|
Hverdag |
||
|
Jeg
holder af hverdagen fremmede ansigter
Morgenkyssene efter mælk, cigaretter, aviser -
Det er atter blevet hverdag for denne bartender også. Efter en afstikker til Manchester i sidste måned, hvor jeg allernådigst kunne få bevilget en frivagt. Men jeg fornemmer, at Hans CL har passet min vagt upåklageligt og kompetent - som altid.
Og det er også blevet hverdag igen efter den lille uges tid i London for fjorten dage siden med et par af bartenderkollegerne og et par stamgæster. Det har både -smølle og Jan Saxo jo allerede berettet om, men det skal nu ikke afholde mig fra at dvæle lidt ved denne tur til Swinging London, Disraeli's City of Nations, i aften også. For fodbold-, øl-, karry- og musikglade Københavnere på tur i London, det kan kun gå godt. Udover de pints, der skulle drikkes og de fodboldkampe, der skulle ses, både på stadions og pub-TV, så gik der adskillige timer i pladeforretninger. Pladekøb, en penge- og tidsrøver af de helt store i et eldorado, der får København til at fremstå som cd-udvalget på tankstationen i Nørre Snede. Og ikke kun i de monstrøse megastores med alt i alle genrer. De sjældne - og med lidt held endda billige - pladekup kan især gøres på markederne i Soho, Notting Hill og Camden Town. Specielt på sidstnævnte lokalitet fik Jan Saxo og undertegnede intensiveret jagten på Springsteen-bootlegs, mens -smølle fandt sine reggae-dub ekstravaganzaer, og d'herrer Thundersen og Lars Kim fandt afløb for deres musikegne præferencer. I øvrigt lader Manchester ikke London meget tilbage mht. seriøs pladeshopping, ikke mindst området omkring Oldham Street og Piccadilly Gardens kan varmt anbefales.
I forbindelse med London fremkom min unge bartenderkollega Martin CX for tre uger siden med et par fordomme, som jeg vist lige skal mane i jorden. Det "nordatlantiske klima" er ganske forskelligt i Storbritannien-udgaven og Skandinavien-udgaven. Golfstrømmen og de fugtige luftveje fra vest/Atlanten giver især om vinteren et betydeligt mildere klima på de britiske øer, hvorfor man da også kunne sidde den 24. februar i skjorteærmer på pubben Shakespeare's Head's udendørsservering i 13-14° varme Carnaby Street i London og nyde sin kolde pint. Alt imens solen bagte gennem solbrillerne og varmede tilstrækkeligt til at hæve temperaturen yderlige, og mens man på telefonen hjemmefra kunne fornemme de vantro røster fra kolleger og familie. For godt nok var det også højt solskin i DK lige på det tidspunkt, men de frådende arktiske vinde fra nordøst kunne ikke få kviksølvet til at rokke termometeret væk fra den februarpermanente visning af klare frostblå tal.
Og lur mig om ikke Martin fik nok også, i hvert fald drog han få dage efter skiferien til Barcelona. Et anderledes klima og anderledes storbyoplevelse - incl. en fodboldkamp - må man sige.
Og netop storbyoplevelsen er jo det, der trækker denne bartender til storbyminiferier igen og igen. Og om vinteren er en implicit fodboldkamp eller to midt i den danske fodboldpause jo et ekstra incitament, når man drager til London i fremragende selskab med ligesindede. Nogen forbinder storbyer med stress og forurening. Sjovt nok slapper jeg væsentligt mere af, og fornemmer en større indre ro med masser af mennesker og gadestøj omkring mig. Så føler jeg, at jeg lever og oplever. Mærker pulsen, både min egen og omgivelsernes. Det er nok et spørgsmål om livskvalitet, og det kan for andre måske være at sidde "i ét med naturen" (hvad er der galt med Frederiksberg Have, hvis man vil have et strejf naturoplevelse, spørger jeg bare!) og glo udover et hav, eller en skov eller - i det flade landbrugsland DK - endeløse rækker af marker! Og fair nok, jeg føler blot, når jeg en sjælden gang befinder mig i en lignende situation langt ude på landet, at verden er gået i stå. At jeg måske er den sidste (over)levende. Atombomben må være smidt. Hvor fanden får jeg fat i en taxi?
