For fanden da! Så står man her igen og glor som en anden skræmmende bøhmand med krøllet skjorte og uklippede lokker. Man må selvfølgelig gøre sit for at få placeret vommen rigtigt bag disken, men det kniber efterhånden. Vommen er blevet stor. Vom er viden, sagde min gamle altid, og han havde såmænd rigeligt at basere det på. Den slags fysiologiske udvækster har det også med at plante sig på arveanlægget. 

Nu er turen kommet til mig og jeg kan kun istemme: vom er viden, kammerater. Så kan I fandeme lære det! 

Mit næste problem bliver bare, hvor jeg skal gøre af al denne viden i en uge som denne. Den anden af disse irriterende lange uger uden FC København, der altid falder omkring landskampe og som af en eller anden grund også har det med altid at ramle ind i mine vagter hernede. Og så er det at vi må til det igen, Marlowe! Vi skal forsøge at sige et eller andet forkromet om landsholdet i stedet. For at fordrive tiden med noget frem til lørdag.   

Åh ja! For fanden! Nu vi taler om lørdage, så lad os lige tage den om kraven en gang for alle. Kollega Smølle havde riven ude i sidste ræb om disse mange kampflytninger, der sker med meget kort varsel. Dikteret ud fra TV3-ønsker. Jeg følger såmænd gerne trop. Lørdagens kamp mod Midtjylland er røget fløjten, på grund af en af den slags familiefødselsdage, som man ikke bare undslår. Man kan sige, at det er hvad der sker, og akkurat det faktum havde jeg egentlig også affundet mig med i al stilfærdighed.

Men i ugens løb har der været en vedvarende knurren over et mønster som tilsyneladende fortsætter og fortsætter. Vi skal spille mængder af lørdagskampe i den kommende tid, og lørdage er ofte foretrukne dage for diverse runde eller halvrunde familiefødselsdage, bryllupper, nogle af endda måske af sølv eller guld, barnedåber og andet knas. Alle af den type arrangementer man ikke bare kan slippe uden om med en høflig, men venlig, lille hvid løgn, eller blot en simpel undskyldning. For i stedet med blankspulet samvittighed at smutte til fodbold i Parken.

Sådan spiller klaveret ikke på disse arrangementer, og nogle af os rammes så på en enkelt lørdag, mens andre nærmest føler sig forfulgt i flere uger i træk og forbander sig selv og deres familie - og især TV3 - langt væk. Lad mig sige det sådan, at jeg mener at søndag traditionelt i Danmark altid har været en fodbolddag - og sådan håber jeg at det vedbliver frem over. Også for FC København. Enkelte TV-lørdagskampe kan jeg også sagtens acceptere, alt andet lige er lørdag i hvert fald langt bedre som spilledag end de mandagskampe som vi oplevede for nogle sæsoner siden. Men gode forblommede fraser som "alting med måde", kan absolut komme til sin sanddruelige rette her.    

Jeg kender intet til klubbens officielle holdning til disse kampflytninger, men jeg kan forestille mig at man ikke er udelt begejstret af hensyn til en familietribune, som man også gerne vil holde i live. På den anden side skaber man sig vel heller ikke over udsigten til en ekstra hviledag før en Europa Cup-kamp i midtugen.

Jeg må også tilstå, at jeg heller ikke aner hvilke regler der eksisterer i den gældende aftale mellem klubber og TV3 omkring alsidighed i dækningen og diverse frister for flytninger. Ude fra set virker det som TV3 blot vælger efter et princip der hedder kroner og ører i kassen, og altså sørger for at reklamegivtige klubber som FC København og Brøndby enten står for den ene eller begge af rundens direkte TV-kampe - i dette efterår med følgen at lørdagskampen er blevet vores faste lod. 

Man kan i hvert fald notere sig at dette efterårs foreløbige tophold, Esbjerg, kun er blevet programsat to gange hidtil. I opgørene mod os og Brøndby. Dette trods at de ellers bliver hypet gevaldigt, både som mesterskabskandidat og som et særdeles underholdende bekendtskab, i samme TV-kanals faste søndagssammenrend - Onside. Men underholdningen bliver det alligevel så som så med, når kassen skal gøres op hver måned.    

