For fanden da! Så står man igen hernede i bulen og skal forsøge at fedte et par bevingede ord sammen til den sædvanlige forsamling, som efterhånden er kommet drivende ind fra Parken i aftenheden og første UEFA Cup-møde mod de forhenværende georgiske jernbanearbejdere fra Tbilisi. Denne bartender tog selvfølgelig den hurtige vej tilbage fra Østerbro, helt uden svinkeærinder bortset fra indkøbet af en ekstra pakke smøger til aftenen. Alt sammen for jeres skyld. Og I er efterhånden kommet herned alle sammen, de letlevende studerende og deres tutorer, evighedsstudenterne, familiefædrene på kort fripas, de højtuddannede, de lavtuddannede, og alle I andre mere eller mindre ordinære borgerdyr. Og selvfølgelig har den gamle gnavpot med cigaren forlængst indtaget majestætstolen ovre i hjørnet. Herfra skal lyde et hjertelig velkommen til alle. 

Et frynsegode ved at tage den direkte vej hjem blev at jeg nåede tids nok ind ad døren til at få fyret op under husets fjernsynsapparat. Det lykkedes mig akkurat til at gense aftenens begivenheder i DR-sportens korte sammendrag. Det georgiske mål som er ganske strålende, nøjagtig som vores egne kasser faktisk er. Lønstrups lob til Todi ved første, Rølls flyvende hovedstød ved anden, og det hurtige kombinationsspil ved tredje inden Todi-torpedoen afsluttede i nettaget. Men jeg må samtidig tilstå at jeg er ganske mellemfornøjet med indsatsen i øvrigt. Det er tredje hjemmekamp i streg hvor vi præsterer at komme bagud i første halvleg, og det er ved at udvikle sig til en rigtig dårlig trend - uagtet hvor mange lucky punches som modstanderne ellers hiver frem fra gemakkerne. 

Nu gider jeg det fandeme ikke mere, lige så lidt som jeg gider de halvsløje kampopstarter som vi også har set i alle tre hjemmekampe. Og lur mig, oh du skarpsindige, om der mon ikke er en sammenhæng her. Nu har dette enerverende modelune i hvert fald hersket længe nok, og skal vi ikke blot blive enige om at tiden er moden til et brud - ja, lad os bare bruge store ord som paradigmeskift. Det er hermed blevet tilladt for FC København at score først på hjemmebane, ja det er endog blevet tilladt at gøre et ihærdigt forsøg. 

Men nok om aftenens kamp. Det egentlige referat og den endelige vurdering af begivenhederne vil jeg overlade til vores husværter, som efter sigende havde særdeles kompetente folk i Parken med akkurat denne ene opgave for øje. Blot kan man konstatere, at de danske hold ikke ligefrem har imponeret her på denne europæiske aften. Både OB og FC Midtjylland præsterede at tabe mod eksotiske modstandere fra henholdsvis Finland og Makedonien. Ikke just befordrende for det fælles UEFA-regnskab som jeg er naiv nok til at mene, at vi også en dag kan få gavn af. Således at ikke al Champions League-deltagelse i fremtiden skal baseres på svineheld i lodtrækning ovenpå en tilfældig Milton.

I stedet kaster vi os med fråde hjem i andedammen. Rap, rap, crap. Var der nogle som så blisanden, eller pibeanden som den rettelige zoologiske betegnelse er? En frisk fra fadet måske eller en gin og tonic i aftenens anledning. Lad mig straks gribe fat i den køligste af de kølige. Ja ham derovre. Han kommer hernede en gang i mellem. Altid helt i sort dress og isen til gin og tonic'en er direkte hentet fra hans pilotjakke. Han har det hele på plads på forhånd, meninger og tatoo's, og vi andre kan blot gribe terningerne, som de dropper ned og han lusker hen til sin barstol og smiler overbærende sammen med de par stykker han kender. Jep, denne fætter har i det hele taget styr på det hele, også hvorfor det stadig er ekstremt køligt at kalde #32 for #32 og ikke Peter Møller. I sig selv er det imponerende at forklaringen kan tage omkring de 10 minutter med en masse indskudte "dengang"-bemærkninger og ellers en ivrig pointeren af ironien i det hele. Og jeg medgiver gerne, at det ind i mellem har været ganske morsomt. Men er det efterhånden ikke ved at være en anelse fortærsket?

Et lille flashback tilbage til i aften. Store dele af Nedre C-tribunen står pludselig og brøler på #32, da han første gang træder frem fra udskiftningsboksen. Tidligt i første halvleg. I anden halvleg runger den igen flere gange før Møller er i nærheden af at komme ind. Så er det at jeg får det, som jeg fik med den nærmest euforiske hyldest som Pascal Simpson blev mødt med ved træningskampen mod Club Brügge i sommerferien. Noget er kørt helt af sporet her. Noget er trådt helt ud af proportioner. Skal jeg være rigtig fæl, har jeg næsten en fornemmelse af at en masse folk pludselig har sat en større bodsgang i værk. Skurken er blevet helt og nu kan heltens hyldest nærmest ikke blive stor og hysterisk nok. For Pascal gjorde 3-1 målet i DM-finalen mod Brøndby i 2001 underværket, for Møller blev det åbenbart søndagens drømmekasse i overtiden.

