Klask, sagde det da konvolutten ramte gulvet. Det var en rudekuvert, og de er som regel ikke velkomne her. Vi har nu ikke gældsat os for at drive Spruthuset, men derfor kan man da alligevel godt blive ængstelig for hvad sådan én gemmer af ubehagelige udgifter.

Denne gang var der dog ikke noget at være nervøs for. Brevet kom fra Codan, og det indeholdt to billetter til Joe Cockers koncert på lørdag. Det i sig selv var forbløffende, da vi overhovedet ikke er kunder hos selskabet. Den eneste kontakt vi har haft med dem var, da jeg for et par uger siden så TV-Avisens reportager fra Tyskland og Tjekkiet, og begyndte at tænke over at det måske var på tide at kigge på en forsikring mod vandskade, udsatte som vi jo er her i kælderetagen. Og hvem herhjemme har mon mere praktisk og frisk erfaring med vandskader og oversvømmelser end Codan?

Jeg ringede derfor til dem. Faktisk gav jeg dem hverken navn eller adresse, nu jeg tænker over det. De må virkelig være desperate for at komme af med de billetter - godt man ikke er hardcore Cocker-fan og har brugt 350 kroner for at komme ind. Tænkte jeg allerede inden min kollega Holger kom forbi med en enorm forbinding om hovedet. Han havde fået smidt en hel stak i nakken, fra et vindue højt oppe i Codanhus. Så er det altså gået for vidt! Den slags gør ondt. Men nyttige er de billetter da; vi bruger dem som kile i døren så den ikke smækker. Det er jo varmt for tiden.

Sådan var det ikke for et par uger siden. I dagene efter vandpjaskeriet ude i Brøndlandia besluttede vejrguderne sig for at efterligne den løbske sprinkler, og hældte uanede mængder vand og en forrygende gang natlig torden og lynild ud over den stakkels hovedstad. Det var på tide at forlade vores by og holde en uges ferie fra Spruthuset, og lade de kapable kolleger styre fadølshanerne, mens jeg og min kæreste søgte varmere himmelstrøg. Nemlig i Stockholm.

Pragtfuld by, skal det siges til dem der ikke har været så heldige at være der. Især når den ligger hen i sol under en hedebølge. Og vi havde ovenikøbet skudt papegøjen, da vi havde fået lov at låne en lejlighed på Södermalm kvit og frit. Det frigjorde midler til at gå ud, gå i butikker osv., og til at gå til fodbold om torsdagen. Så svineheldig man kan være - der var lokalopgør mellem AIK og Djurgården på Råsunda.

Jeg skal ellers nok love for, at de forstår tankegangen bag prisdifferentiering deroppe. Medmindre man ville stå bag målet med fangrupperne, kunne man værsgo slippe et beløb fra 250 til 350 kroner, og selv om man føler sig som en ren dollarturist med sine værdifulde danske kroner i lommen, så er det stadig en noget stiv pris at slippe for at se en ligakamp i Skandinavien. 

Men det var en strålende kamp. Djurgårdens fans, Järnkaminarna (spørg ikke), sang allerede inden kampen "Djurgår'n, vi är bäst i stan", med reference til at de lå bedst i tabellen, og i et håb om at minde deres hold om at de rent faktisk har været rigtig velspillende, mens AIK har haft en temmelig kummerlig sæson. Der var da også brug for det. Vi har engang tabt fem kampe i træk til Brøndby. Djurgården havde ventet syv år på at slå AIK. Ingen sejre siden 1995. Det var dengang Oasis var gode. Det er godt nok længe siden. 

Skal jeg give en fodboldturists indtryk af Stockholm som fodboldby, så er den sydlige del af Stockholm by klart domineret af Hammarby, og den nordlige af Djurgården. AIK er et forstadshold, og pointerer selv at de er fra Solna, der ligger et kvarters tid med tunnelbane nordpå fra bymidten. 

