|
Mens København venter på Chefen - 2. del |
|||
|
Fra Asbury Park til Manhattan
Hans egen
barndomsby, Freehold, ligger kun en halv snes kilometer derfra og er endnu mindre. Han tilbragte sine High School-år i byen, og formodentlig er det derfor,
Asbury endte som slags fixpunkt for den unge
Springsteen. Asbury var altid stedet man drog til, hvis der skulle ske noget. Og siden hen har byen da heller ikke været bleg for at tage Springsteen og hans debutalbum til sig som sit eget. Når man introducerer sig på
internettet, gør man det gerne med coveret fra netop Springsteens debutalbum. Man har fået sin historiske søn i byen. Selv har Springsteen også haft et eller andet med at vende
tilbage. Det er i årenes løb blevet til en række koncerter i netop Asbury
Park. Lige som han i øvrigt selv insisterede på albumtitlen trods
egne erklæringer om, at "New Jersey is a dump", og selvom
Columbia Records gerne ville have New York indblandet for at gøre hans
spirende talent mere salgbart.
Især syntes han at have rockkritikerne på sin side.
De spejdede stadig flittigt efter den nye Dylan, og som debuten fik også
The Wild… pæne ord med på vejen, da den udkom.
”This young singer’s debut earlier this year was an impressive
one, with his interesting lyrics and fine singing, and this LP is, if
anything, more impressive. Some of the obvious rhymes that found him compared with Dylan are still
here, but the arrangements are more varied and the singing more spirited…”, konstaterede man
i
Billboard.
Det falder hæderligt ud. Som bedste numre fremstår ’4th of
July, Asbury Park (Sandy)' og den hymneagtige,
’New York City Serenade' med den
klassisk-inspirerede
pianointro. Begge har senere været med på Reunion touren i kortere perioder. Ellers fremstår The Wild…
albummet næsten som endnu mere famlende end forgængeren. Rent musikalsk.
Sangen skulle senere blive en fast "show-stopper" ved koncerterne. Samtidig indeholder teksten en pæn portion sandhed, som meget snart overgik de flestes forventninger.
Samtidig havde Springsteen svært ved at overføre vitaliteten og energien fra scenen til studiet, og det blev en umulighed for ham at blive blot marginalt tilfreds med materialet. ”I wanted to make a record that would sound like Phil Spector. I wanted to write words like Dylan. I wanted my guitar to sound like Duane Eddy. I hated it. I couldn't stand to listen to it. I thought it was the worst piece of garbage I had ever heard. I told Columbia I wouldn't release it. I told ‘em I'd just go to the Bottom Line and do all the new songs and make it a live album".
På et tidspunkt i forløbet smed Springsteen en færdiggjort masterkopi ud fra et hotelvindue, og medproduceren Landau måtte tale dunder: "You're not supposed to like it. You think Chuck Berry sits around listening to Maybelline? And when he does hear it, don't you think he wishes a few things could be changed. Get the album out!" Landau fik sin vilje. Springsteen og band kunne efter at have været omkring eventuelle albumtitler som ”American Summer", "The Legend of Zero & Blind Terry", "From the Churches to the Jails", "War and Roses", og "The Hungry and the Hunted", endelig færdiggøre pladen i juli ’75 og udsende den i september under navnet… Born to Run.
Pladen blev slet og ret et monsterhit, både kommercielt hos publikum (nåede en chart # 3 placering), og hos kritikerne. Og den rangerer da også rigtig højt i undertegnede forfatteres Springsteen hierarki. De formidable og episke ’Thunder Road’ og ’Jungleland’ (med en af Clemons' allerfornemste saxofonsoloer) henholdsvis indleder og afslutter en rockvirtuos rundrejse i noget, der mere og mere lignede Springsteens eget univers.
