Ja undskyld. Jeg hørte dig ikke lige i første omgang. Der er lidt vel støjende hernede i aften. Det er en af de her forunderlige aftener, hvor folk bare har følt en inderlig trang til at drikke sig bankelamme. Og så på en ganske almindelig hverdagsaften midt den allermest mørkegrønne fodboldagurketid. Men det sker jo, du kender det helt sikkert også. Jeg gør i hvert fald. Og de "uforudsete", spontane branderter er altid de sjoveste.

Men ham din ven, yuppie-nørden, du spørger til, ham har jeg altså verfet ud af biksen for nogle timer siden. Han kan komme igen uden sin skide headset-mobiltelefon. Det blev sgu en kende for smart til disse omgivelser. Og forstyrrende. Jeg mener, det nytter jo ikke, at han prøver at omgå mobiltelefon-politikken her i bulen ved at forklare, at det kun er i hans øre, telefonen ringer, og derfor ikke forstyrrer barens øvrige kunder. Men det gør det sgu, når han sidder og kæfter op lige ud i luften. Så da det gik op for os, at han ikke talte med hverken gæster eller i fuldskab med sig selv, måtte jeg bede ham pakke lortet sammen eller pakke sig selv sammen og skride. Han valgte så døren.

Ellers synes jeg da, folk respekter barens politik og andre gæster. Og for eksempel går udenfor og telefonerer, eller hvis mobilen ringer, diskret! Og det manglede da også bare. For generelt er det ved at tage overhånd, at folk hverken kan slukke eller lyddæmpe mobilen eller vente med at ringe op, til man er udendørs - i det fri - og generer færrest mulige. Næ nej, om det er i kiosken, hos slagteren, i stormagasinet, i toget, i baren, til fodboldkampen (hvordan de kan høre noget, er mig en gåde), hvor som helst, når som helst, der skal knebres i et væk! En tur i metroen f.eks., det er ikke så meget det sorte støv, men begyndende tinnitus, du skal bekymre dig om. To-tre teenagers, der sidder og skriger i hver sin telefon, mens et par andre mobiler i vognen bliver ringet op, og der sidder en bebumset knægt lige ved siden af dig og tester ringetoner. De nye polyfoniske af slagsen, forstås. Lyder nærmest som en boombox-jamsession.

Det virker mere og mere som om, at folk ikke kan forestille sig, at det kan være muligt at færdes i den offentlige sfære uden en mobiltelefon, ja formentlig slet ikke ladsiggørligt at leve uden. Slukke den, bare derhjemme? Aldrig i livet! Bevares, jeg skal heller ikke spille hellig. Jeg har da mobiltelefon, og har haft siden de første af slagsen kom frem. Ericssons på størrelse med videobånd og tre gange så tunge. Og jeg bruger den da dagligt, på jobbet, privat, ja selv hernede på bijobbet i ny og næ. Det morsomme er, at når jeg tænker efter, så foretog jeg mig stort set det samme for 10-15 år siden, bare uden mobiltelefon. Erhvervsmæssigt lavede jeg det samme. Dengang klarede man bare f.eks. udlandsturene og kundebesøgene uden "mobilos". Man ringede - til firmaet eller hjem - når man kom frem. Ingen problemer. Heller ikke privat. Det var f.eks. intet problem at finde den/de personer, man skulle mødes med til weekendens fodboldkamp heller. Du kunne også godt klare at handle, uden at have "hjemme" i telefonen til at guide dig rundt mellem Brugsens varediske! Alligevel betragter man mobilen - indrømmet, også jeg - som uundværlig i dag. Og at forklare en 15-årig, at man altså sagtens kunne (kan) overleve uden en mobiltelefon, jamen det er nok at sidestille med, at mine de gamle engang prøvede at bilde mig ind, at man rent faktisk har levet uden TV!

Men den nyeste modedille med håndfri telefoner til alt andet end brug i bilen. Den gør mig seriøst mærkelig. Og jeg tror ikke jeg foreløbig vænner mig til at gå mod en person på fortovet, som stavrer rundt med headset og en - for os andre - nærmet usynlig mikrofon siddende i jakkereversen. Hold kæft, en idiot, der kommer gående der, dybt skizofren, og taler højt med sig selv. Jeg mener, går folk med en mobiltelefon op til øret - uanset om det er på et hensynsfuldt sted eller ej - så ved man i det mindste, at vedkommende taler i ... telefon. Med den omsiggribende trend aner du ikke, om en person taler til dig, eller - indendørs som udendørs, alle steder - taler i telefon.

