Sommer. I det mindste if. kalenderen. Lidt mere tempereret og fugtigt lige nu, end man drømmer om, når kalenderbladet er vendt på juli. Og også lidt mere tempereret end for blot en lille uges tid siden. Her kunne vi ellers med nogen stolthed tage vores nye aircondition-system i brug. Lukke døre og vinduer og så ellers nyde en sval og stabil rumtemperatur. Men se om folk gad sidde herinde. Næ, i stedet ud i gårdhaven eller på fortovsserveringen. Store kvabsede mandfolk i alt fra habitter til strandoutfit, storsvedende og hurtigtdrikkende, inden øllet blev for varmt.

Men okay, vi bartendere kunne og kan selvfølgelig godt se tiltrækningen ved ikke mindst fortovsserveringen med de mange forbispadserende sommertaljer og forbicyklende kavalergange. Så vores skælden ud over at skulle stå alene inde i det kølige spruthuslokale kan nok spores i retning af misundelse også.

Men ellers er her stille for tiden. Blandt de fodboldsnakkende gæster og i den danske fodboldverden i det hele taget. Også omkring FC København selvfølgelig. Der er unægteligt meget længere mellem de saftige rygter blandt fans og i pressen end normalt i en turneringspause. Ikke én handel endnu, hverken ind eller ud. Ikke engang nogle rigtige saftige spekulationer, udover de 16 daglige sightings af Henke Larsson og hans familie og hans agent og hans ejendomsmægler og hans hund og svenskere i det hele taget. De er alle sammen Larsson undercover. Selv de mange svenskere i gule kedeldragter, jeg rendte ind i lørdags i den tro, at det var en fugtig polterabend eller noget. De skulle såmænd bare til speedway og havde varmet op i hen ved et døgn. Og jeg sværger, mindst et par af dem var Henke Larsson.

 

Måske man blot skal vælge at tolke det som et sundhedstegn, at der ikke svirrer revolutionerede rygter omkring Øster Allé, ej heller daglige historier om utilfredse spillere o.lign. Selvfølgelig kan det også hænge sammen med, at der holdes ferie, både blandt spillere og ledelse, men det får jo ikke cyber-tilhængerskaren til at slappe af tilsvarende. Her ventileres indædte frustrationer over, at intet sker, garneret med de sædvanlige "den sportslige ledelse er inkompetent, at de lod Brattbakk gå og ikke signede Delgado, for se hvor de scorer hele tiden for Rosenborg og Boca Juniors". Ikke mindst Marcelo Delgados tre mål i finalekampene i Copa Libertadores er blevet bemærket. Det morsomme er, at folk kun fokuserer på de mål, han scorer for Boca Juniors i hjemlandet og dermed tager det som en selvfølge, at han ville have scoret tilsvarende i FC København. Man glemmer helt, at det var både sportsdirektøren og cheftræneren, der vendte tommelfingeren ned. Og man glemmer også, at Delgado og agent jo var på en veritabel salgsturné og falbød sig til adskillige klubber i Europa sidste sommer. Ingen af dem valgte altså at skrive kontrakt med ham. Det er da i høj grad mere tankevækkende. At han så bomber løs i trygge rammer - både socialt, sprogligt og mht. spillesystem - hjemme i Buenos Aires, må København og andre europæiske klubber bare leve med. Her kan man jo drage en sigende parallel til Harald Martin Brattbakk, der bombede løs i Trondheim før Glasgow- og Københavneventyrene, og først genoptog bombetogterne efter at være vendt hjem til trygge rammer og vante systemer.