Her har vi så en mere prekær anke. Den korte varsel for kampflytningerne. Den er i øjeblikket højest på en måned og nogle gange taler vi blot om enkelte uger, hvor det nærmest ligner ad hoc-beslutninger på et par dages basis. Her kunne man sagtens lære af den engelske Premiere League, hvor TV-kampene planlægges flere måneder frem i tiden, allerede nu er januar 2004 fx. programsat. Det vil givet hjælpe i mange af os faste fodboldfans' kalendere, hvis vi ved at en given kamp tre måneder ude i fremtiden er flyttet til lørdag. Det giver større spændvidde i bearbejdningen af Søster Oda og hendes must-come fødselsdag, hvis man ved at risikoen for at være indisponibel den og den lørdag er faretruende. Altså tre-fire måneder fremme. På grund af en vigtig fodboldkamp. 

Logisk set: hvis TV3 allerede har fastlagt en budgetstrategi omkring FC København og Brøndby som faste ingredienser i fremtidens TV-kampe, hvilket slet ikke er ulogisk, en reklamefinancieret TV-station vælger selvfølgelig dem der har størst publikum, så er det vel bare at pille to klubbers kampe ud for et halvt år ad gangen og angive de ønskede kamptidspunkter. Selv hvis en af klubberne havner i en spillemæssig krise, eller blot sygner lidt omkring en midterplacering, vil de åbenbart altid fremstå som bedre TV-stof end et tilsyneladende topunderholdende Esbjerg-hold.

Og jeg vil da også lide af et stort selvbedrag, hvis jeg ikke erkendte, at mig personligt generer det ikke, at vores udekampe i Aalborg, Viborg og Ikast er sikre TV-kampe. Det gør min tilværelse lidt nemmere, i de tilfælde hvor jeg er af forskellige årsager er afskåret fra at drage udenbys, at jeg ikke skal sidde og lytte til en hysterisk og lokalpatriotisk radioreporter eller blot glo på Tekst-TV's sølle opdateringer, men i stedet nøgternt kan anskue det hele i privaten foran skærmen - på god og tilbagelænet vis.

For fanden da mand. Vi endte der sgu igen, Marlowe! Aftenens uforbeholdne mantra er og bliver: vom er viden! Foran skærmen kan man også nå masser af gode og fornuftige oplevelser her i tilværelsen, og selvfølgelig havde vi storskærmen oppe i aftes hernede i bulen. Selvom landskampene efterhånden ikke er det store tilløbsstykke hernede, så blev bulen lidt over halvfyldt. På den konto var der ingen grund til at være utaknemmelig.

Men så er der sagen med selve landsholdet. Ja, vi skal vel til det i mangel af bedre. Skulle man tegne en kurve over min landsholdsinteresse i de seneste år, vil den være opadgående i en periode fra 2000 til 2002. Der efter dykker den voldsomt. Tidsmæssigt er det helt nøjagtig VM 2002 og Englandskampen der bliver det negative vendepunkt.

Jeg har forsøgt at vende og dreje i mit hoved, hvorfor det forholder sig sådan, men kan ikke komme på nogen bedre forklaring end at dér - akkurat der skuffede Morten Olsen mig voldsomt med sine udtalelser og analyser efter kampen. Selvom det danske landshold havde spillet en helt igennem forfærdelig og pinlig ottendedelsfinale, stod landstræner Olsen alligevel og påstod at han var godt tilfreds, at man havde domineret spillemæssigt i anden halvleg (skulle nogle have glemt det var pausestillingen 3-0 i engelsk favør). Dengang Morten Olsen tiltrådte som ny landstræner, så jeg ham absolut som en fornyelse, og langt hen ad vejen, synes jeg at det danske landshold i kvalifikationen op til VM i Korea/Japan leverede ganske glimrende og flot fodboldspil. En hel del af den gamle nationale stolthed fra 80'erne genopstod, der var lige som en sprudlende fornyelse over det som landsholdet præsterede.

