Det er nu ellers ikke, fordi vi har mærket så meget til ham. Men to pyntede lastbiler med musik og glade, hujende folk, der drønede gennem gaden brød min urbane blaserthed. Det er skam ikke, fordi et studentergilde er en uvelkommen gæst i vore ydmyge lokaler. Studenter drikker igennem, og studiner er dekorative. Men på dette tidspunkt af året? Jeg sprang over disken, og stak hovedet ud af vinduet.

Jeg nåede kun at se bagsiden af lastbil nummer to, men den brast mine håb om øget omsætning: "Jesus ejer Nørrebro - og det er ikke til salg" stod malet med bred pensel på et stort gult banner.

Jeg stod med hovedet ud af vinduet et stykke tid. Inden lastbilernes transit overvejede jeg slet ikke, at dette besynderlige optrin var mere end en enkelt gal mands værk. At der fandtes flere af Moses Hansens slags, og at der ligefrem var nogen, der organiserede en sådan tur til den ultimative udebane. Disse pilgrimme må have oplevet samme følelse af utilstrækkelighed, som de knap ti udebanetilskuere fra Viborg, der dukkede op til sæsonens første kamp i Parken. De er givetvis også blevet budt velkommen af mindre godmodige øgenavne end "bonderøve".

Det er iøvrigt bemærkelsesværdig så hadefuld stemningen kan blive blandt de, der postulerer, at de proponerer tolerancen. I dette tilfælde - som i de fleste - var begge sider sådanne proponenter, men som det er typisk, er de blot uenige om, hvem der burde includeres i denne tolerance. Hvis man skal tro det par politibetjente, jeg talte med senere på dagen, Havde der heldigvis ikke været nogen voldelige optrin - lidt vandpjaskeri, måske - men generelt foregik det fredeligt. Det var således som det burde være; ikke-voldelig meningsudveksling. Linjen mellem at hade en menneskes holdninger og at hade mennesket med holdninger er ofte hårfin, og man skal tage sig i agt, at man ikke overskrider den. Man bør holde sit fokus: Racismen og snævertsynethed er fjenden - ikke mennesket.

Denne problematik genfinder vi desværre også i vores eget miljø, fodboldfanens miljø. Det er helt på sin plads at afsky vores rivaler fra Vestegnen, Brøndby IF; at hade synet af deres gule kamptrøje, og at korse sig over de udmeldinger, der kommer fra deres ledelse. Men hvis man begynder at hade personen bag den gule trøje, så skal man passe på, for så begynder det at blive sygeligt. Kampen står mellem klubberne, og den foregår først og fremmest på grønsværen. Forhåbentlig skal vi aldrig opleve noget tilsvarende det, der skete i Sverige, hvor en fodboldfan døde efter have sloges med en anden fodboldfan. En tåbelig og meningsløs død, og derfor kun desto mere tragisk.

Da lastbilerne adskillige timer senere tog turen den modsatte vej, var der heller ingen mismod at mærke på musikken og råbene fra den passerende lastbil. De havde sikkert opnået det, de ville; at komme på tv.

De havde således spredt deres ulykkelige evangelium, og i al bestyrtelsen over denne ukristelige mangel på næstekærlighed, har de sikkert fundet et par svage sjæle, der i frustration over sin eksistens' meningsløshed omfavner Moses Hansens formørkede filosofi. Spørgsmålet er, om ikke det gavnede Moses Hansen mere end det skadede ham, at han opnåede den opmærksomhed han fik.

Selv hvis dette er tilfældet, er det måske alligevel af det gode, at Nørrebro mobiliseredes. En fælles fjende har styrket solidariteten mellem beboerne uanset deres religion - om nogen. Nørrebro er faktisk det mønstereksempel på dagligdags integration og tolerance, og metropolitansk mangfoldighed, som vi gerne bryster os af er kvaliteter ved det moderne storbymenneske.

Men bor vi overhovedet længere i en storby?

[K]øbenhavnerkicket - der er sammensat af lige dele lettelse over at være undsluppet provinsens tyranniske lilleverden og løftelse ved at se sig omsluttet af metropolens frihed, anonymitet og tumult af muligheder

Sådan beskriver Søren Ulrich Thomsen, hvordan det føltes at flytte til staden, men sådan er det ikke længere, mener han. Og det fortalte han om i essay på forsiden af Politikens kultursektion for et par dage siden. København er blevet kold.

Eller rettere provinsialiseret. København lever ikke længere op til Søren Ulrik Thomsens forestilling om en rigtig storby. New York - helst i en future noir-udgave. Eller i det mindste en London på Oliver Twists tid. Men ak! Folk ønsker det ikke. I stedet har de stemt på politikere, der har forsøgt at rydde op i sundhedsfarlige og utidsvarende bygninger. Arkitekterne har været der og været funktionalistiske og æstetiske, og København er blevet pæn og velfriseret. SUT tænker tilbage på den grimme, stinkende by fra de glade halvfjerdsere - hjerte brist ej - da folk var rigtigt fattige, og ikke bare kunne vælge at bo et andet sted. Dengang folk måtte bo i hærværkede opgange, fordi ingen ville tage ansvar. Dengang pigerne ikke turde gå gennem de mørke gader og gårde i frygt for at blive voldet.