Nå, det var et sidespring. Vi kom fra transfermøllen, der synes at mangle vind. I suppen er eneste opsigtsvækkende handel i sommerpausen indtil nu FC Midtjyllands erhvervelse af Zidan. De andre signifikante klubskifter her pr. 1/7 er jo alle sammen transfers , der er afsluttet for længe siden. Men det er jo ikke kun herhjemme, også i resten af Fodboldeuropa er der forbløffende stille har midt i den den største gennemtrækstid, hvor alle transfervinduer er pivåbne. Udover den store Beckham-farce og Ronaldinho-føljetonen mellem Paris og Manchester, er det ikke mange rigtigt bemærkelsesværdige handler, der er skrevet under eller på vej til at blive det, udover måske lige den russiske revolution i Chelsea FC, og det har - endnu i hvert fald - ikke så meget med spillerhandler at gøre. Aktiviteten klubberne imellem er langt under "normalt leje". Også rygteaktiviteten. Bare et check af de forskellige rygtebørser på nettet giver en klar indikation af afmatning. Der kunne jo tidligere scrolles sider op og ned dagligt med nye spekulationer. Nu kan dagens rygter snildt observeres på en halv browserskærm. Den økonomiske afmatning slår for alvor igennem denne sommer.

 

Så sommer- og turneringspausen føles sikkert uendeligt lang for fodboldtilhængere i de fleste europæiske lande. På det punkt kan vi på vore breddegrader trøste os med blot at have en måneds pause! I det her mærkelige land med det skandinavisk-semiarktiske klima, hvor vinterpausen midt i sæsonen er tre gange så lang som sommerpausen mellem to sæsoner. Det virker jo på mange måder absurd, at der er større basis for spillerudskiftninger, trænerskift, økonomiske tiltag og sponsormæssige samt organisatoriske ændringer i vinterpausen, midt i turneringen. Selv om begge dele er mig så inderligt imod, må man erkende, at dette forhold jo i nogen grad advokerer for en slags slutspil eller tilbagevenden til kalenderårsturnering.

Og selv om tanken om spil det meste af vinteren - for at få vores turneringsmønster til at ligne det øvrige Europa (undtagen Skandinavien) endnu mere - er fristende, ikke mindst af konkurrencemæssige hensyn, så tror jeg det bliver grumme svært at lokke folk på stadion i f.eks. december og februar måneder, dvs. vi nøjedes med pause i januar ligesom f.eks. Tyskland og Holland lige syd for grænsen. Det danske publikum er mageligt og drager nødigt til fodbold, når det er for koldt. For det er der ganske enkelt ikke tradition for. Den flotte tilskuerfremgang denne sæson på 34% i ligaen (her vejer Københavns snittal over 20.000 givet meget tungt) ville nok blive til tilbagegang, hvis vi spillede i 2/3 af vinterpausen også.
Altså rent bortset fra, at det ville være fysisk umuligt at afvikle fodbold på danske stadions i månederne med nattefrost, bl.a. pga. udbredt mangel på banevarme. Et forhold, der sammen med andre brister på de danske stadions i øvrigt betyder, at i dagens Fodbolddanmark lever kun ét stadion op til UEFAs/DBUs krav. Parken selvfølgelig. Det vidste vi jo godt, men det nager åbenbart de kulturelt og økonomisk armodige sølvvindere med deres discountstadion af en betonklods banket op i en grus- og betonørken i en kulturlivsforladt motorvejsudfletning i en deprimerende forstad.

Nu vi er ved sølvvinderne, så burde vi jo ryste i bukserne herinde i byen. For det er tilsyneladende kun "på papiret", at København er dansk mester. Hvis man skal tro sølvvindernes doktriner. Det socialkammeratlige og forstadskommunale sammenrend vest for Byen messer jo propagandatoner på livet løs. Fra den øverste ledelse - du ved, alle kasketterne, men kun én mand - via idrætsforeningens to-mands reklamebureau, hjælpetræneren og spillerne til foreningens såkaldte supporters, der tro mod spejdermytologien æder alt råt. For klubben og spillerne er jo gud(er). "Brøndby er på vej mod noget stort" - "Mesterskabet kommer hjem" - "De sande mestre" - "BIF har en lysende fremtid" - "Laudrups babyer flyver til næste år" ... og bla bla bla. De får overbevist sig selv og hinanden i en grad, så alt andet end DM 2003/2004 vist må betyde, at der skal bappes på den helt store nedturspibe. Heldigvis for dem har de et så kærligt forhold til pyroteknik, at det næppe bliver et problem at få ild på downer-snaden.