Nu er mobiltelefonen i dag så andet og mere end bare en telefon. Email-klient, internet-browser, databank, planlægningskalender, digitalkamera, GPS-vejviser, radio, mp3-afspiller, mini-TV og meget, meget mere. Et væld af muligheder både erhvervsmæssigt og privat. Efterhånden på vej til at afløse lap-toppen. 

I fodboldens verden er mange mobiltelefoner givetvis rødglødende i disse dage, hvor transfervinduerne er haspet af. Dog står de åbenbart kun på klem, for det er unægteligt ikke meget, der er sket på januarmarkedet, siden det åbnede Nytårsdag. Selv rygtestrømmen synes at være betydeligt svagere end tidligere set, og konkrete handler har der ikke været mange af. Og de der har været, jamen der taler vi primært om låne-/lejeaftaler og frie transfers. En god målestok er som altid den engelske liga, hvor der traditionelt handles mest. Et kig på gennemførte transfers her halvvejs gennem januarvinduets åbningstid taler sit tydelige sprog om et stagnerende marked. Langt de fleste handler vedrører tilmed sekunda-klubberne. Tag i stedet Premiership-klubberne enkeltvis. Det er ikke store ting.

End ikke i Chelski, hvor Kammerat Abramovich ellers skulle være parat til en brænde yderligere en milliard af på endnu et par forstærkninger. Her hænger transfer-dødvandet givet også sammen med, at europæiske klubber nok lige strammer prisen 50-100-200%, når nyrige Chelsea FC henvender sig. Selvom Abramovich erklærer, at pengene ikke er noget problem, så er han (og Chelsea) naturligvis ikke interesseret i at betale eksempelvis £20 mio. for en spiller med en markedsværdi på måske £5 mio. og kontraktudløb om et halvt til et helt år. Selvom det muligvis blot er en rigmandshobby at købe en fodboldklub med "tilbehør", så må man nok antage, at Roman trods alt besidder en solid forretningstæft. Ellers var han næppe nået dertil, hvor han er i dag.

Så siger man jo nok, at man ikke kan købe sig til et mesterskab. Tjah, Sir Jack Walker og Blackburn Rovers gjorde det trods alt i sæsonen 1994/1995. Og de seneste års patenthavere på det engelske mesterskab, Arsenal og Manchester United, har da heller ikke ligefrem talentudviklet samtlige førsteholdsspillere. Og tilsvarende gælder jo overalt i Europa. Også herhjemme, også i provinsen, selvom en vis landsbysammenlægning et stykke vest for København markedsfører sig selv på netop det dogme. Dem om det.

Og så siger man nok også lige nu i England, at Chelsea i hvert fald ikke behøver købe flere spillere ovenpå sommerens store spending spree. Folkene omkring klubben, og os der følger klubben passioneret, kunne nu godt se nødvendigheden af en international kapacitet til centerforsvaret ved siden af den kommende engelske landsholdskaptajn, John Terry. Lidt gardering på midtbanen og helt fremme står måske også på Signor Ranieris ønskeliste, for nok så mange mio. £ kan altså ikke købe nogen fri for skader, form- og scoringskriser. På Kammerat Abramovich's ønskeliste står så muligvis også en afløser for Signor Ranieri!

Under alle omstændigheder har den seneste måned - rædselsmåned set gennem de blå briller - vist, at trods nok så mange stjerner på holdet, så er der stadig et stykke vej helt op til Manchester United og Arsenal. At råbe om tålmodighed og fred og ro til at bygge et hold op, der kan true United og Gunners, nytter nok heller ikke meget, al den stund, de begge stadigt forbedrer sig fra år til år - check bare deres pointhøst i årets tabel ctr. samme tidspunkt i fjor - sammenholdt med, at ordet patience givet ikke eksisterer på Stamford Bridge. Så dilemmaet står mellem tilførelse af endnu en superkapacitet eller to omkring de svageste led på holdet eller simpelthen vente på, at holdet virkelig kommer til at spille som et hold. For det er tydeligvis her, det halter, når det strammer til, og modgangen løber med ind på grønsværen. For mange individualister, og for få holdmæssige rutiner at falde tilbage på. I modsætning til de to førnævnte, der også vinder, når det går lidt trægt, og når enkelte nøglespillere er skadede eller formsvage. De henter mange points på bare at fortsætte med at spille, som man altid har gjort, stadig i de svageste stunder mindst på niveau med resten i ligaen, også med et halvt B-hold. Oktober og november var halvsvage - relativt - perioder for Man Utd. og Arsenal, alligevel satte de ikke nævneværdigt til i forhold til Chelsea.