Jeg holder af hverdagen selv gennem alle dens irritationer stillestående
ingenting i mit akvarium
Uanset man er til den ene eller anden form for ferie, så er det alligevel hverdagen, der gør ferier, helligdage og (forlængede) weekends til noget særligt, noget at se frem i mod. Selvom man skulle have midler nok til at studere, shoppe, vagabondere eller lege bohème og globetrotter 24 timer i døgnet, så ville det i længden nok blive for sløvende. Ingen særlig glæde over at have fri, og i hvert fald for mit vedkommende ingen faste holdepunkter i hverdagen. Jeg har brug for at have noget at stå op til om morgenen og en serie fikspunkter i løbet af en dag job/hjemme/borte, ude/inde til at holde det gamle trætte legeme i gang. Hverdagen holder mig til ilden. Til gengæld nyder jeg fritiden så meget desto mere, når det bliver tid for den. Også friheden, der kommer, når jeg lukker i aften og trisser hjem gennem storbyen efter endnu en vagt. For lige nu er min hverdag her bag baren, beskæftiget med at skænke øl i håndpolerede glas og lukke alverdens uhyrligheder ud i hovedet på de stakkels bargæster. Og det holder jeg nu også grumme meget af. Skål på det!
Hverdagen i den hjemlige fodboldverden står også for dagen igen. Det bliver den sædvanlige hverdag med såkaldt professionelle fodboldklubber, ledet af amatører og repræsenteret ved interesseforeninger, drevet af amatører. Vi skal stadig slås med unionernes pleje af særinteresser og den velkendte danske fodnotepolitik. Derfor fik vi heller ikke i denne omgang vedtaget en ny superligastruktur.
Jeg holder af hverdagen
Og det er atter hverdag mht. gruopvækkende klubregnskaber. Bare i den seneste uge er gyserne (ikke gysserne!) fra de Københavnske omegnskommuner væltet ind, og bookmakerne tager lige så gerne væddemål på næste konkurs som årets Danmarksmester. Og den danske fodboldhverdag er også de sædvanlige forårsaflysninger, fordi kommunalt ansatte stadioninspektører lever i forrige århundrede, og fordi klublederne åbenbart vægter sponsorloungefaciliteter, spillerkritik og interne rivegilder højere end banernes beskaffenhed. Og så længe DBU-pamperne på amatørledervis ikke har "nosser" til at skære igennem og stå fast på krav om f.eks. varme i banen i stedet for at fodnotedispensere de amatørledede klubber atter og igen, så vil vi opleve de for dansk fodbold dybt pinlige situationer som lige nu, hvor endnu en superligastart er truet af aflysninger.
Frem for at gætte på resultatet, er det mere relevant at gisne om hvor mange kampe, der rent faktisk bliver afviklet. Og lad gå, hvis det på disse polaragtige breddegrader af globen kunne tilskrives en rask lille snestorm, trods vi starter fjorten dage senere end i fjor. Men snestormen er end ikke varslet, tværtimod. Vejroraklerne taler om tocifrede varmegrader og næsten forårslignende tilstande, bortset fra lidt nattefrost, og alligevel lurer aflysninger flere steder. I skrivende stund er kun BIF-VFF kampen helt sikker på at blive gennemført. Og nu vil jeg ikke trampe rundt i Farum Boldklubs økonomi og årsagerne til, at den ser ud, som den gør; men det er da ganske symptomatisk, at det er dér i Farum, på deres spritnye stadion, at der er størst fare for aflysning på søndag. Til gengæld har man fadølsholdere på de dyrt indkøbte specialsæder på tribunerne. Mon ikke den menige fodboldtilskuer gerne havde byttet for varmelegemer under græsset, så man kunne se ... fodbold!
