Spydige gæster går der tretten af på dusinet. Bare fordi man engang imellem måske er kommet til at åbne stedet et kvarter eller to for sent, så er der ikke grænser for kækhederne. Flabede kommentarer er det eneste folk har rigeligt af.

Men vi åbner lidt senere på grund af tømmermænd, som det desværre er sket før, alene fordi vi i torsdags fejrede vores fine kollega Holgers fødselsdag hernede. Et skarpt hjørne – ja, et hårnålesving, endda! Så tillykke til ham, og så er der i øvrigt i (tors)dagens anledning friskimporterede Staropramen til alle, en af de glimrende tjekkiske øl som den herre er så glad for. De bliver trukket fra min løn, og det manglede bare, for (udover at det altid er billigere at give en runde virtuelle øl, selv om de er importerede) de fustager og tomme flasker Newcastle Brown som du kan se ude i baglokalet er hvad Holger havde indkøbt til forrige aftens festivitas. Skulle man ikke gøre gengæld dér, så var man altså en nærigpind.

Det har været stille uger hernede, det giver sig selv. Men vi har selvfølgelig, til min store irritation, hver dag haft folk inde for at følge slutningerne af Tour de France-etaperne, og på nogle dage haft dem til at sidde hele dagen for at få hele dramaet med, kongeetaperne eller hvad de kalder dem. Det er næsten det værste af det hele: ikke nok med at man skal høre på Leths og især Maders retarderede verbaldiarré, men folk sidder sgu selv og taler, uden hørbar ironi, i de mest svulstige fraser, og det bliver endnu værre ved et kig på de sprøjter der ligger rundt omkring.

Ja, jeg mener aviser, mand! Det er jo ikke et professionelt cykelhold, vi driver her! Vores rusmidler gør dig bestemt ikke mere atletisk, og da slet ikke en bedre cyklist. Men landets boulevard- og morgenpresse har svælget i floskler i ugevis nu, og det eneste der efterhånden kan trøste er, at det hele slutter i weekenden. 

”Fra helt til legende” om Lance Armstrong – man bliver åbenbart kun en helt ved at vinde Tour de France fire gange, men man hæves til status af legende ved at køre for tæt på publikum, vælte sig selv og fyren bagved, og bagefter vinde etapen fordi alle ens modstandere ventede på at man blev færdig med at ligge og sprælle på asfalten som en søstjerne klædt i stramt gult spandex. Meget mærkelig sport.

Og nu ”Smertens mester” om Tyler Hamilton – undskyld, ’Tyler’, for hele Danmark skal selvfølgelig være på fornavn med en mand der reelt har to efternavne – fordi han har kørt rundt i hele løbet med et brækket kraveben. Brækket to steder, intet mindre. Åh jo! Sådan er det. Ikke, at det tilsyneladende er så brækket at det hæmmer Hamilton, hverken i sine indsatser på cyklen eller når han på vej i mål skal hen og give high five til Bjarne Riis ovre i bilen. 

Som om det skulle være så utænkeligt, at en mand der fik registreret et hæmatokrittal på op mod de 60, dengang han selv var aktiv, skulle have så store skrupler ved at samle billige pr-point på at synge en sang fra de varme lande om sin holdkaptajns ømme skulder, der fik et hårdt slag i styrtet og ikke mere end det. Han er vist sluppet afsted med værre ting end det i sine unge dage, hvis det skulle være tilfældet – ørnen fra Herning, der som den eneste ørn i verden har et stakit-agtigt tandsæt i stedet for et kroget næb. 

Men det kan man jo slet ikke komme og spekulere i herhjemme, hvor den komplet ukritiske presse, ikke mindst de to tåber i speakerboksen samt Riis’ mikrofonholdere Claus Elgaard og Dennis Ritter, er 100% loyale over for Bjarne og hans hold. Det er nærmest en art landsforræderi at komme og mistænke andet. Fy! Tyler er en helt! En dansk helt! Og de andre er vildt misundelige på CSC. Det siger B.T. selv – også selv om holdets egne ryttere tilsyneladende er af den stik modsatte opfattelse. 

