|
Mens København venter på Chefen - 3. del |
|||
|
Heartlands
I stedet for en direkte opfølger til det dynamiske og storsælgende Born in the U.S.A. indspillede Bruce Springsteen et stille, indadvendt album med 12 modne sange om kærlighed og forhold. Trods betydeligt lavere salgstal end studieforgængeren så ramte Tunnel of Love dog dobbelt platin på udgivelsesdagen i USA og fik tre uger på 1. pladsen af den amerikanske hitliste. Kritikerne kårede albummet til årets bedste og hyldede også bedste single ('Brilliant Disguise') og bedste sangskriver (i Rolling Stone), mens albummet til gengæld høstede mindre bevågenhed i publikumskåringerne. ”Skilsmissealbummet” blev pladen senere døbt, da det skulle vise sig, at Springsteen indspillede sangene i en periode, hvor det korte (de blev gift i maj 1985) ægteskab med skuespillerinden Julianne Phillips gik i opløsning. Skilsmissen blev først officiel i marts 1989, efter at Bruce Springsteen og backup-sanger Patti Scialfa var blevet paparazzi-fotograferet i et ømt øjeblik i underpermissioner i Rom under Tunnel of Love touren i sommeren 1988.
Men albummet er andet og mere end romantik, (u)lykkelig kærlighed og ægteskab/skilsmisse. Springsteen romantiserer i høj grad ikke romantikken, når han synger om voksne relationer, forpligtelser og forældreskab. Sidstnævnte på trods af at Springsteens egen førstefødte endnu er nogle år ude i fremtiden. I stedet benytter Springsteen, som på adskillige tidligere sange, sin fader som fixpunkt i sangenes historier. I grunden er historierne på Tunnel of Love ikke så fundamentalt meget anderledes end de lignende fortællinger helt tilbage til Darkness on the Edge of Town. Men hvor det tidligere handlede om nationens og autoriteternes uindfriede løfter til amerikanerne og om knuste amerikanske drømme, handler det nu om menneskers løfter til hinanden og vanskelighederne ved at overholde dem. Om forhåbninger og knuste drømme, tillid og bedrag og splittede og iturevne følelser.
I
got a fortune of heaven in diamonds and gold
Springsteen fortalte til Rolling Stone's Steve Pond i 1988: "In my life previously, I hadn't allowed myself to get into a situation where I would even have cause to reflect on these things. When I was in my twenties, I was specifically avoiding it." He laughs. "It was like 'I got enough on my hands, I ain't ready for that, I don't write no marryin' songs. But when this particular record came around, I wanted to make a record about what I felt, about really letting another person in your life and trying to be a part of someone else's life. That's a frightening thing, something that's always filled with shadows and doubts and also wonderful things and beautiful things."
Åbningsnumret 'Ain't Got You' slår også straks en anden musikalsk stil an. Nærmest a capella rock, og albummets lette og intelligente arrangementer i en mellemting mellem E Street rock, senfirserpop og et strøg country passer perfekt til de mere intime fortællinger. Og den simple instrumentering, der går igen på de fleste af albummets numre bringer af og til tankerne hen i retning af Nebraska. De fleste af sangene blev da også indledningsvis indspillet i hjemmestudiet i Rumson, N.J., for senere at blive færdigmixet i 1986 og første halvår af 1987. Hist og her assisteret af E Street medlemmerne, programmeret percussion ('Brilliant Disguise') og på titelnumret 'Tunnel of Love' også af lydeffekter (fra de omrejsende tivoliers kærlighedstunneler) og Bittan's synth.
It's
easy for two people to lose each other
På den billedligt passende titelsang er Springsteen for længst nået forbi den lettere spirende og håbefulde kærlighed på pladens første tre sange og har indset, at han vist alligevel ikke er 'Tougher Than the Rest'. Allerede på den råt rockende fjerde skæring, 'Spare Parts' - med klare musikalske bånd til Dylan's 'Highway 61 Revisited' - om en ung mor, der forlades, taler Springsteen om skrøbelige følelser og menneskelige universer, der ramler,
Bobby
said he'd pull out Bobby stayed in
On
his right hand Billy’d tattooed the word love and on his left hand
was the word fear
U2's forsanger, Bono, sagde senere om Tunnel of Love: "Bruce having a go at the hypocrisy of his own heart; before anyone else could".
