Nå ja undskyld, hvis jeg var lidt brysk, men som du kom ind der og lagde mappen på disken, lignede du grangiveligt én af de her plastic-yuppies i Regent-habitter, der er kommet forbi i tide og utide de seneste uger. Men jeg kan godt se nu, at det bare var Euroman og ikke et udkast til købskontrakt, du tog frem. Og jo, ved nærmere eftersyn er det vist også et mere stilfuldt Armani jakkesæt, du er iført.

 

Men vi er sgu lidt pirrelige hernede. Dels spiller København kummerligt, dels er det danske forår koldt, blæsende og hvidt, og dels kommer de her scientology-kloner herned næsten dagligt med købstilbud på kælderhjørnet her. De vil nemlig lave spritbiksen om til en seven-eleven. Og det er i virkeligheden vist en hel epidemi med den seven-eleven virus, der hærger vores by for tiden. F.eks. på indre Vesterbro har en shawarma-biks, en isenkræmmer og en jeg-husker-ikke-hvad på hver sit handelslukrative gadehjørne fra Vester Farimagsgade (Buen) til Vesterbrogade (v/Viktoriagade) drejet nøglen inden for den seneste måned og er ved at blive omdannet til seven-eleven butikker. Den ene er vist allerede åbnet. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil hellere købe mine smøger, aviser, magasiner mv. henne i Alis Kiosk, Jørgens Tobak eller Ismaels Døgner. Forretninger i et kaotisk rod, men med originalitet og egenart - ikke helt, men næsten som de summende Newsagent-kiosker i større metropoler end København, hvor man bare kan købe alt, hvis man kan hitte det - som gør et besøg så uendeligt mere tilfredsstillende end en tur i et strømlinet kæde-franchise-projekt med shopping-mall parametre som en seven-eleven.

 

Bevares, butikskæder kan have sine fordele. Samme udvalg, samme indretning, så du kan finde dine varer i en fart. Og så videre. Strømlinet og kønsløst, ligesom butikscentre og supermarkeder. Es lebe handelsgaden Værnedamsvej, siger jeg bare! Men kædekonceptet og discountprincippet er for længst kommet for at blive. Også mht. andet end dagligvarer. Og det er i stadig højere grad "spare"-kæder, der vinder frem. Tøjbutikker, caféer, "optikere", restauranter (Jensens Bøfhus f.eks., yikes!), ja sågar værtshuse! Genkendelighed og prispolitik på bekostning af kvalitet. Ikke alt sammen amerikansk, men i det mindste amerikansk inspireret, amerikansk indkøbskultur. Bevares igen, jeg kan da også godt se det fikse i - og frekventerer da selv i ny og næ - eksempelvis fastfoodkæder. Det er da cool, at man kan stille den værste brødflovhed med en whopper i Århus, Peking og Guatemala City, inden man tester tarmflora og helbred i de lokale køkkeners eksotiske specialiteter. Det er jeg skam ikke for fin til. Og jep, jeg sagde whopper, for af tre "onder" fra den anden side dammen er Burger King dog mindre ringe end KFC og McDonalds. Og så var Burger King jo også først i København, uagtet at McD i dag har etableret brohoveder på hver en indfaldsvej i Dronningeriget!

 

Det jeg også frygter, er, at det nærmest religiøse hykleri, der stadig oftere præger amerikansk handelsliv flytter ind sammen med butikskæderne. Senest er rygning på alle offentlige steder blevet forbudt i New York City. På byens omkring 14.000 restauranter, caféer og værtshuse må man altså ud på gaden for at nyde en smøg efter maden ... eller en smøg til bajeren ... one beer to go please! Skulle det blive gældende også i denne sprutbule f.eks., tror jeg som nok, vi kom til at dreje nøglen hurtigere, end Hans Backe kan sige "grundspil"! Det er jeg sikker på, at de to ikke-rygende bartendere også vil skrive under på, selvom deres arbejdsklima ville blive "bedre" ... måske. I hvert fald roligere, og meget hurtigt helt roligt = ikke eksisterende! Mindst halvdelen af vores kunder drikker og ryger samtidig, og de ville næppe drikke meget mere end en-to genstande, hvis de konstant skulle ud på gaden eller i baggården - i sneen - og pulse. Og såvel rygere som ikke rygere trives da fint hernede under gensidig hensyntagen.

