|
Mens København venter på Chefen - 4. del |
|||
|
Millennium
The Reunion Tour bragte Bruce Springsteen & The E Street Band ind i det nye årtusind. Ligesom chefen selv havde rundet de 50 år i efteråret '99 og efterhånden kunne betegnes som en alderstegen herre. Men det blev svært at se på den halvandet år lange tour, som allerede har været omtalt flittigt i de forrige dele af denne saga. Stort set hele repertoiret havde på et eller andet tidspunkt undervejs fundet nyt liv i de 134 koncerter, som blev det officielle antal. Dertil kom en del andet materiale og såmænd efterfølgende også en del yderligere koncerter. Alle de syv supplerende koncerter, to i december 2000 og fem i december 2001 blev spillet i Convention Hall, på den oprindelige hjemmebane i Asbury Park, N.J., som en ny samling dugfriske hilsner til omverdenen.
Det konkrete albummæssige vidnesbyrd fra touren er allerede blevet omtalt i 1. del, udgivelsen Live in New York City som blev et sammenkog af de 2 sidste sæt af de 10 tour-afsluttende koncerter i Madison Square Garden på den østlige side af Hudson-floden. Alt sammen spillet og fremført af en musiker og et band, som havde virket som genfødt. Her afspejlet hos en anmelder fra en tidligere Buffalo-koncert i november 1999: "The house lights fully on, as they were for much of the show, the crowd was as pumped as any english football fans. Taking a sponge and dripping water down his back, Springsteen jumped on Roy Bittan's piano, wrung out his black T-shirt launched into the set highlight 'Tenth Avenue Freeze- Out'." I sandhed var det en flok gamle mænd, der i fællesskab engang havde oparbejdet en helt unik musikalsk energi og telepati, og nu atter havde genfundet hinanden efter en længere frivillig "skilsmisse". Den kreative proces, som også var genopstået under touren, gjorde det kun naturligt at fortsætte.
18 år og en 11. september senere
The Rising indledes på den sørgmodige note med 'Lonesome Day'. Et nummer, som musikalsk også bliver den mest eksplosive indledning på et album siden Born in the U.S.A., med en funderende Springsteen, der slentrer hen ad boardwalken i Asbury Park:
Once
I thought I knew Lonesome day ...
En dobbelttydig sang om svig og bedrag, men også med enkelte hints til det ensomme ragnarok i World Trade Center's ruiner. Videoen til 'Lonesome Day', instrueret af pioner-instruktøren Mark Pellington (kendt fra eksempelvis U2's 'One' og Pearl Jam's 'Jeremy') adskiller sig i øvrigt ved, at Bruce synger hvert "take" live til kameraet. Det er samtidig pladens andet singleudspil.
Det første var titelnummeret, den dobbelt grammy-vindende 'The Rising'. En sang, som musikalsk set er klassisk Springsteen og E Street Band med fuld strøm på de malende guitarer fra Springsteen, van Zandt og Lofgren, den insisterende sax fra Clemons, og de tematiske keyboardbilleder fra Bittan og Federici. Men i tekst og budskab er 'The Rising' ovre i et religiøst hjørne, som kan virke overraskende og måske får enkelte vesteuropæiske Springsteen-aficionados til at stå af. Der er næsten tale om en forkyndelse, om at rejse sig fra mørket og søge mod lyset i en slags spirituelt fællesskab. Budskabet bliver meget amerikansk, men nok også meget naturligt oven på 11. september-katastrofen. Mennesker, der er ude i situationer med voldsom død og lidelse, søger ofte trøst og forklaring i religionen.
Religiøsitet er dog ikke et ukendt tema for Springsteen. Paradoksalt nok kom han i opvæksten og den indledende skolegang, undervist af nonner på menighedsskolen St. Rose of Lima Catholic School på Lincoln Street i Freehold, til at afsky religionen og ikke mindst katolicismen som pesten. "I was raised Catholic. Everybody who's raised Catholic hates religion. They hate it, they cant' stand it". Men allerede på debutalbumet Greetings from Asbury Park, N.J. var Springsteen dog mere ambivalent omkring religionen. Angreb på de katolske barndomsdage vekslede med mere spirituelle og åndeligt søgende tekster.
