Hej igen! Da Jan stadig ikke er kommet tilbage fra sin velfortjente orlov, har jeg indvilliget i at tage endnu en tjans bag baren hernede. Jeg kan nu berolige dig med, at jeg hverken har taget kat eller akvariefisk med i dag – de faste bartendere var noget bekymrede for, hvordan Holmstrøm ville reagere, når han kom tilbage til værtshuset, og der så lugtede af kåd missekat, og der er jo ikke grund til at tage nogen chancer med det lettere uberegnelige gadekryds.

Jeg holder mig i øvrigt selv fra de våde varer i aften, så jeg bliver muligvis den mest ædru bartender, som du nogensinde kommer til at opleve stå for udskænkningen af drikkevarer i denne restauration! Det er altså ikke fordi, at jeg er røget på vandvognen efter ordre fra min bekymrede læge, men derimod fordi jeg efter et par meget hektiske uger nu forsøger at indhente alle mine forsømte opgaver. Jeg må blankt indrømme, at jeg har ligget noget underdrejet i den senere tid, når det er kommet til alt andet end lige fodbold, og selvom det har været nogle vidunderlige dage, må jeg jo prøve at finde ind i en eller anden form for hverdag igen.

Og hverdag er det bestemt blevet og det på en mere brat måde, end jeg har brudt mig om. Jeg havde naivt håbet, at nu da den umiddelbare sejrsrus og feststemning var ved at komme en smule på afstand, ville jeg i stedet det næste års tid kunne gå og hygge mig med en stille indre glæde ved FC Københavns første guldmedalje i otte år. Men i dag faldt så bomben om vores cheftræners farvel, og alt var tilbage ved det sædvanlige kaos i FC København, fristes man næsten til at sige. Da den nyhed slet ikke har haft tid til at bundfælde sig endnu, vil jeg imidlertid slet ikke komme mere ind på det emne, så uanset om du lige nu har svært ved at koncentrere dig om andet end klubbens uafklarede trænersituation og derfor kun vil lytte efter med det ene øre, er der hermed dømt Røgfri Zone i Stamværtshuset i aften.

Det problem, som jeg i stedet vil tale om, vedrører tilskuerforholdene på Nedre C til FC Københavns hjemmekampe. Det vil ikke være helt ukendt for dig, for ikke alene har du jo selv oplevet forholdene, men Smølle kom mig også i forkøbet og beskrev problemet i et tidligere "ræb". Tidligere i denne uge dukkede der så der en kortfattet notits op på www.fck.dk, hvoraf det fremgik, at klubben ikke umiddelbart havde til hensigt at ændre det nuværende system med sæsonkort alene til få uattraktive pladser, hvilket medførte en del protester på Sidelinien. Jeg finder jeg det derfor på sin plads at tage emnet op igen her i sommer- pausen.

Du må for resten undskylde, hvis jeg taler lige lovligt højt nu, ja nærmest råber, men jeg håber altså, at budskabet også trænger ind hos beslutningstagerne på Øster Allé, og jeg er slet ikke sikker på, at ledelsen endnu helt er klar over, hvordan det står til på Nedre C. For godt nok får vi jo fint besøg på tribunen til hver hjemmekamp, men på det tidspunkt, hvor Flemming Østergaard foretager sin præsiden- tielle runde med autografskrivning og hvad dertil hører, er dramaet ved at være ovre, og de fleste fans har fundet en eller anden form for plads, hvor ringe den så end måtte være.

Hvis Østergaard nu i stedet kom anstigende lidt tidligere og iført skæg og blå briller udgav sig for at være en fan på jagt efter en ordentlig plads, ville han opleve en anden virkelighed – én som ligger milevidt fra forholdene på A-tribunen, hvor langt hovedparten af tilskuerne uden det store besvær kan finde en fin plads, selvom de først ankommer et kvarter før kampen. Han ville med stor sandsynlighed møde den ene række efter den anden, som var afspærret med spærretape eller halstørklæder, og blot en enkel unger- svend eller to til at nægte pladstrængende medfans adgang til det afspærrede område. Hvis Østergaard så endelig fandt et sæde at slå sig ned på, ville det langt fra være umuligt, at han kort tid efter ville blive mødt af nogle velvoksne gutter, som under slet skjulte trusler bad ham om at forføje sig, fordi det altså var en af ”deres faste pladser”.