Den amerikanske nationalsygdom, gudfrygtigheden, stikker også glimtvis frem hos Springsteen på dette album, hvor man for første gang siden Greetings... aner hans katolske opvækst. Men selvom den udadvendte vrede er blevet til selvransagelse - eksempelvis på 'When You're Alone, der byder på pladens eneste gæsteoptræden fra Clarence Clemons ... på backup vokal! - så martrer pessimismen fra The River og Nebraska ham stadig, ikke mindst mod slutningen af pladen, hvor tillid afløses af bedrag på 'Two Faces' og 'One Step Up'
Another
fight and I slam the door on Somewhere
along the line I slipped off track
Hele pladen bliver således et studie i bedrag og selvbedrag. Men trods alt har Springsteen lagt både de symbolske Darklands og Badlands bag sig på denne subtile, tankevækkende og bevægende plade: ”An album about the heart from the heart”. Og det måske bedste nummer, 'Walk Like a Man', danner da også en fin kontrast til de mørke stunder på albummet. Springsteen kan her klare både ægteskabet og forholdet til faderen:
I
remember how rough your hand felt on mine on my wedding day
Well
now the years have gone and I've grown from that seed you've sown
Holger in Concert
Som nævnt deltog E Street Band medlemmerne kun sporadisk på Tunnel of Love albummet, og man havde forventet en stille, måske solo-akustisk tour i kølvandet af udgivelsen.
I stedet overraskede Bruce Springsteen igen og annoncerede The Tunnel of Love Express Tour med et komplet E Street Band - på nær Steve Van Zandt - og en hel hornsektion, The Horns of Love. Men da han under alle omstændigheder ønskede at markere det kunstneriske stilskifte med et show, der var drastisk anderledes end Born in the U.S.A. tourens åndeløse monsterkoncerter, måtte han i tænkeboks: "I made a little list of stuff I couldn't imagine playing," ... "I said, 'I don't know if I have a show, I don't know if I have a set". Men manager Landau stod for at skulle booke touren, og sagde; "'Well, you know, that's your job, you've been doing it a long time, you do it good, so it'll happen."
Noget af det Springsteen gjorde anderledes var at omgruppere E Street band medlemmerne, så ikke én stod på sin gammelkendte sceneplads. Han valgte også at spille 'Born to Run' akustisk og solo (guitar og harmonika) i en gåsehudsfremkaldende udgave på 67 af tourens 73 shows. Han sagde om touren undervejs: "The idea on this tour is that you wouldn't know what song was gonna come next. And the way you do that is you just throw out all your cornerstones, the stuff that had not become overly ritualized on the Born in the USA tour but would have been a little bit, you know?"
Touren løb fra februar til august, og den europæiske del af touren bragte for første gang Bruce Springsteen bag jerntæppet til en koncert i Østberlin, der blev overværet af 180.000(!) mennesker, og transmitteret direkte i østtysk stats-TV. Det var den 19. juli (i øvrigt koncerten hvor 'Born to Run' vendte tilbage til "fuld" version), og efter et mellemspil i Vestberlin d. 22. juli ankom Springsteen med følge i København den 23., for første gang siden 1981.
Og som i ’81 havde Springsteen også denne gang lidt special-stunts med i bagagen. Den 23. ud på
eftermiddagen gik en afslappet Springsteen sig en tur i København, ind
gennem Strøget. Her hørte han en af de faste gademusikanter,
islændingen Jon Magnusson, der spillede hans egne sange. Springsteen
greb straks lejligheden og hoppede med i seancen. Med en akustisk guitar
spillede og sang han sammen med en perpleks Magnusson ’I’m On Fire’, ’The River’ og
’Dancing in the Dark’ til ære for
den måbende skare af tilhørere. En hurtig og entreprenant ungersvend var på pletten med en camcorder, der forevigede dele af
optrinnet, som senere blev vist i TV-avisen
på DR. En enestående lokal once-in-a-lifetime oplevelse for de få, der var på rette sted på det rigtige tidspunkt, endte
dermed på landsdækkende TV og blev såmænd også bemærket i udlandet.
Men selv uden mad, drikke og yderligere stimulanser, andet end almindelig røgtobak, blev man høj af musikoplevelsen og var det i dage, ja uger, efter. Det var ganske enkelt et formidabelt møde med en musikalsk energiudladning, der igen og igen gennem sommeraftenen drev publikum til orgasmestadiet. Sved, dans og både højtskrålende og bevægende stunder. For undertegnede var der nu ingen tvivl om, at dette var kongen af rock’n’roll, the boss of all bosses, og var jeg i forvejen fascineret af E Street Band, blev jeg ”rockvelsignet” denne aften, og Clarence … Clarence, "The Minister of Soul". Har jeg mon nogen sinde skreget så højt med de sidste laser af stemmebåndet, som da Bossen som den sidste i bandet (som altid) introducerede den gudbenådede sax-kæmpe? ”Do I need to say his name?”, og publikum svarer … ”nooo” … ”say who?”: ”Claa-rence”! 31 fantastiske numre, 4-5 fra tourens signaturplade, og så klassiske sange fra ”det gamle” katalog for resten, tilsat lidt 50’er rockere og Beatles i ekstra-ekstra numrene!
