|
Ja
ja, kære kunde, så er vi tilbage igen. Tiden har begået sine slynggreb, ude i verden er der sket både den ene og anden ting, og
her nede ligner alt alligevel sig selv. De samme halvsnuskede
borde med de samme nedfælgede skjolde fra fadølsglas, de samme
overfyldte askebægre, alle disse filtersmøger og den samme
tætte tåge fra den røg der har været igennem alle disse
filtre. Det hele er så normalt at man hverken ved om man skal le
eller græde, og derfor må gøre det nemmeste - gøre nøjagtig
hvad man altid har gjort. Ohhh, you're a rock 'n' roll suicide! Kender du den
sang, Jensen? Et helt vidunderligt nummer af David Bowie som
efterhånden er gammel som metusalem - et jerusalem glamrockmonster
fra Ziggy Stjernestøv-tiden, hvor hælene var høje og de
selvsamme stjerner var store lapper på pigernes bukserøve.
Og jeg ved ikke, hvad der fik mig til at smide akkurat dette
nummer på jukeboxen lige før - eller jo, gu gør jeg så! Jeg
elsker det. Og lad os bare begynde denne aften med et sidespring,
for er der en ting, én skide ting, som jeg aldrig vil tilgive
Bowie for midt i al den pragtfulde musik som han har skabt i sine
godt tre tiår+det løse på den musikalske stjernehimmel, så er det at
han aldrig spillede det nummer i den gamle Idrætspark dengang i
1990, hvor han kiggede forbi vores kære København og bedyrede
at det skulle være sidste gang, den sidste turné. Nogensinde.
Ovenpå Tin Machine og "Let's Dance" og
jeg-skal-fandeme-komme-efter-dig-med-et-par-mere-eller-mindre
-halvfærdige-flops. Men Bowie var en vendekåbe, han turnerede
bramfrit videre et par år senere, og fik os til at brøle med
på "Hallo Spaceboy" og "Thursday's Child",
og gjorde nogle af os til vendekåber, der hele tiden må vende os til at verden forandrer
sig - uden at spørge om hverken lov eller om den slags nu er
rimeligt.
Og
engang i mellem når stilheden falder på, når der kun er de
sidste par stykker af jer tilbage hernede, de sædvanlige der
altid lukker og slukker, så kan man blive ramt. Ikke hårdt, men
blot stilfærdigt. Ramt af hvad vi på dansk egentlig ikke har
noget sigende ord for, men som for engelsksprogede kort og godt
hedder The Blues. Der kan indtræde en time, hvor man
dæmper musikken, hvor man ikke gider råberiet over disken, men
finder de små sjusglas frem og fylder dem til kanten og blot lavmælt føler trang til at tale om tingenes tilstand som
ældre forstandige mænd, der ser alvoren i øjnene. Og så er
det at en eller anden siger det. Ganske roligt, uden ophidselse
eller eksalterede attituder. Det glider nærmest som en let
hvisken over disken. Vi er danske mestre og nu begynder det hele
forfra, den nye sæson, der i virkeligheden gemmer de samme
spekulationer og diskussioner som året før, og året før dette.
Forskellen er blot at vi ikke
længere er et fantombillede i vores opblæste hoveder, nu er vi simpelthen
de konkretiserede
danske mestre. Der er intet at løbe fra, lige så lidt som der
efterhånden er så meget mere at juble over. Den tid er
overstået, og det skete pludseligt og i
virkeligheden mens vi alle havde travlt med at brokke os over
spillestil og vejret generelt. Der var engang hvor begejstringen
var endeløs, der var aftener hvor champagnen flød på Sankt
Hans Torv, og der var dage hvor man kunne vifte selv en
coltrevolver mod panden væk med et smil. Men de dage er
overstået nu, vi er tilbage ved Point Zero. En ny sæson venter
og laurbærene er allerede ved at visne, for verden var ikke således skruet
sammen at vi vandt det hele med flot spil, og var hestehoveder og
tre guldkalve foran alle andre. Vi vandt mesterskabet blot
fordi vi skaffede flest points, og ellers kunne diske op med en
måneds godt spil. Det var såmænd det. Større var det heller
ikke. Og nu har den underlige stilhed indfundet sig, de sædvanlige bralrehoveder,
dem vi sender hjem inden denne midnatstime, mener selvfølgelig
ikke at der findes nogen
grænser efter en sådan titel. Men vi andre bagkloge ser det hele
lidt nøgternt an, som man nu gør sådan en sen aftentime tæt under
lukketiden og åh jo Mr Bowie... Time takes a
cigarette... og således er det, at man ender der med at
glo på borde og smøger og griber stadig sig selv at måtte
gense de tre mål fra den 10. juni. For blot at være
sikker. Men den er god nok - og nu begynder vi igen. Der kan
ikke dvæles længere. 33
superligarunder venter forude - samt alt det andet.
