|
Det ubeskrivelige |
||
|
Men for fanden da! For et par uger siden mistede jeg min far efter pludselig sygdom, og selvom man mener, at man kan forberede sig på den slags tildragelser i livscyklusen, især når ens gamle runder pensionsalderen, så bliver det altid et frygteligt chok. Et chok som sætter en helvedes masse i et noget anderledes og mere dæmpet lys. Også fodboldentusiasmen. I virkeligheden var den røget på halen fuldstændig ind til i går. Esbjerg-kampen i lørdags så jeg samlet noget der ligner 15 minutter af, da den ramlede sammen med en anden og større begivenhed. Springsteen-koncerten inde i Parken. På den tid vi ventede under tribunen, blev 3 megachancer brændt og jeg var næsten taknemmelig for at undslippe TV-skærmene med en god undskyldning. Kampen i går havde jeg egentlig besluttet, at jeg slet ikke gad at se. Følte at jeg fået fyldt min ration for juni måned af nedture og triste begivenheder allerede - og hvad kunne en udekamp i Brøndby bringe andet med formkurver og scoringsproblemer in mente. Intet, fik jeg i min selvbevidste depression ræsonneret mig frem til.
JEG TOG HELDIGVIS GRUELIGT FEJL, MAND! For fanden da! Verden er af lave og hvis jeg ser noget opløst ud her til aften, er det fordi jeg er det. I aftes gik det hverken værre eller bedre end jeg naturligvis ikke kunne holde mig fra TV-skærmen, da klokken nærmede sig 19.00. Derfor endte det med at jeg sad og åd samtlige 94 minutter derhjemme alene i stuen. Et nervevrag tæt på kortslutningen. Og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg gjorde da hvalpen Hjalte bragede sin inderside ind i det los som Tobiasen sendte på tværs igennem Brøndby-feltet. Jeg aner det simpelthen ikke. Et par sekunders fuldstændig black out. Måske var jeg ude af kroppen, et kommende medie til "Åndernes magt 25", nej mor, se nu hænger han sgu oppe under loftet, man kan bare kun fornemme ham i øjeblikket. Jeg, en ånd, selvfølgelig uden klub, men dog et åndeligt fænomen der gloede forbløffet på det væsen, der væltede hen over stuegulvet i en sand maveplasker og skreg vanvittigt. Godt 5 minutter efter ringede telefonen. Det var en veninde, som jeg dagen forinden højt og helligt havde bedyret overfor, at denne kamp skulle jeg under ingen omstændigheder se. Hun ville bare sige, hvordan det var gået. I tilfælde af at jeg stadig ikke vidste det. Jamen, tak, kvinder kan ind imellem få de særeste indfald af barmhjertighed. Og tak for hvalpen og tak for Hjalte! For fanden da! Her står man og ligner endnu et replay af "Fever Pitch". Når jeg ind i mellem har smækket filmatiseringen af Hornby's roman på videoen, har jeg ofte tænkt på, hvordan det virkelig føltes, altså virkelig virkelig føltes for Colin Firth-skikkelsen af en Arsenal-fan. Dengang i 1989 hvor Arsenal scorede til 2-0 i overtiden mod Liverpool. Nu ved jeg det! Satan og helvede - det er muligt at jeg intet husker, men nu ved jeg præcis hvordan det er. Og det er helt og aldeles UBESKRIVELIGT...
