver henover baren. 

Jeg tror dog vi er enige om, at 2002 blev et år, hvor pladebranchen igen serverede en gang klæg og kønsløs øregrød, kombineret med rærligt opskrab fra afdankede pop- og rockvrag, markedsført med enerverende Nu-er-den-her-tv-reklamer, hvis ikke lige man kæmpede en håbløs kamp imod piratkopiering. Seneste våben er koder på cd’en, der forhindrer kopiering, men her har man skudt sig selv i foden: En cd med koder kan ikke spilles på computeren, som jo fungerer som musikanlæg for flere og flere, hvilket efter denne stamkundes logik kun kan forringe salget af cd’er og øge de ulovlige downloads yderligere. Også på dette punkt er pladebranchen bagud, og det synes mærkværdigt, at de ikke for længst er gået på nettet og har tilbudt solide on-line tjenester imod betaling.

Når folk downloader musik, lovlig som ulovlig, og ofte kun vælger de største hits fra et helt album, så kunne det måske skyldes det var produktet, der var noget i vejen med? Selvransagelsen har så småt indfundet sig på de bonede gulve, og i Urban d. 6. december indrømmer A&R-manager Nikolaj Foss fra EMI-Medley, at man nok har brugt for mange penge på reklamer: 
”Markedet er de sidste fem år blevet røvpulet (..) med tv-annoncer og dårlige plader. Der er lige et godt nummer og så lige en tv-annonce, og så lige noget koncept – så kører det bare! Men vi har degraderet vores egen branche ved at lave konsumvarer. Der er generelt for få pladeselskaber, der satser. For få, der tør lave nye ting”.

Udtalelser som disse er nye toner, men at de klinger hult, viser sig længere henne i artiklen, hvor Foss siger, EMI-Medley er nogle af de få, der tør lave noget nyt, hvorpå artiklen afslører, at det i 2002 drejede sig om Nik & Jay og C21. Måske burde jeg så kaste mig i støvet foran Nikolaj Foss og udtrykke min dybe beundring over, at EMI-Medley i 2002 turde lancere to forskellige danske boybands og konsumvarer, men selv med EMI’s nyskabelser er der lang vej igen, før vi får en seriøs musikkultur i Danmark. 

Tag nu f.eks. The Streets’ glimrende Original Pirate Material, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, for det album har bartender Smølle blandt sine årets bedste, men The Streets er jo et typisk billede på forskellen mellem engelsk og dansk musikkultur. I England finder man en stor og integreret technokultur, hvor især 2 step/garagescenen inviterer til kompositioner på den bærbare i soveværelset, nøjagtig som Mike Skinner’s debut, hvorefter musikken får mulighed for at blive spillet på en af de utallige piratstationer som originalt piratmateriale. Her til lands ville hjemmebrygget musik fra en lejlighed i et betonkompleks aldrig nå den brede offentlighed, dels fordi lokalradioer i Danmark alle vil lyde- og spille det samme som The Voice, og dels fordi den eneste vej til anerkendelse synes at gå gennem Popstars eller Stjerne for en aften, hvor man er tvunget til at bræge græsselige popbanaliteter - med risiko for at ende sine dage som James L. Sampson til playback i et indkøbscenter i forstaden. Sørgeligt, men sandt.

Så er der trods alt noget befriende ærligt over en fyr som Lars Lilholt. Ikke at jeg har de høje tanker om hans moderne folkemusik, også kaldet bonderøvsrock, men min opfattelse af ham ændrede sig, da han i sin tid gav koncert på decideret udebane – Rådhuspladsen i vores by. Skæbnen ville, at jeg netop på dette tidspunkt krydsede pladsen, men min milde hovedrysten over at se denne talentløse knoldesparker midt i min by, blev afløst af nysgerrighed. Ja, gu’ var musikken jammerlig, men publikum smilede, dansede og havde det rart. Da forstod jeg, at meningen med musik også er at sprede glæde, og at det er en kvalitet i sig selv. Og meget kan man klandre Lilholt for rent musikalsk, men manden er i det mindste reel: Han ved han er bonderøv med begrænsede evner, men han står ved det. Ikke som Nik & Jay, der skal indikere kvindetække, coolness og være nede med de fede på samme tid, men reelt ligner- og lyder som et sæt præfabrikerede spader, spottet en lørdag formiddag i Glostrup Storcenter.

