UGENS RÆB
- the boys are back in town

Same ol', same ol'... det var bartender-kollega Smølles ord til mig, da vi stod forventningsfulde i én af monsterkøerne foran C-tribunen i søndags, lidt før fire! Han hentydede til den stemning, der formentlig ville indfinde sig helt naturligt, når vi nåede hen i kampen og - helt naturligt - var kommet bagud mod Aalborg. Den - velkendte - stemning, der ville afløse euforien, spændingen, optimismen og sejrsforventningerne, som vi her godt en time før forårs-kickoff delte med de øvrige fans i køerne, når den - velkendte - nedtur på grønsværen igen med knusende ubarmhjertighed ville konfrontere vore drømme med virkeligheden.

Og han fik desværre helt ret. Drengene var tilbage i byen, både på og uden for banen. Og ganske som vanligt. Drengene på banen startede flot, fik det vanlige mål imod sig og fadede ud. Præcis ligesom drengene udenfor banen!

Der er ellers lidt nyt her på Stamværtshuset. Og nej, det er ikke de ulovligheder, som en vis Børge Børgesen diverterede personale og stamgæster med forleden, jeg hentyder til. Det er sket bag min ryg, og det er selvfølgelig ikke en fremgangsmåde, vi officielt bifalder her på stedet. Det er jo hverken et sted, der skal opfordre til kriminalitet eller en hælercentral det her. Øh, hvad? ... TV'et oppe i hjørnet? ... er det væk? ... øh, nå ja, det er lige til ... øh ... reparation. Midlertidigt. Det har sgu da ikke noget med sagen at gøre! Det, jeg prøver at fortælle, er, at vi sgu ikke kan kontrollere alt, hvad vores mere eller mindre entreprenante gæster foretager sig, så snart vi vender ryggen til i baren!

Næ du, nyheden er såmænd, at vi som hyldest til vores nye angriber har fået nyt ølmærke på fadølsanlægget. Heineken! ........... Ja ja, jeg ved godt, det var plat, men det var sgu et snedigt påskud overfor mine stokkonservative bartender-kolleger til bag deres ryg at indføre et andet mærke på hanerne end vores sponsors øl. Og det i form af en ekstra hane, så ingen skal beklage sig over mindre forsyningsfrekvens mht. Carlsberg-øllet. I øvrigt har vi da også fået den berømte mesterkøleskabsplakat fra Carlsberg op på væggen. Og nej, du behøver ikke tjekke, om der er rester af en bus- køreplan bagpå. Vi har ærligt og redeligt ... øh lånt plakaten! Men for at vende tilbage til Heineken, så er det altså efter denne bartenders ydmyge begreber en af verdens bedste industriøl. Så vi - eller i hvert fald jeg - er glade for at have den på programmet nu.

Og meget passende samtidig med, vi hilser Heine Fernandez velkommen til København. En type vi er glade for at have her. Befriende anderledes end de robotlignende og ensartede prototyper og evighedsmaskinelignende konditionsfænomener, der ellers udklækkes på vore fodboldbaner anno 2001. Hvem sagde Frankrig? Derfor skal der lyde et stort velkommen til den gavflabede, cecilpulsende og øldrikkende måltyv. Og jeg synes da nok, han allerede i sin første optræden i Parken viste sin eksi- stensberettigelse på holdet. En forwardtype, vi ikke har set siden Mark Robins, og så med en evne, der er uhyggeligt sjældent set herinde. Udnyttelse af et straffespark på et kritisk tidspunkt. Nå ja, udnyttelse af et straffespark i det hele taget. Det var godt du kunne komme, Heine! Omend en sejr til drengene tilbage i byen selvfølgelig havde givet velkomsten til både Heine og Heineken et andet perspektiv.