 

I det hele taget finder jeg efterhånden hetzen mod og kriminaliseringen af rygere helt og aldeles overskruet. Gu' er det da usundt, og gu' dør mange mennesker af det, og gu' koster de, der ikke "dør helt", sundhedsvæsenet mange penge, og dermed skatteborgerne. Men det gør alkoholikerne, de overvægtige, de motionsresistente, de allergiske m.fl. også. Så kan vi lige så godt med det samme også forbyde al alkohol og al mad og drikke med fedt- og sukkerindhold. Ligesom alle skal forbydes at sidde stille indendøre udenfor pollensæsonen. Jep, vi isolerer os hver især i vores eget lille, sterile plastictelt, drikker kondensvandet og lever af sondemad. Livskvalitet? Det forbyder vi også bare. 

 

Heldigvis er en amerikansk handelsinvasion - praktisk og/eller teoretisk - ikke så omkostningskrævende for den civile befolkning her i byen, som for de ulyksalige, der måtte befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt ifm. koalitionens invasion (besættelse/befrielse alt efter temperament) i Irak. Jeg vil dog som kollega -smølle i sidste uge vælge at forbigå krigens rædsler i relativ tavshed i aften også. Også selvom vi - Danmark - formelt set er i krig. Der bliver snakket nok om krig alle andre steder, hele døgnet, så vi holder "fri" her. Livet går trods alt videre, hvor barsk det end måtte synes! 

 

Og hvad har så alt det med seven-eleven at gøre, spørger du? Tja, ikke en skid, du, ikke en skid. Blot har jeg svært ved at fatte den handelsmæssige logik i "erobringen" af tre nye gadehjørner så tæt på hinanden, og sammen med den eksisterende seven-eleven biks ved Frihedsstøtten/Banegraven når man altså op på fire (4) seven-eleven butikker inden for en radius af ca. 150 meter! Rent overkill, hvis du spørger mig. Ligesom jeg ikke kan sige mig fri for ærgrelsen over, at endnu nogle flige af storbyens spraglede mangfoldighed afløses af ørkesløs konformitet. Det er sgu helt forstadsagtigt.

 

Og vi verper dem fandeme ud af klappen, hver gang de kommer og vil overtage vores kælderbæverding for at omdanne den til endnu en hjørnefranchise-helvede. Ligeså står vi last og brast med vores konkurrent på hjørnet på den anden side gaden og Alis Kiosk på næste hjørne. Og derfor håber vi også hernede, at I kan acceptere den lille prisstigning på bajerne, som kollega -smølle måtte præsentere i sidste uge. Vi skal jo helst overleve.

Og hvad har seven-eleven så med København, altså fodboldholdet at gøre? Heller ikke en skid, men noget skal jeg jo brokke mig over, og selv mindre irritationspunkter har det med gøre sig fortjente til et gevaldigt fur, når April in Copenhagen er præget af sne, og Byens Hold leverer så pauvre resultater, at ordet krise uvægerligt trænger sig på. Krise, det er også det, der får attraktive hjørnebutikker til at give op og/eller acceptere, at blive købt ud af en gruppe, der godt kunne tænke sig at lave en seven-eleven butik lige på dét hjørne. Og krise, det kan også være en identitetskrise.

 

