Ugens Ræb - Hyldester, fuldemandssnak og det evige lille spørgsmål

UGENS RÆB
- Hyldester, fuldemandssnak og det evige lille spørgsmål

Det er snart jul, om vi vil det eller ej. Ja, kære læser, lad os blot være ærlige overfor hinanden. Du er sikkert alligevel ikke til at narre på det punkt. Vi ved det begge. Den stille tid på året er sat ind. Sneen vil så småt falde, dog næppe på gader og stræder i vores kære hovedstad. Men blot som nostalgisk symbolik på TV-skærmene, mens det hele forpupper sig i flæsk og småborgerlighed. Den årlige familieidyl vil sænke sig over byen og overgramse selv de listigste og mest tætrøgede steder.

Og på stamværtshuset finder vi naturligvis ingen grund til at unddrage os virkeligheden. Den kan man sikkert heller ikke narre alligevel. Så vi bider marcipangrisen i røven og erkender blot, at dette hører med til årets gang, sådan er det bare, på denne tid i december. Nøjagtig som de sæsonevalueringer som næsten også er indbegrebet af disse første juleuger. Der skal ligesom ryddes op nu, ting skal sættes på plads, andre ting skal støves af og så er de ting der definitivt skal smides på gaden. Og vi begynder der i denne uges stamværtshus.

Sidste fredag satte Tipsbladet sit hold for sæsonen. En slags top 5 - plads for plads - fordelt over banen. Såmænd fornuftigt og spændende nok og naturligvis også rummende de subjektive vurderinger som hører den slags til. Men akkurat her falder en plads så hjerteskærende i øjnene på enhver god københavner, at man tvinges til at reagere. En nærmest ophøjet stupiditet oser fra kandidatlisten og dens venstre midtbaneplads. Ikke så meget fra navnene som er der, som det der ikke er der. Nemlig Todi Jónssons. Hvordan dette nogenlunde respektable fodboldmagasin har kunnet overse ham, ligner en "forglemmelse" på linie med den visse konservative folketingspolitikere gjorde sig bemærket med for snart et tiår siden under tamilsagen.

Det er en kold og regnfuld decemberaften udenfor, nå ja hvis det er ikke er det, bliver det sikkert sådan, det gør det nemlig som regel på denne tid af året, og denne bartender finder det absolut nødvendigt at tage affære her. Vi må tage et mandefolkegreb i papirskraven på Tipsbladet og direkte kyle pampfletten ud på gaden. Ud i rendestenen til hundepis og pytterne fra seneste regnskyl. For den slags opførsel accepterer vi simpelthen ikke på stamværtshuset. Der er ingen formildende omstændigheder, vi har vores grænser her. Kort og godt.

Således kan freden sænke sig indenfor. Som bartender kan man veltilfreds gnide sig i hænderne og lade smøgen hænge i mundvigen, mens de nærmeste askebægre tømmes og bardisken tørres af. Det tegner til at blive en af de mere stille aftener på jobbet. En aften for lommefilosofien og de sentimentale tilbageblik. En af de aftener hvor også en bartender kan føle sig fristet til at nappe et par af de små skarpe. For jeg indså det, allerede da jeg skimmede Tip... denne såkaldte fodboldpampflet første gang for en uge siden. Denne aften skal primært handle om Todi, en lille stilfærdig hymne til manden fra øerne hvor man æder fårehjerne som en delikatesse og hvor det samlede antal biler og dertilhørende vejanlæg er på størrelse med Los Angeles og omegns.

Kære læser, tænk på 5 mål af Todi. Den Todi der ankom fra Lyngby i sommeren '97 på en fri transfer, efter han et halv år tidligere havde sagt nej tak til tilbuddet. Den Todi som i en periode var noget nær lige så upopulær i fanskaren som en vis Pascal Simpson er nu. På grund af et par fæle afbrændere og især én enkelt. Den i hjemmekampen mod Chelsea i Europa Cup'en i '98. Den Todi der i perioder så lad og doven ud på banen, den Todi der i perioder mislykkedes med stort set alt. Men også den Todi der dette efterår og i virkeligheden det sidste års tid har forvandlet sig til en af Superligaens fremmeste teknikere og stærkeste kantspillere, med evig hang til at agere decideret angriber.

