Det var en stor dag i byen i torsdags, Kristi Himmelfartsdag, hvor solen endelig bagte over København. Og lidt af et tilløbsstykke. Københavnere, der kom væltende for at se det, efter fem års ventetid. Endelig skete det – endelig er der Metro på Frederiksberg!

På tide, kan man vel sige, hvis man er af den utålmodige type. Men mens det da i høje grad er på tide, så skal det ikke have lov til at overskygge, at det er pragtfuldt og en kilde til stolthed for København, hver gang de små glaspyramider dukker op et nyt sted. Rejse under byen hører en rigtig metropol til. Som en af vores stamgæster sagde; ”hvor har man bare den der storbyfornemmelse, når man går ned det ene sted i byen og kommer op fra undergrunden et helt andet.”

Amen. Om det er den nedslidte og måske snart udtjente Tube i London, den besynderlige klassedelte men elegante i Paris, den direkte skumle i New York, den i Berlin hvor hver eneste stations navn giver et pust af det 20. århundredes meget centrale historie, den totalt håbløse og utilstrækkelige parodi på en velfungerende metro i Rom, de elegante og effektive tjenester i Stockholm, Barcelona og Stuttgart – ja, Stuttgart af alle steder; et helt forrygende og hypermoderne system – eller Chicagos hævede baner i andensals plan, så er det de baner der er ’byens puls’. 

Ikke, som DSB har fastslået det herhjemme, S-togene, der kører i én lige linie gennem byen med en halvhjertet afstikker gennem Nordvest, og ellers siver ud til diverse forstæder og byer så langt væk som Frederikssund. Der er ikke meget byens puls over at sidde i toget mellem Allerød og Hillerød og se på golfspillere, eller at køre gennem Hareskoven og kigge på træer. Skal der være tale om en puls, en bevægelse der bringer de hvide og røde blodlegemer gennem kroppen og pumper liv i den, så foregår det under jorden, under gader og huse, under parker og søer.

Det er måske at blive lidt voldsomt lyrisk om en bagatel af fem-seks huller i asfalten, hvilket er hvad det hidtil er blevet til, men lad os se hvad det forhåbentlig fører til, og helst inden for en trods alt overskuelig årrække. Det ville dæleme være klasse. Ned ad en trappe og op igen ad en anden ti minutter senere, og man er i en anden ende af byen, uden at have skullet bekymre sig om forsinkede busser fulde af folk og barnevogne, om s-tog med meget tvivlsom pålidelighed og evindelige sporarbejder, og om bilkøer. Kun cyklister får det lige så let, når det er en realitet. Og det er efter 2010, hvor undertegnede sikkert ikke gider cykle alligevel.

Og en station ved Parken ville da være lækker at få oveni, men foreløbig ser det ud til at hvis det skulle blive en realitet, hvis de karakteristiske glaspyramider skulle dukke op ved hjørnet af Øster Allé og P.H. Lings Allé, så skulle toget forcere et hjørne på mere end 90 grader for at dreje ned mod Rigshospitalet. Måske lidt meget at forlange. Så mon ikke en station ved Trianglen, nede foran posthuset, bliver løsningen. Og det må også være fint. Ikke mindst fordi min kollega Jans fremtidsvision trods alt har givet en vis afsmag over for begrebet Parken Metro.

Hvem ved. Måske bliver det måden at tilbringe vintersøndagene på engang. Ned på den lokale i fygende snevejr eller klam slud, en hurtig pils inden man tager toget til Parken på en iskold dag hvor man i gamle dage aldrig ville have haft hverken noget at lave eller lysten til at gå udendørs og lave det. Afsted for at se fodbold, måske, på en tredie- eller fjerdegenerationskunststofbane, eller måske for at se byens eneste ishockeyhold i øverste række, F.C. København (og ikke ’FCK Ishockey’, tak…) i den efterhånden fem år gamle hal ved siden af stadion.

