Det er søndag, kl. er ca. 9 om morgenen. Den ene af undertegnede forfattere sidder på altanen med morgenavisen og stirrer tomt frem for sig. Der er ingen anmeldelser i søndagsavisen, dertil sluttede lørdagens fest for sent, og der er ikke rigtigt andet, der fænger i avisen. Så tomhed, iblandet et saligt smil. For man er stadig på det fedeste trip. Snesevis af melodistumper fræser rundt i hovedet, og rytmerne fornemmes stadig i den halvgamle krop, hvor blodet pumper livgivende rundt i de ellers følelsesløse arme og ben. Nok derfor man ikke kan sove. Gad vide hvordan medforfatteren har det denne morgen ovre på den anden side af en 5-6 hustage.

 

Medforfatteren vågner med et intensivt "Sha la la la la la" dundrende i baghovedet og en hals så tør som en gammel brødrister. Der er en fornemmelse af at svæve over hvert skridt ud i køkkenet til morgenkaffen, en art andagt som helt automatisk genstarter CD-spilleren, Live/1975-85, der lukkede og slukkede i nat og får lov til at fortsætte. For lidt lavere volumen. Alt ånder principielt fred og ro en søndag morgen, og denne er såmænd ikke anderledes. Og dog. 

 

Vi skruer tiden 19 timer tilbage.

 

En diner på Øster Farimagsgade

Vi mødes ved 14-tiden en halv snes stykker på O's American Breakfast & Barbeque i Øster Farimagsgade. Det amerikanske køkken, naturligvis. Vel er det ikke ikke Tony's Freehold Grill på East Main Street, og vel hedder tjeneren ikke Heidi, er blond og fra omegnen af Schweiz som "hjemme" i Freehold, NJ. Men det er det tætteste, vi kommer en ægte amerikansk diner her i byen. Og den hårdt prøvede tjener gør sit yderste for at tilfredsstille vores ønsker, også ønskerne om drikkevarer, han ikke har, men må hente i kiosken på den anden side gaden. Vi får Texas BBQ burger, Diablo burger, ribs, chicken strips, Club Sandwich, BLT, fries, Caesar salad, coleslaw, pancakes, cornbread ... hele svineriet, American Style. Alt imens nogle af os ærgrer os over ikke have været i Tivoli om fredagen, hvor Bruce luftede Patti og afkom. Og andre snakker om, at vi skulle have spist på Hotel d'Angleterre i stedet, thi der havde Bruce og E Street karavanen indlogeret sig!

Små tre timer, masser af mad og endnu flere drikkevarer senere har vi fået nok. Tid til at gå maden og rastløsheden af sig på spadsereturen over til Parken. Den sidste person støder til selskabet, vi provianterer i kiosken - drikkevarer, det er vigtigt med masser af væske før, under og efter en Springsteen-koncert - og sætter os i bevægelse mod det forjættede land. Spændingen og forventningerne er på bristepunktet. Hele selskabet glæder sig, men måske undertegnede forfattere lige den streg mere. Vi har jo talt ned hele vinteren - bl.a. her: Mens København venter på Chefen - og i den grad fulgt The Rising Tour minutiøst. Ikke mindst fra 6. maj, hvor turen igen ramte Europa. Vi ved derfor klar besked mht. 19-20 af numrene, også hvor i showet de dukker op, mens der fortsat på vejen mod Parken gættes - og drømmes - intenst, om hvad Bruce finder på omkring de sidste 6-7 numre, der skiftes ud fra gang til gang. Vi ved derfor også, at han blandt "skiftenumrene" - og undertegnedes favoritnumre - spillede både 'No Surrender', 'Downbound Train' og 'Racing in the Street' i Hamburg for to dage siden. Så dem får vi desværre næppe i aften. I stedet håber vi, at én af de ultimative Springsteen-signatur-sange 'Thunder Road' finder vej til sætlisten igen. Han pillede den ellers overraskende ud i Firenze for en uges tid siden og de to efterfølgende koncerter. Og man har det jo med 'Thunder Road', at den lige som f.eks. 'Born to Run' bare hører med til enhver koncert med bossen.

