Det F.C. Københavnske Teater er et prægtigt sted.

Fyldt med larm, musik og spektakler.  Direktøren byder stolt velkommen til byens største forestilling, og der skal ingen smalle steder være.  Intet sted er mere storladent.  Intet sted er rigere.  Hver aften fyldes salen fra galleriet til første parket af festklædte, forventningsfulde tilskuere.  Pengekassen bugner, og den ene stjerne overstråler den næste på rollelisten.  "Hver aften er festspil!" annoncerer spiseseddelen glædesstrålende, og gøglere og musikere gejler publikum op indtil salen sitrer af spænding.  Fanfarer lyder, og gongonen hule drøn giver signalet til at tæppet kan glide til side.

Og lys og lyd suges ud af rummet.

Repertoiret er ikke en munter vaudeville eller det episke drama.  Repertoiret i hovedstadens længst løbende show er langt fra den komiske opera buffo eller selv en yndefuld ballet.  Repertoiret i det F.C. Københavnske teater begrænser sig til en enkelt genre:  Den græske tragedie.

Publikum i salen er trofast.  De kender efterhånden drejebogen, og alligevel krydser de fingre for, at de til netop denne forestilling slipper for skildringen af hvordan skuespillernes hybris påkalder nemesis, og hvordan de i resten af forestillingen, som Sisyfos, må trille bolden op ad bakke for blot at se den trille ned igen netop som de havde nået modstandernes mål.  Det er en skrækkelig historie, men heldigvis for publikums åndelige habitus har denne efterårssæson oftest budt på en deus ex machina, der få øjeblikke inden tæppefald forvandler tragedie til komedie med den happy end, som for både publikum og kritikere oftest er det eneste – og i hvert fald det væsentligste – kriterium for forestillingens kvalitet.  Så kan de jublende post festum udbrede sig på byens torve og beværtninger, og fortolke hvorfor det var nødvendigt at gå så gruelig galt, inden det kunne gå godt.

Bagtæppet i det F.C. Københavnske skuespil er malet med melankoliens maling.  Forhåbning, frustration, ærgrelse, magtesløshed, mismod – og forløsning har karakteriseret følelsesforløbet i mange kampe i dette forår.

I aftes måtte vi undvære forløsningen, og sad tilbage med den bitre smag af frustration og magtesløshed.  Og for nogen af os også lettelsen over, at man ikke havde brug for ni timers bustur for at komme på afstand af kampen.

Nuvel, det var ikke uretfærdigt, at det var Djurgården og ikke vi, der gik videre i UEFA Cup-turneringen, og vores frustrationer kan ikke næres af retfærdig harme mod dommere eller bolddrenge eller kampe, der lå for tæt på eller for langt fra Europa Cup-kampen til at vi havde de optimale betingelser.  Kampenes afgørelser var ganske retfærdige.

Alligevel kan vi tillade os ikke at være tilfredse.  Det vi så i aftes var ikke et retvisende billede af holdets egentlige styrke. I hvert fald stemte det ikke overens med det, undertegnede og en række venner af huset, som sammen så kampen, forventede af holdet.  Det er der flere årsager til.  Dels spillede mange af de spillere, vi ellers ser op til og betragter som nøglespillere, hver især under evne.  Dels fungerede holdet ikke i tilstrækkelig grad som hold, og spillerne bevægede sig sjældent for hinanden.  Men en væsentlig observering, som en af vore stamgæster havde, er, at der ikke var nogen Plan B; der var intet alternativ til det, der blev prøvet og som fejlede igen og igen.  Morten Bruun, som i mine ører var en ganske udmærket kommentator, ramte også her hovedet på sømmet, da han sagde, at F.C. Københavns opspil var fastlåst i de samme skabeloner; de samme klichéer.

