Ja, undskyld hvis jeg er lidt fraværende. Vores lille fjernsyn oppe i hjørnet af baren har lige fået tiden til at stå stille i nogle få minutter. Vi har haft en Zulu-genudsendelse kørende - og nej, det var ikke en af Brøndbys mange Europacuprepriser, der gav den effekt. I søndags havde vi altså andet at se til.

Det var derimod prisuddelingen Danish Music Awards, der fængslede. Midt blandt medieluderne, dance-glatnakkerne, og de deprimerende priser, trådte en mand frem med mere integritet i sin lillefinger end en hvilken som helst person der har skabt en karriere fra en docusoap eller et reality show har i hele sin krop. 

C.V. Jørgensen fik en pris, man slet ikke kan begynde at forklare hvor fortjent er. IFPI's Ærespris hed den, og at se ham træde ud for at tage imod den og bagefter spille et nummer, 'Fraklip', fra den plade han har nørklet med siden 1994, var et af de få øjeblikke hvor prisoverrækkelser begynder at give mening. Manden har beriget sit sprog og musiklivet med storhed i noget nær tredive år. New Musical Express kalder det, når de uddeler den tilsvarende æresbevisning, The Godlike Genius Award, og det havde været den helt præcise titel til C.V.'s trofæ.

For mit eget vedkommende begyndte sympatien i 1991, hvor min ven Anders slæbte mig ind i det der dengang hed Stereo Studio på Strøget og sagde "du skal høre den nye C.V. - han har en sang der begynder med at han synger "hvor længe skal der lefles?"". Det var 'Træt som en junkie', en sang fra I det muntre hjørne. Den blev købt på den linie alene, og en årrækkes hengivenhed var begyndt. Hengivenheden blev større af at høre flere plader, og af at se C.V. runde min første Roskildefestival, den totalt mislykkede regnvejrsmisere i 1991, af med en gudekoncert om søndagen. 

Samt at høre en anden ven fortælle, at han havde set C.V. og Steen fra Sort Sol sidde i et S-tog og overhørt deres samtale. De havde talt om Johnny Madsen. Steen havde kaldt ham en 'nosserøv', og C.V. havde svaret at Madsen var en 'kapitalist'. Hvordan kan man lade være med at elske sådan en mand…

Ja, okay, det var så måske ikke lige hans kernepublikum, der var i Forum den aften. Og ikke mange af dem ville formentlig købe en plade alene fordi den indeholder ordet 'lefles'. Bevares, der var da et stort og fortjent bifald, men i det hele taget så folk lidt fraværende ud, og der har da nok været nogle tusinde der ikke har gnist af idé om hvem C.V. Jørgensen er, og hvorfor denne ældre herre med det store modermærke skulle spille et stille nummer med trompet, mens festen var ved at toppe. Mere Hampenberg, tak! Hvem har brug for en smuk melodi og tekst, når man kan spille på en pivende legetøjsand?

Prisuddelingen som helhed kunne nemt give det indtryk, at vi alle er fordømte, og jeg er tilbøjelig til at mene, at det ikke er en overdrivelse. Hvis nogen har læst Jukeboxartiklen om Årets Bedste 2001 færdig, vil man vide nogenlunde hvor lille en plet min optimisme for det danske musikliv kan ligge på. De priser ændrede ikke noget i den retning. Selv om lækre Kylie kastede lidt appetitligt og charmerende skær over det, og Swan Lee var ganske dejlige og glamourøse, var det ikke nok til at redde et par grufulde timer.

Det siger alt, at Swan Lee da heller ikke vandt en skid. Seks nomineringer og seks lange næser. Priserne en anerkendelse til ny dansk kvalitetsmusik? Glem det. Eller bare kvalitet? Også hus forbi. Fem nomineringer til Love Shop, ingen statuetter. Okay, det kunne man ligesom se komme da de ikke blev bedt om at spille på aftenen, og man i stedet bl.a. fandt plads til de klamme flødeboller fra Westlife. Dermed ser man en gruppe med fem nomineringer, som åbenbart stadig er for obskure for IFPI og TV2. 