Perspektiv! Det har netop været nøgleordet de seneste dage ovenpå Ståle Solbakkens tragiske ulykke. Tilværelsen i perspektiv. Vores egen forgængelighed og menneskets skrøbeligt sårbare finmekanik i perspektiv. Betydende og mindre betydende elementer i tilværelsen i perspektiv. Når vi konfronteres med livet og døden, især døden, og for en stund glemmer de dagligdags petitesse problemer, den evindelige brok, fodboldkampe osv. osv.

Vi skal nu ikke dvæle så meget ved Solbakkens ulykkelige skæbne. Der har været sagt og skrevet meget de seneste dage. Måske også for meget, når det har antaget nærmest følelsespornografiske dimensioner, og et utal af mennesker har søgt at overgå hinanden i den mest tragisk-morbide måde at udtrykke medfølelse for Solbakken og familie. Jeg mener, der er jo næppe nogen, der ikke ønsker, at Ståle ville komme sig, hvorfor det kan forekomme lige i overkanten, når folk forsøger at overbevise hinanden - ikke Ståle - om deres dybe medfølelse. Bedre kan jeg kapere via www.fck.dk at sende personlige hilsener direkte til Ståle. Men okay, vi reagerer alle forskelligt omkring tragiske hændelser, og vigtigst er nok, at hver især får bearbejdet chok, sorg og følelser på sin egen måde. Stadig dog allervigtigst for de nærmest implicerede, Ståle og familie.

Til gengæld har det været direkte patetisk at opleve lægfolk - primært pressefolk - fremkomme med grundløse spekulationer, om hvorvidt Ståle kommer til at spille igen eller ej. De kender hverken diagnose eller prognose, det gør ikke engang lægerne på Riget endnu, og alligevel forskes løs i allehånde teorier, og man får endda på en eller anden vis afæsket forskellige "fremtidssvar" fra en hjertespecialist i Norge (!) hhv. på Skejby Sygehus (!). To utvivlsomt dygtige specialister, der dog heller ikke kender patientens journal! Men et formentligt tøvende og forbeholdent "måske-svar" fra en medicinsk kapacitet kan sagtens trække en flerspaltet overskrift i boulevardpressen. Sørgeligt. Især sørgeligt, fordi det lige nu og her er så uendeligt ligegyldigt, om Ståle Solbakken kommer til at spille fodbold igen. Det handler udelukkende om mandens muligheder for at genvinde fuld førlighed og genoptage et normalt liv med sig selv og familie.

Skulle det efter diagnosticering og behandling vise sig, at Ståle rent fysisk/medicinsk får grønt lys til at fortsætte som topatlet, må man da også håbe, at dette i første instans udelukkende bekendtgøres for Ståle selv og nærmeste familie. For det bliver jo så dem, der må træffe beslutningen, om de tør, også fordi lige netop en Ståle Solbakken næppe hjemsendes med de ellers sædvanlige formaninger til hjerte-rekonvalescenter om at holde inde med spritten, stoppe med røgen, passe på kolesteroltallet, spise fedtfattigt og dyrke motion. Der er næppe tale om at skulle ændre livsstil, hvorfor det primært vil være en afklaring mellem Ståle selv og de nærmeste, og dernæst i givet fald et mentalt anliggende for Ståle, om han tør entre en fodboldbane igen! 

Først og fremmest handler det om at blive rask og komme videre. Derfor må vi andre - heldigvis med helbredsmæssigt lyse udsigter for Ståle - også videre. Og derfor kan vi også snappe ud af det store perspektiv og vende tilbage til almen, dagligdags brok igen. For brok og debat giver jo også dynamik, og dynamik skal til for, at alting ikke går i stå, og efter et par dages forståelig stilstand, må dynamikken omkring FCK - indtil videre uden en Ståle Solbakken i aktiv rolle - også aktiveres igen.

