For fanden da, så står man her igen og ligner blandingen af et hårdtpumpet cykeldæk og et forsøg på at krydse den grønlandske indlandsis på ski. Og ikke en skid er der sket. Ingen tranfers, ingen jubelbrøl, ingen overgearede stemmer der springer ind fra gaden og hyler "Ha-ar I hørt det, mand...". Næ, ikke en skid. Det hele er blot den samme vandgrød af regnfuldt vintervejr, der pludselig svinger over i frost for derefter en uge senere at blive til regn igen. Og alt hvad vi har haft er en sportsdirektør der render rundt og kalder gud og hver mand for en nar, hvilket selvfølgelig gælder alt fra spillere og agenter over journalister og til direktører i andre klubber. Men det gør han med jævne mellemrum. Sådan er han nemlig, det er lige som en hund der kommer i løbetid. En gang om året farer han ud af huset ovre på Øster Allé og bjæffer rasende mod alt og alle. 

Og i sig selv er det jo ikke noget, der gør ham til et dårligere menneske. Vi andre har også vores særheder. Man kan blot tage ham den gamle ovre i krogen. Gemt bag tåger af cigarrøg, sidder han og vifter mod døren hver gang en ny gæst træder indenfor.
"Fejlkøb!", dundrer det med jævne mellemrum inde fra tågerne.
"Hold kæft, bessefar. Jeg har sgu betalt over 1000 kroner for denne jakke!", lyder det fra den forbavset gæst.
"Fejlkøb!", buldrer det bare endnu højere. Vores nestor bag røgen er heller ikke noget dårligt menneske. Tværtimod. Han trives bare bedst på den måde. Det er ligesom med Holmstrøm og januar-løbetiden. Der er visse ting, som man bliver nødt til at gøre en gang i mellem, det holder simpelthen skroget oven vande, så at sige. Man får det lidt bedre med sig selv, giver sig selv et lille kick til at kunne stå op endnu en januarmorgen og glo lige ind i øjnene på endnu et genfærd i spejlet. For det er stadig mørke tider over vores lille by, i vores lille land, langt fra fornuftens og magelighedens himmelstrøg - og hvad værre er, der skimtes umiddelbart ingen ende på dem. Måske bliver der slet ikke spillet træningskamp i Birkerød på lørdag klokken 11 alligevel. Måske bliver det bare alt for koldt og banen dermed anset for hård. Og hvem har i det hele taget fundet på at spille netop der, på dette underlige sted, på netop det tidspunkt. Taler vi om endnu en nar, endnu et fejlkøb? Ak ja, kære kunde, jeg serverer gerne en stor classic fra fadet sammen med en lille skål peanuts! For i virkeligheden taler vi bare hernede, vi ved ikke så meget. Braldre braldre braldre, og vi afventer rusens komme. Afventer at kunne lukke og slukke for aftenen, afventer at kunne ringe efter Muhammeds Taxi og blive transporteret hjem til sengen. Og afventer at kunne rive en ny dag fra i januarkalenderen.  

For fanden da! Ikke en skid er der sket. Her står man igen og ligner en blanding mellem en henkogt gulerod og endnu et livstilsmagasin. Jamen, der går rygter om Todi og Lille, der går rygter om Antonelius og hans skade, og der går rygter om en kommende superliga med kun 10 hold. Lad mig blot gøre det enkelt og lige til: jeg har det afgjort bedst med at Todi bliver hos os og helst for minimum 3-4 sæsoner mere. Han hører til hos os og her skal han blive. Jeg har ikke det store pro/contra-forhold til Antonelius, men guderne skal vide at det vil glæde mig inderligt at se en superfit og langtidsholdbar udgave af Tobiasen indtage højrebacken. Og jeg gider ikke en superliga med kun 10 hold, der skal ramle sammen 4 gange pr. sæson. Det er et meget værre alternativ end nogle af slutspilsvarianter, der er præsenteret. Betydelig mere stereotypt og ensformigt end et halvårligt slut- og oprykningsspil. Forhåbentlig bliver det ved den tomme sabelraslen, som man fornemmer der gemmer sig bag dette rygte.