Og det bliver meget rammende, også for den "nyreligiøsitet", der gennemsyrer det nye album anno 2002, både på 'The Rising' og andre numre. Det bliver de dybe menneskelige temaer, som præger teksterne, i et forsøg på at skabe en slags healing oven på 11. september-tragedien. Og uanset ens syn på religiøsiteten ændrer det ikke ved, at 'The Rising' fremstår som et meget stærkt nummer. Både på studiealbummet og på scenen.
I
see you Mary in the garden
Selve dagen, den 11. september, tages under mere konkret behandling på albummets anden skæring ’Into the Fire’:
The sky was falling and
Også The Rising balancerer
på lidt af samme kant, som
Born in the U.S.A. havde gjort. På grænsen til de nemme misforståelser.
Albumtitlens genrejsning kunne tolkes over i den nationale genrejsning oven på 11.
september.
I
got seven pictures of Buddha Let
it rain, let it rain, let it rain
Der går historier fra diverse studieouttakes om, at sangen oprindeligt gik under arbejdstitlen 'Harry's Place', hvilket dog næppe har noget med en berømt/berygtet pølsegrill på Nordre Fasanvej at gøre.
Af de 15 sange på The Rising stammer de fire fra tiden før 11. september. Det bliver i hvert fald det mest kvalificerede gæt, selvom Bruce Springsteen selv udtalte ved udgivelsen, at alle numrene på nær to var helt nye. Men ganske vedholdende tidender vil vide, at den mørke ’Nothing Man’ kan dateres helt tilbage til 1994, mens den lette ’Waitin’ on a Sunny Day’ dukkede frem ved en lydprøve før en koncert i Bremen den 17. juni 1999 på Reunion touren, og tilmed blev optaget af en tilstedeværende Springsteen-fan. Men det er muligt, at ordene er nyskrevet til The Rising og 11. september. En del af Springsteen's numre findes i to eller sågar flere tekstversioner, og 'Sunny Day' soundchecket i '99 kan også have været rent instrumentalt, og et ufærdigt nummer.
Den første af de to sange, der definitivt er skrevet før "nine-eleven", er den fremragende rock’n’roller ’Further on (Up the Road)’, som også dukkede frem på Reunion tour. Første gang ved en koncert i Atlanta den 4. juni 2000. Den fulgte siden med i de fleste af koncerterne på den afsluttende del af touren, som reelt blev de 10 optrædener i Madison Square Garden.
Den anden sang er det afsluttende nummer på albummet, ’My City of Ruins’. Det blev trods titlens nærmest rammende omkvæd til 11. september-katastrofen - og trods anvendelsen i en TV-benefit for WTC-ofrene i en 11/9-kontekst med tårnruinerne i baggrunden - præsenteret allerede i 2000. Ved de to decembershows i Asbury Park, der allerede er omtalt som supplementer til Reunion touren. I øvrigt uden at E Street Band medvirkede ved den lejlighed. ’My City of Ruins’ blev skrevet specifikt til et juleshow for at hjælpe til "genoplivningen" af Asbury Park og blev i albumets officielle pressemeddelelse også præsenteret som det eneste ikke-nye nummer. På albumet optræder det for første gang i en E Street Band udgave. Det er en meget gospel-inspireret sang, og dermed også næsten ét langt bønnemøde – det bliver så samtidig sammen med den svage 'The Fuse' et nummer, som undertegnede forfattere sagtens kunne have undværet på The Rising.
Selvom der var gået 18 år og fire studiealbum siden seneste E Street-opbakning, ligger sammenligningen mellem det nye album og Born in the U.S.A. lige for. E Street Band er stadig det oprindelige band i fuld indpakning. Bemærkelsesværdigt er det også, hvor hurtigt The Rising genfinder en hel del af den gamle swing, der kun eksisterer de aldrende herrer imellem, som blandingen af en særlig musikalsk kemi og et efterhånden mangeårigt venskab kan skabe. Samtidig virker akkompagnementet på hele albumet dog en kende mere afslappet... og tilbagelænet. Det aggressive musikudtryk er blevet rundere og mere poleret uden at miste de gamle gnister: "It's a very powerful sound, just the intensity I wanted to capture doing anything with the band again. The guys are playing better than they did 15 years ago. There's a confidence", som Springsteen udtrykte det til Associated Press ved udgivelsen.
