Meget har det med at vende tilbage. Vi bartendere står f.eks. her og kæfter op uge efter uge. Og denne uge er det så min tjans til at vende tilbage. Og du, ja du vender også troligt tilbage uge efter uge, aften efter aften. Jeg ved ikke, om du fortæller hjemme, at du stopper op på dit lokale spruthus hver aften efter job, eller du har "overarbejde". Jeg spørger heller ikke, og hvis du fortæller mig det, er det mere fortroligt end et læge/patient forhold. En bartender har i den grad tavshedspligt. 

Noget andet, der har det med at vende tilbage på denne tid, er julen. Selvom der er måneder til vi med gran og sne, ekstravagante gaver og ædegilder fejrer noget, der angiveligt foregik blandt forarmede mennesker i en ydmyg stald i en brændende varm, gold ørken, så er forberedelserne i fuld gang. Og har allerede været det længe. Pudsigt nok irriterer det mig ikke så meget mere. Jo, jeg afskyr stadig julehøjtiden og al dens (u)væsen lige så meget som selve årstiden, men jeg er vel blevet bedre til at ignorere det alligevel ufravigelige. Med årene følger vel det blide, runde og tolerante, antager jeg. Men okay, der er selvfølgelig mere end fire uger til ræset er overstået, så jeg kan sikkert nå blodstyrtningen endnu.

Og du skal i hvert fald ikke regne med pebernødder og julenissepynt på mine vagter. Det bliver i øvrigt dobbeltslemt her op til denne jul, har jeg ladet mig fortælle. Ikke blot nissevæsener, men også den efterhånden traditionelle ophobning af alskens levende udklædte såvel celluloid-iserede fabel- og vanskabninger, både i fortovscamperende billetkøer og ved premieren, når endnu et epos i det her øjensynligt uendelige Tolkien-helvede vender tilbage. Yikes, geeks and freaks, som en af mine engelske gæster kalder dem. Og jeg er ikke helt sikker på, om han mener dem på lærredet eller dem foran. Nå, hver sin lyst, hver sin virkelighedsflugt. Mine dagdrømme i denne triste og mørke tid går i retning af en bungalow i Vestindien, bare de fire-fem måneder om året, hvor Skandinavien er uegnet til menneskelig beboelse. Høh, der skal godt nok ske noget drastisk med ølsalget her, for at den drøm kan realiseres.

Men ellers er og har her været roligt hernede et stykke tid. Når superligaen og de udenlandske ligaer ligger stille pga. landskampe, går bølgerne ikke så højt her i baren. Ingen strømme af udsøgte fornærmelser, som på lægterne. Uenigheden, skrigeriet, svinen-hinanden-til, når det handler om alt i og omkring FC København og modstanderne i suppen samt de foretrukne hold i ikke mindst England, kan slet ikke mobiliseres, når det handler om landsholdsfodbold. Bortset fra når Nestor med cigaren ovre i hjørnet fabulerer om sine tyske helte.

Her i weekenden gik jeg alligevel dels hjemme i privaten og dels hernede og ryddede op i mængder af syltede hængepartier. Bl.a. skulle jeg geninstallere visse ting i jukeboxen, som kollega -smølle fejlagtigt troede var dubletter eller quintupletter. Det var ingenlunde tilfældet, din fryns! Nå, men i mellemtiden kunne man jo on/off følge en del mere og mindre betydende landskampe. Til gengæld havde jeg ikke mulighed for andet end mål-highlights fra diverse returkampe i aftes.