Jo. København har nogle steder mistet sin romantisk farlighed, og SUT er jo digter, og derfor er det helt på sin plads med lidt pjalteromantisk mytologisering og kauceren over at ønsket om en grøn gård i højere grad skyldes en filosofisk afstandtagen fra hele industrialiseringskonceptet end det skyldes at spekulationsbyggeriet fra slutningen af det nittende århundrede er blevet utidsvarende.

Reality check!

Gu' pokker er det hyggeligt at gå hos slagteren, grønthandleren, mejeristen, kolonialhandelen og bageren, og stå og købslå om prisen og snakke om dette og hint, i stedet for blot at fise ned til Netto ti minutter i lukketid, men hvis man både har et fast job og en familie, så har man ikke tid til andet. Gu' pokker er de små bæverdinger som denne her charmerende, men når der er så mange, der lukker så er det altså, fordi folk foretrækker at drikke deres øl andetsteds. På frilandsmuseet med dem! Der kan de stå med de charmerende og romantiske baggårdshuse, som aldrig fik sol og som ikke havde ordentlig sanitet. Frilandsmuseet har åben tirsdag til søndag fra ti til fire, så det er bare om at komme af sted Søren Ulrik!

Tiden går, og livsstile skabes medens andre forgår. Nej: København ser ikke længere ud som Søren Ulrich oplevede den i halvfjerdserne, det gjorde den nu næppe heller ikke i halvfjerdserne. I det hele taget finder man næppe nogen by, der ligner sig selv i halvfjerdserne. Er der noget sted i samfundet, der ikke har udviklet sig de sidste tredive år?

Men hvad så med Søren Ulriks metropolitanske lejlighedsbygning i Indre by (som ifølge Søren Ulrik for nylige er begyndt at blive kaldt "city" i misforstået smartness, på trods af at man har kaldt Københavns indre by for City siden mine oldeforældres generation)? Er det mærkeligt, at de gamle latinerkvarterer er attraktive for de mere velhavende - bl.a. på grund af den romantik du selv tillægger dem? Sådan har det altid været. Tag en rigtig storby, som fx New York. Har kvartererne dér samme særpræg og de samme beboere, som de havde for tredive år siden? Nej! Nej, det har de ikke, nye kvarterer springer op som paddehatte i en heksering, når den kunstneriske og ungdommelige næring er brugt, og mere velhavende flytter ind og sætter de lejligheder i stand, der før husede kunstnerkollektiver og storbybohemer.

Det er helt naturligt, at forskellige bydele blomstrer og falmer i takt med tiden, det er netop kendetegnet en storby, at der er forskellige kvarterer med hver deres karakter, og at der ikke er et enkelt centrum, men mange, og af disse er det geografiske, og historiske centrum, den mindst betydningsfulde. Tag en tur rundt i byen, og glem ikke at besøge områder uden for brokvartererne, Nordvest, Sydhavnen, Vanløse, langt ude af Amagerbrogade. De steder, hvor de ikke så velhavende bosætter sig. Derude er der masser af storbykolorit, og storbyen er mere end City.

Dixi.

Nå, måske fik Søren Ulrik lidt flere stryg end han fortjener, han er jo sikkert en flink mand, men når jeg nu også selv har beskæftiget sig med noget af det samme, så kan jeg ikke undslippe den følelse, at SUT's artikel er lige ensidet nok. Og ensidethed skriger jo på modargumenter.

For at slutte af på en god tone, havde jeg egentlig tænkt mig at have et digt af Søren Ulrik Thomsen, men desværre ejer ikke nogen af hans digtsamlinger, så det bliver af en anden stor dansk digter i stedet.

I et meget lille land
i et meget lille hus
bor en meget lille mand
og en meget lille mus
og den meget lille fyr
med det meget lille dyr
har en meget fin tenor
der er meget, meget stor!

Og det er naturlgivis af Halfdan Rasmussen. Kom godt hjem!

Martin CX

Ugens film:

Y Tu Mamá También (Og din mor)
Fremragende, stærk, hylende grinagtig og uforudsigelig mexicansk roadmovie om to teenageknægte og en kvinde, der tager af sted mod en strand, der kun findes i knægtenes fantasi. Fik jeg sagt, den var fremragende? Værd at se, også for det knivskarpe portræt af selve landet, Mexico.

About a Boy (Om en dreng)
Se, hvis du nu har det, som jeg, så tænker du. "Hugh Grant. I en romantisk komedie. Så hellere genudsendelser af Walker, Texas Ranger." Men jeg morede mig faktisk. Filmen er endnu en filmatisering af en Nick Hornby-roman, og den fungerer faktisk bedre end "High Fidelity" i mine øjne (selvom -smølle sikkert er uenig, men det er kun, fordi High Fidelity handler om musiknørder, så bær over med ham).