God aften, amigo, træd indenfor i varmen! Vi er ved at vende tilbage til hverdagen igen. Den sidste nytårskæfert har brækket sig ude på fortovet og de sidste tømmermænd er gået til ro. Jeg skal som den første beklage den bidende kulde som har sat sig fast uden for. På sin vis forekommer det helt malplaceret at diske op med haitiansk finsmagerrom, som kollega Martin i sidste uge, i denne mørke, snefyldte og søvngængeragtige tid, hvor halsbetændelser er lige så almindelige som myg på en landlig sommeraften.

Ikke desto mindre napper jeg tråden og stiller en af de flasker peruvianske Pisco Puro frem, som jeg havde med hjem fra de sydamerikanske himmelstrøg for et par uger siden. En Ocucaje for mærkefetichisterne. Drikker man skidtet rent, smager det hen ad den italienske grappa. Hvilket ikke er så underligt. Begge dele fremstilles nemlig af vindruer. Det anbefalelsesværdige er dog at mikse en Pisco Sour med lemon juice og is (æggehvide, angostura bitter og evt. sirup kan tilsættes efter behov. Vi nøjes med den poppede version i shakeren her).  Alt sammen naturligvis i dagens - og denne første uge i årets og ikke mindst alle rejsemindernes - anledning. Så værsåartig, amigo, en smag af sommer, en smag af Sydkorset, en smag af Andesbjergene, en smag af stillehavskysten ved Lima. Er det så mærkeligt at man sidder her bag baren med et fjernt blik i øjnene og et sørgmodigt smil på læben? Nej vel. Verden er nogle gange helt og aldeles urimelig, men i bund og grund også stor og pragtfuld. Noget man oftest først for alvor opdager, når man faktisk er derude. Altså i verden.  

Og fodboldgale er de selvfølgelig i Sydamerika. Man føler sig hurtigt hjemme i sådanne områder af verden. Champions League, Premiere League, Copa Sudamericana, sæsonafslutninger i Peru og Chile. Det var nogle af de glimt som man kunne fornøje sig med via hotellernes kabel-TV i de par uger, som jeg var dernede. Rent fysisk kunne jeg så overvære sejrsfesten ovenpå Bolivars mesterskab i Bolivia. Klubbens tilhængere holdt en kæmpefest natten igennem lige neden for hotellet hvor jeg boede i La Paz. Dertil kan så tilføjes den peruvianske kuriositet, Deportivo Wanka, et hold der hurtigt fik navnekultstatus blandt et par af de englændere som jeg rejste sammen med. De spillede udekamp i Cusco, mens vi var i byen, og fik efter sigende store klø. Man forsøgte sågar at få fat en spillertrøje senere, men de var ikke til at opdrive. Wanka-klubbens sans for merchandise var ikke eksisterende. De ejede kun de trøjer som spillerne benyttede, og de var ikke til salg. Heller ikke for skarpslebne US-dollars. Så tale om ægte klubånd. Ak ja, her har selv åndens store vogtere på vestegnen tabt meget terræn. 

Men således faldt stikordet til at ryste op i hele kadaveret. Man dvæler nemt ved minderne i de første uger efter en skøn rejse, svimer hen og stirrer åndsfraværende igennem jer gæster og jeres bestillinger. Det er selvfølgelig aldeles uhøfligt, det er dårlig kundepleje og alt det der. På den anden side kender I vel os bartendere efterhånden. Vi gør hvad vi kan og taler alligevel i øst og vest og ikke mindst nord og syd. 

Jeg måtte nøjes med efterårets sidste kamp på video. Den virkede næsten som en gentagelse. Når FC København kommer foran tidligt i en hjemmekamp, kører vi nærmest over modstanderen i resten af 1. halvleg. 3-0 eller 4-0 ved pausen. Derefter går alt i stå. Endnu sikker sejr, men ingen rasende jubel. Uanset hvordan man vender og drejer sådanne kampe, så må 2. halvleg også betragtes som nødvendige vedhæng. Ja, ligefrem velsmagende desserter i visse tilfælde. Her har holdet desværre aldrig vist sig som de exceptionelle gourmetpleasere. Man gør arbejdet og man gør det færdigt, men man formår aldrig helt at pynte det hele på toppen for os kræsne. Jeg så efterårets sidste hjemmekamp på en netcafé i Bolivia, eller rettere jeg så resultatet på det der var min eftermiddag derude. 3-0. Umiddelbart vakte det stor jubel. Men efter nærlæsningen og pauseresultatet tænkte jeg blot en ting: Øv, øv og atter øv. Havde hellere set det omvendt. Altså 0-0 ved pausen. Det faktuelle virkede som temmelig meget FC København'sk - og i hvert fald noget vi har set et par gange tidligere i dette efterår. 