Born to Run kommer til at række langt ind i fremtiden, men forfølger dog også 70'ernes trend med meget lange og momentvis sprudlende numre, enkeltvis nærmest dramatisk opdelt i akter og temposkift. At Springsteen selv aldrig blev helt tilfreds med materialet, henstår dog som en gåde for eftertiden. Men fortæller vel lidt om den perfektionisme, som han arbejdede efter allerede dengang.
Ud over titelnummeret er også ’Backstreets’ og ’Night’ blevet klassikere, og som et kuriosum medvirkede barytonsaxen Dave Sanborn på 'Tenth Avenue Freeze-Out’. Dette nummer, der mere end andre fortsætter den lidt kalejdoskopiske stil fra The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, blev siden et 10-12 minutter langt højdepunkt på Reunion touren (og dermed også på Live in New York City), hvor Springsteen kunne præsentere bandet.
Blandt de numre som dukkede op i studiet var to senere kendte - 'Fire' og 'Because the Night'. Ingen af dem ønskede Springsteen dog at benytte på det færdige album. ”If success was what is was like with Born to Run, Bruce didn’t want that. He didn’t want one song that could be taken out of context and interfere with what he wanted the album to represent.”, forklarede manager Jon Landau senere. Derfor blev begge numre frasorteret.
'Because the Night' blev i stedet givet videre i en ufærdig version til sangerinden Patti Smith, som arbejdede i studierne samtidig med Springsteen. Sangen var hendes, hvis hun kunne bruge den. Det kunne hun og færdiggjorde selv teksten. Nummeret blev et stort hit på hendes album Easter. Senere tog Springsteen det dog til sig igen, hvilket kunne høres i en forrygende version på Live/1975-85.
’Fire’,
der oprindelig var ment som en hyldestsang til Elvis Presley, gik videre til
anderumperockeren Robert Gordon, der sammen med Link Wray gjorde den
til et kæmpehit. Alt i alt blev der indspillet over 25 sange, som aldrig nåede med på det endelige album. Mange af disse skulle man senere høre på
Tracks udgivelsen.
Ved den besværlige flodbred
I første omgang havde man fået skruet det møjsommelige arbejde ned til et album med titlen "The Ties That Bind", indeholdende 10 numre. Men det blev aldrig udsendt. Det var i 1979. Først et år senere blev Springsteen så tilfreds med sine og bandets optagelser, at det blev til en udgivelse. Kun 7 af de oprindelige 10 numre var bevaret - bl.a. 'The Ties That Bind', som skulle indlede pladen og i øvrigt allerede blev skrevet og introduceret under Darkness touren - og en masse nyt materiale kom til. “On The River, I would tend to have songs that were kind of celebrations and darker songs next to each other. That was because I didn’t know how to combine them. I didn’t know how to synthesise it into one song. I knew it was all part of the same picture which is why The River was a double album.”, udtalte Springsteen. Albummet endte da også som en humørsvingende blanding mellem inderlige ballader og vilde rocknumre. Flere kritikere har udtalt, at The River både indeholder nogle af Springsteens bedste og værste sange. Det sidste kan så diskuteres. Springsteen har dog senere selv erkendt, at nogle numre, som blev frasorteret, nok ville have pyntet på helheden, eksempelvis 'Roulette', en sang, der var inspireret af ulykken på atomkraftværket på 3-Mile Island (1979), som egentlig blev indspillet som allerførste nummer til projektet "The River", men derefter elimineret. Det udkom i stedet som b-side på en senere single – og endnu senere på Tracks.
Men Springsteen ønskede mere lys ind i sin musik ovenpå den dystre
Darkness... Og lyset blev en meget bredere vifte af numre, og dobbelt så mange. Det pudsige bliver så, at nu mere end 20 år efter udgivelsen, er der ikke mange numre, der virker overflødige.
