De kan mærke støvregnens klamme kys, når den isfriske nordenvind blæser forbi ethvert læ, og skærer sig gennem tøj og overtøj.  Det drypper sagte fra frakkeskøderne, og væden driver sagte ned af den kolde beton.  Folk skutter sig og trækker sig længere ind i sig selv i et forsøg på at gå i et med cementen, og lade kulingen glide harmløs forbi uden at give den chancen for at hage sig fast i det mindste.  Blive til et par øjne i den armerede beton, der spejder og afsøger horisonten for det, de alle venter på.

Andre bliver febrilske og danser en lille dans med bittesmå skridt, mens de råber ud, som om de kan holde kulden fra livet med skældsord og soldans.  De deler håbet om at de ikke igen i dag skal vente forgæves.

Det er november i Parken.  Stemningen er på frysepunktet.

Det er koldt i Parken, og der er kolde hjerter i Parken.  Det er der en årsag til.  Det er de andres skyld.  Det er de andre fans skyld, fordi de ikke har samme idé om, hvad der er god stemning som man selv.  Det er de andre fans skyld, og det er holdets skyld, fordi de ikke lever op til den standard, man selv har set for dem.  Det er de andres skyld.

Man bliver sjældent populær, hvis man beder folk om at rette blikket indad.  Hvis man spørger om ikke den væsentligste faktor for egen oplevelse er egen indstilling.  Man bliver sjældent populær, så det er bedre at flytte skylden over på noget, der hverken er kontroversielt eller kan svare igen.

Det har været koldt i Parken.

Og alt andet lige lægger det en dæmper på gemytterne.  Men hvis man nogensinde bevæger sig fra Nedre C til nogle af de andre venligsindede tribuner, kan det være svært ikke at blive forbløffet over, hvor anderledes en fodboldkamp kan opleves, når den opleves af mennesker, der ikke synes at være stålsatte på rent karmisk at sværte deres inderside udebanesort gennem ubønhørlige negative udladninger.

Jeg begynder et nyt afsnit, men jeg taler om det samme emne.

Efter sigende skranter stemningen på Nedre C.  Hvor grelt dette fænomen er, hvis man betragter det uafhængigt af holdets præstationer og nordsøklimaet, er jeg ikke sikker på, men det er for så vidt også underordnet i diskussionen om, hvordan man forbedrer denne stemning.  Og i mine øjne har diskussionen ikke været særlig givtig.

Der er for få praktisk gennemførlige idéer til stemningsfremmende tiltag, og for megen "slå hinanden i hovedet" over, hvordan folk bør eller bør-ikke opføre sig.  Klassiske SSOske dikotomiske sandheder som at man enten er stemningsyder eller stemningsnyder er dukket op, og det er jo i sig selv skræmmende.

Tilsyneladende er der stadig mange, der ser fællessangen som den bedste indikator for, om de har det sjovt eller ej.  Der er nogen, der mener, at hvis der er mange, der synger med, så har de det sjovt.  Personligt har jeg det sjovt, når jeg har det sjovt, ligegyldigt hvor mange der synger med, men nogen gange har jeg det da rigtignok sjovt, når mange synger med.  Andre gange forholder det sig blot ikke sådan.  Men det er da selvfølgeligt, at hvis det er dig meget sindspåliggende at også folk på andre tribuner, eller ude i de små hjem, forstår, du har det sjovt, så er fællessang et mindre subtilt signal at sende, end når fx jeg uden hensyntagen til melodi eller rytme blot skriger mig hæs i et brus af hvid støj.  Og så er der jo også en helt tredje gruppe.  Du ved, hvor de fra; de fra havnen, og de foretrækker at sende helt anderledes klare signaler, i bogstaveligste forstand, når de har det sjovt.

Den slags signaler har også været oppe at vende, men jeg forstår ikke rigtig kontroversen i fyrværkeridiskussionen.

Fyrværkeri er både flot og festligt, men jeg kender desværre mennesker, der har betalt med eget kød og blod, fordi de ikke havde den tilstrækkelige respekt for den stærke energi bundet i de små beholdere.  Men i diskussionen har alle været enige om, at forudsætningen for om fyrværkeri skal benyttes eller ej er om det sker "under ordnede forhold".  Med andre ord, at det ikke bliver fyret af af fulde mennesker midt i det menneskekaos, der er Nedre C, især efter en scoring.

Forudsætningen er altså, at det kan fyres af uden nogen ekstraordinær fare for tilskuere, spillere eller bolddrenge.  Og hvad er så problemet egentlig?

