Step in step out of the rain, som Jim Kerr messede i Simple Minds' velmagtsdage. Jo tak skal du have. Det danske julivejr lever så ganske op til vanlig standard, men det skal man som bartender for så vidt ikke klage voldsomt over, for så bliver de få ikke-ferierende bargæster hængende noget længere, og vi sparer studenterafrydderen på fortovsserveringen. Så kom du blot også ind i ly for elementernes våde rasen. Du kommer måske lige fra en regnvejrsaflysning af Grønnegårds Teatrets Shakespeare-opsætning (Som Man Behager)? Hernede kan jeg i det mindste garantere, at du kun bliver våd indvortes.

Som man behager. Tja, det kan vist i høj grad også prædikeres de gængse opfattelser af den nys overståede VM-slutrunde ude i fjernøsten. Også hernede har diskussionerne raset mellem bartendere og stamgæster med mildt sagt divergerende oplevelser af turneringen. Og lad mig blot sige, at jeg hører til de, der ikke var imponeret! Ej heller var Johan Cruyff, der til hollandsk TV bl.a. udtalte noget om et ikke mindeværdigt VM, der var glemt inden august måned, trist spil og brasiliansk antifodbold. Eller som han skrev i sin klumme i The Sunday Times:

Sadly, this World Cup has featured a number of sides answering to similar instructions... They have not put a premium on technique, but an emphasis on physical industry.

Som med f.eks. Bayern München koryfæet Uli Hoeneß gælder også for Johan Cruyff, at man enten elsker eller hader manden og hans udtalelser. Jeg holder meget af Cruyff, både som spiller - en af tidernes aller-allerstørste - som træner og som kommentator. Så jeg er "selvfølgelig" ganske enig i hans dom over VM-slutrunden. Bevares med det forbehold, at jeg grundet de for os europæere sindssyge spilletidspunkter kun har set 21 af slutrundens 64 kampe i deres helhed, heraf endda kun 16 af dem live. Til gengæld har jeg nydt godt af Canal Digitals "højdepunkter" fra samtlige kampe. Og mit overordnede indtryk er helt klart, at denne slutrunde ikke bliver én, jeg husker ret længe.

Ikke synderligt underholdende. Med 2,52 mål i snit pr. kamp taler vi om det målmæssigt næstringeste VM gennem historien, kun undergået af Italia '90. Og ja, jeg er udmærket godt klar over, at mange mål i sig selv ikke er synonymt med underholdende fodbold - de regerende danske mestre og trefoldige sølvvindere med deres fysiske traktor-presfodbold er et lysende eksempel herpå - og få mål behøver omvendt heller ikke indikere, at spillet ikke er seværdigt og underholdende. Men lige præcis i Korea/Japan 2002 var antal scoringer ligefrem proportionalt med underholdningsværdien. For der var ikke meget seværdigt, ingen outstanding spillerpræstationer, ingen "stjerner", ingen superhold, og frem for alt, ingen fornyelse.

Ingen fornyelse på det spillemæssige eller taktiske område i al fald. At nogen så vælger at falde i svime over "nye" nationer som Sydkoreas ekstremt destruktive løbe-solen-sort-stil, perfektioneret af Guus Hiddink eller USAs fysiske og primitive version af fodbolden - NHL- og NFL-inspireret - ja det må være deres egen sag.  

At tyskerne kunne bringe et spillemæssigt talent- og farveløst hold helt frem til finalen, kom desværre heller ikke som nogen overraskelse. Den letteste vej af alle, og 3 x 1-0 i de afgørende knockoutkampe. Men selv om spillet var pauvert, så er tyskerne, selv Beckenbauer, sikkert ligeglade med kritikken, ligesom danskerne var det efter EM-sejren i 1992!

Sydkoreanerne vil jeg dog give den credit, at de i langt højere grad end de ellers bedre (fodbold-)spillende japanere formåede at vokse gennem hjemmebanefordelen til ”unaturligt” stærke præstationer og håndtere det kolossale forventningspres fra den røde tilhængerhær. Deres fjerdeplads vil de dog formentlig aldrig kunne gentage.