Selv har Møller taget det hele med nærmest stoisk ro. Han forventede akkurat intet efter sin genkomst i FC København og har taget al skepsis mod sin person i ganske stiv arm. Det affødte min respekt ganske tidligt. Jeg kan i det hele taget intet finde som betvivler at Møllers genkomst har været problematisk. Rent følelsesmæssigt overbeviste han mig allerede da han scorede i en pokalkamp sidste efterår mod Viborg og siden har han nærmest blot fyret afgørende scoringer af. Især i indskifterrollen. Jeg husker i flæng Silkeborg- og AGF-kampene fra foråret, og nu Køge og Farum her i efteråret. Derfor var hele dette #32-trip allerede fortid for mig inden søndagens scoring. 

Jamen, morskaben da. Den fantastiske københavnske ironi, som vi gerne bryster os af. Hertil siger jeg blot, at selv den bedste vits kan blive fortalt for mange gange, nøjagtig så ofte at enhver efterfølgende latter ender som hul. Og nu er vi efterhånden derhenne hvor hele den danske stand af sportsjournalister også har fanget pointen. Det bør i sig selv være alarmklokke nok. Mere kan den simpelthen ikke klemmes. #32 ud af Parken - skift i stedet Møller ind. Så scorer han nok igen. Ja, mon ikke. 

Og moralen i dette, ja jeg er sgu i humør til at være noget så utrendy som moralsk, kan så blive at nogle af spillerne godt kan fortjene at blive mødt med en mere "overbærende" attitude fra os fans. Det er helt i orden at nogle skal gøre sig fortjent først, som i Møllers tilfælde. Men det behøver ikke at være dette 180 graders skurk/helt-parameter, som fx. Pascal også blev udsat for. I denne katagori af spillere kan vi også sagtens nappe Lønstrup. Når træner Backe sætter ham på holdet uge efter uge, så gør han det ikke for genere hverken mig, dig, eller nogen andre på Nedre C. Backe gør det fordi Lønstrup har nogle kvaliteter, som begunstiger hele holdet. Uanset om han så spiller højre midtbane eller centralt.

Ja, for fanden. Så står vi her igen og er tæt på at diskutere ham Lønstrup. Det måtte jo også ende der, selvom han ikke er så nem at greje som ham Møller, der foran alle landets TV-seere beviseligt engang var helt ukølig og sparkede til en FC-kasket på Brøndby Stadion. Lønstrup er KB1903'er, og som sådan en af de gamle drenge. Alligevel er han endt som en slags evig misfit for mange. Det er blevet ganske trendy at ønske ham hen hvor peberet gror. For nogle. Mens andre har grebet til anderledes anstandsmæssige våben for at bekæmpe disse "nogle". Hæ, men vi gider slet ikke den diskussion her. Ikke nu og i denne omgang. Jeg er personlig helt Marianne Jelved'sk omkring Lønstrup. Hans lobbende frispilning til Todi i dag er der ikke mange som gør efter, der er heller ikke mange der kan bremse tempoet i et opspil som ham. Bøhøø... 

Gu' fanden står vi her igen. Diskussionen om en ny turneringsstruktur for elitefodbolden herhjemme er så småt ved at blusse op igen fra den sagte ild den døde ved i foråret. Modellen med slutspil vil formodentlig atter sætte sindene i kog. Og atter skal det hele forplumres med sammenligninger fra fx. ishockey, hvor knald-eller-fald kampene er dagens orden. Hvilket intet har at gøre med det forslag som fodboldens folk forsøger at udtænke. Nemlig et mere koncentreret seriespil som overbygning, hvor points og målscore føres videre.

En ting har dog undret mig dybt i de nye forslag, som man har kunnet læse sig til i ugens løb. Samtidig med at seriesæsonen udvides fra 33 til 36 runder (inklusive slutspillet), så ønsker man også at topklubberne skal træde tidligere ind i pokalturneringen. Ergo skal sæsonens samlede antal kampe øges ganske betragteligt. Og dette udtænkt oven på en VM-turnering hvor der var bred enighed om, at topspillerne i forvejen spillede for mange kampe. I hvert fald de europæiske. Nu vil man så herhjemme gå stik mod trenden. Man siger endnu flere kampe, mens man fx. i England diskuterer noget så usædvanligt - for dem - som obligatorisk vinterpause i januar. 

Øh, jeg er faktisk lidt forvirret her. Er det fordi man fra dansk side - som en slags fælles resignation - har opgivet, at de hjemlige klubber vil opnå mere end maximum 4 europæiske kampe pr. sæson? Jeg tør i hvert fald knapt tænke på, hvor mange kampe vi selv, som foreløbig tænkt scenarie, kunne risikere på et efterår i fremtiden med et 22 runders grundspil + et gruppespil i Champions League + at entré pokalturneringen i 2. runde. Det kan nemt løbe op i en pæn sjat over 30 seriøse kampe på 4-5 måneder.