Koncerten
kan - hvis man er heldig, hvilket undertegnede ikke har været endnu -
(gen-)opleves via en bootleg CDR, der hedder "Wonderful Love In
Copenhagen". Blandt numrene var i øvrigt et af Springsteens
absolut smukkeste covernumre, Bob Dylan's 'Chimes of
Freedom'. Nummeret kan også opleves på den lidt nemmere opdrivelige
Special 4-track-CD "Chimes of Freedom" i en optagelse fra
Stockholm 22 dage inden København-koncerten. 'Chimes of Freedom',
udgivet i anledning af en forestående Amnesty International kampagne,
som Springsteen skulle tage del i, indeholder desuden strålende live-versioner af 'Tougher Than the Rest', 'Be
True' og 'Born to Run' (sidstnævnte
akustisk.)
1992 huskes på disse kanter især for Richard Møller Nielsens feriestemte landshold, der kom med på et afbud til EM-slutrunden hinsidan, og vandt det hele. Samt Parken der genopstod i nye klæder, og FC Københavns fødsel. Efter et par år i relativ stilhed, hvor Springsteen havde rundet de 40 år, han og Patti Scialfa var blevet gift, parrets første to børn (af foreløbig i alt tre) var blevet født, og de havde købt hus i Beverly Hills for at opholde sig på skift i Los Angeles og New Jersey, udgav Bruce Springsteen så i marts to albums samtidig. Human Touch og Lucky Town. Det første nye materiale fra hans hånd i hen ved 5 år.
Pladerne skulle efter bruddet med E Street Band også etablere Springsteen som solo-artist. Musikalsk ligger især Human Touch ikke langt fra Tunnel of Love og produktionsteamet Springsteen, Jon Landau, Chuck Plotkin og Roy Bittan signalerer da også kontinuitet og velkendt Springsteen lyd. Pladen blev indspillet over et par år i 1990 og 1991, mens paralleludgivelsen Lucky Town blev indspillet på et par måneder i slutningen af '91, hovedsageligt i Springsteens hjemmestudie i Los Angeles.
Et af de mere kuriøse indslag er '57 Channels (And Nothin' On)', der med udgangspunkt i Bruce og Pattis delvise udflytning til Californien, kredser om penge, status og det ligegyldigt overfladiske
I
bought a bourgeois house in the Hollywood hills
Numret findes på en særlig four-track-CD i albumversionen sammen med to Stevie van Zandt-remix af samme og endnu et remix, 'There's a Riot Going On', som mange Springsteen fans først troede var et helt nyt nummer. Men det er nu stadig '57 Channels...'
So
I bought a .44 magnum it was solid steel cast
Albummet slutter med Springsteens tekst til en gammel amerikansk traditional song, 'Pony Boy', der mest af alt lyder som en kort og stille godnat sang, Bruce og Patti vil synge for ungerne i barneværelset.
These
are better days baby
Springsteens første søn bliver hyldet i 'My Beautiful Reward'. Forskelligheden - både musikalsk, lyrisk og i sindet - mellem Human Touch og Lucky Town er grunden til, at Springsteen ikke udgav et dobbeltalbum, men to separate plader. Han sagde selv: "By the time I finished the album I was at a different place in my life. I was a father and having this uplifting and happy relationship. I felt revitalized, and I didn't feel that was reflected in the "Human Touch" album. I didn't hear the Hallelujah, raise your hands to the sky of someone who felt as thankful and as blessed as I did. I had been away a long time, and I could imagine someone asking, "What's happened? Where are you nowadays?". I also felt like I hadn't risked enough artistically. So I put the record aside and sat with it two or three months. I felt I needed one more song". Den sang var 'Living Proof' og der kom hurtigt ni mere.
Bedst bliver titelnummeret. En country- og blues inspireret sang om ramme byen på en lykkelig aften, hvor fortiden kan nedskrives som et overstået kapitel.