Mest interessant på forhånd var det egentlig at følge det danske U/21-landshold mod gli Azurris ungdomsudgave. På en papiret stærk dansk midtbane var der hverken fundet plads til Hjalte eller Svärd (han var dog med i returen onsdag), mens Christian Traoré slap ganske godt fra tjansen i det centrale forsvar. Første halvleg var et mareridt fra danskerne, hvor især den tekniske forskel på de to hold blev nådesløst udstillet. Skræmmende stor forskel faktisk med tanke på, at Serritslevs foretrukne jo generelt har ry for at tilhøre de bedre teknikere i den hjemlige liga. I boldomgangen var danskerne chanceløse, også meget naturligt, når man betænker, at der der trods alt - bortset fra i Morten Olsens mærkværdige forestillings-verden - er et par lysår til forskel på niveauet i Serie A og superligaen. De fleste af de unge italienere er vant til fysisk hårde nærkampe og højt tempo i bolden. Og at skandinaviske fodboldspillere generelt aldrig kommer til at besidde samme teknik og rytme som latinerne, må vi bare indstille os på.

Taktisk kløgt og fodboldintelligens er så modtræk overfor boldmæssigt overlegne modstandere, og sammenholdt med et vist mål af italiensk arrogance banede det vejen for en god og opløftende dansk anden halvleg. At det ikke rakte helt var forventeligt. En god arbejdsindsats i returkampen med Stephan Andersen som redningsmand - bitter ironi, at hans drop i Farum skulle vise sig udslagsgivende - var opløftende, men ikke nok. På den anden side, det er trods alt ingen skam at ryge ud mod en stærkere modstander, og jeg vædder gerne en omgang til baren på, at hardhitter Gentiles drenge bliver ungdoms-europamestre. Traoré skulle have efter sigende have været endnu mere outstanding i kamp to. Så lad os da glæde os over det hernede.

Taktik og beregnende kynisme var så også de norske defensivspecialisters våben overfor et spansk hjemmehold, der i Mestallas heksekedel leverede en magnifik opvisning i angrebsfodbold ... og ineffektivitet. Det virkede unægteligt ikke som om, at de to mandskaber rent faktisk spillede det samme spil, i det mindste ikke begge to i Valencia på samme tid, for der var galakser til forskel på udførelsen af spillet. Og netop det er jo også det fascinerende ved fodbolden. For hvor mit fodboldhjerte inderligt jubler over, at Spanien trods alt løste EM-billetten, så vil pragmatikeren se på, at Spanien kun scorede på et par tilfældigheder efter indlæg mellem venner og fjender, mens nordmændene havde 2-3 ganske pæne chancer for at gøre det rigtigt slemme ved hjemmeholdet.

For selv om det er ubeskriveligt grimt at se på, ville det givet være fodboldmæssigt harakiri for nordmændene at spille anderledes, end de gjorde. Også med 11 mand på egen banehalvdel i hele kampen og den norske kommentators ønske om at lime en nordmand til Raúl. En gudfrygtig mand - se, her kunne visse mytologisk disponerede fodboldfans tale om "gudespiller" - bag stængerne gjorde sit til at bevare lidt norsk håb før returmødet i vinterland. Det blev dog den forventelige walkover for spanierne, for når de Drillo-podede nordboer skulle frem og score, kunne det kun gå galt. Rigtig galt. Og tak for det. Viva España!

Et andet af mine all-time-favorit landshold, Holland, spillede tidligere samme dag på Hampden Park og tabte til de altid sympatiske, men normalt fodboldmæssigt aldeles harmløse skotter. Holland er desværre ikke, hvad Holland har været. De spiller faktisk stadig på eksakt samme måde, som de har gjort i en snes år. Og når fornyelsen i spillet ikke kommer, bliver det stadigt nemmere for modstanderen at læse og dæmme op for, selv for skotter. Især når den hollandske landsholdsgeneration i dag - mod skotterne for øvrigt det ældste hollandske landshold nogensinde - ikke er i nærheden af de tidligere supergenerationer som med Cruyff, Neeskens, Rensenbrink, Krol osv. i 70'erne og Gullit, Rijkaard, van Basten og Koeman m.fl. i firserne. Hollænderne fik dog mandet sig op og afværget en truende katastrofe, og rundbarberede McBerti's Braves i Amsterdam. I forhold til første kamp med nogle tiltrængte ungdommelige justeringer på holdet, der trods alt lover lidt for fremtiden. Stadig, den missede VM-kvalifikation og en EM-billet skramlet hjem i halv-tolvte time mod en trods alt meget ordinær modstander. Det halter lidt i træskolandet.