Og hverdag er det også snart i Parken. OK, "snart og snart" er så meget sagt. Turneringsplanlæggerne har villet det, at Parken først forårssæsondebuterer den 6. april. Men til den tid kunne man frygte, at det er "business-as-usual". Samme snegletempo-ølkøer, samme molbo-ekspeditionssystem og ikke mindst samme kummerlige adgangsforhold. Om det bliver med sæsonkort i hånd ved en almindelig hjemmekamp eller til en fuldsat kamp mod forstadsholdet fra Brøndbyerne. Om det bliver til en landskamp eller måske en af sommerens fire storkoncerter, så vil jeg vædde min bartenderskjorte på, at vi for det meste vil komme til at stå i lange, ubevægelige køer for at komme ind. Som altid.
Jeg oplevede det for mange gange i fjor. Selv udstyret med forudkøbt billet (sæsonkort) tog det evigheder at komme ind. Uanset om på Nedre C til en almindelig superligakamp, til en forestilling à la Les Miserables eller tennisgalla i "det halve Parken", og dermed uanset indgangsport, så var mit indtryk både vrede, utålmodighed og
frustration hos mig selv, såvel alle andre publikummere. Køer tværs over Øster Allé, og mere end halv times ophold i samme. Det er bare ikke godt nok, og så forbandet mere absurd, når man ser, at måske kun 1/3 af
indgangskapaciteten ved de respektive entrépartier udnyttes. Hvorfor dog ødelægge folks oplevelse endnu inden, de er kommet ind på
plads?
En anden ting, som Østergaard og konsorter har talt om i årevis er en TV-skærm. White Hart Lane f.eks. har to af slagsen med slows, commercials, highlights og alt, hvad man som tilskuer kan ønske. Et ekstra publikumsgode omkring kampafviklingen, også selv om vi på White Hart Lane måtte vente et stykke tid efter kampen på Spursfanatikerne iblandt os, der igen og igen skulle se og prøve at forstå Acimovic' eventyrlige afbrænder. Også på vores udflugt ned til Croydon i de sydlige Londonforstæder til førstedivisionsbold på Selhurst Park oplevede vi en kampafvikling på de ydre rammer, der selv på dette meget gamle og stærkt saneringsmodne, klassiske fodboldstadion, ligger langt over, hvad man bliver budt i superligaen herhjemme. Og dér har man også en enkelt, velfungerende og informativ storskærm til at servicere et gennemsnitspublikum på ca. 16.000-17.000, altså meget lig Parken! At det lige den eftermiddag skortede på matchhighlights kan man trods alt ikke bebrejde storskærmen. Ej heller den sidste nulevende, skandinaviske Palace-aficionado, Lars Kim CF5. Selv om guderne skal vide, at vi ihærdigt forsøgte at give ham skylden.
Som et lille kuriosum kan indskydes, at den kulinariske oplevelse på Selhurst var et kapitel for sig. En slags "sausage-roll", der bestod af en halvkogt, kraftigt vandpumpet cocktailpølseting i noget koldt og fugtigt dej. Selv Parkens franske hotdog-tuber, der sandt for dyden er rærlige, er et festmåltid ved siden af. Tilmed fik jeg vist de sidste rå løg til min "roll". Løgene var så absolut højdepunktet! De smagte nemlig af ... løg og tog lidt af den grimme pølsesmag. Pudsigt nok stod der bl.a. på de mange skilteopslag, der som kutyme nu sættes op på de engelske stadions med anvisninger på, hvad du som tilskuer må og især ikke må, at man ikke måtte optræde på en facon, der kunne give anledning til forvirring! Vi fandt aldrig helt ud, hvad den dybere mening med det påbud var, udover at spillerne i hvert fald syntes rigeligt forvirrede af den gule bold, hvilket kunne forklare en usædvanligt ringe fodboldkamp. Det berettede -smølle om i sidste uge. Men der burde også være en slags veterinært og menneskerettighedsrespekterende påbud om ikke at forvirre vores stakkels ganer. Og Crystal Palace Football Club burde heller ikke iføre deres folk i salgsboderne en jakke påført ordet "catering", når maden mest var egnet til kemisk og biologisk krigsførelse. Heldigvis havde vi alle indtaget god og solid english breakfast tidligere og aftenen i forvejen fyldt vores maver til bristepunktet med fortrinlig indisk mad på den legendariske curry-restaurant Khan's på Westbourne Grove i Bayswater. Det er ikke bare mere end godt, det er endda også billigt. Og skal jeg anbefale et tilsvarende sublimt curryhouse, hvis du skulle komme til Manchester, så er det Restaurant Kailash (nepalesisk køkken) i Charlotte Street, just off Portland Street, downtown Manchester.
