|
UGENS RÆB |
Stamværtshuset | På Huset | Uge 48 |
|
Ah... sidder du godt? Værsgo; en ordentlig juleøl på husets regning: Carlsbergs 47. Jeg må advare dig. Ugens ræb vil måske synes dig usædvanligt kynisk og koldblodigt, og hvis det er for meget for dig her i den søde juletid, ja så er det muligt, at du er bedre tjent med blot at drikke din øl i stilhed nede ved et af bordene. Hvis du derimod ikke er bange for at blive provokeret en smule, så bliv endelig siddende - og skulle du løbe tør, så er der flere 47ere på køl.
Onde tunger påstår ganske vist, at det hele foregik på en lidt billig baggrund, men ærlig talt ligger det jo i en sådan kamps natur, at hvis det ene hold totalt udspiller det andet, så vil det til alle tider virke som om triumfen er på en "lidt billig baggrund". Der er bestemt ingen grund til at forklejne en sådan sejr. Og bestemt heller ikke Brattegols tre mål. Det må siges, at han i den grad levede op til de forhåbninger, som vi på tribunerne har næret for ham. Og det var da også positivt, at vi endelig slap for Pascal. Misforstå mig ikke - det er bestemt ikke personligt - men indtil resten af holdet lærer at spille sammen med ham og ikke blot bevidstløst losse bolde i nakken på ham, så foretrækker jeg altså, at han sidder på bænken. Opvisningskampen mod RBK viste dog, at det er muligt for holdet at spille bolden langs jorden, selv med Pascal på banen. Der er håb endnu. Lad os tale lidt om Pascal... Jeg var i øvrigt lidt overrasket over, at Roy ikke valgte at skifte ham ind i løbet af anden halvleg i kampen mod Haderslev, men han ville vel ikke spolere Todi eller Brattbakks stjernestund. Det er vel ædelt nok... hvis det altså var det, der var Roys motivation. Det gjorde blot, at vi ikke oplevede, om tilskuerne havde ladet sig påvirke af den ikke helt stilfærdige debat om det, man efterhånden må betegne som hetzen mod Pascal - men her kom Rosenborgkampen endnu engang "til hjælp og viste, at der desværre ikke var noget, der tydede på, at tilskuerne havde ladet sig påvirke. Ak ja. Det kan ikke være nemt at være Pascal Simpson i øjeblikket; det kan vel ikke undgå at påvirke ham, men han kan da trøste sig med, at Roys tro på ham formodentlig stadig er uanfægtet. Ikke desto mindre - er vi egentlig ikke ligeglad med Pascal Simpsons følelser, når det kommer til stykket? Herredumildegud, de fleste råber jo ikke efter ham i troen på, at det kan forbedre hans spil: Nej, de råber af ham, fordi de vil have ham af banen. Og argumentet om at hele balladen blot skader Pascals selvtillid og dermed også hans spil yderligere, og at det derfor ikke er fornuftigt... det vil de da blæse på! Det er da egentlig reelt nok, er det ikke? Det er da synd for Pascal, og han har min fulde sympati, det er der ingen tvivl om, men det er underordnet! Spørgsmålet er om, vi er bedre tjent med Pascal på holdet eller ej. Det er dog en anden diskussion, så lad mig lige tage tråden op igen: Nok stiller jeg mig på Nedre C, og nok lider min stemme flere dage efter mine råb, og nok gør jeg det da for at støtte holdet. Men det er jo slet ikke hele historien. Jeg kan ikke påstå, at jeg støtter holdet et hundrede procent, når jeg står på Nedre C. For eksempel har jeg da tit - og jeg har ikke været alene - kritiseret og brokket mig over holdets spil, når de ikke spillede bolden langs jorden, og jeg taget mig til hovedet og udstødt Munkske angstskrig, når vore spillere brændte den ene chance efter den anden. Jeg er heller ikke flov over at indrømme, at jeg var blandt de, der fra Nedre C foreslog andre kandidater på trænerbænken end den ellers så sympatiske herr Kim Brink, eller at jeg råbte for at få FC på banen. Alt dette kan synes temmelig irrationelt al den stund, at jeg jo håber, at holdet vinder, og jeg derfor blot burde støtte holdet og øse ud af min karma i håbet om, at de positive vibrationer skaber sejrene for holdet. Ikke desto mindre er det desværre ikke helt så sjældent, som jeg ønsker det, at en auralæser - eller hvad en sådan plattenslager nu ellers kalder sig selv - efterfølgende ville behøve samtaleterapi, hvis vedkommende havde betragtet mig under en fodboldkamp. Kort og godt: Der lyder verbale torden og lynild! Jeg tænker på holdets ve og vel, når jeg gør sådan. Nejnej! Ganske vist hjælper det ikke holdet, der er på banen på selve tidpunktet, men i det bredere perspektiv hjælper det holdet. Eller