Apropos, så er Frankrig teoretisk også nemme at "læse", for deres grundspil og angrebsvariationer har heller ikke ændret sig nævneværdigt det seneste tiår. Til gengæld er de - i modsætning til Oranje - så stærke, både holdmæssigt og individuelt, at det er lige meget, om modstanderen ved præcis, hvordan Les Bleus spiller. Rammer de tilnærmelsesvis dagen, er der ikke noget at stille op. Det måtte tyskerne også sande i venskabskampen mellem Glasgow- og Valencia-kvalkampene, da Frankrig ganske enkelt kørte hjemmeholdet over i Gelsenkirchen. Faktisk endda et fransk hold, hvor langt fra alle spillede op til standard, men hvor en sprudlende Thierry Henry - den mand er outstanding for tiden, ved vi, der følger Premier League hver weekend - i virtuost samarbejde med Zidane og Trezeguet effektivt holdt lejlighedsvis legestue med tyskerne. Noget de tyske kommentatorer, da også ubetinget erkendte. I det hele taget er det altid en udsøgt fornøjelse at følge en fodboldkamp på tysk TV med saglige, vidende og velforberedte moderatorer. Send dog for h...... danske fodboldkommentatorer på kursus hos ARD/ZDF/SAT1/RTL. I øvrigt var det pudsigt nok også på tysk TV, at vi lige inden fandt Skotland-Holland. Det må være Vogts-effekten.

Den sidste weekendlandskamp var så søndags-venskabskampen på Old Trafford. En uhyggelig åbning fra englænderne i et tempo, som ikke mindst de meget skidt udseende Rene Henriksen og Per Nielsen vist aldrig havde oplevet før, ligesom midtbanen og en endnu ikke vågnet Thomas Helveg blev løbet over ende. Overraskende at Thomas Gravesen så så skidt ud i starten. Han skulle om nogen være vant til det morderiske tempo som motor på Evertons midtbane. Men både Gravesen og resten af holdet fik spillet sig gevaldigt op. Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen - i ny rolle som latinsk tier - leverede tekniske og tempomæssige raffinementer på samme niveau som Rooney og Cole. I det hele taget spillede netop fodboldintelligensen ind igen, og her var danskerne den tand bedre, der berettigede sejren over et mandskab, som Danmark nu heller ikke boldmæssigt står tilbage for. Men igen en ægte venskabskamp med en halv million spillerbyt. Det kan ikke rigtig bruges til andet end gemen underholdning. Fodboldanalyser er i al fald spildt på den slags forestillinger.

Derfor hæftede jeg mig også mere ved, at der fra anden halvlegs start var hele seks Chelsea-spillere på banen. Åh jo, mit hold i det britiske kan jeg ikke stå her en hel fodboldaften uden at nævne. Og især om tre uger, når suppen er stillet i vinterkøleskab, er det ganske tænkeligt, at medbartender Hans CL og jeg får drevet både kolleger og stamgæster til vanvid, når holdet fra Fulham Road skal følges minutiøst, og vi overbelaster bulens leverandørkonti med ekstraordinært store indkøb af russisk vodka. Men lad os gemme det til de lange december-, januar- og februaraftener.

Jeg giver lige en Stoli til fadøllet, mens vi vender blikket hjemover. Jeg har hældt gedigne skidtspande udover FC København på mine seneste vagter. Både de utilfredsstillende hjemlige resultater, den fortsatte europæiske utilstrækkelighed og især det generelt slatne spil fra oftest underpræsterende aktører. Ikke mindst hjemme i Parken (kun 5 af 13 efterårskampe i Parken er vundet). Men selv om hverken spil, resultater eller hjemmebanekomplekser har bedret sig nævneværdigt siden sidst, så vælger jeg at forholde mig roligt lige for tiden, køligt afventende. Når det nu øjensynligt ikke hjælper en skid at hidse sig op og skælde ud, så kan man da prøve den stoiske ro, som også fortsat præger træner Backe.