Som for eksempel den identitetskrise, der syntes at præge en vis provinsiel fodboldforenings tilhængere. I deres illusion om, at fans er til for klubben og ikke omvendt, og de eneste sande fans er vestegnsfans, og fan-performance incl. tifos og rituelle afbrændinger er mindst lige så vigtigt som spillet på banen, blev temaet op til regionalopgøret mellem Brøndbyerne og København i Parken, at Brøndbyerne var Københavns hold, og København var Brøndbyernes by, som kollega -smølle talte om allerede i sidste uge. Og selv om tesen om, at København er et jydehold, fordi tilhængerne skulle være tilflyttede jyder i sig selv er latterlig, når den kommer fra supporters af det, der markedsføres som hele Danmarks (gude-)hold, så kan jeg da godt bære lidt ved til det  - meget lille - bål. For en lille håndfuld år siden var fru Bartenderens lillebror - fra Vendsyssel som fru Bartenderen - i staden et år som garder. Og for ham var det naturligt at putte en FCK-streamer i bilruden, når nu han boede og kørte rundt i København, og ligeledes naturligt at iføre sig et København-halstørklæde, når han i ny og næ drog med svogeren - det er så mig - i Parken. Og det var da kongehumor for mig at se ham på Nedre C, ølsøbende som os andre, galpe Bonderøve! mod især de jyske modstandere!

 

Og hvorfor det er naturligt? Jo, det er jo ikke tilhængernes oprindelse eller bopæl, der knytter en klub til en bestemt by. Så var f.eks. United jo næppe en Manchester-klub! Så for en bosiddende i København, uanset man har boet i byen "altid", bor her midlertidigt, eller er tilflyttet fra Tønder eller Vladivostok, vil det naturlige jo være at knytte sig til en Københavnsk klub. Skjold, B93, Frem ... eller FC København. Og FC København, hjemmehørende på Østerbro i København, er jo for tiden den eneste Københavner-klub i superligaen. Det må alt andet lige være mere besynderligt som bosiddende i København at kaste sin fodboldkærlighed på en forening i en anden lokalunion og en kommune, der end ikke grænser op til Københavns. Og bonderøvsprædikatet kan de nu heller ikke løbe fra derude, al den stund stanken af ensilage stadig trænger sig på, hvis man af vanvare skulle glemme at rulle vinduerne op, når man af endnu større vanvare kommer til at dreje om ad Park Allé i den mest grå, triste og kulturløse forstad, man kan forestille sig. Den ikke alt for fjerne fortid som landbrugsområde, da landsbyerne -øster og -vester fusionerede i en foreningshybrid, fornægter sig ikke.

 

Og heldigvis er det efterhånden mange år siden, at de svenskergule trøjer var iøjnefaldende i det Københavnske gadebillede. Dengang KB legede elevator, og vi KB'ere i øvrigt ikke bar klubfarver (vist mere fordi KB-merchandise ikke fandtes end for at lege casual). Og dengang de to registrerede B1903-tilhængere fra Gentofte og Amager heller ikke fyldte stort i gadebilledet. I dag er forstadsfarverne i København sjældne som en hvalros i Congo! 

Intelligenskrise er også stadig en gennemgående tendens, ikke mindst i Brøndbysupporternes pyrotekniske crew. Debatten har allerede kørt i medierne og på tværs af fangrupperinger, men selv om de mere fornuftige af slagsen blandt vestegnens supporters tager afstand fra "bombeattentatet" mod egen målmand i Parken i søndags, så er der stadig uhyggelige elementer, der bagatelliserer og bortforklarer sagen. "Kontrollørernes skyld, politiets skyld og bare et kanonslag". "Bare" et "kanonslag"? Det er kommet frem, at der var tale om et såkaldt Blålyn, army issue, det som militæret bruger som øvelsesgranat, og som havde en sikkerhedsafstand i udendørs, åbent terræn på minimum 10 meter, dengang i 1983, hvor denne bartender aftjente sin værnepligt i cirkus mili! Så alene det at komme i tanker om at slæbe et Blålyn med til en fodboldkamp og stryge det på en tætpakket tribune for derefter at smide det ind til egen målmand, der kunne være blevet lemlæstet for livet, hvis skæbnen havde været blot en anelse mere ugunstig ... ganske enkelt rystende. Idioten - og hans venner - har muligvis været overbevist om vestegnsmantraet med den mytologiske dyrkelse af spillere og klub som guder, og tænkt at Ankergreen var usårlig! 