Jeg mener det i øvrigt seriøst, det jeg skrev ovenfor. Det er en mærkelig sport, og jeg fatter den ikke. Tag nu Jakob Piils etapesejr. Jeg har fået at vide, at det at vinde en etapesejr i Tour de France svarer til at vinde en klassiker, altså et endagesløb. Og den danske pressede kammede da også over lige derefter. Men det giver jo ikke gnist af mening. En fyr som Piil havde jo ikke været i nærheden af at vinde, hvis han ikke havde ligget 17 timer efter de førende, for så var han blevet hentet efter en fælles indsats. Hvor er logikken? De flade etaper er jo helt åbenlyst kun transportstrækninger for de ryttere der kan vinde hele løbet, så hvordan kan man sammenligne med endagesløb – hvor ingen jo stiller op blot for at være tilfredse med at deres bedste mand kommer ind med hovedfeltet tyve minutter senere, bare det er en skumfus fra et andet hold der vinder, og ikke en konkurrent i en samlet stilling der ikke findes? 

Ah ja, den samlede stilling. Baren får et gevaldigt los hver gang de to elendige beatniks kalder stillingen for klassementet, og også her kan vores kære gæster sagtens være med, og bruge dette pseudoord mens de holder masken. Oo la la! Klassementet! Det vil jeg så også kalde stillingen i superligaen, hvis det er okay med jer. Og fodboldhold kommer ikke bagud, næ, de resignerer.

Okay, det er småting, og den nemme løsning er at skrue ned for lyden når Knold og Tot kører på, og i stedet sætte lidt god musik på. Herregud, Leth snakker alligevel ikke om andet end ost og gamle borge, og Mader har med 90% sikkerhed ikke ret i de ting han hævder. Det er straks sværere at dæmme op for den hysteriske interesse medierne lægger i en sport der burde have været død og begravet da dens råddenskab blev afsløret i 1998, og ikke mindst at respektere at de samme personer der dyrkes i dag, er nogle som spillede hovedroller i dopingaffærer ad stort set libitum for en halv snes år siden, såsom den klamme Festina-junkie Virenque, og hele Danmarks Bjarne Riis.

Og det er ikke kun Riis’ blakkede fortid, der irriterer – hans generelle facon er lige så ulideligt arrogant som dengang han selv kørte, og hans entourage (se, nu begynder jeg osse!) med ham den forfærdelige soldat og med den mystiske healer er også belastende. Men mest belastende er det, at dette hold, som kommer fra Herning, hvis danske ryttere udgør mindre end halvdelen og alle er i den meget tunge ende, og som er bygget op om privat kapital og deltager i private invitationsturneringer som Tour de France, skal promoveres som en art landshold.

Forstå mig ret, jeg har selvfølgelig intet imod at der er udenlandske ryttere på holdet, lige så lidt som at der er udenlandske spillere på fodboldens klubhold. Men CSC, eller hvilken national eller multinational sponsor de ellers måtte være opkaldt efter i denne uge, fortjener lige så lidt at blive gjort til et nationalt anliggende som F.C. Midtjylland gør når de deltager i UEFA-cuppen.

Nå men nok om det. Man står jo og bliver helt svedt, når man sådan hidser sig op over cykelløb i den lumre eftermiddagsvarme. Gudskelov er der jo også andet at tage sig til. Især i lørdags, hvor jeg lukkede biksen ned i et par timer og tog nordpå for at se noget fodbold, i stedet for at sidde her og kukkelure mens en flok junkier hjulede gennem Frankrig. 

Det var en fin oplevelse, ikke kun fordi der for en gangs skyld blev spillet sommerfodbold med en del mere atmosfære end vores egen ellers ganske behagelige ”mødes med vennerne”-stil. Det var selvfølgelig Galatasarays fans, der stod for den, og mens man måske kunne blive fristet til at tænke at det var dog bizart – tror de at vi spiller om andet end Kejserens skæg? – så kan jeg efter UEFA Cup-finalen garantere for, at når der er noget på spil, så får den ikke bare et, men adskillige hak opad.

De tyrkiske fans gik da også grundigt kolde fra og med at vi begyndte at få rigtig godt styr på spillet i slutningen af første halvleg, og frem til at der blev udlignet efter at vores magyar på målstregen begik sin største bommert til dato. Det havde de næppe gjort hvis det galdt overlevelse i en større pokal end Dunlopillo Cup og mødet i finalen med enten AB (som efterhånden må være forkortelse for Alt skal Bort) og Vitesse Arnhem – et hold der undervejs både er blevet markedsført som et engelsk Premiership-hold og som UEFA-cupvinderne Porto, men som, kan jeg afsløre, endte i den lige så tunge ende af den hollandske liga som AB gjorde i den danske. 