Den ro som en del stadig peger på som nøglen til mesterskabet, fordi Backe ikke "panikkede", da Brøndby hentede vores ni-points-forspring i foråret (to gange endda). Mere ondskabsfulde tunger - min f.eks. - peger så på, at det også var Backe, der smed forspringet væk i første omgang. For meget ro, måske? Og måske er der også lige lidt for meget ro omkring holdet, mens Esbjergs og Brøndbys parløb i udbrud kører stadigt længere væk fra København. Giver roen bonus i det lange løb, troen på at egne evner til slut vil vise sig tilstrækkelige, mens uroen måske indfinder sig hos førerholdene? Eller bliver roen til den sovepude, der gør, at vi i alligevel ved afslutningen må indse, at vi ikke nåede at vågne i tide til at hente det løbske førertog. Egne evner var ikke nok uden et systemskifte.

Lige omkring det sidste husker jeg stadig med en vis irritation - her kan jeg altså ikke bevare roen - at det gik endog meget roligt for sig til tider mod Mallorca forrige torsdag. En europacup-hjemmekamp, hvor man spiller for at holde nullet, men alligevel slipper to ind. Og siden kommer bagud to gange, og nærmest spiller for at undgå at tabe større. Bedst illustreret ved 1-2, hvor vi 10 minutter før tid får et hjørnespark, som PC lunter frem for at sparke med al tid i verden, mens de øvrige Københavnere dårligt gad slæbe sig selv i stilling i feltet. Det er sgu lidt beskæmmende at se hos et hjemmehold, der er bagud. At vi tabte - og formentlig taber sammenlagt - kan trods alt ikke overraske. Trods ledelsens ambitioner om en euro-top-25 spot, må vi jo realistisk set nok erkende, at vi ikke engang ville kunne tage plads blandt de 25 bedste spanske hold. Øboerne var uden at anstrenge sig bare det bedre i nødvendig hårdhed og ikke mindst boldomgang.

Og Mallorca-teknikerne syntes altså ikke at have nævneværdige problemer med at kombinere på Parkens græs, selv om netop Peter Christiansen - PC - har bebrejdet den dårlige bane, at FC København spiller så sløjt på hjemmebane. Om PC så også vil give baneforholdene skylden for, at han - som toprutineret back - tre gange på et år er blevet gjort til grin af Jonas Kamper, meldes der så vidt vides intet om. Man skulle tro, at en forsvarer med PCs rutine finder værktøjer frem til at undgå ydmygende gentagelser og ikke - som forrige søndag - skal have anføreren til at stoppe Kampers huseren med et nødvendigt frispark (og en nødvendig advarsel). Måske PC har lært lidt af en ung italiensk back, der to gange på fem dage pakkede Kamper ind i U/21-landskampene. 

Nu vi er ved forrige søndags kamp ude i Brøndby, så har den åbenbart givet grobund for en vis optimistisk spiren. Ikke fordi vi gik ud for at vinde (heller ikke dér) og hente lidt ind på det ene af de to tophold, måske dragende nytte af en vis psykologisk fordel fra to 1-0 sejre netop på Vestegnen med to måneders mellemrum og Brøndbys hårde UEFA-kamp i Gelsenkirchen (de må have brugt flere ressourcer, end vi gjorde hjemme mod Mallorca). Men fordi vi gik ud for at undgå at tabe, hvilket lykkedes. Til alle i FCK-stabens udelte tilfredshed, trods vi var foran to gange og uheldige med, at Bisgaards frisparks-hug alligevel blev stolpe ud. Uafgjort var godt, alle var glade, glemt var alt om, at vi var svineheldige med at holde nullet i første halvleg, hvilket udenforsiddende Ole Tobiasen nøgternt betragtet også måtte minde om i pausen.