Ikke pokkers sandsynligt virker det sidste dog. Seneste nyt, som rapporteret i Berlingske, er at det tilsyneladende er nemmere at få fremkaldt en positiv stemning for at bygge en hal med statslig støtte (i strid med de fleste regler om subsidier og konkurrenceforvridning, ganske vist, men EU-sager kan jo trækkes i langdrag i mange flere år end Farum kan få lov til ved de nationale domstole) i Valby eller Ørestaden, end det er at få givet lov til for private midler at bygge den centralt; midt i byen, hvor der i forvejen er liv, hvilket ingen vel har kunnet sige at der nogensinde har været i området ved Ellebjerg station, og hvilket ingen ved om der nogensinde bliver i Ørestaden.

Så skal man se nogen løbe på skøjter, kan det forhåbentlig foregå inde i Parken. Efter at have hyldet Metroen er det måske svært at brokke sig, når nu den også kører direkte ud til Ørestaden, men det ville sgu da være for sørgeligt at tage den direkte ud af byen for at se Byens Hold. Så måtte man hellere hive fat i Frederiksberg Kommune og høre om de store løfter om at kunne slå sig ned ved Flintholm Station stadig holder. 

Den tid, den sorg, eller forhåbentlig glæde – glæde over at man ikke skal modtage det kulturelle og sportslige udbud i de samme trøstesløse rammer som den Valbyhal som gennem årene har spoleret så mange koncertoplevelser med sin rædsomme lyd og ucharmerende fremtoning, eller glæde over at det ikke skal foregå i en øde stad på Vestamager.

Noget skal man jo få tiden til at gå med, så hvorfor ikke drømme om den fjerne fremtid, mens man venter på den nære. Og det er jo det folk gør hernede, prøver at drikke sig lidt stive, at hente sig mod og humør og få tiden til at gå inden på søndag, vel vidende at der efter weekenden kommer et vacuum så sort og så altopslugende som nogensinde før – med pausen inden Brøndbykampen for to år siden som en mulig undtagelse.

Det er selvfølgelig landskampe det gælder, og deriblandt den mod Norge, som jeg ved at du og alle de andre gæster allerede er ved at brække dig i lårtykke stråler over at høre om. ”Jan Michaelsen frygter græske tilstande” – ja, selvfølgelig er det græske tilstande, bare fordi BT’s sportsredaktør og VG’s ditto er en smule fremme i skoene med spydigheder over for modstanderen. Det skal nok føre med sig, at Parken 7. juni bliver et inferno som når Olympiakos møder Panathinaikos. Det risikerer at kamme helt over, og jeg kan allerede se artiklerne for mig: ”En kontrollør måtte tilkaldes, da slangen på en ung fans ølhjelm var gået løs. Herudover forekom ingen episoder”. Så sandelig græske tilstande.

Eller hvad med historien om Morten Olsen, der føler sig kaldet til at ringe til Semb og glatte ud. ”Det var altså ikke os, der kaldte jer fjeldaber!” Vorherrebevares – hvor uværdigt, at manden overhovedet mener sig nødsaget til det. Enhver, og især en fra det hold af kloge hoveder der brugte ti år på at formulere en videnskabelig tese for hvorfor det var en god idé at losse lange bolde op i hovedet på en blond mand ved navn Flo, kan da regne ud at den tørre Mariekiks Morten Olsen ikke har kaldt nogen fjeldaber i sit liv, og at der er tale om en fyndighed fra den overmotiverede danske presse. Ikke mindst BT, der synes at have overtaget Ekstra Bladets ellers permanente rolle som den laveste fællesnævner, og ser ud til at have taget tips fra The Sun og Daily Mirror omkring hvordan man bygger en hyggexenofobisk kampagne op inden en landskamp.

Og ”Jan Michaelsen er skadet, og nu også Løvenkrands!” Oh ve oh klage. Så længe de ikke ville have spillet alligevel er det vel knap en katastrofe, at de må sive ud af en trup på 27 mand. Den eneste rigtig slemme skade som ikke har været kendt i månedsvis er Tomassons, og på den baggrund må Henrik Pedersen virkelig sidde i omegnen af Manchester og undre sig over hvad han har gjort galt. Han er da det tætteste man kommer en kvalificeret afløser af nogenlunde samme type.