På den anden side: Hvorfor bitche over en tilstand, der aldrig for alvor ændrer sig? Hvorfor begræde, at 2002 var året, da hip hoppen syntes mere overfladisk end nogensinde, kontrolleret som den er af Snoop Dogg, Dr. Dre og The Neptunes?, at 2002 markerede det endegyldige dødsstød til den førhen så innovative drum’n’bass, da selv the godfathers 4 Hero begyndte at spille bovlam soul? - og at 2002 var året hvor grungerocken genopstod som en ildelugtende zombie i form af Nickelback? For slet ikke at tale om de ca. 62 bands fra Californien, der med skateboards, tatoveringer, politiske fraser, sexistiske tekster og staccatorap blev kaldt en fornyelse af metalgenren? For i dagens verden består kunsten i at vælge fra. Og når man først har sorteret i skoven af tåkrummende tv-reklamer og selvglade A&R-managere, står det tilbage, som virkelig betyder noget. 

Først og fremmest hatten af for små, hjemlige pladeselskaber som Auditorium, der gav mig glæden ved at høre dansk musik tilbage. Samtidig havde de – stik modsat den etablerede pladebranche - økonomisk fremgang, hvilket igen kan få mig til at spekulere i, om det måske har noget med produktet at gøre. Kunstnerisk fejlede det i hvert fald ikke noget. Især Superjegs underfundige og humoristiske perle Alt er ego har roteret jævnligt på anlægget derhjemme, og selvom albummet har meget at takke Eik Skaløe for, nød jeg de pudsige tekster om regnvejrsvåde mandage og ungdomssløvsind. Og tror du jeg har glemt Lise Westzynthius’ fremragende debut, så kig længere ned af siden. 

Moon Gringos melodiøse indierock på Boy Beat Girl skal også nævnes, og tillige Under Byens smukke og meget nordiske Det er mig der holder træerne sammen, der ville være havnet blandt de bedste hos denne stamgæst, hvis ikke forsangerinden Henriette Sennenwaldt stadig led under et udpræget Björk-kompleks. Udgivelser som disse vidner om, at der grøde i andedammen. Nu savner jeg bare at få den danske technoscene med, der stadig er en underlig, forkrampet størrelse, som enten resulterer i ligegyldigheder som Puddo Varano og Filur, eller overambitiøs arty farty som Sofus Forsbergs No/1.

Sjovt nok er det ikke noget de lider af i vores nordiske nabolande, for på trods af flere gode danske udgivelser i året der gik, er man stadig foran her. Hvor en hvis bartender har en svaghed for musikken hinsidan, eksempelvis her, brændte undertegnede i det forgangne år lun på vores norske naboer. Ikke fordi de iført folkedragter og myseost fræser rundt på ski og tror alt er fryd og gammen, fordi de ikke med i EU, men fordi noget af det årets bedste klubmusik kom ned fra de norske fjelde. Således har jeg ikke kunne stå for Tromsø-gruppen Röyksopp og deres Melody A.M., som er et varmt og uimodståeligt album i krydsfeltet mellem house og downbeat, med den dansable og alligevel melankolske ’Poor Leno’ som højdepunktet. Jeg har svunget rumpetten til Bergens Bobby Hughes Combination og deres Nhu Golden Era, hvis kølige kombination af jazz, funk og bossa nova ramte lige i solar plexus – og jeg har lyttet interesseret til Wibutees hybride eksperimenter på Eight Domestic Challenges, udgivet på Bugge Wesseltofts futurejazz-label Jazzland Records i Oslo. 