Tilbage står også billedet af et meget seriøst, men også ganske vellykket album. De syv års ventetid blev ikke forgæves og slet ikke genforeningen mellem Springsteen og E Street Band. Hvis man overhovedet kan tale om en tabt tråd siden 1984, så er den i hvert fald blevet samlet sikkert op igen. ”Like Born in the U.S.A. before it, The Rising sounds unlike any other record of its time; in an era of rock murk and heavy synthetics, it flaunts its hard, bright guitars and positively walloping beats.”, beskrev Rolling Stone albummet. Og igen sammenligningen mellem de to udgivelser er på mange måder ikke helt forkert. Heller ikke kvalitetsmæssigt. Bortset fra at The Rising måske ender som en lille sjat bedre, når et grundigere regnskab skal gøres op for eftertiden.
Seneste update fra landevejen...
Touren har hidtil haft et mere alvorligt præg over sig, selvfølgelig i lyset af stemningen på albumet og efterdønningerne af 11. september. Og for første gang siden Tom Joad touren, har Springsteen måttet anmode publikum om at være stille. Dette i forbindelse med de eftertænksomme og bevægende 'Empty Sky' og 'You're Missing', der hidtil er blevet spillet i umiddelbar forlængelse af hinanden. Straks efterfulgt af de lettere toner fra den sprudlende 'Waitin' on a Sunny Day', der er blevet et af de helt store sing-a-long numre på den nye tour. Mens 'Mary's Place' samtidig har afløst 'Tenth Avenue Freeze-Out' som det store houseparty- og bandpræsentationsnummer. The Rising Tour har hidtil også været kendetegnet ved kortere shows med færre numre, end man ellers har været forvænt med fra Springsteen's side. Typisk 22-24 numre omkring 2 ¾ time. Måske en naturlig følge af, at både Bruce og E Street'erne trods alt er blevet ældre.
Violinisten Soozie Tyrell er også - som på albumet - nu blevet en integreret del af E Street Band. Hun er hele tiden på scenen, også som kor. Trods de kortere sæt, og trods The Rising med en 10-12 numre naturligt nok udgør hovedparten af sætlisten, bliver der stadig tid og plads til mange af de gode gamle sange også. 'Born to Run', 'Badlands' og 'Born in the U.S.A.' har indtil videre været gennemgående på praktisk taget samtlige sætlister, mens de øvrige gamle godter fordeles mere spredt fra show til show.
Om Springsteen’s obligatoriske happening denne gang betyder, at han pludselig dukker op og bestiller en fadøl på forfatternes stamværtshus, kan vi jo kun drømme om. Og måske bliver der fyret endnu mere op under kedlerne, som bandet får spillet sig varmt. I hvert fald sagde Steven Van Zandt til fanzinet Backstreet Magazine's Gary Graff ved slutningen af 2002 tour-delen: "We're gonna step things up. Really, this first four months is really just a quick hit warm-up". Foreløbig er touren berammet til at slutte med hele ti koncerter i juli og august på Giants Stadium i East Rutherford, New Jersey, men i hvert fald amerikanerne er sikre på, at der kommer en del flere shows på koncertkalenderen i sensommeren og efteråret. Så det bliver formentlig først henad 2004, at man så småt kan begynde at spekulere i nyt studiemateriale fra Springsteen's hånd. ... og et ekstra nummer Oven på The Rising
var Bruce Springsteen nomineret til fem grammys ved
de 45. årlige Grammy Awards d. 23
februar 2003 i Madison Square Garden, New York. Han fik tre. Den slags priser er, hvad de er, mere eller mindre ligegyldige, men dog en anerkendelse. Straks mere interessant, faktisk stort for undertegnede forfattere blev Springsteen's hyldest til en anden af vores gamle helte, den nyligt afdøde The Clash forsanger, Joe Strummer. Sammen med Dave Grohl, Little Steven og Elvis Costello gik Springsteen på scenen med ordene "This is for Joe", og leverede en bragende version af Strummer's og The Clash's udødelige 'London Calling'. 5 dage efter stod han på scenen i Duluth, Georgia, til genoptagelse af The Rising Tour.
