|
Mens København venter på Chefen - 1. del |
|||
|
1980
I året 1980 skete der en række mere eller mindre interessante ting ude i den store verden. Det var året, hvor Vesttyskland vandt europamesterskabet i fodbold, Nottingham Forest vandt mesterholdenes Europa Cup, og KB herhjemme vandt sit sidste danske mesterskab på topplan. Musikalsk set blev året et af de mere bemærkelsesværdige i rockhistorien. I 1980 udsendte David Bowie sin til dato måske bedste plade Scary Monsters og tog samtidig tråden op fra hele den punkmusik, som havde præget de sene 70'ere, og trak den videre med vanlig sans for beatet i tiden. 1980 var året, hvor et af punkens mest dystre pionerbands, Joy Division, skrev sin egen gravskrift med albummet Closer - og rent bogstaveligt med sangeren Ian Curtis' selvmord. Det blev en slags afslutning med et tiår og samtidig en ny begyndelse, hvor punken slog over i det mere udflydende New Wave-begreb med stilskabende album fra navne som Simple Minds, The Cure, Echo and the Bunnymen og New Order. The Police fik sit gennembrud med Zenyatta Mondatta, mens de evige dinosaurer, Rolling Stones, slog sig på popvognen med Emotional Rescue, og helt nyt band ved navn U2 udgav deres debutalbum Boy. Et andet af de store punkbands, The Clash, udsendte det år (reelt i december ’79) deres helt store verdensgennembrud London Calling. Et album hvor bandet for alvor bekendte sig til sin egen rockhistoriske arv, og et album som i virkeligheden ikke lå så frygtelig langt i ånd og tone fra et andet, som udkom godt 10 måneder senere: The River af Bruce Springsteen. Begge blev i øvrigt udsendt som dobbeltalbum. Og det bliver her historien begynder for denne artikels forfattere. Hver for sig blev de nemlig såre enige med sig selv om, at The River var/er en ganske usædvanlig skive. Den var noget, som man måtte eje. Hvad enten det var på vinyl eller på kassettebånd. Uden i øvrigt at have det store kendskab til kunstneren på daværende tidspunkt. Med udgivelsen af The River vandt Springsteen ikke bare to nye fans på verdensplan, han fik også, hvad man kunne kalde et verdensomspændende kommercielt gennembrud. Et af numrene fra albummet, 'Hungry Heart', blev oven i købet en stor singlebasker og røg næsten til tops på hjemmefronten i USA. Det pudsige ved akkurat dette nummer var så, at det oprindeligt blev skrevet til The Ramones, efter Springsteen havde mødt Joey Ramone hjemme i Asbury Park en aften. Springsteens manager - Jon Landau - ville det dog anderledes. Nummeret skulle blive en fast del af Springsteens eget repertoire.
Den kunstneriske præsentation
Allerede i 1974 havde samme Jon Landau - på daværende tidspunkt journalist og rockkritiker - skrevet i det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone: "I saw rock and roll future and its name is Bruce Springsteen" (læs hele artiklen her). Det var i en koncertanmeldelse. Omkring året 1980 var det nok et udsagn, man måtte tage med et vist forbehold. Der skete - som nævnt - meget andet musikalsk. Men Springsteen var - og har altid været - et kæmpemæssigt spadestik ned i det USA, som gav denne verden rock'n’roll. Hans referencer graver helt tilbage i både country-, folk- og blues-musikken, selvom det indiskutable afsæt er den sammensmeltning, som skulle blive enhver ungdoms eje med en vis Elvis Presley engang i 50'erne. Tekstmæssigt fandt Springsteen nogle af sine uomtvistelige inspirationskilder i landsmænd som Bob Dylan og den gamle folkesanger Woody Guthrie. Særligt i hans tidlige karriere er gælden til ikke mindst Dylan meget åbenlys. Der var social indignation, der var lange hverdagsfortællinger fra hans egen hjemstavn i New Jersey/New York-området. Det bliver en blanding mellem det landlige liv uden for storbyen, New Jersey, og livet i selve storbyen, New York. Springsteen færdes lige scenevant begge steder. Mellem hjemfaldne Vietnam-veteraner, i de hendøende minebyer på østkysten, med arbejdsløshed og mismod, men også drømme og længsler. Sidstnævnte særligt med bilen, den amerikanske Cadillac, som evigt