Ak ja, endnu engang er efteråret ved at smadre sin klamme, kolde og grå næve ned over byen. Nu må vi vist se i øjnene, at også 2003's indian summer er slut. Stolerygge, barstole og forhåndenværende søm er igen i brug hernede til overtøjsparkering, nu vi hverken har råd til garderobe eller coatcheck-girl. Det er slut med at bevæge sig i samme påklædning, inde som ude, 24 timer i døgnet.

Apropos tøj/overtøj, så både undrer og morer det mig for resten hvert år omkring overgangen fra højsommer til sensommer at betragte hr. og fru Danmark i bybilledet. Folk bliver snotforvirrede, når den "officielle sommer" iflg. kalenderen er overstået. Pludselig er det ikke 25°plus, som i starten af august og man kan en midtaugustformiddag se folk på fortov og cykel i alt fra store jakker, tørklæder (og handsker!) til cyklende kavalérgange i top og nederdel. Eller ungersvenden i shorts, sommerskjorte og bare tæer i sandaler hånd-i-hånd med kæresten i lang, tilknappet frakke og støvler. Det slår aldrig fejl, år efter år. Sidder man og betragter gennem sit vindue, ville det være svært at bestemme dagens påklædning ud fra de forbidefilerende på vejen. Men jeg forstår nu bedst de letpåklædte. Jeg mener, så længe det stadig er 20-21° udendørs = samme temperatur som i din dagligstue, hvor du da vist heller ikke bærer overtøj... Og indtil den forgange weekend har vi da ikke været under en snes varmegrader. Så sent som i lørdags kunne man jo stå og betragte beklædningsmodpolerne i Parken. Fra folk med flere lag tøj og opslåede kraver til tilskuere i korte rør og FCK T-shirt. Hvor det første virker overdrevet, er det sidste måske en anelse dristigt, al den stund solen var på vej ned, da Emil Laursen fløjtede forestillingen af. 

Hver sin lyst, hver sit indre varmefyr at tage hensyn til, og det er i hvert fald ubehageligt at fryse. Man må blot håbe, at de, der allerede i august/september sensommeren ifører sig flere lag tøj, har stort nok tøj til at tage yderlige udenpå, når det hen ad efteråret bliver ... koldt! Med efteråret kommer udover kulden, mørket og blæsten ofte regnen. Og hvor påklædning er en individuel sag, så følger med regnen et fænomen, der ikke burde være det. Paraplyen. Lad det være sagt straks, jeg hader paraplyer. Ikke så meget pga. egen brug og det faktum, at jeg aldrig her ejet en paraply - egen som lånt - i mere end max. et døgns tid, så har jeg glemt den et eller andet sted.

Næ, andre personer med paraplyer. Terrorister. Paraplyer bliver til våben, så snart de kommer i hænderne på danskeren. Når først de er slået op, så glemmes alt om hensyn og krævet manøvreplads til at transportere sig selv og skærmen forbi mennesker og gennem smalle/lave passager. Det er livsfarligt at passere en paraplybærer. I bedste fald får du hældt et par liter vand ned over dig, hvis paraplyslæberen viser en smule hensyn og tipper paraplyen lidt aht. pladsforhold. I værste fald får du prikket et øje ud af de lede stivere på paraplyen, der af en eller anden pervers grund skal være syleskarpe. Og ellers er det med at komme i dækning, når den små frk. Hansen skal manøvrere en paraplyskærm, der er tre gange for stor til hendes krop og mobilitet, hen ad fortovet på en dag, hvor vinden - og det blæser pudsigt nok altid i Danmark - har taget greb i svinet og omdannet det til en slags paraglider. I øvrigt ikke kun "udendørs", den skaber ulykker, paraplyen. Bemærk folk, der venter på bus og tog. Selv under tag i busskure eller på perroner, har de sgu slået paraplyen op, og den slås først ned - og rystes - når  de hensynsløse idioter er vel inde i bussen eller toget. Køb dog en regnfrakke/regnslag med hætte. Koster vel det samme og garanteret lige så nem og hurtig at tage af og på, som en paraply er at slå op og i.

En paraply kunne Københavns spillere måske også have ønsket sig i lørdags til at skærme for den - fuldt fortjente - utilfredshed, der haglede ned over dem efter Herfølge-kampen. Der er i den grad efterår over Københavns spil for tiden. Miséren i lørdags kender du nok alt til, også mere end du ønsker. Og skulle du nære et masochistisk ønske om at blive opdateret, så kan f.eks. vore noble husværter være mænd for en gennemgang af elendighederne i klummen hos "Mandagstræneren". Men skruer vi tiden knap to uger tilbage, så var der udsigt til et på papiret fornuftigt program mellem to landskamppauser. Tre hjemmekampe og to bløde udekampe. Foreløbig har de tre første af kampene givet sølle 2 (to) points. 