Hvad er så baggrunden for disse forhold? Ja, vi må simpelt hen se i øjnene, at der er blevet flere af os fans (eller af folk, som har lyst til at stå blandt fansene), siden vi for snart en del år siden blev deporteret fra A-tribunen til en Nedre C-tribune, som stod klar til os som et dejligt uopdyrket kontinent med masser af plads til store armbevægelser og skrig og skrål fra selv de mest medlevende tilskuere. Som bekendt voksede fanskaren paradoksalt nok i de næste magre sæsoner, og man måtte efterhånden komme tidligere og tidligere for at kunne sikre sig sin foretrukne plads, men det lod sig dog gøre. Helt galt er det imidlertid blevet i dette forår, hvor mange københavnerne kunne begynde at lugte den liflige og tillokkende aroma af spirende succés strømme ud fra Parken, og selv bekendte, som man kunne have forsvoret havde større interesse for fodbold end et adspredt kig på ”Onside”, hvis der tilfældigvis var tændt for TV3 en tidlig søndag aften, lige pludselig erklærede sig som FCKfans. Kaoset kulminerede så foreløbigt med de lange køer på Øster Allé til sæsonens næstsidste hjemmekamp mod Lyngby, men efter at guldet kom i hus og kvalifikationskampene til den attraktive CL-turnering blev sikret, tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan det må blive i den kommende sæson!

Nu må du ikke misforstå mig! Jeg har skam stor forståelse for, hvor betydningsfuldt det er (ikke mindst økonomisk) for klubben med en stor opbakning og høje tilskuertal, og jeg under skam gerne nye mennesker at få lov til at deltage i fællesskabet omkring Byens Hold. Problemet er blot, at jeg er knapt så forstående overfor, at nytilkommende skal være med til at skubbe bl.a. mig ud af C-tribunen, så jeg snart ender nede på grønsværen sammen med bolddrengene! Uanset om en sådan ”elitær” holdning måtte støde dig på manchetterne, finder jeg oprigtigt, at man som trofast fan, der har støttet klubben gennem snart mange år, har fortjent visse privilegier, såsom en anstændig plads. Og det gælder også for os, som efterhånden føler sig for gamle til med højtløftede albuer og en Elkjærsk frækhed først i køen udenfor Parken og siden indenfor at tage kampen op med skoleelever og andet godtfolk, som ved hjælp af to-tre halstørklæder i løbet af få sekunder kan forvandle hundrede pladser til et eksklusivt område, som det er sværere at få adgang til end selv Madonnas omklædningsrum uden et backstagepass.

Jeg finder heller ikke, at der er noget som helst odiøst i at belønne en virksomheds kernekunder, det er kutyme i resten af det pulserende erhvervsliv, som PSE A/S så gerne vil være en del af. Og uklogt er det heller ikke. Hvis jeg bliver behandlet bare nogenlunde anstændigt af den klub, som jeg elsker, vil jeg også blive stående, når det på et tidspunkt begynder at gå skidt igen, og det vil altså være naivt at tro, at det samme vil være tilfældet for alle de mennesker, som først er dukket op i Parken efter, at FC Københavns nederlag er blevet lige så sjældne som Pia Kjærsgaards besøg i Ungdomshuset på Jagtvej. I England, fodboldspillets moderland, som vi jo så ofte kan lide at sammenligne os med, ville det da også være helt uhørt, at en tilfældig fodboldinteresseret, som først besluttede sig for at troppe op få timer før kampstart, kunne forvente at valse ind på stadion og sikre sig nogle af stadions bedste pladser.