Nå, tilbage til hverdagen. Hverdag i og omkring Parken har især her henover vinteren betydet en lidt anderledes form for informationspolitik fra ledelsen. Spillet omkring Rune, Todi og Hjalte og deres kontraktforhandlinger har kørt som en dårlig sæbeopera, også da de to sidstnævnte af grunde, som "vi ikke behøver bekymre os om", ikke kom med på træningslejren til Sydafrika, mens førstnævnte dog kom lidt sydpå, nærmere bestemt Modena. Det var så til gengæld i nyt klubregi. Seneste kortslutning på den ustabile informationsstrøm fra ledelsen var så den famøse lukkede træningskamp i søndags mod Halmstad. Jeg troede egentlig, jeg var kommet over det til denne vagt, og det var jeg stensikkert også, hvis vi havde fået en ordentlig forklaring fra ledelsen. Uenig måske, og kortvarigt utilfreds formentlig, men dog afklaret. Det er glemt i morgen. Men nej, sådan skulle det ikke være. Håndteringen af denne sag fra Øster Allé har kun bidraget til et væld af spekulationer, som vil nage mange København-fans længe. I hvert fald denne bartender.
Den sidste træningskamp før starten på forårssæsonen efter en lang vinterpause er jo pr. definition noget, vi alle ser meget frem til. Den endelig startopstilling er ved at være på plads, resultatet af sliddet på træningsbanerne skal evalueres og gensynet med fodboldvennerne og hjerteklubbens udvalgte spilere fejres. Og denne vinter måske endda i endnu højere grad. Pausen har varet tre uger længere end i fjor. Vi fik ingen kampe på Peter Bangsvej, da ledelsen åbenbart ikke har opfattelsen af, at en investering i gunstige træningsforhold på klubbens eget anlæg - herunder en anstændig kunstgræsbane - er at foretrække frem for at låne/leje sig ind på kunstgræsbaner i Birkerød og Farum.
Så der var to træningskampe i Birkerød under polarlignende forhold - givet at både afstand, tidspunkt og klima har holdt mange væk, også undertegnede. Så Sydafrika-kampene, som af gode grunde ikke var så relevante for os at overvære live. Så en kamp i Farum en hverdagseftermiddag, hvor de fleste af os arbejder. De to første turneringskampe i foråret er på udebane i Odense og Århus, så er der landskamppause, og først 6. april tager vi som sagt mod Brøndbyerne i det store regionalopgør i Parken. Så for mange var træningskampen i Parken mod Halmstad den eneste mulighed for at se FC København i mere end fire måneder. Men den oplevelse skulle de Københavnske fans altså ikke undes.
Og værst var som sagt begrundelsen. "Af taktiske hensyn, har Hans Backe ønsket at spille for lukkede døre". En forklaring Hans Backe selv stillede et spørgende og citronsyrligt ansigt op til, da han blev konfronteret med den på TVDanmark2 og nærmest vrissede: "Ingen kommentarer, absolut ingen kommentarer". Og var man i tvivl inden, var Backes reaktion endegyldigt bevis på, at denne forklaring var en nødløgn af de mere ynkelige. Selvfølgelig. Hvem afvikler en træningskamp for lukkede døre en uge inden genoptagelsen af en løbende turnering - 19. af 33 runder - af taktiske hensyn? Udtalelsen fra Flemming Østergaard vidner om en total manglende fodboldindsigt hos ham eller fornærmelse af sportsmediers og fans fodboldintelligens. Formentlig begge dele. Efter episoden med Hans Backe på TV skulle der så ikke snakkes mere om den sag. "Man" har nok godt vidst, at ingen fodboldforstandigt tænkende individer købte den forklaring. Så "man" valgte i stedet at forsøge at tie sagen ihjel. Ikke en lyd om taktik. Ingen anden forklaring. Vi holder os for mund, øjne og ører og håber de dumme mediefolk og de endnu dummere fans glemmer alt om det.