Man kan sige, at det isoleret set ikke er skandale at tabe uden at score hjemme til FC Midtjylland, den formodet vanskeligste modstander af de fem, om end midtjyderne hverken før eller efter kampen i København ligefrem har imponeret forsvarsmæssigt på fremmed græs.

Og isoleret set er uafgjort en hverdagsaften i mørke Viborg vel til at leve med, selv om vi havde vundet de tre foregående kampe derovre med samlet 7-0. 

Til nøds kan man måske endda med yderste vilje isoleret set registrere et målløst hjemmebanepointtab mod en nyoprykker og designeret dumpekandidat som Herfølge. Jeg mener, shit happens.

Men når man bommer i alle tre kampe, så bør det altså få alle advarselslamper i omstillingsanlægget på Øster Allé til at lyse faretruende rødt. Det er simpelthen en resultatmæssig falliterklæring for et selvudskreget tophold, der vel at mærke oven på den sorte uge 38 - hvor kun AB og Frem med tre nederlag klarede sig ringere end København - vel lige knap kan titulere sig selv netop det ... tophold. Godt nok på en tredjeplads, men med 3 points op til Esbjerg og yderligere 2 op til førstepladsen - og dermed kortere pointmæssig afstand til ottendepladsen - er der vel snarere tale om det bedst placerede hold blandt forfølgerne. Subtoppen eller måske slet og ret midterfeltet. For præcis et år siden førte vi efter lige præcis 9 runder superligaen med 17 p. Pointmæssigt altså endnu ikke en alarmerende forskel, værre er det i forhold til de værste konkurrenter, hvor vi i fjor kunne lukrere på, at de var ganske kummerlige alle sammen. Men endnu værre end de manglende resultater har vel egentlig spillet været.

Midtjylland er så længe siden, at jeg næsten har glemt det, og som kollega -smølle anførte i sidste uge fortabte netop den kamp sig i litervis af fadøl, Bopas hjemmeblendede giftdrinks, koplanker og Lamb Rogan Josh. Erindringen om en fantasiløs og uinspireret forestilling, stort set uden målchancer, klinger dog et sted i tågerne. Fire dage senere blev der ganske unødvendigt smidt to points i Viborg, i en kamp hvor vi ganske vist spillede momentvis flydende og kvikt positionsspil, der reducerede hjemmebanespillere til grønne træningskegler. Problemet var bare, at det var så satans ineffektivt, som at få skruet tiden tilbage til dagene i halvfemserne, hvor nipser-begrebet for alvor blev synonymt med FC København. Javel, vi kom til mange afslutninger, men det var fra halvdistancen, halvhjertet. Udover Todis generaldirektør flugtet på stolpen af et tomt mål fra en halv meters penge i overtiden, så var der vel ingen af chancerne, der var af en sådan beskaffenhed, at man rimeligvis kunne sige, at dén skulle der være scoret på! Og det var da heller ikke mirakelredninger fra Arek Onyszko i buret, der holdt de sortklædte gæster fra yderligere scoringer end et straffespark og en svineheldig deflection tæt ved lukketid. Og så kan Hans Backe for min skyld snakke om "hundrede-procents-chancer i stribevis" fra nu af, og til han slår sig ned som travtræner på Solvalla.

Det fører mig lige ind på et sidespring. Afslutninger. Afslutningsstatistik. Hvad kan det bruges til? I sidste uge - inden midtugerunden - kunne formiddagspressen gøre status over antal afslutninger til dato i superligasæsonen. Og selv om hans hold førte statistikken, så mente Michael Laudrup ikke, han kunne bruge de tal til alverden, da de ikke nødvendigvis siger noget om kvaliteten i afslutningerne. Lige som de løbende statistikker under en fodboldkamp jo heller ikke altid fortæller sandheden. Det seneste eksempel jeg kan huske, var Premier League kampen i søndags mellem Wolverhampton og Chelsea, hvor skiltet ved pausen kunne annoncere 3-0 i Chelsea's favør mht. "Shots on Goal". Det var vist for det første incl. to scoringer, mens den sidste afslutning på mål (indenfor målrammen) var et svagt hovedstød, der ikke voldte keeperen de fjerneste problemer. Derimod havde Londonholdet en 4-5 farlige og nærgående afslutninger, der blot susede lige forbi stolperne. Reelt dog væsentligt bedre bud på en scoring.