Chelsea kulminerede med en flot - og stor - 1-0 sejr over netop United på den sidste dag i november. Så fulgte en række halvsløje indsatser mod bund- og midterhold og henover jul/nytår endda nogle helsløje præstationer mod Charlton, Watford (FA Cup) og ikke mindst Liverpool.
Og modsat de foranliggende konkurrenter fik Chelsea så netop ingen points - i hvert fald ingen sejre - ud af de pauvre indsatser gennem december og begyndelsen af januar. Mht. det famøse nederlag mod Liverpool - et nederlag der jo var ekstrairriterende pga. den stadig ubegribeligt store horde af Liverpool-freaks, man omgås (fantasien i specielt Danmark og Norge har aldrig været i højsædet, når valget faldt på en engelsk favoritklub) - så var det en kamp, der på mange måder mindede mig om FC Københavns efterår. Masser af spil - tænk at CFC mod Liverpool en overgang i anden halvleg havde 84%-16% overtag i boldbesiddelse uden at komme til ét eneste forsøg i nærheden af gæsternes mål - ja, nærmest spil ikke til men mod ét mål, men stort set ingen chancer. Ubeskriveligt ineffektivt, men også mod et hold, hvis eneste mål med besøget er at stå så kompakt og defensivt som overhovedet muligt, smadre kampen totalt og så komme til den ene scoring på den ene mulighed, der måtte byde over 90 minutter. Hvorfor skal jeg dog lide under, at mine favoritklubber i DK og UK synes at have så mange lighedspunkter?

Det er for resten pudsigt, at Chelsea hver sæson uden undtagelse går helt ned i december måned. Nogen gange tidligt på måneden, andre gange først henover juleprogrammet, og atter andre gange hele måneden plus et stykke ind i det nye år. I år ingen undtagelse, men man har immervæk hentet en halv snes nye mand i forhold til bare i fjor. Hvorfor rammes de af samme jule-/vintersyndrom? Jeg fatter det ikke! December er og bliver totalt mørke for vestlondon'erne, der famler sig frem, som en bil, der kører ud af storbyens varmende og guidende lys og prøver at finde vej gennem det ukendte og ufremkommelige mørke væk fra middelmådigheden med kun én forlygte (...Hey come on try a little/Nothing is forever/There's got to be something better than/In the middle/But me and Cinderella/We put it all together/We can drive it home/With one headlight ... - Jakob Dylan, fra sangen 'One Headlight'/The Wallflowers).

Ja ja, det kan godt være, du synes, jeg snakker for meget om Chelsea og udenlandsk fodbold, frem for København og dansk fodbold, men ærligt talt; der sker lige nøjagtigt ikke en dyt, man kan hidse sig op over på den hjemlige fodboldscene på denne tid af året. Lige bortset fra den verserende konflikt Spillerforeningen og Divisionsforeningen imellem. De store spillerhandler er det jo heller ikke blevet til. Transfervinduet binder lige så meget herhjemme, som i resten af Europa. Nu har klubberne i DK så helt frem til 28. februar - det store panoramavindue - men indtil videre er de eneste markante handler Stig Tøftings venden hjem til Århus og Michael Silberbauers skift fra Aalborg til København (de spillerovergange faldt så endda på plads allerede i december, før transfervinduets reelle åbning) samt i forgårs AaBs signing af Blå-Vitt midtbanemanden Martin Ericsson. Øvrige af- og tilgange i superligaklubberne er indtil videre ikke værd at tale om. End ikke Jörgen Petterssons afskibning til Landskrona eller Abdul Sules dragen til Køge (han bliver vist heller ikke vidnesbyrdet på Gladsaxefolkets imponerende købmandskab). 

Hvad er der ellers sket i lille dannevang her i agurketiden, nu hvor det mest spændende i fodboldpauserne, nemlig køb/salg af spillere stadig i den grad er på vågeblus. Jo, Brøndbyerne har fulgt decembers dilettanthåndtering af billetsalget til Barcelonakamoen op ved at spilde godt trekvart million gode danske skattekroner på den ellers sammen med integrationsministeren så stort opslåede jobbank på vestegnen. I stedet for unge nydanskere i arbejde og talentudvikling, fik man endnu engang udstillet den administrative talentløshed i forstæderne. 