Billedet er det samme hvis vi tager til Island, en ø højt nordpå med 280.000 indbyggere, hvor man på trods af isolationen, formår at lave intelligent og inciterende musik som både har internationalt vid og lyder umiskendelig skandinavisk. Hvor Sigur Ros på deres debut i 2001 mest af alt lød som et forsinket ekko fra den engelske shoegazer scene i starten af 90’erne, skabte de med ( ) i 2002 et smukt og personligt udtryk med lange, fortryllende og ambiente guitarklange. Og Mum var endnu bedre, så dem venter jeg med. I et andet, guitarbaseret spektre, fik amerikanske Dean Wareham, oprindeligt frontmand i lo-fi rockens banebrydere Galaxie 500, endelig styr på melodierne i sit ti år gamle band Luna og leverede en sprød og melodiøs perle i form af Romantica. Noget af det samme kunne jeg sige om Lambchop og deres Is A Woman. Et band der rubriceres under den defuse genre alternative country, og bliver bedre for hver plade de laver.

Derimod lød førhen så suveræne, elektroniske bands som Chemical Brothers og Underworld pludselig meget ordinære i 2002, selvom Chemical Brothers jo allerede kom på afveje, da de hidkaldte Noel Gallagher fra Oasis til at spille guitar. I år var det FC Kahuna (nej, det er ikke et finsk fodboldhold), der med Machine Says Yes, gav mig et frisk pust - og ny mening til begrebet big beat. På Warp Records er man stadig mester udi inciterende, moderne elektronisk musik, og i 2002 berigede de mine ører med blandt andet Nightwares om Wax’ Mind Elevation og Squarepusher’s Do You Know Squarepusher?. 

Når det kommer til stykket, er der dog værker, som lyser stærkere og klarere end alle de andre. Titler, som har glædet undertegnede stamgæst overordentligt i året der gik, og derfor er kommet helskindet gennem nåleøjet til benævnelsen årets bedste. Værker der gjorde en forskel, har beriget sind og sanser, og sat sig i bevidstheden. Her er personlige kendinge, nye navne og pæne overraskelser. Heller ingen prioriteret rækkefølge her, kun risikoen for at belemre bartendere og andre stamgæster med en skive i ny og næ, de simpelthen bare må høre.

 

Jaga Jazzist: A Livingroom Hush

Nu har jeg lige skamrost forskellige norske bands, og måske troede du, at det stoppede dér. Men jeg har gemt det bedste til sidst - et album der blæste mig omkuld, da jeg hørte det første gang over nettet, fordi BBC Radio havde gjort det til ugens jazzalbum. Albummet udkom i Norge først på året uden at vække den store opsigt, men da først pladeselskabet Ninja Tune opdagede bandet og genudgav det i England, begyndte the buzz. Jazz er så meget sagt, for Jaga Jazzist bryder barrierer og gængse musikalske normer. 

Anmeldere har kaldt dem Charles Mingus med Aphex Twin stukket op i røven, og noget er der om snakken, for det ti mand store orkester, der tæller både trompeter, trombone, vibrafoner, guitarer og fender rhodes, blander elementer fra jazzen med electronica, dub og postrock til en ny fascinerende hybrid. De er blevet sammenlignet med alt fra Talk Talk til Erik Satie, John Coltrane, John Barry og Tortoise, men bandet besidder med deres multiinstrumentering først fremmest et smittende gåpåmod og en stinkende rå energi, hvad Roskilde Festival kunne glæde sig over i sommers. Hvad der gør A Livingroom Hush til så stor en oplevelse, er den nærmest fuldkomne musikalitet og måden hvorpå numrene lever. Her er storslåede improvisationer, melodiøse, strukturerede strofer, der skifter fra vilter, fucked-up trommer på ’Midget’ til vidunderlig spacepop på ’Lithuania’, for at slutte af med abstrakt ambient på ’Cinematic’. Det er det jeg vil kalde fuldkommen musik.