Til gengæld kipper jeg gerne på kasketten for Duracell-kaninernes banemænd i bronzekampen, Tyrkiet, der spillede både seværdigt og effektivt gennem det meste af turneringen. Man kunne sige, at der var tale om et længe ventet gennembrud for tyrkisk landsholdsfodbold.

Brasiliens besnærende og helt naturlige boldbehandling kan ingen fodboldelsker vel have noget imod, så på den konto er det også med mig i orden, at Cafu, som anfører for turneringens gennemgående bedst spillende fodboldhold, kunne løfte pokalen i Yokohama. Men det er tydeligt, at Brasilien under defensivmesteren - og den før 30. juni kl. 15 (CET) i alle landets provinser forhadte – Scolari også har lært sig en masse små kyniske tricks, især når bolden ikke er i nærheden. Eller rettere, Scolari har turdet lade spillerne benytte de i de europæiske storklubber tillærte prof-numre, også på landsholdet.

De er såmænd ikke værre end nogen andre hold, så det, der alligevel pissede mig af og gjorde, at jeg ikke undte brasilianerne det verdensmesterskab, var - som omtalt for 4 uger siden på dette sted – attituderne, på og uden fra banen fra disse selvbestaltede konger, der er for fine til at spille fodbold under eget navn, med superkrukken og Hollywood-wannabe par excellence, Vitor Borba Ferreria Victor (aka. ”Rivaldo”), i spidsen. At brasilianerne så ydermere skulle afslutte VM med et større vækkelsesmøde midt på stadion var bare lige dråben for mig. Og så endda midt under sølvmedaljeoverrækkelsen til tyskerne. Jo, arrogancens fane blev holdt højt lige til det sidste, hvilket religiøs fanatisme i den grad ikke kan undskylde. I øvrigt studsede jeg over en ting, mens stadigt flere brasilianske spillere svansede rundt i deres Jesus-ditten-og-datten t-shirts. Jeg troede ikke FIFA tillod landsholdsspillere at bære reklamer på trøjerne ved officielle FIFA-arrangementer.

De helt store skuffelser, og det der har været med til at gøre mit overordnede indtryk af slutrunden overordentligt negativt, har selvfølgelig været Portugal, Argentina, Frankrig, Danmark, Italien, England, Spanien, der alle røg ud tidligt. I nævnte rækkefølge. Og selv om et par af nationerne med nogen ret kan påberåbe sig uheld og horrible dommerfejl, ændrer det ikke ved, at de alle røg ud takket være egne utilstrækkeligheder og manglende mod, vilje og måske endda lyst. Mentalt var ”stjernerne” ikke til stede ved dette VM.

Så overraskelserne fra ”de små” var i langt højere grad end egne fortræffeligheder et resultat af ”de stores” pinagtige deroute.

Dommerne? Der er vist sagt og skrevet alt rigeligt. Lad mig blot tilføje, at jeg ikke giver meget for undskyldningerne om 54 forskellige kameravinkler, der nådesløst afslører hver en minimal (linie-)dommerfejl! For de mest graverende - og resultatmæssigt afgørende - fejlkendelser var synlige med det blotte øje via hovedkameraet. Og man behøvede end ikke slow! Den magtliderlige mandsling Blatter tog så ”konsekvensen” og vil fra næste slutrunde genindføre nationale dommertrioer. Selvom om alle med fodboldmæssig IQ på præ-puslinge stadiet kan indse det fornuftige i det, uden overhovedet behøve diskutere det, kan man ikke give meget for Blatters ”beslutning”. For det var ham, der afskaffede de nationale dommerteams, da han hungrede efter magtgivende hhv. -bevarende stemmer fra tredjeverdens fodboldnationer, og nu hvor han er genvalgt, og der ikke er behov for politiske studehandler lige med det første, er det jo ganske gratis for despoten at tale fornuftens og den sportslige berettigelses sag! Den mand ønsker jeg ikke at tænke på umiddelbart efter indtagelse af et måltid.

