Ja, så åbner vi igen lidt senere end vi burde. Men mellem os, så var jeg nu hele tiden klar over at risikoen var til stede. Jeg er godt nok udmarvet efter i går. 

Det begyndte allerede ved titiden om morgenen, da jeg klatøjet var nede for at åbne Spruthuset. Jeg havde regnet med at sidde og læse avisen i ro og mag, og drikke en kop kaffe, men der gik kun knap fem minutter før to ungersvende stod i døråbningen. "Tjena! Har ni öppent?", lød det. Og dette, mine damer og herrer, var det nøjagtige startskud til at Stamværtshusets dagsrekord for omsætning ikke bare blev forbedret, men gik direkte gennem taget med et brag.

D'herrer, Olle og Micke, satte sig til rette på barstole og nød den første af dagens velskænkede fadøl. De klarede endda at holde balancen, da jeg sagde at det blev 50 kroner. Ja, de tog det faktisk forbløffende roligt, indtil jeg så at de fiskede en halvtredser frem hver og lagde den på disken. For pokker, I skulle have set glæden i deres øjne, da jeg kun tog den ene og gav dem den anden tilbage. Det var som små børn juleaften.

Efterhånden som dagen gik, kom der flere og flere stockholmere ind, og fustagerne forsvandt efterhånden i kvarters-intervaller. Så meget for snakken, som et par på flere måder frelste personager, vi en gang imellem kan høre gå og surmule ude på gaden, fyrer af, om at dansk pilsnerøl bare er en gang massefabrikeret industrisprøjt. Svenskernes opfattelse var den samme som de fleste andres: at den rammer plet hver gang den skal. Der er en tid for mørk, bitter og flad øl med fascinerende, fremmedartet smag, og der er en tid for læskende, perlende pilsner, på samme måde som man vel ikke behøver give afkald på haute cuisine, bare fordi man kan lide at spise en hamburger i ny og næ.

De opførte sig aldeles fortræffeligt, og det tætteste vi kom på et optrin var, da jeg i ren forglemmelse kom til at sætte en plade i cd-afspilleren fra de strålende Weeping Willows. En høflig forespørgsel om at slippe for at lytte til det "jävla Bajen-skit", og så pillede jeg den også af. Man skal jo vide, hvilken side éns brød er smurt på. På røg Imperiets Studio/Live, studiepladen (som er den bedste Imperiet-opsamling der findes), og den tog anderledes kegler.

Da tidspunktet for kick off i Parken nærmede sig, forlod svenskerne stedet i god ro og orden, da vi åbenbart ikke havde gjort os fortjent til at se en horde kampklædte betjente ankomme for at flå svenskerne ud af vores bar, og afsted mod Parken. Det havde da også været drakonisk. Men ærlig talt er man jo efterhånden vant til den slags fra det danske politi, der åbenbart mener at kunne tillade sig hvad som helst, når bare den borger de står overfor har en polyestertrøje med et klubmærke på. Man skal vel bare prise sig lykkelig over, at de ikke længere medbringer deres miserable køtere for at gøre faren endnu større.

Da stockholmerne begyndte at sive, tændte vi vores lille fjernsyn, og så TV2 forklare at nu var 3. verdenskrig brudt ud i den indre by, fordi hooliganerne fra Sverige gik amok. Sjovt nok var den forklaring vi har kunnet høre fra vores svenske medfans sidenhen en noget anden, og mere velkendt: at politiet havde været de aggressive, her ved at storme barer og hive folk ud og afsted mod Parken, samt undervejs at angribe folk uden grund. Præcis som man selv har kunnet opleve på Brøndby Stadion og Odense Station, og flere andre steder hvis man har været uheldig.

