I was thinking of my troubles, as people sometimes will 
Everyone who had done me wrong, and those who would wrong me still 
And in a fit of desperation, I found myself on my knees 
Wishing pain and suffering on all my enemies

I prayed for loss of limb and lingering disease
Of blight and devastation, and assorted miseries
But as I made my wishes, and as I cast my spells 
I stopped myself and said a prayer and said these words to myself 

There will come a day, there will come a day 
When all of the evil will be washed away 
The patient will be rewarded, and all their tormentors will pay 
There will come a day, lord, there will come a day

(Steve Wynn: 'There Will Come a Day')

Ja, man går jo nærmest og sporer helt religiøse undertoner, når man hører eller læser de ord fra Steve Wynns sang. En af dem som har kørt i noget nær døgndrift hernede i vores beskedne spruthus i de sidste par dage, og hvis omkvæd har rumsteret i hjernen på mig i en tid. Nærmere bestemt i tiden siden Hjalte scorede og vendte alt på hovedet ude på Brøndby Stadion. Et mål, der gør at du bliver taget imod med et bredt smil og et glas Alsace-cremant fra Dopff – husk, at med champagne betaler du kun for navnet! – i stedet for en sur øl og et gnavent blik. 

Jeg hører nu ikke ordene som en opfordring til at give sig en diffus, højere magt i vold – men bare et habilt klap på skulderen til dem af os der har gået og skumlet i månedsvis over hvor gyseligt det har udviklet sig, et ”op med humøret, gamle jas, på et eller andet tidspunkt vender det”. 

Og det skal jeg ellers lige love for at det gjorde i det tredje overtidsminut. De tålmodige blev belønnet, de som uddelte pine og hån blev straffet – og så endda straffet i det mål der stod lige nede foran dem. Løven, den løve som deres tifo gav et spark i måsen, vendte tilbage og bed det sparkende ben direkte af i ét bid, og åd det. Et gevaldigt ”tak for sidst” for sidste sæsons lidelser og uretfærdigheder til næstsidst i Parken. En genopretning af alt hvad man regner for godt og rigtigt efter et forår hvor ordene ”Nu henter vi dem!” har runget gennem éns hoved ved de mest ubehagelige lejligheder. Et sidste minuts prik i den efterhånden meget oppustede varmluftsballon hvorpå der stod ”de er bange, de ved at vi er bedre, de er under meget større pres end os”.

Marts: ”Og som jeg allerede himlede op omkring for et par måneder siden, så er forbedring det der er brug for, en forbedring som der er masser af plads til i forhold til efteråret, og ikke at holdets formodede bedste pludselig tager et formdyk, og at hele flokken virker ramt på selvtilliden.”

April: ”Vi skal jo ikke forvente at få hyppige besøg af en flok hovedløse kyllinger som f.eks. Farum i deres seneste kamp i Parken, for så naive er de færreste trods alt. Og på den baggrund er det selvfølgelig med hjertet i halsen af frygt for igen at lave en pinlig analyse at jeg siger, at taktikken hidtil ser ud at være helt mislykket, men det gør den altså.”

Maj: ”Det kan godt være at vi vandt i Ikast, det kan godt være at anden halvleg var ganske god, men vi er altså ikke ude af skoven endnu. Og et hold der kan præstere noget så jammerligt som det vores præsterede i første halvleg er altså stadig ikke på en mesterkurs der ser hverken støt eller særlig lige ud.”

Det pragtfulde ved at få den ballon punkteret langt inde i overtiden var, at påstandene var jo korrekte. I hvert fald for mit vedkommende. Man behøver ikke kigge ret nøje efter for at se, at denne bartender ikke ligefrem var nervøs for at at holdet ville tabe det hele på gulvet, men snarere var overbevist om at det allerede var så godt som sket. Jeg er ikke en der tror på mirakler, og når man ser et hold der på den måde tumler fra det ene pointtab til det næste, så bliver det logiske resultat at man kan håbe på en triumf, men knap tro på den udfra et sagligt udgangspunkt.

Og så står vi her og har vundet ligaen med et nogenlunde komfortabelt forspring. Det er uvirkeligt. Lige så uvirkeligt som at vi, efter de to første kampe hvor vi var på udebane og kvajede os mod et godt OB-hold og et voldeligt AGF-hold, mens Brøndby vandt lidet overbevisende pligtsejre mod to bundhold, og efter den landskampspause der fulgte, har klaret os bedre i ligaen end det fremadstormende, jagende, og fra alle hold roste Brøndbyhold. 