 

Lige så rystende var dog, at ingen - ingen - udpegede synderen. Der må have været flere end hans "venner", der har set ham kaste Blålynet ind på grønsværen. Men ikke én blandt de Brøndbytilhængere, der rent faktisk har set det, har altså følt trang til at praktisere lidt selvjustits. De overbeviser vel bare sig selv om, at det var et uheld, som nødblusafbrændinger i Parken, "selvantænding" ved såkaldt kontrolleret nødblusafbrænding på eget stadion, eller sædeafbrændinger i Parken (igen i søndags) og på Farum Park. Dansk fankulturs bærme!

Om der stadig hersker krise blandt ledelse og arrangører omkring fodboldkampe og andet i Parken, vil jeg overlade til dig selv at vurdere, mens jeg lige tapper lidt mere af det velskænkede. For du var der jo selv i søndags. Stod du - igen - i alenlange køer? Jeg gjorde i hvert fald - igen - ved sæsonkortindgangen. Og jeg har da erfaret, at det ved flere andre indgange tog uforskammet lang tid at slippe ind, trods forudkøbte billetter. Det er simpelthen for ringe, at Parken ikke kan håndtere at lukke folk hurtigere ind. Og banen, den lignede også noget, som selv en sønderbombet golfklub i Irak ikke ville være bekendt at bruge som fairway! Paradoksalt at skulle høre en af vore egne spillere, Martin Albrechtsen, efter sidste onsdags landskamp erklære, at vel var banen bedre end ved den hemmelige træningskamp mod Halmstad, men man skulle nok ikke praktisere for meget småspil, slet ikke i forsvaret. Dertil var banen for ujævn, for dårlig.

 

Det er beskæmmende, især fordi det virker som om Parken Sport & Entertainments ledelse ikke vil ofre tilstrækkelige midler på en anstændig fodboldbane. Også mere generelt, for hvor man kan acceptere, at en græsplæne i vores polarklima ikke har optimale vækstbetingelser fra oktober til april/maj, så ligner Parkens grønsvær jo også noget, der er løgn, i den "gode periode". Og adm. direktør Jørgen Glistrup udtalte da også i Løvetimen i sidste uge, at der ikke ville blive skiftet græs (lagt ny bane) mere end to gange om året, ligesom han ramte en endegyldig pæl igennem udsigterne til fodbold under tag i den lange, fodboldløse vinterpause. Urentabelt og uforeneligt med "andre arrangementer" i multiarenaen. Så de flotte ord om vintertræningsturneringer til glæde for spillere og fans - også fra andre klubber og sågar lande - der fulgte annonceringen af en overdækket Parken i sin tid, det var blot varm luft.

 

Klubledelser generelt, også - og især - i andre klubber end FC København, og forbundsledelser har jeg gjort mig munter over flere gange, så det vil jeg undlade i aften. Lad mig blot, nu du alligevel har hevet Euroman (nr.110 - april 2003) op af mappen, henvise til en artikel skrevet af Steen Ankerdal: "Prof-fodbold i Danmark ... 25 år med talentløs ledelse", eller underrubrikken: "Dansk Fodbold - 25 år med amatøragtig professionalisme". Hug til udviklingen på ledelsesplan, eller manglen på samme fra den første prof-kamp på heden i 1978 til i dag. Og hug til talentudviklingen (der er lysår efter udlandet), betonforetagendet DBU og de manglende visioner. Vi kan vende tilbage til artiklen - ganske glimrende - en anden aften, selvom essensen ligner det, jeg har galpet barstol op og fadølsslange ned af vagt efter vagt til dem, der orkede høre på! 

 