Og det spillemæssige. Jo, omstillingsspillet og kontrafasen var bedre end meget længe. Mit lille problem med det er, at lige netop de dyder, ikke er dem, vi får voldsomt meget brug for i efterårets tre sidste kampe mod AGF, Viborg og AB. To af kampene endda på hjemmebane (uha). Ni points er et must, men vi får næppe mulighed for at spille kontra mod de tre hold, hvilket i øvrigt også ville være ganske grotesk for de regerende mestre mod mandskaber fra den nederste tabelhalvdel.

At det tekniske potentiale og fremadrettede, offensive spil dog stadig er eksisterende i klubben fik kollega -smølle og et par af vore stamgæster vished for i går, hvor vort reservehold med en kuvøseagtig gennemsnitsalder på ca. 20 år fordoblede sejrscifrene fra foråret mod Brøndbys ditto. Forhåbentlig blev både Backe og de A-spillere, der overværede seancen, inspireret. 

Well, som sagt har jeg valgt at anlægge en Backelignende ro før de sidste kampe i 2003. Det må være fugten. I vejret altså. Så lad os da bare vælge at tro på, at det løser sig endda. Og retfærdigvis er det vel også mest fair at vente med den helt store hudfletning af efteråret 2003, til den sidste bold er rullet over vintergræsset, og den store facitliste tælles sammen. Og Hans Backe, hin rolige, har da også været fremme med sine matematiske betragtninger. F.eks. at 31 points efter 16 kampe (vort facit før Brøndbykampen) normalt ville være tilstrækkeligt til at føre rækken. Og senere at EfBs og BIFs 39 points i 17 kampe var et uhørt højt pointtal. Top-6 de seneste fire sæsoner har efter sytten kampe set således ud:

Så kan man selv lægge til og trække fra og forholde sig til Backes hovedregning. 32 p. i 17 kampe er generelt set ikke imponerende, og bør normalt ikke være tilstrækkeligt til at spille med i den absolutte top. Hvilket det jo så heller ikke er lige nu. Det er også dårligere end den simple regel, Roy Hodsgon udstak, nemlig at for at spille med i toppen skulle man hente 2 points pr. kamp i snit. Minimum. Helst mere om man ville helt til tops. At den ikke er helt skæv, den tommelfingerregel, kan man forvisse sig om ved at granske de seneste slutstillinger i 48 europæiske lande. Kun fire hold (af otte-og-fyrre) kunne titulere sig mestre med lavere pointsnit end 2. I Danmark(!), Frankrig, Slovakiet og Østrig.

På positivsiden ud fra vort eget lille univers tæller, at vi både i forfjor (hvor vi fik sølv) og især for tre år siden (hvor vi blev mestre) rent faktisk havde færre point på dette turneringstidspunkt, end vi har nu. År 2000 med kun 27 p. for 17 kampe og 6 points op til Brøndby. Syv måneder senere havde Roy Hodgson ført os til mesterskabet. Så på den led ser det altså ud til, at det ikke er et umuligt projekt at lukke det aktuelle syvpoints-hul. Heller ikke, når man betænker, at Brøndby i forfjor, og vi selv i fjor smed hhv. 10 og 9 points forspring væk henover foråret. Vi skal dog lige huske, at både Brøndby og København red stormen af alligevel og kørte skabet hjem fra spids, så nok er et stort forspring to sæsoner i træk næsten blevet sat over styr. Men det var lige nøjagtigt stort nok.

Syv point er lidt færre at skulle hente, med seksten runder tilbage. Til gengæld er der altså to hold, vi skal hente, ikke kun én udbryder som de seneste sæsoner. Udover at vi altså selv skal op i et helt andet pointslugende gear, så skal også både EfB og BIF gå ned. Og selv om det i teorien kan lade sig gøre "blot" ved, at vi vinder vores resterende opgør mod de to (én kamp mod hver), og de spiller uafgjort i begge deres indbyrdes kampe i foråret, forudsat at de øvrige kampe giver indbyrdes status quo, så er det netop det sidste, der er humlen. EfB/BIF/FCK er fuldstændigt lige mht. indbyrdes opgør, men København har altså smidt forfærdeligt mange point væk i de "andre kampe".