Men det havde TV2 jo ingen interesse i at fortælle. De er jo via deres program Station 2 (I ved, det program hvor Hr. og Fru Danmark skal overbevises om at Danmark er et helvede af kriminalitet med gangstere, bankrøvere og hooligans lurende på hvert gadehjørne, så de bliver hjemme og ser TV2, og ved næste valg stemmer på partier der vil fordoble politiets bevillinger) bundet grundigt op i et samarbejde med politiet, så at vente en neutral dækning fra den kant var meget optimistisk. En af vores stamgæster var endda før kommet forbi og havde fortalt, at TV2 havde en kameravogn holdende uden for Parken, nede foran Central Park, og så vidste vi jo godt hvad klokken var slået. De havde ingen rettigheder til kampen, og deres håb var at der skulle opstå ballade, så man kunne fortsætte kriminaliseringen af fodboldens fans.

TV2 har helt åbenlyst en dagsorden der hedder, at man vil smadre klubfodbolden i Danmark med ethvert til rådighed stående middel, og de har vist igen og igen at de simpelthen vil bukke sig ned i ormehøjde for at nå målet. Deres hooligananklager, deres uunderbyggede, anonyme og tilsyneladende frit opfundne dopinganklager inkl. totalt ubegrundede påstande om narkomisbrug blandt tilskuere (lagt til rette som en stinkende rævekage af Henrik Madsen og Morten Ankerdal) og deres nuværende genoplivede hool-skræmmekampagne, samtidig med deres tilsvining af TV3 (der jo rent faktisk har hævet dækningen af dansk klubfodbold til et plan TV2 ikke engang kunne drømme om at være på, da det var dem selv der havde rettighederne) - alt sammen er helt indlysende lagt til rette for at miskreditere fodbolden og fans som dig og mig. Måske i et anfald af ren smålig misundelse, hvem ved? Men skadeligt som fanden er det. 

At små 20.000 mødes ved en festlig og fascinerende kamp i noget så trods alt ordinært som første runde af UEFA-cuppen, og at flere tusinde stockholmere kommer hertil for at følge deres klub, det er selvfølgelig ikke noget TV2 kan bruge til noget. Men billeder af politi i strid med de farlige fodboldfans, det er guf. Så kan Claus Elgaard eller Morten Stig lægge ansigtet i bekymrede folder, mens de kan fortælle at 'nu viser hooliganspøgelset igen sit hæslige ansigt'. Det er så forudsigeligt, at man nærmest får en mistanke om at TV2 har en aftale med politiet om at fremprovokere nogle Kodak moments. 

Ved I hvad, TV2 kan rende mig, og det har de kunnet i årevis. Men en god ting har de da gjort, det må man give dem. De har sendt et par særdeles underholdende Europacupkampe med Brøndby IF. Og klemt inde på Zulu, prioriteret under den åbenbart vigtigere rædselskampagnes seneste rapporter ("Her ved Parken er alt roligt, men vi kommer tilbage hvis der sker noget... og ellers skal vi nok starte det selv!"), kom den seneste.

Det var svært at løsrive sig, som man sad der og så Danmarksmestrene i clinch med de bulgarske ettere. Om det var en fair beskrivelse af styrkeforholdet mellem den bulgarske og den danske liga er et åbent spørgsmål. Men hvis det var, så kan det da godt undre, at Bulgarien kun er to pladser over Danmark på UEFA's ranking - i øvrigt med Sverige liggende mellem de to lande. For Levski kørte BIF ud af brættet i samme grad som vi kørte Levski ud for fire år siden. 

Ja, faktisk kan man med en vis ret sige, at UEFA-ranglistens nummer 156 spillede som F.C. Barcelona. Er det ikke sådan det hedder, når man med et par fikse førstegangsafleveringer kan score mod et tungt og usikkert forsvar? Eller er det kun sommetider - mens det i andre tilfælde ikke har noget med Barcelona at gøre, men blot er resultatet af beklagelige personlige fejl?