Herhjemme laver statman.dk den slags tal til Superligaen (bla. Onside), og her er det samme problematik, da man skelner mellem A: afslutninger inden for målrammen hhv. B: mislykkede afslutninger (dvs. Afslutning udenfor eller på målrammen (Finish missed target) eller Blokeret afslutning (Finish blocked by player). Dvs. et typisk lige-på-målmanden Erik Mykland forsøg, der knapt kan trille helt ind til stregen vil i afslutningsstatistikken faktisk fremstå som en større mulighed - tættere på - end Todis hug på stolpen, med mindre man altså har set det med egne øjne.

Nuvel, lad os dog bare nøjes med at konstatere, at jo flere afslutninger generelt, desto større chancer for at score. Så bare fyr løs.

Tilbage til rædsels-ugen. Måske lige lidt til den tørre plet først. Tjekkisk øl tilflyder heldigvis stadig bæverdingen her, så du kan glemme alt om farverige cocktails med paraplyer. Klimaet indbyder vist heller ikke til det. 

Førnævnte Wolves-Chelsea match så jeg lige inden, jeg tog i Parken. Og lad mig bare ærligt erkende, at jeg drog mod Østerbro med en seriøs forventning om, at den eller de klassers forskel, der var på Chelsea og Black Country mandskabet, burde og ville der også være mellem FC København og landsbyholdet. Det var der jo mildest talt ikke. Som om Midtjylland- og Viborg-kampene ikke havde budt os kummerlighed og frustration nok, så valgte København lige at toppe med den ringeste kamp siden april 2000 i Odense. Og selv om vi med i hvert fald tre helt åbne (100%) chancer til Todi og en til Møller faktisk kom til "større" chancer end i den trods alt pænt spillede kamp i Viborg - og vi dermed havde mulighederne for sejr - så var det en kamp, vi pba. spillet end ikke havde fortjent at få det ene point med fra. Og havde Herfølge udnyttet f.eks. deres gigantiske dobbeltchance i første halvleg, der endte med en drøn på stangen, så havde vi måske heller ikke fået pointet.'

En del tilskuere på Nedre C brummede over det defensive, destruktive og til tider brutalt spillende Herfølge-hold. Men ærligt talt, en bande æselsparkere plus Simon Karkov skulle da ikke have noget klinket ved at begynde at engagere København til åbent spil. Det havde jo været decideret selvmord. Som hvis København var kommet i CL og prøvede at spille offensivt fodbold - åbent slag - mod f.eks. Real Madrid eller Manchester United. Vi var blevet slagtet. Så ikke én bitter bemærkning herfra til Johnny Petersen og hans tropper for at afvikle kampen taktisk ud fra de midler, de råder over. Heller ikke over at de jubler efter en 0-0 kamp. Point er trods alt vigtigere end skønspil.

Men det blev tredje kamp i streg uden sejr for København. En skidt serie for et hold med topambitioner, også fordi der, som i forårets spille- og resultatmæssige krise, denne gang ikke kan fremføres undskyldninger omkring skadede stamspillere. Og hårdt program kan der heller ikke bortforklares med. I hvert fald ikke i forhold til ugens modstandere. For der var ingen europacup, og tilmed ekstra hvile op til den "engelske uge" pga. landskampe. Så vi burde jo være helt klar. "Engelsk uge", ja. Tre kampe på otte dage. Vel netop en situation, hvor FC København med den brede trup og de bedre fodboldspillere skulle vise sig stærkere end modstanderne og kvase dem. Især de to sidste. Men sådan gik det just ikke.

Og så var to af kampene endda på hjemmebane. Nul mål og et point. Og i det hele taget har København en elendig hjemmebanestatistik i denne sæson. 2-1-2 i fem kampe. Altså neutral. Det er mildest talt uacceptabelt, ligesom placeringen og pointhøsten i ligaen må siges at være det, når vi p.t. har spillet fem af sæsonens ni kampe på eget græs (6 af 10 på søndag). Det er ret beset en fortsættelse af forårets slatne hjemmebaneresultater og -spil. Fra tidligere at være en nærmest uindtagelig fæstning med max. 2 nederlag på en sæson, synes Parken at have forvandlet sig til en skrækbane for København. Europæisk er det for resten ligeså. Vi opnåede bedre resultater - og spillede bedre - på Malta og i Glasgow end i de respektive hjemmekampe!

"Positiv fodbold i PARKEN™" skrev FC København i surrogatprogrammet op til Herfølge-kampen. Siden Parken Sport & Entertainment A/S insisterer på den narcissistiske versal-stavemåde af Parken, må det med vores hjemmebanespil i denne sæson, ja dette kalenderår, vel være betimeligt at henstille til at skrive "Positiv fodbold i parken" (med småt). For guderne skal vide, at der ikke er meget positivt at se derinde i disse dage.