Afrunding
"My
life was pretty one dimensional from when I was 14 into my 30's. It was
just music, music, music
Hermed når vi så til enden af vores Springsteenske odyssé. En og anden savner måske en mere kritisk vinkel på Springsteen's virke. Men for det første findes der i forvejen uanede mængder af litteratur, der kritisk - og skamrosende - gennemanalyserer Springsteen's musik og tekster. Og for det andet er nærværende artikelserie snarere et vidnesbyrd om undertegnede forfatteres begejstrede fascination af manden og mest af alt ment som en appetitvækker med henblik på koncerten i Parken til sommer. Faktisk startede det hele som en mængde samtaler og mails frem og tilbage omkring mandag d. 11/11-02, hvor vi fik sikret os de dyrebare adgangskort, der kun nåede at være til salg i et par timer. Koncerter, plader, forbindelser, levnedsforløb blev ivrigt drøftet. Og mens vi fik opgraderet de sidste slidte vinyler til CD'er, udviklede det hele sig til research og tidsfordriv i ventetiden frem mod 14/6 i form af denne serie.
Og hånden på hjertet. Så meget kritisk er der heller ikke at grave frem. Selv det "dårligste" rent musikalsk på den interne Springsteen-skala er stadig klasser over størsteparten af den samtidige produktion på musikscenen. Og velvidende, at det kunne være "farligt" at efterforske de dybeste rødder i personen Springsteen's spor - det kunne jo være, vi ikke kunne lide, hvad vi fandt - må vi også konstatere en stadig dybere respekt og anerkendelse, som vi er kommet nærmere individet bagom musikken. Man behøver ikke være enig i alt, hvad Springsteen har foretaget sig - virkemidler, ideologier, synspunkter, happenings - for at nære en udelt respekt for manden, ikke mindst for det nærværende og samvittighedsfulde og den umiddelbare ægthed, der præger alt, hvad han har beskæftiget sig med.
Barndommen og ungdommen var præget af fattigdom med en fader skiftende mellem jobs og de lejlighedsvise drukture og religion. Udover musikken blev biler og piger det, der vakte den introverte enspænders - nogen beskrev ham som en James Dean type - interesse i puberteten.
Skoletiden og ikke mindst skolelærerne, nonnerne fra Sisters of St. Francis of Philadelphia, omtaler Springsteen stadig som "The Big Hate", og det kom til udtryk i mange af hans tekster op gennem halvfjerdserne.
Der skulle sendes hilsner af den knap så hjertelige slags tilbage til Freehold, katolicismen, skolegangen - også teenageårene på Freehold Regional High og den afsluttende periode på Ocean County College i Toms River, 45 km syd for Freehold i 1968 (det varede kun et år) - og ikke mindst forældrene. I 1978 sagde han: "There ain't a note I play on stage that can't be traced back directly to my mother and father". Især det anstrengte forhold til den irsk/hollandske fader, Douglas, går igen i teksterne. Lidt anderledes var det dog med moderen, Adele, trods hendes stærke forankring i den katolske tro. Hun fik først sin tydelige sang i 1987 med den varme 'The Wish' (omtalt i Del 3)
Hun var italiener og bar familiens musikalske gen - i modsætning til den tonedøve fader - og det blev hende, der forærede lille Bruce den første rigtige guitar på hans fjortenårs fødselsdag, en gul Fender, der afløste den gamle Sunburst Kent. "When I was growing up, there were two things that were unpopular in my house. One was me, and the other was my guitar". Guitaren blev hans et og alt: "The Fender was one of the most beautiful sights I'd ever seen ... A magic scene ... There it is: The Guitar. It was real and it stood for something ... I'd found a way to do everything I wanted". Og guitaren blev også med tiden hans vej ud af stereotype og konservative Freehold i 1967.