 

The Promised Land

 

Vi rammer Parken ved 18-tiden. Målet for spadsereturen, forløsningen for måneders venten. Vejret er godt. Tørt og temperaturmæssigt tilpas. Ikke alt for varmt, hvilket vi skal komme til at være taknemmelige for senere på aftenen. Boder med merchandise, mad og drikke checkes ud, men vi beslutter os nu hurtigt for at gå ind i det, der skal være vores rock-katedral de næste 4-5 timer. B-tribunen skal denne dag tjene som brohoved ind til plænen. Indslusningen går faktisk forbavsende hurtigt - her har Parken og arrangørerne virkelig oppet sig - og indenfor under B-tribunen kører slutningen af Esbjerg-FC København på TV-skærmene. Selvom begge undertegnede forfattere samt Bo (CF 19) fra vores selskab selvfølgelig er glødende FC København tilhængere kan det ikke rigtigt rykke voldsomt i os. Lige præcis denne dag, i dette nu, er der andre og større ting i tilværelsen end selv FC København og fodbold. Så vi stimler hurtigt ind på plænen, det forjættede land. Chefens musikkontor!

 

Selve scenen syner ikke af meget. Men det er nu helt i Springsteens stil. Det handler om musikken, ikke gigantiske udstyrsstykker. Således er det ofte lykkedes Bossen at holde entré-priserne på et minimum. Og faktisk er hans billetpriser da også et pænt stykke under f.eks. Paul McCartney og Rolling Stones, der lige har hhv. snart skal spille samme sted. Så man skal ikke forvente oppustede ballondyr, hydrauliske trapper, laserlys, fyrværkeri, staffagesild og lignende effekter af den slags, man ofte også mistænker skal dække over musikalsk armod. Lyssætningen vil også være holdt på et minimum, alm. hvide projektører, lige som Bruce foretrækker, at der også er lys i salen over publikum. Det bliver nok akademisk denne aften til open air koncert, hvor det først vil være mørkt lidt over 22.

 

Vi finder efter møjsommelig udvælgelse et godt sted for en base-camp. Pejler på tribuner til venstre, højre og bagved. Og det er tæt på baren! Scenen nærer vi ingen illusioner om at kunne se alligevel, der må vi ty til storskærmene. Men så begiver en stifinder i selskabet sig ud for at case det forjættede land og vender snart tilbage med forslag om akut fremrykning mod scenen, hvor han har spottet god plads ude på højreflanken, 10-15 meter til venstre for scenen. Så vi danner hurtigt en lang slange og snor os frem til det nye sted. Og det er godt. Nu kan vi se både scenen nærmest point blank - også andre end Clarence Clemons skal det vise sig - og storskærmene. Perfekt. Og klokken er lidt over 20!

 

 

Stadig født i U.S.A.

Kl. 20.15 begynder A-tribunen at give lyd fra sig. De kan se, hvad vi ikke kan, nemlig at Bruce er på vej frem i gangene under scenen. Og vi ved, at når Bruce træder ud på scenen alene med sin tolv-strengede guitar, så får vi en showstarter med

'Born in the U.S.A.' 

 

Den oprindelige, akustiske blues-version med det inderlige angreb på den amerikanske drøm, skrevet om Vietnamkrigen, men foruroligende aktuel også i dag. Vi er i gang. E Street Band kommer på scenen, der plugges ind, og vi kører på med

'The Rising' 

 

tourens og det seneste studieabums signatur, der bare bliver bedre og bedre og får mere og mere Bruce-klassiker præg over sig. Også live. Det er bombastisk, som 'BITUSA' i full band versionen i midtfirserne.

"Come on up for the rising - Come on up for the rising tonight - Li,li, li,li,li,li, li,li,li". 