The River forekommer i virkeligheden ganske helstøbt som album. Det bevæger sig aldrig ved siden af, hvad man forventer af netop Springsteen, og samtidig ender det aldrig i den rene forudsigelighed. Personlige ballader som
'Independence Day' hænger mellem det hidsige rocknummer
'Two Hearts' og singlehitteren 'Hungry
Heart' og skaber nogle af de musikalske bølger, som flyder hele vejen igennem
The River. Det gentager sig fra den stille
(men barske) 'Point Blank' til rockeren 'Cadillac
Ranch' eller omvendt fra 'You Can Look (But You Better Not
Touch)' til hjerteknuseren 'I Wanna Marry
You'. I 1981 fortsatte man til Europa, den første officielle tour udenfor Nordamerika. Og Springsteens første besøg i Danmark blev den 2. maj samme år, da han og band ramte København, eller rettere som amerikanske Springsteen-fanatikere senere har sagt det: ”Actually, the show took place outside of Copenhagen, in a suburb called Brøndby at the Brøndby
Hall”. Koncerten blev i hvert fald en oplevelse for de 5000, der havde fået billetter. Det blev en 4 timers
rockeksplosion.
Danskere og europæere oplevede også her første gang, at Springsten har for vane et inkludere et par lånenumre på setlisten.
På denne første europæiske tour sluttede koncerterne endegyldigt med
en klassiker skrevet af John Fogerty efter Creedence Clearwater Revival’s
opløsning, og verdenskendt dengang med Status Quo: 'Rockin' All Over
Men han viste sig dog også som en stjerne uden de store nykker, han optrådte eksempelvis gerne hos nogle af sine hengivne fans. Det danske band Malurt var også blandt undertegnede forfattere kendt for at have et antal Springsteen-sange blandt ekstranumrene, og det lykkedes forsangeren Michael Falch at invitere sit gigantiske forbillede Springsteen til en Malurt-koncert i Forum aftenen inden Springsteens egen koncert. Og ikke bare dukkede Springsteen rent faktisk op, han gik også på scenen og sang 'Hungry Heart' med Michael Falch og co.
I lighed med stort set alle andre Springsteen-shows findes også hans første koncertoptræden i Danmark som bootleg (optaget af fans) og på denne 'Bruceleg' (3CD), der bl.a. cirkulerer som "River in Denmark" er også en dårlig, men dog interessant soundboadoptagelse af Bruce's visit hos Malurt i Forum aftenen i forvejen.
Badlands
På sidste skæring
'Reason to Believe' aner man lidt håb – eller måske bliver det blot Springsteens lakoniske kommentar til den menneskelige overlevelsesevne.
Født i Staterne
Sådan indledes Born in the U.S.A. - både albummet og titelsangen - og de desillusionerede ord rammer essensen på albummet; en obduktion af den afdøde amerikansk drøm. Ironisk nok skulle Born in the U.S.A. blive Springsteens største kommercielle succes nogensinde. Albummet, der endelig kom på gaden i juni 1984 efter næsten 2½ års indspilninger, har solgt mere end 18 mio. eksemplarer og blev Springsteens anden nummer 1 på den amerikanske hitliste (The River var den første), men første etter uden for USA.
Som med Born to Run måtte Springsteen indgå kompromis med sig selv og især manager Landau og pladeselskabet, og Springsteen blev heller aldrig her selv tilfreds med det endelige resultat. Columbia Records var ikke vilde med Nebraska, som man hævdede "sounded like something recorded in a garage", hvilket jo heller ikke var langt fra sandheden. Men efter de store Born to Run, Darkness on The Edge of Town og The River havde Springsteen opnået lidt kredit til at indspille sin musik på egne betingelser og uden kompromisser. Det førte i første omgang til Nebraska. Dog gik den ikke to gange i træk. Nu ville pladeselskabet have deres opfølger til The River.
Allerede i december 1982 havde Springsteen taget første skridt ind i firsernes store dille - musikvideoen - med 'Atlantic City'. Springsteen optrådte dog ikke selv på videoen. Næste skridt var synthesizeren, der dukkede op i det små hist og her på Born in the U.S.A. Det betød en kommercialisering af en del af indholdet i en grad, der fik mange hardcore Springsteen fans til at rynke på næsen. Til gengæld skulle Springsteen fænge hos et bredere publikum, qua de mere poppede toner.