Igår
onsdag fik vi så sat navn på vores første modstander i
europæisk fodbold, siden Chelsea slog os ud af den nu nedlagte
Cupwinners Cup tilbage i 1998. Navnet blev Torpedo Kutaisi fra
Georgien. Et hold som jeg og sikkert de fleste andre herinde og
alle andre steder end Georgien ikke kender en skid til. Allerede
på onsdag ved vi en smule mere om dem, så lad os indtil videre
holde os til konstateringen - at de skal slås hvis vi vil videre
mod det glamourøse Champions League. Her på lørdag får vi så den første
indikator på, hvor godt vi er rustet til at løse den sag. Vi -
de danske mestre - tager hjemme imod Viborg, som det så flot
hedder. Og nøgternt set, kære gæst, så har jeg sgu haft
svært ved at pejle mig ind på vores nuværende styrke.
Sommerferien har været ganske kort og vi har spillet 3 kampe af
ganske svingende kvalitet, den seneste i lørdags mod Glasgow
Rangers. En ganske meget op-og-ned kamp, hvor vi i perioder
spillede ganske hæderligt, og i andre nærmest blev kørt rundt
i skotske kombinationer over midten. To ting kan i hvert fald
konstateres, forsvaret står stadig meget stærkt, og angrebet
har lidt alvorligt under sommerfraværet af Zuma og Todi. Endnu en
påfaldende ting, opspillet går ganske langsomt og de nye folk,
primært Røll og Fredgaard, har endnu ikke fundet sig helt til
rette. Dog har især Røll imponeret med sine tekniske
færdigheder, manden glider rundt med bolden som en sirlig danser
fra Bolsjoj-balletten. Selvom han virker lidt mut, den gode Røll,
så har hans individuelle færdigheder allerede talt klart og
åbent, fysikken fejler intet og hans
hovedstødsmål mod Rangers var af ganske høj klasse. Fredgaard
har spillet lidt forskellige roller, enten i angrebet eller som
den venstrekant, som vel må betegnes som hans naturlige domæne.
Hidtil har han demonstreret hurtighed, mens også visse defensive
mangler. Bisgaard har vi simpelthen set for lidt endnu, og han
mangler nok en del grundlæggende træning i at være helt fit,
men de par indlæg han har fået ekspederet ind fra sin højre
side har været... hmm... særdeles lovende. Og med en mormor i
Kerteminde går det nok aldrig helt galt. Nede i kassen har
vores nye mand, Magnus Kihlstedt, såmænd set ganske fornuftig
ud. Jamen, det er alt sammen meget spændende, og personligt vil
jeg ikke sætte en anklagende finger på nogle af indkøbene.
Sagen er blot at der er en række brikker der skal finde sin
plads i puslespillet, og den slags sker ikke nødvendigvis med et
fingerknips. Slet ikke med en ny mand på trænerbænken, også
Karlsson skal lige have sin tid og finde tilbage til klubben.
Forhåbentlig finder han så snart så meget tilbage, at han
ændrer forårets spillestil en smule, og rykker hele banden 5
meter frem på banen. Nøjagtig som Karlsson gjorde, da han kom
til i 1997 efter Kim Brink. Ikke at jeg forventer skånselsløs
offensiv, blot mener jeg at indkøbene indikerer at det er den
vej som vi skal. Altså når det hele falder på plads, og det
tvivler jeg altså stærkt på sker allerede mod Viborg.
Men
lad os være moderate optimister, sæsonpremierer i Parken har
det med at forløbe godt og til vores fordel, 5-1 over
sønderjyderne sidste år, 2-1 over Vejle i 97, 4-1 over Viborg i
95, 2-0 over AGF i 93. Jep, lad os bare være moderate optimister
og ønske det bedste, os gamle bagkloge mænd, der nu
har nået den sæsonkortmodne alder. For det har vi sandelig
også. Hele stamværtshuset har sikret sig disse fuldmodne
plastic-kort og kan nu prale af sine faste sæder på Nedre C.