Ifølge korrespondancen på FCKFCs debatforum, Sidelinien, så konfronterede et par friske ungersvende Østergaard direkte med sagen om den hemmelige kamp under træningskampen i Farum. Svaret var - og bekræftet af omkringstående - at det skam var fordi, "vi ikke skulle fryse i Parken". Det sagde manden til folk, der rent faktisk stod på Lars Tyndskids kunstgræsmark i Farum og frøs en vis legemsdel ud af formentlig mere end et lag bukser! Nu er det ikke ligefrem talentet for bidende og munter sarkasme, Østergaard er kendt for, så svaret må tolkes som både arrogant og patroniserende. Og kun noget, der gav os alle belæg for fortsatte spekulationer. Hvorfor kunne man dog ikke få en forklaring?
Kollega -smølle vævede i sidste uge lidt om et samtidigt dobbelt håndboldarrangement som hindring. Ikke ganske utænkeligt, hvis d'herrer fra direktionsgangen skulle være tilstede også overfor Mærsk Data og de øvrige håndboldsponsorer. Men uspiseligt for os andre, der nok snildt kunne overvære en træningskamp med fodboldholdet, selvom Østergaard & co. ikke kunne være til stede.
En anden tanke, der falder mig ind - og som også har været drøftet flittigt på Sidelinien - er jo økonomien. Og jeg kan da godt mindes tidligere forklaringer, om at det var for dyrt at åbne mere end én, max. to tribuner i Parken til en træningskamp. Javel, det koster at betale lidt sikkerhedsfolk og et rengøringshold et par timer for at lukke folk ind og ud og rengøre toiletter mv. efter kampen. Men man behøvede jo heller ikke sætte et større apparat i gang. Vi skulle nok leve med, at boder mv. var lukkede f.eks., at lystavler ikke var i brug osv. Det klarer vi snildt til andre træningskampe, hvor vi er selvforsynende. Og man kunne jo også nøjes med at bruge A-tribunen, der alligevel må have været åben for spilleromklædning og catering mv. for spillere, ledere og de sponsorer og honoratiores med Morten Olsen i spidsen, der fik lov at overvære kampen.
Så jeg nægter at tro på nogen astronomisk merudgift for Parken Sport & Entertainment ved at lukke os fans ind. En udgift der under alle omstændigheder burde kunne forsvares i betragtning af de regnskaber, bestyrelsesformanden med flere glædesstrålende beretter om til højre og venstre. Hvor er formatet overfor den almindelige fodboldtilskuer? Hvor er fanplejen? Eller for at benytte et bedre ord for de branding-orienterede pinger i direktionslokalerne, hvor er kundeplejen? Incitamentet til at skaffe nye og flere kunder i butikken synes langt større end tilsvarende at holde på og gøre noget for de eksisterende kunder. Men en simpel forklaring på de lukkede døres politik havde tilfredsstillet os eksisterende kunder denne gang. Vrede, skuffelse og uenighed måske som den umiddelbare reaktion. Men fair nok, det var beslutningen, rigtig eller forkert, og det må vi leve med. Videre. Det format havde ledelsen bare ikke. Et fænomen, der har det med at dukke op alt oftere. Dagligdag og rutine for ledelsen. Hverdag.
Jeg holder af hverdagen Lad
de tusinde perler boble! og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Heldigvis er det fodboldhverdagen, der ligger os mest på sinde hernede. Den fodboldhverdag, der starter op igen om et par dage. Superligaen starter op igen. Med FC København i udbrud. Klart udbrud endda. Og for København en diametralt modsat situation af i fjor, hvor vi jagtede etteren. Kampen på søndag, ja de første tre måske essentielle kampe, taktik og forventninger har vore husværters Peter CF2 udbredt sig om, så det vil jeg ikke vade mere rundt i. I det hele taget synes vores husværter også at hylde fodboldhverdagens tilbagekomst og forårets snarlige komme - der muligvis mildner de tøffelforskrækkede fædres tyranniske hustruer - med et sandt arbejdsraseri. Et af oraklerne bag www.nipserstat.dk, Qlawz CF42, har nemlig en lille historie om Thomas Røll.