Gu' er jeg forarget på Love Shops vegne; de er det eneste nominerede band i år jeg ville købe en plade med, nu hvor Sort Sol har ramt deres endelige midtlivskrise. Men ingen kunne kalde det uventet. Når f.eks. Thomas Helmig slår Jens Unmack og de andre som årets sanger er det jo ikke et udtryk for andet end en internetafstemning, hvis resultat passer nøje på kunstnernes forholdsmæssige salgstal. Det kan være fint nok. Men så skal man være ærlig, droppe afstemningerne og i stedet bare bruge salgstallene. 

Og hvem har brug for smagsdommere disse dage alligevel? Det virker som et velkendt mantra for tiden. Drop dem også ved Bodilfesten, og giv priserne til den film flest har set. Det samme kan ske ved Oscaruddelingen. Og Cavlingprisen - giv den til den fyr der skriver overskrifterne på Ekstra Bladets løbeseddel. Vorherrebevares.

Det var nu ikke den mest lyssky afstemning. Hvordan f.eks. det er blevet tilladt for Saybias pladeselskab at klemme deres band (der - pudsigt nok - har et spritnyt album ude i butikkerne lige nu) ind i kategorien bedste rockband på baggrund af deres tyndbenede demoer, der blev udsendt sidste år, er ubegribeligt. Eller - burde være ubegribeligt, men når deres pladeselskabs chef Michael Ritto også leder IFPI, er det oplagt, men stadig usympatisk.

Og det samme gælder at give Thomas Helmig prisen for Årets Sangskriver. Nu er jeg ingen fan af Helmig, det indrømmer jeg. Tværtimod. Men selv en Helmighader må erkende, at han til tider har lavet plader der holder bare en anelse. Hans nyeste stinker. Og så er det, at det bliver 'os mod dem' for en musikfan. Love Shop har lavet deres måske stærkeste plade nogensinde, Helmig sin måske svageste, og hvem bliver så belønnet? Tordenskjolds sleske soldat fra Risskov, klædt i blåt vinyl. Det gør mig altså sur. Især fordi det netop ikke var en internetafstemning, men resultatet af stemmer fra en IFPI-jury.

Men det der gør mig mest sur er at se Safri Duo rende med syv priser som årets gudegave til den danske musik. De er trommeslagere. Og selv om min gode kollega Martin CX har påpeget, at de rent faktisk er konservatorieuddannede janitsharer, ændrer det ikke på noget. Det er et pseudonym, der betyder at de nu engang blot er trommeslagere. Trommeslagere med et eksamensbevis, men stadig trommeslagere. Som bør holde sig til at spille trommer. For pokker, de kan ikke engang gennemføre takketaler uden at begynde at snakke som deres bongoer.

At de får Eksportprisen, I ved den som Aqua har vundet et par gange, er da okay. Det er mindst lige så pinligt for resten af verden som for os her i landet, at de gider købe en totalt generisk gang 1996-eurobeat krydret med lidt ekstra bongo. Hey - vores omverden købte jo også netop Aqua, dem som opfandt de treårige som musikalsk målgruppe, så i den kategori er der plads til mangen en gang opportunister. Igen er det bare ærlig snak om kolde kontanter. 

Men syv priser, hvoraf de fleste skulle afspejle kvalitet? Jeg vil nøjes med at spørge med C.V. Jørgensens velvalgte ord: "Hvor længe skal der lefles for stilstand og idyl?" Som det blev så glimrende fremstillet, da de to trommeslagere indtog scenen for at spille deres nye single. Et remix af den grufulde firsersingle, et soul-levn fra Docksides-dagene, 'Sweet Freedom' med den gamle nar Michael McDonald. Tilsat et standard-eurobeat. Og - tro det eller ej - nogle ekstra trommer. 