Hvad er så løsningen på problemet? Ja, det vil ikke hjælpe meget at lukke portene op tidligere, da det blot ville forskubbe trængslerne; så skulle vi blot stille os op i en uoverskuelig kø udenfor C-tribunen endnu tidligere på dagen, og udsigten til at sidde flere timer inde i Parken for at kigge på en øde bane og fundere over, hvor afløserne for vores cheerleaders blev af, appellerer nok ikke til de fleste. Som jeg ser det, er der herefter to muligheder:

Den første løsning går ud på at indføre sæsonkort med faste pladser på udvalgte dele af Nedre C. Før sæsonstart burde man kunne vælge præcis, hvor man skulle sidde (eller rettere sagt; stå) til samtlige sæsonens hjemmekampe efter princippet først til mølle, og til den næste sæson burde man eventuelt have forrang til sin ”gamle” plads. Og man skulle selvfølgelig også have lov til at købe flere sæsonkort på én gang, således at man kunne sikre sig sammenhængende pladser, hvis man f.eks. er en håndfuld gutter, som altid går til fodbold sammen. Endnu bedre ville det være, hvis sæsonkortene ikke blev gjort personlige, således at man kunne invitere andre venner med på den ledige plads, hvis én af drengene måtte melde afbud; det kunne jo f.eks. være, at hans eget afkom skulle døbes, og hans bedre halvdel ikke var til at forhandle med lige den dag. På den måde ville en god plads ikke gå til spilde, og hvis f.eks. 10 fans, hvoraf ikke alle kunne komme til hver hjemmekamp, deltes om 8 sæsonkort, ville man være godt dækket ind, og hvis alle 10 endelig dukkede op til en kamp, måtte de så bare betale for de 2 ekstra billetter og ellers klemme sig lidt sammen.

Adspurgt om løsningen med sæsonkort udtalte Parkens sikkerhedschef, Jens Larsen, i en nylig ”Løvetime”, at han ikke mente, at tiden var inde til en sådan ordning, og at det ikke ville kunne lade sig gøre med tribuner, som kun delvist var ”spærret” på forhånd. Her er det nu min opfattelse, at efter- spørgslen efter sådanne attraktive faste pladser ville være stor blandt klubbens inkarnerede fans, som vi altså efterhånden er en del af, og man kunne f.eks. lægge ud med kun at udbyde pladserne på C-6 og C-10 på den måde (eller evt. blot den øvre halvdel af disse sektioner). Hvis de først udbudte sektioner ikke var nok til at dække interessen, skulle selvfølgelig endnu en sektion udbydes o.s.v. Når det således var samtlige pladser på bestemte sektioner, som var reserverede, ville man med et minimum af infor- mation på nettet, i Løvetimen og på selve stadion hurtigt kunne gøre folk klar over, at disse pladser ikke var frit tilgængelige for andre.

 

En anden variant af denne løsning kunne være – som foreslået af Smølle – at fans frit kunne vælge deres faste plads for sæsonen på hele Nedre C, og at hver enkelt reserveret sæde blev afmærket på en klar måde, så man kunne adskille disse fra de frie sæder. Set fra fansenes side ville det være den optimale løsning med fuld valgfrihed, men det ville sikkert være mere besværligt at føre ud i praksis. Det burde dog vel være muligt at finde en løsning med et mærke, som blev påhæftet/skruet fast i den allerøverste del af stoleryggen.

En ordning med et større antal sæsonkort vil naturligvis betyde en forøget administrationsbyrde for FC København, men jeg tror, at det vil blive mere end modsvaret af den likviditetsfordel, som klubben vil opnå ved at modtage betydelige entréindtægter allerede før sæsonens start, ligesom tilfredse kunder altid bør være en fordel for en virksomhed.

Løsningen med sæsonkort vil naturligvis også have ulemper. Ikke alene er ordningen knap så velegnet for de folk, som ikke kommer til samtlige hjemmekampe, men den vil også medføre en større samlet udskrivning for de fans, som ønsker at benytte sig heraf. Selvom jeg måske ikke føler så meget for den førstnævnte gruppe og vil tro, at selv fattige studerende vil kunne skrabe de fornødne midler sammen, hvis interessen er stor nok (der ville være tale om en oplagt jule-/ og eller fødselsdagsgaveidé til hele familien), kunne det derfor være relevant at se på en alternativ løsning.