Med henblik på hele forårssæsonens udkomme er der en del, der - måske for at imødegå en i givet fald gigantisk skuffelse - sender faresignaler en masse op.
FC København fører med ni points, det bliver en sovepude, og det har vi ikke prøvet før. Sidste år førte Brøndby med ti points og blev hentet på fjorten kampe. Vi fører kun med ni og har en kamp mere til at blive hentet i - tjoh, Backe skal være manden, der skal sørge for, at spillerne bevarer fokus og ikke får gummiben. Og man kan så formode, at de fleste af vores spillere, som var med i fjor, trods alt har den udvikling i baghovedet. Omvendt er Københavns hold anno foråret 2003 bedre end det Brøndby-hold, der blev hentet ti points på i fjor, og markant bedre end det naivtspillende babyhold med rookie-træner, der skal forsøge at hente os i år. København skal gå helt ned, og forfølgerne skal have et forår på niveau med København i fjor. Det tror jeg ganske enkelt ikke på.
FC København er klart bedst hjemme med pointtab (uafgjort) i kun to af ti hjemmekampe, mens det kniber mere ude. Og i efteråret var 10 af 18 kampe hjemme, mens kun 7 af 15 forårskampe er i Parken - tjoh, trods "svage" ude på papiret er København stadig ligaens næstbedste udehold, kun overgået af Køge(!), så holdes tendensen fra efteråret, vil København ikke blot bevare, men også øge forspringet gennem foråret. Stadig, forfølgerne skal forbedre sig markant i forhold til efteråret for at hente os.
FC København har været meget ustabile i træningskampene og 1-3 mod Halmstad i "generalprøven'" er foruroligende - tjoh, men der just ikke noget nyt i det. Sådan er hver vinterkampagne, og selve resultaterne betyder lige netop i træningskampene meget lidt i forhold til spillemønstre, organisation, grundtræning osv. Vi har for øvrigt for vane at tabe til Halmstad netop i vintertræningskampene, så den "hemmelige kamp" i søndags bekymrer mig nu ikke. Skal man tolke bulletinerne fra den kamp, vi ikke måtte se, så lyder den som UEFA-cup matchen i Stockholm mod Djurgården. Fuld Københavnerskrue fra start, kontrol over det meste af kampen, men baglænsmål ved standardsituationer og grove markerings- og koncentrationssvigt. I øvrigt har vi de sidste tre år startet foråret blødt med en uafgjort, så en uafgjort i Odense på søndag bør altså heller ikke give anledning til uro.
I det hele taget er det nok mest nærliggende at tro, at vi bliver bedre i foråret. Efterårets i alt 23 kampe - liga, pokal og UEFA - bød på 20 forskellige startopstillinger. Til sammenligning stillede vi i succesforårets i alt 18 kampe lange kampagne kun i 12 forskellige opstillinger (de tal har jeg selvfølgelig fra førnævnte Nipserstat-Qlawz, som har glemt sine notater hernede). Så færre skader og formdyk, et bedre sammenspillet og stabilt organiseret hold med to måneders intensiv spilmønster- og vintergrundtræning i benene skal være opskriften på et endnu et Københavnsk forår. Som de forrige. Okay, helt så godt som 9-6-0 (Hodgson 2001) og Backe (11-3-0 i fjor) er måske utopisk at "forvente" igen. Det ville gøre os til mester allerede i starten af maj. Men mindre kan også gøre det, og jeg tror næppe det bliver nævneværdigt ringere. Og så er der altså ingen, der henter os. For det vil som sagt også kræve at de øvrige hold forbedrer sig ganske markant. På papiret synes kun OB - ironisk nok vores første forårsmodstander - at have forstærket truppen. Og de er trods alt for langt efter til at blive en trussel i tabellen. De nærmeste konkurrenter derimod er snarere blevet svækket, mandskabsmæssigt.
