|
Kære
læser, du har måske bemærket at der er noget
her bag ved baren i
aften. Selvom det hidtil har forholdt sig i nærmest meditativ ro. Ja, du har ret, det er en
halvsnusket bastard, en
kejtet udgave af hvad nogen kalder "menneskets bedste
ven". Men bare
rolig, han bider sjældent. Som regel foretrækker han den
henslængte magelighed her bag disken og vælger at iagttage
verden omkring med en egen passiv tænksomhed. Han kan måske
driste sig til at løfte hovedet og vippe lidt med ørerne, lige
dreje på korpuset, inden hovedet atter falder tungt ned over
poterne. I en salig hvile. Sådan foretrækker han nemlig at
tilbringe aftenen. Jeg må dog alligevel advare: jeg sagde før,
at han bider sjældent. Og han er bestemt en fredsommelig fyr
langt hen ad vejen, men jeg har allerede registreret, at der er
noget han ikke kan fordrage. Noget som virkelig kan få ham til
fare på benene med rejste børster som stod han konfronteret med
en af de langskæggede hankatte fra gården ude bagved. Det er
tågehornene! Ja, du hørte rigtigt, kære læser,
tågehornene!
Men måske skal jeg
begynde med begyndelsen. Det hører sig ligesom til, ikke sandt.
Man begynder dér hvor sagerne nu engang begynder, og her
forleden aften var jeg på vej over gården ude bagved. Som
normalt efter lukketid bugserede jeg et par tomme kasser over til depotet.
Pludselig stod han der så bare, en bulldog-lignende fyr savlet
frem af nattemørket, og gloede
på mig med et par bønfaldende sorte øjne. Et gadekryds, mildt
sagt, med underligt skæve ben og en flad snude og så disse
våde øjne, der gjorde sit
yderste for at understrege betydningen af en herreløs størrelse. Han
vraltede så stædigt
i mine hæle, som jeg fortsatte at læsse kasser og tømte ankre
over. Og da jeg ville låse døren for natten, blev han bare stående
og stirrede intenst på mig med hovedet på skrå, som ville han
påpege at han og jeg, ja, vi to forstod sgu nok hvad det
handlede om. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at jeg allerede på
det tidspunkt døbte ham Holmstrøm, sandt at sige var det nok i
mangel af bedre. Sådan blev det i hvert fald bare.
Nuvel, tænkte
jeg så, det er vel ingen skade til. En smule gensidig sympati
bør ikke forklejnes og det er alligevel min uge den
her, de andre bartendere behøver ikke at vide dette her. Og tro
mig, kære læser, et sådant par våde hundeøjne kan være svære
at stå for. Så jeg lukkede ham indenfor, altså Holmstrøm, smed aftenens
sandwich-levninger på en tallerken, gav kræet de obligatoriske
klap, og tilbød ham husly natten over i værtshuset. Kræet har
siden virket så veltilfreds med tilstandene herinde at jeg
simpelthen ikke har nænnet at jage ham ud igen. I virkeligheden
er han heller ikke særlig fordringsfuld, blot man husker at åbne
ud til gården et par gange i løbet aftenen, så han kan luske
ud og ordne sine sager. Sådan vil han nemlig bare have det.
Men der er så lige det
med tågehornene! Han kan simpelthen ikke fordrage dem, han ryger
direkte i flæsket på dem. Det skete her i eftermiddags. Jeg
havde lige åbnet biksen og en af de første kunder var en
velklædt brandert, som jeg ikke har bemærket herinde før. Men
jeg havde hørt ham, gik det straks op for mig. For han brægede
så gennemtrængende, at nikotinen næsten skrallede af
væggene.
Åh jo, jeg genkendte
stemmen, har hørt den adskillige aftener på vagten på det
seneste, og har alligevel aldrig helt formået at lokalisere den
i den almindelige løssluppenhed der indtræder sidst på
aftenen. Og nu stod han der, og der var intet at tage fejl af.