Det var dog først omkring 1980, at Springsteen for alvor tog krigs- og Vietnam-temaerne op i sin musik og endnu senere, at han fik lagt afstand til religionsskrækken og det nagende had til - især - grundskolen. Og Springsteen spillede da også i Freehold i 1996 en velgørenhedskoncert, St. Rose of Lima Hispanic Community Center Benefit. Springsteen skulle vise sig ikke at være nihilist, og selv om der ikke ligefrem blev prædiket på scenen, så havde koncerterne især under Bossmania feberen efter Born in the U.S.A. og frem et skær af "mesteren og hans menighed" over sig. Noget som mange præster og trosretninger sikkert misunder Springsteen.
Men allerede langt tidligere, midt i halvfjerdserne, havde han etableret sig som den største på rockscenen. 1955 tilhørte Elvis, 1965 Dylan og 1975 Springsteen. Han var The Boss. Et tilnavn der blev hans trademark fra 1971. Han var simpelthen boss i Asbury Park som det lysende musikalske talent, der blev det naturlige midtpunkt både i alle de bands, han samlede i 60'erne og starten af 70'erne, og for hele musikscenen i New Jersey. I øvrigt har han aldrig været synderligt begejstret for tilnavnet, det harmonerede ikke med hans egen mistro til autoriteter. Snart blev han indbegrebet af rock'n'roll myten, og hvis han ikke selv var kommet, havde anmelderne sikkert måtte opfinde ham for at holde liv i myten om den hvide arbejderklasseknægt med guitaren og fandenivoldskheden i blodet, der skulle overtage efter den rodløse Elvis Presley og den intellektuelle Bob Dylan og sparke liv i drømmene for de næste generationer. På sin egen måde formåede han også at ende i nøjagtig den symbiose Han var teenage-lømlen i læderjakken, han var oprøreren i sin konservative hjemby, der voksede sig fuldstændig ind i mytologien. Men han fandt også succesen i kølvandet af Born to Run svær at håndtere. Følte sig pludselig fremmed i forholdet til sin egen baggrund og det han kom fra. Små 10 år senere valgte han at køre linen helt ud med Born in the U.S.A. og endte næsten som en plastic-udgave af sig selv. Men når succes'en er blevet nærmest overmenneskelig at bære, har han altid eftersøgt sig selv og sit eget fundament. I en selvudleverende grad. Sagt med hans egne ord: "The greatest challenge of adulthood is holding on to your idealism after you lose your innocence." Hans egen uskyld gik helt fløjten omkring Born in the U.S.A., men alligevel formåede han at holde sammen på stumperne. I hans kunstneriske tidslinje står Nebraska, Tunnel of Love og The Ghost of Tom Joad som vidnesbyrdene på en markant søgen mod de egne rødder igen. Til tider blev det hårdt, det kostede et ægteskab, og i den værste kunstneriske periode i begyndelsen af 90'erne kostede det adskilligt på den mentale konto. Springsteen endte på terapibriksen, hos en psykolog. Det meste af et menneskeliv havde han gemt sig bag musikken og et unikt talent, men pludselig oplevede han sig selv som drænet og fanget i myten. Som et "figment of a lot of other people's imagination". Han erkendte at han var bedre til at synge om hjertesorgen end til at håndtere den i sit eget liv. Timerne i terapien fik ham til at træde et skridt tilbage og spørge sig selv om motiverne bag musikken. Han begyndte at lære at stille guitaren fra sig. Sagt med hans egne ord: "Two of the best days of my life were the day I picked up the guitar and the day I learned how to put it down". Rent konkret blev han forvandlet til familiefaderen for sine og Patti's tre børn. I første omgang betød det ikke ligefrem et kunstnerisk boost. Men han fandt en mere hel tilværelse og kunne midt i 90erne drage ud på den modige solotour oven på The Ghost of Tom Joad. For første gang siden de helt unge dage var han alene på scenen, bortset fra to benefit-optrædener i 1990. Den 15.
marts 1999 fik han sin fortjente plads i Rock and Roll Hall of Fame i
Cleveland. En hæder der betød meget for ham. Læs hans
bevægede takketale her og Bono's
lige så gribende introduktion her. Selve introduktionen faldt sammen med
begyndelsen af Reunion touren, men Springsteen forstod selv, at
Det blev til en privat fest og efter et par numre spurgte Springsteen ud til fansene: "You guys been out in the cold too long, what do you want to hear?". Der blev skreget på stort set hele repertoiret, men den lille flok fik 'Backstreets' og 'Bobby Jean' serveret. Den sidste blev i sin tid skrevet som en speciel hyldest til Steven Van Zandt. Han var nu tilbage i E Street-folden for første gang siden Born in the U.S.A.. Efter sættet hoppede Springsteen ned fra scenen og gik rundt og gav hver af de indbudte fans hånden.