Det er dansk musiks stjernestund 2002? Gud fader bevar mig vel. Men alt dette er egentlig bare en strøtanke, som er afledt af at se C.V. tilbage igen. Det skulle jo rent faktisk handle om fodbold, det her, når nu sæsonen kom i gang igen.

Den plan blev bare spoleret af den hjælpeløse Emil Laursen, der to minutter inde i kampen mod AGF fiskede slanten frem af sine shorts, og rent ud sagt pissede på 17.000 af de fremmødte i den kolde Park. Det må simpelthen være ny verdensrekord på et plan hvor ingen Paul Gascoigne kan følge med. Kampen var knapt kommet i gang før den var ødelagt. Og jeg havde knapt nået at tænke "den var godt nok grim, men kan heldigvis ikke give mere end gult" og kigget væk, før et skrig rejste sig og den utrøstelige Tomas Antonelius kunne blive ført ned til omklædningsrummet.

Det var fandme en frækhed, og jeg må indrømme at jeg tog den ret personligt. Hvordan kan man være så arrogant, at man ruinerer en kamp, 17.000 menneskers dag, en spillers debut og de næste to kampe hvor han også skulle have været med, og et kapløb mod den fjerne DM-titel, bare for at kunne sætte sig selv i scene på den måde? Danske dommere er simpelthen en gåde i sig selv.

Alt hvad jeg havde bemærket om Emil Laursen var et fjernt minde om at have læst, at han skulle være en ung og særdeles lovende dommer. Jeg kan da så næsten få en blodstyrtning over hvor sløj han var. Ikke kun ved udvisningen, men i hele første halvleg dømte han så vinden blæste. F.eks. havde han den groteske, men moderne, indstilling at hvis man prøver at tage et frispark hurtigt, og en modstander saboterer det ved at stå i vejen, så er man selv ude om det. I en tid hvor man i England eksperimenterer med at bekæmpe den slags ved at flytte frispark fremad, hvis folk ikke skrider, så er det da forfriskende at i Danmark går man andre veje. Eller snarere den anden vej.

Det var bizart, at manden ikke dømte farligt spil mod Kihlstedt, ja, ikke så meget som påtalte hans voldsomme kollision med Søren Andersen (og i øvrigt også Bo Svensson). Og det var bare komisk at han dømte hjørnespark, da Bora headede langt uden om mål, græmmede sig og vendte sig om for at løbe tilbage. Men helt ærligt, på det tidspunkt var det ligemeget. Kampen var jo slut. Tak Emil.

Og AGF fik hvad de kom efter - et point. En nøgtern vurdering er, at 10 af vores er lige så gode som 11 af deres. Efter sejren blev der da også jublet af AGF, ikke mindst af spaden Mickey Doyle, der følte sig kaldet til at demonstrere sin 'triumf' nede foran Nedre C. Jublen gik igen hos deres fans, der vel må huske hvordan vi, når vi fik lov til at stille med fuldt hold, gav dem slemme tæv de sidste tre gange. Det skal være dem vel undt, ligesom det må være os andre vel undt at konstatere at AGF i så fald er et ynkeligt skodhold, der hører hjemme i 1. division, hvis de ikke tør spille fodbold mod et hold der har en mindre på banen. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle udtale disse ord, men for fodboldens skyld håber jeg at det bliver Silkeborg, der overlever i bunden af ligaen. Åh jo. Det føltes godt nok mærkeligt at skrive.

Der kan tales længe om at spillerne stadig ikke fandt hinanden ordentligt på banen, men det er heller ikke så sært med den underlige måde, det hele udviklede sig på. Mere sært er det, at der så ikke var mere spræl i de folk der kom ind. Det er nu ikke Bora, der må stå for skud, men Carsten Fredgaard og tildels Ashvetia, der dog kun fik et par minutter. Misha er tildels undskyldt; det var vist for sent. Men Fredgaard - hvad dælen er der med ham? Tirsdag spillede han også miserabelt i Ørestadskampen mod Brøndby. 