Lad os blot tage et par citater fra artiklen: (Mads Øland) "Det er den rene dødsdans, vi overværer. Ingen ledere med visioner, ideer og personlighed til at samle klubberne om det overordnede mål: At udvikle branchen fodbold i Danmark. Det er forstemmende" - og: "Det værste er dog, at alle tror, at den talentudvikling, vi roser os af i Danmark, stadig er den bedste i verden. Det er den ikke. Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland, England og Belgien (og vel Holland, må jeg lige skyde ind!) er så langt foran os, fordi de arbejder mere systematisk og har bedre trænere med langt større specialkompetence end  de danske. De talenter, der kommer ud af systemet i de kommende år, kan simpelthen ikke stå sig i den europæiske konkurrence". Og Niels-Christian Holmstrøm: "Professionel fodbold i Danmark er ung som branche, højst ti år gammel. De første 15 år var der jo i praksis kun tale om betalte amatører, og det flytter ikke noget, gav kun nogle dyre erfaringer" - og videre: "Selv om DBU i de godt ti år med rigtig professionel fodbold er blevet rigere og rigere - ligesom spillerne - har klubberne selv måttet stå for al udvikling. For DBU har der ikke været nogen hjælp til toppen af dansk klubfodbold - på trods af at klubberne er de eneste, der ikke har profiteret af væksten i 90erne. De er generelt blevet fattigere". Og Ankerdal selv: "Man kan godt sige, at den professionelle fodbolds udvikling har været en march på stedet, for på en række felter diskuterer man i 2003 de samme detaljer som for 25 års siden (...) I dag er analyser fra revisorerne om, hvad der økonomisk kan hænge sammen, udgangspunktet for drøftelserne, Vision contra revision. Det gør en forskel - og den er stor". "Spillerne er blevet rigere, klubberne fattigere og visionerne er sandet til".

 

Og det økonomiske morads gider jeg slet ikke trampe rundt i mere. Hver dag sine skæve historier. Dog også uden for landets grænser. Og nogle af de skæveste fra Premier League, der er kommet frem her på det seneste, er både groteske og underholdende. Det er jo f.eks. horribelt at erfare, at en klub som Sunderland, der både økonomisk og sportsligt er på spanden i den grad, har ikke færre end 42 fuldtidsprofessionelle spillere i truppen. Næsten fire hold! Og så bebrejder de Bosman og faldende TV-indtægter! Og en anden vanvidshistorie stammer - med skam at melde - fra "min" klub i det engelske, Chelsea! Det hollandske æsel, Winston Bogarde, som de ganske vist hentede på en Bosman fra Barcelona i august 2000, har på 2½ år spillet to (2) kampe for klubbens førstehold, men hæver ikke desto mindre angiveligt £40,000 om ugen! Hans løn kunne sikkert alene drive en del af Chelsea Village. Og ikke at jeg bebrejder Bogarde, nej da. Jeg kunne også snildt leve med aldrig at spille på førsteholdet, hvis jeg kunne tjene i nærheden af 25 mio. kroner om året og bo i verdens mest pragtfulde metropol, London!

Nå, jeg kan vel snart ikke trampe uden om den varme grød mere. Selvom ordene krise, FC København og forår ikke har kunnet nævnes i samme sætning de senere år, og selvom træner, hjælpetræner, sportsdirektør, adm. direktør, bestyrelsesformand og spillere kategorisk nægter at tage ordet i deres mund - det skal de jo - så vil jeg da godt sige det: Krise! Men hvad skal jeg ellers sige? Du har jo selv set kampene. To uafgjorte og et nederlag i tre kampe. Det er altså i det mindste krisetegn i en klub med vores ambitioner og vores spillertrup, der førte rækken med ni points forspring. Også selvom forårsstarten "på papiret" har budt på langt sværere kampe end vore nærmeste modstandere. Men det vidste vi jo på forhånd, og det gjorde spillerne og Backe også. Alligevel synes holdet slet ikke oppe i fysisk samme gear og tempo som f.eks. Brøndbyerne. Det har vi i øvrigt heller ikke været de to foregående forår. Holdet har forbedret sig i takt med, at vejret blev lunere og banerne bedre. Spillet sig i form, kulmineret senere. I fjor og forfjor fik vi dog alligevel flere points ud af starten (og tabte ikke), om end modstanderne måske også var mere medgørlige - lige så langsomme startere. Måske holdet i år skulle have været trænet hårdere med startprogrammet - incl. en pokalkamp - in mente. Men det kunne så give bagslag senere i foråret. Så lad os håbe at Backe har doseret træningen rigtigt, og forfølgerne "rammer muren" om en måneds tid. For ret beset vil alle hold sætte point til, endda i serier, og teoretisk kan det være lige fedt, om man smider pointene først eller sidst. Med den lille hage, at en selvforstærkende negativ spiral kan tage effekt, jo længere tid vi skal vente på den første sejr. Så lad os håbe, at der p.t. er tale om en forbigående krise, der skal stoppes på søndag mod Esbjerg, for ellers må bogstaverne K-R-I-S-E blive til mere end et fyord også på Peter Bangs Vej.