måske gør det ikke. I hvert fald får jeg det bedre af det. Jeg får det bedre, fordi mit forhold til FC København kræver af mig, og derfor kræver jeg igen. Jeg identificerer mig - delvist - gennem mit tilhørsforhold til FC København, og hvis jeg føler mig svigtet, så må jeg give lyd for min vrede over sådanne forsmåelser. Jeg kan ikke lade være, og af hensyn til min indre sjælefred, tror jeg heller ikke, jeg bør lade være. I dette bliver jeg styrket, af det faktum at disse spillere er ansat i underholdningsbranchen, og at de er ansat for at behage undertegnede. Selvom de indtægter, som klubben får i kassen af, at jeg indtager min plads på Nedre C gennem hele sæsonen naturligvis er beskedne i forhold til de penge, som klubben får fra TV. Jeg er ikke desto mindre i min gode ret til at være tvær og sur. Jeg skylder ikke klubben noget: Det er udelukkende af egen interesse, at jeg står der! (Og alt andet lige tjener klubben da mere på, at jeg står og drikker øl på Nedre C end de gør på Champions League bonusgratialer. I hvert fald i år. Forhåbentlig ikke næste år ...men det er jo en sang, der er sunget før.) Men det er desværre ikke helt så enkelt. Jeg er jo mere end blot en forbruger af en vare. Jeg er hooked på FC København, og når jeg står og skaber mig på Nedre C, så er der andre mange ting, der også er på spil: Blandt andet hele vores selvforståelse som fangruppe. Vi ser jo os selv som de kvalitetsbevidste urbane kosmopolitter, æsteter og bohemer, der følger FC København, fordi vi ikke er bange for at fortælle verden, at vi har ambitioner, der rækker ud over landegrænserne; vi er kritiske, men vi er trofaste. Trofaste mod FC København. Kritiske mod det, der strider mod FC København og hele idéen FC København. For kritiske, det er vi: Vi er kritiske, hvis vi oplever småtskårnne, snævertsynede og jantelovlydige personer, Vi er da kritiske, hvis vi oplever tonserbold i Parken, og når vi oplever, at de af pressen så oppustede ambitioner brister, fordi holdet er fyldt af medgangsspillere eller afdankede has-beens. Og hvad indebærer det at være en kritisk tilskuer ellers, hvis det ikke er, at udtrykke sit mishag, hvis noget mishager en? Ligesåvel som man udtrykker sit behag, når noget behager en? Bevares, der er mere eller mindre kultiverede måder, at udtrykke sit mishag. Fx ville jeg da aldrig blive korporlig - ej heller ville jeg udøve den helligbrøde, det er at kaste sin øl bort. Og jeg vil aldrig - mærk jer mine ord - aldrig forfølge en specifik spiller på banen med sårende tilråb eller piften! ...I hvert fald ikke særlig længe ad gangen. - Jeg vil dog ikke begrænse mig, når det kommer til at forpeste mine omgivelser med mine udgydelser af galde af den sorteste slags; de stakler, der omgiver mig, må lejlighedsvis lægge øren til de værste gloser i sproget, hvis en spiller i umåde grad har fejlet på banen. Ynk denne spiller, hvis denne stod ved min side, når min bitterhed tager overhånd. Eller rettere: Ynk undertegnede, for jeg ville sikkert få en på kassen, hvis spilleren overhørte mig. I Pascals tilfælde ville dette muligvis være fatalt. Der er en grænse. Men jeg vil heller ikke hykle! Jeg vil ikke betingelsesløst støtte hverken spillerne eller holdet. Jeg vil ikke synge med på sange eller chants om en spiller, hvis jeg mener, at spillerens spil nærmer sig dansk lystspilklasse, og jeg vil ej heller klappe af en sådan spiller efter en kamp. Denne roliganagtige mentalitet ligger mig fjernt. Et "Kom nu!" er på sin plads, men det er også det meste, jeg kan svinge mig op på. Hvis holdet svigter, skal de ikke regne med, at undertegnede stadig står tilbage et kvarter efter slutfløjtet og klapper med sine små buttede barnehænder. Og så længe min vrede gælder holdets præstation som kollektiv, er jeg ikke smålig med min hån. Piften og buhen er på sin plads til en fodboldkamp, og hvis en professionel fodboldspiller synes, det er ydmygende, har de ret; det er skam meningen. Men også her må jeg gå på kompromis med min kynisme, for jeg vil gerne synge med på "come on FC" i en sådan situation. Man kan ikke kræve mere af et hold eller af en spiller end hvad disse faktisk har at give. Det er først, når jeg oplever, at holdet eller en spiller ikke yder den indsats, som man retteligt kan forvente af dem, at jeg føler mig svigtet. Måske kræver jeg for meget, men det her er trods alt FC København.