Her kommer min top 5.
Mål 1: 3-0 mod Brøndby. Lobbet i efteråret '97 kun et par måneder efter ankomsten. Jeg har set dette mål utallige gange. Har spolet frem og tilbage på videoen og jublet både højlydt og stilfærdigt over akkurat denne detalje. Jeg husker den fra nedre C fra hin fredag aften i august, husker følelsen af nærmest åndenød og hjertestop, og et ekstatisk menneskehav der hiver og flår i hinanden. På videoen nyder jeg den sprællende Mogens Krogh, og nyder endnu mere dette lille vip med foden der får samme Krogh til at ligne en hjælpeløs og misforstået skoledreng.

Mål 2: 3-0 mod Vejle i sæsonpremieren '98. Ikke et mål der i samme grad som ovenstående er blevet eksponeret på alverdens videoer. Men en lille genialitet i sig selv. Todi stikker igennem i Vejles højre forsvarside og er pludselig blank med Erik Boye. En måned før har man set Ronaldo i aktion for Brasilien mod Chile i en VM 1/8-dels finale. Ronaldo spilles fri igennem det chilenske forsvar og træder over bolden og paralyserer keeperen, inden han ligger den roligt i kassen. En måned senere står man på Vejle Stadion og ser et deja vue. Bortset fra at Todi ikke træder over bolden en gang, han gør det faktisk to gange, inden han fladt placerer den i det korte hjørne overfor en direkte hypnotiseret Boye.

Mål 3: 1-0 mod West Bromwich Albion i sommers. Vi er fremme ved noget så banalt som en træningskamp. Den sidste inden sæsonstarten. Todi trækker ind i banen fra venstre og hamrer pludselig til bolden et par meter udenfor straffesparksfeltet. Bolden torpederer op i krydset. Det usædvanlige, og det som ramte mig her, var at det var højrebenet. Hvilket han selv straks indså, da han pegede mod sin nu magiske fod. Os der så det på Greve Stadion i sommers var i ekstase.

Mål 4: 1-0 mod Haderslev i sommers. Todi spilles helt fri af Zuma, da Haderslevs offsidefælde kikser, og har faktisk tid til et spil skak med keeperen. Men istedet laver han Vejle-stuntet igen. Eller næsten. Denne gang kigger han hurtigt op og væk, træder over bolden en gang, kun en gang, og triller den stille ind til venstre i målet. For altimens har keeperen forlængst sat på halen.

Mål 5: 2-2 mod Silkeborg for et par uger siden. Et lob og et skud i en slags ying-yang harmoni, som jeg stadig knapt begriber omfanget af. Det gør Silkeborgs Peter Kjær formodentlig heller ikke endnu. For bolden glider i kassen som et lydløst og lavtgående krydsermissil. For mig står det som efterårets mål, selvom andre ihærdigt har forsøgt at bevise noget andet. Men dette mål er ikke resultatet af nogen umiddelbar forsvarsfejl, det er udelukkende resultatet af en eminent teknik og den lille portion held som altid er svejset tæt sammen med en genial scoring.

Alting er naturligvis subjektivt, sådan er den slags bare, og din top 5 er måske anderledes end min top 5, og det er aldeles respektabelt så længe du holder dig over Tip... denne tidligere omtalte fodboldpampflets niveau. Og det gør du, kære læser, det ved jeg. Og så kan vi måske også blive enige om, at vi er særdeles glade for at denne lille samling øer oppe i Nordatlanten med fårehjerner og vejtunneller som ville gøre selv en schweizisk bilist misundelig, har fostret en fodboldspiller som bærer den hvide københavnske trøje. Ikke sandt?

Åh jo, det er forhåbentlig sandt! Og så er det at man står derude bagved, på toilettet, veltilfreds med det hele og sig selv. Og med en halvslatten jernkrog mellem ego'et og omverdenen. Man får gravet anakondaen frem. Jamen jeg sagde det jo, dette er selv en aften hvor bartenderen kunne finde på at nappe sig en lille en. En lillebitte en der kan måske kunne blive en for meget i det større kredsløb. Men man trækker hurtigt vejret lettet og lader naturen ordne sine sager, mens man griber sit fixpunkt på den lurvede væg i øjenhøjde. Og lader med en følelse af behag måske blikket glide lidt op. Pludselig går det op for en at man ikke er alene alligevel. Man nedstirres af en edderkop helt oppe hvor væg bliver til loft, en lille undseelig sag, med en krop der kunne forsvinde på en fingernegl hvis det ikke lige var for de lange tynde ben som kan matche Brattbakks. Den sidder i et spind der er så småt at det nærmest bliver en stor undskyldning. Velvidende at det hverken er tiden eller stedet for en lille edderkop. Ikke desto mindre har livsvilkårene sendt den herind. Og den ved godt at det er en fejl, den burde ikke være her nu, og føler derfor ingen større trang til at gøre det store nummer ud af sin tilstedeværelse. Men den er der, det må man respektere, og den kigger, og et øjeblik indtræder der en slags fortrolighed med denne edderkop.
"Donatas", piber den oppe fra krogen. Kort og kun akkurat forståeligt. Altså forlader man toilettet med en følelse af at der mangler noget. Uden at helt begribe hvad...