Og København er ikke ringere end i efteråret, tværtimod også forstærket med en ungarsk landsholdskeeper, en dansk forsvarsspiller med landsholdserfaring og -potentiale, samt de fra lejemål hjemvendte Traoré og Simpson. Og i forhold til konkurrenterne i suppen, ja, jeg har sagt det før, men gentager gerne. Der er ikke én spiller på noget hold i Danmark, der ville kunne direkte ind og forstærke FC Københavns startelver anno 2002-03! Så en bartender, der ikke er bange for nemesis, vil antage, at København kan kåres som mestre senest omkring 30. spillerunde. Dvs. 1. juni i Parken kan blive en stor dag. I øvrigt mod netop OB!
Nå, jeg må til at smutte. Jan Saxo sidder og galper efter mig over i det hjørne, vi efterhånden har omdannet til New Jersey's ambassade med dynger og atter dynger af papir, bøger, plader, kaffekrus og sammenkrøllede cigaretpakker. Det er noget med ham der Springsteen.
Jeg holder af hverdagen
Det er i dag mere end 4½ timer lysere, end da det var mørkest. Fuglene er begyndt at kvidre om morgenen, isen er forsvundet fra Sankt Jørgens Sø, og det er officiel unionseuropæisk sommertid om et par uger. Og bedst af alt. Det er fodboldforår igen. Det er hverdag igen. Og hverdagen er sgu ikke det værste, vi har. Holger
[Den grønne gennemgående lyrik har den sædvanligvis opmærksomme bargæst sikkert genkendt. Men alligevel skylder jeg at sige, at der er tale om landets største storbypoet, desværre alt for tidligt afdøde, Dan Turèlls digt 'Hyldest til Hverdagen']
Og på jukeboxen spiller:
Ugens albums: Onkel Dannys tekster, læst af ham selv. Tilsat Halfdan E's musik og lidt korunderlægning. En af tre plader med musikalske udgaver af digte fra Storby-Trilogien (Drive-in Digte, 3-D Digte og Storby-blues). 'Hyldest til Hverdagen' indgår også på denne CD.
Joe Grushecky & The Houserockers: American Babylon Nu hvor Jan Saxo og undertegnede for tiden alligevel lever med Bruce Springsteen inde under huden, så er det jo meget nærliggende at præsentere denne plade i jukeboxen. Et album fra 1995 med New Jersey-fætteren, Joe Grushecky. En god ven af familien Springsteen. Bruce Springsteen har produceret denne plade, co-skrevet 'Dark and Bloody Ground' og 'Homestead' sammen med Grushecky, og spiller/synger med på 8 af albumets 12 numre. Fru Springsteen - Patti Scialfa - synger kor på et niende. Og Bruce og Joe optræder i ny og næ sammen og ved hinandens koncerter. Det er ukrukket, simpel, lige-ud-af-landevejen amerikansk østkystrock det her. Og det er godt.
Ugens numre:
'Thunder Road' (live) 'Backstreets' 'The Promised Land' 'Racing in the Street' 'Badlands' (live) 'Prove It All Night' 'Candy's Room' 'The River' 'Independence Day' 'Born in the U.S.A.' (akustisk) 'Atlantic City' 'Downbound Train' 'No Surrender' 'Streets of Philadelphia' 'Chimes of Freedom' (Dylan - live) 'My Love Will Not Let You Down' (live) 'My Hometown' 'Tougher Than the Rest' (live) 'I Wish I Were Blind' (live) 'Youngstown' 'This Hard Land' 'American Skin (41 Shots)' (live) 'Lost in the Flood' (live) 'Jungleland' (live) 'You're Missing' 'The Rising' 'Worlds Apart' 'Darkness on the Edge of Town' (live) 'Spirit in the Night' (live) 'Born to Run'
Jep. Hele dynen med Bossen. Og Bruce-seriens forfatteres bud på en slags top 30 over essentielle Springsteensange. Nærmere beskrivelse af numrene kan læses lige her under albumlisten.
|
||