Slut med postyret ude på Øster Allé i timerne før kampstart,
næ, kære gæst, i grånende og beslutsom positur vil vi
defilere i samlet flok mod vores pladser et kvarters tid før
kick-off. Selvom vi nok må sige i sandhedens navn, at der ikke
er så vanvittigt meget at prale af. Flere af mine kollegaer har
allerede harceleret over klubbens holdning til sæsonkort - OG
ikke mindst klubbens manglende vilje til at se problemerne på
Nedre C i øjnene. Ej heller er disse plastic-dimser hverken
synderligt besparende eller ligefrem nogen pryd for øjet, de
virker nærmest som interimistiske forsøg på at efterligne et
halvslidt dankort, med en tung og tragisk skæbne i alt for
overbelastet pengepung. Men sæsonkort er sæsonkort og en dag
når man den alder, hvor den slags med god samvittighed kan
placeres samme sted som sygesikringen. I øvrigt - nu vi taler om
os selv, altså os bartendere - så bør vi næsten prale af
vores søndag i København. En fælles havnerundfart i
formiddagstimerne inden Rangers-kampen, hvis du er lidt træt af
din by så nap en tur i disse sejlende turistfælder og se det hele fra
Nyhavn til Trekroner på ny med vand som dekoration. Vi gør os
sgu egentlig meget godt, her i gamle København. Efter kampen
fulgte vi op med en behagelig aftensmad i de gamle haver ved Pile
Allé med jodlebøffer og Frederiksbergske gryder. Den slags er simpelthen
pragtfuld. At det så kan være et symbol på at nogle af os
københavnske fans er lige præcis så magelige og
velbelagte som visse af forstadens supporterpionerer anser os
som, elsker vi kun. Seriøst hvem fanden gider at sejle rundt ved
Brøndby Strand. Selv i en optimistjolle. Se træningskamp mod
Aberdeen - og efterfølgende æde Føtex-barbecue i en
villa-baghave med udsigt til en sydgående motorvej. Nix, leve
KBU-flagskibet og ned med SBU's ditto.
Nuvel,
et sidespring har igen taget overhånden. Vi skal selvfølgelig tale
om opstart her. Har allerede berørt det noget, men jeg vil lige
knytte et par yderligere kommentarer til noget af debatten
omkring anføreren. I sommerens træningskampe har vi set
Lønstrup vikariere for Mio, og ser vi lidt skarpt på det, står
vi overfor et problem som er ganske nærværende. Hvem skal
egentlig være anfører efter Mio? Sagen er faktisk ganske
prekær, for Mio er på aftægt, den gamle mand blev overtalt til
at tage et halvt år mere efter Odense, og det har han valgt
velvidende at han næppe vil få fuld spilletid her i efteråret,
og at han sandsynligvis allerede er godt bugseret ud i
pensionsrækken efter købet af Røll. Dette siger så en helvedes masse om Mio, og det siger
en helvedes masse om hvorfor jeg de seneste sæsoner altid har
set Mio som symbolet på det nye FC København, som er vokset
frem mellem KB og B1903. Han har ikke sine rødder i nogle af
moderklubberne, men har været hos os næsten hele vejen igennem
siden 1992. Han har taget denne klub til sig, har gjort sig sine
tanker om hvad den er for en størrelse, og har altid været
beredvillig til at føre den videre når det har set værst ud.
Mio har aldrig været noget geni på en fodboldbane, han har
været en arbejdsmand, og uden folk som ham havde FC København
næppe været meget mere end et åbent sår mellem KB og B1903. Ja, kære gæst, det mener jeg sgu. Manden er blevet anklaget
og kanøflet for det ene og andet og ikke mindst sin fejl på Odense Stadion i 1994, men syv år
senere var det ham der scorede og løftede DM-trofæet samme
sted, for samme klub. Den slags kan ikke gøres mere fortjent og
den slags påkræver umådeholden respekt, efterfulgt af
en andægtig pause. Og et øjeblik bliver der stille her i
lokalet, der er kun jukeboxen ovre i hjørnet med den evige Bowie
på fuld repeat... Time takes a cigarette... inden de
gamle forstandige mænd med skrigende øjne formulerer sit
fælles "MIOooo". Og således er vi så nået dertil, hvor vi skal forsøge at komme videre. I
træningskampene har vi set Lønstrup som anfører, som en af de
gamle i klubben, hvilket også har hensat adskillige
KB-romantikere med tårer i øjnene. Og det kan sagtens forsvares på kort sigt, men i
det længere perspektiv tror jeg ikke på det. Simpelthen fordi
jeg ikke tror på Lønstrup som oplagt valg i startopstillingen,
med mindre han genfinder sig selv i en grad der vil få Bowies secondcoming
til at ligne rent postevand. I startopstillingen har vi så en anden åbenbar kandidat, nemlig Jakob Laursen,
men han har frabedt sig hvervet eller måske taler han for hårdt
til sine medspillere, jeg kan ikke overskue debatten. Under
alle omstændigheder det bliver næppe ham, slet ikke hvis han er
for udlandsgående igen, som jungletrommerne signalerer. Jamen, hvem fanden
så? På sigt - ikke lige nu og her - ser jeg kun en kandidat og
han var forårets fund og hedder Christian Poulsen. I perifærien
måske Rytter, men jeg er ikke overbevist, hans temperament taler
stadig imod. Så her står træner Karlsson over for noget der
ligner et umiddelbart problem. Vi andre kan så afvente
løsningen og ellers spare kritikken indtil videre. Jeg kan
simpelthen ikke gennemskue den sag lige nu, den er stadig for
speget, men næppe mere uløselig end at Karlsson nok skal fixe
det relativt hurtigt.