Disse toner kom tydeligst til udtryk i 'Dancing in the Dark', som Jon Landau insisterede på skulle på pladen. Springsteen ville ikke have den med: "Look I've written 70 songs, you want another one.....you write it!" Jon Landau fik dog sin vilje i sidste ende, og sangen blev udsendt som singleforløber for albummet og ledsaget af en musikvideo produceret af den navnkundige filminstruktør Brian de Palma. Fordømt af Springsteen-kendere som mere kommerciel end 'Hungry Heart' og første Springsteen bekendtskab for en masse andre, gav 'Dancing in the Dark' et halvt år senere Springsteen den første Grammy, som Springsteen ikke selv mødte op for at modtage. 'Cover Me' blev en lignende historie. Oprindeligt hed sangen '(Drop on Down And) Cover Me', men et socialindigneret vers blev pillet ud, og en "let" udgave af sangen skulle gives til Donna Summer. Det mente Landau dog, at den var for god til. Donna Summer fik i stedet 'Protection' fra Springsteens hånd. Fantastiske sange som 'Follow That Dream', 'County Fair', 'This Hard Land' (skulle senere dukke op på Tracks) og 'My Love Will Not Let You Down' (skulle senere dukke op på Tracks og LIVE in NYC) var blandt dem, der blev sorteret fra til det endelige album. Tal om luksusproblem.
Titelnummeret ’Born in the U.S.A.’ var oprindeligt tænkt som en akustisk blues/folk-inspireret sang i Nebraska-stilen, og ikke den up-beatede, elektrificerede rock-udgave - på godt og ondt måske Springsteens mest kendte sang - det til sidst endte med. Den dag i dag er der folk, der misforstår teksten som værende flagviftende og patriotisk. Det forholder sig stik modsat. Sangen er baseret på en endnu tidligere version med arbejdstitlen 'Vietnam', en anti USA-sang om desillusionerede vietnam-veteraner, hvor Springsteen begræder at være født i USA. I øvrigt blev sangen oprindeligt skrevet til en Paul Schrader filmdrejebog med samme titel (filmen skulle senere blive kendt som "Light of Day", hvorfor Springsteens bidrag til filmen blev ’Light of Day’ i stedet). Springsteen afslog i øvrigt et $12 mio. tilbud fra industrimagnaten Lee Iaccoca, der ville bruge 'Born in the U.S.A.' i en reklame. 'Dancing in the Dark', 'Cover Me' og 'Born in the U.S.A.' blev også remixet til de såkaldte 12" maxisingler - en anden firserdille - der betød, at man pludselig i nattelivet kunne opleve Springsteen-musik i "extended danceversions", akkompagneret af DJ-grynteri og discokugler, der helt overdøvede sangenes tekstmæssige indhold.
Som nævnt skulle Born in the U.S.A. have været opfølgeren til The River, og meget af det materiale, der blev indspillet i pre-Nebraska perioden dukkede nu op med en Springsteen, der endnu mentalt kredsede omkring et stadigt skævere amerikansk samfund. Sangene er blot akkompagnet med guitarer, tunge basrytmer, hårdthamrende trommer og elektronik i modsætning til den akustiske forgænger. Men en del af den mediterende "storytelling" er bevaret. "Actually, half the Born in the U.S.A. album was recorded at the time of Nebraska. (...) So if you look at the material, particularly on the first side, it's actually written very much like Nebraska -- the characters and the stories, the style of writing - except it's just in the rock-band setting", var nogle af Springsteens egne ord om albummet. Og musikalsk var der trøst at hente for de gamle Springsteen-fans og kritikere i mere lige-ud-af-landevejen numre som 'Darlington County', 'I'm on Fire', 'Bobby Jean' og 'No Surrender' samt rockerne 'Working on the Highway' og 'I'm Going Down', der alle fulgte den rytmemæssige tråd fra The River.