Og beklagelserne omkring forventningspres og modstandere, der står lavt, holder ikke. Kan spillerne ikke håndtere presset at skulle spille hjemme for en forventningsfuld kulisse, så er de i den forkerte klub. Og at modstanderholdene spiller ultradefensivt for at få et resultat med hjem, kan altså hellere ikke længere komme bag på hverken Backe eller spillerne. Evner man ikke at spille gæsterne ud af Parken, så må de kværnes ud. Opbakningen - den er der trods alt stadig - burde være nok til at blæse holdet til angreb på angreb. Andre tophold i andre ligaer formår altså stadig at drage fordel af hjemmebane, uanset hvor lavt modstanderen står.

Og så siger du måske, at vi skal komme lidt ned på jorden og ikke forvente det urimelige: Man kan ikke vinde hver gang, og tre kampe i streg uden sejr i ligaen er, hvad der sker. Som sportsdirektøren og cheftræneren da også prædiker igen og igen efter hvert et slattent pointtab. Tjoh, måske, men bare ikke så længe selv samme personer i sponsorlokkende samhørighed med bestyrelsesformanden og spillerne bliver ved med i ramme alvor at snakke om Champions League og København i den europæiske top 25. Der kommer man altså ikke - aldrig - hvis man ikke hæver sig væsentligt over gennemsnittet i den danske superliga. Og det gør vi altså ikke for tiden. Langt fra. En anelse over 1½ point i snit, jamen det er gennemsnitligt, og det stemmer jo så også ganske godt overens med spillet. Skal man måle sig med bare de bedste 50-75 bedste klubhold i Europa og drømme om CL gruppespil eller ottendedels-/kvartfinaler i UEFA Cup, så skal man altså være jævnt overlegen i en øvrigt betydningsløs og miserabel liga som den danske.

København og Brøndby har forholdsvis klare europæiske ambitioner og bør i så fald være lige så parløbssuveræne i toppen af rækken som f.eks. Rangers og Celtic i Skotland. Hvert år! Ja, jeg siger parløb - selvom København p.t. er minimum en stor sejr fra andenpladsen - i stedet for en tidligere brugt sammenligning, der skulle indplacere København som Danmarks Rosenborg. For trods en formidabel økonomi, høje tilskuertal, maksimal eksponering, landets mest markedsværdifulde trup, ja reelt alle muligheder, så har København ikke formået at tage afstand de seneste år. Skiftende guld og sølv, og i øjeblikket klart efter rivalerne fra vestegnen. Så ambitionerne skal måske skrues ned til et leje, der matcher spillerens og trænerens evner. Mesterskab og den hjemlige pokalturnering som målet, hvert år. Selvom det vil skuffe denne tilhænger - jeg synes stadig, jeg har "fortjent" at se København i Champions League - så kan vi vel indrette os efter nedjusterede mål hen ad vejen. Lige en tak højere end midterplaceringerne i halvfemserne. Men man skal bare huske, at det ikke er hverken vi tilhængere eller pressen, der har skabt dette europæiske ambitionsbillede. D'herrer på Øster Allé og Peter Bangs Vej må ændre sangteksten og titlen, så skal vi nok istemme tonerne hen ad vejen.

For lige nu er der sgu ikke meget andet at drømme om end måske vippe Esbjerg væk fra andenpladsen, så vi kan komme i UEFA Cup kvalifikation også næste år. Og det er ikke det, at vi flopper eklatant resultatmæssigt. Det er måden, vi flopper på. Vi spiller jo skidt. Vi taler stadig om truppen med den højeste markedsværdi i ligaen, der både i denne og sidste sæson har alt for mange og alt for lange resultat- og spillemæssige udfald. 

Sidste efterår slap vi heldigt fra både to gange 0-3 i Aalborg og Esbjerg og generelt halvsløjt og trekvarttrist spil. Dels fordi de øvrige superligahold var endnu ringere og endnu mere ustabile, dels pga. heldet - ikke mindst i slutfasen af kampene - som fulgte holdet. Et held der givet også blev opsøgt, fordi vinderinstinktet var der hele tiden. I modsætning til nu!

Og krisen i mesterskabsforåret har jeg nævnt. Så hvad er der så galt i København, som med den trup og de ambitioner selv på en dårlig dag burde slå hold som FC Midtjylland (hjemme), Viborg (ude) og Herfølge (hjemme). Som når Manchester United og Arsenal spadserer gennem Premier League's bløde kampe på autopilot med et halvt B-hold i perioder med skader, karantæner og europæisk spil. Ikke at jeg skal sammenligne København med nogen af de hold, men skal de nævnte armbevægelser og spillerindkøb tages seriøst, skal vi altså forholdsmæssigt være suppens svar på United og Gunners.