Nu skal det jo ikke handle om landsholdet det hele, men som sagt før, noget skal vi jo rode med i sådan en uge, på denne tid af sæsonen hvor man stort set kun kommer til live i weekenderne. Vi havde dog pænt rykind onsdag aften til Champions League-finalen, men heller ikke mere end som så. Det var som om flere på forhånd havde besluttet sig for, at det var kedeligt, og i dagene efter kunne man høre at de var en beslutning folk stod ved – også en pæn del af dem der rent faktisk så kampen, skal det siges.

En af dem, som vi dog ikke så noget til nede hos os, var Peter Schmeichel, der i tv blev spurgt om finalen og ikke kunne svare andet end ”Gaaaaab!” – måske i sympati med sin gamle makker Alex Ferguson, der sad oppe på tribunen på Old Trafford og bestemt heller ikke så ud til at nyde det. Måske dog af lidt andre grunde.

Schmeichel har selvfølgelig ret, hvilket var rigtig godt observeret, i at der ikke blev scoret i kampen. Men som målmand burde han nu engang vide, at man kommer længere ved at være nærig med de mål man slipper ind, som Milan og Juventus, end ved at slippe tre ind i hver kamp, som hans venner fra Manchester United gjorde det mod Real Madrid – holdet der tabte semifinalen til Juventus – holdet der tabte finalen.

Man United kan nok så meget hævde at have været med i den kamp som de største fodboldeksperter, med Birger Peitersen i spidsen, vidt og bredt erklærer som årets kamp eller mere. Og de vandt endda kampen. Men de røg altså stadigvæk ud med et brag. Og om de havde fået lov til at vinde, hvis de ikke skulle have været oppe og vinde 6-3 for at gå videre, er temmelig tvivlsomt.

Italienerne har haft et par sure år europæisk, men de kan stadig sagtens måle sig med engelske hold, og da ikke mindst med Schmeichels seneste to klubber Manchester City og Aston Villa, hvis europæiske bidrag i de sidste par strækker sig til Totocuppen, samt en absurd og ufortjent europæisk deltagelse til City i den kommende sæson, fordi de indtager femte(!)pladsen på den engelske fairplayliste efter en række hold som har kvalificeret sig på reel vis. Og ja, jeg er bitter over at Everton mistede deres UEFA-plads i sidste spillerunde!

Jeg ville da lyve, hvis jeg skulle komme og hævde, at Milan-Juventus var den mest fascinerende fodboldkamp jeg i mit liv har set, men den var bestemt ikke så dårlig som så mange står i kø for at hævde. Specielt første halvleg var strålende, overtiden var intens, og straffesparkene var dramatiske (med den ene, totalt forudsigelige detalje at Clarence Seedorf brændte sit forsøg, præcis som da Holland røg ud af EM 1996). Der var ikke lige så mange mål som i Man United-Real Madrid, ikke engang straffespark inklusive, men forsvar er altså også en del af fodbold, og mens det da er underholdende at se to angreb af høj klasse storme forbi fire kegler i hver sin ende, så er det ikke hvad jeg forstår ved en komplet fodboldkamp. 

Og spørger man om Alex Ferguson gerne ville have undværet at deltage i denne årets kamp, der endte med at hans eget hjemmepublikum klappede den angriber hans forsvar havde foræret tre mål af banen, og i stedet hellere have hevet den hjem på straffe med to gange 0-0, så tror jeg han ville have foretrukket at gå videre. Ligesom Reals fans næppe var lige så imponerede over holdets enorme angrebstalent, da Juve blæste dem ud af Stadio delle Alpi for nogle uger siden, idet de overmandede et meget vakkelvornt og i Hierros tilfælde saneringsmodent forsvar.