Den personlige illusion brast dengang mod England. Jeg så et landshold der tabte som røv og nøgler, på typisk gammeldansk vis, de ligeglade 70ere og Kurt Nielsen om igen, et par eklatante brølere og ellers gik det vist meget godt som man oplevede det selv, sådan cirka ifølge egne ord. Mens enhver med nogenlunde sans for fodbold formodentlig grinede højlydt i krogen. Det engelske hold var ikke offensivt mange potter pis værd, men vi (det formodet ultimative af dansk fodbold) fik dem alt for hurtigt overbevist om noget andet.   

På en eller anden måde blev det min foreløbige endestation med en genfødt landsholdsentusiasme - og derfor bør det efterfølgende vel indskrives på min egen regning. I aftes var jeg nærmest ligeglad. Og har været det i de seneste mange kampe. Vi tørrer den af med på bordskåneren og forfatteren Nick Hornsby's ord:

... jeg kunne akkurat lige så godt have været waliser eller skotte eller hollænder. Er det ligesådan andre steder? Jeg ved, at italienerne før i tiden har modtaget deres landshold med rådne tomater i lufthavnen, når de kom hjem efter at have ladet sig ydmyge i udlandet, men ikke engang den slags engagement, kunne jeg opbyde.

Hvad vi observerede hernede i bulen i aftes, var blot en forlængelse af manglen på engagement fra alle tilstedeværende. Vi grinede højlydt, da dommeren forærede landsholdet et straffespark, og vi hoverede og hylede hånligt i takt med de fortjente rumænske scoringer og rystede blot på hovedet, da fire minutters overtid i dommerens regnskab blev til fem. 

Og vi endte med at stå og stirre undrende, da Martin Laursen udlignede. Det virkede næsten tragikomisk, selvom jeg nåede at opfatte en enkelt knyttet næve, der skyndsomt røg ned i lommen igen. Enkelte andre druknede et smil i bunden af en fadøl. Vi var nogle der vurderede de matematiske muligheder i tabellen efterfølgende, og tørt konstaterede at EM trods alt bliver en smule sjovere med dansk deltagelse. Hvilket der afgjort er en god mulighed for.

Men for fanden da! Rumænien spillede en blændende omgang fodbold og burde have vundet stort. Deres hurtige og snævre kombinationer var en fryd for øjet, man jublede i det stille sind for at den slags fodbold stadig eksisterer. Og ham den skide Mutu er bedre end jeg nogensinde vil erkende på et offentligt sted, hvor der er Chelsea-tilhængere til stede.  

Ak ja! Her står man og ligner en tønde sat på tændstikker. Men vom er viden og viden er alt andet end uvidenheden - hvor meget man end kan ønske sig den nogle gange. Og hvis er man gammel og fed nok, ved man, at den 11. september åbenbart ikke skal være en dag som blot driver konturløst bort i historiernes horisont. 

Der var engang et amerikansk-inspireret kup mod den demokratisk valgte præsident Allende i Chile. Der var terrorangrebet på World Trade Center for to år siden, og nu er der tilføjet et meningsløst mord på en svensk udenrigsminister. 

Ind i mellem er det svært at stå her og fedte bag denne fedtede disk, der aldrig bliver mindre fedtet, uanset hvor meget jeg tørrer, og blot skulle lade som ingenting. Intet set, intet sket. Det gør dybt ondt i mit demokratiske system, når demokratisk valgte politikere ikke kan færdes blandt os andre. Man vælger ikke folk for at de skal placeres i en overbeskyttet glaskuppel, man vælger folk fordi de har nogle visioner på andres vegne og fordi man mener, at de evner at lytte ude blandt os almindelige borgere. Hvilket de kun gør, hvis de kan mænge sig blandt os. Uden bodyguards.

Vom er viden og demokrati er en uendelig lang balancegang. Og man må selvfølgelig beskytte de demokratiske institutioner, men hvor går selve demokratiets grænse? Et hemmeligt politi der aflytter vores telefonsamtaler, konstant kameraovervågning, bodyguards placeret på alle offentlige personer. Jamen, vi har alle vores funktioner. En tredjedel overvåger, en tredjedel behandler, mens den sidste tredjedel skaber eksistensgrundlaget for de andre to tredjedele. Ind i mellem er det svært ikke at se enden på det, der burde være den bedste styreform for os alle. Demokratiet er en skide god idé, og langt hen ad vejen har det virket. Lad os kæmpe for at det fortsætter! 