Det var et USA præget af en knusende lavkonjunktur på vej ind i Reagan-administrationens anden valgperiode. Valgkampen indadtil og OL i Los Angeles udadtil skulle ikke mindst af det konservative og nationalistiske højre bruges til at sælge budskabet om et "American Eden". I de patriotistiske appeller til amerikanerne indarbejdede man så den førnævnte fejltolkning af 'Born in the U.S.A.', både sangen, albummet og Springsteen som person. Noget der absolut ikke behagede Springsteen, som da også tog til genmæle ved sine koncerter. Springsteen fortalte til Rolling Stone's Kurt Loder i december, 1984: (...)" And you see the Reagan reelection ads on TV -- you know: "It's morning in America." And you say, well, it's not morning in Pittsburgh. It's not morning about 125th Street in New York. It's midnight, and, like, there's a bad moon risin'. And that's why when Reagan mentioned my name in New Jersey, I felt it was another manipulation, and I had to disassociate myself from the president's kind words". Den brutale ironi i 'Born in the U.S.A.' endte i stedet i en slags dobbelttydighed, og mange kom til at holde af sangen (og albummet) af de "forkerte" årsager.
Men
Springsteen var selv med til at skabe misforståelserne, et albumcover
der spiller på "stars & stripes" og sig selv lanceret i
en muskelpumpet udgave i 'Dancing in the Dark'-videoen.
Han bad næsten om at
I
had a job, I had a girl
Ligeledes i den stille og fantastisk smukke 'My Hometown' startende med faderen, der viser otteårige Springsteen rundt i hjembyen ...
I'd
sit on his lap in that big old Buick and steer as we drove through town
... for at slutte med Springsteen kørende samme tur som voksen med sin imaginære søn i en barndomsby, nu præget af raceuroligheder, industriens forfald og den amerikanske arbejders kvaler:
Two
cars at a light on a Saturday night in the back seat there was a gun ----- They're
closing down the textile mill across the railroad tracks
Springsteens egne cover-noter omkring 'My Hometown' blev: "The harshness of Reaganism, post-industrial America, memories of my childhood + my town". Bitterheden og sortsynet fra Darkness on The Edge of Town hænger stadig ved. Selv på den ellers "lette" 'Dancing in the Dark':
Man
I ain't getting nowhere just sitting in a dump like this
Alligevel forsøger Springsteen at anlægge et muntert strøg over mistrøstighederne, illustreret af de unge knægte på forgæves jobjagt i 'Darlington County', der må trøste sig med øl, rock og de lokale piger i de flækker, de passerer, akkompagneret af Sha la la la la la la la la omkvædet. Og en af pladens bedste sange 'No Surrender' opfordrer da også til ikke at kvitte, trods håbløsheden:
We
made a promise we swore we'd always remember
Born in the U.S.A. touren, der begyndte i juni 1984 - for en gangs skyld efter albumudgivelsen - bragte Springsteen og The E Street Band "down under" for første gang i 1985, og netop i den australske by Brisbane fandt den første rigtige udendørs stadionkoncert sted. Det skulle ikke blive den sidste. Touren endte i Los Angeles i efteråret 1985 med et en time langt sæt af ekstranumre, sluttende med 'Glory Days'. Meget passende, for netop årene 1975 til 1985 var vel nok Springsteens personlige ”glory days”. Fra gennembrud til status som levende legende.
Og disse, de store år, blev så foreviget som live-vidnesbyrd på den i 1. del omtalte Live/1975-85. Nogle mener, at historien om Bruce Springsteen stopper her. En af forfatterne (blærerøv!) skulle ved selvsyn konstatere, at dette ikke var tilfældet.