Og skal man drage paralleller, og det skal man uvægerligt, for sammenligningens skyld, så må man sidestille AIK med Brøndby. Hammarby kan sammenlignes med Frem, da det historisk er en arbejderklub, men Bajen (spørg heller ikke) har trods alt en bredere appel nu, og er om ikke byens hold, så bydelens hold for det sydlige Stockholm - på samme måde som Södermalm slet ikke er det rene arbejderkvarter det var for nogle år siden, og ligesom vores Vesterbro og Nørrebro nu har en meget mere blandet og ung befolkning. Og så kan Djurgården passende sammenlignes med KB, de spiller de fleste af deres kampe på det nærmest antikke olympiske stadion midt i den fine centrale bydel Östermalm, der bedst kan sammenlignes med Østerbro eller Frederiksstaden lige nord for Kongens Nytorv herhjemme. Og det gav jo en naturlig sympati for Djurgården, i direkte sammenligning med AIK, lige dér. En anden ting var, at i den uge vi var der, lagde jeg kun en gang mærke til én der gik omkring i en AIK-trøje. Og mange folk i Hammarby- og Djurgården-gear. Byens (to) hold.

Også ude på Råsunda kunne man se tydelig forskel. AIK'erne havde helt afgjort lavet mest ud af alt det der tifoværk, og man kunne derfor se et utal af små flag vaje i gult og sort nede for enden. Det kan ses her, og i den anden ende var bestræbelserne ikke nær så gennemførte. Ikke nok med det; der skulle ikke være nogen smalle steder hos Gnaget (spørg slet ikke), og derfor stod der en megafonmand oppe i hegnet hele kampen igennem og galpede instrukser ud. Blandt andet styrede han en måde at synge "AIK" og klappe tre gange på, som virkede fandens bekendt, og som af en konkurrerende dansk klubs fans nærmest blev fremhævet som om man havde opfundet den varme tallerken, i et af deres sjældne selvhævdende øjeblikke. Som så meget andet er det åbenbart mere lånt end selvskabt.

I store dele af kampen var det mest megafonknægten, der gik igennem. Djurgården var klart bedst i byen, som de jo også selv havde gjort opmærksom på, og vandt 3-0. De burde have vundet 7-0. Eller måske 7-1, hvis ret skal være ret. Tre hug på aluminiummet og nogle store chancer havde de, oveni de tre mål. Det flotteste af dem sat ind af ham som F.C. København også var ude med snøren efter, men som DIF løb med, Kim Källström. En knægt der ligner en 18-årig udgave af Carsten Fredgaard, med et lige så forrygende uglet evigt morgenhår, men som har en venstrebenet sparketeknik som en Götalands udgave af Gheorghe Hagi. Men i det hele taget var de et meget seværdigt hold, og jeg var lige så imponeret af deres driblende venstre wing, Lolo Chanko, der også scorede, og blev kåret til man of the match, samt den offensive midtbanefyr Andreas Johansson.

AIK - de var tamme. Deres fans var der heller ikke meget smæk på. Indtil til sidst, hvor fanden tog ved dem. Åbenbart indså de, at de var ved at øde en formentlig dyr tifo væk på det rene ingenting, så pludselig var der liv og glade dage nede for enden. De kørte en sang af, som de stadig stod og sang da vi forlod stadion i selskab med DIF's fans, og AIK'erne stadig stod inde på deres afsnit. Det var surrealistisk, det var som en bizar måde at vise på at nej, vi er skam ikke kede af det, vi støtter videre ligemeget hvad, ligemeget om kampen er slut, ligemeget om modstanderne rent faktisk har noget reelt at juble over, og ligemeget at vi har fået en gevaldig røvfuld. Det kunne jeg sgu ikke. Det ville gøre for ondt at tabe og blive udspillet i den grad.

Det var nemlig heller ikke som om AIK ikke havde nok at slås med i forvejen. I aviserne samme dag kunne man læse, at deres ishockeyafdeling havde sendt et brev ud til medlemmerne om at give en skærv, og at afdelingens elendige økonomi truede eksistensen for hele AIK, også fodboldafdelingen. Så tror da pokker at det er skægt at være fra Djurgården sådan en aften. Modstanderne på røven og i bunden, ens egen klub fuld af muligheder og på vej mod toppen. Og endelig revanche.

Skægt var det også at være til fodbold i Sverige i det hele taget. I virkeligheden var det meget ligesom vores egne kampe mellem København og Brøndby, men nok lidt mere fredsommeligt i tonen. Stemningen var forholdsvis afslappet, måske som eftervirkning til det dødsfald der blev resultatet af et aftalt slagsmål mellem nogle psykotiske AIK'ere og ditto IFK Göteborgere i Högalidsparken på Södermalm, langt fra Råsunda hvor de to hold mødtes. Dødsfaldet havde bestemt gjort indtryk, og alle spillerne kom på banen sammen, og bar på et par store antivoldsbannere. Det havde åbenbart sin virkning, men på vej til tunnelbanen hjem virkede det nu stadig som om at der var flere betjente end fans.