 

Det morsomme er, at jeg troede, det var et ægte Københavnsk mantra, det her med "til næste år". Men den har sølvvinderne overtaget nu. Under flere paroler som "vi fik godt nok kun sølv, men fodbolden kom hjem" skal et hæderligt forår af Laudrups "babyhold" (som altså ikke er ret meget yngre end f.eks. vores, hvilket jeg kunne påvise på min sidste vagt) åbenbart tjene som indikation af, at mesterskabet næste sæson er en ren formssag. 27 points i femten forårskampe (7-6-2) opnåede de endelige sølvvindere. Dvs. 1,8 point pr. kamp i snit, ikke specielt hverken frygtindgydende eller imponerende og i øvrigt kun fire points mere end København, der ellers bortset fra de sidste fem kampe spillede et forholdsvist miserabelt forår. Prøv blot at sammenligne med Københavns forår 2001 (33 p. i 15 kampe (9-6-0) eller 2,2 p. i snit) hhv. 2002 (36 p. i 14 kampe (11-3-0) eller 2,6 p. i snit). Og spillemæssigt svarede sølvvindernes niveau nok meget godt til pointhøsten. Ja, ud fra hvad jeg så, fik de måske endda i overkanten af, hvad deres "gudespil" berettigede til i et forår forskånet for skader og karantæner hos de rutinerede stamspillere.

 

Gejsten og spilleglæden kunne man ikke tage fra Laudrups mandskab, men ingen af de højt besungne unge talenter viste sig som mere end netop det, talenter. Ude af stand til at holde niveauet over en hel sæson og slet ikke i stand til at være med, da det endelig gjaldt i juni måned. Så næ, jeg er sgu ikke bange for sølvvinderne i den kommende sæson. Ej heller deres indkøb til forsvarsregionen. En uomtvisteligt god målmand og en svensk landsholdsforsvarer. Man må formode at begge går direkte ind i startopstillingen, men nye folk på nøgleposter i forsvaret, det kræver tid, og det koster i tilpasningstiden. Spørg blot i Manchester United for eksempel. Stam, Barthez, Ferdinand. I øvrigt må man nok også bedrøve sølvvinderne med, at København næppe får en så pointmæssigt kummerlig halvsæson igen lige med de samme!

Nok om sølvvinderne. Lad os koncentrere os om os selv, guldvinderne. Kollega -smølle har så glimrende ramt de Københavnske tilhængeres følelser omkring guldkampen(e) og guldfesten i sidste uge. Men derfor vil jeg nu også kort dvæle ved de helt fantastiske otte dage fra 14. til 22. juni 2003. Lørdag mistede nogen af os for første gang jordforbindelsen til den formidable, fantastiske enorme koncert med New Jersey's finest (Bruce Springsteen i Parken). Så kunne vi efterfølgende om søndagen på video se den koncertsamtidige fodboldkamp i Esbjerg, hvor København måske spillede det bedste hele foråret, men glemte at score mål. Onsdagsklimaksen glemmes heller ikke lige med det samme, da Hjalte Nørregaard med fødderne udskrev den payback-check, der reelt afgjorde mesterskabet, og så da guldet skulle køres det sidste stykke hjem om søndagen i Parken. På hjemmebane. Guldoplevelsen var måske ikke så klimaks-agtig som for to år siden. Til gengæld var det hele dejligt befriet for nerver allerede efter et kvarters spil, og min glæde, da guldpokalen blev løftet af Peter Nielsen, var så stor som den kunne være, også selv om det nærmest var ren paradekørsel i opvisningsstil. 