Bedste fornyelse ved dette VM var ellers storskærmene som under kampene ubønhørligt afslørede dommerfejl, voldshandlinger og filmsyndere. Desværre mente FIFA, at "skærmen der afslører alt" lagde for meget pres på (linie-)dommere og spillere, når publikum nådesløst forfulgte synderen eller en "uheldig" dommer, så efter indledende runde måtte der kun vises "positive highlights" på skærmene.  Jeg synes ellers, det var stort, at f.eks. en ecuadorianer, der mod Mexico fingerede et kæbeslag på næsten Rivaldo-teatralsk manér, fik at føle resten af kampen, at han skam var opdaget! Jeg skulle mene, at sådanne permanente kameraøjne måske på sigt kunne have en præventiv effekt mht. filmstunts og de små numre bag dommerens ryg!

Endelig var det trods alt positivt, at hooliganismen ikke fik stukket sit fæle ansigt frem i Korea/Japan. Ikke mere end den håndfuld klantskaller, der trods registrering med udrejseforbud i deres nationale forbund alligevel tog en monsterlang, non-smoking flyvetur østover ... blot for at blive returneret i lufthavnen! "Access denied". Ellers må man antage, at den lokale ordensmagt havde fuldstændig kontrol over de tilrejsende tilhængerskarer. Formentlig endda uden at ty til overdrevent intimiderende metoder. F.eks. husker jeg fra Argentina-Nigeria kampen en håndfuld ikke voldsomt store lokale politifolk inde på tilskuerlægterne springe forgæves efter en bold, der blev kastet/sparket rundt af argentinske fodboldfans. Og alle lo de, politi og tilskuere side om side, i ro og orden og gensidig respekt.

Og det bringer os så hjem igen, hvor man godt kunne ønske, at den lokale ordensmagt udviste tilsvarende situationsfornemmelse omkring afvikling af fodboldkampe, ikke mindst de såkaldte "højrisiko-kampe".

Lad være, at der findes nogle enklaver af individer - med en åndelig habitus, der må inspirere medicinstuderende til videre forskning i forstadier til hjernedødskriteriet - der ser det som et klimaks af de allerstørste at komme i konfrontation med ligesindede "fjender" ifm. fodboldkampe, der blot bruges som påskud til at få afløb for de neanderthaliske tendenser. Ligesom deres artsbeslægtede - om end man kunne have dem mistænkt for at være identiske - "gadekæmpere", der systematisk og militant infiltrerer ethvert tilløb til lovlige demonstrationer, worldwide, med det ene formål for at øje at give voldspsykosen afløb i form af sten- og brandbombekast mod "civile" og især politiet (konfrontationsmål) samt meningsløst hærværk. At der slås hårdt ned mod den slags elementer, kan næppe nogen beklage.

Desværre bliver denne åndsformørkede minoritet så eksponeret i pressen, at menigmand - og hvad værre er: politimyndigheden - ser dem som prototyper på en almindelig dansk fodboldfan. Og således får medierne i stadig stigende grad kriminaliseret enhver fodboldtilskuer iført fodboldtrøje på vej til eller fra fodboldkamp. Således f.eks. oplevet i Odense i fjor, hvor den lokale sherifs udsendte fik ødelagt mesterskabsfesten for adskillige i fjor med meningsløse indgreb over for tilfældige Københavnere, hvis eneste forbrydelse bestod i at være glade - vi var jo mestre - grænsende til det overstadige, og så iført fodboldtrøjer. Og så sent som for en uge siden, kunne man så igen opleve medierne - i form af en enfoldig, sjællandsk kvaksalverjournalist - piske en direkte konfrontationsskabende stemning op med skrækberetninger om Københavnske hooliganhorder, der ville komme hærgende gennem den sydvestsjællandske stokroseidyl! Til en træningskamp! Tal om at male skræmmebilleder.