Hans Backe er en fremragende træner; resultaterne taler for sig selv, og han har, som Roy Hodgson også havde den, den styrke, at han skaber en kontinuitet og stabilitet på holdet, der rækker ud over de enkelte kampe, og som på lang sigt utvivlsomt bliver en formidabel styrke for F.C. København.  Men Hans er nogen gange et nummer for stoisk og konservativ for denne bartender. I en lang turnering som Danmarksmesterskabet kan vi tillade, at holdet enkelte gange ikke spiller op til det, de burde, og enten på grund af egne eller modstanderens evner ikke formår at succesfuldt spille det spil, som der var lagt op til på forhånd.  På længere sigt kan det i en sådan kamp være en fordel, at fastholde det system, man ønsker at dyrke, selvom det umiddelbart synes frugtesløst.  Dette kan dog være katastrofalt i en knald-eller-fald kamp som den i aftes.  Her er det nødvendigt at reagere hurtigere, når en strategi ikke virker, eller en spiller falder i gennem, også hvis det betyder, at man må give køb på den langsigtede genvist til fordel for den kortsigtede.

Frustrerende er det også, at se når så mange dyre spillere på samme tid falder i gennem, og taber til et hold, der ifølge markedet ikke besidder spillere af samme kvalitet.  Dette har i højere grad været tilfældet i Superligaen end i kampen i aftes, og selvom der hidtil har været tale om enkelte svipsere, så kan man nogen gange kun undre sig over, hvad det er, man har brugt pengene på – og om pengene er brugt rigtigt.  Der er ingen tvivl om, at vi har dygtige spillere, men selv hvis man satte et hold med de elleve dygtigste spillere i verden ville det næppe nytte noget, hvis de alle var målmænd.  Spørgsmålet er, om vi har de rigtige spillere til det vi ønsker at spille – eller måske har for mange af een type på bekostning af en anden. En gentleman tager det ikke som et tegn på, at han skal på slankekur, når han ikke længere kan passe sine bukser, han tager det som et tegn på, at han skal købe nye bukser, og F.C. København er i den lykkelige situation, at hvis vores trups sammensætning ikke stemmer overens med det system F.C. København ønsker at spille, så kan vi ændre i truppen forholdsvis enkelt.  Har vi den rette type angriber?  Har vi den rette sammensætning af spillere på midtbanen?  Denne bartender er skeptisk – ikke over de enkelte spilleres kvalitet, men over om det ikke er spild af gode penge, at have dem rendende i F.C. København.

Ganske vist har vi penge nok. En omsætning på 275 millioner kroner, og et overskud på halvfjerds millioner kroner er immervæk noget, der batter – også set med en international målestok.  Næste år forventes et overskud på mellem femogtyve og tredive millioner, og spørgsmålet er kun, hvad pengene skal investeres i.  Håndbold og Speedway, og når Multihallen skyder op Ishockey, Badminton og..?  Forhåbentlig bliver der også råd til spillerlønninger til fodboldholdet.

Problemet er dog ikke blot at finde de rette spillere, og have råd til dem. Problemet er også at gøre F.C. København en attraktiv klub at spille for.  Som det er nu, er F.C. København attraktiv for to typer af spillere.  De, hvor F.C. København realistisk set er det højest opnåelige – både økonomisk og spillemæssigt, og så de, der ønsker at bruge F.C. København som et trinbrædt videre til udenlandske klubber, som F.C. København hverken spillemæssigt eller økonomisk kan konkurrere med endnu.  Dette er der ikke noget revolutionerende i, men ud af dette følger det, at F.C. København ikke blot skal sikre et højt økonomisk og spillemæssigt niveau, de skal også sikre, at spilleren føler, at karrieren tager et skridt fremad ved at skifte til F.C. København.