Og således er vi egentlig lige vidt. Rygterne bliver mission accomplished, og vi må videre. Næste levende billede bliver Rune og hans tur til Chelsea. Hans agent er en nar, har Holmstrøm bjæffet. Det har jeg ikke den fjerneste mening om, men udfaldet af hans korte træningsophold blev som forventet. De foreløbige bulletiner tyder i hvert fald ikke på at Londons svar på "Little Italy" er faldet på halen. Tilbage står jeg og sikkert en del andre med fornemmelsen af, at Rune i de forudgående kontraktforhandlinger her i København har spillet alt for højt. Måske med "narren" af en agent som indpisker. I hvert fald blev det forbløffende, så hurtigt klubben efterfølgende har handlet. Egentlig kan jeg godt lide Rune, og jeg havde gerne set ham som vores førstekeeper i en årrække frem. Men omstændigheder spillede kortene anderledes. Og diplomatiet lever længe! For hvordan skal man ellers udlægge begivenhederne. Egentlig forstår jeg nemlig også godt, hvorfor man fra klubbens side har slået skodderne i og erklæret festen for slut. Der er grangiveligt blevet ødslet mange penge på alt for høje spillerlønninger, og FC København har næppe udgjort en bagtrop her, men nu går den bare ikke længere. Heller ikke her hos os. Ak ja, der er en hel fodboldverden derude som er i gang med at finde tilbage til sine egne jordledninger. Den slags ting kan nemt tage tid og tiden er først lige begyndt. Vi tilhørere på sidelinien bør vist i første omgang blot acceptere den store fad og skålen med peanuts. 

Men for fanden da! Inden det går helt galt, kan man vel godt forsøge at ligne blandingen mellem en naturvidenskabelig analyse og en opstemt Gunnar "Nu" Hansen. Det slog mig nemlig, da det omsider blev officielt bekræftet, at vores nye keeper - Balász Rabóczki  - var tjekket ind til København fra IFK Norrköping. Der er noget ved Ungarn, der har i hvert fald været noget ved Ungarn engang, og der findes da også de rapporter der siger at han er rigtig god. Ham vores nye keeper. Træner Hans Backe har vist aldrig været i tvivl og svensk TV har gjort sit for at lovprise ham under efterårssæsonen.
"Fejlkøb!", lyder den vulkaniske melding fra cigartågen.
"De her sko er som skabt til vinteren!", replicerer den chokerede gæst.
"Eger vin!", hyler jeg og ved pludselig hvad jeg taler om. For har man været i Ungarn, ved man hvad det handler om! Eger-vinen og Budapest. 

Det var engang i 1989, et par måneder før Berlin-muren raslede og det mest vestlige land i den østlige Warszawapagt-alliance stadig var noget man talte om, at jeg og en håndfuld andre danskere krydsede over den østrig-ungarnske grænse ved byen Sopron på en løssluppen højskoleferie. På vej mod en af Europas mest smukke hovedstæder, beliggende med Buda på den ene side og Pest på den anden side af Donau-floden.

Det var cirka 40 år efter, at de "magiske magyarer" begyndte at røre på sig. Man taler om det bedste hold i historien som aldrig formåede at vinde noget stort. De havde ikke tabt en kamp siden maj 1950, men det blev først 3 år senere at den vestlige verden opdagede det. I november 1953, da England tabte sin første landskamp nogensinde hjemme på Wembley. 6-3 lød cifrene. Det blev så magisk, at selv nogle fra tabernes side svang sig op til poesien:

Nineteen fifty-three: at Wembly
a devastation of those slow heavy dancers
shown-up by poetry and ballet heralding a dawn of glory
remember their names: 
Ference Puskas: Zoltan Czibor: Hidegkuti:
poets of Hungarian Soccer Genius.

I never forgot one goal -
as the ball swings over from the wing
Puskas takes it on his insteap
swivels round, the ball still on his toe
flicks it onto his other foot shoots!

A goal...

a unique goal in the entire history 
of this universal teamgame: Football!

A Puskas goal at Wembly in nineteen fifty-three.

Og alle historier beretter, at England såmænd ikke spillede dårligt. Ungarn var blot bedre. "Look at that little fat chap. We'll murder this lot", havde de engelske spillere jublet før kampen. "Den lille fede" var en vis Ferenc Puskas. Et ½ år efter blev englænderne udspillet i Budapest med 7-1, det største nederlag et engelsk landshold nogensinde har lidt.

Med andre ord havde ungarsk fodbold et fantastisk landshold i første halvdel af 50'erne. Måske det mest fantastiske nogensinde. De havde vundet olympisk guld i 52 og 2 år senere var der VM-slutrunde i Schweiz. For alle var Ungarn storfavoritter. For alle var den største spiller af dem alle Ferenc Puskas - den ene af to topforwards på holdet, der spillede i en 4-2-4 opstilling. Den anden forward var Kocsis. Ved siden af sig havde de to meget offensive wings, Budai og Czibor. Midtbanen var noget man tog let på dengang. To mand var rigeligt. Hidegkuti og Bozsik. Mens forsvaret var mere lig noget vi kan nikke genkendende til i dag. 4 mand, Buzanski, Lorant, Zakarias og Lantos. I målet stod Grosics. 