Uanset, hvor lidt jeg giver for den slags civil ulydighed, vi har oplevet til et par af de seneste kampene, så er det tydeligt, at der er nogle, der føler meget stærkt for, at fyrværkeri skal være en del af festlighederne.  Det giver sig selv, at fænomenet mister sit anarkiske islæt, når det bliver sat i system, og at det ikke længere kan fungere som en ulovlig græsrodsbevægelse, men fyrværkeriet burde kunne gennemføres på en både legal og sikker måde, der alligevel til en vis grad tilfredsstiller de, der ønsker at special effects skal akkompagnere den eksplosive stemning på Nedre C efter en scoring.  I hvert fald skylder man at gøre forsøget!

Jeg er stærk modstander af, at nogle skal fortælle andre, hvordan de skal opføre sig på Nedre C.  Alle har ret til at nyde kampen og selskabet på netop den måde, som de får det bedste udbytte af.  Men en gammel amerikansk støder sagde engang, at min ret til at kaste mine næver omkring stopper ved den anden mands næse.  Med andre ord har jeg kun ret til at opføre mig som jeg lyster på Nedre C, hvis jeg ikke samtidig fjerner muligheden for at gøre det samme fra andre.  Derfor synes jeg, at man ikke bør have ret til, som tilskuer, at tage fyrværkeri med på stadion, men dermed ikke sagt at fyrværkeri ikke kan høre hjemme på stadion.  Hvis det vitterligt foregår under ordnede forhold, kan jeg ikke se begrundelsen for, at man ikke skulle have lov til at arrangere fyrværkeritifoer.

Et enkelt caveat: Jeg har ingen anelse, om dette overhovedet er praktisk gennemførligt.  Men som skrevet ovenfor skylder vi i det mindste at undersøge det, og FCKFC og F.C. København skylder at tage fyrværkerientusiasmen alvorlig.

Det er ikke nemt at komme med nye initiativer på Nedre C.  Det er en konservativ tribune.

Det er i høj grad stadig de, der skabte fankulturen i F.C. København, der er toneangivende på tribunen, og det er der flere årsager til.

For det første skal man ikke underkende, at der er skabt en stærk kultur, med stærke traditioner og normer for, hvordan man opfører sig.

Men måske ligeså vigtigt, er der tale om et rent fysisk overtag i kraft af folks placering på tribunen.

Pladserne på det centrale Nedre C er for gode til, at nogen har lyst til at flytte sig fra dem, og i stedet bliver nytilkomne placeret mere og mere yderligt.  Det kan ikke vare længe, før Nedre C skvulper over til de andre tribuner.  Det er ikke uretfærdigt, at det er sådan, at de, der har været med længe, har bedre pladser end de, der lige er kommet, men det betyder, at Nedre C mister dynamik og låses fast i en tidslomme.  Sæsonkortene forstærker den tendens.  Og før eller siden vil det blive D-tribunen, der er den unge og kreative tribune.  Ikke der hvor de "rigtige" fans står, men der hvor dynamikken er.  Det er en naturlig udvikling.

De, der mener, at det er vigtigt, at de meget aktive fans står tæt sammen, så de kan aflevere så enstemmige beskeder som muligt, må håbe, at Parken ikke falder for fristelsen, og udbyder sæsonkort til samtlige tribuner, for så vil det med tiden blive særdeles vanskeligt for nye grupper på stadion at finde sammen.

Jeg selv er ikke så bekymret.  Dels har jeg mit på det tørre, og dels er min idé om, hvad der er god stemning på stadion ikke afhængig af, at de meget aktive er tæt samlet, så de kan synge i unison, men tværtimod er min drømmestemning i Parken, at folk opgiver idéen om, at synge det samme på samme tid, og i stedet blot lader sig rive med i kampen med krop og sjæl: At man fra samtlige tribuner kan høre bruset af blandingen behag- og mishagytringer.

Og før det virkelig bliver et problem, skal Parken være næsten udsolgt til hver en kamp, og det, tror jeg alligevel, vi skal vente nogen år på endnu.

Inden vi slutter, vil jeg ikke snyde jer, for et par særdeles læsværdige links.  Først og fremmest bør I læse thundersens fremragende Den skuffede fan, hvis I da ikke allerede har læst den.  Det næste link er måske ikke helt så læsevenligt, men dets budskab er tilgengæld noget mere evangelisk: Det er en videnskabelig gennemgang af fordelene ved et forbrug af alkohol: Defining Beneficial Patterns of Alcohol Consumption.  Og der er skam både helbredsmæssige, sociale, religiøse og æstetiske årsager til drikke en øl eller tre af og til.

Skål!

Martin CX

Ugens jukebox

Mariano Mores "La Cumparsita"
En argentinsk tango med masser af fynd og klem for de der dyrker den slags ud på de små timer.

The Everly Brothers "All I Have To Do Is Dream"
Og en sjæler for de, der foretrækker det lidt mere adstadige.

Og så lige det eneste Halloweenmusik, jeg lige kunne komme på...
Michael Jackson "Thriller"