Har han helt mistet modet? Er han en spiller, der kun kan bruges i kontraspil med masser af plads, og som er værdiløs mod tætpakkede hold? Og hvorfor ser han ikke engang ud som om han er klar til at slås for det; at komme ind i en godt fyldt Parken og knokle røven ud af bukserne på en plads, hvor Røll vel at mærke heller ikke imponerede? Mystisk. På den ene side har man Antonelius, der brænder for at komme ud og spille, og som nu må holde tre ugers ekstra vinterpause. På den anden side Fredgaard, der har fået et par chancer for at vise hvad han kan og nok skal få flere, og slet ikke virker interesseret. Ironisk er det altså. 

Måske er der bare forskellige måder at komme ud af starthullerne på - at Fredgaard så har set ud som om han har stået i samme starthul det meste af efteråret er en anden sag. En anden ting er, at vi onsdag havde ligalandskampen kørende på vores lille kasse oppe i hjørnet og skævede til den, mens vi holdt lidt øje med tekst-tv, tysk pokal, og om pedellen på Anfield Road endelig kunne få skiftet sikringen i Liverpools stadions vaklende lysanlæg. Den viste for vores spilleres vedkommende det samme mønster som vi så mod AGF. En stærk Albrechtsen, en flittig men lidt uskarp Poulsen, og Røll og Bisgaard et stykke fra topform. Man må bare håbe at de tunge kommer efter det.

Og så, som en sidegevinst, viste kampen Brøndby Stadion i brug som DBU-arena; befolket, som det var, af et måske fircifret antal tilskuere. Det kan vist ikke have været alletiders PR-triumf for stedet. En ting er, at der ikke kom flere mennesker. Det kunne enhver jo have sagt sig selv, for ikke nok med at vejret var sløjt, at kampen kom i TV, og at Brøndby Stadion ligger noget afsides - en ligalandskamp er simpelthen ikke nogen spændende vare. Den er et træningspas med nationalmelodier.

Men en anden sag er, at de lokale tilskuere havde mest travlt med at hylde deres egen klubs spillere og rakke ned på dem fra København. Forstå mig ret - jeg har ikke tænkt mig at komme med nogen fordømmelse af dette. Folk må gøre som de vil. Tværtimod glædede jeg mig, for hvem dælen kan tro at den selektive støtte til hjemmeholdet giver DBU ekstra lyst til at flytte endnu en kamp, måske en vigtig, derud? Det var et selvmål, og et flot et af slagsen. Fint for Parken, må man sige. Næppe lige så godt for profitcenteret på Vestegnen, der jo ikke vader i store arrangementer og 15-årige landskampskontrakter, men dem om det.

Det om de landskampe er bare nogle af de tanker, der er svævet gennem luften i de måneder der er gået. Ligesom tanker om ligaudformning, ballade på lederplan, spillersalg, spillerkøb, vores ovennævnte rivaler fra SBU, fodboldmesse, Myklands drikkevaner, indendørs bold, Spruthusets sejr i Løvetimens Fraktionsquiz og alt muligt andet, som vi i virkeligheden hellere skubbede i baggrunden til fordel for noget fodbold. 

Men det gik så i vasken i søndags, så i stedet vil jeg fortælle lidt om en bog jeg har læst her i vinterpausen. En glimrende en, såmænd, skrevet af en englænder ved navn David Winner. Den hedder Brilliant Orange - the neurotic genius of Dutch football. Emnet giver næsten sig selv - Winner er totalt fascineret af hollandsk fodbold, og bogen er en række artikler og interviews af skæve vinkler omkring den hollandske spillestil, fodboldhistorie og livsstil generelt. Det er mægtig underholdende og undgår næsten altid det højtravende og søgte, selv om Winner bliver ved med at tale om arkitektur og malerier som en referenceramme til fodbolden.