Men hold fast hvor bliver man egentlig forvænt. År 2002 i tal fortæller om 22 sejre, 8 uafgjorte og 2 nederlag i Superligaen alene. Set over året er Brøndby - som vel stadig må betegnes som vores nærmeste konkurrent - blevet distanceret med 19 points. 19 points over 32 kampe, mand! Der er reelt tale om klasseforskel, endda en temmelig markant sådan. Jeg kan i hvert fald ikke finde andre ord for det. Jeg turde endog slet ikke drømme om den slags for bare et par år siden. Nu er det blevet skinbarlig virkelighed, noget vi skal forholde os til. 

Hos mig gør den 12. maj stadig ondt. Det sortner dybt inde i mit hjerte når jeg tænker på Myggen's fejlspark, på Mads Jørgensen's drømmehug og på Rune's forgæves sprællerier. 4 minutter før tid. Jeg vil aldrig glemme dette øjeblik, og det vil aldrig nogen sinde stå som noget brugbart. Tværtimod. Det blev symbolet på alt hvad jeg hader ved denne verden. Uretfærdigheder og Kim Milton's blinde øje. Et øjeblik slog det mig, hvor nemt man kunne forvandles fra en fredsommelig fodboldelsker til en rasende hooligan. Fra øjeblikkets forbitrelse til evigheders forbitrelse. Lønstrup sagde det i virkeligheden meget præcist med sit "Det var som god sex uden at komme"-citat. Jeg husker minutterne efter meget klart. Fra at stå og sparke vildt til et stolesæde i Parken til senere at høre folk og gode venner sidde nede på Café Stadion og forsøge overbevise at mig og andre om, at det ikke betød det store. Når alt kom til alt, var fremtiden FC Københavns. Brøndbys mesterskab, vundet udelukkende på bedre målscore og en udligning 4 minutter før tid, var på lånt tid. Og jeg betvivler hverken deres hensigter eller deres oprigtighed i situationen. Mit sind var bare mørkt og langt borte fra en hver forståelse. Skal jeg graduere på værste dage i mit liv, forbliver denne en af dem.   

Men tilbage vil alligevel stå de tørre tal og træner Backes nøgternhed. Vi har haft et forbandet godt år, det bedste i klubbens historie. I det hele taget har vi haft den bedste periode nogensinde under Backes lederskab. Fra september 2001 og indtil nu. Vi har aldrig været stærkere og man kan egentlig ikke bebrejde klubbens sportslige ledelse, at man forlænger med netop Backe. At vores svenske træner så selv træder ud over egne tidligere principper med kun 2 år i hver klub, fortæller vel blot en historie om at manden trives og tror på det han foretager sig nu. 

En ting står dog stadig tilbage for ham at bevise. At han kan få sit mandskab til for alvor at manifestere sig i europæisk fodbold. Han skabte stabilitet og succes med AaB i sin tid, han har gentaget historien med FC København. Men det sidste skridt mangler endnu for ham og holdet. Man fristes til at sige efter en flot 1. halvleg, nytter det ikke at 2. halvleg blot ender som ren rutinearbejde. Det må og skal gøres bedre. Europæisk succes bør rangere meget højt på dagsordenen fra nu af. Det skal så enten betyde kvalifikation til Champions League, eller det skal betyde mere end en 8-delsfinale i UEFA-Cuppen. Alt efter de givne vilkår, lodtrækningsheld eller manglerne på samme. FC København er efterhånden nået der til at man ikke kan være tilfredse med alene medaljer i Superligaen længere. Vi behøver alle noget mere.