Jamen, du kender sikkert typen, kære læser. Der var knapt gået
to minutter før han havde gentaget sig selv de første 100
gange, i et så infernalsk toneleje, at jeg desperat måtte
klamre mig til et flere dage gammelt Ekstra Bladet, for i det
mindste at bibeholde en smule selvbeherskelse. Men min nye ven
her under disken udviste ikke samme selvkontrol. Gentagelse
nummer 101 fik ham til fare rundt om baren, med blottede
hjørnetænder og poter der slog smut over gulvet. Han smækkede
kæberne om tågehornets ankel med en sådan kraft at
tågehornets toneleje blev til et direkte atonalt hyl.
"Dæk, Holmstrøm, dæk for fanden!", råbte jeg
forgæves og alt for sent. Tågehornet var allerede forsvundet ud
igen, humpende og råbende alverdens forbandelser over mig og
mine nærmeste. Holmstrøm stod tilbage midt mellem døren og
bardisken og betragtede mig indgående, med tungen hængende
halvt over gulvbrædderne. Og så var de der igen, de våde
øjne. Jeg nænnede det ikke, kære læser, jeg tilstår, jeg
nænnede ikke at fortælle ham at vi formodentlig havde mistet en
kunde nu og det var hans skyld. Jeg piftede blot sagte, slog ud
med armene, og afventede at han luskede tilbage her bag disken.
Jamen, kære læser, jeg gav endog ham et godmodigt klap eller
to. Sådan var det bare. På bunden forstod jeg ham jo ganske
udemærket, og principielt er det da en ærlig sag ikke at kunne
fordrage tågehorn. Vi er simpelthen et par stykker, der har det
på den måde. Jeg har det sådan, du har det måske også
sådan, og det har Holmstrøm altså også.
Så nu ligger han her bag
disken, på denne aften. Med den rene fordragelighed som sit
primære kødben, og vi kan fortsætte til det som det virkelig
tæller her i livet. Nemlig fodbold. Og det hele begyndte i
lørdags med årets første træningskamp. En behagelig
ekspeditionssag mod Brønshøj på kunststoffet ude på Peter
Bangs Vej. I et skønt vintervejr. Jeg var derude og det var du
formodentlig også, og vi kunne se en vinterkåd Thomas
Thorninger demonstrere, hvorfor han ikke bør forlade København
lige med det samme. Det gør han så heller ikke, hans kontrakt
blev forlænget med et ½ år her i ugens løb efter hans eget
ønske. Foreløbig fryd og gammen over hele linien.
Hvad man også så ude
på Peter Bangs Vej, var en nærmest uigenkendelig Roy Hogdson.
Normalt spotter man ham straks, i den ulastelige beigefarvede
cottoncoat, men i lørdags gik der lang tid før jeg opdagede
ham. Fra modsatte sidelinie. Simpelthen fordi han lignede en
pensioneret schweizisk alpinist på vej til sit otium af
after-skiing. Tophue og sort dynejakke er ikke sådan som vi har
lært at indfange Roy i landskabet. Men han var selvfølgelig
derude, og stod roligt som en dybfrossen snemand det meste af
kampen, eneste registrerbare sindsbevægelse var vist da en
Brønshøj-spiller tacklede voldsomt bagfra på en af vores
spillere, som jeg mener var Piotr Haren. Ellers var det Roy
Køligkarl over hele sidelinien. Og i virkeligheden er der intet
ekstraordinært i dette. Men når jeg alligevel dvæler lidt ved
Roy, er det fordi der inden for den sidste uge er kommet to
længere interviews med netop ham.
Et i fanklubbens
"Brølet" og et i Tipsbladet. Læser man dem i
forlængelse af hinanden kan de virke som diamentrale
modsætninger, den depressive Roy kontra den optimistiske Roy,
eller nærmere den spaltede Roy, men dette bliver i højeste grad
en sandhed med modifikationer. Dels er der adskillige måneder
mellem de to interviews, og dels er der ganske stor forskel i
intimiteten af dem.
