|
UGENS RÆB |
Stamværtshuset | På Huset | Uge 06 |
|
Enhver god bartender forstår ikke bare at hælde øl op, men også at skabe lidt stemning ved at kunne tale med folk. Og hvad kan man altid tale om, og hvad kan man som regel brokke sig over? Vejret. Så lad os sludre lidt om klimaet, og du får lige en kop god stæk kaffe til at få de rystende hænder i ro, mens du finder ud af hvad du vil have af de stærkere varer, kammerat - og se så for helvede at købt nogle ordentlige vanter, okay? Man bliver helt bekymret; vi vil jo gerne hæge om vores stamgæster. Det er trods alt jer der sørger for den gode stemning. Det var i mandags, at hele landet blev druknet under snemasserne, skal man tro den dækning som snestormen fik. Og nu er jeg bestemt ikke en, som viger tilbage for at beklage mig over at det er koldt. Kom det aldrig under 15 grader i dette land, ville jeg være evigt taknemmelig og måske ovenikøbet overveje at blive religiøs. Det er gyseligt med snevejr, især fordi sne jo for et bymenneske ikke betyder de der hvide, kolde krystaller som man ser på postkort. Det betyder tonsvis af salt og grus, og stabler af sjap overalt. Det betyder at skoene bliver hærget af saltet og tøjet svinet til af beskidt grusvand, som bilerne og busserne dænger op på én. Det betyder at man skøjter omkring på fliser og brosten. Det er til at brække sig over, rent ud sagt, men er det ikke faktisk flere år siden at det hele sidst var sådan? Og fik den ikke lidt rigeligt i aviser og tv? Jeg mener, der var noget med sne på banerne i starten af 1997, men udover det? Så mange snestorme har vi da heller ikke haft, og det er formentlig grunden til at denne skal behandles som en national katastrofe, et krigsudbrud eller lignende. Største medieflip siden Dronning Ingrids død var en kendsgerning, selv om denne endags-snestorm egentlig var et noget mere interessant og relevant problem end den noget mere intenst dækkede kongelige begravelse.
Allerede i slutningen af sidste uge satte frosten ind, og det betød at der ikke var lagt op til varm kaffe og kolde tæer på Peter Bangsvej lørdag. Det havde ellers været en fornøjelse at se Ole Mørchs Trelleborg på nært hold, selv om man nok ikke skulle stå for tæt på banen - fra Danmark ved vi jo, at hans hold er specialister i tacklinger i hoftehøjde, og på sådan en glat bane ved man aldrig hvor retningsbestemte disse tacklinger kan blive. Lørdagen gav derfor chancen for at sove længe, indtil sneen satte ind om aftenen. Og den nåede at komme og gå inden tirsdag formiddag, hvor der så skulle spilles den sidste træningskamp inden flyveren afgik til Sydafrika. Det foregik i Club Danmark-hallen, hvad Club Danmark så ellers er for noget. Det lyder som en indkøbsforening, eller måske et chatshow på DK4 med Jørn Hjorting og noget dansktop. Det er dog ikke desto mindre en kæmpemæssig boblehal, som ligger mellem Ellebjerg Station, Valbyhallen og Valby Idrætspark. Den rummer en fodboldbane og en atletikbane, og så er der ellers ikke meget andet. Den er kun indendørs i ordets allerbredeste forstand - der er et tag og lys i loftet, og så er den skid slået. Det var meget koldt. Her havde man håbet på at der måske var en bod med lidt kaffe, en lille tribune, lidt varme til de fremmødte, men det skal man ikke sætte næsen op efter. I stedet tog vi opstilling ved sidelinien foran det store net, der skal forhindre bolden i at ryge ud i hovedet på atleterne, og kunne der stå og nyde kampen. Det værste af de hele var nu de store sponsorskilte, der var sat op på den modsatte side af banen, hvor der stod DANISH CROWN. Den slags kan man ikke være bekendt, når folk ikke har fået frokost, og der er meget langt til nærmeste pølsevogn.