Og bøvses skal der sgu. Ræbene i denne uge skal ramme FCK, eller rettere PS&E, der jo er ansvarlige for rammerne i Parken omkring FC Københavns kampe. For det var altså ikke godt i søndags. Ikke på C-tribunen i al fald. Og Parken Sport & Entertainment A/S kan jo netop ikke undskylde sig med ikke at have facilliterne. I hvert fald ikke når man studerer beretning og forventninger i det nys udsendte 'Prospekt - Fortegningsretsemission 2001'. Og heller ikke når man ihukommer ledelsens ambitioner om 15.000 tilskuere i snit i år 2000 (nåede man) og 20.000 tilskuere i Parken i gennem- snit indenfor nær fremtid. Så burde det ikke være noget problem at håndtere godt 15.000 hoveder som i søndags. Og så burde det heller ikke kunne komme bag på nogen blandt de ansvarlige, at der med 15000-20000 på lægterne altså også bliver fyldt op på Nedre C.

Vi bartendere med slæng af venner stillede - i lighed med flere tusinde andre - op i en af fire køer foran Nedre C. Kl. ca. 15.45. Portene åbnedes 16.05. Vi kom vel ind omkring 16.15-16.20 stykker! Det er ikke godt nok. Slet ikke når man ved, at Parken havde kapacitet til at åbne 4x2 gitterporte mere foran C2/3, C5/6, C10/11 og C13/14, men i stedet nøjedes med 1 (af 3) port åben ved hver indgang og 2 stewards i hver. Det gav en flaskehals uden lige, og en trafikprop af dimensioner på Øster Allé. Et forhold der næppe heller vinder goodwill i de pågående nabohøringer omkring Parkens udvidede aktiviteter.

Jeg ved godt, at et par af os bartendere sikkert har trættet dig med vores Londonhistorier (hvis ikke, så se med under Happy Hour); men alligevel er det betegnende, at vi på Highbury for en måneds tid siden blev sluset igennem en af de adskillige åbne indgange til vores afsnit i samme tempo, som man kunne gå næsten normalt igennem. Ingen kø. Og vi taler om en kamp med i alt små 40.000 tilskuere, set i forhold til de "kun" 15.000 i Parken. Og så siger du måske: "Jamen I havde jo også billet". Jo tak, men det var der sågu også mange, der havde foran Nedre C i søndags. Og kontanter eller billet gør ingen forskel, for det er ikke tælleapparaterne, der tager tiden. Det er indslusningen. Og skulle man i øvrigt følge Parkens normale modus operandi, oplever man intet af kampen, hvor man først skal stå en halv time i kø for at købe en billet, og så yderligere en halv time for at komme ind på sin billet! For man kan jo ikke forestille sig, at hverken billetsalg (i givet fald) eller indgangene bliver åbnet før en time før kampen.

Det var skidt. Mere personale og flere åbne porte, der bliver åbnet mindst 1½ time før kick-off. Og helst inden den første tilskuer bliver kørt ned af en bus på Øster Allé. Tak!

Og når man endelig er nået ind i det forjættede land, skal man jo endelig ikke tro, at ens trængsler er overståede. Næ, nej. Nogle stykker går direkte op på tribunen for at hitte nogle anstændige pladser, mens nogle af vi andre - deriblandt undertegnede denne søndag - stiller op i ølkøen. Det går der så yderligere ca. 20 minutter med, så man ikke engang når at byde Heine & co. velkommen på banen til opvarmningen.

Igen kan man mindes Highbury, hvor der faktisk er meget "under-Nedre-C/Carlsberg Corner" lignende forhold på 'North Stand', lige bortset fra, at man under tribunen her betjener langt flere men- nesker, og både nedre og øvre tribune! Her tog det måske 2 minutter at købe en stribe øl. Men okay, i modsætning til i Parken var de jo skænket på forhånd, og man skal ikke gennem det her fuldstændigt molboagtige system med først at stå i kø for at betale og få udleveret en bon, man så igen kan stå i kø med for at aflevere til en 'Parken Crew-medarbejder', der først lige skal have tappet øllet! Jeg erindrer, at vores frustrationer gik lidt ud over et måske uskyldigt - i hvert fald ikke beslutningsdygtigt - pigebarn, som sagde: "Jamen så må I lade være med at købe så meget øl!" Og det var ikke engang humoristisk ment (vi lignede vist heller ikke nogen, man skulle øl-spøge med lige på det tidspunkt!). Hallo mand! Hvis det er indstillingen blandt alle "service"-medarbejdere i Parken, kan vi da bare helt lade være med at komme!