Ikke nok med det, men i de sidste 13 kampe har vores form været bedst i hele ligaen, delt med Benny Lennartssons Viborg. 22 point i de 13 kampe. Det er bestemt ikke fantastisk, men ingen andre har gjort det bedre. Og dermed er der fem point ned til nr. to. Hvilket alle vil kunne se om mange år, mens kun de der så kampen ville kunne huske det sekund hvor Hjalte jagtede ind feltet og satte indersiden på, og huske hvor tæt det var på at gå helt anderledes. 

Ligesom de vil kunne huske de frustrerende fire hjemmekampe i træk uden sejr, hvilket intet mesterhold burde kunne tillade sig. De vil kunne huske de hovedløse udvisninger mod AaB og det sene mål, huske hvor ydmygende vi tabte 3-0 til de senere nedrykkere fra Silkeborg, huske hvor heldige vi var at få point mod Brøndby i april, huske hvor dyr helten over alle, Hjalte, var mod AB i Parken, huske alle de brændte chancer i Esbjerg, og også huske hvordan Laudrups hold pludselig atter begyndte at få gummiben og forsømte at lukke sækken, da de også begyndte at smide point mod bundhold.

Jeg blev for nylig citeret af en drillesyg gæst for i marts at have rablet af mig hernede bag disken, at jeg til enhver tid hellere ville have Hans Backe end den naive Laudrup som træner, og at han kunne komme tilbage om ti år med lidt erfaring og overblik. Måske lidt bagklogt af gæsten, men det skal være ham vel undt. Ikke at jeg ikke står ved hvad jeg sagde. Laudrups taktik var naiv, når han lod Wieghorst spille i midterforsvaret, og bad ham om at gå frem og blande sig på midtbanen når Brøndby havde bolden, og det kostede point. At der så gik en del mindre end ti år inden han indså, at det ikke fungerede, er en anden sag. Han er jo ikke idiot. 

Men for al kritikken af Backe i dette forår, og al tvivlen på hans system, og ros af Laudrups ditto, så var den kamp ude i Brøndby mildt sagt en taktisk bedrift af de større, og der viste han sig som den klogeste af de to. Og BIF viste sig samtidig at have en smule svært ved at ændre spilleplan. Den måde Backe totalt spolerede Brøndbys forsyningslinier på var forbløffende. Ikke, som det hedder sig når folk skal være selvretfærdige, ved at spille norsk med lavt pres og en mur af defensive folk, men ved at bruge Brøndbys eget våben, presse højt oppe og tvinge modstanderne til at lave fejl, samt ved selv at kombinere og spille bolden langs jorden.

Lige så præcist ramt var det at sætte Bora op i front til sidst. Så kan Vilfort nok så meget snakke om at spille norsk – der var det ord igen! – for norsk er at spille med netop den taktik fra første minut, ikke at supplere sine to angribere med en høj fyr fra forsvaret til sidst. Så spillede Brøndby nemlig også temmelig norsk mod os, da de kom bagud dengang i august og hev Wieghorst frem. Fordelen var ikke kun, at Bora er formidabel med hovedet og kunne skabe løse chancer. Den var i høj grad også, at så var høje Wieghorst travlt optaget, og så var der igen plads til at spille bolden rundt i det sidste kvarter, som det var sket i første.

Det fortalte en fyr mig her i baren efter kampen, og det gav en ekstra dimension at nyde taktikken, da kampen blev kigget igennem på bånd dagen efter. Hvilket blev gjort med glæde, for det var ikke det store man fik ud af at overvære det live ude på tribunen, hvor man, udover generelt at have et rigtig dårligt udsyn fordi man stod bag målet, stod temmelig tæt. Guderne må vide hvor mange der blev lukket ind. Selv havde jeg en billet til en anden indgang end den vi gik ind af som fans af København, hvilket var ejendommeligt. Den var ellers netop indkøbt på billetnet.dk som værende købt til udeholdets afsnit. Håbløse forhold, men hvad gjorde det når man bagefter kunne fejre noget der lignede, og der endte med at være et mesterskab? 