Cinematic Orchestra: Every Day

Mere jazzfundament finder vi hos Cinematic Orchestra, som jeg har beundret siden jeg hørte dem første på gang Ninja Tune opsamlingen Funkungfusion fra 1997. Beundringen tiltog i styrke, da jeg oplevede bandet under Copenhagen Jazz Festival året efter. Ledet af komponisten, programmøren og dj’en J. Swinscoe er Cinematic Orchestra en blanding af 60’ernes og 70’ernes jazz, orkestral, filmisk soundtrack-lyd og programmerede loops. Every Day er deres tredje album, og igen er det en stor og betagende rejse ind i storbyens hjerte. 

Fra de brede boulevarder og befærdede gader med den hektiske puls og evige bevægelse fremad, til de smalle gyder med affald og herreløse hunde, og ned i kælderen til de snuskede, men egensindige jazzjoints. Fra de smukke harpeklange og gæstesangerinden Fontella Bass’s sørgmodige, men kraftfulde strofer på indledningsmelodien ’All That You Give’ til den episke spoken word fortælling under ledelse af bysbørnene Roots Manuva, ’All Things To All Men’. Mesterlig, moderne jazz fra metropolen – og koncentreret eliksir til sindet.

 

Hood : Cold House

Det er pudsigt, at nogle af de bedste musikalske oplevelser ofte er kommet til mig ved rene tilfældigheder. Sådan er det med denne her, og hvis jeg ikke havde spottet den lille sticker på cd’en med nogle få liniers ros fra div. magasiner, havde jeg som så mange andre nok aldrig stiftet bekendtskab med det jeg inden årets udgang mente var et fremragende band og en cd, som synes sørgeligt forbigået, men fortjener betegnelsen et fuldblods mesterværk. At gruppen indtil denne dag var mig ganske ukendt, er ikke så mærkeligt. Hood har ikke gjort meget væsen af siden starten i ’94, og trods adskillige udgivelser, har bandet været et relativt ubeskrevet blad i det alternative rockland, hvor de har haft svært at finde ud af, om de skulle være et shoegazerband, forsøge lykken ud i lo-fi eller bare være et ukompliceret indierockband. At de med Cold House pludselig fik vinger og skabte deres helt egen lyd, er én af den slags små mirakler, vi skal takke de højere magter for.

Det der har gjort Hoods album til så stor en oplevelse for mig, er måden hvorpå gruppen formår at blande musikalske genrer og skabe nye hybrider, som ikke kender sin mage. I sin kerne er musikken stadig indie, men som Radiohead på deres seneste cd’er, er Hood på vej væk fra hovedstrømmen. Forskellen er bare, at Hood begyndte at pille ved byggeklodserne, før Radiohead gav sin første stadionkoncert, og det der slår mig, når jeg hører cd’en, er hvor godt de forskellige elementer går i spænd. Ikke at det er glad musik, det her. Fra de første toner af akustiske guitarer i mol, sørgmodige celloer og elektronisk baseret clicks’n’cut rytmer, står det klart, at Hood befinder sig i et smukt, men frostklart vinterlandskab. 

Det mest usædvanlige er dog inkluderingen af de obskure hip hoppere fra cLOUDDEAD på Cold House, men ikke desto mindre et brillant scoop. Med deres underlige, hviskende og nasale stemmer, giver rapperne Dose One og why? en modvægt til forsanger Peter Hood’s typisk følelsesfulde, men ikke særlig karakteristiske indierockvokal, der er med til at gøre dette album til noget ganske særligt. Det er ikke en af de cd’er jeg har danset hæmningsløst til med volumeknappen i bund, til gengæld har jeg lyttet nysgerrigt og fascineret igen og igen. Cold House er et dragende, intelligent og innovativt album, og for dem, der har mod på at gå ind i dets verden, venter der en stor oplevelse. 