Pascal Simpson spillede en glimrende kamp. Så, nu sagde jeg det. Han var rigtig god, og jeg tror på ham her i foråret. Jeg ser dit skeptiske blik, så jeg vil lade være med at spille yderligere fanpoliti i denne omgang. Man kan nemt blive nødt til at rode sig ud i mange forklaringer... Det mærkelige ved at se Pascal var, at han på en måde virkede mindre end han gjorde i efteråret. Det lyder mystisk, men sådan så det ud. Hans bevægelser virkede ikke så store, og faktisk så han ud til at være lidt mere normalt bygget end i efteråret. Der faldt hans længde virkelig i øjnene, når tingene mislykkedes for ham. Mens Pascal var god, var Todi glimrende. Nu skal man altså ikke toppe for hurtigt, så det var næsten til at blive nervøs over. Sæsonen ender jo først i Odense på den onsdag midt i juni. Mark Twain udtalte engang, at rygter om hans død var stærkt overdrevne. Forklaringen giver nærmest sig selv. Kim Madsen og Michael Stensgaard kan sige nogenlunde det samme, for selv om de nærmest er blevet beskrevet som klar til indlæggelse på hospice i løbet af efteråret, så var de begge sprællevende, og Stensgaard var endda helt glimrende. Hvordan det er lykkedes at få en fælles forståelse frem om, at de to aldrig kom til at spille igen, er en lille smule mystisk. Jeg håber da heller ikke, at det samme rygte kommer til at overgå Andreas Mortensen. Staklen spillede i ca. ti minutter, og røg så skævt ned og ødelagde sit ene korsbånd. Det var gennemført uretfærdigt, dagen før en meget tiltalende rejse væk fra de hårde, sandbestrøede kunststofbaner og den sure danske vinter, der føles som den har varet i flere år nu. De fleste spillere så ud som om de glædede sig til at komme væk. Todi, Pascal, Donatas, Christiansen og Stensgaard virkede oppe på beatet, men alle er forhåbentlig mere kvikke når sæsonen begynder og de render omkring i mildere luft med brunere ben. Zuma har ikke været i Danmark på det seneste, og han har heller ikke haft noget at gøre her. Han har bare at blive i den afrikanske sommer, at træne og lege noget spillelyst tilbage igen, i stedet for at fryse sin magre røv af her i landet.
Zuma må se med rædsel på det nye skema for sæsonen 2001-2002, som netop er offentliggjort af DBU. Unionens tiltro til Morten Olsens landshold er maksimal, så der skal afvikles en ordentlig stabel kampe både før og efter vinterpausen, så holdet kan blive sendt fra Vedbæk til Østasien, vænne sig til klimaet og få sit jetlag af vejen i god tid. Og tiltroen til at der skal udtages superligaspillere er også maksimal, lader det til. Om der så blive andre end Mattias Jonson og Magnus Svensson er en helt anden sag - skulle målsky Sverige altså klare at kvalificere sig. Vi har ingen spillere, det er jo en tradition. Medmindre altså Sydafrika kvalificerer sig - eller Litauen eller Færøerne. Brøndby har kun de svenske. Brian Steen er formentlig ikke i superligaen om halvandet år. Og hvad angår Jan Michaelsen og Steven Lüstu, så er AB der formentlig heller ikke... 9. december 2001 (anden søndag i advent) slutter vi, og 3. marts tager vi fat igen, og det er noget der lader mig iskold. Iskold i røven, hvis der skal afvikles kampe i Parken. 15 grader kan man presse temperaturen op på, og det er jo nok til at man kan bestille en Tom Collins eller en jordbær-Margerita i stedet for at fylde sig med varme drikke. Og endnu mere iskold i røven, denne gang i den bogstaveligste forstand, hvis det foregår i randområderne på en eller anden provinsiel ødemark som f.eks. Viborg, Ikast eller Lyngby. Det er som om at man sporer en anelse provokation i denne beslutning, her få uger efter at UEFA har annonceret vidtgående planer om hvordan stadions skal se ud for at kunne lægge hus til internationale kampe. Så vidt jeg husker er der kun tre stadions, der har varme i banen, nemlig Parken, Århus og Brøndby. Naturligvis kan det blive meget svært at få lagt varme ned i løbet af dette år, for banen skal i almindelighed også skiftes ud. Det er både dyrt og tidskrævende, og der er en lang række klubber som trods alt har det projekt langt nede på ønskesedlen. Det virker som en turneringsplan, der underforstået siger, at vil man ikke forbedre sin bane må man finde sig i at få et sammenpresset program. Hårde kår, men også surt for de stakler der i de runder skal spille på udebane mod hold, der spiller på det som i vejrudsigterne bliver kaldt 'udsatte steder'.