Selvfølgelig er der stunder hvor italienerne går for vidt med fedtspillet, men det var nu mest den anden tabende semifinalist Inters skyld. Man kan brokke sig over at Juventus graver sig ned på Camp Nou, men ellers havde Barcelona formentlig slået dem klart. Kun Inter kørte for alvor forsigtigpertaktikken, og mens Valencia desværre ikke kunne straffe dem for det, så lykkedes det heldigvis for Milan. Og ærlig talt, så synes jeg ikke man kan sætte en finger på det Milanholds indstilling til offensiv fodbold. Især den måde de kværnede Bayern München på var en oplevelse.

Det var i alle tilfælde mere sprudlende end hvad København viser, og vi må jo til det. Det kan godt være at vi vandt i Ikast, det kan godt være at anden halvleg var ganske god, men vi er altså ikke ude af skoven endnu. Og et hold der kan præstere noget så jammerligt som det vores præsterede i første halvleg er altså stadig ikke på en mesterkurs der ser hverken støt eller særlig lige ud. 

Hvis Bo Hansen havde scoret på sin kæmpechance, så havde det været slut, og det havde ikke været ufortjent heller: Midtjylland spillede, i et virvar af halmballer og kalvelort, vores hold ud af banen, pressede dem i en grad så de blev snotforvirrede, omstillede sig på meget få sekunder til et farligt angreb når de vandt bolden, og ikke mindst flyttede sig for hinanden, så der på intet tidspunkt var kontrol over hvor vi havde de tre forreste og Thomas Rathe henne. Og for vores eget vedkommende blev ethvert tilløb til en halv chance spildt med afslutninger, der røg alt fra en til ti meter udenom, måske som resultatet af et væddemål om hvem der kunne ramme det lokaltog der fra tid til anden kører direkte gennem stadions ene ende.

Bedst som jeg sad og tænkte ”denne gang skal de virkelig have med grovfilen”, fumlede Martin Nielsen så på en måde der gav mindelser om da han var en 19-årig AGF-sweeper, der pinedød skulle drible sig ud af alt hvad han kunne. Meget mod John Stampes ånd. Martin har jeg flere gange haft glæden af at møde, og han er en fin fyr med et stort hjerte for F.C. København, om så Sørine tillader det eller ej. Og han kunne ikke vise det på et bedre tidspunkt end fjerde minut af den anden halvleg. Derefter virkede Tørfisks venner knækkede, ude af stand til at besvære os med andet end deres rædselsfulde slagsang der desværre er umulig at få ud af hjernen, og de kunne slet ikke holde stilen fra første halvleg.

Så en god sejr. Og perfekt, at netop Todi afgjorde det. Jeg skal lige love for, at han så tilfreds ud. Grebet af stemningen fik han så prompte min stemme som Årets Spiller, der vel egentlig med en nøgtern betragtning burde tilfalde Thomas Røll. Han har spillet godt hele sæsonen, og det kan man bestemt ikke sige om Todi, men følelser spiller jo også en rolle. Og min følelse er helt klar: hvis Todi forlader København til sommer, så er det en meget veltimet hyldest til ham at kåre ham til Årets Spiller, og hvis han bliver i klubben er det stadig en meget passende anerkendelse. Røll skal nok tage den til næste år, hvis han bliver ved med at forbedre sig.

Hvilket han har gjort gennem hele denne sæson, desværre som en af meget få. Allerede i vinter stod det rystende klart, at der måtte ske forbedringer, for spillet havde virkelig ikke fungeret. Det virkede som om det næsten ikke kunne undgå at blive en del bedre, men i stedet blev det rent faktisk værre, og når der snakkes om at presset ligger meget tungt på F.C. København, så er det jo rigtigt. Derhen, at det vil være en enorm fiasko ikke at vinde titlen. En kolossal fiasko. Vi er ikke på vej gennem nogen mellemsæson; den overstod vi sidste forår med UG. 

Denne sæson skulle have været den hvor spillet for alvor begyndte at hænge sammen, og mens man så kan give skader i forsvaret skylden for at koste mål, så forklarer det stadig knap hovedproblemet: hvorfor vores angrebsspil har været stereotypt, og hvorfor chancer i de fleste kampe har været sjældnere end gode Gnags-albums.