 

Ud over at vi scorer alt for få mål, og det førnævnte manglende tempo og den lidt tvivlsomme fysik (fysisk form), så er det jo lidt forskellige ting, der er gået galt i de første tre kampe.

 

- OB. Her kommer vi til et par pænt store chancer før OBs 1-0 scoring og én stor en lige efter. Chancer der med et minimum af effektivitet kunne have givet et andet billede af den kamp. En kamp hvor de to halvlege med Københavnsk optik var som dag og nat. For trods en mand i overtal skabte vi intet efter pausen. Og forsvaret var i grunden ikke så ringe spillende, bortset fra de gigantiske fejl, der førte til OB'ernes scoringer. Albrechtsens kæmpekiks, efter Bo havde tabt en hovedstødduel på midten. Og Lindrups drømmetræf, efter Albrechtsen havde tabt en hovedstødsduel til Steffen Højer. Slap offensiv, kostbare fejl i defensiven, men et til-at-leve-med nederlag til det bedste hold, vi har mødt i foråret (og altså også det eneste, vi har tabt til), og et hold, vi har haft store problemer med de sidste 3-4 møder!

 

- AGF. Skandaløst pointtab. To mål på udebane mod et middelmådigt møverhold som AGFs skal altså være nok til sejr. Men holdet - måske som følge af den tvivlsomme fysiske form og det manglende tempo - lod sig kyse af et meget hårdt spillende AGF-hold, som vi dog burde kunne løbe/spille udenom. Og en tomålsføring sat overstyr ved ren panik i forsvaret er ganske enkelt amatøragtigt. Når AGF-angriberne får lov at gå til stålet, må vi bare være endnu mere opmærksomme. Men et par tabte hovedstødsdueller (igen!), der gav forlængninger ind i håbløst passivt forsvar, var nok for AGF.

 

- Brøndbyerne. Forsvarsmæssigt den bedste kamp (trods en ny tabt hovedstødsduel, denne gang ved selve den målgivende headning), fremadrettet den ringeste. Fire (4) skud indenfor målrammen talte Ekstra Bladets "SuperZoom". Det er ganske enkelt uhørt ringe af rækkens - endnu - klare førerhold på hjemmebane! Det er forbandet svært at vinde kampe, hvis man ikke kommer til afslutninger. Ikke at Brøndbyerne kom til mange flere. Tallet var syv, og det er inklusive tre slatne forsøg lige på Rabóczki fra Martin Retov, langt ude fra. Men tempo og fysik var et gear højere hos Brøndbyerne, og ikke mindst viljen. Gejsten! Og uden straffesparket - i øvrigt korrekt dømt - tror jeg aldrig, vi havde fået point i den kamp (og vigtigere, forhindret Brøndbyerne i at få to mere), for vi kunne have spillet i dagevis uden at komme på scoringshold!

 

Nå ja, så var der jo også den pokalkamp ude i forstæderne. Den lader mig i princippet lidt kold. Og åbenbart også spillerne, der i den grad manglede om ikke gejst (for der blev arbejdet OK), så gejst og vilje til at skabe noget, til at vinde. Og vinde, det er jo ligesom alfa og omega i en pokalkamp, hvor en hæderlig uafgjort ikke kan bruges til en skid. Også Backes indstilling til kampen virkede mystisk og uinteresseret. Hvordan man kan stille sig tilfreds med ikke at skabe nogen 100%-chancer i en pokalkamp, fatter jeg ikke en lyd af. Vi tabte på en ny tabt hovedstødsduel af Albrechtsen (præcis som ved 0-2 i Odense) og passive forsvarsspillere, der var alt for lette at kyse/flytte. Præcis som de to baglænsmål i Århus. Holdet fungerede i forsvar og midtbane mht. matchspoiling og bolderobringer. Men når tekniske og kreative spillere som Zuma, Bisgaard og Fredgaard skal bruge alle deres kræfter på at forsvare og løbe konstant, ja så er der i sagens natur ikke meget overskud til det fremadrettede. Når trænerteamets indstilling til kampen så åbenlyst ikke var sejr-for-enhver-pris, kan det i øvrigt ærgre mig, at Martin Bergvold ikke fik en hel kamp til at vise, hvad han kan. 10 minutter hvor alle spillere er segnefærdige og det meste er overladt til rodeo-bold, det er sgu ingen chance at give Bergvold.