Interviewet til Brølet
er lavet i direkte forlængelse af sæsonafslutningen i
efteråret, og Roy kommenterer meget direkte på spørgsmål
omkring hvordan han betragter efteråret og ikke mindst hvordan
vi fans har modtaget visse spillere. Han siger åbenhjertigt, at
han ikke er begejstret ved vores behandling af hverken Løns
eller Simpson. Begge dele har gjort ham deprimeret, og Simpson
beskriver han direkte som ødelagt af vores behandling.
"Vi købte en spiller, som kunne have hjulpet os til at
vinde ligaen, men den spiller vil finde det meget svært at
spille en rolle fremover, for fansene har korsfæstet ham."
Interviewet til
Tipsbladet er af ganske dugfrisk dato. Altså lavet kort før
træningskampen i lørdags. På forsiden er det blæst op til
"Jeg vil gøre FCK til et storhold" og selve indholdet
fortsætter i optimistiske vendinger og forventninger ind for
foråret og videre endda. Vi er langt over hans seneste klub,
Grasshoppers, og deres ambitionsmæssige niveau. Og om Simpson
siger han her:
"Der er noget Michael Manniche eller Peter Møller over ham.
Han er måske ikke en spiller, der virker så attraktiv på
publikum, men jeg tror at han bliver værdifuld for os."
Lad os dvæle en smule
her med Simpson-citaterne som udgangspunkt. For jeg ser dem
faktisk ikke som modsætninger. Jeg ser dem derimod som udtalt
til to forskellige publikummer med forskellige
præference-rammer. Når Roy udtaler sig til Brølet, ved han
udemærket at han taler til dig og mig. Primært. Det er os det
handler om, os fans, os der er tæt på, og os der kan gøre en
virkelig forskel hvis vi vil. Når han udtaler sig til
Tipsbladet, ved han også godt, at han udtaler sig til et
landsdækkende medie, til den danske fodboldbefolkning
generelt.
For at skære det helt ud
i pap kan man også sige:
1) Brølet og os fans: Tag jer sammen, venner, det er sgu ikke
godt nok!
2) Tipsbladet og Danmark generelt: I bliver nødt til at regne
med os!
Derfor ser jeg egentlig
heller ingen modsætning, men i virkeligheden kun en logisk
sondering mellem efterrationaliserende peptalk og almindelig
journalistisk præ-sæson smalltalk. Lad os derfor lytte lidt og
være vores ansvar bevidst, når foråret om et par måneder
ringer ind. Vi har vores ansvar at leve op til på tribunerne, og
vi kan bestemt gøre det bedre end i efteråret. Alle betragtet.
Spillerne på banen, og os på tribunerne. I virkeligheden har vi
ikke så meget at lade hinanden høre for.
Der er hele tiden en
masse forventninger og vi går nærmest i hysterisk selvsving,
hvis tingene ikke lige flasker sig i vores hoveder, og vi glemmer
måske også ind i mellem også at være taknemmelig for det vi
faktisk opnår - eller rettere holdet opnår. Der står faktisk
ingen steder skrevet, at vi skal have succes. Det er ingen
folketingsbeslutning, og slet ingen naturlov. Det eksisterer ikke
andre steder end i vores egne hoveder. Således ender vi også
nemt med at vende tilbage ved tågehornene, vi kommer lidt for
ofte til at gentage os selv på et lidt for løst grundlag. Vi er
hurtige til at galpe op over den mindste modgang, samtidig kan vi
blive nærmest tavse som graven ved lidt medgang, hvis vi da ikke
ender i rent hovmod eller blot med at fokusere på helt andre
ting end selve fodbolden. For der må så være noget andet galt.
For noget galt skal der være, det har vi efterhånden vænnet os
til. Det er temmelig FCKøbenhavnsk!
Bør det altid være
sådan? Tja, læser man på fanklubbens debatforum, Sidelinien,
så forholder det sig altid sådan. Der er noget galt, om ikke
andet har klubben ikke indkøbt den og den, hvilket må være
direkte skæbnesvangert! Uanset om pågældende navn er glemt to
dage efter.