 

En dejlig aften i København fulgte. Overalt fra Parkens barer og Østerbro Skjøjtehal og som stråler ud gennem byens gader, pladser og parker blev Købenavn fejret. Indfødte Københavnere - vel 9/10 af Byens Holds fanskare, der denne dag var på ca. 37.000 mennesker - og "ny-Københavnere", hvad enten de er kommet fra Brovst, Amsterdam eller Helsingør fejrede alle byens fodboldmæssige samlingspunkt og - endnu i sidste sæson - eneste superligahold. En fornøjelig dag at være Københavner, ligesom de efterfølgende dage. For alle Københavnske tilhængere. For her er vi alle lige gode, uanset om vi har fulgt klubben i 1, 5, 10 eller 40 år. For vi ved, at så længe vi har vores hovedinteresse - hjerteklubben - tilfælles, kan vi acceptere vores egenart og forskellighed i manifestationen af kærligheden til klubben.

 

Hver på vores måde. Mangfoldigheden florerer, som den generelt og demografisk florerer i en skandinavisk storby som København. Vi er klar over det. Byen København og fodboldklubben København hører sammen, og vi accepterer, at andre af byens fodboldklubber som B93 og Frem i ny og næ hilser på i den bedste række. De ved også, at de og vi som klubber hører til i byen, modsat en håndfuld indignerede københavnsk bosatte, der har kastet kærligheden på en sekterisk, tifo- og fyrværkerielskende forening langt vest for Valby Bakke og skriger op om det for at påkalde provinsklubben og dens tilhængere en københavnsk pseudoidentitet. Jeg tror såmænd, vor guldkampmodstander fra Århus har flere tilhængere i byen. AGF Fanclub København var i hvert fald pænt repræsenteret i Parken hin søndag, og et glædeligt deltagende bekendtskab i aftenens og nattens Københavnske asfaltbal. En dejlig dag, en dejlig aften, en dejlig nat og en rus - guldrus - der for en gangs skyld gjorde tømmermændene om mandagen til at holde ud.

Vi skal selvfølgelig i den gyldne eufori ikke glemme, at vi trods havde et alt andet end imponerende forår. Historien vil påvise et forholdsvis sikkert mesterskab med 5 points' margen, men det var et forår, hvor vi smed et forspring på ni points og tilmed mistede førstepladsen tre gange. Og selv man ikke kan indvende noget mod et mesterskab, når holdet har ført rækken i 24 af 33 runder og i øvrigt var mindst en klasse over den nærmeste konkurrent i den altafgørende kamp, så har roserne lidt tidsler.

Spillet var ikke alt for prangende, heller ikke i efteråret, hvor der dog blev skovlet pænt med points ind. 61 p. til en dansk mester er heller ikke imponerende - uanset det var fem flere end toeren - og det laveste siden Herfølge i 99/00 (56 p.). Og målmæssigt er 51 mål i 33 kampe det laveste antal scoringer af en Danmarksmester så længe 33-kamp-modellen har eksisteret. Ja, snittet på 1,54 mål pr. kamp er faktisk det laveste siden Brøndby i 1991 (1,44 mål - slutspil).

 

Heldigvis synes Hans Backe at være helt og aldeles opmærksom på målscoringsproblemet. "Vi har lavet 10-15 mål for lidt i denne sæson". Så måske der kommer mere obs! på det målsøgende spil i den nye sæson. Eller rettere effektiviteten. For målsøgende har vi været. FC København havde næstflest afslutninger i den afvigte sæson, kun overgået af Esbjerg. Disse to klubber havde endda klar afstand ned til de næste på den liste (AGF). Så der er altså stadig det evige Københavnske problem med at få omsat chancerne i mål.