I had some victory that was just failure in deceit Now the joke's comin' up through the soles of my feet I been a long time walking on fortune's cane Tonight I'm steppin' lightly and feelin' no pain
'Lucky Town' fandt senere vej til Reunion touren, hvor den blev spillet en håndfuld gange. En anden sang fra dette album fik en helt ny dimension på samme tour. 'If I Should Fall Behind' blev fast nummer ved samtlige koncerter og vil blive husket fordi Little Steven, Nils Lofgren, Patti Scialfa og Clarence Clemons på skift sang hver sit vers af teksten, inden de sammen med Springsteen afrundede numret. Dette skulle blive et af de gennemgående højdepunkter på touren.
Udgivelserne, Human Touch og Lucky Town, vil aldrig rangere synderligt højt på et "Bruce-o-meter", den fælles målestok for Springsteens samlede værker, hverken i kunstnerisk eller kommerciel henseende. Det bliver næppe heller de to album som undertegnede forfattere først hiver ned fra CD-reolen, skulle du komme forbi én af os og bede om høre lidt god Springsteen. Alligevel er der dog tale om håndværksmæssigt ganske gedigne udgivelser, og sammenligner man med parallelle navne som David Bowie og Rolling Stones, der i høj grad også har haft sine kvalitetsmæssige udsving i materialet, synes Springsteen's "bundniveau" trods alt at befinde sig væsentligt højere.
Touren med det nye band,
der i eftertiden i stedet slet og ret blev registreret som World
Tour 1992-93, sluttede i sommeren 1993, og det fjerdesidste
show fandt sted på Gentofte Stadion den 30. maj 1993. En koncert der midt i Springsteens lille formkrise - og nogenlunde samtidig med FC
Københavns første danske mesterskab - forbigik undertegnede
forfatteres fulde opmærksomhed. Der findes en bootleg CDR fra
begivenheden under navnet "Many Miles To Copenhagen". Ellers
blev Springsteens københavner-stunt denne gang at dukke op midt
inde i et karnevalsoptog i København.
Genbrug og
filmmusik
90’erne var stadig et stille årti for Springsteen, og
da arbejdet med et
stærkt rygtet og forventet nyt album i 1994 ikke blev til noget, blev den fra pladeselskabets side set logiske konsekvens et
Greatest
Selve udvalget af numre blev da også ganske ulogisk og selektivt ud fra et salgsmæssig præmis. Fem af hans top 10 hits - 'Cover Me', 'I'm Going Down', 'I'm on Fire', 'War' (et covernummer, skrevet af Barret Strong og Norman Whitfield) og 'Tunnel of Love' - fandt nemlig ikke vej til opsamlingen. På selve udgivelsen kan man notere, at blandt Springsteens hidtidige ti studiealbums er Born in the U.S.A. overrepræsenteret, mens de to første ikke har et nummer med. Albummet er yderligere tilsat fire bonusnumre som sukkerbidder til fans og andre, skrevet og prøveoptaget langt tidligere, men genindspillet i januar 1995 med et næsten genforenet E Street Band. Denne første og tidlige genforening fra nogle dage i januar 1995, samt diverse studieprøver, blev siden hen dokumenteret som en 90 minutter lang videoudgivelse under navnet Blood Brothers (er senere blevet udsendt på DVD). En ganske interessant udgivelse der giver et både uprætentiøst og tæt portræt af Springsteen og bandet.
De fire "nye" numre fra Greatest Hits er dog absolut værd at dvæle ved. 'Murder Incorporated', et outtake fra Born in the U.S.A. og efterspurgt siden 1982, skulle efter denne udgivelse rangere blandt Springsteens små mesterværker. Det blev siden hen evigt tilbagevendende ved koncerterne. En særlig bombastisk live-udgave kendes fra "The Sony Show", en specialoptræden for Sony-ansatte som entertainmentkoncernens topnavn gav i Sony Studios, New York, 1995. 'Blood Brothers' er en selvforklarende sang om E Street-drengene med Springsteens egne og ganske sigende cover-noter: "It was good too see the guys". Den blev skrevet specielt til dette album og gensynet med bandet.
Det mest forrygende nummer bliver dog 'This Hard Land' med de umiskendelige Dylan associationer, også et outtake fra Born in the U.S.A.. Det skulle i originalversionen senere optræde på Tracks, mens denne version blev en speciel indspilning til netop Greatest Hits og Blood Brothers-videoen. 'Secret Garden' er en stille sag med en smuk afdæmpet saxofonsolo fra Clemons, der følger stilen fra Tunnel of Love. Den skulle egentlig have været på Human Touch eller det ikke udsendte 1994-album, men kom i stedet til at optræde markant på soundtracket til Cameron Crowe's film "Jerry Maguire".
