It is only irritating to think one would like to be somewhere else."

Sjældent har John Cages vise ord båret mening, som i den situation, De og jeg, kære læser, befinder os i i dag. Sjældent har ordene båret en så bittersød smerte.

For det er bestemt ikke irriterende at være, hvor vi er. F.C. København endte som nummer to i Danmarksmesterskabsturneringen, og spillede sig i finalen i Landspokalturneringen. Sæsonmålene er opfyldte, og det tilmed under forudsætninger, som fik mange fodboldanalytikere til helt at afskrive F.C. København i denne sæson:

Ikke nok med at mange af de bærende kræfter fra mesterskabsholdet fandt nye udfordringer udenlands, skulle vi også kapere, at vores træner fandt udfordringen herhjemme for stor til at den kunne forliges med hensynet til familien. Det, som alle kunne enes om, var forudsætningen for resultater; kontinuiteten, var aldeles fraværende, og på trods af stjernestunder mod europæiske storklubber blev efteråret præget af, at F.C. København ikke formåede at holde trit med Brøndby i Danmarksmesterskabsturneringen, og de to nederlag på Brøndby Stadion cementerede SBU-topklubbens føring. Upræcedenterede ti point.

Med mesterskabet uden for rækkevidde kunne F.C. København koncentrere sig om at fastholde sin andenplads, som især AaB også lagde billet ind på, og Landspokalturneringen, der også af undertegnede blev betragtet som eneste chance for et trofæ i denne sæson. At det skulle gå anderledes, er beviset på, at det Københavnske hold, ledet og sammensat af Hans Backe, er det bedste nogensinde i klubbens historie, og et af de bedste nogensinde, der har spillet i Danmarksmesterskabsturneringen.

Forårets kampe har talt sit tydelige sprog med tretten sejre, fem uafgjorte, og kun et enkelt nederlag. Tilmed uden at gå på kompromis med et spil, der rent kvalitativt har været både smukt og underholdende. Og til trods for at der til tider mangler sikkerhed foran målet - i begge ender - boder det lovende for næste sæson.

Alligevel er det svært at stille sig tilfreds med dette.

Netop holdets overlegenhed gør det svært, at acceptere at ringere hold render med både guldmedaljer og landpokal. En fremragende indsats gjorde at begge trofæer var inde for rækkevidde, men på målstregen snublede vi. Tabet af landspokalen er hvad det er. Nogle gange er man uheldig, og spillet former sig ikke som man ønsker, og man må tage til takke med et fortjent nederlag mod en klub, som man ni ud af ti gange ellers havde vundet over i en sådan situation.

Den bitre pille er det, der den uafgjorte score til trods nok vil huskes som nederlaget til Brøndby. Med klædelig beskedenhed erkendte samtlige af de meningsdannende Brøndbyspillere, fra Mogens Krogh til Peter Madsen, umiddelbart efter kampen, at de skam havde været særdeles heldige at få udlignet. De havde jo også haft det meste af halvlegen til at tænke over en hvordan de skulle bede sig undskyldt for et nederlag efter kampen. Men hvis heldet var den eneste faktor, der spillede ind, så var det måske til at bære - uafgjort var alt andet lige et mere retfærdigt resultat end et nederlag mod Brøndby - men den udslagsgivende faktor i København-Brøndby-kampen var ikke det hierostratisk berømte Brøndbyheld, men derimod kampdommer Kim Milton Nielsen med sine liniedommere.

Dommeren kan ikke overskue alle situationer på banen på en gang, men seks øjne ser bedre end to; og i to situationer blev der begået klokkeklare straffespark mod os. Klokkeklare. Med vores effektivitet fra straffesparkspletten havde vi næppe scoret på mere end et enkelt, men det havde også været nok. Nuvel, vi kunne måske selv have lukket og slukket kampen ved at score et par ekstra mål, men det besværliggøres nu engang, når der til stadighed bliver begået straffespark mod os! Milton Nielsens vaskede sine hænder efter kampen og efterrationaliserede over sine forkerte kendelser, men et skøn er et skøn, og det står ikke til at ændre.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Dommerne har i løbet af sæsonen igen og igen bragt sig selv i fokus, og det er muligt, at vi stiller umenneskelige krav til dem, men det er svært at forlige sig med, at situationer, som er helt tydelige fra tribunen, bliver fejldømt på banen. Det er et utaknemmeligt job at dømme en fodboldkamp, og naturligvis skal dommeren respekteres for det arbejde han udfører. Et arbejde, som flere og flere, forståeligt nok, takker nej til. Men niveauet er for lavt. Jeg ved ikke, om en professionalisering af dommerstanden ville gøre den enkelte dommer bedre, men immervæk vil det hæve niveauet, når bedre dommere bliver tiltrukket, og vi i højere grad kan tillade os at stille krav til dommernes præstationer.