Jeg ved det ikke, men man kan altid gætte. Ligesom man altid kunne gætte på hvad den ting, de danske sportsjournalister havde 'overset', da de efter Rosenborgkampen og med transfervinduets snarlige lukning in mente spurgte Per Bjerregaard om hvordan dælen han nu havde tænkt sig at nå det lovede overskud. Mit eget bud var en UEFA-cupkampagne, der førte over Schalke til en perlerække af de hold der (overraskende) var røget ud af Champions League. Hvis det er planen, må man sige at det er en anelse hasarderet at tabe 4-1 i den allerførste kamp. Der skal pokker tage mig tændes mange sprinklere om to uger, før der er tid til et hive en bekvem sejr hjem. Medmindre selvfølgelig Levski falder voldsomt i kvalitet, som østeuropæiske hold jo har en tendens til at gøre på udebane, ifølge myterne. En myte, som Osijek og Amica Wronki ikke ligefrem bekræftede holdbarheden af. Måske skal man snarere efterprøve myten om, at Brøndby skulle være stærke på hjemmebane i Europacuppen.

Hvad den store ting så er, må guderne vide. De er vel i sagens natur alvidende. BIF's aktionærer må til gengæld føle sig en anelse mindre veloplyste. Det er jo ikke som om man er holdt op med at købe spillere, og det er ikke længe siden at man brugte gode penge på Kasper Dalgas. Til gengæld har man så udsigt til at miste Thomas Lindrup for ingenting, og en stor risiko for at denne sæsons bedste spiller, Mattias Jonson, ryger samme vej til samme pris. Eller mangel på pris. Og Ruben Baggers kontrakt løber vist også ud nu, mens Mads Jørgensens gør det til sommer. Selvfølgelig kan det jo være, at BIF ligesom AGF kvalificerer sig til Totocuppen, så Mads Jørgensen ligesom ved sit skifte fra AGF skal købes fri for en million. Men en million for de fire glimrende spillere er vel i underkanten. Især når fiksstjernen Peter Madsen vel nærmest selv piller nullerne af sit prismærke et for et, senest ved at blive udvist.

Det virker som om truppen er ved at smuldre en anelse, men selvfølgelig er der spillere nok at tage af, når transfervinduet åbner igen. Om det er samme kvalitet man får er så tvivlsomt. Det koster at holde fast på en spiller som Jonson, og så kan man skrige til man bliver gasblå i hovedet om det hårde danske skattesystem, men det er de vilkår der nu engang er, og de er endda mildnet: efter tre år skal man knalde tæt på det dobbelte beløb i bordet, og mere hvis man vil sikre spilleren en lønforhøjelse. 

De penge skal tjenes, hvis man vil holde på spillerne, og en af de mest interessante ting i det kommende regnskab for BIF, og for de sportslige konsekvenser det får, bliver om der er mest PS&E eller mest SIF-Support A/S over deres udenomsvirksomhed; altså om der er tale om en blomstrende virksomhed der driver sit stadion, dets aktiviteter, og sine datterselskaber med succes, eller om der er tale om en fodboldklub der har drevet et krakket IT-firma.

Tegn i sol og måne… må astrologer læse. Vi andre kan kun gisne om at det ikke er ideelt at måtte vente månedsvis, inden man overhovedet kan sælge de nye spillertrøjer (som så ikke engang svarer til dem spillerne har), at man er nødt til at få sin hovedsponsor til at købe tusindvis af billetter til sin første koncert og forære dem væk for at få folk på plads, og at éns højt opreklamerede PR-firma Sakamoto åbenbart er gået kolde, i en grad så både deres egen hjemmeside, www.sakamoto.dk, og hoppeborgenes højborg, www.bifkids.dk, nu ikke er i funktion - hvilket selvfølgelig kan bero på en grov personlig fejl. 

Men okay, det er vel ikke det vi alle har overset. Hvad det er, venter vi spændt på. Vi kunne dog ikke vente spændt på slutningen af Brøndbys kamp, for vi skulle i Parken, naturligvis. Vi lukkede den tomme bar og drog afsted, idet vi tænkte at Peter Madsen nok skulle klare at blive smidt ud uden at vi så på det, og listede mod Nedre C med et absurd stort kontant beløb i lommen. Og indtog så pladserne på C3.