Vi er allerede oppe at køre og fortsætter med et nummer mere fra The Rising,

'Lonesome Day' 

 

Og derefter

'Take 'Em As They Come' 
'Prove It All Night' 
'My Love Will Not Let You Down' 

 

Hvor sprudlende 'Prove It All Night' fra Darkness on the Edge of Town med guitarkampen til slut er så klassisk Springsteen, som det kan blive, er 'Take 'Em' og 'My Love' lidt sjældnere sager. Outtakes helt tilbage fra hhv. The River og Born in the U.S.A. albummene, som kom med på bokssættet Tracks i 1998 og blev brugt meget som show-åbner dynamit under The Reunion Tour i 1999/2000. 'Take 'Em As They Come' er ydermere en Rising Tour premiere her i København. Og det er noget Springsteen-aficionados ude i den store verden bemærker. Anderledes måske med en del af publikum i Parken, der mere er herinde for at se giraffen end ligefrem velbevandrede i Springsteens bagkatalog. Til gengæld virker det påtaget arrogant, når en levebrødsmusikanmelder i et landsdækkende dagblad et par dage senere vælger at betegne 'Take 'Em' som et "obskurt nummer". Det er en fløjtende brillant rocksang, der sendte i hvert fald én af undertegnede i aftenens første ekstase.

 

I det hele taget afvikles de fem første "elektriske" numre non-stop uden blot overgange i mellem og i et hæsblæsende tempo. Det er en imponerende energiudladning fra et band med en gennemsnitsalder pænt over 50 år. Og det er også en åbning, der i den grad giver åndenød hos publikum. For første gang må man spørge sig selv og de omkringstående, om der mon er en læge til stede. Bandet skal hvile lidt, og publikum ligeledes, så Bruce beder om lidt "silence for these next tunes, please". Vi får de smukke og bevægende

'Empty Sky' 
'You're Missing' 

 

fra The Rising, mens en af undertegnede benytter lejligheden til at tanke af og tanke op, men stadig er strandet i baren, da Springsteen som ventet slår over i den nye, store alle-synger-med sang

'Waitin' on a Sunny Day' 

 

og i baren, både foran og bag disken, bliver der skrålet lige så højt med. Det der med betjeningen bliver en biting. Vi har kun øjne og ører for Springsteen, der i gang med at prygle os og stemningen op på de højeste nagler. Hans glideture over scenen og mikrofonstangsgymnastik med nærmest foragt for sine snart 54 år på bagen går rent ind hos de ca. 48.000 tilskuere. 

"I'm waitin', waitin' on a sunny day / Gonna chase the clouds away / Waitin' on a sunny day"

... skråler vi for en sikkerheds skyld. Men vejret holder tørt, mens aftensolen kaster sine sidste stråler ind i Parken. Koncerten tænder nu også for alvor hos de sidste langsomme startere. Tid til en ny klassiker fra Darkness:

'The Promised Land'

 

"Blow away the dreams that tear you apart / Blow away the dreams that break your heart / Blow away the lies that leave you nothing but lost and brokenhearted"  

Jo, vi skråler stadig med .... tilbage til The Rising og

 

'Worlds Apart' 

 

Så smuk som altid i sit genre- og stemningsskift, der ender i ren guitarglæde. Vi levnes dog ikke megen tid til reflektion og værdsættelse, men får straks brug for at mobilisere alt, vi har at give, når E Street Band eksploderer straks med alle energimålere på overload i

 

'Badlands' 
'Out in the Street' 

 

fra hhv. Darkness on the Edge of Town og The River, der bliver afleveret som et 1-2 stød rent til kæben. Fra det øjeblik skal fødderne ikke længere røre jorden den aften. Man svæver op i  rockskyerne. Og Springsteen lader os svæve - tilbage til The Rising - mens han inviterer indenfor i

'Mary's Place'

 

til Copenhagen Style House Party, og folk på de øvre siddetribuner må også op og stå. 'Mary's Place' er nummeret, der på Rising Tour også rummer bandpræsentationen, og vi skråler og klapper, som Bruce introducerer de velkendte navne en for en. Som altid afsluttende med The Big Man, Clarence ("you wish you could be like him, but you can't"!) Clemons.