Beck: Sea Change

Beck Hansen var 90’ernes slacker par exellence og en værdig repræsentant for den tids junk culture. Jeg investerede i debuten Mellow Gold og elskede taberrappen ’Loser’, men med tiden syntes jeg Becks brug af alverdens musikalske referencer og samples, spundet omkring indierock og lo-fi, blev for rodet rodet, ustruktureret og mildt trættende. Årets store og glædelige overraskelse for undertegnede var derfor dette album fra manden, hvor vi møder en ny og afdæmpet, moden kunstner, som er søgt tilbage til sine folkrødder, hvor sang, tekst og guitar er i forgrunden. 

Men Sea Change er andet og mere end traditionel folk, det er et værk som på smukkeste vis genopliver forglemte lyde fra starthalvfjerdsernes britiske singer-songwriter tradition. Det er en følelsesfuld lyd med akustiske guitarklange, bløde klaverakkorder og storladne strygerarrangementer, som åbner sig hjerteligt og farverigt for den som lytter. For hver gang afslører musikken nye, ukendte facetter, men mister aldrig sit fokus. Det er et hjerteknusende, rigt album Beck her har lavet, et dragende, varmt og sonisk værk til tusmørke og eftertanke. 

Lise Westzynthius: Heavy Dream

Indrømmet: Jeg har haft mine fordomme imod kvindelige singer-songwriters af den mere intime slags. Jeg syntes ganske enkelt der var for meget østrogent navlepilleri og feminin følsomhed til jeg gad lytte til det. Lisa Germano, Kristin Hersh, whoever - gå hjem og find en tampax! Det ændrede sig brat, da jeg så Magnolia, som er bygget op omkring Aimee Manns fremragende kompositioner. Det soundtrack holder jeg uendelig meget af, og i løbet af efteråret kom jeg også til at værdsætte dette album, som jeg mener er en af de bedste, danske debuter i årevis, - og kronen på værket for Auditorium i 2002.

Og jo, Heavy Dream er et følsomt album. Lise Westzynthius er hudløs ærlig i sine tekster, der tynget af melankoli og eftertanke, kræser om temaer som afsavn og ensomhed. At jeg ikke slår dette hen som forkrampet, pubertær weltschmerz, skyldes først og fremmest Lises stemme, som er øm og blød, glasklar og betagende smuk. Hvor ordene lukker sig om sig selv, er stemmen åben og imødekommende, og det er ikke svært at føle sig draget af denne simple, livgivende skønhed. Westzynthius synger skiftevis på dansk, fransk og engelsk og stemmen er på nænsom vis spundet om musikken, som er en blanding af chanson, pop og folk. 

16 forskellige musikere medvirker på Heavy Dream, deriblandt Auditorium’s ankermand Nikolaj Nørlund, som har produceret sammen med den gamle Gangway-forsanger Henrik Balling. At han stadig er en ferm popsnedker, kan høres på flere af albummets numre. Lise Westzynthius startede karrieren i danske Luksus, og sunget kor hos blandt andet Nikolaj Nørlund og Superjeg. Heavy Dream er en fornem debut, og årets danske perle, hvis du spørger mig.

Gotan Project: La Revancha del Tango

To etablerede musikere, producere og dj’s fra den franske housescene, Philippe Cohen Solal og Christophe Mueller, der før har stået optrådt under navne som Boys From Brazil og Stereo Action Unlimited, mødtes sidste år med to etablerede, argentinske tangomusikere, Gustavo Beytelmann and Nini Flores, og resultatet blev en fornem kombination af tangomusik, kombineret med moderne beats, dub og fransk visetradition. Hvor elektronisk musik kan forfalde til endeløse, ensformige beats eller søvndyssende ambient, er Gotan Project et lykkeligt ægteskab imellem musikformer, hvor melodi, sang og rytmer skaber ny, kreativ dynamik. 