frihedssymbol. Enten kører man blot vestpå ad den klassiske Route 66, for lige at hoppe tilbage i Dylan-terminologien. Eller tager simpelthen "a wrong turn" på den ellers fornuftige og lige vej hjem. I ovennævnte nummer, 'Hungry Heart', er det netop temaet. I took a wrong turn and I just kept going Således smutter sangens jeg-person fra kone og børn og ender på en bar i en by, hvor han engang har kendt en anden kvinde. Netop en af disse små skæve skildringer af hverdagsskæbner som bliver typiske for Springsteens univers. Rent musikalsk set bliver Springsteen aldrig en pioner. Han er ikke som Bowie en tidskamæleon med sine skarpe antenner ude. Han bliver den solide sten med sine forankringer i amerikansk efterkrigskultur, vel at mærke New Jersey og omegn. Pudsigt dog alligevel at lidt yngre folk i branchen som Elvis Costello har udtrykt stor gæld til netop Springsteen og ikke mindst The E Street Bands musikalske opbakning. Springsteen selv forbliver stemmen, en sangstemme og en kunstner, der altid har formået at fastholde illusionen om, at han aldrig svigtede hvad han kom fra. Der ligger sikkert en hel masse forklaring gemt i den rustne, og altid inderlige og vedkommende, stemme. Giver man en mand med den rigtige stemme den rigtige tekst at synge, så tror man også på ham. Og Springsteen har altid givet sig selv teksterne. Det er givet en af forklaringerne på, at han har formået at bibeholde troværdigheden og ærligheden omkring det, han står for. I sig selv en bedrift af en mand, der har holdt så længe i branchen, som han efterhånden har gjort. For at vende tilbage til Landau-citatet som vi nu kan efterrationalisere på med al eftertidens bagklogskab: Springsteen har hverken været fremtiden eller fortiden, han har blot altid formået at forblive sig selv. Jon Landau blev som nævnt senere – officielt i juli 1978 - manager for Springsteen. Ligesom han har været medproducer på samtlige album siden Born to Run (1975), bortset fra Nebraska (1982) som blev Springsteens egen produktion.
Fra Bruce til Boss ...
Bruce Frederick Joseph Springsteen blev født i 1949 i Long Branch, New Jersey, USA, og voksede op i Freehold, en lille by et par kilometer derfra. Hans musikalske karriere begyndte i 60'erne. Via diverse småbands som The Castilles (mest lokale koncerter og band-stand gigs), Earth, Steel Mill (Springsteens mest kendte tidlige band, der optrådte over hele USA for anselige publikumsstørrelser), Bruce Springsteen Jam, Dr. Zoom and the Sonic Boom og slet og ret The Bruce Springsteen Band endte Bruce Springsteen i foråret 1972 op med at spille solo gigs på caféer og mindre musiksteder i New York City. Her mødte Bruce Springsteen for første gang Mike Appel, der snart blev manager for Springsteen.
Mike Appel introducerede Springsteen for talentspejderen John Hammond, manden der
opdagede Bob Dylan, på Columbia Records, og det skulle blive en milesten i Springsteens liv og karriere. Springsteen spillede tre sange for Hammond den 2. maj,
'If I Were the Priest’, ’Growin’ Up’ og
’Saint in the City’. Dagen efter gik
han så solo i studiet med en guitar og et piano og med Hammond ved mixerpulten og indspillede i alt 14 sange. Dette resulterede i de siden hen så berømte og eftertragtede
John Hammond Audition Demos, et samlerklenodie blandt Springsteen
aficionados. Det gav en kontrakt og vinyldebut året efter.
Mellemregningen med Mike Appel endte mindre behageligt med et sagsanlæg fra Springsteen mod Appel for bl.a. bedrageri, som blev mødt af et kontrasagsanlæg fra Appel, hvilket betød, at Springsteen fra sommeren 1976 til foråret 1977 ikke kunne indspille musik. I maj ’77 forligedes Springsteen og Appel uden for retssalene, og Springsteen havde hermed endelig fuld kontrol over egen musik. Jersey-knægten var blevet Boss! The Boss of rock’n’roll, der dog måtte vente helt til marts 1999 på at blive officielt introduceret i "Rock’n’ Roll Hall of Fame" (af U2’s Bono i øvrigt), hvor Springsteen selv tidligere havde introduceret koryfæer som Roy Orbison, Bob Dylan og Creedence Clearwater Revival.
