|
God
aften, kære kunde! Godaften til endnu en aften i vores
gammelkendte omgivelser hernede i biksen. Godaften til endnu en
aften i selskabet med et par andre københavnere. Godaften, ja
godaften, bare et simpelt godaften, for forhåbentlig er det en
god aften. Det sker jo engang imellem at en aften bliver netop
god. Den slags kan faktisk ske! Så tillad mig at sige det endnu
engang i mangel af bedre. I mangel af de fornuftige ord,
knastørre og rammende og opbygget af ligeså knastørre
bogstaver som skal danne et par indledende beskrivelser på det
vanvid som vores store verden, udenfor baren her, har oplevet i
de sidste par dage.
Allermest
lignede det et filmuddrag fra "Die Hard", da de to
kidnappede passagerfly torperede igennem Twin Towers i New York
med et par minutters mellemrum. Her i baren har vi kun vores
lille TV oppe i hjørnet. Vi har ingen video hernede, vi gør os
ikke i udslidte action-film på en stilfærdig tirsdag
eftermiddag omkring normal fyraften. Alligevel stod et par af os
og ventede at se en fuldt armeret Bruce Willis trampe ud af asken
og røgen, da World Trade Center gradvist raslede sammen og
forvandlede hele Downtown Manhattan til en kæmpemæssig ruinhob.
Så uvirkeligt virkede det. Men det var ikke uvirkeligt, det var
simpelthen virkeligheden og der var ingen wise-cracking Willis i
sigte. Der stod CNN Live plantet over hele skærmen og
hvad vi så tirsdag eftermiddag var bare virkeligere end
virkeligheden. Det var sindssygt og frygteligt.
Hernede
valgte vi at køre CNN hele aftenen og droppe AC Roma-Real Madrid
kampen på TV3, som vi ellers havde programsat ude på døren.
Den virkede simpelthen som uendelig ligegyldig i sammenligningen.
Igår valgte UEFA så at gøre det eneste rigtige, at aflyse
samtlige Europa Cup-kampe i denne uge. Jeg er fuldstændig enig i
den beslutning. Når der sker ting af et forfærdeligt omfang som
det vi kunne se fra New York, så er det kun sømmeligt og
rimeligt at give plads til tomheden, sorgen, vreden,
eftertænksomheden, medfølelsen, og alle de andre følelser der
måtte knytte sig til noget sådant. Fodbold er i bund og grund
en festlig begivenhed, og akkurat i disse par dage, ovenpå
tragedien, er der ikke så meget at feste for. Og akkurat her
giver jeg intet for "livet-går-jo-videre"-snakken,
for det handler simpelthen om at livet skal gå videre på en
anstændig måde - og jeg kender i hvert fald ingen som ikke var
dybt berørt tirsdag aften, endsige det meste af onsdagen. Og
fodbold var ikke ligefrem det hotteste samtaleemne, når
plastic-facaden blev trukket af folks ansigter og man kiggede
hinanden dybt i øjnene. Uanset hvad man ellers mener om USA
eller amerikanerne, eller måske nogle af dem, så er båndene
mellem dem og os markante. Vi æder deres musik, vi æder deres
film, deres litteratur, og i hele taget det bedste eller værste
fra deres hele kultur, og det store rygende sår på det sydlige
Manhattan bliver derfor også uundgåeligt et sår i vores egen
vesteuropæiske kultur. Gu' fanden håner vi dem når de ikke kan
spille fodbold, men gu' fanden skal vi da alligevel forholde os
til asken derovre fra, og gu' fanden skal vi stoppe lidt op.
Livet går videre men livet går ikke altid lige hurtigt videre.
Og så er jeg sikker på at mange, alle der har været i New
York, også blot på en uges ferie for 3 år siden som
undertegnede, vil skrive under på at den by har en helvedes
masse som vi spejler ned i meget mindre format her i vores eget
København. Noget af det styrtede sammen tirsdag eftermiddag,
dansk tid, på en helt urimelig og uretfærdig måde!
Men
også hernede er vi at være tilbage, back in business, kalder
eksperticen det. Jeg skal være den første til at undskylde for
i aftes, for den lukket dør som nogle af jer måske har stået
og flået i. Jeg bærer hele ansvaret. Besluttede simpelthen
egenrådigt, at vi også hernede holdt en lille sørgedag for det
sydligste Manhattan. Noget mindre for Pentagon-bygningen. Men
alligevel; en lukket dør er en lukket dør og et lukket
værtshus er et lukket værtshus. Men midt i denne verdens
dårskab er det nogle gange nødvendigt at flygte ind i en verden
af trolde, ildspyende drager, og talende æsler, med sin egen
mængde af livsbekræftende moraler. Og den slags kan være både
smukt og skønt og helt og aldeles genereret i computerdesign -
med lånt sampling fra Askepot, Snehvide, Robin Hood, West Side
Story og The Matrix. Og denne bartender valgte simpelthen den
kontroversielle løsning. Han gik i barndom igen. Lukkede baren,
tog istedet i biografen, og så den pragtfulde animationsfilm Shrek.