Pakket som burhøns eller ej; den følelse der gik gennem én da man så noget der lignede et mål, da man så spillerne fejre og blive ved med det, uden at der blev vinket for offside eller noget, kommer til at vare for evigt. Ditto slutfløjtet efter halvandet meget langt minut. There will come a day! Alle de gange siden 1995 man har været derude og er kommet hjem efter et nederlag, alle de pinsler har været umagen værd, fordi denne gang var triumfen så total at den så rigelig kunne gøre det ud for belønning for lidelserne. Og så total, at Brøndby denne gang fik æren af at gennemføre den ultimative tavshedstifo på deres for første gang udsolgte stadion. 

Det var i virkeligheden fuldstændig indlysende, at det hele blev afgjort i Brøndby. Lad os sige det på den måde, at vi har gode erfaringer med at spille mod AGF i runden efter at de har forskanset sig så sikkert på deres vante tiendeplads, at de ikke kunne rykke ned. Vi havde jo også fornøjelsen af dem sidste gang vi blev mestre, i 2001, og der fik i al stilfærdighed lov at være klasseforskel på de to hold, hvilket der igen var i søndags.

Jeg var ikke engang nervøs for om det skulle lykkes. Det er nemt nok at sige nu, men det blev jeg aldrig. Måske fordi der gik så kort tid efter Brøndbykampen, måske fordi glæden over den sejr og troen på at den afgjorde det hele totalt overskyggede enhver form for angst man kunne have. Selv en sortseer som jeg. Men mest af alt var det et blik på den midtbane, AGF stillede med i den nærstsidste kamp mod Esbjerg, der gjorde det. Poulsen, Djordjic, Nørlund, Dladla. Alle tynde som piberensere, og Dladla og Nørlund ikke større end de to ølglas der står der på disken. Som er half pints! Hvis Brøndbys midtbane, selv med en mand færre, ikke kunne matche vores, så var der på forhånd ingen chance for at et fuldesygt og ligeglad AGF-mandskabs skulle kunne.

I sidste ende var det så også kun de to forreste, der var til noget, og prøvede at skabe noget for AGF. Graulund formentlig for at kunne hjælpe Brøndby, Morten Rasmussen måske snarere for at kunne anbefale sig over for København, som han inden kampen erklærede at han håbede ville vinde mesterskabet, og faktisk kaldte sig fan af. Han fik da også et pænt bifald for sit trøstemål, hvilket sker temmelig sjældent – jeg kan stort set kun huske tyksakken Janishia fra Tbilisi som en tidligere modstander, hvis mål er blevet applauderet. 

Næ, den var hjemme, og vi kunne helt som ventet nyde da Peter Nielsen løftede pokalen. På storskærmen, vel at mærke, for da podiet var helt ovre ved A5, og da det i samme sekund væltede op med en mur af konfetti og fyrværkeri, var det totalt umuligt at se Peter fra C-tribunen. På en måde meget symbolsk. Det var meget mere business as usual denne gang, der var ikke den samme vilde nerve som for to år siden mod Brøndby, og man var jo faktisk fuldstændig sikker lige fra Todi scorede til 2-0. Det var bare genoprettelse af ordenen fra sidste efterår; en solid præstation mod et bundhold, mens vores nærmeste konkurrenter sejlede rundt, og midt i et voldsomt pres tabte i sidste minut. Igen.

Dermed blev der lagt et grundigt låg på en plagsom periode og på al rædsel for at blive totalt til grin. For så vidt er et DM hverken mere eller mindre end hvad man kunne forlange, men når det skulle trækkes i halen til overtiden i Brøndby blev det alligevel noget meget, meget specielt. Man tænker knap på hvad man har før det synes tabt. Og det bedste jeg har foretaget mig i den sidste uge har været at slette den fil jeg havde samlet sammen med noter til dette ræb, som jeg havde forventet ville blive en række klager over de ting der er gået galt i foråret, og som har været med til at gøre at Brøndby vandt the Double i en overgangssæson, mens vi vandt en bar røv at trutte i med et hold der måtte forventes at være spillet sammen og klar til toppe i år. 