Greatest Hits er også det eneste officielle Springsteen-album, der indeholder 90’er-dekadens i særklasse største hit fra bossens hånd, ’Streets of Philadelphia’. Bestilt til Jonathan Demme’s bevægende film "Philadelphia". Et samarbejde, der førte til varme venskaber med Tom Hanks (hovedrolleindehaveren) og instruktøren Jonathan Demme. Filmen fik i 1994 to Oscars, den ene til Hanks og den anden til Springsteen for ”Best Original Song”. Også en ”Golden Globe” og en ”Best Song from a Movie” fra MTV’s Music Awards blev det til for ’Streets of Philadelphia' senere samme år.
Apropos det amerikanske filmakademi så fremførte Springsteens ’Dead Man Walking’ ved Oscar-ceremonien i 1996. Sangen - der havde en forløber i 'Johnny 99' fra Nebraska - skrev han i 1995 som titelmelodien til Tim Robbins’ film "Dead Man Walking", og den blev også Oscar-nomineret ("Original Song") uden dog at vinde statuetten.
Samtidig havde også Sean Penn’s
"The Crossing Guard" premiere (1995) og blandt numrene på
filmens soundtrack kunne ’Missing’
høres, et 1994-fraklip fra den kommende
studieudgivelse. En sang som i filmversionen fremdeles henstår som en af
Springsteens mest mærkværdige og
På coveret af singleudgaven poserer Springsteen som en Sam McCloud/Dennis Weaver-lookalike og bidrager yderligere til det fremmedartede indtryk. CD-singlen blev dog et samlerklenodie. Ikke mindst på baggrund af de tre akustiske B-side udgaver af 'Darkness on the Edge of Town', 'Spare Parts' og 'Born in the U.S.A.' i en beskidt bluesversion, der også skulle dukke op på den kommende tour.
Udover at snesevis af kendte Springsteen-sange er dukket op helt eller
delvist på soundtracks til mere end 20 film, kan som en kuriøs
afslutning på filmografien nævnes, at Springsteen selv optræder sammen
med John Cusack i Stephen Frears' filmatisering af Nick
Hornby's "High Fidelity". På mystisk vis har man fået
flyttet både personer og handling fra Hornby's London til Chicago. Det
tjener ikke bogen, men hvis filmen ikke var optaget on location i
Chicago, havde man næppe oplevet Bruce Springsteen i den. Han spiller
sig selv i en kort sekvens, hvor Rob (Cusack) er deprimeret over Laura
(Iben Hjejle) og ligger i sengen og funderer over bruddet i relation
til sin personlige top 5 over forliste forhold. Springsteen
dukker frem i en slags åndelig
fremtoning, siddende i hjørnet af værelset med en guitar og en
forstærker, og følgende ordveksling finder sted:
Rob's/Cusack's
sidste ord efter Springsteen-drømmen "Good luck, goodbye"
genkendes som sidste linie i sangen 'Bobby
Jean' fra Born in the U.S.A.
John Steinbecks spøgelse
Figuren Tom Joad stammer tilbage fra John Steinbecks roman “Grapes of Wrath” (1939), en fortælling om fattige landbrugere, der drives fra hus og hjem af
griske oliemagnater i 30ernes Oklahoma. Tom Joad er den rebelske søn, der kommer ud fra
fængslet og oplever familiens fornedrelse. Han og familien lokkes til det ”lykkelige” Californien og vinmarkerne
dér, hvor endnu værre forhold møder dem i store opsamlings- og arbejdslejre for fordrevne landbrugere fra midtvesten. Joad bliver anføreren i et mislykket oprør mod ledelsen i en af de lejre, hvor familien havner. Figuren blev året efter levendegjort af Henry Fonda i John Fords filmatisering af romanen og blev siden hen noget, man godt kan betegne som en myte i amerikansk kultur. En helt af underklassen, eller arbejderklassen om man vil. Fords
flotte filmatisering byggede videre oven på Steinbecks figur, og folkesangeren, Woody Guthrie, tog senere tråden op med en sang til Tom Joad. Akkurat på den baggrund virkede det derfor næsten naturgivent, at en af
Guthrie's beundrere,
Bruce Springsteen, mange år senere opfangede figuren og gav ham nyt liv i
sin samtid.
Albummet bliver samtidig et dyk ned i hans egen skattekiste. Ovenpå de to halvsløje rockudgivelser 3 år før, søgte han tilbage til det helt simple igen. Til tonen fra
Nebraska. Denne gang er dog ikke tale om nogle primitive hjemmeoptagelser fra et soveværelse, blot en meget simpel instrumentering og et meget akustisk lydbillede.