Zuma er vel en meget god illustration af den spillemæssige krise. Han var på toppen og med international skarphed i de første seks superligakampe og fire CL kval-kampe. Det sluttede med AGF-kampen - som jeg altså stadig ikke er så imponeret af, som de fleste ellers synes at være ... AGF var den dag med afstand det ringeste hold, jeg har set i Parken siden Karabakh Agdam i august '98 - og så var der landskamppausen. Efter pausen så vi en Zuma mod Midtjylland uden skarphed, uden tempo, uden "momentum". Præcist som stort set resten af holdet.

Af angriberne spiller kun Todi for tiden til godkendt. Ikke fantastisk, men heller ikke ringe. Todi som han altid har spillet, som vi kender ham. Og stadig sæsonens topscorer, og nu også den mest scorende FC Københavner nogen sinde. Peter Møller får så lidt spilletid, at det vil være urimeligt at evaluere for meget på hans præstationer. Og Álvaro Santos; uha, jeg skal vare mig for at sige fejlk.., men fraset et mål og et par fikse detaljer mod Rangers i debuten, som han gentog mod spejlblanke AGF, så har han ikke overbevist mig om, at transfersummen og allsvenskan-hypen skulle være berettiget. Lad os for nærværende nøjes med at sige (håbe), at han ikke er i blot hæderlig form, og vi sandelig må have utroligt meget godt til gode fra den kant.

Midtbanen drejer fortsat om Mykland/Nielsen aksen, spillerne med det højeste bundniveau i klubben for tiden, og aktuelt de eneste som vel reelt kan være deres indsats og løncheck bekendt. Stadig er ingen af dem hverken gennembrudsspillere eller synderligt kreative, og det er så problemet. På midtbanen befinder den mest kreative - sammen med Zuma - Thomas Røll sig i en formidabel bølgedal. Humør- og idéforladt. Og den sidste i kvartetten, Hjalte Nørregaard, er altså bare ikke god nok, og har vel efterhånden opbrugt kreditten fra guldmålet. Måske det er det skarpe rampelys, der også har fået hans trademark-indlæg til at falme i den grad. Alligevel vælger Backe troligt at køre med den samme kvartet på midtbanen, hvilket må være et par vognstangsvink til Sebastian Svärd - gad vide, hvorfor vi nu lige skulle leje ham? - og Christian Traoré. Sidstnævnte der ellers har været rost til skyerne af sin træner. Og med Bisgaard og Lønstrup på evig genoptræning er der ikke nogen midtbanealternativer tilbage. Det skulle da lige være Jörgen Pettersson på den højre midt, han også spillede i det tyske FCK.

Forsvaret har lavet flere fejl og sluppet flere mål ind end de senere sæsoner - især i Parken - og virker først og fremmest særdeles sårbart over for hurtigt spil langs jorden. Gennemløb og driblinger. Og så er forsvaret faktisk skræmmende ringe i afspillet. Kun en Ole Tobiasen har teknik, overblik og internationalt snit over spillet frem af banen. Det er et problem især, når midtbanen er så lidt kreativ som i denne triste september.

Ret beset er dilemmaet todelt. At Backe - som alle andre trænere - helst vil spille med de samme 9-10-11 mand fra gang til gang for at opnå og bevare kontinuitet og organisation, bliver til en decideret bagdel, når de samme 9-10-11 spillere virker fuldstændigt tappet for gejst, mod og vindermentalitet. Og samtidig er det så åbenbart en illusion med den brede trup, når Backe konsekvent holder fast i den samme, trætte garde. For vi må antage, at de spillere, Backe ikke ønsker at bruge, bare ikke er gode nok!

Nok elendighed. Der er to kampe tilbage, inden den næste landskamppause. Mod Frem i Parken og AB i Gladsaxe. De to eneste hold, der som sagt var ringere end København i uge 38. De to hold, der p.t. er i bunden af formbarometret. De to hold med de ringeste forsvar i rækken. Alt andet end seks point må kalde på seriøse spekulationer omkring ændringer i organisationen af holdet. På såvel udenfor banen. Og så kan Niels-Christian Holmstrøm og Hans Backe grave nok så mange gamle travere om, at hver kamp har sit eget liv, og ingen kampe er vundet på forhånd, frem. Jeg lytter ikke, for København har selv bragt sig i den pressede situation, der gør seks points til et must. Der gør, at vi ikke isoleret set kan tillade os en lunken uafgjort i nogen af kampene. Og det skal altså starte på søndag, hvor der passende kan betales lidt tilbage til det misrøgtede hjemmepublikum. Mindre end tre points er en tordnende fiasko, og mindre end overbevisende tre points, og jeg vil drøne direkte herned i bulen og erstatte dartskiverne med et par holdbilleder.