Men som nævnt skulle det ikke give noget problem for os i Parken. Vi gør bare som i Amsterdam og Arnhem, knalder låget på og spiller. Er der sne i horisonten - på med taget. Er der regn på vej - låget på. Aldrig mere skal det hedde sig, at en flok knoldesparkende gæster kun satsede på at pløje den dyngvåde bane op, og at vores spil blev ødelagt af det. Som den kuldskære sjæl jeg er har jeg pløjet fodboldlovene og DBU's propositioner igennem, og jeg har ikke kunnet finde noget om at man ikke må spille under tag. Se selv efter i Fodboldloven. Men vær lige klar over, at den fylder otte Mb og skal åbnes i Acrobat Reader. Tålmodighed er påkrævet. Heldigvis kommer reglerne om banen som noget af det allerførste. Der er regler om at banen skal være så og så bred og lang, men intet om hvor høj den skal være - dvs. om uendelig er det eneste tilladelige mål. Og hvis de kan spille under tag i Holland kan vi vel også her; alt andet ville ret grundigt spolere hele pointen med overhovedet at bygge et tag. Derfor kunne det stadig være spændende at høre, om F.C. København overhovedet har tænkt sig at spille ligakampe under tag, og om det også f.eks. skal ske hvis det regner eller bare er overskyet. Puha, al denne snak er lige til at få kuldegysninger af. Her er en kop kaffe til, skyl den ned for at få den sidste frost ud af knoglerne. Det er sort kaffe, ikke noget fancy latte, café au lait eller cappuccino. Det gider vi alligevel ikke stå hernede og bakse sammen. Tiden kan bruges meget bedre end at lave en kop kaffe, som er tre fjerdedele skum. Og den gode gammeldags kaffe fra en kaffemaskine er altså også ugens modedrik siden mandagens indkøb. Det er ikke for ingenting, at Heine Fernandez er på vej til byen. Her er en mand, der sætter pris på sin kaffepause, sin smøg og sin bajer efter en kamp. Jeg har ganske vist været i Viborg, og ved at man også dér har caféer og eksperimenterer med smarte nymodens kaffebrygningsmetoder, men jeg kan ikke forestille mig, at det er noget for Heine. Til gengæld håber jeg at han her i København vil falde over en Irma og prøve at købe deres gyldne Java. Den er strålende. Jeg har en snigende fornemmelse af, at hvis københavnere nogensinde skal bruge et altafgørende argument for vores kulturelle overlegenhed over for jyder, så er det at vi har Irma, og det har Jylland ikke. Selv sad jeg indenfor, mens sneen føg hen over Frederiksberg, med en kop af Irmas nye After Dinner - ikke lige så god som Javaen, men nu passede tidspunktet heller ikke; det var kun tidligt på eftermiddagen - i hånden, da nyheden om Heine dukkede op. Koffeinen sikrede en febrilsk reaktion, og jeg råder alle til at være pumpet godt op med mindst en halv kande, inkl. mælk og sukker, når I hører spændende nyt fra transfermarkedet. Man oplever det hele meget mere intenst. Den første indskydelse var, at dette var stadig enten den mest gale eller den mest geniale handel, klubben nogensinde har gjort. For vel er han en farlig angriber, men set fra sidelinien er han også en fyr med et utal af idiosynkrasier, hvoraf nogle i hvert fald virker som direkte særheder - ikke mindst hans opførsel efter pokalfinalen sidste år var meget speciel. At vinde en pokalfinale er for de fleste meget rart, men Heine kaldte det sin værste oplevelse nogensinde, da han var blevet pillet ud i en taktisk udskiftning i anden halvleg. Der er blevet lagt meget vægt både på hans alder og hans person, men hans evner som spiller er der ikke nogen der har sagt noget til. Om han så kan klare sig i et ekstra tætpakket straffesparksfelt - og Københavns angribere bliver dækket hårdere op end Viborgs - er endnu uvist. Kan han gøre det, så er der lagt op til at Nedre C får den mest usædvanlige helt i mange år. Kan han ikke, så har det nok været en chance som var værd at tage. Og en af de helt store fordele ved at han er hos os og ikke hos Viborg er, at så har Viborg i hvert fald ikke fordel af ham. I alle tilfælde skal han være velkommen her. Og med 'her' menes også på Stamværtshuset - vi er i alle tilfælde ved at hænge et portræt af ham op på væggen, som det sig hør og bør for en angriber som permanent ser ud som om han har været på en spritrutetur over Egernsund... Nå, men det er vel på tide at standse ugens ræb. Al den stimulans giver en tendens til at rable af sig. Lad mig finde noget stærkere frem i stedet for; noget skal vi jo fordrive tiden med. Holdet er i Sydafrika, og konen sidder hjemme og ser Big Brother, så nyd lidt musik fra jukeboxen i stedet for og slap helt af - når koffeinrushet har lagt sig... -smølle Og på jukeboxen kører: Ugens album: Doves: Lost Souls. Smuk, storladen og majestætisk - en mørk skønhed. The Cure og New Order har absolut ikke levet forgæves for Manchesters Doves, der tager et skridt tilbage til den dunkle firsernyrock for at lave en strålende og mærkeligt tidløs plade. Ugens kassette: Ja, for foreløbig er det jo ikke lovligt at lave sine egne cd-opsamlinger. Derfor kan vi naturligvis kun råde folk til at købe pladerne selv. Og selvfølgelig garanterer Arne Würgler og KODA, at de kan fås i alle butikker i hele kongeriget, og derfor kan de med god samvittighed kæmpe for vores antikverede lov om digital kopiering. Ugens kassette er med ska, den originale lyd fra Jamaica, og her er den bedste ska-opsamling man ikke kan finde noget sted: 1. The Three Tops - 'Do It Right' Mere er der ikke brug for, hvis man vil have en stråle af sol ind i sin bæverding på sådan nogle mørke dage som nu. Sangene passer fint ind på en 80-minutters kassette, spøjst nok. Ugens sange: The Afghan Whigs: 'Going to Town' Hvorfor, oh hvorfor? Hvorfor er det altid de bedste der opgiver ævred? Ugens lortenyhed fra musikkens verden var, at The Afghan Whigs har besluttet sig for at holde op. Øv. Ingen kunne som Greg Dullis mørkklædte mænd piske en blanding op af hård rock og møgbeskidt soul og funk. Må I leve godt fremover, og tak for en brav kamp mod middelmådigheden. Perler for svin er hvad I var. | |
|
Sidste uges ræb: Dæk, Holmstrøm, dæk! |
Næste uges ræb: License to kill |