Jeg føler trang til lige at komme med en beretning fra en af mine gode venner, en stille og rolig fyr, ganske almindelig fodboldtilhænger, som du og jeg. Han oplevede også til kampen København-Brøndby den 12. maj, at politiet med  "hjemmel" i mediernes skrækhistorier, nærmest på må og få slog ned "blandt" de farlige tilskuere i fodboldgear.

Det paradoksale er jo, at de der vitterligt laver ballade, bl.a. de såkaldte ultras/casuals, kommer dels ikke for at se fodbold, og er dels ikke klædt i fodboldtrøjer, når de søger primært slagsmålet med "fjenden", sekundært konfrontationen med politiet. Alt sammen dog under påskud af at "kæmpe for klubbens ære"! Således også op til benævnte kamp, hvor den ene meget dygtige gruppe med primalskrig og flasker stormede frem ad Øster Allé mod den ventende anden, men forsvarsforberedte gruppe ved PH Lings Allé indgangen til Fælledparken. Heldigvis var et par håndfulde urobetjente også på forberedt plads i menneskemængden, så de fik jaget tomskallerne væk, uden - så vidt vides - nogen af de tusindtallige, almindelige fodboldtilhængere led overlast.

Efter kampen var neanderthalerfolket åbenbart fortrukket til andre slagmarker, så det var de ganske almindelige fodboldtilhængere, der kom ud fra Parkens tribuner. Nogle berusede, nogle glade, nogle skuffede, men alle vist for det meste fredelige, undtagen måske lige på den verbale konto. Deriblandt min gode ven:

(...) Efter et par øl til at skylle den værste skuffelse ned med, begav vi os ned ad Øster Allé mod Trianglen, og så startede dramaet! Halvvejs mod Trianglen holdt en politibus med 8-10 kampklædte betjente og deres indsatsleder. De havde netop givet en bøde til en ung FCK-fan for at pisse i en hæk, og det kunne jeg jo ikke lade gå upåtalt hen! Så jeg gik over til indsatslederen og fortalte ham, at jeg netop havde hørt, at der var en, der stod og pissede ovre på Østerbrogade, og de burde komme deres kollegaer til undsætning og få anholdt forbryderen. Dette synes indsatslederen absolut ikke var specielt morsomt, og han spurgte mig, om jeg var ude på ballade. Træt af situationen og lettere påvirket svarede jeg ham, at det ikke ragede ham, og at jeg i øvrigt mente, han var en belastning for samfundet. Det gjorde ham ikke ligefrem i bedre humør, faktisk tændte han fuldstændig af og bakket op af 5-6 af sine dresserede aber i uniform fulgte de efter John og jeg i 40-50 meter, mens jeg fortsatte med at fyre frækheder af i hovedet på ham! På et tidspunkt sagde han til mig, at hvis jeg var fræk en gang til, ville jeg blive anholdt! Dette kunne jeg naturligvis ikke stå for, så han fik en ny svada i hovedet, og så fortalte han mig, hvad klokken var. Jeg takkede ham for oplysningen, da jeg havde glemt mit ur derhjemme!

På dette tidspunkt begynder John at blande sig for alvor, og det kommer faktisk til puffen mellem indsatslederen og John. Så blander de dresserede aber sig og spørger, hvorfor vi ikke bare går hjem, hvortil jeg svarer, at det er dem, der følger efter os og ikke omvendt. Vi var altså omkring 50 meter efter vognen, hvor de stod, da vi kom forbi. Samtidig fortalte jeg endnu en gang, hvor latterlige de var over at anholde en for pisse. Jeg spurgte dem også hvorfor, de bare stod og gloede, da 2 HA'ere drønede forbi uden styrthjelme, hvis de virkelig var så opsatte på, at alle skulle overholde loven til punkt og prikke! Indsatslederen var rasende, og jeg tror faktisk, vi var ret tæt på at blive anholdt, men til sidst vendte vi bare om og gik, mens vi rystede på hovedet af dem! Er du gal, hvor ham lederen tændte af på mig og det værste var, at jeg nød det! Han var så dum at høre på, og så var han endda omkring 55-60 år! Han må have kedet sig frygteligt og ærgret sig over, at der ikke var nogen ballade. Jeg ved godt, at jeg skal opføre mig ordentligt overfor politiet og normalt har de 100% min opbakning, men her synes jeg altså, de var for dumme. Det lignede rent magtmisbrug overfor en af vores unge fans, og det skal de ikke have lov til uden at det bliver kommenteret. Efter optrinet måtte vi lige have en øl til på Trianglen, og derefter var det tid til at komme hjemad (...)