Sagde jeg søndag? Eller er det lørdag? Heldigvis har DBU og Divisionsforeningen efter lange og uværdige skænderier mellem FC København og Viasat/MTG i dag skåret endegyldigt igennem og sagt, at det er søndag, der er kampdag. Man meddelte tilmed allerede d. 10. september til Viasat/TV3, at København-Frem ikke kunne flyttes til lørdag pga. Københavns UEFA-cup kamp i Budapest. At TV3 så alligevel dagen efter annoncerede kampen som lørdagskamp, og tilmed stadig så sent som her torsdag aften i sine trailers annoncerer kampen som lørdagskamp, må tilskrives Viasats ønske om dels at pisse territoriet af, dels have ammunition til en sandsynlig erstatningssag.

Det skulle vist have været pinligt i 'Det Bare Fodbold' i  mandags - jeg så det ikke - med mundhuggeri mellem Kjeldberg og Østergaard samt modstridende oplysninger - hver holdt på sit - om kampen nu også skulle spilles lørdag eller søndag. En signalforvirring, der nok hverken giver Viasat/TV3 flere reklameblokkroner i kassen eller FC København flere tilskuere i Parken. Og tonen mandag aften og efterfølgende syntes i hvert fald markant anderledes end Flemming Østergaards udsagn om positiv dialog og forståelse parterne imellem i surrogatprogrammet til lørdagens kamp mod Herfølge. Dybest set handler det jo om, at klubberne på den ene side må respekterer og acceptere den aftale, de har underskrevet med Viasat, mens TV3 på den anden side bør skele lidt til sportslige hensyn - f.eks. til klubbernes Europa Cup program - ved planlægningen af TV-kampe.

Og således kan vi også i aften trampe rundt i diskussionen om for eller imod lørdagskampe generelt. Som mine kolleger Saxo og -smølle har omtalt i sidste og forrige uge. Lad mig bare sige, at jeg endnu ikke er ramt af nogle TV3s kampflytninger til lørdag. Men det vil dog ske, hvis de flytter 2-3 af efterårets resterende FCK-kampe fra søndag til lørdag. Debatten om ulemperne ved kampflytninger har også bragt temaet om lørdag som fast kampdag på programmet. Og det er jo en helt anden sag. Personligt ville det af praktiske og andre årsager være meget skidt for mig, hvis det var hver lørdag i stedet for hver søndag. men jeg kender også flere, som har det lige omvendt. Så det ville under alle omstændigheder føre til en følelsesladet kampagne, hvis der skulle lægges op til skift af kampdag. Det ville også være et brud på traditionen med fodbold i bedste række i Danmark om søndagen. Også fordi de fleste ungdoms- og sekundahold har lørdag som fast kampdag, lige som lørdag pr. definition er den store dag for alskens festivitas og socialt samvær. Og fortsat arbejdsdag for mange også.

At lørdag tilskuermæssigt er en skidt dag kan udledes klokkeklart af Københavns tilskuertal i Parken i denne sæson. De tre lørdagskampe har haft lavere tilskuertal end de to søndagskampe. Kampen mod Herfølge i lørdags var med kun 12.579 tilskuere den dårligst besøgte superligakamp siden 1. december 2001 (det var i øvrigt også en lørdag!) - 29 kampe. Og det var første gang meget, meget længe, at en København-hjemmekamp ikke var rundens mest besøgte (der var flere tilskuere i Odense). For lige at blive ved de negative rekorder. Midtjyllands- og Herfølgekampene - begge lørdag(!) - endte begge uden scoringer til hjemmeholdet. Det er første gang i ti år, det er sket to hjemmekampe i træk. Og kigger vi på denne sæsons hjemmekampe. En uafgjort og to nederlag, altså pointstabene, alle om lørdagen! De to hjemmesejre derimod ... søndag! 

For i øvrigt lige at dvæle lidt mere ved gamle ræb og TV-fodbold, så er Canal Digital og DBU/Divisionsforeningen kommet frem til et kompromis. Typisk dansk, politisk vattet kompromis. I stedet for spærretid mellem 15 og 17:30 har man rykket den en halv time frem. Det betyder selvfølgelig, at Canal Digital kan vise Premier League kampen søndag kl. 17, men den mørke middelalder hersker stadig, for man kan ikke vise PL-kampen kl. 15. Jeg skal ikke træde mere i det, men man kunne næsten ønske, at flere Canal Digital seere, der har købt og forudbetalt en dekoder og en programpakke lægger sag an mod TV-stationen, der pludselig ikke kan levere et solgt produkt. Og så må Canal Digital jo i sin tur - eventuelt via EU - gøre sine krav gældende overfor DBU/UEFA.