Det lod ikke til, at der kom ret mange hånesange flyvende fra den ene endetribune til den anden og vice versa, men det kan hænge sammen med at teksterne blev fyret af på hurtigt stockholmsk, og at jeg ikke fattede det halve af dem. At teksterne er på svensk er i øvrigt meget karakteristisk; jeg tror ikke jeg hørte noget blive sunget på engelsk. Egentlig mærkeligt, at ikke også er tilfældet her. Så kunne man undgå meget pinligt vrøvl sunget - "People wants to know", "hear the voice from the Copenhagen boys", "I can't hear no fuckin' shit" osv. Ikke at der er noget galt med sangene. Men hvis det er så vigtigt at have et arsenal af engelske sange til når man møder udenlandske hold, så giver det ikke fuld effekt hvis man synger dem på Valbyengelsk.

Et punkt hvor det også er skægt at være på stadion i Sverige er så noget, som jeg ret nemt kunne gå hen og blive afhængig af. Under kampen - og dette kunne man i øvrigt læse om i min kollega Holgers Ræb sidste år - kørte billederne fra Canal+-transmissionen på en storskærm oppe under den ene langsides tribunetag, og man kunne se langsomme gengivelser af mål, chancer, stolpeskud, og af Andreas Anderssons ærlig talt pinlige forsøg på at filme sig til et straffe. Det var en fryd for tilskueren, og det galdt også når de i spilpauser kunne vise flotte mål fra Landskronas kamp samtidig, samt i pausen hvor der var klip fra de seneste runder. Da Holger skrev sidste år mente han ikke, at planen med storskærme som en del af tv-aftalen lød realistisk. Men nu er der jo OB-vogne til alle kampe, og alt produceres som livekamp til pay-per-view. Dermed har man den vigtigste brik på plads i sådan et projekt: fodbolden. Men vi får se om det bliver til noget. Foreløbig har det været en succes i Sverige, så forhåbentlig er det en lektie til efterfølgelse. 

Stockholm er værd at få set, det er helt sikkert. Strålende spisesteder - hvis du skal forbi, så check f.eks. fiskegryden på Mest, Pragschnitzlen på Soldaten Svejk, eller den gode kinesiske mad på Ho's, alt sammen på Södermalm. Og sæt en eftermiddag af til at gøre kup i S:t Eriksgatans små og billige pladebutikker (vil man finde en ny Joe Cocker-cd til 40 svenske kroner, er det f.eks. der det foregår). 

Skal man svine stedet til for noget, skulle det da kun være deres perverse alkoholpolitik og ikke mindst deres ølfabrikation og -udbud, der er oprørende. Svensk øl smager som vand, ikke engang særlig spændende vand endda, og holder knap alkohol. Det er betegnende, at et spruthus på svensk ikke betyder det det gør her, men derimod et sprøjtehus, sådan et der hører til en brandstation. Et svensk spruthus er fyldt med vand, med andre ord. Stockholms stolte søn Bellman må have korset sig over den ironi, den gamle drukviolin.

Her bruger vi ikke vand til at slukke sommerens brande med, men stærkere sager. Lad mig åbne en øl til dig. Jeg lover, at det ikke er en Pripps Blå. Derimod fandt jeg nogle Stella Artois på tilbud for nylig. Jo, vi forbereder os på at hive flere udenlandske bajere ind, når de Forenede nu får kam til deres hår. Men ingen svenske.

Jeg skal ellers lige love for, at havde jeg ikke fået blod på tanden inden Brøndbykampen på søndag, så fik jeg det af den kamp i Stockholm. Bare at betragte Djurgården-fansene, som på det tidspunkt var konger af alt, på vej hjem mod byen, var dyb inspiration. Okay, de havde syv år at gøre godt for. Men vi har gudhjælpemig også noget at revanchere.

Det er selvfølgelig ikke gået ubemærket hen i ledelsen hos de danske mestre, og deres træner og direktør har beklaget sig over at der ikke er blevet taget særlige hensyn, nu hvor deres hold - i hele Danmarks interesse! - skal spille kvalifikation til Champions League. Åbenbart har risikoen for at møde et frådende og hævngerrigt F.C. København-hold nogle få dage før kampen mod Rosenborg om adgang til Champions League stødt Brøndbys direktør og træner på knapperne. I Politiken fremsatte direktøren en anmodning om, at man fremover kunne betænke det hold der spiller om de vigtige europæiske point med en let modstander.