Om der kan sættes enkelte rammende ord på indsatslederen og hans udvalgte folk, formentlig hovedsaligt hovedlandsdialekttalende politirekrutter, ved jeg ikke, men til gengæld kan man nemt pege på nogle fraværende begreber i politiets håndtering af danske fodboldfans: Konduite, humor og situationsfornemmelse.

Bevares, selv når de deciderede hooligantyper er fjernet fra stadionområdet hhv. forment adgang til tribunerne, vil der da givet opstå en situation eller to, når så mange mennesker, og så meget øl er samlet på samme sted. Men sådan vil det være et hvilket som helst sted, mange mennesker er forsamlet, uanset det er fodboldkampe, koncerter, demonstrationer el. lign. Forholdsmæssigt er antal overtrædelser af politivedtægten næppe højere end landsgennemsnittet for en alm. fredag/lørdag. Alligevel synes der fra politietatens side nærmest vedtaget en antiterror lov mod os almindelige fodboldtilhængere, og det er efterhånden så grelt, at man føler sig mere utryg ved de uniformerede betjente omkring Parken end hooliganfjolsernes potentielle, teoretiske nærvær.

Måske de burde tage på studietur til f.ex. England hvor enhver kamp er en såkaldt "high risk match", men hvor man føler sig tryg blandt beredne bobbies, der afpatruljerer fanskarerne med respekt, autoritet og en kvik bemærkning i ny og næ.

Bortset fra det. En ny sæson truer, og spekulationer i salg og køb af spillere op til sæsonstarten iblandes gensidige kampe på ord mellem klubbernes tilhængere. Den vanlige opstartsgejl. Og som altid i agurketiden skal vi Københavnere klandres den manglende "klubånd", når nu man ikke kan finde på andet at genere os med. Klubånd - nej, ordet findes ikke i Nudansk Ordbog - et begreb ingen vel egentlig ved, hvad præcis dækker over, og som formentlig har lige så mange definitioner eller rettere opfattelser, som personer, der interesserer sig for fodbold/idræt. De før omtalte mentalkrøblinge hævder jo også, at de forsvarer egen eller klubbens ånd, når de nødvendigvis må dele slag ud! Hvis definitionen skal findes der, er vi sikkert mange, der helst er fri for "klubånd".

Andre hævder, at klubånd ligger i gamle værdier, spillere og triumfer, opnået gennem årtier i de respektive klubber. Tja, så må min klub KB/FC København (jo, det er skam det samme) fra 1876 være gennemsyret af klubånd. Og jeg selv må med efterhånden nogen-og-tredive års forhold til denne klub vel også have inhaleret en del klubånd. Stadig uden egentlig at vide præcis, hvad det er.

Sidst i tresserne blev jeg af den gamle anbragt på anlægget på Peter Bangsvej. Om det var (klub-)ånden på stedet, der med tiden vakte mine følelser for klubben, eller det var følelserne for klubben, der ledte mig til (klub-)ånden, har jeg ingen kongelig anelse om. Jeg vil snarere vælge at kalde det atmosfære. Man kunne også spille tennis på KB. Selvom det var i de samme rammer, så var atmosfæren blandt tennisfolket anderledes, men atmosfære/ånd, det var dér, også selvom man måske kun svingede en tennisketcher et par gange om måneden. 