 

Tør man tro på, at Todi eller Møller bomber løs i den nye sæson og måske endda indtager topscorerpladsen i ligaen? Eller kommer der endelig en striker med klapperslangementalitet og klinisk effektivitet til byen? Under alle omstændigheder skal der nok komme en ny spiller eller to inden sæsonstarten. Det skulle - trods total radiotavshed lige nu - undre mig meget andet. Og selvom vi ikke har skilt os af med spillere bortset fra Fredgaard og Pascal Simpson (tak for alt, Pagge!) og truppen ved træningsopstart er intakt og skadefri med undtagelse af Antonelius, så vil lidt nyt blod nok være påkrævet. Dels til den forestående Europa-kampagne, dels til at skærpe konkurrencen i truppen. Skarpheden og koncentrationen og incitamentet til at yde 100% hver gang skal være der. For før eller siden stopper europa-eventyret, og så har vi "bare" mesterskabet at spille om. Og en vis mæthed på den konto kan man måske godt frygte hos denne sæsons gulddrenge. Så lidt sultne indpiskere og startopstillingskandidater ville ikke være at foragte.

 

Mæthed. Sidste uge, mens kollega -smølle passede biksen, sad kollega Saxo og jeg i sommeraftenen og talte om netop det. To guld og en sølv på tre sæsoner. Begge guld vundet med klar marginal, og sølvet eller rettere det "tabte guld" kun på målscore. Så selvom vi selvfølgelig skal stå og og juble over mesterskabspokalen på Farum Park til næste sommer - vi trænger til to mesterskaber i træk - så er det lige som om, vi føler os kar til næste level. I hvert fald os fans. Vi trænger til at prøve det. Det forjættede fodboldland. Champions League! Og truppen synes rustet til det. Med eller uden forstærkninger virker det som en bedre sammentømret og mere harmonisk trup end den, der præsterede en fornem efterårskampagne på den europæiske scene i efteråret 2001 mod Lazio, Ajax og Dortmund. Samtidig er det en trup, hvor næsten alle var med i nedturen mod Djurgården sidste efterår og forhåbentlig tørster efter at vise, at vi rækker bare lidt længere.

 

Men det bliver svært. Uhyggeligt svært endda. Med dansk fodbolds generelle niveau i CL-kval og UEFA-cup de senere sæsoner in mente, så kan vi end ikke regne Skonto Riga (eller Sliema Wanderers) som en walkover. Og derefter forestår en uhyggelig modstander i kval.runde 3, inden drømmen om CL-gruppespil kan realiseres. Odds taler ikke for, at det vil lykkes. Det vil i al fald kræve en særdeles gunstig lodtrækning (25/7) og et par aftener på niveau med spillet mod Ajax for små to år siden. Men vi har da lov at drømme. På det mere jordnære plan handler det om at overvinde den lettiske eller maltesiske modstander i kval.runde 2, for så er vi da i det mindste sikret videre deltagelse i UEFA-Cup i tilfælde af, at vi skulle snuble på dørtærsklen til CL.

Et spændende efterår er der i hvert fald at se frem til. Og glæde sig til. Så det vil jeg også gøre. Det er sgu så forbandet svært at være utilfreds lige for tiden. Medmindre man hedder Ulrik Høy selvfølgelig. Tågehornet, der er så gammel og gammeldags, at han vel burde kaldes guldhornet, havde jo været i Parken og bivåne matchen mellem FCK og AGF. Det kunne han ikke lide, og det kom der en lang tirade ud af i Weekendavisen sidste fredag. Du har sikkert læst den, men ellers ligger den pt. online på weekendavisen.dk. Hvis du ikke har læst eller hørt om dette smædeskrift mod fodboldkampafvikling i 2003, så lad mig bare advare. Holder du af at gå til fodbold, er du vant til det, er du engageret, så bliver du i dårligt humør af at læse artiklen. Og du behøver som ikke være fodboldtilskuer i Parken eller tilhænger af FC København, for det er simpelt hen et bittert og indebrændt angreb på fodboldtilskueren som type. Vel at mærke, som denne har været de seneste 20-30 år.

