Efter en uges metroseksuel blaserthed under forrige uges bartender, er det tid til en omgang meditative og suave chill-out juledage i Stamværtshuset, for i modsætning til hvad Fætter B.R. og dennes familie af stormagasiner og gavekalendre forsøger at bilde Dem ind, er julen ikke overstået, men kun akkurat lige begyndt.  Det gode er, at alt stress og jag i spurtstafetterne fra butik til butik er ovre, og det eneste, der resterer, er mentalt at læne sig mæt tilbage og blot slappe helt af over en stiv sjus i godt selskab. Det er tid til lidt godmodig snobberi.

Intet udtrykker den urbane debonair bedre end ædle dråber i et whiskyglas, men i stedet for at blive i det kolde og våde og drage til Storbritannien tager vi til solrige og varme Haiti for at finde en af de mest udsøgte spirituosa i Verden:  Rhum Barbancourt har kun umiddelbart noget at gøre med den rom, der som regel serveres herhjemme, bedst repræsenteret af Bacardi; den faux-cubanske vædske, som ikke rigtig egner sig til andet end at blande til daiquiris og cuba libres, hvilket den for så vidt er fortræffelig til.  Rhum Barbancourt er anderledes.  Ganske anderledes.

Rhum Barbancourt er destilleret på den friske juice fra de lokale, haitianske sukkerrør, lagret på Limousin-egefade af træ fra skovene tæt ved Limoges, og hele produktionen bærer præg af de tidligere franske koloniherrers destilleringstraditioner:  Barbancourt er at sammenligne med en god cognac - især den femtenårige aftapning Estate Reserve, og prisen er også derefter, så det giver sig selv, at det både er synd og skam og udtryk for dårlig stil, hvis man måtte få den idé, at blande den med det ene eller det andet.  Hvis man ønsker en rom, der egner sig til at blande, er Havana Club at anbefale.  Det er en fremragende rom, der efter min mening er langt mere velsmagende end Bacardi.

Den, der bliver serveret Dem, er den fem-stjernede otte-årige Reserve Speciale, som jeg til min glædelige overraskelse så på hylden hos en af mine lokale vinhandlere og straks købte.  Jeg skal sige Dem, at Rhum Barbancourt hidtil har været ganske umuligt at anskaffe sig i Danmark, og at jeg tidligere måtte drage udenlands, hvis jeg skulle erhverve mig en flaske.  Endnu en alen er tilføjet Københavns kvalitet som storby med denne ekstra indkøbsmulighed.

Julen er en stille tid, hvor vi rekupererer fra julefestens overflodens, så vi er klar til nytårsfestens dekadente orgier af champagneødslen og festklædte mennesker; det er levemandens begrænsede katarsis, der kun tjener at gøre kødet redebon til nye ekstravagancer af misbrug.  Det er også den sidste tid inden nytårsforsætterne og den egentlige renselsesproces kan begynde.  Og den sidste tid inden vinterpausens døs for alvor lægger sig som en dyne over Fodbolddanmark. I år tungere end nogensinde før?

Man tør næsten ikke skrive det, for det er enhver bekendt, at i F.C. København kender ingen dagen før solen går ned, og alligevel er vi en ganske ekstraordinær og ualmindelig udgangsposition her ved vinterpausens begyndelse.  Vi fører med hele ni point til rækkens nummer to, og selvom vi gerne skulle konsolidere denne føring, når forårssæsonen tager sin begyndelse, er det knap nok signal til handling og behov for forbedringer.  "Never change a winning team" lyder mundheldet, og det er for pokker sandt.  Det er svært at retfærdiggøre større ændringer i truppens sammensætning, eller væsentlige nyindkøb - trods det at indkøb af nye stjerner altid er en velkommen godbid i vinterens tristesse.  Næ, nye spillere i truppen bør være rettet mod fremtidens hold, ikke det hold, der skal kæmpe om medaljernes valør i foråret, og i dette lys findes der ikke et mere opportunt tidspunkt at indsluse nye lovende talenter end nu.  Ganske vist bliver de næppe kastet i ilden for alvor før om lang tid giver situationen nu en helt ekceptionel arbejdsro.