Apropos mit sidste ræb. Så nævnte jeg der noget om en omfattende strømafbrydelse i USA/Canada. Jeg vil på det kraftigste afvise enhver spekulation om bartender-jinx, der skulle have forvoldt den dansk/svenske strømafbrydelse i tirsdags!

Ferencváros-kampen har jeg ikke sagt meget om. Og det agter jeg heller ikke, al den stund denne uges rejseagenda udstak en rute til Köln frem for enten Budapest eller en hjemlig TV-stue. Jeg har således end ikke set kampen på video endnu, så du ved utvivlsomt langt mere om den kamp, end jeg foreløbig har kunnet læse mig til og udlede af de enkelte highlights - mål plus et par chancer - jeg har set. Dog syntes det umiddelbart, som om trenden holdt. Todi laver vores mål, Mykland/Nielsen/Tobiasen er - i Zumas fravær - ene om et holde europæisk niveau - og forsvaret er på glatis overfor hurtigt spil langs jorden.

Der synes rundt omkring at herske nogen uenighed, om det var et godt eller skidt resultat. Her må jeg nok holde med dem, der mener, at det var OK, resultatet. Internationale topklubber som Barcelona, Liverpool og Benfica spillede også 1-1 ude mod ringere hold end Ferencváros, og det er de som nok - international erfaring in mente - ganske godt tilfredse med som udgangspunkt for en returkamp på hjemmebane. Og selvom jeg kan forstå, at vores spil dernede just ikke var nogen sprudlende Czardas-opvisning, så er uafgjort i Ungarn i en UEFA Cup kamp sgu et ganske tilfredsstillende resultat. Normalt i hvert fald. Lige i denne sæson, hvor vi er bedre ude end hjemme, er det selvfølgelig lidt foruroligende at tænke på, at hvis den trend holder, så ryger vi altså ud! Så lad os håbe, at trenden vender lidt på søndag mod arbejderklubben fra Valby.

Nå, det skal ikke være så mavesurt alt sammen, selvom tirsdagen udover omfattende strømafbrydelse også var efterårsjævndøgn med overgang til et halvt år, hvor døgnet med eller uden strøm har flere sorte end lyse timer. Og det er skam helt legitim grund til en mild vinterdepression! Men mens jeg knapper aftenens sidste Staropramen op, så send en tanke til Tomas Antonelius og hans fodboldnekrolog i surrogatprogrammet til Herfølgekampen. Kampen hvor Antonelius inden kick off sagde farvel og tak til Københavns tilhængere ... og vi til ham. Trods modgang og atter modgang i fodboldkarrieren har han bevaret et ukueligt og sprudlende humør. Noget mange kan tage ved lære af. Både på og uden for banen. Tack för allt, Tobbe!

Holger

og på jukeboxen spiller 

Ugens album: 

Skulle have været David Bowie's Reality, som har ligget her under disken en uges tid nu. Men jeg må med skam erkende, at jeg endnu ikke har fået hørt en strofe fra den. Det skal jeg nu nok nå, inden jeg bl.a. med et par af bartenderkollegerne skal se den evigtunge 56-årige live i Forum d. 7. oktober.

Ugens sange:

Også regnskabsåret 2003/2004 bliver uden Champions League indtægter for Parken Sport & Entertainment, så man må igen satse på ikke-fodboldrelaterede indtægter til selskabet. F.eks. koncerter. Og det bliver nok mere end svært at få fyldt Parken til randen fire gange, som det har været tilfældet i sommer, hvor jeg da har haft den store glæde at være tilstede alle fire gange.

Paul McCartney: ’Blackbird’
2. maj var første ben i koncertkvartetten. På forhånd nok den koncert, jeg havde de mindste forventninger til, måske også fordi jeg altid har været mere til Kinks og Rolling Stones (i nævnte rækkefølge) end Beatles. Og aftenen "levede da også op til forventningerne". Ikke sådan at forstå, at det var dårligt. Det var det ikke, tværtimod, det var storslået, blot ikke helt deroppe og ringe, som de tre efterfølgende koncerter skulle vise sig at være. Måske også fordi McCartney med band slavisk spillede samme sætliste som under det meste af Back in the World touren. Altså ingen overraskelser. Og ikke en akkord var forskellig fra det dobbelt-live album, der kom på gaden herhjemme i foråret. Men selvfølgelig, sange fra det uforlignelige Beatles-katalog plus en håndfuld af det bedste solo- og Wingsmateriale, det er altså forbandet svært ligefrem at have noget imod. Så det blev en sublim aften. Et af højdepunkterne i den solo-akustiske del af sættet var 'Blackbird'. McCartney, en guitar og 46.000 mennesker på kor. Umanerligt smukt. På positivsiden tæller også, at det var den af sommerkoncerterne med klart bedst lyd. Måske Sir Paul's lydfolk er dygtigere. Måske det skyldtes, at taget var rullet på.