I ni-ti års alderen var fodbold og lidt tennis ikke nok. Jeg ville også spille håndbold. SAGA og FIF, de lokale naboer, havde ikke hold for min aldersklasse, så jeg drog til Valbyhallen og spillede et par sæsoner i Fremad Valby, sideløbende med fodbolden (og tennisen). I Fremad Valby var der også en egen atmosfære/ånd, skønt klubbens håndboldafdeling var purung. En atmosfære man hurtigt blev dus med, som på KB!

- Åh, et apropos. Selvom man vel ikke er intellektuelt færdigudviklet som ti-årig, havde jeg ingen problemer med at skelne mellem fodbold og håndbold (og tennis), som jeg heller ikke vil have det den dag i dag, når FC København udvider den sportslige forretning med et par håndboldhold. Og måske senere ishockey, basket .... Jeg gider ikke umiddelbart se håndbold, men jeg kommer ikke til at gå forkert, for jeg kan godt skelne mellem de to, ligesom jeg sagtens kan overskue min klub, København, rumme begge dele, og mere til. Selvom tilhængere - "supporters" - af en vis forstadsforening sydvest på åbenbart "forventer", at Københavns tilhængere konverterer til håndbold-klappepølse-roliganismen! Ak ja, deres tankeverden rækker ikke dybere. Vi er som nok tilbage i hjernedødsforstadie-forskningen igen! Det har min gode kollega, -smølle - i øvrigt causeret om på dette sted. Håndbolden, altså. Men hvem kunne nu også forudse, at Idrætsforeningen Brøndby pludselig ville barsle med tankerne om at købe sit eget håndboldhold. Og nu kan de pludselig godt skelne fodbold fra håndbold, derude i reservatet. Og det er sandelig ikke det samme som håndboldforretningen inde i Byen. Nød lærer mentalt nøgen fodboldfan at spinde nye bortforklaringer! Nå, de kan vel trøste sig med, at det måske næppe kommer så vidt. Sporene skræmmer nok alligevel lidt fra en anden likviditetsmæssigt skrantende superligaklubs engagement i Virum!  Og Virum og Brøndby, den logiske geografiske forbindelse! Som at fusionere Nuuks og Rønnes squashklubber!

Det var et sidespring. Skål! Efter at diverse knæskader gav mig en belejlig undskyldning for at neddrosle/stoppe fodboldkarrieren som junior/ynglinge - lyder bedre for en 17-18 årig ungersvend end at erkende, at talentet alligevel aldrig helt ville række til "A-truppen" - så blev det til lidt seniorfodbold i Vigerslev Boldklub. Også her var der atmosfære/ånd i en forholdsvis ung klub, en atmosfære man ikke behøvede at have været i klubben fra starten af for at tage del i. 

I sagens natur er gangen på anlægget på Peter Bangvej blevet sjældnere og sjældnere med årene, men atmosfæren er stadig den samme, når man lægger vejen forbi på en tilfældig køretur, hvor KBs ungdom og FC Københavns superligaspillere træner side om side, eller til en vintertræningskamp på kunstofbanerne. Og så sent som forrige lørdag tog jeg derud og så KBs/FC Københavns oldboys spille frem for Tyrkiet-Senegal i en VM-kvartfinale. Og atmosfæren er der skam endnu. Den føles ligedan. Det emmer af fodbold og traditioner. Der lugter stadig som for tredive år siden, også selv om FC Københavns logo efterhånden er lige så synligt i klublivet som KBs. Hvis der findes noget, der heder klubånd, så findes det i hvert fald også på Peter Bangsvej og i Parken, og hvis ellers jeg er modtagelig for den slags, så må jeg også være inficeret af "ånden". Som jeg dog også blev det i tennisafdelingen, håndboldklubben og den lille boldklub ved Rosenhaven.