... og fra B til E
E for The "heartstopping, earthchocking, earthquaking, heartbreaking, historymaking, legendary" E Street Band. For hvor Bruce Springsteen godt nok skriver praktisk taget al sin musik selv, og på flere pladeudgivelser fremtræder som solist, så ville Springsteens musikalske univers især live ikke være det samme uden The E Street Band. Energien, sveden, tempoet, nerven og dynamikken udspringer fra scenen og The E Street Band. Som når Springsteen selv lige skal hvile stemmen, og pragtbamsen og publikumsfavoritten Clarence "Big Man" Clemons fyrer op under den hjertesmeltende saxofon, og Lofgren og Little Stevie driver publikum i ekstase med malende guitarriffs. Eller når "Professor" Bittan banker tempo i tangenterne til en klassisk publikum-synger-første-vers udgave af 'Hungry Heart', og de uendeligt smukke piano- og orgelbilleder fra samme Bittan eller Dan Federici lægger bund i Springsteens stille sange. Om det er gribende fortællinger i den tyste balledegenre eller soulflænsende up-tempo rocknumre, så var og er akkompagnementet fra The E Street Band næsten uundværligt. The E Street Band har været on/off gennem Springsteens karriere, og i dag består bandet - i den orden bossen selv ynder at præsentere dem på scenen - af:
Roy Bittan: keyboards Born in the U.S.A. albummet (1984) blev det sidste med et komplet E Street Band i studiet, om end efterfølgeren havde individuelle optrædener af de enkelte medlemmer, og bandet samledes til koncerter nu og da, indtil den officielle afsked blev afholdt med The E Street Band i oktober 1988. Steven Van Zandt og især Roy Bittan var inde omkring Springsteens studiesessions de efterfølgende år, og Bittan blev regulært medlem af Bruces nye bands i forskellige afskygninger og førstehjælper ved sangskriveriet. Sammen med Bittan og Scialfa optrådte ex-Streeters Clemons, Weinberg og Little Steven ved en velgørenhedskoncert i 1993, og bandet var kort samlet til en "Rock’n’ Roll Hall of Fame" museumsåbning i Cleveland i 1995, men først ved den tidligere omtalte introduktion af Springsteen i "Rock’n’roll Hall of Fame" i marts 1999 stod det genetablerede E Street Band igen på scenen i den formation, vi også kender i dag. Det førte til The Reunion Tour, der af Springsteen selv blev benævnt ”the rebirth of the E Street Band”. Og det førte så videre til det første studiealbum med E Street Band i 15 år, The Rising i 2002. Ringen var sluttet.
Magien i natten off/on - på CD
Udgivelsesmæssigt førte gendannelsen også albummet Live in New York City (2001) med sig. Dermed blev en anden slags ring sluttet. Fra den digre Live/1975-85 CD i 1986, som kom til at danne en foreløbig afslutning på den første E Street-epoke, til New York-albummet der åbnede en ny. Og når man vil foretage et strejftog gennem Springsteen-universet, bliver live-delen helt umulig at undgå. Springsteen har selv engang udtalt om det at gå på scenen: "You don't go out there to deliver $47.50 worth of music. My whole thing is to go out there and deliver what they could not possibly buy". Mens den ene af denne artikels forfattere har haft sin fornøjelse (mere herom senere!), må den anden blankt indrømme, at han - af forskellige årsager - endnu ikke har set Springsteen live ved de fem muligheder, der til dato har budt sig i København (noget der bliver ændret i den kommende sommer). Derfor har han hidtil måtte nøje sig med, hvad der kunne købes. Dette inkluderer i højeste grad disse to album, der hver for sig er kommet til at stå som noget ganske enestående.