Og vi var ikke bare uheldige. Andre i selskabet, som røg efter øl i løbet af kampen, var også væk længe nok til at komme langskæggede tilbage! Det er sgu pinligt, at de forhold vi - og FCKs ledelse sågar - håner og stempler pinligt-provinsielle på diverse stadions, er lige så ringe i Parken p.t.

Afskaf dog det molbo-dobbelt-kø-system, åbn nogle flere kasser (også på Carlsberg Corner, hvor 2 ud af 3 kasser efter kampen var lukket - hvad er fidusen ved Carlsberg Corner, hvis man ikke kan købe Carlsberg?) og tap for h. nogle flere øl, inden det store ryk-ind kommer! Food & Beverages hed- der det, nu hvor øl-, vand- og junkfoodafdelingen er outsourced! Det er da heldigt, at de ikke længere kalder det fast food!

Spørgsmålet er hvad der er sket - udover outsourcing - henover vinteren, for jeg kan ikke mindes, at serviceniveauet på Nedre C nogensinde har været ringe. Sættes alle gode kræfter mon ind på A5s VIP'er og sponsorer?

På selve tribunen havde vi "fornøjelsen" at stå bag en af disse gittersøjler - hvis nogen af de her amøber fra gittermastefraktionen skulle vove sig herned på spruthuset, skal det komme dem dyrt at stå! - der dog normalt skal være svinget op under tribunetaget, når overdækningen er på, hvorfor skandalen i søndags skulle være en engangsforeteelse. Vi får se på søndag. Til gengæld kan jeg ikke lade være at tænke på, at ved indendørsarrangementer, hvor disse to søjler altså skal være "slået ned", må de give en temmelig stor mængde billetter påstemplet "Begrænset udsyn"!

Underholdningen var af nogen også imødeset med spænding, nu hvor FC Cheerleaders er afskaffet. Jeg må faktisk erkende, at jeg ikke savnede dem overhovedet, i hvert fald slet ikke det seneste kuld anno 2000. Der var vist ingen anden underholdning før kampen ... fik vi fortalt, os der tilbragte tiden i ølkø under tribunen! Dog skal lyde et "tak-for-alt-og-held-og-lykke" herfra til Claus Nielsen, der måtte tage vemodig afsked med Parkens fans.

Og pause-"underholdningen" var den velfortjente kåring af Marianne "Løvemor" til Årets FCK'er. Du har måske bemærket, at Holmstrøm, kollega Jan's adoptivhund, ikke er her i dag!? Vi gætter på, at han har taget den med hjem for at lade den indgå i den mystiske Kafka'ske husholdning, som Jan synes at dyrke i disse dage! (Hvis du synes, jeg taler i gåder, så læs mere her). I stedet havde jeg overvejet at invitere en hest - rolig, jeg skal nok skåne dig for de ældgamle hest-i-en-bar-vitser - til at stå ude i garderoben. Men pga. mund- & klovesyge frygten er det åbenbart ikke så skide smart at transportere husdyr (også uden klove) tværs over landet, så hesten må blive i Skive indtil videre. Hesten jeg taler om, er selvfølgelig

"FORZA FCK"

Martin Kreisberg fra Stald FCK var lige forbi med dette billede af hesten "Forza FCK", vi så kan hænge på væggen så længe! (Læs i øvrigt mere om hesten på www.staldfck.dk.) En lidt mere rap racermodel end de to livs- trætte muldyr, der slæbte en Carlsbergvogn og Marianne "Løvemor" rundt om banen i Parken i søndags. Og det var så grunden til dette lille emneskift, for det tilfælde, nogen skulle lide af den vildfarelse, at det var FC Køben- havns bud på en derbyvinder 2002, et af de øg, der laskede rundt foran ølvognen.