Denne løsning kunne i al sin enkelthed gå ud på i mindre målestok at gentage det, som klubben allerede har erfaring med for hele Parken, nemlig at operere med nummererede pladser i forsalg til Nedre C før hver kamp. Det var i hvert fald en fornøjelse så smertefrit, det fungerede at finde sin plads til den seneste Brøndbykamp, selvom der var 15.000 flere tilskuere inde end til Lyngbykampen! Det ville dog nok være for besværligt altid at skulle forbi Supershoppen – selvom man selvfølgelig kunne kombinere en tur i Parken med køb af billetter til den næste hjemmekamp.

Billetterne burde derfor sættes til salg på internettet, så man i ro og mag kunne bestille derhjemme, og det optimale ville være, hvis billetterne også kunne udskrives på ens egen printer. Hvorfor ikke udnytte nettets muligheder, når nu klubben har en hjemmeside, og hvis det kan lade sig gøre på vestegnen, burde det vil også kunne lade sig gøre hos os. For at sikre sig at det var ”ægte” fans og f.eks. ikke en jysk virksomhed, som var på udkig efter lidt søndagsunderholdning på den årlige weekendtur til hoved- staden, som købte disse billetter på nettet, kunne man gøre køb betinget af medlemskab af FCKFC. Jeg mener, at det kun vil være rimeligt, at medlemskab af klubbens officielle fanklub giver visse fordele, og hvis du nu ikke selv er medlem, kender du sikkert en ven, som er det, og som også kunne købe en billet til dig. Også denne løsning kunne selvfølgelig begrænses til kun at omfatte f.eks. C-6 og C-10, således at man stadig kunne få adgang til Nedre C uden at have købt en billet på forhånd.

De to nævnte løsninger kunne selvfølgelig også kombineres på forskellige måder, så visse pladser f.eks. var forbeholdt sæsonkortholdere, medens andre blev udbudt i forsalg til hver kamp. Dette ville faktisk være min foretrukne ordning, da stort set alle så ville blive tilgodeset. Sålænge det kun er en del af C- tribunen, som blev reserveret på denne måde, vil de fans og øvrige tilskuere, som ikke kunne overskue at sikre sig adgang god tid i forvejen, jo godt kunne komme ind – de ville nu blot blive henvist til nogle mindre attraktive pladser. Men hvis man f.eks. møder op til premieren på den nyeste blockbuster i biografen uden at have bestilt en billet i forvejen, kan man jo heller ikke tillade sig at blive chokeret, hvis der kun er plads på forreste række!

Nu har vi fans ikke alene påvist et problem, men vi har samtidigt forsøgt at anvise løsningsmodeller, og så er det op til FC København at gøre noget ved det. Det ville i hvert fald glæde mig, hvis klubben ville adoptere et eller flere af de skitserede forslag, og det skulle ikke koste dem en krone i konsulenthonorar. Og lad mig afslutte denne opfordring med at understrege, at irritationen over de nuværende forhold altså deles af flere og flere, og det ville da være synd, hvis fans skulle ende med at blive splattet ud under en HTbus på Øster Allé, at der nåede at udbryde deciderede slagsmål om pladserne, eller at de lidt mere modne fans alle sivede fra tribunen for helt at overlade den til de mest tumultentusiastiske; Nedre C er i dag for alle hardcorefans, og det bliver den forhåbentlig ved med at være.

Før jeg lukker og slukker for i aften, skal du da også lige have et par ord med på vejen om en af mine første rigtigt negative oplevelser med det danske politikorps. Når jeg har tidligere har hørt om folk, som følte sig uskyldigt fanget midt i politiets gadekampe med f.eks. autonome, har det ofte været min umiddelbare tanke, at de nok i et eller andet omfang selv har været ude om det. De kunne jo bare have flyttet sig, når politiet gav ordre til det. Den opfattelse har jeg ikke længere.