Nå ja, så fulgte klubbens læge og direktør og "spillerven" og talsmand og bestyrelsesmedlem og altmuligmand - du ved ham med den fleksible hovedbund til alle kasketterne - op med at kvaje sig på ny for landsdækkende TV i den verserende organisationskonflikt i dansk fodbold. Uanset hvor mange verdensrekorder han sætter i rygsvømning, kan manden ikke bortforklare sig ud af en gevaldig, torskedum udtalelse. En antydning i retning af en organisationsfjendtlig opfordring i en officielt indvarslet konflikt er stort set lige så idiotisk som direkte at opfordre til den, som lægen ellers hævder aldrig ordret citeret at have opfordret til. Temmelig amatøragtigt af en person, der med tæft og snuhed ellers mere end nogen har forstået kunsten at trække i de rigtige fodboldpolitiske tråde herhjemme gennem mange år, og mere end nogen anden aktiv fodboldleder scenevant kender mediernes virkemidler som sin egen bukselomme. Problemerne opstår åbenbart hver gang, han - som også i dette tilfælde - er nødt til at balancere med flere kasketter på hovedet. Selvfølgelig aktuelt også forstærket af, at manden givet er småpanisk mhp. Brøndbyernes forestående UEFA-cup eventyr om kun en måneds penge. 

Derudover har Fodbolddanmark så budt på træningsopstart og ligegyldige indendørsturneringer. Træningsopstarten i klubberne er også nærved at være ligegyldig. Ligalandsholdet og diverse ungdomslandshold gør deres indhug i spillerne. Også de udenlandske landshold, i FC København handler det om Sydafrika og Sverige. Hvor man trods alt kan acceptere - det er nu stadig ærgerligt - at skulle afgive spillere til African Nations Cup, så virker det for mig aldeles tåbeligt med alle disse intetsigende træningsturneriger, som f.eks. ligalandsholdet skal på hver vinter. For en gangs skyld er København hårdest ramt med hele seks mand i Morten Olsens ligalandsholdstrup. Og det er da godt for spillerne, der utvivlsomt får en oplevelse for livet og en chance for at spille sig nærmere A-landsholdet forud for sommerens EM i Portugal. Men for klubben er det noget ugunstigt, lige netop som vintertræningen er gået i gang at skulle give afkald på næsten et helt førstehold (med Kihlstedt, Zuma og Bergvold på andre landsholdsopgaver). Spillemæssigt har det næppe betydning, da boldtræningen og taktik- og systemindøvelsen fortsat ligger nogle uger ude i fremtiden. Men den fysiske grundtræning sætter ind nu, givet ud fra nøje planlagte skemaforløb af Anders Storskov og Hans Backe. De ni bortrejste får givet en helt anden form for fysisk træning, der også strækker sig over en anden tidshorisont, da de givet har kørt specielle træningsprogrammer i december, hvor resten af truppen har ligget stille. I værste fald betyder det en fysisk ganske uhomogen trup, når vi når hen omkring marts. Man skal selvfølgelig heller ikke underkende det uhensigtsmæssige både for trænerstab og spillertrup - også socialt - at man er spredt for alle vinde her i opstartsfasen. Vi taler jo flere uger. Problemet gælder naturligvis i større eller mindre grad i de andre klubber også.

Men så har vi jo selvfølgelig kunnet fornøje os med indendørsfodbold. "Vi" er måske så meget sagt, for jeg har altså ikke orket det. Ikke ti vilde heste ville kunne sparke mig til Brøndbyerne, Stockholm eller Trelleborg for at se ugens indestævner. Til nøds kunne man måske have ladet sig friste, hvis der var stævne i KB-hallen, da det jo er tæt på for mit vedkommende og samtidig et sted, hvor en markant del af min opvækst er foregået. Ej heller har jeg gidet glo på stævnerne i TV. 

Den årlige BT-cup, hvor et regulært Københavnsk babyhold ikke overlevede de indledende runder, var, så vidt jeg har kunnet læse mig til, ikke en tøddel anderledes end tidligere år. Ergo, havde man sat en videooptagelse på fra i fjor eller forfjor, ville man sikkert have svært ved at skelne den fra i år. Gabende kedsommelige kampe, et alt-alt for langt stævne tilsat uendeligt ligegyldig staffage og den sædvanlige mudderkastning mellem diverse fangrupperinger, om hvem der råber højest, og hvem der støtter hvem og hvorfor, når ens egne favoritter ikke er på banen eller så galt slået ud. Plus den åbenbart obligatoriske pinlige optræden af - desværre - Københavnske fans i forstadshallen. Intet nyt her altså. 