Denne historie bliver et lille vidnesbyrd om den respekt, der hersker mellem stjernen og hans publikum. Springsteen udtalte tidligt i karrieren: "Among those fans there's at least one guy for whom you're a hero. He saved money to see you! That's what I did. I played for that guy" og "I very consciously set out to develop an audience that was about more than buying records... I set out to find an audience that would be a reflection of some imagined community that I had in my head, that lived according to the values in my music and shared similar set of ideals". Og Springsteen bekymrer sig om alle, og når ud til de fleste, måske bedst illustreret på afslutningsverset fra 1999-hymnen 'Land of Hope and Dreams', der var showstopper på de fleste af Reunion tourens koncerter. Det rammer universelt, både på det religiøse og det verdslige plan. Springsteens rocktog kører:
This
train ... carries saints and sinners
This
train ... carries broken-hearted
This train ... dreams will not be thwarted This
train ... faith will be rewarded
This train ... all aboard
Forfatteren og journalisten, Eric Alterman, beskriver i sin Springsteen-bog "It Ain't No Sin to Be Glad You're Alive" (fra 1999) sin personlige oplevelse af fan-universet. "Most fans enter the world of Springsteen with the same respect, devotion, and serious-mindedness that religious individuals enter a church... The music is the canon, the concerts are the ceremony, but Bruce is not, after all, the savior. For if Springsteen's music communicates any one message, it is that redemption can only come from within and must be earned".
På scenen og i musikken har Springsteen altid formået at viderebringe et billede af "that he is the first rock star who dreams of being his audience as much as his audience dreams of being him" og har som personen bag den store myte altid forsøgt efterleve sine egne ord: "If the price of fame is that you have to be isolated from the people you write for, then that's too fucking high a price to pay."
"Magic in the Night" - igen
TRAMPS LIKE US ... BABY WE WERE BORN TO RUN! Det har millioner af koncerttilskuere skrålet, når Bruce og E Street Band har fyret op under ”The number one pop song of all time”, sangen der engang næsten endte som "the unofficial theme of our State's youth" i New Jersey. Det var engang i 1979 og stod som et resultat af lokalt politisk overmod, der dog forstummede, da man forstod, at sangen egentlig handlede om at komme væk fra samme New Jersey.
Men ovenstående vil undertegnede forfattere sikkert også skråle den 14. juni, uagtet vores nærmeste igen og igen påpeger det pinlige i, at midaldrende blegfede mænd tér sig således. Den dag er det mere end rimeligt at antage, at vi er ligeglade. For det bliver næppe større. Javel, musik er smag og behag. Ikke alle kan være enige og selv den enkelte kan være uenig med sig selv fra tid til anden.
Den ene uge lyttes til
The Clash eller David Bowie, ugen efter er det måske Kent eller Sinatra. Og så er
det pludselig en klassisk symfoni eller opera, der erobrer sindets
førsteplads, men alligevel ... først og
Én ting er
stensikker: Den 14. juni dette herrens år 2003 omkring kl. 20 står vi
sammen med 43.998 andre, der har løst billet til det forjættede land,
og overgiver os totalt til et veritabelt rock-evangelie. Vi overgiver
os med gåsehud, ærefrygt og åndenød og galper Broooooooce
gennem de slidte og tobaksbelagte struber i selv samme sekund
stadionspeakeren eller konferencieren annoncerer:
Holger og Saxo |
|||
Der
kom til at gå syv år oven på
The Ghost of Tom Joad, før Springsteen
udsendte næste studiealbum, og for første gang i 18 år skete det sammen med et komplet E Street Band. Ikke siden
Born in the U.S.A. havde de arbejdet sammen om et helt album. Den 30. juli 2002 udkom
The Rising. Det var knapt et år efter, at New York City, den 11. september 2001, var blevet ramt af terrorangrebet på World Trade Center. Midt i byens hjerte på Manhattan var de to tårne sunket i jorden, jævnet af to kaprede
passagerfly, og havde efterladt et enormt sår i hele den amerikanske sjæl. Det blev næsten uundgåeligt, at begivenhederne kom til at præge albummet og størsteparten af dets 15
numre. "The songs I wrote sort of occur in that context.