Derfor er det dobbelt ærgerligt, når klubben gør en så dårlig figur i Europa-sammenhæng, og derfor er det vigtigt for klubben at den spiller i den stærkest mulige liga.  Men det betyder også, at klubben er interesseret i glade spillere, der har muligheden for at bevæge sig videre i karrieren, når de har muligheden for det.  Jeg er ikke fortaler for at "klubben skal være spillerens bedste ven", snarere tværtimod, men jeg er fortaler for, at klubben får et rygte for at være et godt sted at spille inden turen går til Real Madrid, Manchester United eller Juventus.  Dette kræver for sin del, at klubben ikke står helt så stejlt på sine rettigheder i forhandlingssituationer med spillerne.  Det skal ikke være en gavebod, men når Zuma er utilfreds med sin løn i forhold til andre i truppen, er det vist ikke helt urimeligt.  At han så har en agent, der efter alt at dømme er provisiorieaflønnet er naturligvis ikke fremmende på en forhandling, men når Zuma mere end antyder, at han flyver fra reden, så snart det er ham muligt – efter eget udsagn om et halvt års tid (aner vi endnu en hemmeligholdt klausul?) – så tyder det ikke på, at man er nået til mange kompromisser.  Og det er synd, for på trods af at Zuma ikke er en komplet spiller, er han dog ofte en klasse bedre end den øvrige Superliga.

Jeg kan dog ikke lade være med en passant at berøre emnet ligastruktur.  Det er ærgerligt, at Holmstrøm har så lidt held med at sælge idéen om en Superliga A og B med slutspil.  Hos undertegnede, er der ingen tvivl om, at en sådan liga ville føre til en stærkere liga, der var jævnbyrdig i kraft af et højt bundniveau snarere end et lavt topniveau.  Den besynderlige ammestuesnak, at en sådan liga er forvirrende er vås; der er intet i en sådan liga, der er mere forvirrende end systemet som det er.  Samtidig vil muligheden for at føre andetholdende op i divisionen under Superligaerne betyde, at talentarbejdet og reserveholdene bliver langt stærkere.

Derudover – nu da alle kæphestene i forvejen er ved at trækkes af hus – er det med den allerstørste forventning, at jeg afventer resultatet af eksperimentet med videooptagelser som hjælp til dommeren i reserveholdskampen mellem F.C. København og Brøndby IF.  Ganske vist er systemet ikke, som det jeg taler for, hvor en decideret fjerdedommer overvåger kameraer og har samme status som linjevogterne i dag, men hvis eksperimentet bliver en succes, kan det betyde en opblødning af den meget principielle afstandtagen til elektroniske hjælpemidler til dommerne.  Jeg tør dog ikke tro på, at eksperimentet bliver en uforbeholden succes, men jeg er sikker på, at det i det mindste ikke bliver en fiasko.

Kæphest nummer to: Inden du går vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på vor stamgæst beeps artikel i Happy Hour.  beep giver Parkens arkitektur en velfortjent revselse, og det er vi en del, der har ventet på i lang tid.  Så hvis du går rundt, og synes Parken er det ypperste bygningsværk i Danmark, så læs beeps artikel, og hør hvad sagkundskaben har at sige til den sag.

Martin CX

Ugens jukebox:

Las Ketchup – Asereje
Hvis du ikke allerede har hørt denne sang, så bered dig; hvis ikke det bliver en landeplage på landets dansegulve, så vil jeg... se det før jeg tror det! Det er en temmelig fjollet sang med omkvædet "Aserejé, ja deje tejebe tude jebere, sebiunouba majabi an de bugui an de buididipí", mit spansk(?) begrænser sig til det helt rudimentære, så om det rent faktisk betyder mere end "haba haba sut sut" skal jeg ikke kunne sige.

Der er efter sigende endda en dans a la Macarena!

Emilie Simon – Desert (mixet af Thievery Corporation)
Og så er vi ovre i en helt anden boldgade. Helt stilsikker at sætte på grammofonen.

P.S: Ganske vist er jeg republikaner og som sådan egentlig ligeglad, men Felix? Jeg havde håbet på Leif, men det her er jo næsten ligeså godt.  Smæk et par store runde hinkesten på drengen og send ham på eventyr med Oluf Palme