Utvivlsomt en meget fin matchning til AB-holdet, og man får næsten mistanken om at jo flere spillere man har været nødt til at skille sig af med i løbet af sommeren, jo mere kummerlig modstand blev man nødt til at finde for ikke at blive helt til grin. Men hvis man ville have folk til at hænge ud lidt længere efter kampen mellem de to hold der trak 80% af tilskuerne, så var Vitesse måske ikke lige løsningen. Ikke at alle gik, i øvrigt. Jeg blev selv hængende, i selskab med et par af vores stamgæster der nød at solen endelig var kommet frem over tribunetaget og stegte os på den perfekte måde – med en sky foran hver femte minut. 

Kampen var nu ret dårlig, og efter en halvleg havde jeg selv fået nok, men et indiskutabelt højdepunkt var der dog. Tilsyneladende har AB’s stadionspeaker tænkt sig at køre sig selv i stilling som den mest tåbelige i superligaen, nu hvor ham keglen fra Silkeborg er blevet degraderet. Han har opfundet en måde at annoncere en scoring på, som formentlig skal lede tankerne hen på en sydamerikansk kommentator, der sidder og skråler ”GOL! GOL! GOL! GOL! GOL! GOL! GOL! GOL! GOL! GOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOL!”, men det er mildt sagt ikke den samme virkning det har, når manden med en lidt flad røst siger ”Målmålmålmålmålmålmålmålmålmålmålmååååål” på et mere end halvtomt stadion i Gladsaxe, kan jeg afsløre. Det lyder dybt åndssvagt. Og jeg glæder mig dæleme til vores næste besøg derude, hvor prisen for et AB-mål vil være at vores ende vil komme til at tage nådesløst pis på det projekt…

Der var ikke det helt store antal målmålmålmål i vores hold i turneringen, selv ikke i straffesparkskonkurrencerne. Måske spillerne skulle prøve at saksesparke dem ind? Det er tilsyneladende vores mest effektive måde at afslutte på. Og noget må der gøres. Gerne noget drastisk og usædvanligt, og mit håb er at en af metoderne bliver at man som i A Clockwork Orange sætter folk ned med øjnene på vid gab – men at man i stedet for billeder af ultravold viser dem time efter time med optagelser af folk der tager korte og sjuskede tilløb ved straffespark, og som resultat deraf brænder: enten ved at deres slatne, bløde og dårligt placerede skud bliver taget af keeperen uden problemer, eller ved at de ikke engang rammer målet. Halvdelen af de optagelser kunne være fra Københavns egne kampe – der er masser af materiale at hente.

Det burde være unødvendigt at nævne, at Ole Tobiasen godt kunne trænge til at sidde i den stol det meste af eftermiddagen, men også Hjalte og Todi begik denne klassiske dødssynd. Hvad er det, der får dem til det? Er det fordi man føler sig lidt federe tilpas, hvis man kan tage sparket på en lidt nonchalant måde? Hvorfor skal man kunne sidde dér på tribunen og ikke bare formode, men vide at nu bliver der brændt, fordi spilleren ikke gider tage et tilløb på ti meter? Mod AB var vi så heldige, at både Ali Akida og gode gamle Heine tog deres spark på samme arrogante måde, og på den måde kunne vi vinde en straffesparkskonkurrence efter at have brændt tre gange. Den går nok ikke igen lige foreløbig.

Galatasaraykampen var rigtig god, og det var en fornøjelse at se at Lønstrup tilbage, og med en indsats der lå en klasse over det hø han, med al respekt, og den er enorm, præsterede mod Rosenborg. Det var stadig ikke den færdige vare, men specielt et par lange frispilninger viste hvor meget fodbold der er i manden. Og et boldtab ud over sidelinien, hvor den smuttede under foden på ham, viste at der mangler en smule føling endnu. Straks blev der selvfølgelig murret i krogene rundt om – som om et enkelt foræret indkast skulle være værre end de tre gange i første halvleg, hvor Mykland helt tåbeligt mistede bolden lige foran vores eget felt. 

Ingen kunne dog komme og hævde, at Lønstrup var bedste mand mod Galatasaray. Det var Zuma, og forhåbentlig holder det varme vejr et godt stykke tid endnu. Til gengæld var Løns indiskutabelt den farligste mod AB om mandagen, med tre strålende afslutninger: et frispark på overliggeren, et langskud der havde siddet hvis ikke der var kommet en fod imellem, og et smukt lob der blev reddet lige så smukt af den sidste klassespiller AB har tilbage, Stephan Andersen.

Da han først blev pillet ud skete der ikke mere, og faktisk har det meste været tomgang lige siden. Supercupkampen i tirsdags, selve fodboldkampen, er der jo ikke så meget at skrive om. Og næsten endnu mindre om indholdet af det annoncerede pressemøde i torsdags. I hvert fald hvis man er en af dem der har gået og ventet hele sommeren på et scoop eller to, en ansættelse af den slags der hæver vores trup endnu et plan, og desuden en ansættelse af den slags som vi ikke så nogen af i vinterpausen, hvor en rejsemoden målmand blev erstattet af en måske lidt bedre, og hvor en muligvis fodboldinvalid back blev erstattet af en måske lidt dårligere.