Men det er så min historie. Hver og en i FC Københavns tusindtallige tilhængerskare har sin egen historie, sin "ånd"(!) og sin tilgang til atmosfæren omkring København. Som man behager. Uanset om man har været "med" i B1903 og KB gennem generationer eller står for at skulle se sin første superligakamp i Parken den 28. juli, så vil atmosfæren uvilkårligt gribe en, så meget man nu selv ønsker. Alex Friedmann og Harald Nielsen fremlagde og udlevede deres visioner om et fodboldhold, der kunne samle Københavnere om fodbolden, frem for de hensygnende tilværelser i økonomisk forarmede og livstruede klubber som B1903, KB, Frem og Fremad Amager. For de to førstnævnte blev det billetten til at fortsætte på første klasse, og skal man tale om  "ånd", så fusionerede den vel - uden at det skal lyde som en kemisk proces - i baglandet og blandt græsrødderne under overbygningen på to klubber, FC København. 

Og den fælles atmosfære i FC København er gradvist blevet mere intens, som også nye tilhængere har fundet fodboldlykke i fællesskabet med de "gamle" fra KB og B1903. I en by med så mange muligheder og fritidstilbud som København, vil det altid være svært at overbevise "nye" personer om, at det er fodbold, der er det mest interessante. Men den vision er lykkedes til fulde her, for noget må tiltrække folk i den grad, når København i slutningen af halvfemserne oppebar stadigt stigende hjemmebanetilskuertal - de største i landet - på trods af meget pauvre sportslige resultater. Måske også fordi det er lykkedes at rekruttere tilskuere med anden baggrund end de traditionelle fodboldklubber. Byen København har fået et fælles fodbold-fixpunkt - sin egen fodboldidentitet - der også tiltrækker mange tilskuere fra Københavns opland hver anden søndag. Enten de er "københavnere" fra gammel tid med rødder i moderklubberne eller andet, eller de er blevet tiltrukket af atmosfæren. For det er måske nok reklame, sponsorbilletter og overtalelse, der lokker første gang, men det kræver mere at komme igen anden og tredje gang, Så er det atmosfæren omkring Byens Hold, der trækker. Og en ting er stensikker; de 15-17-20000, der er tilstede hver anden søndag i Parken, de lever og ånder for fodbold. De skaber atmosfæren, der rører sig om FC København.

Og i øvrigt tror jeg ikke, det er voldsomt anderledes i landets andre klubber. Et blik på medlemstallene ctr. tilskuertallene fortæller, at det også er de færreste af AaBs, AGFs, OBs mv. tilhængere, der er "klubfolk". Så skal vi ikke bare tage Nudansk Ordbogs udeladelse af ordet som udtryk for, at "klubånd" er en opreklameret myte!

At Doktor Bjerregaaard med reklamebureau - pudsigt nok så tæt på idrætsforeningens ånd, at man har valgt domicil i ... København - igen og igen doktrinerer "klubånd" til sit logrende og lydhøre partiapparat (læs:  "supporters"), når modsætningerne til de store stygge reklame- og pengemænd fra koncernen inde i Byen atter skal trækkes op, er [pardon my french] lige til at lukke op og sk*** i. Især når doktorens bandbuller mod de kapitalistiske forretningsfolk i underholdningsbranchen følges op af kopi-tiltag efter discountmodellen. Når så vestegnens tiltag ikke får den helt ønskede effekt (afkast), vender man tilbage til "klubånden". Mon ikke doktoren og medie-vægtvogteren ved næste regnskabsaflæggelse forsøger at bogføre "klubånden" i "samfundsregnskabet"? Spørgsmålet bliver blot, hvordan man værdiansætter sådan en størrelse, og måske hvordan man skal kontere beløbet. En goodwill postering var vel indlysende, men lur mig om ikke doktoren drømmer om at sætte "klubånd" ind på kontoen for likvide midler! 

Nå, det blev vist sent alligevel, hva'? Det er i mellemtiden blevet tørvejr udenfor, så se at få pattet af, så jeg kan få lukket bulen her. Der er kun godt tre uger til sæsonpremieren i Parken; men alligevel synes jeg, det er for tidligt at gå i gang med de større analyser af Backes hold for efteråret. Også fordi jeg har en klar fornemmelse af, at vi endnu ikke har set det sidste spillerindkøb - og salg - på Øster Allé. Eller i de øvrige suppeklubber for den sags skyld. 