 

En arkaisk, forstokket og intolerant gammel mand, Ulrik Høy, der åbenbart ville befinde sig bedst på et fodboldstadion, hvis det stadig foregik som i efterkrigstiden (jf. referencen til Niels Middelboe og "sportsmanship"), hvor mænd - og kun mænd - efter kirketid gik til fodbold på sportspladsen eller i København i Idrætsparken, hvor der som regel var to kampe. Mange var de, i deres stiveste søndagspuds med overfrakke og hat, også om sommeren. Klappende høfligt og sportsligt, også når modstanderen scorede, og måske kun lige en lille tand ekstra, hvis hjemmeholdet skulle være så ugæstfrit at score.

 

Tænk vi støjer i stedet for at sidde og nikke anerkendende til hinanden. Tænk vi buher af modstanderne og deres tilhængere i stedet for sportsligt at applaudere dem til at tvære vores egne helte ud. Tænk vi æder fast food i stedet for at afbryde fodboldkigningen hver halve time for at gå til den lune buffet og forsyne os med kanapéer og højreb. Tænk vi drikker bajere og mere end én helt uden at komme helligdagen i hu. Tænk vi bander og ryger og drikker og ræber og griner og græder og sviner og larmer og håner og hylder ... men glædesløse, som den gamle Ulrik skyder os i skoene, det er vi nu ikke. Det glædesløse den søndag var vist kun at finde på ét sæde i Parken.

 

Og tænk, alt det vidste gamle Ulrik jo i forvejen. Det vil sige, at hvis han i grunden var så glad for det noble fodboldspil, så ville han vel trække på bladsmørerforbindelserne og få plads i presse- eller sponsorloungerne, hvor han også kunne få serveret lun buffet og bajersk øl eller rhinskvin i rigtige glas på stilk. Og hvor han kunne lukke sig selv inde bag ruderne, og "forstøjelsen" ude. Eller endnu bedre, blive hjemme i stuen med søndagsfrokost foran TV'et, hvor man endda kunne skrue ned for lyden. Og måske drømme, at det var Gunnar 'Nu' Hansen, der på høvisk og formfuldendt rigsdansk berettede fra kampen, afvekslende med revytoner fra Liva Weel. Men næ nej, gamle Ulrik skulle selvfølgelig gå ind på B-tribunen, stoppet med fordomme og antipati for det scenario, der ville udspille sig for hans øjne ... og ører. Et scenario som det udspiller sig jorden rundt på alle stadions, hvor der spilles elitefodbold. Beklageligvis for gamle Ulrik, er det ikke Emma Gads idéer, der udgør ordensreglement og etikette på et fodboldstadion efter krigen.

 

Det svarer til, at jeg gik ind  - det skete ikke frivilligt! - og så ballet. Jeg ved, at jeg ville afsky det, men jeg ved også, at jeg ikke ville sætte mig bagefter og grifle flere hundrede perfide linier om publikums ageren til den slags forestillinger. Tilsvarende ved sidste lørdags speedway-arrangement. Bortset fra at jeg ikke kunne drømme om at overvære knallertvæddeløb, så ville jeg nok finde støjen - den fra banen - ulidelig og måske også tilskuernes medleven besynderlig. Men hver sin lyst. Og det ville nok klæde gamle Ulrik at følge sin lyst ... og blive væk fra Parken!

Efter sigende slap Parken ganske godt fra speedwayarrangementet, og der skal alligevel rulles nyt græs på. Så det kan vi også glæde os over. Om nogen andre kan glæde sig over et vidnetræf på et stadion vest for København, kan kun tiden vise. Desværre har det betydet, at vor gamle bekendt, Johnny Jehova, kommer forbi flere gange om dagen og smider en røvfuld stævne-flyers på bordene hver gang. Som om det ikke var belastende nok at skulle modtage disse hallelujah- indkaldelser i postkassen derhjemme.

 

Nå, Johnny Jehova er heldigvis ikke ude efter mørkets frembrud, og du skal til gengæld se at fedte hjemover inden daggry. Du får lige en sidste fadøl til natten, og så håber vi på lidt tørvejr i mellemtiden.