En bred trup bliver i øvrigt livsnødvendig, hvis de planlagte strukturændringer i Danmarksmesterskab- og Landspokalturneringerne bliver ændret, som det er foreslået:  Efterårssæsonen, der i forvejen har et meget koncentreret kampprogram for de klubber, der, hvorend kortvarigt det almindeligvis er, deltager i de europæiske turneringer, bliver yderligere belastet af en meget tidlig entré i Landspokaluturneringen.  En entré, som vil gøre det særdeles svært for de fleste klubber, at yde deres bedste og stille i stærkeste opstilling i alle de sideløbende turneringer.  Dette kan ikke undgå at blive konklusionen, og det, der uden tvivl — og ganske prisværdigt — er tænkt som en forstærkning af Landspokalturneringens væsentlighed, kan paradoksalt nok samtidig svække den, når den af nød må nedprioriteres af Superligaklubberne.  Undertegnede nærer dog forhåbning om, at denne nedprioritering ikke betyder, at de lavere rangerende klubber ikke får den opmærksomhed af både presse og tilskuere, der tilkommer dem, når de spiller mod Superligahold, og at de overraskelser, der måtte komme, ikke bliver affejet med undskyldninger om et hårdt turneringsprogram og brug af B-trup-spillere.  Hvis det sker, vil romantikken for alvor gå fløjten i Landspokalturneringen.

I det hele taget er ekstra kampe i de danske turneringer lidt af et tveægget sværd.  Der er ingen tvivl i mit sind om, at flere fodboldkampe giver en stærkere liga, men man kan ikke bare presse fodboldkampe ind i kalenderen uden også at udvide sæsonen.  Et af dansk fodbolds hæmsko er den meget (for) lange vinterpause, hvor spillerne kunne spille betydende og egentlige fodboldkampe i stedet for at spille kampe på frosthårde baner mod broderlandsklubber eller fistre rundt i Spanien eller Sydafrika og spille mod de indfødte.  Det vil sige, de kunne spille disse kampe, hvis klimaet i Danmark var anderledes.

Ganske vist synes vintrene at blive mildere, men det kan blive en kortsigtet fornøjelse inden den globale opvarmning standser "det kolde hjerte" i Nordatlanten, og permafrosten dækker de danske fodboldbaner efterhånden som golfstrømmen ophører.  Den fremtidssikrede løsning er at skabe mulighederne for at begynde at spille fodbold tidligere på året i Danmark.  Det kræver termounderbukser, som klubberne selv må indkøbe, og det kræver varme i banen.  Det sidstnævnte er desværre en stor mundfuld for danske klubber, der i forvejen har svært ved ikke at bruge penge, de ikke har, men tror de får. Ikke desto mindre er dette — og ordentlige lysanlæg — en så gavnlig investering i Dansk fodbold in toto, at DBU bør bruge nogle af de mange penge, de skovler ind på deres fordelagtige aftale med Parken o.a. på at bidrage til disse investeringer.  Man kunne forestille sig, at klubberne kunne indtjene bonuspoint alt efter, hvor mange sæsoner, de overlever i Superligaen således at efter tre år — for eksempel — gør sig fortjent til et tilskud til varme i banen.  Her kan man tale om investeringer, der kommer alle klubberne til gode, og hvis en sådan politik kan skabe mulighederne for at udvide forårssæsonen, så dels presset fjernes fra efterssæsonen (hvormed ræsonen for en ekstralang vinterpause også fjernes), og dels giver gedigen kamptræning for de klubber, der forhåbentlig fra tid til anden har bragt sig i en position, hvor de skal spille i de europæiske turneringer på det tidspunkt, så er dansk fodbold over en bred kam styrket.  Fra eliten til bredden.

Og det, kan alle vel blive enige om, er en god ting.

Strukturændringerne bliver efter alt at dømme en denne vinterpauses store diskussionsemner.  Personligt synes jeg, forslaget med en A- og B-liga har interessante kvaliteter, men jeg er blevet overrasket over, hvor stærke følelser nogle nærer mod det. Især fordi jeg ikke kan finde de argumenter, der retfærdiggører en så klar afstandtagen fra dette forslag.  For undertegnede er det nærmest hip som hap, om der er "slutspil" (eller hvad man ønsker at kalde det) eller ej, men forslaget bevæger sig efter min mening i den rigtige retning fra det udgangspunkt, vi står i.  Men der er og bliver skrevet nok om denne sag i tidligere og fremtidige ræb, så det lader vi ligge for en stund.

For så vidt min formodning om en fodboldmæssigt meget stille vinterpause, der kun sporadisk kan mobilisere ophidselse, når Sidelinien eksploderer i krav om at købe denne eller hine afrikanske naturtalent, der formår at score mod os i træningskampene i Sydafrika, må blikket altså falde på alt det udenomssportslige. Økonomien for eksempel; især hos de andre Superligaklubber, der endnu ikke har rystet det af sig, som syntes at være en krise, men efterhånden virker som en kronisk depression.  Deprimerende er det i hvert fald, at de manglende transferindtægter har slået bunden ud af at stort set samtlige af vore konkurrenters pengekasse.  Deprimerende er det, både fordi klubberne har spillet for højt spil og satset over måde, og fordi vi trods alt gerne skulle undgå en situation, hvor F.C. København er de eneste, der trækker ligaen fremad sportsligt og økonomisk.  Tragikomisk er dog situationen i Brøndby I.F., hvor historien fra begyndelsen af 1990erne gentager sig.  Interbank-eventyret er afløst af Stadion-eventyret, men det er kun af navn, at disse er forskellige.