Bruce Springsteen: ’Kitty's Back’
14. juni. Fra den "dårligste" af de fire til den bedste. Det har der været talt nok om. Ellers læs nærmere her. Og lige præcis 'Kitty's Back' spillede Springsteen og E Street Band så ikke denne fantastiske sommeraften. Men det er et nummer der har gjort et massivt indtryk på mig dette forår/sommer. Jeg har faktisk først for alvor opdaget eller genopdaget nummeret nu, efter at Springsten og ESB har hevet det frem igen ved enkelte lejligheder på 2002/03 The Rising Tour. Sangen stammer egentlig helt tilbage fra 1973-albumet The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle. Men har overlevet tidens tand frem til vore dage i skiftende arrangementer. Genremæssigt vel nærmest et jazz-klub nummer, der illustrerer, at Springsteen var og er mere end blot en gribende tekstskriver/storyteller og en habil rock-/folk komponist. 'Spirit in the Night', 'New York City Serenade, 'Rosalita', 'Incident on 57th Street' m.fl. fortæller en anden og mere musikkompleks historie. Og altså også 'Kitty's Back'. Jeg dykker ned i en gribende fortælling fra stenbroens barske Bleeker Street med jazzkarakteristiske guitar-, sax- og klaversoloer (mv.), og jeg dukker op til overfladen igen 12-15 minutter senere ... dybt forelsket ... i Kitty!

Rolling Stones: ’Midnight Rambler’
13. juli. "Flere geriatrikere" vil nogen hævde. Måske, men stadig ældre mænd, der - præcis som E Street Band - spiller en vis legemsdel ud en vis beklædningsdel på alle mulige og umulige yngre wannabes. Stones er stadig den største rockgruppe. På Forty Licks turen er Mick Jagger stadig den mest karismatiske og energiske rocksanger. Og så Keith Richards fyrer stadig sine guitarsoloer af med smøgen dinglende i flaben, afvekslende med det store I-love-what-I'm-doing tandpastasmil. De elsker stadig at stå på scenen. og de giver stadig en uforglemmelig oplevelse. Denne gang heldigvis også i en grad, så man glemte det rædsomme svenske opvarmningsband, der næsten fik folk til at udvandre fra Parken. Eneste minus, at lyden på B-scenen - tre numre - midt på plænen var ret skidt. Det var faktisk næsten umuligt at høre, hvad Jagger sang og de andre spillede. Til gengæld var de så tæt på, at man kunne have delt en flaske whisky med Keith. 'Midnight Rambler' blev denne aften leveret i en version, jeg aldrig tidligere har oplevet så forrygende. Asfalten på Øster Allé må have slået dybe revner og jordskorpen må have skælvet helt over til Riget og afstedkommet ekstrarytmer i hjertekardiogrammerne. Magnifikt.

Robbie Wiliams: ’Mr. Bojangles’
25. juli. Sidste af de store sommerkoncerter. Og en værdig afslutning. Med den yngste i rækken. Det var fru bartenderen og de måske 30.000 andre madammers store aften. Men hånden på hjertet. Jeg og de øvrige undertallige mandfolk skrålede og rockede sgu også med på 'Angels' og 'Feel'. En superentertainer, der har publikum i sin hule hånd fra første sekund og charmer sig gennem de kunstnerisk døde punkter, der stadig vil være som følge af et trods alt endnu begrænset repertoire at vælge fra. Kan kan holde sig fra storhedsvanviddet og de selvdestruktive tendenser og fra hangen til at forfalde til kønsløs, mainstream britpop burde der være mange storslåede oplevelser som denne i vente. Han minder mig i den grad om salig Freddie Mercury. Med aparte bevægelser og fræk performance og showmanship, hvor stemmen ikke helt rækker til. Han sammenlignes på scenen også med koryfæer som Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis jr, som han da også hædrede ved indspilningen af Swing When You're Winning. Fra den skive stammer Robbie Williams' version af Jerry Jeff Walker's 'Mr. Bojangles'. Med kun Williams og pianisten på scenen var det et af aftenens absolutte højdepunkter. Han ka' det skidt, knægten!