I
øvrigt og uden
sammenligning; men her i baren har vi også haft vores
overvejelser om en anderledes ansvarsfordeling i en periode. Ja,
jeg tænker på min kære substitut Hans. Vi havde selvfølgelig vores
betænkeligheder ved at lade ham stå alene med baren i længere
perioder, fordi han flere
gange i selskab med os gamle bartendere, har udvist et - lad os
kalde det - umådeholdent forbrug af alkoholiske genstande. Men
lad mig med det samme sige, at han har gjort det fremragende, for
ikke at sige nærmest pletfrit i hvert fald i forhold til
fadølsanlægget. Oveni har han så strøget om sig med
underfundigheder og velproportionerede kommentarer, så det i
hvert fald har efterladt mig indtrykket af at vi har været i de
bedst tænkelige hænder. Og lur mig, om ikke Hans nok skal dukke
op igen, på den ene eller anden side af disken.
Noget
andet er så Holmstrøm. Vores kære barkøter. Et øjeblik troede jeg at kræet var
forsvundet helt. Det har ikke været nogen hemmelighed at flere
af mine medbartendere ikke har været helt så begejstret for
hans tilstedeværelse hernede. Og jeg erkender mit eget ansvar,
ved at lade ham løbe frit om under min ferie, men konstaterer
samtidig - ikke uden en vis skuffelse - at mine medbartendere har gjort hvad de kunne for at
ignorere ham. Her forleden blev jeg så gjort opmærksom på, at
en af vores stamgæster simpelthen også havde fået nok af mine
kollegaers behandling (eller manglen på samme) af Holmstrøm. Han tog simpelthen kræet
med sig hjem, gav ham et par venlige klap, en skål vand, og hvad dertil hører,
og satte ham i midlertidig pension. Lad det være sagt med det
samme, jeg er ham - altså vores gæst - ganske taknemmelig. Der
skjuler sig et godt menneske i denne gæst, for som jeg har
fornemmet det, har Holmstrøm ikke været helt nem at have med at
gøre denne sommer. Han har taget sine ture, kræet, har svinget
fra en nærmest overstadig venlighed til en aggressiv adfærd som
affolket hele lokalet hernede på sekunder. Men jeg er sikker på
at han har haft sine grunde, og jeg har aldrig været tilhænger
af at man holder en fætter som Holmstrøm i snor. Næ, det
handler om den rette forståelse, hund og menneske imellem,
hvilket vores venlige gæst også har forstået. Og det er
aldeles ikke den forståelse, som bliver forkromet i zink og som
folk betaler penge for at høre om, næ den er helt simpel og
ganske gratis, nøjagtig som hos Bowie og hans androgyne
glitterrockprins fra de tidlige 70ere... Time takes a
cigarette... og lad os så - for syv sytten - få lidt mere
at gå hjem på, for tiden tager bare den skide cigaret
og...
puts it in your mouth
You
pull on your finger, then another finger, then your cigarette
The
wall-to-wall is calling, it lingers, then you forget
Ohhh,
you're a rock 'n' roll suicide
You're
too old to lose it, too young to choose it And
the clocks waits so patiently on your song You
walk past a cafe but you don't eat when you've lived too long Oh,
no, no, no, you're a rock 'n' roll suicide
Altså lukketid, kære gæst! For der er ikke mere at
sige, og nu henter jeg sgu Holmstrøm. Køteren trænger sikkert også til at
få pisset af inden natten...
Jan
Saxo
Ugens sang:
David Bowie: Rock'nroll Suicide
|