For et par år siden blev
steder som Sidelinien, og for den sags skyld Brøndby Supports
ditto Sydsiden Online, kaldt elektroniske lokumsvægge. I en
større artikel i Politiken. Dengang var anledningen Brian
Laudrup og den påståede tilsvining af unge Laudrups person. Jeg
var dengang total uenig med Politiken. Det er jeg ikke længere.
Steder som Sidelinien og SSO har siden hen skabt basis for alt
for mange nemme historier i pressen. Vi fans siger dit og dat, og
vi er efterhånden eksemplariske i at gejle hinanden op til dit
og dat, hvorefter en journalist selvbevidst er smuttet ud på
træningsanlægget og har forelagt disse historier til spillere,
trænere, eller ledere, som så skal stå skoleret og være
tvunget til at kommentere. Fordi det ryger på næste dag eller
samme aften i de landsdækkende medier. På ofte temmelig tynde
grundlag.
Holmstrøm, altså den
rigtige Holmstrøms, ikke min personlige vagthunds, bemærkning i
Ekstra Bladet for ca. en uge siden bliver på sin vis en slags
eviggyldigt svar:
"Jeg
gider altså ikke kommentere på alle de tågehorn, der udtaler
sig uden at sætte sig ned bare to minutter og tænke tingene
igennem"
Nej
og hvorfor helvede skulle han det. Der er næsten ingen grænser
for, hvad folk kan kalde ham på fx. Sidelinien, og han vil være
en utrolig dårlig sportsdirektør hvis han hele tiden brugte sin
tid på at kommentere "sidelinie-historier". Det er min
oprigtige mening. At vi ligefrem er ved at svømme over i dårlig
og billig sportsjournalistisk, bliver vi ikke uenige om, men på
den anden side behøver vi heller ikke at fodre journalisterne
som vi i den grad gør på fx. Sidelinien. Vi har også vores
lille ansvarlighed at leve op til, og derfor er måske ikke nogen
dum idé at begynde at revidere hele Sideliniens grundkoncept. Er
det ikke blevet for nemt det hele? At bare lige surfe forbi og
skrive et hastigt indlæg?
Jo,
det mener jeg! Jeg gider dårligt Sidelinien længere, og jeg
nægter at se dette som alene et alderdomssymptom, selvom det
meget vel kunne forholde sig sådan. En hulens masse er sket
siden Sidelinien startede ud i vinteren 97/98, men jeg fornemmer
heldigvis at der blandt de nye unge debatfætre og
administratorer har indsneget sig samme holdning. At der bør ske
noget! Og der bør revideres på det hele.
Jamen,
så lad os alle revidere. Lad os lige vende et par ting eller to.
Det skader aldrig. Lad os revidere på Simpson, lad os revidere
på Sidelinien, lad os i det hele taget revidere på hvem vi er!
Danmarks bedste fans og alt det der mediegejl, javel ja, det
lyder sødt og velsignende, men det bør ikke blive nogen
sovepude.
Nix!
Min gode ven, Holmstrøm her på gulvet, sover heller ikke selvom
han lader som om. Det er derfor jeg kan lide ham. Han holder sit
eget vågne øje med det hele, løfter sit hoved og vipper lidt
med ørerne, og er alligevel klar til at ryge i anklerne på alle
herinde. Også på en bartender, hvis han bliver for meget
tågehorn at høre på. For sådan er han bare. Han kan ikke
fordrage tågehorn!
(Men
derfor vil jeg nu alligevel nok smække halsbåndet på
Holmstrøm og slæbe ham med hjem i aften, jeg er ikke helt
sikker på at de andre bartendere falder for samme våde
hundeøjne som jeg har gjort!)
På jukeboxen kører:
Denne aften har været helt speciel. En ren svensk aften. To af
os bartendere rejser i den kommende uge til London, men en af
vores nære venner tager istedet til Västerås i Sverige. Derfor
synes vi at dette skulle være hans aften, med absolut respekt og
hengivelse (dette blændende mix fra hinsidan!):
Ugens nummer - "Du går aldrig
ensam" af Staffan Hellstrand
Ugens CD - "Skjut dom
som älskar" af Olle Ljungström (special publikation fra
Smoelle Records!)
-
Saxo
|