Ak ja - Hjalte Bo Nørregaard! Hvalpen selv virkede efterfølgende mere rolig end Hans Backe på TV igår. Sandsynligvis var bedriften slet ikke gået op for ham, og gør det måske heller aldrig. Hvis vi for eksempel smider points mod AGF på søndag, kan den nemt være skudt langt ned ad en håbløs afkrog på Memory Lane. Selvom det ville være nok så ufortjent. Ja for fanden! Sådan fungerer tingene derude på den anden side af døren derhenne. Her står man og bævrer som en gammel spritter! For tredje år i træk er vi ude i denne sønderlemmende og livsforkortende ventetid, der strækker sig ind i de sidste runder. Ja, jeg ved det. Vi burde i virkeligheden være taknemmelige for at være der, at hænge på allerøverst i tabellen, sæson efter sæson. Men som fan skider man tyndt og sover ikke helt roligt om natten, tænker mere fodbold end godt er, og slipper aldrig helt fri, ligegyldigt hvor mange gange dagligt man forsøger at rense hovedet. Og det er allerede begyndt og bliver kun værre frem til søndag. Statistikken siger at vi ikke har vundet en hjemmekamp siden 13. april og hele forårsmønsteret fortæller at vi kuldsejler efter hver udebanesucces. Sejren i Farum blev fulgt af Viborg-nederlaget hjemme, sejren i Ikast blev fulgt af OB-skuffelsen. Tåbelige pointtab som har gjort at AGF-kampen meget mere betydningsfuld end det var nødvendigt. Os der er gamle nok i branchen husker også foråret 94, hvor guldet blev til en samling afvaskede sølvmedaljer i sidste spillerunde. En af spillerne husker det sikkert også rigtig godt. Peter Møller. Han scorede nemlig dengang på Odense Stadion, bragte os foran 2-1 kort før halvleg. Det var før en helt igennem katastrofal anden halvleg. Mit gæt er også, at han nok er en af dem der har talt højest om at få armene ned til formiddagens træning. Ham og Løns, der også må huske turen fra dengang - og ganske sikkert Kaptajnen, der har prøvet det meste. De ting sker ikke igen, siger du skråsikkert! Nej, det gør det forhåbentlig ikke. Det er et andet hold, en anden tid, og vi er stadig alle ved godt mod hernede. Der skåles og skriges og jeg skal da ikke være bleg for at smække videoen fra i aftes på endnu engang. Især er det en fornøjelse at køre de sidste 10 minutter igen og igen. En ting må man faktisk give dem - Brøndby og deres fans - opbakningen er utrolig og gennemført og ganske selvsikker lige frem til Hjalte dukker op på plænen for alvor - bortset fra enkelte chokbølger ved Zumas og Kaptajnens afslutninger tæt forbi, og Møllers frispark. Derefter bliver der til gengæld meget stille og den overfyldte københavnske enklave nede bag Raboczki's mål overtager helt. I følge adskillige beretninger hernede tidligere i dag skulle forholdene i øvrigt havde været helt forfærdelige akkurat der. Alt for mange mennesker var proppet ind i "kreaturboxen". Rent aktuelt kan jeg af gode grunde ikke tale med, men det er i hvert fald ikke første gang det er sket. Det virker nærmere som reglen at samtlige københavnske fans, uanset antal, skal stuves sammen på den samme begrænset plads nede i hjørnet.
For fanden da! Her står man igen, spinder rundt og rundt som et stykke CV Jørgensen-vinyl, og tænker sig tilbage. 24-26 timer og i virkeligheden et helt forår. Vi ligger nummer 1 og vi ligger stadig nummer 1 - det er næsten ubegribeligt. For det meste har det faktisk lignet en lang overlevelseskamp, med dårligt spil i lange perioder, med skader, med ufattelig mange brændte chancer, kort sagt hele den mølle vi efterhånden har knoklet rundt til bedøvelse i hernede. En spiller er dog kommet til at stå som symbolet på denne overlevelse og dens foreløbige succes. Kaptajnen - Peter Nielsen. Atter i aftes var han formidabel, nøjagtig som han har været hele foråret. Jeg mindes ikke at jeg nogensinde har set ham bedre, heller ikke i hans første periode i klubben fra 97-99. Dengang havde han slet ikke den stabilitet og den arbejdsiver i sit spil som vi har oplevet dette forår. Det er mageløst hvad de gamle stænger har formået hidtil - manden løber nærmest en marathon i hver kamp.