Hasse Backe løftede i Løvetimen sidste uge sløret for noget, der virkelig lød lovende: at han gerne så, at København til næste sæson gik ud og købte profiler – altså rigtige profiler, ikke bænkevarmere fra Sunderland og Udinese, men spillere som var etableret på et internationalt plan, som kunne løfte holdet til et hidtil ukendt niveau, og som kunne trække endnu 10.000 tilskuere i Parken. Og det lyder jo ret besnærende. Men man undgår ikke at være nervøs for, at selv de bedste spillere kan ramme et slemt formdyk hvis de træder ind på vores hidtil selvtillidsfattige og tilsyneladende ikke særlig spilleglade hold, præcis som det skete for Mykland, en mand der har været udenlands i snart ti år, og ifølge eget udsagn aldrig har spillet dårligere end nu.

Men for guds skyld, tag dog chancen! Hvis det kan lade sig gøre at hente folk der også ville kunne få fast plads på et tophold i Holland, Tyskland eller Spanien, så lad os dog gøre det. Og måske få udvidet truppen med spillere der trods alt har noget mere fantasi, kreativitet og flair end dem vi har i forvejen, og desuden kan inspirere dem. Der er trods alt mere fut i f.eks. en Anders Svensson end i en Rasmus Würtz.

For helt ærligt, om vi så henter det guld, hvilket vi jo forhåbentlig gør, så går det her ikke længere. Endnu en sæson med det spil vi så i efteråret, eller endnu værre: med det spil vi har oplevet i dette forår, vil ikke være til at bære, og det kommer heller ikke til at give titler. Backe fortalte i en glimrende artikel i det svenske blad Offside, at han i Salzburg havde lært at lade spillernes fantasi komme til udtryk – ”Han hade vant sig av med svensk systemtänkande och tagit till sig en mer kontinental fotbollssyn, lärt sig att offra en del av säkerheten för underhållningens skuld og gillade det.” Han har åbenbart hurtigt glemt meget af det igen, hvilket er en fordømt skam.

Måtte det komme igen. Men hvis bare vi får 12 point i de sidste fire kampe, så er jeg ligeglad med hvordan pokker det ser ud, og det tror jeg såmænd også at de fleste af dem der var irritererede over den italienske finale i onsdags vil være. Lad dette være en opfordring til at leve i nuet, drømme om en endnu større fremtid, og så i øvrigt at gå ud og nyde solen i stedet for at høre mig stå og galpe hernede. Hav det godt til vi ses igen.

-smølle

og på jukeboxen spiller

Ugens sang(e):

Dr. Alimentado: ’Poison Flour’
Massive Attack: ’Man Next Door’

”Hear the pots and pans they fall
Bang against my wall
Bang against my wall
No rest at all”

’Man Next Door’ er en art standard inden for reggaeen; halvdelen af alle hæderlige sangere i genren har givet den en tur. Dennis Brown og John Holt har sunget den ligefremt, som en opfordring til at lade folk være i fred, en bøn til de voldelige typer, som Kingston i årtier havde været plaget af, om at slappe af og lade være med at terrorisere hinanden, for ikke at jage alle ud af byen. Pigepunkerne The Slits spillede den også med et jamaicansk beat, men hos dem var det historien om den irriterende nabo der bad dem om at skrue ned for deres larm…

Disse to udgaver har begge den legendariske Horace Andy som sanger. Den første, fra 1975, er en bizar udgave, hvor Andys skræmte, lyse toner bliver afbrudt af den ejendommelige Dr. Alimentado, der rabler en masse vås af sig om at hans nemesis af en nabo godt kan lide at hælde gift i folks mel, og fremstiller ham som en generelt truende person. 