Backe fik ret i sidste ende, og vi kan i alle tilfælde prise os lykkelige over at han var så forbandet kold i røven da det kneb. Det som Sørine har så svært ved at acceptere, at bevare roen i krisetider, er nok generelt det der reddede os fra at formøble hele møllen. Jeg vil derfor nøjes med at komme med et stille håb om at fodbolden bliver bedre og mindre stereotyp til næste sæson. Og at vi stadig vinder DM. Det er vel fair nok.

Og så kan sommeren ellers begynde. Et tomrum åbner sig, og det kilder helt i maven at tænke på hvordan den sommer havde været, hvis ikke mesterskabet var blevet spillet hjem. Hvad man skulle have hørt på. Hvilket knæk for fodboldinteressen og for begejstringen det kunne have været. Nu kan man i sindsro tænke på noget andet, her hvor agurketiden melder sig. Selv om FIFA har været så betænksomme at forlænge sæsonen med endnu en turnering, der er så godt som umulig at gå op i, og hvis eksistens efter Marc-Vivien Foes død mildt sagt fremstår ulykkelig, hvis dødsårsagen på nogen måde skulle vise sig at være relateret til udmattelse hos Foe. Hvad FIFA i det hele taget har gang i er ufatteligt. Jeg kan til nød forstå, at de ikke straks aflyser resten af turneringen og ikke udpeger en vinder, men at man ikke engang kan finde sørgebind frem til Frankrig og Tyrkiet i den anden semifinale er hårrejsende.

Om sommeren er alting anderledes, som Steffen Brandt sagde dengang han havde noget at sige. Nu drejer det sig om tennis, og snart også om cykelløb. Fodbolden kommer til at handle om transfers og om forsøg på at få alle handler afviklet inden transfervinduet igen smækker i. Det betyder for vores vedkommende, at vi formentlig frem til den dag det sker, eller frem til ligaens største scoop nogensinde er en realitet, vil se et veritabelt Henke-watch: i forgårs var han på husjagt, i går var han i Tre Falke Møbler for at købe noget at anbringe i samme hus; det gik tilsyneladende hurtigt med at finde et sted at bo. Fredag bliver han set i Gova på Ordrupvej, i færd med at købe oliven og afløbsrens, og lørdag er han i Rundetårn med sine børn. Vi kan supplere med, at han var hernede i aften. Det må have været ham, det var i hvert fald en fyr med kasket på, der snakkede skånsk. Han skulle have en grapetonic med is. Hvilket ikke kan betyde andet end at nu kommer Henke!

Det er en underlig tomgangsperiode. Jeg kan ikke engang gøre andet end at ønske god fornøjelse til de folk der, mens jeg står og snakker her, ligger i en lun sovepose på Roskilde Dyrskueplads eller stadig vælter omkring. Det er formentlig udelukkende fordi jeg ikke er der, at vejret er godt. Når jeg er der øser det i hvert fald altid ned. Jeg havde selv planlagt at tage afsted, men pludselig var der udsolgt. Ikke noget i pressen om ”der er kun få billetter” eller i det hele taget ”vi forventer udsolgt”, åh nej. Man vil jo ikke lokke billethajerne til. Så er det ligemeget om de ægte musikfans står med en lang næse, som de passende kan betale billethajerne igennem – for de har jo alligevel klaret at få fat i billetter. Som de ved seneste prischeck tog 3.500 kroner for. Ikke om jeg vil give de forbandede igler en krone. Så det mest spændende program siden 1995 bliver uden mig som tilskuer.

Til gengæld lykkedes at få billetter til Bowie, da de blev sat til salg onsdag morgen. 557 per styk. Så er de fandme også betalt, nu jeg i forvejen er i gang med at brokke mig. Det er som om at pedalen for alvor er blevet stampet i bund i de sidste par år, med et par nylige skrækeksempler som Neil Young i Falkonér, som mutters alene spillede sin nye plade og et par udvalgte gamle travere formedelst 850 kroner. Til gengæld kunne man få lov at sidde ned og holde sin kæft. Så er man vist som kunstner ude over det stadie hvor man bare er glad for at kunne komme ud og spille for folk. Det samme er forbløffende nok også sket for den gamle folkehelt Iggy Pop, der krævede en plov for en 70 minutter kort, og efter alt at dømme meget slatten koncert på Train for nylig. 