 

Gå ud og glæd dig. Nyd fodboldstilheden og husk på, at vi er byens og landets bedste fodboldklub. Det har vi papir på. Vi behøver ikke overbevise os selv eller andre. København er Byens Hold, ikke blot af navn, men også af gavn. Og nyd sommeren, så længe den varer. Næste gang vi ses, er sommerfodboldpausen forbi, og vi har allerede afviklet seks træningskampe, en suppe-kamp og første CL-kval kamp. God sommer.

Holger

Og på jukeboxen spiller:

Ugens numre:

 

Simple Minds: 'Someone Somewhere In Summertime' 

Vi har haft den hernede før. Men det betyder mindre. Et så fantastisk nummer kan ikke spilles for ofte, heller ikke selv om det har en snes år på bagen. Og så er det jo ganske tidstypisk nu og med et af mine absolutte yndlingsbands fra en af mine absolutte yndlingsskiver New Gold Dream (81-82-83-84). Jim Kerr & co. på toppen. Moments burn, slow burning golden nights / Once more see city lights, holding candles to the flame / Brilliant days, wake up on brilliant days / Shadows of brilliant ways will change me all the time // Someone, Somewhere In Summertime. Simple Minds anno 2003 spiller for øvrigt på Randers Stadion på lørdag, 5. juli, og igen i København 17. november.

 

Rolling Stones: 'Brown Sugar'

Rolling Stones: 'Start Me Up'

Fire supernavne til fire udsolgte koncerter i Parken byder denne sommer på. Efter Paul McCartney og Bruce Springsteen med the E Street Band er turen nu kommet til det tredje navn i rækken, legendariske Rolling Stones. Næste søndag vil denne bartender sammen med blandt andre CF13 og nogen-og-fyrretusinde andre være klar til at tage i mod, når Licks World Tour 2003 rammer København. Tyskland og Spanien er just overstået for rullestenene, der de seneste seks gange har åbnet med 'Brown Sugar' efterfulgt af 'Start Me Up'. Og bulletinerne fra det europæiske lyder, at startkablerne stadig kan få d'herrer Jagger, Woods, Richards og Watts i omdrejninger. If you start me up / If you start me up I'll never stop. Det har muligvis også hjulpet lidt med den skønne strigle Chrissie Hynde til at kickstarte hormonerne. Pretenders har varmet op til Stones i Tyskland og Spanien. Det gør de desværre ikke i København. Her er "opvarmningen" overgivet til The Hives, som jeg ikke kender meget til. Ret beset er man også helst helt fri for at spilde tiden på obskure opvarmningsbands.

 

 

Ugens albums:

Ingen albums i denne uge, thi du skal ikke sidde her og lumre den ved jukeboxen. Du skal ud og opleve musikken, live, skal du. Copenhagen Jazz Festival har jubilæum og går i luften for 25. gang lige om lidt og de næste ti dage frem. Med hele 700 koncerter/arrangementer (rekord) både indendørs og udendørs, mod betaling og gratis samt street parade hver dag, skulle der nok være noget for ethvert temperament ... og vejrlig. Et overflødighedshorn af mulige musikoplevelser - også en del udenfor den "egentlige jazzgenre" - som jeg slet ikke kan overskue. Men det hele er her: http://www.festival.jazz.dk/. Lad mig blot fremhæve i den dyre ende i Glassalen i Tivoli: Herbie Hancock Quartet (tirsdag 8/7), Cassandra Wilson (onsdag 9/7) og Dee Dee Bridgewater Sextet (søndag 13/7) - samtidig med Rolling Stones! Ganske kuriøst i øvrigt, at Mick Jagger's lillebror, Chris - Chris Jagger’s Atcha - spiller i Pumpehuset søndag aften også. Og i den næsten gratis ende - koster kun entréen til den gamle have - kan man på Plænen i Tivoli opleve legenden og supercrooneren Tony Bennett with Quartet + The Tivoli Big Band onsdag (9/7) og dagen efter (torsdag 10/7) få et gensyn med dårende dejlige Lisa Nilsson.

Så bare ud i sommeren og vores dejlige by.