I Massive Attacks version fra 1998-albummet Mezzanine er ’Man Next Door’ en klaustrofobisk saga om frygt i den indre by, atmosfærisk og dunkel, båret af ængstelig sang af Andy, og krydret med en perfekt sample fra The Cures lige så paranoide ’10.15 Saturday Night’. En af de sange der kravler rundt bagest i ens hjerne og gør én utryg. Det er en ros, skulle nogen være i tvivl…

Det giver mig så anledning til at komme med et par anbefalinger, der sikkert ikke er til megen nytte hvis dette læses som et år, men som holder lige nu: cdon.com har nederst på deres forside en fin kampagne fra Jamaicas pionerer Trojan Records. Deres små boxsæt med tre cd’er er rene skattekister, til latterlige priser, og det perfekte sted at begynde, hvis man ikke er knivskarp i reggae og har lyst til at udforske noget der ikke står Bob Marley på. Boxene med ska, #1 og #2, med rocksteady og med dub er logiske startpunkter. Og så en kæmpestor anbefaling af 2cd-opsamlingen Punky Reggae Party (ikke Phunky…), der samler en række excellente singler fra reggaens storhedstid, 1975-80. Bl.a. netop ovennævnte ’Man Next Door’, med Dennis Brown.
Trojan giver mig i øvrigt ingen procenter, hvis nogen skulle være i tvivl.

Ugens albums: 

Calexico: The Black Light, Hot Rail og Feast of Wire
Jeg er for tiden totalt ude af stand til at lade disse tre seneste albums med Calexico fra Tucson, Arizona ligge. Hvis du kommer ned i Spruthuset og tror du er med i en western af Sam Peckinpah, så er det Calexico der er røget på anlægget. Siden sidste Ræb har jeg fået fat i den nye Feast of Wires to forgængere, og de er lige så formidable, på en lidt mere gammeldags måde: halvt traditionelle sange med præg af country, støvet sydstatsrock og mexicanske trompeter og maracas, halvt filmmusik, der får hvert nummer til at virke som en miniaturefilm på tre-fire minutter. Bare lyt til den fantastiske Ennio Morricone-stemning på ’Minas de Cobre’ eller den Ry Cooder-agtige skumringsatmosfære på ’Hot Rail’. Særdeles lækkert og ret afhængighedsskabende.

The Gil Evans Orchestra: Out of the Cool
Miles Davis: Sketches of Spain
Og her er så endnu en reference til Calexico – da jeg i sidste Ræb mente, at der måtte være en god del Miles Davis-inspiration på nummeret ’Crumble’, kunne vores gode gæst CF39 afsløre, at de først og fremmest havde ladet sig inspirere af Gil Evans’ ’La Nevada’ fra hans mesterværk Out of the Cool. Bugger! Jeg hader ikke at have ret, men det har vi i virkeligheden begge to – den Miles Davis-plade jeg tænkte på var nemlig Sketches of Spain, den utrolig smukke plade fra 1960, som bygger på spansk klassisk musik. Hvilket altsammen lyder en smule tørt, men sæt på det på for fuld styrke i solskin som det vi har i dag, og hør Miles’ (på det tidspunkt den cooleste mand i universet) toner. Det er helt magisk.

Blur: Think Tank
Lige når man havde opgivet dem… Blurs seneste plade, 13, er af en eller anden grund blevet anset for deres mesterværk blandt indie-purister. Okay, undskyld så at jeg taler ligeud, men jeg er ingen purist, og jeg afskrev Blur totalt efter den selvoptagne samling demoer, dårlige og halvbagte idéer, pinlige forsøg på at lyde lidt triphopagtige, og ikke-sange. For slet ikke at tale om deres dybt ydmygende koncert på Roskilde 2000, hvor indtrykket stod tilbage af et band der var forsvundet op i sig selv ad bagvejen. 

Og så kommer de tilbage, tilsyneladende ud af ingenting, med så fremragende et album som Think Tank – jeg er dybt imponeret. Der er gensyn med de sjælesøgende ballader der var bedst i perioden omkring Parklife, der er igen den overstadige begejstring for fjollet punk og et poppet udtryk som i den grad manglede senest, og der er først og fremmest indtrykket af at Blur igen har noget at sige, og at de ikke længere kun har interesse i at skrive og indspille sange for deres egen skyld. Det sidstnævnte er altid en skidt indstilling at have, og heldigvis fortid. Velkommen tilbage, I har været savnet!