Når vi kigger frem mod søndagens kamp fremstår han også som nøglen for mig. Han vil hjertens gerne vinde et mesterskab med denne klub, og den vilje må og skal smitte af på resten af holdet og bærer os forhåbentlig igennem til det forjættede land. Og lur mig, det bliver sikkert en lang og nervepirrende eftermiddag med vanlig ineffektivitet i angrebsspillet. Men så længe Kaptajnen fræser på græsset, tror jeg på muligheden for at vinde to kampe i træk. På et eller andet tidspunkt må det vel ske igen, selvom det tidspunkt har virket uendelig langt borte i horisonten i dette forår. I øvrigt nu hvor AGF-kampen er oppe at vende igen. Man har i dag kunnet se på fx. www.fck.dk at der kun lukkes 34.000 ind til kampen. Forklaringen er salget af pladserne som unummerede, samt at mobiltribunen foran D ikke sættes op. Det sidste fatter jeg så ikke. Det er vel ikke et spørgsmål om dages arbejde at smække den op til søndag - for derefter at fjerne den inden Speedway-djævelskabet næste weekend. Og jeg tvivler i hvert fald ikke på, at de ekstra pladser nok skal blive solgt - især når man betænker at kampen allerede er tæt på udsolgt. Ville det virkeligt være så stor en anstrengelse at smække mobiltribunen op? Det ville i hvert fald være at gøre fodboldfolket en tjeneste - og vi er sgu stadig de primære brugere inde i Parken. Uanset hvor mange koncerter og hvor meget knallertsjov der ellers flikkes ind i programmet.
For fanden da! Her står man og flæber, røven den går, vist også på mange af jer derude, og vi ved at vi intet kan gøre før søndag kl. 15. Kun vente og vente og noget af denne ventetid kan man måske tilbringe i et mere fodboldfilosofisk hjørne med en artikel fra svenske Aftonbladet (kampen i aftes blev også fulgt med interesse i både Sverige og Norge). Lad gå at forfatteren får sat 6 svenske klubber op blandt sine 14 udvalgte. Os taler han trods alt pænt om - dem i Aalborg har han for eksempel helt set bort fra. I og for sig er der intet nyt i perspektiverne omkring en nordisk liga. Jeg har selv tidligere ikke været synderlig begejstret, men kæder man denne artikel sammen med en notits jeg læste for nylig på tekst-TV bliver det mere interessant. Den norske klub, Rosenborg, har fremsendt et forslag til UEFA gående ud på at de nordiske lande fik en fast Champions League-plads. Altså en direkte adgang til gruppespillet som de store ligaer har nu. Den nordiske repræsentant skulle så findes ved en særlig kvalifikationsturnering de nordiske klubber i mellem. Så vidt jeg læste det, var UEFA i hvert fald ikke afvisende over for muligheden. Her vil der så måske åbnes for et nyt og mere interessant perspektiv ved en fælles nordisk liga, som skitseret i artiklen. Det var nogle af de samme tanker der lå i den nu skrinlagte Atlantliga (jeg formoder at den er afgået ved døden efterhånden), og som rent dansk-norsk-svensk pendant virker den nok en smule mere realistisk. Og artiklens pointe med tilskuertallene er da i hvert fald uomtvistelig - og det sportslige vil i høj grad blive holdbart med en eller flere CL-pladser at spille om. Som tingene har udviklet sig de seneste år, er både Danmark og Sverige kommet længere væk blot fra kvalifikationsmuligheden, og Norge lever ene og alene takket være Rosenborgs hidtidige resultater, der formodentlig også ender en dag. Og skal CL ikke ende som et rent spansk-italiensk foretagende, med en enkelt engelsk eller tysk afstikker hvert tredje eller fjerde år, bliver der nødt til at ordnes nogle geografiske krumspring for de mindre ligaers vedkommende. Så ja, en fælles nordisk turnering er måske værd at overveje alligevel. I et realistisk fremtidsperspektiv. Vi kunne sagtens få mere gavn af den end man umiddelbart aner. Skulle det ske på søndag... og alt det der, så venter der under alle omstændigheder en hård CL-kvalifikation forude, hvor der næsten kræves mindst lige så meget lodtrækningsheld som et godt mandskab for at begå sig og slippe igennem til gruppespillet. Tak og god nat herfra! Og søndag er det stadig muligt at drømme søde drømme om... FOR FANDEN DA! Jan Saxo
Ugens koncert: | ||