Det holder simpelthen ikke, selv med vores nuværende luksustrup. Jeg tror ikke på det. Enten må man holde en lille pokalturnering som nu og så udvide Superliga-programmet til 36 runder, eller også må man udvide pokalturneringen og indskrænke antallet af kampe i Superligaen. At gøre begge dele ville være at udsætte de hjemlige topspillere for mere end selv de største europæiske lande gør nu pr. halvsæson. Det lugter af rent bly i hovedet og så kan man lige så godt fortsætte med den nuværende 3-indbyrdes-kampe pr. sæson model. Som i forvejen er bly i hovedet, qua det skæve antal indbyrdes opgør. Insisteres der på en større pokalturnering, så kan jeg kun se en fremtidig Superliga og den er lig den nuværende 1. Division. En straight 30 runders turnering.

Problemet her bliver så de meget store forskelle, der vil blive mellem klubberne. Her er det ikke alene det sportslige der bekymrer, men også økonomiske og rent facilitetsmæssige vilkår. Vi er allerede en del der har været på Køge Stadion og det har intet med bare anstændigt Superliga-niveau at gøre. Der var faktisk ikke langt fra den jubilæumskamp som vi spillede som træning ude på Rødovre Stadion. Og her taler vi serie 1 kontra toppen af poppen i dansk fodbold. Med en udvidet Superliga med 16 hold modsat de nuværende 12 hold vil der komme mange flere Køge-lignende tilfælde. Og det virkelige problem bliver ikke så meget, når vi eller eksempelvis Brøndby besøger disse tilfælde. Problemet er når de mødes indbyrdes. Hvor inspirerende bliver Superligaen, hvis for mange kampe spilles for under 2.000 tilskuere? Næppe mere end denne gamle karklud, der skal tørre op efter aftenens gin og tonic-orgie. 

Det korte af det lange i ovenstående debat: jeg håber sgu at de ansvarlige fodboldpolitikere tænker sig grundigt om og finder en holdbar løsning, der rækker længere end 4-6 sæsoner frem. I Schweiz har man kørt med den tænkte 12 holds model + slutspil siden sidst i 70'erne. Det kan sagtens fungere på fornuftig vis, i lang tid og med sæsonstart tidligere i juli, men den bør nok ikke lige lanceres sammen med en tænkt udvidelse af pokalturneringen. Det bliver at skyde sig selv unødigt i foden. 

Jeg er i hvert fald kommet i tvivl og det handler ikke om den forkromede slutspilsdebat, som jeg stadig anser som helt misforstået - men om antallet af kampe, som man vil byde topspillere og topklubberne. Der er en mæthedsgrænse, det har man opdaget ude i Europa. Den trend bør vi nok også snart fange herhjemme.

Over and out! 

Jan Saxo

Ugens jukebox:

Bruce Springsteen: "Live 1975-1985"
I lyset af den nye CD "The Rising" (jeg er i øvrigt ganske enig i kollega Holgers vurdering for 14 dage siden), så kan jeg ikke dy mig for at hive denne triple-CD frem. Jeg vil aldrig nogensinde tøve med at kalde den bedste live-udgivelse nogensinde. Den er helt enestående. Både som ren historiedokument over Springsteens mest gyldne periode, og som regulær musikalsk kvalitetsprodukt. Jeg spillede den engang i stykker på vinyl, og hygger mig nu med en forhåbentlig mere holdbar CD-udgave. Og her er det hele - og adskillige supplementer samlet - under E Street Band's forrygende akkompagnementer. Det er en ca. 4 timer lang turne fra den første gamle vinylskive "Greetings from Ashbury Park, N.J." (1973) til "Born in the USA" (1984), der emmer af enorm spilleglæde fra en musiker og et band, der på mange måder repræsenterer det som rockmusikkens inderste sjæl handler om. At præstere på scenen foran et levende publikum, ikke over mixerpulten i et studie. Der er mængder af vidunderlige øjeblikke samlet her. Min personlige favorit er CD2, hvor Springsteen fører fra os fra vildskaben i numre som "Badlands" og "Candy's Room" over et af sine musikalske forbilleder, den gamle folk-guru og protestsanger Woody Guthrie, og hans "This Land is your land..." til egne akustiske perler fra "Nebraska"-skiven fra 1982. Det er til ren gåsehud, uanset hvor mange gange man hører det. Oh, det er smukt! CD3's indledende 11 minutter lange version af "The River" elsker jeg også. Bruce har altid været lige så meget historiefortæller som rockmusiker, og her får den hele armen i al sin sentimentalitet. Og når først den skingre mundharmonika sætter ind, er ikke et øje tørt. 

Ugens film:

Minority Report
Den er hverken en ny Blade Runner eller en ny The Matrix, selvom den spagfærdigt forsøger sig i de retninger. Alligevel holder den glimrende. Det er en rigtig god historie (baseret på en novelle af Philip K. Dick, som også skrev romanen der dannede inspiration for Blade Runner) og så kan man leve med Steven Spielbergs sædvanlige sødsuppe-ending og de lidt malplacerede fremtidsby-elementer undervejs, der grafisk prøver overtrumfe noget fra de to før nævnte film.