Ja, jeg har så siden erfaret at det er meget umodent at affærdige dette som rent tuderi, men det er da lige så man kløjs i den patriotiske og uegennyttige tankegang. Det er jo for Danmarks skyld! Ud fra devisen, at hvad der er godt for Brøndby er godt for Danmark, skal der nu drysses et gyldent støv af lette hjemmekampe, helst mod oprykkere, ud over Brøndby. Og når man i stedet for dette ønskescenarie møder AaB og København ude, kan man så lige nå at lade det skinne igennem, at det nok ikke er et tilfælde, når nu netop AaB og F.C. København har repræsentanter i programudvalget. 

Det er noget pjat. Pers udtalelse kommer heldigvis på et tidspunkt, hvor det er så hæmningsløst gennemskueligt, at det er en lynafleder for hvis der skulle komme grus i maskineriet i enten superliga eller CL-kval, for så kan man altid undskylde sig med at 'nogen' ville BIF det ondt og planlagde et særlig besværligt program for dem. Og egoismen kommer elegant frem, når det skal hedde sig at kun mestrene har fortjent den slags favorisering. 

Til mandens information er der andre hold der spiller europæisk, og også kan samle point ind til Danmark - men selvfølgelig knapt samle millioner ind til Brøndby IF! F.eks. er der et københavnsk hold, der skal kvalificere sig til UEFA-cuppen i næste uge, som møder danmarksmestrene i weekenden. På hjemmebane, jovist. Men Per havde vel knap nok forestillet sig selv at kunne forlange en hjemmekamp samme lørdag som Joe Cocker spiller sin koncert på hans stadion. Måske han gerne så UEFA flytte deres kalender en uge, så den passer med Joes turnéplan? Det kunne være noget, DBU skal arbejde for. Det ville jo blot være i dansk fodbolds interesse…

Hvis ellers Per kan tillade sit hold at spille en kamp, der åbenlyst er til skade for dansk fodbold, skulle der være gode muligheder for en meget underholdende kamp i Parken. Eller Arken, som af en eller anden grund er blevet stadions navn blandt vores rivaler. Eller varianter såsom (p)arken. Guderne må vide hvorfor. Det er i hvert fald knapt det mest stødende tilnavn man kan finde…

Eller, det ville det måske være, hvis nogen kunne forklare hvorfor det skulle være nedsættende at sammenligne Parken med det forholdsvis nye kuntmuseum i Ishøj. Det mest kontroversielle ved museet var ansættelsen af deres direktør Anna Castberg, der havde fusket med sine referencer, men hvordan det kan overføres til F.C. København, at kvindemennesket havde anvendt slettelak kreativt ved sin jobansøgning, står hen i det uvisse. Ellers kan det selvfølgelig referere til Noahs Ark, men da det frelste hele menneskeheden og alle dyrearter fra en oversvømmelse forårsaget af onde og syndige folk, er det vel knapt logisk ligefrem at bruge det i nedsættende betydning. Symbolikken halter gevaldigt. Ikke mindst da vi vist godt ved, hvem der er specialister i flodbølger…

Forhåbentlig holder det tørt i Parken, PARKEN, Arken eller hvad man foretrækker at kalde det, når vi møder Brøndby på lørdag. Og det forhåbentlig i en holdopstilling, der har de karakteristiske rygnumre 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 31 og 32. Lige et hop på tyve. Man må da i hvert fald håbe at Peter Møller starter inde, for hvordan skulle tv's kommentatorer ellers få tid til deres evindelige betragtninger om at "nu kalder de ham ved hans navn, indtil hans mål mod Farum hed han kun 32!"? 

Hmmm… hvad var det så jeg hørte i Århus? Det må være indbildning, at et stort københavnsk fanafsnit råbte "Peter Møller!" ned til spilleren, der saluterede op til folk med et kæmpesmil, men jeg troede jeg havde hørt det. 

En anden ting er så, at han nu formodes at kaldes 'Last Action Hero'. Den titel, som man kunne læse om Møller i en overskrift i Politiken i søndags, er løftet fra interviewet med Lars Højer i Brølet 26. Den begejstrede Svend Gehrs i en grad så han gispede "Last Action Hero! Som fansene nu kalder ham!" ved enhver given lejlighed under Midtjylland-kampen. 