Og så er det på tide at hive en kæphest ud af skabet: Elektroniske hjælpemidler.

Det være på tide at implementere en decideret videodommer. Ikke en overdommer, men en dommer, der løbende fra sidelinjen betragter kampen, og som på fire sekunder efter dommerens fløjte har lydt kan give et kvalificeret bud om der skal stanges et gult kort ud for film eller om der er straffespark. En dommer, der kan afgøre om et skub er uprovokeret, eller en lige gengældelse. En dommer der kan reagere på situationer, der fanges af kameraernes linser, og gøre kampdommeren opmærksom på disse.

Der bliver ikke være tale om den stop-go handling, som karakteriserer den amerikanske variation af fodbold, tværtimod fungerer videodommeren præcis som linjedommeren gør i dag, hvor linjedommeren kan vifte med flaget og påkalde sig dommerens opmærksomhed, hvis han har set et frispark eller andre ting, der fortjener kampdommerens opmærksomhed. Det vil derfor ikke medføre nogen ændring i spillets flydende karakter.

Men apropos, så bør dommerne til at skride ind overfor målspark, der tager hundrede år, og modstandere, der forhindrer, at frispark kan tages umiddelbart efter forteelsen ved at løbe i vejen eller kaste bolden væk. Gult kort!

I sidste ende var denne kamp udslagsgivende. Det uafgjorte resultat betød, at på trods af pointlighed kunne Brøndby i kraft af en bedre målscore hæve mesterskabstrofæet efter sidste runde. Irriterende, fordi det var tydelgit, at vi havde et bedre hold end de, men også dybt uretfærdigt, fordi det ikke blev det, der fik lov at afgøre kampen, men manglende kontaktlinser hos Milton Nielsen.

Efterfølgende har mange Brøndbyfans haft travlt med at retfærdiggøre deres billige mesterskab. De hævder, at tabellen aldrig lyver. Det er en af de mest fortærskede klicheer indenfor dansk fodbold, og at den er åbenlys usand, er let at forvisse sig om; spørg bare DBU, der endnu engang besluttede sig for, at tabellen krævede redigering. Vejle og AB måtte se deres pointantal og måldifference fluktuere efterhånden som DBU måtte bøje sig for juraen. Næ, tabellen lyver skam.

Det er ikke et spørgsmål om, at Brøndby i efteråret var suveræne, det er et spørgsmål om, at vi var tilstrækkeligt mere suveræne i Foråret til at genvinde mesterskabet. Vi tabte to gange til Brøndby i efteråret, men det er underordnet, det havde ingen betydning, for det, det handler om, er at vi vandt over dem i foråret, og at vi dermed passerede dem i tabellen. Hvis altså det ikke lige var for, at Milton Nielsen udeblev fra sin synsprøve. Samtlige andre kampe er ligegyldige i denne sammenhæng.

Fri mig også fra, den idé, at jo længere man sidder på førstepladsen, jo mere bør man vinde turneringen. Ligefrem at gøre en dyd ud af at være ringere i slutningen af sæsonen end i begyndelsen er jo håbløs.

Nå. Til næste år...

Efter kampen mod Brøndby opstod en situation, der efter referaterne at dømme lyder påfaldende som den konfrontation, fredelige Københavnske fans oplevede på Odense Banegård efter guldkampen sidste år. Hans CL beskrev det i sit ræb, og jeg oplevede præcis det samme som han dengang.

Jeg har stor respekt for politiets arbejde i øvrigt, men nul-tolerance-politikken er helt gal. Tankegangen er, at jo hårdere man sætter ind, jo mindre ballade bliver der, men det er bare ikke rigtigt. Det er komplet underordnet om man bliver truet af en politibetjent eller truet af en almindelig borger, om man får tæv af en politibetjent eller tæv af en almindelig borger. Som det er nu, er det politiet, der er urostifterne. De skyder gråspurve med kannoner og skaber en utryg atmosfære til kampene, som vi ikke er tjent med.

Uden at have andet end en overfladisk kendskab til den episode, der har fået et dusin Brøndbyfans til at klage over politiet, hilser jeg initiativet velkomment. Fodboldfans som de flest er ikke ballademagere, og der er ingen grund til at håndtere fodboldfans med kamptrøjer som rockere med rygmærker.

Hmrf. Resten må vente. Vi har jo en lang sommerpause at udfylde. Snup en fadøl med på vej ud i sommerlandet og nyd pinsen.

Martin CX

Ugens jukebox:

Marcy Playgrounds "Sex And Candy"
Dandy Warhols' "Bohemian Like You"
Le Négresses Vertes "Hasta Llegar"
Apollo Four Fourtys "Stop the Rock"
Orbitals "Choice"