The Ghost… vandt da også en Grammy for
”Best Contemporary Folk Album” i 1995.
På touren besøgte Bruce også Youngstown, stålbyen i Ohio som havde fået sin egen sang på The Ghost… Efterfølgende blev der skrevet i engelske New Musical Express: ”... you hear the very heartbeat of the place pulsing inside the hall when he sang their song.”
De første fire numre, som man finder i sættet, er et uddrag fra de originale ”Hammond Demos” (omtalt i Del 1) - ’Mary Queen of Arkansas’, ’It’s Hard To Be a Saint in the City’, ‘Growin’ Up’ og 'Does This Bus Stop at 82nd Street?’. Alle i den oprindelige primitive demo-udgave med Springsteen alene, og derfor noget forskellige fra udgaverne på debutalbummet i 1973 med orkester-backup.
Steven van Zandt har engang udtalt, at for hver sang som Springsteen bragte med til studiet, havde han altid et par stykker yderligere i baglommen. Det blev især tydeligt i perioden mellem Darkness... og til og med Born in the U.S.A. En periode som også leverer det meste af materialet til Tracks. Et af de mest interessante, og bedste, numre i det samlede sæt bliver 'Frankie'. Denne version er fraklippet i arbejdet omkring Born in the U.S.A. Men oprindelig stammer numret tilbage fra 1976, hvor det første gang blev præsenteret ved en række koncerter. Derefter blev det indspillet til Darkness..., men frasorteret igen. Det var også inde at vende omkring Springsteen og E Street Bands møjsommelige arbejde med at få The River op at stå. Og altså atter i 1984. At nummeret aldrig fandt en plads i de officielle udgivelser, kan så forekomme som lidt af en gåde. Måske fortrød Springsteen også senere, i hvert fald optrådte 'Frankie' en enkelt gang på Reunion touren.
Dark weekends in the sun out on Chelsea Road Descending the stairs, Frankie, my one Check your makeup in the mirror, c'mon babe let's go We'll dance 'round this dirty town 'till the night is all done
Sangen er en stille kærlighedsballade i et nærmest traditionelt Springsteen-scenarie. Også to andre smukke ballader 'Iceman' og 'Hearts of Stone' stammer fra indspilningerne til Darkness.... Sidstnævnte blev givet videre til Southside Johnny and the Asbury Jukes, et band med rødderne i samme New Jersey-nabolag som chefen selv. Springsteen har aldrig selv spillet nummeret, men har adskillige gange været på scenen og ageret backup, når han har gæstet Southside Johnny-koncerter. Til førstnævnte, 'Iceman', knytter sig en munter anekdote. Springsteen kunne ganske enkelt ikke huske at have skrevet nummeret: "People were sending in their suggestions [for Tracks]. I got a note from some fans about this song 'Iceman', which I didn't even know existed. I had no recollection of it". Også et andet nummer, der blev efterspurgt blandt fans, 'Give the Girl a Kiss', havde Springsteen svært ved at huske, men kom til at elske det - igen - da han genfandt det. Det nærmest vanvittigt sprudlende nummer er overraskende nok et outtake fra Darkness..., selvom det vel mest minder om noget fra Born to Run æraen.
Mens et par glimrende numre som 'Bring on the Night' og 'Restless Nights' aldrig har fundet nyt liv senere i Springsteen-universet, så blev adskillige andre af de gamle fraklip trukket frem under Reunion touren. 'Loose Ends' optrådte ved flere koncerter og den hæsblæsende 'My Love Will Not Let You Down' blev nærmest fast åbningsnummer.
Et fast afslutningsnummer - showstopper - i de tidligste E Street år fra '72 til '74 var 'Thundercrack', et outtake omkring The Wild..., der her dukker op igen i en studieindspilning fra 1973. Men enkelte vokale ting manglede på indspilningen, så daværende trommeslager Vini Lopez blev genindkaldt 25 år efter for at synge sangens høje toner.
Den akustiske og oprindelige originaludgave af ’Born In The U.S.A’ - der i øvrigt 13. oktober 1986 for første gang blev præsenteret i forbindelse med Neil Young's "Bridge Benefit" show, hvor Springsteen optrådte sammen med Nils Lofgren på akustisk guitar og Danny Federici på harmonika - findes også på dette album.