 

Vi puster ud, men forventningerne er elektriske hos undertegnede. Nu kommer endnu én af de uventede. "From the fans that have been following us to all the shows, we get a lot of requests - here's one". Antydningen af de første takter, og vi kan kigge på hinanden og hurtigt forvisse os om, at vi nu får

 

'Point Blank' 

 

Vi mister igen jordforbindelsen, og trøster os med, at Rigshospitalets traumecenter er tæt på. Men musiksjælen svæver rundt oppe under tagkonstruktionerne og absorberer hvert et ord af den barske og gribende sang fra The River (oprindeligt introduceret under Darkness touren). Og storskærmene har sin effekt her, når Bruce former hånden til en pistol lige ind i kameraet: 

"Point blank, you're walkin' in the sights / Point blank, livin' one false move just one false move away". 'Point Blank' bliver aftenens anden store overraskelse og den anden tourpremiere i København.

 

'Into the Fire'

 

fra The Rising og stopsang i hovedsættet de seneste tre gange. Men ... ikke i aften. Igen kræver det kun kort antydning, og vi genkender

 

'Thunder Road' 

 

Whouw! Glem alt om lægehjælp. Det er ligsyn, der er brug for. Men dør du nu, så dør du nærmest lykkelig. 

"So you're scared and you're thinking / That maybe we ain't that young anymore / Show a little faith, there's magic in the night / You ain't a beauty, but hey you're alright / Oh and that's alright with me".

Smukkere kunne gennembrudsalbumet Born to Run ikke indledes, og smukkere kan hovedsættet denne aften ikke afsluttes, og Big Man's saxsolo er på samme tid blid og voldsom. Vi registrerer intet omkring om os, men blafrer metafysisk omkring på vejene til rockhimmelen. 

"Riding out tonight to case the promised land, Oh oh Thunder Road, oh Thunder Road  oh Thunder Road". 

Encore 1

 

'Darlington County' 

 

Første sæt ekstranumre er i gang. Hele Parken skråler med på "Sha la la sha la la la". Man kniber sig selv i armen og kan slet ikke fatte, hvor fremragende dette nummer egentlig er. Fra Born in the U.S.A. lige som

'Bobby Jean' 

 

"Good luck, goodbye"

- en gang en hilsen til Little Steven. Dengang han drog solo - nu står han der igen og ser bedre ud end nogensinde.

'Ramrod' 
'Born to Run' 

 

Vi graver tilbage i albummene. 'Ramrod' er måske ikke det stærkeste fra The River, men Bruce insisterer på det nummer, og vi andre overgiver os bare. Ikke mindst under Bruce's og Steve's guitarbattle, der til slut for en stund efterlader "Professor" Roy Bittan alene i rampelyset, rivende en lang og inciterende pianoboogie ud af tangenterne. Bruce dukker op igen, fabler om at slutte og gå i Tivoli i stedet. Vi overhører det og skråler på mere. Og så sker det!

 

"In the day we sweat it out in the streets of a runaway American dream / At night we ride through mansions of glory in suicide machines / Sprung from cages out on highway 9 / Chrome wheeled, fuel injected and steppin' out over the line / Baby this town rips the bones from your back / It's a death trap, it's a suicide rap / We gotta get out while we're young / ...