På Live in New York City finder man også den kontroversielle og ganske smukke 'American Skin (41 Shots)'. En sang om 41 politiskud der dræbte en ung sort student i New Yorks gader, der blev skrevet under selve touren som følge af nogle faktiske begivenheder. Sangen faldt slet ikke i smag hos det lokale politikorps, NYPD. De opfordrede til boykot af Springsteen efter lanceringen på Reunion touren. Også den mere rørstrømske 'Land of Hope and Dreams' blev skabt under touren, og begge disse sange blev slående beviser på, at kreativiteten atter blomstrede, da de aldrende herrer rullede sammen ind på scenen igen.
Undervejs krydres det mange timer lange
koncertkonglomerat med et par "lån" udefra. Mest gribende
med Springsteens personlige version af det gamle Woody
Guthrie-nummer 'This Land is Your Land' - en logisk anerkendelse til
en afdød folksinger, som han skyldte en del. I rockmagasinet, Rolling Stone, afsluttede David Fricke sin anmeldelse af albumsættet med følgende: "All this and – finally! – 'Because the Night' and 'Fire', too. Live/1975-85 could have done with a few less Born in the U.S.A. numbers – eight of the album's twelve songs are reprised here – and maybe a few more covers, particularly Springsteen's highly personalized renditions of the Animals' 'We Gotta Get Out of This Place' and Bob Dylan's 'I Want You'. But it seems churlish to carp about titles when there is so much raw power, lyric honesty and spiritual determination packed into this box. For best results, just pretend you're at the foot of the stage. Then, as Springsteen instructs in 'Spirit in the Night', stand up and let it shoot right through you." Live/1975-85 blev en prægtig afslutning, men den blev - som nævnt - langt fra endegyldig. Og i virkeligheden begyndte hele historien med et album i 1973.
Holger og Saxo |
|||
New York-albummet kom som manna fra himlen for et
par år siden. Det fik selv et par gamle fans, der måske efterhånden havde fået tanken, at
den gode Springsteen
var ved at sygne lidt hen på sine aldrende dage, overbevist om, at det
modsatte i virkeligheden var tilfældet. Det
brager igennem fra albummets første nummer 'My Love Will Not Let
You Down', oprindeligt et fraklippet nummer fra de tidlige 80'ere,
der fandt nyt liv på Tracks
udgivelsen (1998) og ikke mindst som
åbningsnummer på dele af The Reunion touren. Fra begyndelsen slår gnisterne
til højre og venstre. To gamle numre følger; 'Prove
It All Night' (fra Darkness
on the Edge of Town -1978) med en intens og æggende duet mellem
Springsteen selv og Little Steven som afslutning, og den hidsige 'Two
Hearts' (fra The River
-1980) i femte gear. Dermed er der lagt fra land, og man hænger
uvilkårligt oppe under loftet med et lyksaligt grin tværs over
ansigtet. Den gamle energi og magi var med et slag genetableret - og
dette i den reneste form. På scenen foran et talstærkt publikum. På
næsten-hjemmebane i Madison Square Garden på Manhattan, kun et par
energiske stenkast fra rødderne i New Jersey. Og
meget belejligt for os dødelige, der ikke var i nærheden af "The
Garden" i et par aftener i år 2000, kogt sammen på en dobbelt-CD.
Triple-CD'en
(oprindeligt et femdobbelt vinyl-album) Live/1975-85 står i
modsatte ende. Som et stykke historisk afslutning. Et kæmpemæssigt,
afsluttende dokument over mere end 10 års kunstnerisk virke, samlet
over en række forskellige koncerter rundt omkring i USA fra de små
barer til de største ishockey-arenaer. Akkurat
dette gør den helt enestående. Skulle man introducere en helt ny
lytter til Springsteen, kunne dette album i virkeligheden udgøre en
fremragende begyndelse. Her er en bred vifte af forrygende numre fra
tiåret, men først og fremmest er det Springsteen og E Street
præsenteret fra deres allerbedste side. Numre som 'Thunder
Road', 'Badlands', 'Candy's Room',
'Reason
to Believe' og 'No Surrender' kan ikke afleveres meget
flottere. Den 11 minutter lange, snakkende indledning til 'The River', hvor Springsteen - akkompagneret af Lofgrens messende guitar -
får fortalt en personlig historie om sit anstrengte forhold til
faderen, klæber af tyk sentimentalitet, men efterfølgende vil man
ikke undvære noget af det.