Som nævnt tidligere omkring Greatest Hits albummet dukker også 'This Hard Land' op her i originalversionen. Unægteligt svært at forstå, at den ikke kunne placeres ind på et af de mange album siden 1982. Men man kan sige det samme om mange andre skæringer på dette album. Springsteen sagde det selv om 'Roulette' og 'Be True' allerede i 1988, da de blev taget med på The Tunnel of Love Express Tour, trods B-side status: "Both of those songs should have been on The River, and I'm sure they would have been better than a couple other things that we threw on there". Et tredje outtake fra The River er 'Where the Bands Are' fra dagene, hvor Springsteen ikke havde alverdens tid til faste forhold, men måtte fortælle sin pige igen og igen:
Tonight I wanna feel the beat of the crowd
En sang til fansene, om fansene, og om ham selv. Af øvrige Tracks-stjerner kan nævnes: 'Dollhouse', 'I Wanna Be With You', 'Cynthia', 'Pink Cadillac' (som B-side til gimmicksinglen i Del 2), 'Janey Don't You Lose Heart', 'Sad Eyes' og 'Happy'. Alle frasorteringer som enhver rockmusiker/sanger med respekt for sig selv ville give en guitararm for at have indspillet,
En næsten helt nyindspillet/genindspillet sang er 'Gave It a Name', som blev indspillet i 1998, da Spingsteen ikke kunne finde det oprindelige masterbånd fra 1992. Af andre nyere sange bliver den country-agtige, og meget personlige, 'The Wish', en af de mere interessante. Den blev oprindelig indspillet til Tunnel of Love i 1987 og fik sin koncertdebut ved The Christic Institute Show i november 1990. (The Christic Institute var en privat forening, der eksempelvis undersøgte CIA og nogle af deres mere lyssky handlinger og forsøgte at stille dem til ansvar efter amerikansk lov). Sangen blev igen taget op og spillet adskillige gange på Springsteens akustiske solo-tour efter The Ghost of Tom Joad. Det samme gjorde 'Brothers under the Bridge', et nummer som faktisk oprindeligt blev indspillet til The Ghost... albummet. Dette nummer danner også afslutningen på hele det store CD sæt.
Som allerede nævnt findes der så mange glimrende ting, at man uvilkårligt må undre sig over, hvordan de overhovedet kunne blive frasorteret til fordel for nogle af dem der endte på de officielle udgivelser. Det bliver så åbenbart, at Springsteen selv føler sig tvunget at besvare spørgsmålet. Selve den udvælgelsesproces, der har foregået i tidens løb, beskrives også i forordet: "I based my decisions on my creative point of view at the moment - the subject I was trying to focus on, something musical or emotional I was trying to express... One of the results of working like this was that a lot of music, including some of my favorite things, remained unreleased."
Egentlig bliver det en forbløffende erkendelse, der ikke bare vidner om en utrolig perfektionisme i den kunstneriske proces, men også om manager Jon Landau's ord efter Darkness... indspilningerne om, at Springsteen aldrig har været interesseret i at skrive enkeltstående hits (fra Del 2). Men hele tiden har arbejdet med at skabe helheder omkring udgivelserne.
Et af de numre som mange fans og adskillige kritikere savnede i det store bokssæt, dukkede op her; 'The Promise'. Sangen blev oprindeligt indspillet til Darkness..., men Springsteen fravalgte den, fordi han frygtede, at den ville blive tolket som en kommentar til retssagen mellem ham og Mike Appel. Sangen handler om at forfølge sin drøm og blive svigtet af omgivelserne.
When the promise is broken you go on living
Men nogen umiddelbar forbindelse til hans egen kontrovers med Appel er dog svær at få øje på, og allerede på selve touren dengang blev den ofte spillet. Altid fremført alene ved klaveret. At sangen ikke kom med i bokssættet, skyldtes, at Springsteen ikke var tilfreds med kvaliteten af den oprindelige studieindspilning. Men han noterede sig ønsket fra fansene og genindspillede den specielt til 18 Tracks. Og selvfølgelig skulle den også finde vej til Reunion touren senere. Som i gamle dage fremført alene på klaveret.
De to andre bonusnumre er 'Trouble River', et outtake fra Human Touch, og 'The Fever', en sang der stammer helt tilbage fra de tidlige 70'ere og The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle. Det var endnu en af de sange, som blev givet videre. Efter sigende fordi Springsteen ikke selv brød sig synderligt om den. Også i dette tilfælde fik Southside Johnny æren og inkluderede den på deres debutalbum i 1976.