’El Capitalismo Foraneo’ er mørk, romantisk, argentinsk gademusik blandet med moderne dub, ’Vuelvo al Sur’ er en moderne fortolkning af den argentinske musiklegende Astor Piazzolla, og det hele kulminerer og forenes i en uimodståelig udgave af Gato Barbieris titelmelodi til Bernardo Bertoluccis ’Last tango in Paris’. Jeg troede jeg skulle være tangofan eller bidt af verdensmusik for at værdsætte dette album, men La Revancha del Tango er med dens sensuelle og urbane musikalitet en øjenåbner af de bedste, selv for én simpel stamgæst som undertegnede, håbløs forankret i vestlig musikkultur, som han er.

Lemonjelly: Lost Horizon

Hvis alle hørte Lemon Jelly, ville der ikke være ondskab i denne verden! Noget af en påstand, men Lemon Jelly får mig til at smile over hele femøren og føle mig som en Teletubby. Tænk New Order’s ’True Faith’, The Avalanches, tænk folk-funk med pragtfulde, akustiske guitarsløjfer, vidunderlige strygere, en åbenhjertig og barnlig, musikalsk trang til at lege og udforske, sjove samples fra film og gamle Tv-serier krydret med uimodståelige, sprøde beats, og du har Lemon Jelly. De kreative bagmænd består af Nick Franglen og Fred Deakin, som før har medvirket som producere på albums med Primal Scream og Björk, ja, sågar Spice Girls, og Lost Horizon er deres andet album af rendyrket, musikalsk poesi. 

’Space Walk’ åbner til stemmen af en astronaut, der beskriver de striber af lys han ser, imens han hænger i rummets intethed og enkelte klavertoner underbygger øjeblikket. I det lyset bryder igennem, falder trommerne ind, og vi efterlader astronauten alene med sit fascinerede udbrud ”Beatiful!”. ’Return to Patagonia’ er supercool loungejazz, der ender overrumplende og prægtigt med, at et mandsstort russisk kor falder ind. ’Nice Weather for Ducks’ starter med den trommende regn og et rim som taget ud af en gammel bog med godnathistorier for børn, ”All the ducks are swimming in the water, falderalderaldo, falderalderaldo”, der pludselig skifter over i et latinamerikansk rumba breakbeat. 

Det eneste dystre øjeblik her er ’Experiment Number Six’, der beskriver en forskers skæbnesvangre omgang med mennesker og kemikalier. Men det overskygger ikke det faktum, at dette er lyden af barndommens lange, varme og dovne somre, og den helt rigtige kur mod vinterdepressioner. Og er du en gammel kyniker, der er overbevist om, at du ikke kan fordrage dette skønne album, så køb det blot for coverets skyld, der er kunst i sig selv. 

Mum: Finally We Are No One

Det er et stående udsagn, at techno eller elektronisk musik bare er sådan noget koldt, sjælløst noget, som enhver kan lave ved at trykke på nogle knapper. Islandske Mum er et af de bands, som gør fordommene til skamme, for hvordan kan elektronisk musik lyde så organisk, roligt og drømmende, som var det skabt af alfer? Bedst tåler Mum sammenligning med Cocteau Twins, Belle & Sebastian, og dette, deres andet album, giver også mindelser om Björk’s seneste Vespertine med sine små, komplekse rytmer, og den finurlige, elektroniske skratten og kradsen, der er lagt ind hist og pist. Nogle gange lyder musikken som kom den fra en karrusel eller lirekasse, andre gange som fra et klassisk ensemble. Det er elektroniske godnathistorier af den gode slags, det her – dem man ligger og lytter til, indtil den sidste tone er døet hen. 

Det kan godt være islandsk musik bare er en forbigående hype, men hypen er ikke ufortjent. Der udgår virkelig noget dybt originalt musik fra den lille ø i disse år, og Mum er ingen undtagelse.