Den røde tråd fra kampene må være, at alle fem baglænsmål er opstået på stort set samme måde (endda også målet imod i pokalkampen). At spillerne udover vindergejst og selvtillid mangler et gear eller to i tempo og fysik. Samt at vi skaber alt, alt for få chancer. Reelt set har spillet som sådan jo ikke været meget ringere end i en god håndfuld kampe i efteråret, hvor vi dog fik større udbytte qua bedre effektivitet (og held) på de - også i efteråret - alt for få chancer, en større selvtillid på holdet, evnen til at sætte sig fysisk og tempomæssigt på modstanderen og knap så mange kapitalbrølere i forsvaret.

 

Backe virker urokkelig. Og han skal trods alt have en cadeau for at holde fast i sit koncept, uanset hvor kummerligt det hele synes lige p.t. For selvfølgelig skal han tro på sine idéer. Hellere tage skraldet for en fiasko, hvor man dog har gjort det, man følte var rigtigt, frem for at lade sig "presse" af medier, mandagstrænere, "stærke" spillere, sportslig ledelse etc. til mystiske kompromiser. At give køb på sit koncept er at give køb på autoritet. Og det har vi trods alt set for mange eksempler på i Københavns historie. Keld Kristensen, Michael Schäfer, Kim Brink, Christian Andersen. Det kom der intet godt ud af. Og Backe virker da også afklaret omkring, at der bliver et regnskab at gøre op midt i juni. Og kan der ikke bogføres guld på kontoen, bliver det nok Backe, der kommer til at betale regningen.

 

Så lad os lige se om ikke snart vendepunktet kommer, som Backe føler sig overbevist om. Måske fordi han ved, at gearvælgeren så småt bliver skiftet en tand eller to op. Ikke mindst når spillere som Mykland, Møller, Tobiasen, Albrechtsen, Christiansen/Rooba og Zuma kommer i bedre form og/eller får styr på det spillemæssige. Pettersson har vist, at der er potentiale i ham i foråret, Bo er allerede blevet lidt bedre fra kamp til kamp,  Rabóczki lige så, mens Bisgaard og viceanfører Nielsen vel som de eneste to kan være tilfreds med indsatserne i foråret hidtil. Og på et tidspunkt bliver Røll, anfører Lønstrup og måske Antonelius klar igen.

 

Og så var det da - i modsætning til lige efter pokalkampen - godt at høre Backe sige til TVDanmark torsdag, at der skal arbejdes med at skabe flere store chancer. For det kan kun betyde, at der skal løsnes lidt på tøjlerne hos især midtbanefløjene for at give overskud til det fremadrettede og chanceskabende. Guderne skal vide, at det halter og har haltet på det punkt. Idé- og fantasiløst. Systemlåst! Netop det stramme system, hvor spillerne ikke formår/tør/må bryde ud af konceptskallen, gør nok, at der ligger en del procenter gemt i uforløst potentiale hos især vore kreative spillere. Sammenholdt med den aktuelle "procentmangel" mht. mental og fysisk toptuning kan vi måske i virkeligheden tale om, at de fleste spillere og dermed holdet kun præsterer på det berømte "70%" niveau. Hvilket der i sagens natur ikke kommer mange chancer ud af. Og ret beset handler det jo ikke kun om at skabe store chancer, men i det hele taget mange chancer.