I modsætning til i fjor ser alt dog heldigvis ud til, at vor cheftræner bliver ved roret. Det sammenholdt med det faktum, at København i foråret var 10 points bedre end det hold, der kneb mesterskabet hjem, og hvor det indbyrdes styrkeforhold foreløbig er status quo - afgang Poulsen/Nordin ... ankomst Nielsen/Wieghorst - ligesom København på spillerfronten heller ikke er svækket i forhold til de øvrige superligahold, gør, at det i den grad er svært at bevare pessimismen.

Og allerede lørdag bliver det tid til sæsonens første eftermiddag med drengene på det obskure stadion ved siden af Rødovre Kostald. Det bliver tilmed dagen for vi bartenderes årlige sommerudflugt. Kulturel adspredelse før kampen og kulinarisk ditto efter kampen, alt sammen skyllet ned med øl i ikke for beskedne mængder, se det bliver en fodbolddag helt i Stamværtshusets ånd. Og det er i grunden slet ikke så ånds-svagt!

W.C. Fields sagde:"...Everyone must believe in something. I believe I'll have another drinkl".

Holger

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Loverboy: '(When) It's Over'
Et overset band fra way-back, som dukkede op for min indre nethinde under en længere bartenderdiskussion, der blandt andet rundede de berømte "Rockpalast"-nætter fra Gruga Halle i Essen, der transmitteredes i dampradioens TV tilbage i sluthalvfjerdserne og startfirserne. Loverboy med karismatiske Mike Reno i forgrunden var - eller rettere er, for de eksisterer skam stadig med lidt ændret besætning - et canadisk band, der glimrede ved at være tifold bedre live on stage end på diverse studiealbums. Denne sang kan så passende være min afskedssalut til VM-slutrunden. Slut, forbi!

Simple Minds: 'Waterfront'
Ikke så meget andet snak end, at en linje fra sangen indleder denne uges ræb. Og så fordi vi bartendere formentlig får oplevet rigelig "Waterfront" på vores traditionelle havnerundfarts-opladning på lørdag! 

I øvrigt kan Simple Minds anno 2002 opleves på Grøn Koncert rundt om i landet denne sommer. Noget selv denne magelige bartender kunne finde på at overveje at bevæge sit luksuslegeme i retning af.

Ugens album:

The Police: Message in a Box: The Complete Recordings

Fru Bartenderen forærede mig for nogle uger tid siden dette formidable 4CD-boxsæt med biografier og hele svineriet, indeholdende alt - alt, revl og krat, 78 sange - hvad d'herrer Sumner, Copeland og Summers producerede, incl. en række mere obskure B-sider. Police - især de første tre albums - var ganske enkelt enestående.

 

*****

 

Roskildefestivalen er det slet ikke utænkeligt, at der falder et par ord om fra kollega -smølle, når han har fået banket mudderet ud af øjnene. Denne bartender er til gengæld for længst blevet for gammel og magelig til Roskilde Festivalen. Nå ja, mageligheden må være medfødt, for mine koncertoplevelser "avec" på Roskilde har i hvert fald aldrig inkluderet bivuakering under åben himmel. Og gammel må jeg være, når jeg må konstatere, at jeg år for år genkender færre og færre navne på festivalens spiseseddel. Vi er vel nede på en god håndfuld, anno 2002. New Order og Pet Shop Boys havde jeg dog gerne oplevet i år.

I stedet vil jeg så nok under lidt mere urbane forhold frekventere - planlagt eller helt tilfældigt - Copenhagen Jazz Festival 2002, der går i luften nu og de næste ni dage. Men det - festivalen og jazzen i det hele taget - har en af etablisementets gæster, Thomas Tiedje, begået en slags guide om. Lige her faktisk - enjoy.

 

 

Og nedtællingen fortsætter. Den 30. juli udgiver "The Boss" himself, Bruce Springsteen et nyt studiealbum, The Rising, sammen med det legendariske E Street Band.