Boards Of Canada: Geogaddi

BOC vedbliver at være lidt af et mysterium på technoscenen. Afsondret under den kreative proces, og sparsom med udtalelser udadtil. At dette, nærmest mytiske, skær der hviler over gruppen, blot medvirker til at øge min fascination, kan jeg ikke løbe fra, men først og fremmest er det musikken, jeg beundrer. Igen skal kilden findes i barndommens minder, der levendegøres i gruppens gådefulde lydflader af hviskende stemmer, knitrende støj og varme keyboards. Geogaddi ankom fire år efter den mageløse debut Music has the Right To Children, og er et nyt album af sublim skønhed fra et sansemættet drømmeland, der dog anslår en mørkere og mere fragmenterende stemning end debuten. Nogen gange ønsker gruppen at dele en solopgang i det skotske højland med mig - andre gange får den underlige knitren mig til at tro, at det er mine højtalere der er noget galt med. Foruroligende, udfordrende og pokkers smukt. 

Boom Bip: Seed To Sun

Jeg har altid godt kunne lide hip hop. Public Enemy, Cypress Hill, The Beatnuts, you name it, alene af den grund, det var god musik. Så er jeg ligeglad med, om tvivlsom kunst på husmure og alt for store bukser også er en del af hip hop kulturen. Det er musikken, jeg er gået efter. Men de gør det ikke let for mig i dag, hip hopperne. Genren synes efterhånden at være én stor parodi på sig selv, hvor debil musik, tåbelige tekster og enerverende attituder topper hitlisterne – med Eminem og Missy Elliott som et par af de få undtagelser. Og hvem siger, at det ikke hele tiden var meningen? Hvorfor skulle hip hop-branchen ikke også være interesseret i konsumvarer og hurtige penge? Jeg ved det ikke, og er egentlig ligeglad, men musikalsk betyder det, at man også her skal væk fra hovedvejen.

Langt fra hørmen af flyvende håndtegn, imbecil G-funk, hoes og drive-by-shootings, i en fjern afkrog af hip hop kulturen, fandt jeg mit bedste hip hop album i 2002. Her sad Boom Bip aka Bryan Hollon fra Cincinnati, USA, med sin skæve og abstrakte musik, der straks krævede min opmærksomhed. Med fangarme ind i folkrockens territorium, er Seed To Sun en støvet og småpsykadelisk affære, hvor Hollon leger med 70’ernes analoge lyde i de fortrinsvis instrumentale numre, kombineret med scratch, samples og selvgjort instrumentering. Modsat hovedparten af tidens hip hop, er her en lyst til at lege og eksperimentere. Åbningsnummeret ’Roads Must Roll’ lyder som Beach Boys med Peter Hook fra New Order på guitar, mens ’Popsicle’ er electronica med en indlagt telefonbesked fra japanske Nacky Koma – på japansk! På andre numre lyder Seed To Sun næsten som en ren rockplade, men musikalsk er Boom Bip svær at sætte i bås. Han vedbliver at være pudsig størrelse, men en af dem jeg fortsat vil lytte til, når Puff Daddy har rappet henover samtlige hits fra 80’erne. 

Og singler? For mig var der én single over dem alle: JXL’s remix af Elvis’s ’A Little Less Conversation’. Den vækker lutter søde minder om en lang og varm sommer med svømmeture i Øresund, hvedeøl og VM i fodbold. Egentlig var det David Holmes, der genopdagede melodien, som han brugte i sit ultracoole soundtrack til Steven Soderberghs Ocean’s Eleven, men det var JXL der gjorde den til et hit. Det gode ved JXL’s remix er, at den er tro imod den oprindelige version, ikke mindst beatet, som ikke er ændret nævneværdigt, blot opdateret til det 21. århundrede. En pokkers funky perle.

Med det vil jeg sige tak for ordet og et forsinket godt nytår. Jeg giver næste omgang. Og bartender! Ja, dig der står ved jukeboxen og skåler, mens du frejdigt bekendtgører, at ”nu er der kun 142 dage tilbage!” ! Tror du vi kunne høre denne her?…

Thomas Tiedje, CF39