 

FC København har i sig selv ingen stor tradition for effektiv chanceudnyttelse, men lidt friske tal fra den engelske Premier League fortæller også, at der skal mange chancer til for at score mange mål. De absolut skrappeste angribere mht. træfsikkerhed i PL, Alan Shearer, James Beattie og Ruud van Nistelrooy opererer med en effektivitet på 27%, 25% respektive 24%. Altså kasse på hvert fjerde forsøg! Og det er vel og mærke de bedste angribere. En mand som Thierry Henry har brugt 123 forsøg - afslutninger på mål vel at mærke - til at score 19 ligamål. En træfsikkerhed på 15%. "Kun". Vi taler altså om topklassseangriber adskillige niveauer over, hvad vi ser herhjemme. Så det giver måske en idé om, hvor mange chancer FC København skal frem til for at få ændret nævneværdigt på den pinligt, pauvre målhøst. Og det siger alt om, hvorfor vi skal prise os ovenud lykkelige for den straffesparksscoring mod Brøndby, når vi kun kan præstere fire skud på mål i hele kampen!

Skal vi ikke bare blive enige om, at det kun kan gå fremad. Det er dog også nu, at vi skal vi bevise, at tesen om svære ctr. lette kampe holder vand. De næste syv kampe skal derfor give en solid pointhøst og ingen nederlag.

 

Lad os skåle på det og på en god weekend og en god Påske, men først og fremmest en god kamp mod Esbjerg på søndag. Og med god kamp mener jeg primært sejr. Champagne-fodbolden må vente.  

Holger

Og på jukeboxen spiller:

Ugens albums:

Iggy Pop: Lust For Life

Ved det årlige Spruthusseminar for halvanden uge siden, nåede vi efter lidt bajertømning, fodboldkigning og spisning (fra kollega -smølles uforlignelige køkken) frem til den obligatoriske studedrikning, hvor der skulle spilles musik for hinanden. Og vi kunne igen konstatere, at for fem semifordrukne og meget musikpassionerede bartendere er det endog meget svært at finde frem til skiver, som vi alle fem kan lide. Beatles' klassiske Abbey Road, som kollega Martin præsenterede på dette sted for tre uger siden, kunne være et godt bud. Den hørte vi nu ikke hin aften/nat (vist nok). Men til gengæld lykkedes det at opnå konsensus omkring dette Iggy Pop album. Kommentarer turde være overflødige. Iggy's karakteristiske stemme, og Bowie's lige så karakteristiske kompositørpen (på de feste af numrene) og pianospil til Iggy's tekster gør dette 1977-album til en absolut essentiel pop/rockskive. Måske Iggy Pop's bedste soloplade. Ikke til at komme udenom.

 

Van Morrison: The Healing Game

Denne her plade kan man altså heller ikke have noget imod. Ligesom det må være svært at have noget som helst mod Van Morrison, hvis unikke sangskrivningstalent er inspirationskilde i større eller mindre grad til 9 ud af 10 udøvere af rytmisk musik, den dag i dag. Også dem, der ikke vil indrømme det! Sikkert på grund af min mangelfulde føling med musikscenen gennem halvfemserne, er det lykkedes mig at overse denne perle fra 1997. Først for ganske nyligt blev jeg gjort opmærksom på dens eksistens. Og tak for det! Skiven vil jeg - endnu - ikke vurdere helt på højde med Morrison's sentresser-klassikere som Astral Weeks (mesterværket) og Tupelo Honey, men det er forbandet tæt på. Og skiven bliver bare bedre og bedre, jo mere man hører den. Pop/soul/jazz i skøn blanding. Og ikke et svagt punkt undervejs. 10 dejlige skæringer, og 'Piper at the Gates of Dawn' er så smukt et nummer, at man kan tude.

 

Ugens nummer:

 

Joe Grushecky & The Houserockers: 'Chain Smokin''

Jeg præsenterede Pittsburgh-fætteren, der rocker den amerikanske østkyst sønder og sammen, i sidste måned. 'Chain Smokin'' er en skæring fra American Babylon, og med dette nummer sender jeg en særlig obskøn hilsen til New York City's bystyre og denne verdens antiryger-fanatikere. 

 

.....

 

Ingen Bruce denne gang?, spørger du ... næ, vi puster lige ud, inden nedtællingen til den helt store dag. Men hvis du får abstinenser, så klik ind og lær din indre Bruce at kende i fire raske lektioner + et ekstranummer.