It's more of an emotional feeling that I felt - and that I felt was in
the air at that time", sagde Springsteen selv. "Some
songs deal more directly with it than others, but the stories all
happen in a post-September 11 context. If you were writing at that point,
it's in everything in some fashion".
Også på det
stilfærdige mesterværk Tunnel of Love
broderede den voksne Springsteen meget over religionen og brugte
- som nævnt i 
Den 25. juli
2002 - præcis 14 år efter forfatternes sammenlagt eneste live-møde
med Springsteen og fem dage før albumet kom på gaden - startede The
Rising Tour med fem rehearsal shows. De fire første på
hjemmebanen i Convention Hall i Asbury Park. En tour som undertegnede
forfattere selvfølgelig følger minutiøst, eftersom den til
sin tid også rammer Parken i København.
Touren
kørte til lige kort før jul (og en vinterpause) i Nordamerika med en
enkelt afstikker til Europa i oktober - syv koncerter -
og i skrivende stund er der efter genoptagelsen den 28. februar i år
spillet syv koncerter yderligere i USA. Resten af marts byder på
koncerter
down under for første gang siden 1985 (med E Street Band, Bruce
var der solo i 1997 ifm. Tom Joad touren), derefter Canada i april og så tilbage til Europa i maj
måned med det absolutte højdepunkt for undertegnede forfattere den 14.
juni 2003.
For
"Best Rock Album" (The Rising),
for "Best Rock Song" ('The Rising')
og for "Best Male Rock Vocal Performance" (igen for 'The
Rising'). 
Vi
har kunnet følge personen, der i ungdommens første musikgrupper i
60'erne spillede en blanding af egne bizarre Phil Spector inspirerede
rock/motown mix og covernumre af sine store favoritter som
eksempelvis Hank Williams, Elvis
Presley, Chuck Berry, Jerry Lee Lewis, Eddie Cochran, Woody Guthrie,
Frank Sinatra, The Beach Boys, The Beatles, The Rolling Stones, Bob Dylan,
Jimi Hendrix, Roy Orbison, Marvin Gaye. De
favoritter der skulle sætte unge Bruce's dagsorden og
overbevise ham om, at hans fremtid lå i musikkens verden.
"Hævnen"
og tilbagebetalingen til opvækstens fortrædeligheder fortog sig dog
så småt og han fordybede sig i stedet i
samtiden og de sociale og politiske konflikter i depressionens USA. Og
krig. Springsteen undgik selv at blive indkaldt og dermed sendt
til Vietnam som mange andre af hans generation. En gammel
motorcykelulykke gjorde Springsteen fysisk uegnet. Han blev kasseret i
sommeren 1969 og undgik dermed den skæbne der eksempelvis ramte en barndomsven og trommeslager i The Castiles,
der blev dræbt af "the yellow man". 
celebrity-showet, der blev afholdt på Waldorf Astoria i New York, ikke var den rigtige måde at begynde på.
Så et par dage forinden havde han og bandet åbnet deres sidste
rehearsals i Convention Hall i Asbury Park for de fans (cirka 30-40
stykker), der residerede lyttende uden for i et håb om at få en snip
af den genforening, der skulle tage sin begyndelse.
sidst kommer han sgu;
Bossen fra New Jersey.
Ingen over og ingen ved siden af. At han stadig rammer bredt og
ikke blot for de satte af os ses af, at øjenvidneberetningerne fra
koncerterne på The Rising Tour, som dukker op rundt omkring på
nettet, også kommer fra helt unge
teenagere. Undertegnede forfatteres 10-12 personers selskab i Parken
til sommer spænder da også fra 16-17 år til over de 50!