Klubber som Anderlecht, PSV Eindhoven, Feyenoord eller Basel skal ikke længere være så langt foran os, at vi blot med misundelse må betragte deres kampe på TV. Vi bør inden for en overskuelig fremtid bevæge os på samme niveau. Her kommer Backe's virkelige prøvelse. Kan han få FC København op på det plan? Kontraktforlængelsen tyder i hvert fald på, at ledelsen ikke blot tror på ham, men at han også selv virker meget klar til at tage denne udfordring op.

Vi andre må så vente at se. Vi er nogle der stadig bærer på vidunderlige minder fra Amsterdam Arena i efteråret 2001. Der var en duft af europæisk succes dengang - uden tvivl klubbens bedste resultat siden dengang man hed B1903 og nåede UEFA'ens kvartfinale mod AC Torino. Vi er også nogle der ganske klart husker turen til Stockholm det efterfølgende efterår. Det var ingen succesrig forestilling for 2-3 måneder siden. Lad gå at Djurgården blev fortjente svenske mestre, men set over de 2 kampe mod dem burde vi ikke ende som de tabere som vi gjorde. Hvilket blot manifesterede at vi har langt igen til noget der bare ligner europæisk mellemklasse som ovennævnte hold.

Man kan så begynde diskussionen om hvor og hvordan holdet skal forstærkes. Rygtestrømmen er allerede sat i femte gear her efter nytår. Peter Madsen-byttehandel med Brøndby, Jan Kristiansen fra Esbjerg. To rygter på to dage. Det sidste lyder mere sandsynligt end det første. Men oprigtigt talt lyder ingen af dem, som væsentlige forstærkninger. Akkurat dette bør vel være den absolutte målsætning med evt. nye spillerinvesteringer her i denne korte transferperiode. Den nuværende trup har bredden, hvilket efteråret tydeligt viste. Derimod synes den sidste lille klasse stadig at mangle. Der er for mange af spillerne der ikke har toppet i efteråret, der er en række spillere som man sagtens kan forvente meget mere af, der er spillere der har været skadet i kortere og længere perioder. Alt i alt efterlader det et indtryk af at man savner den sidste lille "peak" - og måske skal ud og finde 1-2 virkelige klassespillere på centrale pladser, for at opnå dette. Personlig mener jeg stadig, at midtbanen behøver et løft efter Christian Poulsens exit, og hvad med en skarp all-round angriber, der kan holde sig skadesfri i længere perioder. Man vil så gerne tænke, at vi har sidstnævnte i Todis skikkelse. Alligevel går der et eller andet galt med hans bentøj hver halvsæson. Skal vi håbe på foråret... njaaa! 

Under alle omstændigheder -stadig 9p ned! Så rigtig godt nytår, amigo! Og selvfølgelig en stor tak til vores egen lokale bartender-supersub, Hans CL, for indsatsen her bag disken i mit fravær.

Jan Saxo

Ugens Jukebox: Kollega Smølle vimser stadig rundt blandt bordene med sin dugfriske og altid læsværdige Årets Bedste-artikel. Som Smølle selvfølgelig også fik bemærket, døde sangeren Joe Strummer desværre her kort før jul. 

Derfor virker det ikke bare logisk - men direkte påkrævet med en slags The Clash-top 10. Og lad det være sagt med det samme, den var meget svær. Tro mig! Men en ting står sikkert; skal jeg nævne den album/LP/CD som har betydet mest mit liv, vil "London Calling" altid stå klarest. Jeg så/hørte titelnummeret første gang, mens jeg gik i 2G. The Clash i regnvejr spillende under et halvtag. Pludselig fik musik ny betydning i mit liv, og hvis The Clash var punk, så var jeg punker. Jeg blev karseklippet og købte en gammel laset herrejakke. Mand, man var ikke ligefrem Top of the Pops hos sejlerskoene der stadig hang på resterne af "Grease" og "Saturday Night Fever" på daværende tidspunkt. 

London Calling
Guns of Brixton
Working for the Clampdown
(White Man) In Hammersmith Palais
Safe European Home
Ghetto Defendant
Straight To Hell
I'm So Bored With The U.S.A
Bankrobber
Career Opportunities

Tak for alt, Joe!