Den 8. december 1998 var det officielt blevet meddelt, at The E Street Band samledes igen for at drage med Bruce Springsteen på den verdensomspændende The Reunion Tour. Denne begyndte i marts 1999. I øvrigt med to koncerter i Asbury Park, New Jersey, for derefter at fortsætte til Europa. Det kom også til at inkludere en koncert i Parken i København, den 26. juni samme år. En koncert som undertegnede forfattere til deres store fortvivlelse ikke fik billetter til. Koncerten formelig druknede i regn, og Springsteen og E Street Band valgte således at starte i nærmest monsuntilstande med John Fogerty's og Creedence Clearwater Revival's gamle hit, 'Who'll Stop the Rain'. Som tidligere er også denne Københavnerbegivenhed foreviget på CDR-bootleg-optagelser, om end der florerer lidt forskellige titler: "Copenhagen Rain", "Who'll Stop the Rain" og "Copenhagen Night".
Dette skulle så blive chefens sidste besøg i København. Indtil 14. juni 2003, en koncert som undertegnede til gengæld ikke agter at gå glip af!
Holger og Saxo |
|||
Solidt
placeret blandt de allerøverste på verdensrockens piedestal - og i
midtfirserne nok indiskutabelt den største live-performer på
rockscenen - skulle Bruce Springsteen igen overraske ved udgivelsen af Tunnel of
Love i
oktober 1987. Et album som delte vandene blandt Springsteen-fans, og som undertegnede forfattere da heller ikke ser på med helt samme øjne.
Human
Touch følger tekst- og stemningsmæssigt tråden fra Tunnel
of Love. Introspektivt broderende omkring afbrudte
forhold, nye forhold og forældrerollen. Bedste nummer fra albummet
bliver 'I Wish I Were Blind'. En sang om
jalousi og smerten ved at se sin gamle kæreste med en ny. Men allerede i den pulserende
titelsang 'Human Touch', der åbner
albummet, adresserer Springsteen villighed til at risikere nye forhold,
men er også på vagt overfor omkostningerne.
På det musikalsk mere
rå Lucky Town, dedikeret
til Scialfa og parrets to børn, antager det hele en lysere og lettere
tilgang til tilværelsen. Det brusende åbningsnummer 'Better
Days' parkerer da også straks nostalgien og pessimismen i
sangskrivningskisten.
I mellemtiden havde Bruce Springsteen
i april 1993 udsendt In Concert-MTV Plugged, optaget i Warner Studios,
september 1992, med det nye band. Egentlig tænkt som endnu et led i
MTV's "Unplugged"-serie, men Springsteen satte strøm til
guitarerne og leverede en reel koncert. Det virkede egentlig også som
det mest logiske, at Springsteen der havde givet verden
unplugged-udgivelsen, Nebraska,
10 år tidligere, gav fanden i det hele og genopfandt elektriciteten
på den dengang helt store MTV-dille. Resultat af koncerten i Warner
Studios blev altså et
efterfølgende live-album, som dog ikke tilnærmelsesvis kunne måle sig med de to mastodonter omtalt i
Hits
album, der kom på gaden i februar 1995. Lidt aparte for Springsteen,
der aldrig havde markeret sig som single-kunstner, men higede om helheden i
sine album.
usædvanlige indspilninger. Tekstmæssigt er den stadig essentiel Springsteen,
men musikalsk meget anderledes med sine programmerede trommesløjfer,
pulserende guitar og vokalfalsetter i baggrunden.
I
virkeligheden kan man også sige, at en film kom til at spille med på Springsteens næste studiealbum, selvom det
er noget af en tilsnigelse.
The Ghost of Tom Joad (udgivet
november 1995)
blev titlen.
1998 var et stille år for
Springsteen. Hans far døde i foråret, og det blev tredje år i træk uden nyt materiale
fra hans hænder. Men året vil også blive husket - især af
Springsteen-fanatikere - som året, hvor det formidable bokssæt,
Tracks, blev udsendt. Lige
som den længe ventede, og endnu længere ønskede, genforening mellem
Springsteen og et komplet The E Street Band blev annonceret. Den store The
Reunion Tour. Den skulle begynde i 1999.
Som helhed
betragtet bliver Tracks et
fantastisk vidnesbyrd gennem hele Springsteen's kunstneriske virke. "It's
the alternate route to some of the destinations I travelled to on my
records, an invitation into the studio on the many nights we spent
making music in search of the records we presented to you.",
som han selv beskriver det afsluttende i sættets medfølgende teksthæfte.
Godt et
halvt år efter Tracks, i
april 1999, udkom der en light-version af det samlede bokssæt med kun
18 numre. Den fik logisk nok titlen 18
Tracks. Det interessante ved denne udgivelse blev, at den
indeholdt tre numre, der ikke var med i det oprindelige sæt.