Se den og bliv i bedre humør, når dårskaben fra virkelighedens
CNN-verden bliver for meget! Det er lidt som Saint-Exupery's
"Den lille prins" i anno 2001-post-postmoderne-udgave.
Sat op i pixels på det store lærred - og husk så lige at se
versionen med de originale stemmer fra Mike Myers, Eddie Murphy
og Cameron Diaz, hva'.
Og
så er vi vist ved at være der igen! Lidt normalitet er ved at
indfinde sig, og fodbolden kan atter sættes på programmet. Man
kan fx. tage den store klub i det centrale København og
konstatere at både spillere og trænere kommer til i en lind
strøm. Vi har i hvert fald fået en ny mand på bænken. Hans
Backe er - som bekendt - hans navn, og de sædvanlige tågehorn
hylede allerede mandag aften om endnu "en svensk hyggeonkel
i campinghabit". I virkeligheden er det deprimerende, at vi
ikke er nået længere, eller rettere at folk ikke gider at
tænke længere. Når jeg siger "vi", så mener jeg os
fans, for sjældent har jeg læst så meget lort som ovenpå
ansættelsen af Hans Backe. De sidste måneders turbulens omkring
FC København synes at have hevet mange fornuftige mennesker med
sig i slipstrømmen, for selv blandt gode folk her omkring baren
kunne man høre dette "en svensk hyggeonkel i
campinghabit" formuleret og fremsagt i ramme alvor.
Nuvel,
folk har åbenbart en ganske kort hukommelse. Hvis jeg fx. siger,
at jeg husker Backe fra hans Aalborg-tid som en knastør fætter,
med ganske klare idéer om hvordan fodbold skal spilles, ringer
der så ikke en klokke? Næ, det gør der åbenbart ikke. For
alle svenskere er ens, og alle muslimer er ens, og verden er af
lave, og nu har vi købt en georgisk angriber, og det store
spørgsmål omkring Mikheil Ashvetia er nu om han bærer de
rigtige tøjmærker? Det er selvfølgelig afgørende for hvor en
god fodboldspiller han er, ligesom det åbenbart er alt
afgørende for Backe's kvaliteter som træner, hvordan han
klæder sig!
Kors,
for en andedam - set fx. i lyset af de Twin Towers som ej er
mere! Hvis nogle for et par måneder siden havde sagt til mig, at
FC København er en klub uden historie, ville jeg have sagt at
det var løgn. Det gør jeg ikke længere. For vi har ingen
historie, uanset de 10 år som snart er gået med FC København.
Vi - altså os fans - har tydeligvis ingen præcedens, ingen
klare idéer om hvordan klubben fungerer eller hænger sammen
eller i det hele taget fungerer i den sammenhæng vi indgår i.
Vi har derimod en masse fantombilleder om hvordan vi gerne vil
være. Vi vil være en storklub, som AC Roma, som FC Barcelona,
som Real Madrid, som Manchester United. Klubber med en alenlang
historisk forståelse og resultatliste, som slet ikke harmonerer
med vores nuværende placering som nummer 4 i Superligaen. Og
slet ikke hænger sammen med de trænere eller spillere i
Armani-jakkesæt, som vi åbenbart søger hele tiden.
Se
det dog i øjnene, Roy Hodgson var en enkel undtagelse, ikke en
regel. Roy havde stadig været træner i FC København, hvis det
havde været attraktivt nok. Men det var det ikke. Vi var heldige
med Roy, vanvittig heldige, men det er ikke noget vi kan eller
bør forvente. Hans Backe lyder derimod som en træner vi kan
forvente noget af og håbe på. Mere end en sæson. Og hvis vi
skulle - i fælles lyksalighed - nå ud over denne ene sæson
ville vi også lære begreber som kontinuitet at kende. Det at
spille på en bestemt måde, det at resultaterne måske kunne
komme blot fordi vi er dem vi er, det helt simple at vi
stabiliserer os i toppen af dansk fodbold. I virkeligheden en ny
følelse der strækker sig længere end et mesterskab i juni 2001
og tilstedeværelsen af en vis Mr. Hodgson. Ja, det kunne da
være noget helt nyt. Måske begyndelsen på en lille historie...
om en fodboldklub ved navn FC København.
Ak ja.
Jeg gider virkelig ikke meget mere nu... er blot igen deprimeret
og håber det bedste for vores lille verden!
Saxo
Og på jukeboxen spiller:
Ugens album:
The Strokes:
Is this it Glimrende
debut-CD fra et New York-band (Meget mere aktuelt end oprindelig
tænkt herfra!). Stinker lidt af Greenwich Village, Richard Hell,
Lou Reed og Velvet Underground, og det lugter dejligt. Al hype af
bandet er helt fortjent.
Ugens sange:
New Order: 'Crystal' New
Order: 'Vicious Streak' New
Order: 'Primitive Notion'
Den nye New Order-CD er allerede promoveret hernede, og det er
fuldt fortjent. Disse 3 er mine umiddelbare favoritnumre! John
Cale:
'Hallelujah'
Et gammelt Leonard Cohen-nummer i en fortolkning fra den gamle
Velvet Underground-fætter John Cale - og så optræder dette
nummer på skønneste vis i filmen "Shrek".
|