Det er vel straffen for at være raffineret. Overskriften om Højer var rent faktisk The "last action" hero!, eftersom han knap som Arnold Schwarzeneggers figur var den sidste af filmens actionhelte, men derimod gik hen og scorede efter at dommeren havde fortalt ham at det var kampens sidste spark, da vi mødte Linfield. Og det må - med al respekt for Møller, der i øvrigt også scorede i den kamp - stå fast som Højers uforglemmelige bedrift. 

Så må Møller få et andet tilnavn, og han har jo allerede et fortræffeligt et: 32, ganske simpelt. Jeg deler slet ikke den træthed som min kollega Saxo gav udtryk for i sidste uge over hele 32-fænomenet, for de råb på "32" der strømmede ned mod manden, da han senest varmede op på sidelinien, var for mig at se åbenlyst udtryk for en efterhånden velvoksen beundring. Hvilket skal være Møller vel undt. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke brød mig spor om at han kom, men skrev dengang på Sidelinien:

"Det store problem her er så, at det er blevet gjort helt sort og hvidt. Og jeg erkender blankt, at jeg ser det som ret sort, men man er simpelthen nødt til at få øje på gråzonen i dette. Det er en realitet, at han er her, og man er nødt til at få det til fungere. 

Møller har alt at bevise. Det siger sig selv, at det gælder inde på banen. Han kan godt glemme alt om at man skal have tålmodighed med ham. Det har været hans eget valg at afslå så mange mindre lukrative tilbud. Nu er han en løntung angriber med en del landskampe på bagen, ansat i danmarksmesterklubben. Og ikke nok med det, han har skabt mere end en berettiget tvivl om sin loyalitet til denne klub. For nu at sige det mildt. 

Så både som spiller og ikke mindst som person uden for banen skal han fra allerførste færd bevise hvad han er her for, og at hans indstilling er den rigtige. At han har det store problem, at hans troværdighed altid vil blive stillet i tvivl, er mere end ærgerligt for ham. Det er en kamp han må føre hver dag." 

Jeg fortryder bestemt ikke de kritiske ord dengang, men han har jo rent faktisk ført den kamp, og gjort det godt. Og det kommer til udbetaling nu, hvor hans popularitet skyder gennem taget. Det er såmænd rigtig godt gået af Møller.

Men åbenbart er der et eller andet princip om forbundne kar, når det gælder popularitet. Er der en lang række spillere som gør det godt, og har deres popularitet, så må der nødvendigvis være i hvert fald en, der skal have høvl, og for tiden er det åbenbart Christian Lønstrup. Særlig grelt i den kamp som hed F.C. København mod Lokomotivi Tbilisi, men som mest lignede en friluftsteateropførelse af John Candys film Tyksak på slap line - i øvrigt den første kamp i mange år jeg kan huske, hvor Nedre C rent faktisk applauderer modstandernes mål.

Selv jeg blev sgu helt grebet af stemningen, og det ligner ikke en Löns-Polizist at miste troen på den måde. Men jeg stod efter kampen og var helt overbevist om at Kaptajnen havde smidt bolde væk til højre og venstre og ødelagt vores spil i uhørt grad. Derefter kom jeg hjem, så kampen på video, og kunne ved selvsyn konstatere at han spillede en strålende kamp, var særdeles kreativ og direkte, lagde op til to mål - det opdagede jeg trods alt også derinde - og tabte fire bolde i hele kampen. 

Jeg mener ikke at man skal forsvare spillere blindt, men for dælen hvor er det trist ryge i flæsket på folk uden saglig grund. Men hvem ved, måske er det bare en holdningsændring? Måske har Roy sat sig dybere spor end som så. Jeg kunne da forestille mig, at han kunne godt kunne finde en vis tilfredsstillelse i at man åbenbart skal løbe 90 minutter (eller score mange sejrsmål i de sidste fem minutter) for at blive populær herinde nu. Ikke desto mindre kunne han jo sagtens bruge Løns på netop pladsen som højre midt.

Men lige nu gider jeg ikke bruge tid på det, for man ved jo af gammel vane, at den slags personpræferencer lægges til side ved arvefjendeopgør. Det sker jo nok også lørdag. Så lad os i stedet lægge øl på køl. Der er da alle forudsætninger til en forrygende dag, og forhåbentlig er der fest hernede om aftenen. Ja, selv Joe Cocker skal i så fald være velkommen, hvis han får lyst til at kigge forbi og tage en bajer. Bare han ikke begynder at synge.