Men nyt var der intet af, hvilket da kan overraske en smule efter nok så mange positive tilkendegivelser om klubbens økonomi og den medfølgende handlekraft inden for et ellers kollapset transfermarked, samt Hans Backes standpunkt i Løvetimen om at man fremover vil se indkøb af en helt anden og mere overdådig kaliber. Gad vide om der nu er lidt ærgrelse over, at de udmeldinger fandt sted? 

Alle kender jo fodboldfans’ indstilling, som er den samme over hele verden: nye indkøb af stærke spillere er noget der skaber begejstring, og manglende indkøb er noget der skaber mistanke om at man har mistet ambitionerne, ikke mindst når man samtidig har fingrene i mange andre kager og f.eks. har forstærket sine to håndboldhold med flere profiler. For peanuts i forhold til fodboldens summer, jovist! Og til en håndboldafdeling, som i sig selv giver overskud, javel! Men det er jo ikke det en fodboldfan tænker over når hun eller han skimmer sportssektionen.

Og det hænger for vores vedkommende også sammen med, at den seneste sæson næsten lige er slut – sidst jeg stod her og galpede var vi lige blevet mestre, og nu er der kun en halv time til det hele går i gang igen. Og vi husker trods alt ikke dårligere end at sidste sæson bød på andet end Hjaltes mål og opvisningen mod AGF. Den bød også på et pinligt kollaps mod Djurgården og på et forår som ikke kun bestod af de to sidste kampe, men hvor vi i månedsvis var gevaldigt ude i tovene, og i bedste fald vandt vigtige kampe i Farum og Ikast, men samtidig slet ikke var stabile nok til at kunne følge det op med tre point hjemme i næste runde. Hvorimod vi var stabile i efteråret, men også kunne se – hvilket spillerne var enige i – at spillet slet ikke var så godt som det kunne og burde være.

På den baggrund er det måske ikke så uforståeligt, at der er lidt undren over at truppen måske ikke er væsentligt svækket (vi klarer os nok uden Carsten Fredgaard), men heller ikke på nogen måde styrket, og allerede pænt plaget af skader – Pettersson, Bisgaard, Bergvold, Peter Christiansen. Og når man kombinerer dette med en prisstigning på de billetter som folk har købt så mange af i foråret, samt på adgangspriser til Europacup – 200 kroner for at se et hold fra Malta må vist være dansk rekord – så er det ikke så mærkeligt at folk studser og desuden bliver ret skuffede over at sætte næsen op efter et pressemøde, der så endelig kommer og ikke byder på så meget andet end en opremsning af sidste sæsons bedrifter, et passioneret og nærmest indigneret forsvar af meritterne i vores mesterskab (hvilket burde være unødvendigt: vi havde fem point ned, og behøvede ikke dommerhjælp til med lodder og trisser at hive mesterskabet hjem – kun nogle minutters overtid…) samt nogle anker over turneringens udformning og sæsonens kampprogram.

Og mens der utvivlsomt kan være nogle pointer i den sidstnævnte kritik, så lyder det af en eller anden grund aldrig godt, når den bliver fremsat. Jeg har fulgt denne klub længe nok til at vide helt udmærket hvad en hård start på sæsonen kan betyde – jeg husker med andre ord hvad der skete da vi blev kværnet 5-2 på netop Aalborg Stadion tilbage i 1994, iført de grimmeste blågule dragter, og hvor vi bagefter kom tilbage til Parken og gjorde os royalt til grin mod FC Jazz og Fremad Amager, disse to storhold. Der skulle gå tre år før vi igen havde et stærkt hold…

Men dengang var AaB altså de kommende mestre, og i år var de heldige med ikke at rykke ned. Og med al respekt for de problematiske rejseplaner hjem fra Limfjorden, og med stor undren over at vi pinedød skal spille i Viborg en onsdag aften, som endda kan kollidere med Champions League-deltagelse, så er vanetækningen altså at vi har 33 kampe mod 11 hold, og at vi skal spille dem alle og prøve at vinde dem alle, ligemeget hvilken rækkefølge de kommer i – og at det er derfor vi har en dyr og højt kvalificeret trup, og derfor vi skal have bredden til at kunne ommøblere en smule når der skal spilles to kampe om ugen i en periode.