FCKTV er også startet op igen i al stilhed. Kvaliteten er hverken bedre eller ringere, end da man gik på vinterferie, så det er der ingen anledning til at bøvse så meget over. Heldigvis er hverken OBTV eller BIFTV, der nu går FCKTV i bedene efter samme koncept og på samme -  landsdækkende - TV-kanal, af højere kvalitet. Her kan man blot håbe, at alle tre programmer får et tiltrængt kvalitetsløft på det sportslige plan, for så kan det blive en ganske spændende indgang til fodboldweekenden med disse tre klubrundture lige efter hinanden fredag aften.

Lidt morsommere er det til gengæld, at Lyngby nu også har fået sit eget TV-program. Ikke landsdækkende, som de øvrige, men på Kanal København, du ved kanalen, der skifter mellem bønnemøder og hudfilm! Men Kanal København i Lyngby!? Med al respekt, så vil denne nordsjællandske klub vel finde større seertal-målgruppe ved at sende over Gentofte eller Blovstrød lokal-TV. Jeg mener, OBTV har f.eks. næppe heller den store gennemslagskraft på TV Aalborg!

Kampen i søndags har været hudflettet adskillige steder - også hos vores husværter på Copenhagen Fathers- så det er der ingen grund til at trampe videre i. Det skal erkendes, at vi bartendere er kræsne. Vi vil både have god bold og sejre. Til nøds kan vi så en gang imellem leve med en sejr uden det prang- ende spil. Og vi kan da også finde formildende omstændigheder i et pointtab, hvis spillet i øvrigt har været lovende. Men en uafgjort efter halvmiserabelt spil!? Nja, vi var sgu skuffede i søndags! Bortset fra Heine og selvfølgelig unge Poulsen, der forhåbentlig er ved at være rede til en hel kamp!

I dag meddelte assistenttræner, Carsten V, i Løvetimen, at han ikke synes det var en dårlig kamp! Tja, jeg kan da følge ham så langt, at vi ikke skal dømme hverken spillet eller spillerne for hårdt på baggrund af en nervebetonet premierekamp. Selv ikke på hjemmebane og på en ordentlig, velplejet og opvarmet græsplæne (der røg dén undskyldning ellers!). Så jeg vil da give CV og det øvrige træ-nerteam den credit lige at se tiden an et par kampe endnu. Og så er der dem, der mener, at vi jo hentede et point på Brøndby! Javel, men vi tabte altså 2 points i forhold til de øvrige hold foran os, hold som jeg faktisk anser som større hurdler i medaljestriden end SBUs overvurderede flagskib.

Men uanset spillet fra trænersynspunktet var tilfredsstillende eller ej, så ændrer det ikke ved den for- nemmelse, jeg fik af, at man syntes uafgjort var i orden, og kampen ikke skulle vindes for enhver pris. Det stemmer meget, meget dårligt overens med, at Mr. Hodgson i Løveradio for 1-2 uger siden beklagede sig meget over, at vi havde spillet alt for mange uafgjorte kampe i efteråret, og nu skulle vi altså til at vinde nogle flere kampe for at hænge på i medaljestriden. Det harmonerede i min begrebsverden bare ikke med, at man ved 1-1 ikke sendte Pagge på banen for at gå efter sejren med lidt fysik blandt skovhuggerne i Aalborg-forsvaret, når bolden nu alligevel blev tampet derop. Hvad den i øvrigt blev hele kampen fra de bageste fire, så Pagge skulle vel ret beset med den "stil" også have spillet fra start!? Hvis man ville vinde!