Brøndby I.F. står i en situation, hvor de ingen penge har, men masser af gæld, der skal betales.  De har ganske vist anskaffet sig et fint, næsten færdigt stadion, men de har ikke noget at bruge det til.  Den fordelagtige situation omtalemæssigt, tilskuermæssigt og sponsormæssigt, man kunne forvente med ansættelsen af Laudrup — den såkaldte Laudrup-effekt — er formøblet, eller i bedste fald udsat på ubestemt tid, og i stedet har Per Bjerregaard malet sig ind i et hjørne, hvor han ikke kan afskedige Laudrup uden af afskedige sig selv.  For ganske vist kan Brøndby endnu engang blot lade Laudrup gå selv, det falder næppe en Laudrup fremmed, men så meget prestige, så mange kræfter, og så mange penge står og falder med Laudrups succes, at hvis det skulle vise sig at være en fejlsatsning, må det være det sidste strå, der knækker kamelens ryg.  Efterhånden som de barske økonomiske realiteter vrister magten i klubben ud af doktorens knugende hænder, vil de mange aktionærer, der har mistet millioner af kroner i det sorte hul, der er Brøndby IF A/S, ikke finde sig i den patriarkalske styreform, hvor Bjerregaard som en anden Peter Brixtofte, sidder urørlig på sin trone, og tjener fedt på sin nebensgeschæft som spillernes agenter, når han sender spillerne til "interessante" og "spændende" klubber som Schalke eller Bochum — til spillernes egen interesse, naturligvis — og formedelst betydelige agenthonorarer fra de købende klubber.  Sporene skræmmer, og uanset at Per Bjerregaard ganske givet er en hyggelig fætter at have rendende rundt i klubben, og uanset at Per Bjerregaard har storslåede visioner for Brøndby IF's fremtid, så bliver det mere og mere uforståeligt — her fra den anden side af voldene — hvorfor Per Bjerregaard sidder med klubbens økonomiske fremtid i hænderne.  Det kræver ingen lang uddannelse at se, at de storslåede visioner glider ud med fingrene på ham.

Men hvad.  Brøndby IF har såmænd sikkert ganske godt af et tiår med middelmådige placeringer.  Det kan sikkert tynde ud blandt medløberne, og skabe en stærk tilskuerkultur.  Desværre synes den tilskuerkulturen i Brøndby IF stedse at bevæge sig mod det mere bøvede og afstumpede.  Der er ingen tvivl om, at der er masser af fornuftige og vestegns-chikke mennesker på tribunerne i Brøndby IF, men det er ved den søde grød ikke den måde, de fremstår i medierne.

Det kræver måske en herkuleansk kraftanstrengelse at ændre dette billede, men så er det jo godt, at Brøndby IF har det dynamiske "Sakamoto", der i den grad har formået at sætte dagsordenen hvad angår BIFs medieeksponering.  Nu er der endda ansat en ny administrerende direktør, Mogens Krogh.  Foruden ham sidder der yderlige en direktør i Sakamotos direktion, men påfaldende nok er der ingen ansatte.  Man får lidt fornemmelsen af at Sakamoto er blevet til et skuffeselskab.  Ikke af hensyn til skatte- eller regnskabsmæssige teknikaliteter, men blot et sted man kan placere ansatte, så de ikke står og går i vejen.  Det lyder også pænere i pressen, end at den pågældende finder sine egendele i en sort affaldssæk, smidt ud af klubhuset.

Så på den måde har Sakamoto jo allerede opfyldt sin eksistensberettigelse.

Kom nu godt i gennem nytåret, og undgå nytårsforsætter I ikke kan holde.  På gensyn i det nye år!

Martin CX

Ugens Jukebox kører på fuld tryk, -smølle har været inde med en stabel skiver, hvor af nogle af dem har fået hædrende omtale i den altid læsværdige Årets Bedste-artikel.  De nedenstående har ikke fundet nåde.  Enten var de simpelthen ikke gode nok, eller ikke i den rigtige musikgenre — eller også var de (doh!) ikke udgivet i 2002.

Underworld: Dubnobasswithmyheadman
Leftfield: Leftism
Juno Reactor: Bible of Dreams
A3: Exile on Coldharbour Lane
Death in Vegas: Scorpio Rising
The Chemical Brothers: Come with us

Ugens Billede: