Det var henad ugen, denne uge hvor der er sket så uendelig lidt på selve fodboldbanen, og hvor der dog er hændt masser af ting og sager. Vi besluttede os til at blive selvfede hernede, så vi hentede en gammel videoafspiller jeg har haft stående i skunken, og satte den til fjernsynet. Hvorefter vi satte os til at se kampen mod Århus’ ikke bare falmende, men decideret visne fodboldstolthed en gang til. Det tåler den. 

Det påfaldende var, at mens anden halvleg i sagens natur var på tv nogenlunde som den var i Parken, og bestod i at AGF’erne fuldstændig opgav ævred og blev kvast på det grusomste, så var den første ikke bare bedre, men væsentlig bedre, da den kørte hen over skærmen. Ja, det var nærmest forbløffende så meget bedre spillet blev af at blive nydt i fred og ro i et mørkt lokale med en kølig bajer i nærheden.

Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, at det er sådan. Når man står inde i Parken, stadig med en kølig bajer i nærheden, men med adrenalinet susende i helt anden grad, så er det jo en del nemmere at blive frustreret, især når man bliver det i tandem med de omkringstående 6.000 mennesker på samme tribune. Der virkede det som om vores spil var stereotypt, lidt fantasiløst, og alt for let for AGF både at få trevlet op, og at få skubbet ind mod midten – hvorfra målet i øvrigt også kom. 

Videoen fortalte så en helt anden historie, nemlig om et hold der gennem 90 minutter fulgte planen til punkt og prikke, og rent faktisk også i kampens begyndelse spillede glimrende mod et hold der, præcis som Poul Hansens positive fodboldfilosofi altid byder det, udelukkende var kommet til Parken for at forsvare sig. Meget imod hvad jeg havde troet at have opfattet i ærgrelsen over at der ikke blev scoret noget før, var der masser af afveksling i spillet, og AGF blev hele tiden sat under pres. 

Ikke noget med at kede modstanderen ihjel, men derimod blive ved og ved med at angribe til de var møre – og da de 37 minutter var gået, og Todi havde lagt den ind i det korte hjørne, kan der ikke have været mere kampmod tilbage i århusianerne, for på det tidspunkt var de i forvejen snøret sammen som en rullepølse, og de havde i sagens natur heller intet at byde på i resten af kampen.

Selv Brian Steen Nielsen, spilleren som altid fremhæves for trods sine velkendte primitive spillemæssige evner at gå forrest, virkede som en mand, der hellere ville have været hjemme under dynen. Én svinestreg blev det til, og ellers var han, præcis som de sidste par gange vi har mødt ham, grå og anonym på banen. Nærmest en bekymrende tendens hos en spiller som engang gjorde sig herostratisk berømt i Parken ved at forsøge at brække benet på sin gode ven, og daværende bofælle Carsten Hemmingsen.

Herostratisk berømt, ja. Der er allerede en af vores kunder, der er på vej op i loftet over den skabagtige brug af fremmedord, kan jeg se! Lad mig forklare: det er et udtryk som i øvrigt tit misforstås som blot at betyde ’meget’ berømt – det er ikke tilfældet. Det er særdeles negativt ladet, må man sige: det dækker Herostratos, en græker som var så forhippet på at få sit navn husket af eftertiden, at han futtede Artemis-templet, et af de syv vidundre, af. Man må sige, at planen lykkedes! Også selv om man prøvede at forbyde omtalen af ham i starten, under det fornuftige argument, at det var den hårdeste straf for sådan en skamløs selvpublicist. Lidt som når der løber en blotter på banen til en fodboldkamp i England, og kameraerne undlader at filme ham, og i stedet viser forundrede ansigter i publikum – dog opererede den opfindsomme grækers medieliderlighed på et lidt højere plan, må man sige.

Brian Steen har næppe udført sin seneste misgerning for at få spalteplads – hvis han havde, så ville hans klub og han selv vel heller ikke have lagt låg på sagen i den grad som de gjorde. Det skulle ikke have været fremme, men Århus Stiftstidende har jo en glimrende forbindelse i truppen AGF-truppen, kunne noget tyde på, og så var fortielserne og de kluntede bortforklaringer og nødløgne over for pressen forgæves: politiet rykkede ind og fik deres sag gjort lidt nemmere af, at de samme personer i AGF’s ledelse som ellers var af den opfattelse, at den sag synes man absolut man skulle klare internt, og helst så internt at alle de nysgerrige journalister aldrig kom til at høre om den, jo rent faktisk havde gjort en større affære ud af at fortælle hvor meget man misbilligede Brian Steen Nielsens handling, og at erklære at man havde sprængt alle klubrekorder for bøder til spillere. Hvis det var så pokkers alvorligt, var det vel også alvorligt nok til offentlig påtale, trods alle Poul Hansens tilgivende, selvmodsigende falbelader.

Brian Steen var i det mindste klog nok til på det nærmeste at tilstå – dog pakket ind i processuelt veltalende krummelurer fra hans advokat Jørn Bonnesen, der erklærede, at der knap var tale om vold, men om at Brian Steen ’tabte hovedet’! Det vil vel kunne forklare hvorfor det faldt så tungt fremover, at det tilsyneladende ødelagde en del af Nikolaj Husts tænder i styrtet. Lad falde, hvad ikke kan stå. Brian Steen selv omtalte handlingen som et ’skub med hovedet’, muligvis krænket af bedømmelsen ’skalle’ som en desavouering af hans ellers solide hovedspil – havde han virkelig gået efter det, var der ikke kun røget nogle få tænder, synes synspunktet at være.

I alle tilfælde blev han dømt, og derved kom der endnu et kapitel til den ganske særlige AGF-folklore, som tilsyneladende byder gymnastikforeningens spillere og folk med en fortid i klubben at havne i politiets øje med jævne mellemrum, præcis som Nocko Jokovic, Stig Tøfting, Gunner Lind og Frank Pingel har været det i de seneste år. AGF’s kurs over for dette har mildt sagt været flakkende gennem tiden. Som da man zigzaggede sig gennem Nockos ankesag med vildt skiftende meninger, der undervejs bar kraftigt præg af at man ikke havde råd til at tage for kraftigt afstand fra vold udøvet af den eneste spiller i klubben som kunne score mål. Og som da man tilsyneladende som altid var klar til at finde plads til klubbens stolte søn Stig Tøfting efter hans overfald sidste år og følgende voldsdom – man fandt så endelig den plads til ham så sent som i træningskampen mod landsholdet onsdag. Endnu en klar definition på AGF’s holdning til voldsforbrydere: en holdning man ikke har.

Og vi så da også meget forudsigeligt Brian Steen på banen i Parken i søndags, for det var vel de færreste der rent faktisk havde troet den principfaste udmelding om at en voldsdom ville få ham til at holde op i AGF. Han blev, ikke ufortjent, mødt af tilråbet ”Brian i spjældet, vi vil ha’ Brian i spjældet”, som scorer et stort fedt nul for originalitet i forhold til f.eks. ”F.C., pas på tænderne!…”, da det er rent genbrug fra Nockos dage i den gamle juridiske trædemølle i 2000, men som var fyndigt nok til at tjene sit formål. Dog var det ikke rare toner for dommer Claus Bo Larsen, som mente at voldsmanden burde skånes for yderligere tilråb, og var henne og bede Peter Nielsen om at få Nedre C til at begrænse deres specifikke kriminalpolitiske standpunkter, som de den aften verbalt kom til udtryk. 

Ikke nok med det, men i Onside fremgik det, at den anmodning standsede tilråbene. Det fik vi et rigtig godt grin over, da vi så Onside på et af de listige steder rundt om Parken efter kampen. Jeg kan dog garantere, at der har været et absolut minimum af tilskuere, som har opfattet indholdet af den dialog, der da knap heller var hørbar på tribunen – selv troede jeg, at Peter Nielsen blev skældt ud for at brokke sig efter det Brian Steen-frispark som inledte scenen – for ellers er det jo indlysende, at det eneste sådan en henstilling havde medført var, at Brian Steen Nielsen ville være blevet overfuset med femdobbelt lydstyrke. Hvilket havde været helt naturligt ovenikøbet. 

Man kan dæleme ikke forvente at blive taget på med fløjshandsker, hvis man i den grad ad egen vej har skabt fokus om sin person og udtalt, formentlig ganske vist med stor hjælp fra en fyrig redaktionssekretær, på forsiden af Ekstra Bladet mandag: ”Kald mig bare psykopat!” Og med en fortid i bl.a. Fenerbahce, hvor det hele går lidt mere intenst til end her, så var han jo nok også dybest set skideligeglad med tilråbene, hvilket Peter Nielsen, ganske vist med mere diplomatiske udtryk, jo også gættede på i Onside.

Næ, Brian Steen fik fred alene af en enkelt grund: at han spillede så blodløst og pivringe, at man knap lagde mærke til at han var på banen, og Claus Bo Larsen burde nok bruge mere energi på at give udvisninger for klare nødbremser end på at bede folk om ikke at drille. Især når folk nu af sig selv holder op, og koncentrerer sig om det formidable spil og om den nye mand: nemlig Álvaro, som igen fik en halv times tid mod slutningen, igen blev modtaget på den mest stormende vis, og igen viste at vi vil kunne forvente forrygende mængder underholdning fra ham. 

En ting er, at han lægger perfekte hælafleveringer i lyntempo i kontraangrebene, men det gik da helt over gevind nede ved baglinien i venstre side. ”Hvad var det for et træk?!”, hørte man Michael Schäfer sige på båndet i en tilsyneladende blanding af vantro og noget der næsten lød som forargelse, som om det var direkte på kant med spillets ånd at tørre sin modstander på netop dén overlegne måde – med den mest kælne fod at ændre retning på bolden midt i trækket. Skulle nogen være af den opfattelse, at den eneste forskel på en spiller som Kaspar Dalgas og en spiller som Álvaro er sidstnævntes mørke hudfarve og dermed følgende medietække, burde dette træk være nok til at få den forvrøvlede snak til at forstumme. Hvis det ikke er nok, så kan man måske supplere med klip af Dalgas, når han som venstrefløj ti gange i træk ikke formår at passere en fejlplaceret midtbanespiller som Michael Nonbo med sine forudsigelige driblinger.

Det er næsten for godt til at være sandt med Álvaro, ikke så meget fordi han endnu har bevist det han skal, det har han langtfra, men du milde – en teknisk overlegen brasilianer med formidabel fysik og målinstinkt er en ting. Men at han så samtidig er 23 år, på en femårig kontrakt, akklimatiseret, snakker svensk for pokker!, og desuden lader til at være Den Flinkeste Mand i Fodboldens Historie, med en stor klapsalve til den spiller han erstatter, og med sine holdkammerater fast placeret i sine aftenbønner, det er da næsten mere usandsynligt end at der skulle komme 33.333 tilskuere til en ligakamp – men det er åbenbart i høj grad muligt.

Nu vil jeg nødigt begynde at komme med alt muligt om at dette indkøb skulle være en ’gave for dansk fodbold’. Det var det man f.eks. kaldte det, da Michael Laudrup kom til Brøndby, og mens deres fans formentlig er glimrende tilfredse med ham, så er det vel knap en gave til andre klubber end Brøndby selv, præcis som alle andre træneransættelser også er til den ansættende klubs fordel og ikke andres – dog med Poul Hansen som en af de mulige undtagelser. På samme måde er Álvaro en gave til F.C. Københavns fans, og Mohamed Zidan en ditto til F.C. Midtjyllands. Ja, og Christian Lundberg til AaB’s fans, der tilsyneladende har været usædvanlig uartige i år! Men gaver til dansk fodbold – næppe.

Det seneste eksempel på en spiller der knap skal opfattes som en gave til andre end den indkøbende klub (og dens kasserer) er havnet i Farum – landsholdsmålmanden Kawaguchi fra Japan. Vi har simpelthen fået vores første ’T-shirt’ i landet, en spiller som ligesom Inamoto i Arsenal udelukkende ser ud til at være i klubben, fordi japanere siges at købe merchandise ustandseligt fra solopgang til tusmørke. I dette tilfælde kommer T-shirten til at have lange ærmer og at være polstret på albuerne, og samtidig en anelse stumpet, for den indkøbte spiller, Yoshi Kawaguchi, er målmand, og med 179 cm en af de mindre af slagsen.

Og således skete det, at Farums hjemmeside blev udformet i en japansk udgave, som den første i dansk klubhistorie. Ganske vist kun med en affotografering af klubbens pressemeddelelse som indhold. Det er interessant at forestille sig, hvad teksten er, hjulpet på vej af de indskudte ord. Utvivlsomt en forklaring på hvorfor Farum Boldklub nu vælger at kalde sig F.C. Nordsjælland og ikke Farum Boldklub – noget med at klubbens helt overdrevent store og luksuriøse stadion er ufrivilligt betalt, fra fadølsholderne på tribunen til den forbløffende velassorterede vinkælder i restauranten, af de lokale skatteyderes lommer og stillet gratis til rådighed for det private aktieselskab som driver fodbold i kommunen, ligesom klubbens finansiering er kommet via returkommission. Derfor det nye navn, der skal få folk til at tænke positive tanker, i stedet for tanker om Chateau Petrus til 8.000 kr. flasken, brugt til at skylle chiliretter ned med, som var det en anden flok fadøl. Altså en art mikroskopisk udgave af Real Madrid, der ligesom disse har set en indbringende niche, og formentlig er ved at sende en ladning H2O-trøjer i krasse farver til Japan i disse øjeblikke. Mon ikke de japanske tabloidaviser kan spinde en helt pæn lille ende over det, som B.T. har gjort det herhjemme?

Ah ja, B.T. Man bliver helt nostalgisk. ”Søn, der var engang hvor de var nogle terriere på B.T., de tog skandalerne og fulgte dem til dørs, og de svindlende politikere blev taget ved vingebenene! Og de standsede ikke før Cavlingprisen var i hus! Og sommetider ikke engang dér!” Se det var dage – dengang sidste år. Nu har vi den tvivlsomme fornøjelse at se B.T. som det nypuritanske blad, hvis centrale opgave er at pointere at hver gang København har tabt en kamp, så er det den langhårede boheme Erik Myklands skyld, for han fejrede sejren i sidste uge!

Vi har allerede gennemgået emnet hernede, her, men der blev også foretaget en eftersnak i mandags på Viasat Sports Det’ bare fodbold. Jan Saxos korte og koncise udgave af programmet finder du her, men i den længere version fik man set Peter Brüchmann sidde og vride hænder og bortforklare og prøve at efterrationalisere i en grad som til sidst gav følelsen af en hul sejr – herregud, alle kan se at han er helt ude at sejle i denne sag, og allerede den første klumme fra sidste uge var så evigt nem at skrive alene af den grund, at det var så indlysende at B.T. ikke har ret i noget som helst her.

”Jamen, timingen er beklagelig. Timingen!”, messede den belejrede avismand, uden tilsyneladende at indse, at den uheldige timing for de fleste mennesker må gælde B.T.’s idé med at køre den gamle ’nyhed’ som spot føjet til skade oven på ’fiasko-kampen’, når historien var mange dage gammel – snarere end den timing der ligger i at være sent oppe samme dag som man har spillet kamp og samtidig dagen før en fridag. Ikke én gang blev Brüchmann bedt om en forklaring på hvorfor det rent faktisk skulle være skadeligt at være længe oppe – ikke skidefuld, men længe oppe! – en række dage før en kamp, og det måtte da ellers være essensen. I stedet fik han lov til at hævde, at timingen af den sene bytur var meget skidt, uden rigtig at forklare hvorfor, og som jeg forstod det fortrød manden trods de mange beklagende attituder dybest set ikke et pløk, og ville gøre det hele igen på det samme forløjede grundlag. Derfor var det jo sølle nok alligevel, og for udstillingen alene var det da seværdigt. Men ikke udpræget givtigt.

Men det er der jo så meget, der ikke er. Det var vel f.eks. meget begrænset hvad man kunne få ud af den før nævnte træningskamp som fyldte Århus Stadion onsdag, nemlig mødet mellem AGF’s ligahold og DBU’s landshold. Det var AGF, der skulle gøre det ud for en art stand-in for Rumænien, og set ud fra den første kamp mellem de to lande var det måske et meget rimeligt valg, for Rumænien kollapsede dengang totalt efter en hæderlig start, og endte med at indkassere et pinligt og ydmygende nederlag. Hvis nogen skulle være i stand til at genskabe den slags indsats, så skulle det da netop være Poul Hansen og hans hold.

Ikke at det helt lykkedes, for landsholdet var lidt for ligeglade til at gentage vores bedrift fra søndag, og AGF havde tilsyneladende besluttet sig for ikke at gøre sig totalt til grin for anden gang på et par dage. Det tætteste de kom på at efterligne Rumænien var da Peter Graulund gik efter at efterabe sin angriberkollega Ganea, og slagtede en af DBU-holdets midtbanespillere. Ja, han var nærmest ene mand klar til en gang for alle at give en afgørelse på det store spørgsmål om hvem der bør spille, Morten Wieghorst og Christian Poulsen, da han prøvede at knække alle ledbånd i førstnævntes knæ.

Graulunds fyrige voldshandling virker dog lige overilet nok, selv hvis den ses i fodboldpolitisk lys. Reelt burde der vel nemlig være plads til dem begge to, men med Christian Poulsen flyttet ned til den plads som højre back hvor han gjorde det så godt for Holbæk inden han kom til de store klubber. 

Jeg forstår ingenting af Morten Olsens ofte gentagne synspunkter om at han foretrækker spillere som er faste i startopstillingen hos deres klubber. Det er da ganske vist forståeligt nok, at han blankt afviser brok fra Esbjergledelsen af, at f.eks. Tommy Bechmann ikke er udtaget, bare fordi Esbjerg p.t. ligger et point foran resten af topholdene, men at f.eks. Thomas Helveg er så foretrukken en spiller, harmonerer dårligt med synspunktet. Ditto Niclas Jensen. Og Jon Dahl Tomasson. Samt Martin Laursen. Mens Gravesen og Grønkjær roteres i deres klubber. Ville det ikke være mere konsekvent at sige, at man har 11 eller måske 12-13 favoritter, og bare de er friske er de også på holdet? Især når det er Olsen magtpåliggende at bede Claus Jensen om at finde en ny og større klub, selv om Charlton er fast inventar i den pæne ende af Premier League, og desuden har brug for Jensen i alle kampe.

Det hænger ikke rigtig sammen, og mens det heldigvis ikke er noget der alligevel får undertegnedes humør til at svinge bare tilnærmelsesvist, så er det da en skam for de spillere som rent faktisk deltager på topplan, at DBU’s hold tilsyneladende hver gang af princip stiller med mindst tre-fire spillere som mangler kampform. Og selv om jeg bestemt har store reservationer over for den tankegang, der hedder at man har ti foretrukne markspillere som er de bedste, og dem skal man så bare finde plads til, ligemeget hvordan, så er det da stadig en skam at blot fordi Thomas Helveg er på kontrakt i Inter, noget som vist kun skete som en skattevinklet sale-and-lease-back-formalitet som man nu ikke kan komme ud af, så er han selvskrevet som højre back, med det resultat at en udmærket spiller som Morten Wieghorst eller Christian Poulsen må sætte sig udenfor.

"But it gets harder and harder, and sometimes hurting someone is unavoidable. The Charlton game was rearranged for the same night as a close friend’s birthday party, a party to which only five people had been invited. Once I realised that there was a conflict of interest, there was the usual brief panic as I comtemplated a home game taking place without me; and then I phoned her with a heavy heart to inform her what had happened. I was hoping for a laugh and absolution, but I got neither, and from the sound of her voice, from the disappointment and tired impatience it contained, I understood that I wasn’t going to. Instead, she said one of those awful things, ’You must do what you think is right’, or ’You must do what you want to do’, something like that; one of those chilling deliverances designed to find you out, and I said that I’d have to think about it, but we both knew that I wasn’t going to think about it at all, that I had exposed as the worthless, shallow worm I was, and I went to the game. I was glad I went, too. Paul Davis scored one of the best goals I have ever seen at Highbury, a diving header after he’d sprinted the length of the pitch following a Charlton attack."
(fra Nick Hornby: Fever Pitch)

I det mindste er det bare en landskamp, den mod Rumænien næste uge. Som jeg vist har fortalt hernede et par gange, plejer jeg alligevel at falde i søvn under den slags. Vores egne er en anden historie. Jeg har været til alle ligakampene i Parken siden 1994, og det er kommet til et punkt hvor jeg slet ikke kan forestille mig at være væk nu. At gå glip af kampen mod Brugge sidste år var uvirkeligt nok, og jeg har været bitter lige siden over ikke nogensinde at have set det drømmemål Peter Møller scorede efter Rølls og Zumas oplæg. Det var ligesom ikke det samme at stå i en flække i Sønderjylland og få det beskrevet i telefonen, men okay, det var bare en træningskamp. Ganske vist en træningskamp i Parken, og dem ser det jo nærmest ud til at man har afskaffet sidenhen, i hvert fald den slags som er åbne for publikum, men alligevel.

Men nu er balladen her for alvor. Med fantastisk hensyn til publikum har Viasat i tirsdags, dvs. kun to en halv uge før kampen skal spilles, dekreteret at det bliver en lørdagsforestilling mod Herfølge. Hvor er det dog bare at pisse på folk der har lagt planer for den dag. Og totalt unødvendigt. Hvorfor skal man vente til sidste sekund? Alle ved, at vores kampe vises hver evig eneste gang! Det er bare at komme og melde ud hvornår vi skal stille op, så er vi der jo som et søm. Alle kampe er tv-kampe foreløbig, og jeg vil vædde på, at når efteråret er færdigt, er der allerhøjest en eller to kampe, som der ikke står et T udfor. Formentlig ingen.

Det er ubegribeligt, at klubberne finder sig i den måde de kampflytninger planlægges på. Er Viasat simpelthen så grænseløst uintelligente, at de ikke kan overskue ligaens udvikling mere end par uger frem? I England har Sky nu planlagt livekampe helt frem til januars første uge, deriblandt den lidet glamourøse kamp mellem Portsmouth og Aston Villa. Er superligaen så ufattelig meget mere uforudsigelig end Premier League, at man kommer i tvivl om at det man skal vise er seermagneterne Brøndby og København uge ud og uge ind? Er man bange for at planlægge for længe frem, fordi man frygter at de svigter i sidste ende? I så fald var det måske en idé at konsultere de sidste tre års slutresultater. Men mon dog tvivlen er der – i hvert ser det ikke ud til at skiftende stillinger i tabellen har det store at sige. Foreløbig har der kun været planlagt én enkelt livekamp med topholdet Esbjerg i de første ni runder. Nemlig den mod – ta-daaaa! – F.C. København…

Hvis man var kommet et par måneder i forvejen og havde sagt ”Sådan er vilkårene, I spiller lørdag og vi viser jer i tv”, så havde det været til at leve med, og jeg sværger at så havde jeg uden at ryste på hænderne kunnet sige beklager, jeg skal simpelthen noget andet den dag, hvis en invitation var kommet. Men at komme to uger før og sige til folk, at ”Jeg ved godt at jeg for længst har lovet at jeg gerne vil komme til din 60-årsfødselsdag, men nu vil jeg altså hellere til Herfølge i Parken”, det går jo desværre ikke. Desværre! Det kan godt være at Hornby regner sig for en orm og en kujon ovenfor, men jeg føler mig som lige så meget af en kujon ved ikke at kunne sige, at jeg foretrækker at opholde mig på Nedre C i de par timer.

For det foretrækker jeg, ingen tvivl om det. Når man bliver konfronteret med ”Det er et valg du selv må træffe” som kommentaren til det dilemma, så er det jo ikke et reelt valg. Og ”Du må gøre det du har lyst til at gøre” er en tom og meningsløs kommentar, for det man har lyst til at gøre er det man ikke kan tillade sig at gøre. Et ord er jo et ord. Jeg kommer til at gøre det jeg absolut ikke har lyst til at gøre, og ingen kommer til at være tilfreds med det, for i stedet for en glad person i Parken kommer der til at gå en eddikesur person rundt i et festlokale, som føler sin tilstedeværelse som en hån og en straf, hvilket er fuldstændig urimeligt over for værten, det ved jeg, men sådan er det. Og en person som ikke kan vente på at straffen er udstået, så man i det mindste kan komme hjem og se kampen på video.

Hvis en der ikke går op i fodbold har orket at følge med så længe, så tænker vedkommende sikkert, at det må være et følelseskoldt monster der skriver. Hvor selvisk! Ja, men sådan bliver det at være en passioneret fodboldfan. Selv da det var allerværst i 1996 og 1999, kunne ti vilde heste ikke holde mig væk. Nu er det 2003, det går forrygende, og det er præcis det samme. Og jeg ville være mødt op til en kamp efter midnat, som den Barcelona spillede i tirsdags – ja, jeg ville være mødt op til en kamp klokken fire om natten, og jeg ville have glædet mig enormt til den. Men et ord er som nævnt (desværre) et ord. Tak, TV3, for at ødelægge den oplevelse.

Nå, det må være på tide at indstille skydningen, selv om det er i et noget trist toneleje. Jeg kunne ellers have fortsat længe. F.eks. om vores kommende modstandere fra Budapest, som burde kunne besejres, og som giver indtryk af at vi tilsyneladende skal have besøg af og besøge de mest voldelige og afstumpede nazistiske fans fra hvert eneste europæisk land efterhånden. Lazio, Obilic og nu den klassiske ungarske nazi-klub fra krigens tid, hvis mest rabiate fans stadig er helt ude på den yderste højrefløj og racistiske som fanden, med konsekvent forfølgelse af sorte spillere. Hvilket jeg personligt finder afskyeligt, selv om der måske måtte være enkelte, der via en logik som vist kun vedkommende selv forstår, vil kunne ende med at udlægge som om det derfor er undertegnede selv som lider af en racistisk tankegang.

Og jeg kunne snakke videre om de fem stjerner på trøjen mod Brøndby, der desværre ikke så ud til at være kommet for at blive – de var væk igen mod AGF, der dermed førte 1-0 i stjerner, denne gang uden at det havde den samme effekt som vores 5-1-føring ugen forinden. Forhåbentlig vender de alligevel tilbage på et tidspunkt, men alene værdien der lå i at pisse folk af var skyhøj, at dømme efter de helligt forargede reaktioner det fremkaldte visse steder. 

Og om ansættelsen af Søren Kusk oppe i Aalborg, næppe noget der i sig selv giver løfter om at AaB i den kommende tid vil komme til at rende rundt med flere stjerner på deres trøjer end de to femtedele af en enkelt, de har lige nu. I øvrigt en ubegribelig måde, den klub bliver ledt på. Først ved at Poul-Erik Andreasen får lov at lede holdet så længe, at enhver form for opbygning og visionær strategi bliver umuliggjort i mere end et år, fordi alle ved at han er midlertidigt ansat. Dernæst, da hans ledelse går fra skidt til værre, og AaB taber den tolvte hjemmekamp siden sæsonstarten i 2002, erstatter man ham med en succesløs og profilløs fyr som Kusk og understreger over for offentligheden, at "… det siger sig selv, at Søren Kusk har muligheden for skabe sig en fremtid i AaB!" Alt imens man i interviews pointerer, at manden kun er midlertidigt ansat! Men gør lige så meget ud af, at man bestemt ikke har overtalt den eller de personer, man helst vil have! Det virker, med al respekt, komplet amatøragtigt af Lynge Jacobsen. Måske man skal til at forberede sig på en superliga uden AGF og AaB, for med den slags ledelse og de trænere kan man da ikke holde evigt.

Men nok om det, for nu har jeg vist også forlængst trættet dig noget så rigeligt. Derfor vil jeg i denne uge blot nævne musikken som har kørt i baggrunden. Velkendte gamle sager allesammen. De må tale for sig selv. Og nu vil jeg tie stille. På gensyn.

-smølle

og på jukeboxen spiller

Ugens albums: 
Talking Heads: Stop Making Sense
The Pogues: If I Should Fall From Grace With God
The Jam: Sound Affects

Ugens sange:
Talking Heads: ’Cities’, ’Found a Job’ og ’Once in a Lifetime’.
The Pogues: ’Thousands Are Sailing’, ’Boys From the County Hell’ og ’The Sick Bed of Cuchulainn’.
The Jam: ’That’s Entertainment’, ’All Around the World’ og ’The Butterfly Collector’.