Om det skyldes almindelig kedsomhed ovenpå den helt igennem fredelige kamp på Odense Stadion eller, at de forskellige politikredse har en vis kvote af anholdte i forbindelse med superligakampe, som de skal have opfyldt, skal jeg lade være usagt, men Odense Politi følte sig åbenbart kaldet til at få lidt ”gang i den” efter sidste onsdags kamp. Jeg havde selv fornøjelsen af at være en del af en større rejseselskab bestående af fædre, kujoner, dette steds bartendere og andet godtfolk, som havde valgt toget som trans- portmiddel, og befandt mig derfor på Odense Banegård lidt over kl. 22. Selvom alle FCKfans på stationen selvfølgelig var glade ovenpå den festlige sæsonafslutning, var der faktisk temmelig stille på stedet, og jeg oplevede ikke antydningen af vold, hærværk eller tyverier.

Ikke desto mindre besluttede en gruppe kampklædte politifolk sig for at rykke ind på en flok fodboldfans, hvis eneste brøde åbenbart bestod i en eller anden form for (ikke voldelig) provokation overfor de selv- samme politifolk. Jeg ved ikke, om det var råbet ”politikontrol skaber mere vold”, som gjorde udslaget, men politikæden satte farten op og begyndte at foretage de første anholdelser. Når man nu var gået i gang, var der jo ingen grund til stoppe festlighederne, var åbenbart devicen for politistyrken, som fortsatte i fuldt firspring ned af rulletrappen til perronen til København, hvilket resulterede i, at andre FCKfans røg ned af rulletrappen med hovedet først og en enkelt særligt uheldig fan brækkede kravebenet. Således ansporet af den tumult, man selv havde skabt, fortsatte de kampklædte krigere ifølge øjenvidner med at slå løs på og anholde flere af de fans, som tilfældigvis befandt sig på perronen, medens andre mere heldige skræmt fra vid og sans nåede at flygte ind i det ventende tog. Det skulle efter sigende have været en samling meget chokerede fans, herunder kvinder og børn, som herefter kunne rulle ud fra perronen.

At dømme efter beretningerne om den hårdhændede måde, som Københavns Politi få dage forinden uden påviselig grund havde ryddet Cooligans’ stamværtshus, Søhesten i Sølvgade, på, er der nu åbenbart ikke kun tale om et provinsfænomen, hvor københavnerne skal have slag, når det lokale fodboldhold ikke har kunnet klare det på banen. Jeg skal være den første til at tage afstand fra fodboldvold og påskønner politiets indsats mod dette hæslige fænomen, men når der nu ikke er skyggen af fodboldbøller i nær- heden, kunne man ønske, at politikorpsene rundt om i landet kunne udvise lidt større fingerspidsfor- nemmelse, når de får øje på glade mennesker efter en fodboldkamp. Det skulle jo nødigt ende sådan, at børn og unge ikke længere turde gå til fodbold – ikke at skræk for de ”civilklædte” hooligans, som de hovedsageligt kun kender fra aviserne, men af skræk for de uniformerede knippelsvingere, som de kan se i hobetal til selv den mest fredelige superligakamp…

Hans CL

Og på jukeboxen kører i denne uge:

Ugens albums:

Travis: ”The Invisible Band”
Når nu Radiohead for anden gang inden for blot et år har udgivet en plade, som er så deprimerende, at selv kaktussen i min lejlighed har mistet livskraften efter blot én gennemlytning, er det en hel befrielse, at en anden britisk ”indierock” gruppe kan levere en sådan samling utvungne og simple gode melodier. Da der ikke er meget guitarstøj på denne plade, burde endda selv rendyrkede popdyr kunne være med.

Stereo MC’s: ”Deep Down And Dirty”
Selvom Stereo MC’s måske ikke længere er så trendskabende på dansescenen, som da de fyrede ”Connected” af for 9 år siden, er det alligevel dejligt at høre, at de både lever og har det godt!

Ugens numre:

Travis: 'Sing'
På dette singleudspil lyder Travis som U2 på en god dag. Det er sgu en god popmelodi! 

Bran Van 3000: 'Astounded'
Uanset at den nyeste single fra det canadiske musikkollektiv ikke når helt op på højde med bandets gennembrudsnummer ”Drinking In LA” (det er der nu på den anden side meget få numre, der gør), er det bestemt en lækker lille sag med Curtis Mayfield på vokal.