Det gratis kaffebord Artiklen stiller det relevante spørgsmål om sportstilskuere efterhånden er reduceret til en kulisse for det drama, der udspiller sig på TV-skærmene. Verner Møller, der er idrætsforsker er citeret i artiklen:
Artiklens eksempler er hentet fra håndboldsportens verden, og selvom fodboldsportens ditto har en langt stærkere tradition for, at tilskuerne - som et "gadens parlament" - har reel omend uformel indflydelse og magt, opstiller artiklen alligevel et skræmmende perspektiv, der er værd at tænke over. Er det hele gået op i hat og briller? Er vi begyndt at sætte lighedstegn mellem hvad klubben ønsker af deres hjemmepublikum, og hvad vi selv ønsker, når vi stiller os op? Vi skal være spektakulære og underholdende for tilskuerne på A, og de der ser kampen på fjernsynet, vi skal være det farverige og stemningssættende bagtæppe for fodboldkampen. Vi skal være disse ting, fordi det ikke længere er os på tribunen, der er de primære; det er ikke os, som klubben frem for alt ønsker at behage. Klubben får langt flere penge ind gennem TV og sponsorer, end de gør fra os, og derfor er vi ikke længere den primære målgruppe. Vi er en del af showet. Sådan er det allerede blevet i en række håndboldklubber, hvor tilskuerne kommer gratis ind, får udleveret klappepølser, og bliver instrueret i hvornår de skal klappe, og hvornår de skal lave bølgen. Præcis som hvis de var tilskuere i et TV-studie, hvor lamperne med "klap", "grin" o.s.v. lyser op på de af producerne fastsatte tidspunkter. Jeg tror, vi i FC København endnu er langt fra en sådan mareridtsagtig situation, som den vi ser i de jydske håndboldklubber, og som sagt har hele fodboldkulturen tradition for, at den hårde kerne af tilskuerne ikke holder tand for tunge, hvis de er utilfredse fx med deres klubs træner/manager. Men vi bør alligevel være på vagt, for udviklingen væk fra en kritisk tilskuerkultur er allerede påbegyndt, og den kommer ikke i form af dekreter fra direktionsgangene rundt omkring på de danske stadions, men derimod i kraft at vi selv indoptager klubbens ønsker som vores egne. Det er vigtigt at huske på, at blot fordi det - på det ene eller det andet plan - er godt for klubben, er det ikke nødvendigvis godt for dig som fan. Denne skelnen er der allerede mange, der har svært ved at erkende.
De hvide hatte og de sorte hatte Spørgsmålet er også, om man kan ændre på dette? Er der ikke altid en skurk og en helt, når vi skal redegøre for eller erkende en fodboldkamp. Det er naivt at forvente, at hvis Pascal rejser og således er ude af billedet, at vi så vil undlade at drive en dybt uretfærdig heksejagt på andre spillere på holdet. Mio, Tur, Tina, Løns. Det standser ikke med Pascal. Måske vil du slet ikke opdage dette, fordi "månedens offer" tilfældigvis er netop den spiller, du selv mener er under lavmålet. Skal vi acceptere dette? Tjah... jeg vil jo påstå, at det nærmest er uungåeligt; en del af gamet, så hvorfor ikke. Det betyder ikke, at man ikke kan hidse sig op over, at netop Pascal er det uheldigt udvalgte offer for denne måneds hetz, men man bør hidse sig op over det, fordi man mener at Pascal er bedre end som så, og ikke, fordi man synes, det er synd for ham - for hvis ikke Pascal blev hetzet, så var det nok en anden. Jeg selv vil ikke deltage i en piften og buhen af Pascal; det mener jeg simpelthen ikke han har fortjent, men der er ingen tvivl i mit sind om, at jeg for øjeblikket ønsker Harald Martin på banen frem for Pascal Simpson, og hvis jeg efter en halvlegs angrebsmæssig ørkenvandring istemmer en "Brattbakk på banen", synes jeg, det er helt reelt, og jeg gør det helt uden dårlig samvittighed. Det er en del af gamet. Men nok med disse kontroversielle emner. Kun de storslåede sejre får folk til at bære over med netop deres personlige syndebuk, så lad os samles i ønsket om flere af disse. Skål! Og Forza København! ...og i øvrigt: Glædelig Jul! Martin CX Og på jukeboxen hørte vi: Ugens CD: "Play" af Moby | |
|
Sidste uges ræb: The nature of the business |
Næste uges ræb: Hyldester, fuldemandssnak og det evige lille spørgsmål |