Her forleden aften ganske sent sad jeg og så videoen fra vores kamp mod Haderslev. Altså premierekampen før Ståle og Laursen ankom. Og så fangede den mig, akkurat som kampen egentlig var afgjort og faktisk var helt uinteressant, denne ganske lille detalje. Så lille at man knapt bemærker den i større sæsonsammenhæng, men dog så stor at den får brokkehovederne på nedre C. til at holde kæft, og så stor at mågeskrigene over Parken holder inde, og så stor at bilerne standser på Øster Allé og bladenes raslen i træerne ovre i Fælledparken samtidig stopper. I et ganske kort splitsekund. For det er alt hvad denne detalje handler om. En lille detalje, der tilhører Donatas. Jeg taler om 4-0 målet her. En kort skudfinte af Michael Laudrup'sk karakter, der vifter hele modstanderforsvaret væk og giver Brattbakk den helt frie position, som han udnytter sikkert. Et lille øjeblik af kunst. En banal flig af noget meget større, eller som CV Jørgensen ville sige, det øjeblik hvor man er "en hel del nærmere Gud". Derfor fortjener den også at nævnes på en stille aften som denne af en eneste grund. Kreatøren Donatas. For han er i virkeligheden også en af efterårets profiler i vores københavnske trøje.

Modsat Todi begyndte han helt udenfor holdet og spillede sig pludselig ind, fra noget der lignede død og begravet og ganske tæt på returstemplet til Vilnius. Donatas var langt væk i foråret, meget langt væk efter sit brændte straffespark i pokalkampen mod AB, men griber så pludselig en chance og er endt som midtbanemanden som bliver svær at undgå. Ikke så meget for omtalte detalje, den forbliver blot en detalje i den større helhed, men især fordi en smule tillid og en god portion vilje kan forvandle en spiller. Fra kulkælderen til en vordende stjerne. Det handler om tiltro fra en god træner og samtidig om en spillers vilje til at ville spille. I virkeligheden bør det måske også blive en lærestreg for denne vinterpause. At vente og være tålmodig. For vi har spillerne, altså dem vi behøver, de skal bare lige opdage det. Og ville det. Og lære det. Men vi skal som fans sandelig også være villige til at opdage dem. Og lære dem at kende!

Vi opdagede Todi sidste efterår for alvor, da han trådte ned som venstre midtbane. Vi har også opdaget Donatas for alvor dette efterår. Som centralt kørende i selskabet med Ståle. Jeg har tænkt, som sikkert mange andre, på eventuelle forstærkninger til truppen. Hvem skal vi have? Jamen, pludselig kan man så i en stille stund som denne sidde og tænke, nej, fandeme nej, vi behøver egentlig ikke forstærkninger over vinteren. Selvom højrekanten halter en smule! Selvom der måske er et par spillere derude i naboklubberne som kunne virke tillokkende. Men måske skal vi bare satse på kontinuiteten og den tålmodighed og den tillid der kan få den næste Todi til at udfolde sig. Eller den næste Donatas. Om 5 måneder kan vi måske hylde selv Pascal Simpson på samme måde. Hvem ved? Jeg gør ikke. Og nok heller ikke dig, kære læser! Så lad os læne os tilbage, lad os fatte glasset med julebryggen og glæde os trods alt. Vi har immervæk haft en god sæson, for det har vi. Og vi kan takke Todi. Og vi kan også takke Donatas! Ja, vi kan faktisk takke hele truppen!

- Saxo

Og jukeboxen glemmer vi selvfølgelig heller ikke. Her kører:

Ugens CD: "Der er brev fra Onkel Bob i Amerika" af Olesen-Olesen (Er allerede anmeldt i Jukeboxen. Læs denne!)

Ugens enkeltstående nummer: "Superfreaky Memories" af Luna (skøn guitarrock fra New York! Jeg bør i anstændighedens navn sende en hilsen til min gode medvært, Smølle, for inspirationen her.)

Sidste uges ræb: Fankulturens velsignelser

Næste uges ræb: Den lille sorte kasse oppe i hjørnet