Hold kæft hvor var der mange svenskere! Det virkede umiddelbart som det halve Stockholm, der var mødt frem, men det var snarere en trediedel af Stockholms Stadion, som ikke engang holder 15.000 tilskuere. Og er du tosset hvor de larmede.

De sang i en grad så fredagen virkelig har budt på intens selvransagelse. Er vi gode nok fans? Skal vi tænke helt anderledes? Er der brug for megafoner? Men slå nu koldt vand i blodet, ikke. Der var mange tusinde svenske fans, der måske ikke nogensinde har været til en ordentlig Europacupkamp. Udover DIF's kvalifikationskamp sidste måned i Irland, er deres seneste erfaring med europæisk fodbold fra før vores klub blev dannet, nemlig fra 1990. Her mødte man Fram Reykjavik, og fik vel at mærke en røvfuld på 3-0. De samme 4.000 fans har næppe været til stede på Laugardalsvøllur den aften. (I øvrigt var det den samme runde i pokalvindernes turnering, hvor Lyngby blamerede sig endnu værre ved at tabe til Wrexham fra den engelske 4. division…) 

Og ikke nok med at den europæiske hunger har været enorm, og at en tur til København selvfølgelig har været hamrende attraktiv, så taler vi altså også om en gruppe fans der har brugt hele dagen på at varme op, og har befundet sig i et slaraffenland hvor man kan gå ind i et hvilket som helst supermarked og købe stærke eller bare almindelige øl, uden at en person med kittel og hvide handsker skal hente dem til en, og i øvrigt kan afvise at sælge øllet hvis man er for stiv. Med andre ord: de var fulde, og det skal være dem vel undt!

Vi andre stod med vores hængemuleøl - tak, Lennart Johansson! - og prøvede at følge med, og det gik sgu hæderligt. Stemningen på Nedre C var aldeles glimrende. Men naturligvis kunne vi ikke undgå at blive blæst ud af stadion af en talstærk, velorganiseret og særdeles godt smurt klack, og det skete da også meget af tiden. 

Hvis det skete hver uge, ville det måske begynde at være ejendommeligt, og lidt flovt, men jeg kan ikke huske at vi nogensinde har mødt så massiv en støtte fra udeholdets fans. Jo, talmæssigt, selvfølgelig. I 1996 var forholdet København/Brøndby op mod noget der lignede 1/4 ved efterårets møder i Parken. Vi har som alle hold en del gange været sunget ud af mere ihærdige udebanefans, men vi var aldrig vokalt overdøvet på den måde.

Det selv om vi nægter at topstyre sangindsatsen med en Fan Club-indkøbt megafon, og for guds skyld, lad det altid blive sådan. Der er faktisk ikke brug for det, ikke mere end Chelsea havde brug for det efter at vi havde larmet mere end dem på Stamford Bridge, og det forrykker den balance som jeg godt ved hvilken side jeg står på: om man er der for holdet, eller om holdet er der for én.

Min holdning er, at holdet er der for mig, og for resten af publikum. Kan jeg og mine medfans så være med til at støtte holdet, er det bare fint. Og det synes jeg også vi som regel kan. Det er det optimale, selvfølgelig, men det er også fordi det er skægt at støtte holdet, og fordi man kan få dividende af det hvis det bærer holdet frem til en sejr. Hjælp til selvhjælp, med andre ord. 

Men jeg gider ikke støtte holdet ud fra en eller anden opfattet pligt, og f.eks. komme i situationer hvor man bliver set ned på hvis man ikke følger hvad der bliver råbt fra en megafon, eller hvor man bliver bedt om at flytte sig hvis man ikke yder noget for stemningen. I det tilfælde burde honoraret jo gå den anden vej; så er man nogenlunde på linie med cheerleaders. Sikkert hjælpsomme og gavnlige, men ukritiske og professionelle. 