En årsag til den fornemme stabilitet hos duksen Esbjerg skal ses i, at man kun har benyttet 18 spillere. Og vigtigere; heraf har de 8 spillere været med i samtlige 17 kampe indtil nu. Og yderligere 3 mand har kun misset en eller to kampe. Det har selvfølgelig en reel betydning for kontinuiteten på banen. Toeren, Brøndby, er i øvrigt ikke meget "ringere" stillet på den konto. 4 mand har spillet alle kampene, og yderligere 5 har spillet 16 kampe. 19 spillere i alt har man benyttet. FC København har anvendt hele 22 spillere indtil nu, heraf har kun Albrechtsen, Hjalte, Røll og Møller været i aktion hver gang. Så man kan jo nære et lønligt håb om lidt større ventilering i trupperne i på den jyske og storkøbenhavnske vestegn resten af sæsonen samtidig med, at de mange småskavanker i Københavnertruppen bliver udryddet.

Som sagt. Jeg har valgt ikke at skabe behov for blodtryksmålere resten af efteråret. Lad os evaluere efter de sidste tre kampe. Lad os også vente til da med at spekulere i de sædvanlige vinterjusteringer af truppen, især hvem der skal tage over efter Peter Nielsen. Peter Nielsen, som kollega -smølle behørigt hyldede på bulens vegne i sidste uge. Peter Nielsen, som i mine øjne i højere grad end Backe var årsagen til, at vi alligevel hentede skabet hjem trods et miserabelt forår.

Så ro på, og fuld fokus på tre kampe, vi ikke må sætte noget til i. Nå ja, måske kun to kampe, for åbenbart hænger sidste spillerunde i december i en halvtynd tråd, efter Divisionsforeningens lock-out varsel. Og (u)vanen tro vælger begge parter at fremføre deres ultimative krav og meninger om hinanden i medierne, frem for at sætte sig sammen, indtil problemerne er løst. Til gavn for alle dansk fodbold. Jeg kan kun sige: Forlig eder, skabhalse! På den anden side. Decemberkampen mod AB falder sammen med Copenhagen Fathers koncernens (herunder hører også Stamværtshuset og hangarounds) årlige julefrokost. Og det indebærer at en stor del af os ikke vil være i stand til at huske, om de har set fodboldkampen eller ej. 

Under alle omstændigheder bliver der dog kamp mod AGF på søndag. Og fodboldadrenalinen bruser igen ovenpå endnu en landskamppause. Desværre - for København - har AGF fyret Poul Hansen og ankommer med ny mestertræner - det har han bevis for - tre sejre på stribe og givet bunker af selvtillid. En helt ny situation til forskel fra den walkover, vi eller så småt havde vænnet os til, når Århus' finest kommer på besøg.

Og nej, jeg har ikke glemt returkampen på Son Moix på torsdag, selv om jeg ikke engang får mulighed for at følge kampen live. Men jeg vælger at bevare fokus på suppen nu - hvilket jeg håber spillerne og træneren også gør - for jeg tror seriøst ikke på avancement i UEFA Cup'en for København. Vi har dog Morten Bisgaard, og Morten Bisgaard er flyvende for tiden, og måske er der ingen i RCD Mallorca, der kan huske Morten Bisgaard fra den gang, OB vendte et lignende skidt udgangspunkt (2-3 hjemme) til samlet sejr i Madrid mod Real.