Der var så et enkelt kapitel, som jeg kom til at tænke på for et par uger siden. Grunden var, at i Tipsbladets sæsonoptaktshæfte var der en mindre artikel om præcis hvor sløje F.C. København er til at skyde straffespark. Den smertelige statistik kender vi vel alle. Et straffespark er kun en fifty-fifty-chance for os. Og i artiklen udtalte Niclas Jensen det nedenstående, der burde stå til skræk og advarsel - at Niclas i øvrigt har taget to straffespark for os, og brændt dem begge efter slatne forsøg, bør vel egentlig nævnes som en supplerende oplysning.

Niclas har spøjst nok spillet i Holland, og straffespark er blevet et nationalt trauma for hollænderne, ligesom det er blevet et lokalt for os. Det værste eksempel er hollændernes katastrofe i semifinalen mod Italien i EM 2000. På vores nye yndlingsstadion, Amsterdam Arena, lykkedes det de orange at brænde hele fem ud af seks straffespark, de to i den ordinære spilletid. Frank de Boer klarede at misse hele to.

Ikke desto mindre siver en opgivende holdning over for emnet gennem hollandsk fodbold. Johan Cruyff har sagt, at straffespark kan man ikke øve på, så Niclas er i godt selskab. Men Cruyff var, for alle sine geniale tanker, sommetider fuld af lort, og sommetider bare stædig. Ikke nok med det, han havde Johan Neeskens til at tage straffesparkene for sig.

Winner interviewer en mand ved navn Gyuri Vergouw, der har sat sig for at få bekæmpet denne nationalsygdom, der indebærer at et hollandsk hold i tredive års Europacup kun fire gange har vundet på straffespark. Senest var det Roda, der tog den ventede vej og tabte til Milan, der måtte have vidst, at de sagtens kunne tåle at tabe 1-0 på hjemmebane; de skulle nok køre den hjem via straffesparkene. 

Han har skrevet en bog om emnet - Strafschop: jagten på det fuldendte straffespark. Den er ren Nostradamus. Han forudså allerede inden EM 2000, at Holland ville nå semifinalen og ryge ud på straffe, og Frank de Boer var øverst på hans liste over spillere som under ingen omstændigheder måtte tillades i nærheden af 11-meterpletten. 

Han har interviewet spillere og målmænd, studeret video, gransket obskure rapporter fra idrætsforskere på området, og kører lobbyarbejdet videre, bl.a. via sin hjemmeside strafschop.nl. Han bringer idéer frem om koncentration, om forberedelse som nøglen til at score og at redde modstandernes, om tilløb, hast og placering. Alt sammen i et forfængeligt håb om at se Holland vinde VM engang, uden at selvdestruere undervejs. Men det hjælper ikke det store, når man taler for døve ører. 

I bogen har han endda en liste klar, hvor han på forhånd nævner de undskyldninger der vil blive brugt for Hollands exit på straffespark: "Det er et lotteri… det har intet at gøre med fodbold… man skal bare være heldig… vi trænede ikke særligt på det… til træningen gik de allesammen ind… vi ventede at vinde i ordinær tid… han scorer jo ellers altid… hvem kunne have troet at det stadig stod uafgjort efter 120 minutter?… vi blev nummer to, og det er jo flot for sådan et lille land!"

Hvorefter Vergouw i interviewet tænder helt af, og skråler at han simpelthen ikke gider høre de undskyldninger en gang til, hverken fra en spiller, en træner, en fan eller nogen anden. Hænderne op, alle københavnere, der er enige i det! Og hænderne op, alle der kan nikke genkendende til tre eller flere af de bortforklaringer der er nævnt! Okay, du kan tage dem ned igen nu.

Vi får temmelig mange straffespark, og der er altså point i dem. Behøver jeg nævne Brøndby Stadion? Når man så får at vide, at der ikke trænes i dem, er det jo til enten at grine eller græde over. Kunne det så være, at man måske skulle prøve? Eller skal vi bare blive ved med at høre de ovennævnte skrøner, og acceptere at et straffe ikke er mere end en halvstor målchance?