Nu er det jo Bowie, manden jeg sætter højere end nogen anden musiker, og desuden inspirationskilden bag mindst 50% af den musik jeg lytter til, så ham vil jeg ikke gå glip af. Selv om de priser der er at betale her – 557 eller 602 kr. – ligger et pænt stykke over de $50, som hans turnéleder hævder at man går efter. Faktisk op mod det dobbelte!

Men ellers skal man ikke regne med at undertegnede gider være en del af den spiral af grådighed, der ser ud til køre. Specielt da ikke, når man højt og flot pisser på de folk som ønsker at bruge på den ubehagelige side af 500 kroner for at se deres favoritter. Ved Bruce Springsteen-koncerten var Billetmaskinens internetsalg svigtet totalt, men der lykkedes det i det mindste mine kolleger Saxo og Holger – som er ret begejstrede over Springsteen, kan jeg eksklusivt afsløre – at få billetter i en TDC-butik. 

Denne gang brød Billetmaskinen ikke kun sammen på nettet, men også hos onlineforhandlerne, så vores mand i kø endte med at bruge fire timer på projektet. Vel at mærke trods at han stod som nummer tre da butikken åbnede. Det er skandaløst ringe. Hvad DKB får ud af at bruge Billetmaskinens lusede service gad jeg nok vide.

”En guldøl, med sin store fylde, går godt til den mayonnaisebaserede sauce, de olieholdige frø, og de dybstegte rejer”. Ja, undskyld, nu blev det da helt forvirret. Jeg faldt i staver, er jeg bange for. Jeg blev distraheret. Det er de der Mad på minuttet-spots, der kører. De er helt fantastiske. Carlsberg sponserer dem, og man ser en engageret og munter kok, der render rundt og viser hvad han eller hun kan. Når de så har bikset et lille måltid sammen, slutter de af med at speake, helt åbenlyst fra et stykke tekst, og med en stemme så stiv som stod der en ølmand bag med en bajonet i ryggen på dem, hvilken bestemt øl der nu anses for at passe bedst til den pågældende ret. Jeg gad vide hvad der sker for den kok der råber: ”Jeg kan ikke lyve! Denne filet fortjener rødvin!” Av for pokker.

Det er nok på tide at lukke ned, hvis bartenderen begynder at stå og tale om tv-reklamer igen. Solen er alligevel oppe, så gå ud og nyd sommeren nu.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sange: 

Steve Wynn: ’There Will Come a Day’
Fra californierens album nr. ca. 375, Here Come the Miracles fra forrige år, der tilfældigvis også er et af hans bedste. Intet på dette dobbeltalbum overgår dog denne finale, en skive Dylanesque rock med stort omkvæd, der simpelthen føles rigtig i disse dage.

Beyoncé: ’Crazy in Love’
Hun synger som en drøm, skriver sine sange selv, er en bagatel af 24, og er så lækker at man tror det er løgn. Og desuden har hun en tendens til at fylde sine og Destiny’s Childs albums op med kedeligt fyld, så hold dig til singlerne. Såsom denne, der er endnu en absolut fuldtræffer, bygget op om en blændende sample fra en obskur gammel Chi-Lites-sang.

Electric Six: 'Gay Bar'
Alene af den grund at det er den morsomste og mest pragtfuldt åndssvage single jeg har hørt... siden deres forrige single 'Danger! High Voltage'. Komplet uimodståelig.

Magnus Carlson: ’Jag ber dig’
Det største tudefjæs på den skandinaviske musikscene, sangeren fra Stockholms Weeping Willows, er klar med sit andet soloalbum på svensk, som hedder (aaaah…) Et kungarike för ett kram. Det kommer i dag, fredag, det er indspillet sammen med Malmös fineste band, Eggstone, og hvis det bare er halvt så godt som singlen ’Jag ber dig’, så er det på samme høje og tårepersende niveau som altid.

Ugens album: 

Tindersticks: Waiting for the Moon
Tårerne flyder også frit på det nye og sjette album fra Tindersticks, der tilsyneladende har droppet deres projekt med at spille nøgen og stille soul, og i stedet er vendt tilbage til deres udgangspunkt: melodramatisk, filmisk, atmosfærisk (jeg bruger alle de letkøbte tillægsord, kan du høre) og orkestreret pop til nattetimerne. Det klæder dem nu stadigvæk. Udvikling er der måske ikke så meget af, men selv et lidt stillestående Tindersticks er bedre end så mange andres udviklinger.