For fanden da! Her står man igen, en blanding mellem Dostojevskis kældermenneske og et evindelig genfærd af Vesterbro-junkie, og ender i virkeligheden blot som noget katten slæber ind fra baggården. Skelettet af et eller andet. Landskamppause mig her og der, alt for meget synes altid at gå galt ude i verden på disse lange to uger. 

Vom er viden! Og for størstedelen af vommen handler det kun om FC København. Den resterende del giver simpelthen mavesår. Uanset hvor meget man forsøger at bearbejde den. 

Et spøgelse fra Glasgow Rangers FC! Jamen, jeg havde efterhånden lykkeligt glemt det. Det meste af efteråret skal man glo på TV3-transmissioner fra Champions League-kampe - og det meste af efteråret skal man føle et dybt jag neden for brystet. Det kunne jo have været os, der spillede her eller der på et europæisk stadion, dybt nede i Italien eller i Belgien. Det bliver som at rode i en bunke savsmuld efter den evige lykke. Man finder intet overraskende. Kun gentagelse på gentagelse - og en hel masse forspildte ambitioner - en målmandsfejl og en forsvarsfejl, og to scoringer på noget der lignede fire afslutninger i en hel kamp. Er der nogen der tør nævne det, dansk fodbold i en nøddeskal, denne gang er det blot med en svensk træner på spidsen! Vi burde, vi kunne, vi skulle... men det blev ved hornblæsernes årlige forsamling. 

Ja, vommen gemmer og bringer uendelig viden! Og i morgen er der atter en dag, hævder den. Jeg tror, den har ret. Jeg tør i hvert fald ikke at modsige...

Jan Saxo

Ugens numre:
Warren Zevon: 'Prison Grove' og 'Disorder in the House'
- to skæringer fra Zevons seneste og sidste skive "The Wind", som udkommer i Europa på mandag. Det bliver samtidig et meget personligt og smukt gravskrift over denne amerikanske sanger, der døde forleden efter længere tids sygdom. For et år siden fik han stillet diagnosen uhelbredelig lungecancer. På denne sidste skive fik han hjælp af en stribe venner og beundrere, Billy Bob Thornton, Tom Petty, David Lindley, Jackson Browne, Ry Cooder, og på disse to numre også Bossen selv. Springsteen synger med på kor og filer på guitaren.

David Bowie: 'Slip Away'
- på mandag kommer også den nye Bowie-skive, "Reality" på gaden. Dette er blot en lille appetitvækker fra den seneste "Heathen". Dette er af de mere stille sange, en ganske smuk ballade, som skal tænde op til næste uge og ikke mindst koncerten i Forum den 7. oktober, som vi er nogle der så småt begynder at glæde os til. Kollega Smølle er helt dedikeret her, og jeg er ganske overbevist om at han vil tage sig kærligt af netop "Reality" i det kommende ræb.

Bruce Springsteen: 'Frankie'
- der er ingen vej uden om. Vi må til det igen. I søndags tog Bruce for første gang dette nummer op på Rising-touren. I Boston. Her i eftermiddags kom kollega Holger springende forbi hernede - han havde noget jeg lige skulle høre. Det var denne sang, som nogle bootleggere havde nappet fra søndagens show på Fenway Park og sendt videre på nettet. Den gav mig sgu gåsehud - så smukt og eksklusivt var det! (Selve historien om 'Frankie' kan læses i sidste kapitel her.). 

Ugens album:
Red Hot Chili Peppers: Californication
- vi har vist spillet dem alt for lidt hernede i bulen. Og dette album er simpelthen aldeles fremragende - og jeg må med skam tilstå at jeg først har opdaget det - for alvor - nu 4 år efter dets udgivelse. Men bedre sent end aldrig, som man siger!