Nå, men lad os håbe at nogen en gang får oversat den bog og afleveret nogle og tyve eksemplarer på Peter Bangs Vej. Men lad være med at håbe for tidligt, for det hollandske landshold fik den også foræret inden EM, og kan knapt have nærlæst den.

Og det var så det. Det sidste Ugens Ræb inden forårssæsonen begynder. Skal vi så komme i gang!

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang: 

Alt hvad C.V. Jørgensen nogensinde har lavet. Men 'Storbybeduinen', 'Elisabeth', 'Til skaberens fulde tilfredshed', 'Clue', 'I en blågrå kupé' og 'Blåt blod til alle' får nok lidt ekstra spilletid.

Ugens albums (nu med Amazonlinks - smart! Ærgerligt at flere af pladerne er udgået…):

De er alle fra Skotland. Der er kommet en smal stribe af fantastisk pop deroppefra, og guderne må vide hvorfor de af en eller anden grund virker særlig oplagte at lytte til lige nu, men der har ålet sig en del skotske plader ind i vores jukebox. Måske fordi det passer godt til vores ustabile forår - især Aztec Cameras første plade smager simpelthen af forårets første stråler og friske luft i sin blåøjede optimisme.

The Bathers: Desire Regained (the best of)

"When the tight-lipped boy
Eyed the starlit girl
And the starlit girl
Has brightened up his world"

Det er Glasgows mest romantiske drømmer, Chris Thomson, der er manden bag The Bathers. De lyder ikke som meget andet; de er højtravende, poetiske, skamløst melankolske og kan bedst sammenlignes med hvis Frank Sinatra skulle vågne op fra graven, og noget træt smutte i studiet for at indspille nogle ballader med de akustiske bogorme Belle & Sebastian fra samme skotske by. Det er smuk, stilfærdig og også tidskrævende kammerpop. Pladen er tyve numre fra hele bandets upåagtede karriere på fem albums, hvoraf den dånende Kelvingrove Baby er det bedste. De har så genindspillet alle tyve for at lave en opsamling, der kører på et uhyggeligt højt plan.

Orange Juice: You Can't Hide Your Love Forever
Aztec Camera: High Land, Hard Rain
Lloyd Cole & the Commotions: Rattlesnakes
The Jesus & Mary Chain: Darklands 

Fire plader fra firserne. I 1981 debuterede Orange Juice uden gnist af teknisk kunnen, men med fine guitarpopsange og vidende referencer til Roger McGuinn fra The Byrds. En nær perfekt debut, og det samme kan man sige om Aztec Cameras vidunderlige første værk, som er en klynge tænksomme sange fra det daværende vidunderbarn Roddy Frame, som desværre kun sporadisk har matchet den første plade i de tyve år, der er gået siden.
Lloyd Coles første er også helt forrygende. Hans uforlignelige blanding af håbløs romantik og lærd kynisme har heldigvis også sidenhen været en fryd, men hans debut er stadig nok det bedste han har lavet.
Og endelig er JAMC's andet album fra 1987 en perfekt blanding af Velvet Underground og New Order; mørk guitarrock mødte smukke melodier som afløser for den strålende, men vanvittige feedbacklarm der druknede sangene på den epokegørende debut Psychocandy.

Paul Quinn & the Independent Group: Will I Ever Be Inside of You
Billy MacKenzie: Beyond the Sun

Her er vi ovre i de helt store melankolske og elektroniske orkesterværker. Paul Quinn er en ildsjæl og pionér af en crooner, og hans plade er den ene storladne og episke ballade efter den anden. Totalt kommercielt selvmord, med andre ord. Og en helt fantastisk plade.
Det samme gælder det, der blev Billy MacKenzies svanesang. Associates-sangeren fra Dundee tog sit eget liv for fem år siden, og Beyond the Sun blev lavet færdig af hans venner og udgivet. Han sang som en engel på albummet, og finalen, 'Nocturne IV', er ren gåsehudsmateriale.