Sidste år var jeg et godt stykke ude med riven mod Per Bjerregaard, da han havde klaget sin nød i samme sag. Så skulle man da være noget af en hykler hvis man pludselig skulle foretage en kovending fordi det er vores egen klub det gælder. Og i bund og grund er jeg heller ikke enig. Lad os nu bare spille noget fodbold og prøve at vinde nogle kampe, også mod de gode hold. Vi bør alligevel have klassen til at slå dem, og ikke kollapse på samme måde som Brøndby gjorde tidligt sidste efterår – hvilket de ikke gjorde fordi deres kampprogram var utålelig vanskeligt, men fordi deres system ikke fungerede, og fordi de havde problemer i forsvaret og på målmandspladsen samt havde en ineffektiv og desillusioneret centerforward.

Hvem ved i øvrigt hvad der sker inden transferdeadline – måske dukker der alligevel et par folk op der hæver vores hold fra et stærkt superligahold til et stærkt europæisk hold, og så slår vi Rangers og fejer al modstand til side herhjemme. Så bliver det for alvor sjovt at komme i Parken – sjovere end at følge pressemøder på web-tv. I alle tilfælde vil jeg tie stille nu og tænde fjernsynet, for sæsonen begynder om en halv time. 

-smølle

og på jukeboxen spiller

Ugens sange:

The Thrills: ’Big Sur’ og ’One Horse Town’
Begge fra albummet So Much for the City, som er så stangreaktionær guitarpop at det får Travis til at lyde som Squarepusher. Men som i al sin ringende guitarvellyd og fesne vokalarbejde er så lækker sommermusik som man kan få. De er fra Irland, The Thrills, men ser ud til at leve i en eller anden drøm om californiske strande, hvilket er grunden til at navne som Santa Cruz, Big Sur, San Diego og Hollywood dukker op overalt, og den sorgløse og solbeskinnede pop med harmonier er den perfekte baggrund til deres California dreaming.

Men de slipper ikke for en anke, gør de. Deres infame kopisikring er en ting, og den må vel mest tilskrives usympatiske Virgin Records, der udsender pladen, men at man så ovenikøbet skal plastre bagsiden af omslaget til med en flæbende moralprædiken af en anden verden om at kopiering er tyveri osv. osv. Vi ved godt at det er selskabernes standpunkt, men jeg har købt pladen, har jeg ikke? Kopisikring og sådanne svadaer er musikbranchens måde at vise deres afsky over for deres egne kunder, nemlig folk der køber musikken helt ærligt. Vi regnes for lige så store kriminelle som dem der rent faktisk kopierer cd’erne. Tror da fanden at folk begynder at hade selskaberne, og ikke gider handle med dem. 

Ugens albums: 

Magnus Carlson: Ett kungarike för ett kram
Den er ikke bare lige så god som jeg håbede da jeg skrev sidste Ræb, den er bedre. Den er strålende. Og en ting er de uundgåelige og fortjente sammenligninger med Morrissey – det er i klasse med Moz’ bedste ting hvad Carlson laver, nemlig solohøjdepunktet Vauxhall and I, som flabet nok får en reference i en tekst – men han er for alvor ved at komme ud af skallen som en fyr der ikke bare er god til at tilpasse sig forskellige stilarter. Weeping Willows har altid haft en tendens til at lægge sig en smule op af Roy Orbison (på debuten), Walker Brothers (på toeren) og Depeche Mode (på den seneste), men når Carlson er solo og synger på svensk, så har han et personligt præg over sig som han ikke opnår på engelsk. Og det er også selv om han stadig har sine heltes indflydelse skrevet over sig som et af de badges han altid går med.

Flashing Echo: Trojan in Dub 1970-80
Trojan Dub Box Set
Trojan Rocksteady Box Set
Nåede I at få checket den kampagne jeg skrev om sidst? Det er for sent nu… Men disse opsamlinger er nu stadig pengene værd, selv om de ikke mere står til foræringsprisen 119 kr. De to første har cremen af dubbet, altså remixet, reggae fra de store mixere som Lee Perry, Joe Gibbs og King Tubby, og det er syret og langt ude og fantastiske eksperimenter i lyd og eksempler på hvordan fri fantasi kan opveje meget skrabet udstyr. Opfindsomhed slår dyr teknik. Altid en god regel at gå ud fra.
Rocksteady var reggaens forgænger – den langsomme stil der afløste det hidsige tempo i ska, da varmen blev ulidelig i sommeren 1966 og folk ikke orkede at danse til hurtige beats. Og rocksteady er stadig den absolutte lyd af sommer.