-smølle

og på jukeboxen kører: 

Ugens sange:

Imperiet: 'Det glittrar', 'Sakar som hon gör', 'Cosmopolite', 'Höghus, låghus, dårhus', 'Kickar', 'Århundradets brott', 'Fat City' og Bellmans 'Märk hur vår skugga'.
Soundtracket til Stockholm fra Djurgårdaren Joakim Thåströms firserband. Storbymusik til en by, der faktisk nok må siges at være mere storby end vores egen. Kan det mærkes at jeg er lidt begejstret for stedet?

The Ark: 'Calleth You, Cometh I'
Forårets single fra det fortræffelige band, der spiller i pausen ved lørdagens kamp. De er et sted mellem Sparks og Pulp, og især de sidstnævnte i deres bedste dage er hvad man kommer til at tænke på, når man hører denne lækre popsag om den længe savnede kærlighed fra ungdommens dage.

Bemærk i øvrigt navnet - The Ark. Arken! Arken spiller i Arken! Fatter du? Nej, jeg kan heller ikke lure det. Hvis man absolut vil være spydig, så ville det være mere oplagt at slå på at deres seneste job var som hovednavn ved afslutningsfesten for Stockholms Pride-festival… hvis det kan støde nogen. Det er mere end fint med mig.

Bad Cash Quartet: 'Too Bored to Die'
Caesars Palace: 'Over 'Fore It Started'
Derovre i Sverige hiver de uden problemer det ene fine guitarpopband ud af ærmet efter det andet. I halvfemserne var specialisterne This Perfect Day og Popsicle, nu er det de her fætre, og jeg er misundelig, hamrende misundelig. Hvor svært kan det være at finde et dansk garageband der kan skrive gode sange? Svært, åbenbart, når man har så travlt med at sælge Heidi Hauge og Absolute-opsamlinger, at talentsøgning ikke sker mere.

Primal Scream: 'Rise' og 'Autobahn 66'
Fra det nye album Evil Heat, der ganske vist ikke er så overdådigt som det sidste, Xtrmntr (fyld selv vokaler på), men stadig ret forrygende. 'Autobahn 66' er Kraftwerks og Neu!s elektroniske, analoge 70'erlyd opdateret, og det er nærmest smukt. 'Rise' er bare arrigt som bare fanden.

Ugens albums: 

Martha and the Vandellas: Dance Party + Watchout!
De forrygende to første albums fra Motowns storhedstid, pakket på en cd. Der er 'Dancing in the Street' på, der er 'Nowhere to Run' på, og det i sig selv gør at der ikke er skyggen af undskyldning for ikke at eje pladen. At der også er 25 andre fine, fine ting med: regn det for en bonus.

Og under disken ligger:

Charlie Christensen: Jag, Arne
Den komplette udgave af Arne Anka-tegneserien. Ja, det er ham ovenfor. Forrygende satire og stemningsbillede fra hinsidan, med den koleriske, fattige, og evigt forargede Arne i forgrunden. Serien som Disney, trods ihærdige forsøg, ikke kunne standse, og som i øvrigt er fuldstændig i Carl Barks' ånd, selv om den handler om en digterspire fra Stockholm…

Og på jukeboxen kører ikke:

Michael Carøe og Det Fede Net: 'Stakkels Jim' i ny udgave.
Michael Carøe er efter alles udsagn alle tiders flinke fyr. Jeg har ingen grund eller lyst til at blive grov eller personlig over for ham. Men den sang som vi nu skal plages med inden alle kampe i Parken vil jeg altså have lov at brokke mig over, for det er simpelthen noget lort. Nu må charmen snart skrues ned. Det er et af de værste stykker fodboldmusik jeg har hørt nogensinde, og det er lige ved at det polka og vals som de spillede i Amsterdam inden kampen i efteråret var mere lytteværdigt.

'Stakkels Jim' - det var en pinlig sang, selv efter Gasolins standard, mand! "Skuld gammel wenskaw" - helt ærligt. Og at krydre den med at ryge op i dobbelt tempo og køre over i 'I Will lå-lå-lå Survive', så slutter alt da. 

Glem skrækken for håndboldfans med klappepølser, her er hvor vores storbycool officielt slutter. Jeg ville kalde det bundesligaagtigt, men selv Energie Cottbus-fans ville finde det der pinligt. 
Med de mange spændende ting der loves at være på den nye cd, så må man da bare holde fingrene krydset for at det ikke pinedød skal være 'Stakkels Jim' der skal spilles, år ud og år ind, tolv minutter inden kickoff. Enough is enough!