Mest hæftede jeg mig dog ved en situation, hvor anden halvlegs injurytime lige var begyndt og vi havde målspark. Argumentet for at vi ikke ville satse alt på at vinde kampen! INGEN spillere havde travlt med at komme frem i Aalborgs straffesparksfelt, ingen TRÆNER havde travlt med at dirigere spillerne derop, Rune havde alt andet end travlt med at sparke målsparket, og Zuma STOD på egen banehalvdel og gav sig til at binde snørebånd, hvorefter han GIK frem mod midtercirklen!!!

Lige præcis Zuma har fået berettigede hug for sin præstation i søndags. Ude af form og uden gejst og motivation. Et par måneders "ferie" i Sydafrika med Bafana-Bafana har sat sine spor. Lyngbys John Bradley har udvist de samme symptomer, efter han vendte hjem. Men her har Poul Hansen da været mand nok til at tage konsekvensen og sætte Bradley af, til han får trænet sig op på samme niveau som de øvrige i truppen. Jeg undrer mig bare over, hvor i Zumas kontrakt der står, at han skal spille hver gang, han er til rådighed!?

PÅ søndag er det Odense. Det bliver uden Ståle - måske bliver alle kommende kampe uden Ståle - og foreløbig også uden en midlertidig (leje) eller permanent afløser for Ståle udefra.

Til gengæld har vi i skyggen af Ståles ulykke fået en ny målmand. Jeg ved ikke med dig, men Thomas, målmand, Norge, landshold ... det giver altså mareridtslignende associationer til en tidligere norsk mand i buret! Og så en mand, der udelukkende skifter for at komme til at stå permanent på førsteholdet! Det kan også give problemer, hvis nu Per Wind og Mr. Hodgson bestemmer sig til, at Rune - der i øvrigt ikke har spillet sig af! - er bedre til træningen og derfor førstevalg! Okay, på papiret (det taknemmelige) er der ingen tvivl om, at Myhre qua autoritet og rutine (de største mangler hos Rune) og erfaring fra PL og landshold vil være det naturlige førstevalg. Og jeg mindes da også nogle præstationer mellem stængerne for Norge ved sidste VM, der klart indikerede klasse. Af hen- syn til de naturlige automatismer i forsvaret, som man ikke bare lærer på et par dage i en ny klub, mener mange, at vi skal vente til Brøndbykampen 1/4 med Myhre på mål. Og det lyder plausibelt nok, lige bortset fra at Myhre også er udtaget til Norges VM-trup, så det alligevel er yderst begrænset, hvor meget træning han kan deltage i det næste par uger! Så smid ham da bare på kassen allerede på søndag!

Og husk så, at efter på søndag har vi kun én eneste hjemmekamp (22/4 mod AB) frem til 17. maj mod FCM! Jeg tæller Viborg-kampen på et stadion i nærheden af Roskilde som en - i bedste fald - kamp på neutral bane. Så der er al mulig grund til at troppe op søndag, for herefter varer det meget længe inden the boys are back in town igen. Så jeg kommer - det gjorde jeg nu nok alligevel - hvad med dig?

Lad os skåle i Heineken - kom og vær med!

Holger

Og jukeboxen spiller:

Ugens sang: Thin Lizzy - ’The Boys Are Back In Town'
For en gangs skyld også en titelmelodi til ugens ræb. En solid rocker fra 1976 - med bassist og for- sanger Philip Parris Lynott (død 040186) i topform - der stadig rykker, når man finder den frem i ny og næ.

Ugens CD: Ultravox - 'Original Gold'
Dobbelt-CD specialedition indkøbt til jukeboxen i London med nogle af firsernes pionerer på New Wave/New Romantics/Electrorock scenen. En slags krydsning mellem Kraftwerk og Spandau Ballet, omend Ultravox' stil dog var egen og unik!

FC KØBENHAVN - KOM OG VÆR MED