Tid til at patte af for i aften. Og det nytter ikke at blive ved med at trække den i ørerne, fordi det regner. Det har pisset ned i fire dage nu, mand, og intet tyder på, at det stopper foreløbig. Så bare fedt af. Mohammeds Taxi er klar som altid. Ikke noget med "hvide vogne" og andet gøgl her. Mohammed kender hvert et hjørne i København og kører præcis den vej, du ønsker. I øvrigt har han efterhånden udviklet et så indgående kendskab til bulens klientel, at han ved, hvor de fleste stamgæster skal hen, selv når de er for besofne til at huske adressen. Også hvis du måske ikke skal lige hjem ... og i det tilfælde er han altså lige så diskret som din bartender. Men husk nu. Tag det roligt.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sange:

The Eagles: 'The Greeks Don't Want No Freaks'
Fra 1979-albumet The Long Run. Det nærmeste jeg lige kunne finde ang. en sangtitel med både "geeks" og "freaks"!

Depeche Mode:

'Dreaming of Me'
'New Life' 
'Just Can't Get Enough' 
'See You' 
'The Meaning of Love' 
'Leave in Silence' 
'Get the Balance Right!' 
'Everything Counts'
'Love in Itself'
'People Are People' 
'Master and Servant' 
'Blasphemous Rumours' 
'Somebody' 
'Shake the Disease' 
'It's Called a Heart' 
'Photographic' [Some Bizarre Version] 
'Just Can't Get Enough' [Schizo Mix] 
De fire-fem første numre i rækken her kørte i baggrunden forleden, da jeg var nede i TP Musikmarked. Og jeg undrede mig over hvilken Depeche Mode raptus, der dog havde ramt personalet, indtil jeg på "Nu spilles"-hylden så opsamlingen The Singles 81>85. Som titlen antyder de store hits fra DM frem til Black Celebration. DMs bedste periode, hvis du spørger mig, især det helt tidlige, hvor den i 80'rne allestedsnærværende synth-pop virtuos Vincent Clarke var en del af DM. Mand, det tager denne halvgamle bartender en snes år tilbage, til han var ung nok til at ture Københavns diskoteker og natklubber nat efter nat. Der findes i øvrigt også en The Singles 86>98 (2CD endda), hvis man foretrækker de største numre fra den nyere DM-æra frem til Exciter.

Ugens albums: 

The Churchills: Big Ideas

Budet var forbi med sager fra Amazon US. Den opvakte stamgæst husker naturligvis, at jeg for præcis et år siden introducerede The Churchills på Spruthuset. Nå, ikke? Jamen, så dyk ned i jukeboxen her og få genopfrisket din slatne hukommelse. Dette er nyeste udspil (2002) fra The Churchills, ikke helt så fremragende som forgængeren You Are Here. Men stadig meget, meget lytteværdigt. Gedigen powerpop fra første næsten guitar-punk lignende strofer i 'Lights Are On But No One's Home'. Men i stedet for at tage mit ord for det, så check ind her og lyt. Der er masser af smagsprøver.

 

Simple Minds: Neon Lights

Et af mine absolutte favoritbands. Her med noget lidt anderledes i form at et covers-album. Som Simple Minds' musik er blevet indspillet af et utal af kunstnere, forsøger skotterne sig på dette 2001-album med f.eks. Van Morrison, Bowie, Doors, Echo And The Bunnymen, Roxy Music og Velvet Underground. Og selvfølgelig titelnummeret, lånt fra Kraftwerks The Man-Machine (Die Mensch-Machine). Alt kærligt og respektfuldt udført. Med Jim Kerr's og Charlie Burchill's egne ord: We believe in the obvious - that to make music you have to be a fan of music. Thankfully we remain foremost fans at heart. The very origins of Simple Minds lay in the familiar event of a few school friends getting together to explore and often worship whatever mysterious music came our way. • More than two decades of self expression later - mostly spent writing and performing our own sounds and compositions - we find ourselves still very much connected to our initial sense of passion and the relentless desire to play. We are flattered by an increasing number of artists/producers who seem keen to sample and cover our music. • It seems timely for us to once again spend a few days experiencing life as a covers band!!