...'Cause TRAMPS LIKE US, BABY WE WERE BORN TO RUN"

 

Den bedste rocksang nogensinde. I aften er den det uomtvisteligt! Helt formidabel. Man må næsten græde af lykke, midt i mellem skrig og skrål og hoppen og dansen. Og hjem skal vi under ingen omstændigheder foreløbig. Bruce og band spiller op til mere dans

'Seven Days to Rock' 

 

Et gammelt rock'n'roll nummer af Moon Mullican fra den skuffe som Bruce har for vane at grave i. Ren skrig-og-dans-med rock i 50'er stil. Rendyrket spilleglæde. Og det virker. Alt virker nu.

 

 

Glory Days (Encore 2)

 

'My City of Ruins' 

 

Det andet sæt ekstranumre bringer os frem til The Rising igen. Til et af de numre som undertegnede har været enige om, står svagest fra albummet. Men denne version er afdæmpet, Bruce er solo på pianoet her, og det klæder hele gospel-præget i den grad. Og så fyres det sidste to-trins-brag af.

'Land of Hope and Dreams' 
'Dancing in the Dark' 

 

Selv de bonerte og de med passende intellektuel afstand til begivenheden svæver op til os andre. For Parken danser og gynger i skumringen, så Østerbro kan registreres på Richter-skalaen. Og her bør det så slutte ... en normal Rising Tour-koncert slutter her ... det plejer den. Det havde vi efterhånden indprentet os ved at studere bulletinerne fra nettet. Men det er et nummer for tidligt, og Bruce ved det! Måske kan han bare ikke lade være ...

'Glory Days' 
"Yeah they'll pass you by / In the wink of a young girl's eye / Glory Days, Glory Days"

 

YEAH, THANKS BOSS! GOOD LUCK AND GOODBYE!

 

Og selv om det føles smertefuldt at sige farvel, og selv om vi skriger på endnu et nummer, så er det måske passende at stoppe her. Vi har vores egne Glory Days at trippe ud til. Badet i sved, med en puls langt på den anden side af det tilrådelige for folk i vores alder. Vi er vel i det nærmeste, man kan komme en musikalsk lykke-tilstand. Og undertegnede forfattere bliver enige med Bo om, at det sgu også kan være lige meget det hele. Nu flytter vi til New Jersey. Alle tre. Vi skal blot have overtalt familier, arbejdsgivere og husdyr!

 

 

Den personlige encore

 

Overordnet betragtet på koncerten skal det dog siges, at det var svært at falde på halen for akustikken i Parken. Men det har man nu aldrig kunnet. Det er ikke en koncertsal! Vi diskuterede det indbyrdes i vores lille forsamling og kunne ikke vurdere, om det var vores placering i menneskehavet eller kaos på mixerpulten. Det sandsynlige er, at man kæmpede en brav kamp mod akustikken og efterhånden fik justeret ind på et nogenlunde niveau. I hvert fald på plænen, hvor lyden i øvrigt var bedre ved baren, end hvor vi stod. De første numre druknede omtrent i et voldsomt bulder af bas og trommer, hvor sang og guitarspil nærmest blev til en udefinerlig grød af støj. Det gik især over nogle af de nye numre fra The Rising-albummet i begyndelsen, men blev efterhånden bedre. Og kunne i hvert fald ikke forhindre, at ekstasen voksede og voksede, i takt med at en hel formidabel oplevelse tog form. 

 

Vi fik ikke 'Racing in the Street', No Surrender' og 'Downbound Train'. Vi fik heller ikke 'For You', 'Incident on 57th Street', Kitty's Back, 'Meeting Across the River', 'Jungleland', 'Candy's Room', 'Independence Day', 'My Hometown', Tougher Than the Rest' og mange, mange flere. Men med at katalog på over 350 sange at vælge fra, kan Bossen jo ikke glæde os alle. Og de 26 sange vi fik i aften ... de var fantastiske og faktisk mere end hans egen håndskrevne sætliste for aftenen havde bedyret (den blæste på lykkeligste vis vores vej et par uger efter koncerten).

 

Det var værd at vente på. Og nu kan en ny ventetid begynde. Til Bossen kommer forbi igen.  

Holger og Saxo