Ved VM 1954 gik Ungarn hele vejen til finalen. Men det blev ikke uproblematisk. Stjernen, Puskas, blev skadet undervejs og var tvivlsom til finalen mod Vesttyskland. Alligevel ventede alle at dette skulle blive "de magiske magyarers" store dag. De havde stadig ikke tabt en kamp siden 1950. 

Først da selve dagen for finalen oprandt, meldte Puskas sig spilleklar. Der gik kun 6 minutter så havde han bragt Ungarn foran. Det blev til 2-0 blot 2 minutter efter og alle troede at kampen skulle blive en ekspeditionssag for ungarerne (i indledende runde havde Ungarn besejret tyskerne med 8-3 med en helt spilleklar Puskas). Men tyskerne kæmpede sig tilbage og fik udlignet til 2-2. Og da der manglede 5 minutter af kampen, scorede tyskerne til 3-2, trods et længere varende ungarnsk bombardement af deres mål. I kampens absolutte slutsekunder fik Puskas raget bolden i mål til en formodet udligning. Men målet blev annulleret for offside. Således stod alle tiders største favorit, måske bedste landshold nogensinde, tilbage uden nogensinde at vinde det største af alt. Nemlig verdensmesterskabet i fodbold. 

2 år efter VM i Schweiz rullede den røde hær ind i Ungarn, man brød sig ikke om landets løsslupne fortolkning af kommunismen, og flokken af respekterede fodboldspillere i landet blev spredt for alle vinde. Den store stjerne, Ferenc Puskas, endte ironisk nok i Spanien hos den kongelige klub i Madrid, i et land som dengang var langt fra at være et kongerige. Spanien var et militærdiktatur indtil 1975 og diktatoren hed Franco og hans klub var det - såkaldt - kongelige Madrid, der i sidste halvdel af 50'erne blev bedste klubhold i Europa - og velsagtens i hele verden. Med eller uden bestikkelse - og med en Ferenc Puskas.

For fanden da! Puskas konverterede til spansk statsborgerskab, men blev aldrig nogen succes for det spanske landshold. Mange år senere kunne han vende hjem til sit Ungarn, og til den klub som blev hans egen begyndelse - Kispest Honved, en forstadsklub i Budapest. Og den lille fede angriber lever vist så vidt vides stadig!

Og nu har FC København fået en ungarnsk keeper. Følger vi vores egen korte historiske sans, kan den gode Balász vist blive både fugl og fisk. Men noget magi hænger der stadig tilbage ved det ungarnske - om ikke andet så for bartenderen. Og det smitter forhåbentligt. Især hvis man insisterer på at blive hernede i bulen på en iskold januaraften, en aften hvor man kunne foretage sig så meget andet fornuftig end at stå og glo akkurat her. Hernede drikker os blot skidefulde og venter.

Nogle har allerede ringet efter Muhammeds Taxi. Og vi venter uden andet fornuftigt at tage os til end at drikke videre. En stor fad uden peanuts. Velsmagende og kølig. Den gør underværker og man bliver lysere i hovedet. For 1 sekund eller 2. Men vores aften er ved at være overstået.
"Fejlkøb!", drøner det igennem røgen ovre i hjørnet.
"Totalt!", mumler jeg. 
"Hva'ba!", siger røgen.
"Øl!", svarer jeg.
"Jep!", svarer røgen.

Og tro mig, kære gæst, der findes kun gode mennesker hernede. Især os der hænger ud sidst på aftenen. Vi ligner ikke noget, der ligner. Og det forholder sig faktisk sådan. Og tiden går, og tiden bliver til den tid hvor Muhammed ankommer! Han smiler altid venligt. Han er født med den slags. Han lærte det i Kurdistan eller et andet sted... et eller andet sted i hvert fald. Et sted der også havde en masse venlige mennesker. Og vi smiler og vi smiler og snart sover vi. Og meget snart er det februar! 

Ugens Jukebox:  
Kollega Holger og undertegnede har erobret vores eget lille hjørne ude i baglokalet. Vi sidder gerne der indtil de små timer kryber på skemaet og hele lokalet flyder efterhånden med papirer og uvaskede kaffekopper. Det hele handler om at give en af vores tid allerstørste rockmusikere en anstændig indgang til København. Og ret beset! Det er vel det mindste vi kan gøre! - DEL 2 af Bruce Springsteen-quadrofonien kan og bør læses lige her!

Ugens nummer
Rolling Stones: 'Angie'
- denne sang er 30 år gammel og jeg er tæt på at erklære den som den smukkeste kærlighedssang som jeg nogensinde har hørt.  

Jan Saxo