Holger og Saxo |
|||
Asbury Park er en lille by på den amerikanske østkyst i staten New Jersey, et par hundrede kilometer syd for New York City. En ganske anonym flække
med godt 17.000 indbyggere ud til atlanterhavskysten. Og byen var formodentlig forblevet hengemt i al sin anonymitet, hvis ikke Springsteen havde foreviget den i titlen på sit debutalbum fra 1973 –
Greetings From Asbury Park, N.J..
Opfølgeren kom
blot trekvart år senere. Altså samme år. The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle. Mellem de to album turnerede Springsteen målbevidst med sit band
rundt i hele USA, kraftigt ansporet af Columbia Records. Han skulle skabe sig et
navn og i begyndelsen blev det som opvarmning for navne som Bob
Marley, Chicago, Chuck Berry og Bonnie Raitt. Og med en vis succes.
Springsteens tredje album var allerede ved at være i støbeskeen, da han og bandet, nu officielt erklæret E
Street, atter drog ud på en intens turneren gennem det meste af 1974.
Springsteen var stadig personligt og musikalsk præget af New York:
”Born to Run was about New York. I was there for months. I had this girl with me and she'd just come in from Texas and she wanted to go home again and she was going nuts and we were in this room and it just went on and
on. I'd come home practically in tears. And I was sort of into that whole thing of being
nowhere, but knowing there is something someplace", fortalte
han senere om titelnummeret. Springsteens og bandets studieoptagelser blev nu også flyttet fra 914 Sound Studios i
Blauvelt, N.Y. til New York City Record Plant, ikke mindst takket være Jon
Landau, der fik større og større indflydelse på lanceringen.
I det amerikanske midtvesten omkring staterne North Dakota, South Dakota og Nebraska ligger en række særprægede steppelandskaber. Golde og nederoderede områder af klipper og tørre græssletter. Disse landskaber bærer navnet Badlands, og dette navn skulle på flere måder komme til at give inspiration til Bruce Springsteen. I første omgang blev det som titel til åbningsskæringen på næste studiealbum
- Darkness on the Edge of Town. 
To år efter Darkness... udkom næste
album, The River. Det var egentlig her denne artikels forfattere
begyndte vores fælles - men dog hver for sig - rejse ind i Springsteen-universet som to ganske unge gymnasieelever, som det er beskrevet i
the World'. Meget apropos, for Springsteen var på vej til at blive et af rockens
stjernenavne også uden for det nordamerikanske kontinent.
I 1982, hvor forfatterne kunne montere deres respektive studenterhuer på hovederne, indspillede Bruce Springsteen en stribe sange på en fire-spors båndoptager alene i sit soveværelse hjemme i
Colts Neck, N.J. De skulle bruges som demoer til opfølgeren til
The River. Springsteen tog
materialet med i studiet og begyndte indspilningerne sammen med E Street
Band. Men han blev ikke tilfreds. Det blev kun få af sangene som fandt anvendelse og derfor gemt til senere indspilninger. Det var numre som
'Downbound Train' og 'Born
in the
U.S.A'. Trommeslageren Max Weinberg fortalte: ”It became obvious fairly soon that what Bruce wanted on the record was what he already had on the demo tape. The band, though we played the hell out of them, tender to obscure the starkness and the vide he was going for.”
Born down in a
dead man's town
blive misforstået på forhånd. En del af
forklaringen blev også, at Springsteen ikke offentligt valgte side politisk og
ideologisk. Men fortsat
broderede fortællinger om den lille mands kamp i et
"Corporate America", hvor industrier og deres byer og opland
langsomt gik i forfald, i den tro at teksterne bar deres eget budskab.
Det blev bare ikke tydeligt nok i hele det omgivende mediehysteri,
der kom til at præge udgivelsen. Selvom arbejdsløshed, hjemløshed og
håbløshed også bliver portrætteret skarpt på Born
in the U.S.A. Som i en
hans mest triste - og bedste - sange, 'Downbound
Train':