Jeg nægter at være til stede og yde stemning blot for stemningens skyld, hvilket jeg også godt kunne have Djurgårdens fans mistænkt for - det virkede på mig som om det vigtigste for dem ikke var kampens resultat eller spillets indhold, men derimod at de ville komme til at synge højere end os og være så og så mange tusind tilskuere. Sikkert en forhastet konklusion fra min side, men det var det indtryk jeg fik. Det er ikke derfor jeg går til fodbold, og hvis jeg er utilfreds vil jeg have muligheden for at sige det, og hvis jeg er sløv og har tømmermænd, vil jeg have retten til at stå på min plads og bare følge med. Som nævnt i det sidste Ræb herfra var det rystende at se AIK's fans overbevise sig selv om at moralen var i top ved stillingen 0-3; på mig virker det påtaget, eller måske blot som om man ikke lader sig gå på af et stort nederlag. 

Taber vi 3-0 til Brøndby, kræver jeg retten til at være ked af det - selv om det ironiske er, at vi som fans af F.C. København netop anklages for ikke at have følelser med. Men det er jo den slags uvidende og fordomsfulde ævl som man efterhånden kan tapetsere en hel multihal med.

Det var en rigtig god kamp, den mod Djurgården. En af dem hvor man står og tager sig i at synes, at de har da godt nok været i gang længe, og man så kigger på uret og ser at der er spillet 14 minutter. En kamp hvor man så, at det europæiske aspekt giver en helt anden intensitet end alle andre superligakampe end dem mod Brøndby. Fedt at være tilbage i Europacuppen, og dejligt at se en kamp mellem hovedstædernes bedste hold i Danmark og Sverige. Og også, at svensk fodbold kan være noget andet end det malende, lidet temposkiftende spil som vi - ærlig talt - kender bedre end så mange andre, fordi Roy Hodgson var en af stilens foregangsmænd som træner i Halmstad og i Malmö.

Men spændingen var, som sædvanlig, suppleret med en lidt nervøs følelse, som jeg efterhånden er begyndt at have hver eneste gang København spiller. Det hænger på personen Christian Lønstrup. En spiller som jeg holder meget af, og som jeg mener er strålende - men samtidig en spiller der flere steder virker så tindrende upopulær, at jeg nærmest farer sammen hver gang han modtager bolden, i frygt for at han skal lave en fejl og få folk på nakken igen. Og ikke mindst af den selviske grund, at så skal jeg stille mig op og forsvare ham over for de nærmest stående, der kender min holdning som Lönstrup Polizei-medlem. 

Frygten var ikke mindre torsdag aften, for det var trods alt lykkedes at skimme aviserne i løbet af dagen, og i B.T. kunne læses - kort fortalt, at i den situation på Brøndby Stadion i december, hvor der burde have lydt en advarselsklokke over højttaleranlægget, og en stemme burde have sagt "Gå ikke over sporet - der kommer tog!", skadede Bagger Løns' knæ så slemt at han faktisk stadig er skadet, har brug for en operation, og ikke spiller for fuld styrke.

Hvilket jeg gerne indrømmer, at man sagtens har kunnet se på ham for nylig. Han var meget svagt kørende i Esbjerg, og bestemt heller ikke en bærende kraft mod AB i søndags. Nu spillede han så heldigvis en glimrende kamp mod Djurgården, og virkede mere træt end egentlig hæmmet til sidst, i lighed med resten af holdet, men jeg bliver da først for alvor nervøs når jeg ser den slags udmeldinger, for det er godt nok ikke let at stå som den store forsvarer af en spiller som man ved er skadet, og som ikke kan give sig fuldt ud.

Mit råd, som en der intet har i klemme, er at tage den operation, og lade den brede trup tage slæbet i efteråret, inden det for alvor koster det ry Løns trods alt står med i det meste af fanskaren. Det behøver ikke at betyde, at Bisgaard skal afløse, for selv en 100% fit Bisgaard har bestemt ikke vist sig bedre end en småskadet Lønstrup. Så hellere se Thomas Røll, der spillede fremragende mod DIF, være førstevalget i højre side, og Fredgaard, der spillede fremragende mod AB, tage pladsen til venstre.

For lige at runde aftenen af tog vi tilbage og åbnede baren igen, og der kom da lige et par af de overnattende svenskere forbi for at evaluere, samtidig med at et par stamkunder dukkede op. De var godt nok tossede over Peter Møller, DIF'erne. Vel også med rette. Ikke at jeg selv havde set ham hive i nakkehårene på nogen, eller kyle bolden efter dommeren. Til gengæld kunne man se ham lange to albuer, en med venstre og en med højre, efter markøren Karlsson, mens bolden var i den anden ende. Kort efter blev han åbenbart selv smækket ned inde i feltet, og i den næste hovedstødsduel hamrede Møller så igen igennem med albuen som revanche.

En af vores stamgæster forsvarede ham med, at man altså var nødt til at være lidt bisset i internationale kampe, men lige dér gik han altså fra at være bisset til at være direkte uintelligent. Det var hans held, at linievogteren åbenbart var stæreblind, da han svingede med albuerne, for han lå lige hvor manden med flaget stod og kiggede efter offside. Og var han blevet smidt ud for en albue, langt fra bolden, ville han have fremstået lige så dum som Peter Madsen - Dummepeter, som B.T. kaldte sidstnævnte. Nu opførte han sig bare lige så usympatisk. Drop det dog, Møller.

Efterhånden var vi ude i de små timer, og svenskerne begyndte at hænge med hovederne. De blev pænt fulgt ud, og kort efter fulgte vi andre efter og gik hjemad. Og nu vil jeg gøre det samme her dagen derpå. God nat til alle.

-smølle

og på jukeboxen kører:

Ugens sang:

Pulp: 'David's Last Summer'
Nu hvor sommeren er endeligt forbi, og man kan mærke solen blive svagere og svagere, og opgive tidligere om aftenen, for snart at forsvinde om eftermiddagen, mens den vind der kommer ikke længere er et køligt behag i varmen, men en kold varsel om vinter, kommer alle de sange sivende: sangene om de somre, de sorgløse dage, de forelskelser og oplevelser der lå for nylig og for år tilbage. Pulps sang her, fra 1994-mesterværket His 'n' Hers, er en af de bedste. 

"And as we came out of the water we sensed a certain movement in the air, 
and we both shivered slightly and ran to collect our clothes. 
And as we walked home we could hear the leaves curling and turning brown on the trees, 
and the birds deciding where to go for Winter. 
And the whole sound, 
the whole sound of Summer packing its bags and preparing to leave town."

Som den slutter, bliver den lette solkyssede sommerpop pludselig skinger som iskold regn, og et koldt gys løber ned ad ryggen, og minder om, at når sommeren forsvinder er det ikke kun en årstid, men en fase af ens liv der ender. 

Ugens album:

Ash: Intergalactic Sonic 7"s
Ash er mestre i de sange om sommerens magi, set fra efterårets regn og mørke. 'Oh Yeah' og 'Walking Barefoot' er to af de bedste af den slags numre jeg har hørt. De er med her på en klasseopsamling med 19 sange, der vel er den perfekte måde at høre Ash på, da de endnu ikke er sluppet afsted med at udgive et helt igennem fremragende album - selv om sidste års Free All Angels kom tæt på. 

Det er det ene tætte lille brag af nordirsk powerpop efter det andet, med en punket snothvalpeattitude og en nærmest genial melodisk sans for at skrive hits og indspille dem med en energi som verdens mest selvsikre og respektløse garageband: 'Girl from Mars', 'Shining Light', 'Wildsurf', 'Kung Fu', 'Burn Baby Burn' og 'Angel Interceptor'. Suppleret med hjerteknusende ballader som 'There's a Star' og 'Sometimes', samt den førnævnte 'Oh Yeah'. Det er en fremragende plade, og jeg kan ikke se hvornår den nogensinde kommer ud af min discman igen, for bare det første halve minut af 'Girl From Mars' er nok til at få mig til at hoppe omkring på cyklen med et tåbeligt grin over hele fjæset. Og det er jo noget af en kvalitet.