Nyt var til gengæld Københavns deltagelse i Skandinaviens fornemste indeturnering, Nackas Minne, i Globen. Men selvom det stævne afvikles i lidt bedre publikums- og spillemæssige rammer (og underlag), og selvom om det denne gang med enkelte rutinerede spillere forstærkede unghold fra København rent faktisk vandt turneringen som det første ikke-svenske hold i historien, ja så kan jeg stadig ikke ærgre mig over, at jeg ikke så det, men fulgte FA Cup-omkampen Chelsea-Watford på nettet gennem Chelsea-TV-Online i stedet. For lige så sjovt - og hårdt - det er at spille indendørs fodbold, lige så røvsygt er det at se på. Det har stadig ikke meget med rigtig fodbold at skaffe. 

Vel savner jeg at se FC København i aktion, vel er vinterpausen som altid ulidelig; men jeg kan godt klare at vente til 31. januar, hvor jeg til gengæld er helt klar på sidelinien på Peter Bangsvej, når København spiller den første rigtige træningskamp. På en rigtig fodboldbane, 11 mand på hvert hold, 2x45 minutter. Lad så være, at jeg aldrig har hørt om modstanderen, Høllviken.

Nu afvæbnes de abstinenser, der måske for år tilbage kunne plage én til at drage til indestævner som tilskuer eller følge med på TV, jo så rigeligt af vedvarende fodbold december-januar-februar igennem fra nationer, der ikke går i vinterhi som vi. Live-kampe som perler på en snor, i midtugen og i weekenden fra England, Italien og Spanien. Sammen med den ofte tilbagevendende februartur til London med live-kampe på stadion, så kan det rigeligt holde min fodboldgryde i kog. Også rigeligt til, at indendørs bold er og forbliver uendeligt intetsigende. Spiller vi stævne i Trelleborg i morgen, siger du? Who cares? Blot håber jeg så inderligt, at vi ikke får flere spillere indskrevet på lazarettet. En anden tilbagevendende svøbe ved fodbold indendørs. I Stockholm, tilmed på et spillervenligt underlag, gik det ud over Peter Møller og Jesper Bech.

Møller i foreløbig 10 dage og Bech forhåbentlig mere kortvarigt kan så skrives på den skadeliste, der også afholder Rooba og Myggen fra at træne med truppen, mens Todi kun træner for sig selv, og Lønstrup kun i særlig forsigtig grad prøver at vende tilbage til normal træning. Læg dertil den førnævnte halve snes spillere, der er fraværende pga. diverse landsholdssamlinger, så er der ikke meget tilbage at rutte med for cheftræneren og hans stab på Peter Bangsvej i disse dage. Og så synes man jo stadig, at der mangler noget. Nyindkøbene, både det spektakulære - den nye chef på den centrale midtbane - og garderingerne på backerne, eller en venstre back direkte til startopstillingen. Midtbanen er dog stadig både det åbne spørgsmål og det store problem.

Åbent spørgsmål fordi vi ikke ved, om der kommer en ny mand til den centrale midtbane. En kontrollerende styrmand! Og fordi vi ikke ved, hvordan Hans Backe har tænkt sig at blande kortene blandt de eksisterende, fitte, midtbanefolk. Skal Røll flyttes ind centralt? Skal Bisgaard og kan han - uanset han fortsætter på kanten eller rykkes mod midten - fortsætte takterne fra efteråret, nu hvor han if. TIPSbladet har fået styr både på en indtil for nylig plagsom madallergi og sit spil, som Backe har søgt korrigeret mod det simplere. Kan Bisgaard i det hele taget få en stamplads - sikkert også afhængig af udkommet af de forestående kontraktforhandlinger - nu hvor Silberbauer er kommet til? Og hvor skal Silberbauer spille? Kommer han i startopstillingen fra day one? Og hvad med Hjalte. Fortsætter han udviklingen? Vælger Backe fortsat at satse på ham? Og Bergvold? En ting er sikker, ingen af disse vil bidrage med synderligt meget på den defensive del af midtbanen.

Hvilket bringer os til problemet. Først og fremmest Myggens skade. Jeg vælger desværre at tro, at han har spillet sin sidste kamp i København. Og Lønstrup ligner en gambling at satse på. Så hyppige og også så langvarige skadesfravær. Det må uvilkårligt have kostet i forhold til fordums styrke, og det må også ligge i baghovedet både på Løns og Backe, at en ny skade kan ligge lige om hjørnet. Han bliver jo heller ikke yngre. Ingen tvivl om, at han har - eller har haft - alle kvaliteterne til at optræde som bindeled og styrmand på den defensive del af den centrale midtbane. Jeg tror desværre bare, at også det løb er kørt. Så er der Traoré og Peter Hansen. Førstnævnte en spiller, jeg fortsat forventer mig meget af og synes særdeles godt om som spillertype. Men dels ser Backe ham fortrinsvis som centerforsvarer - hvilket muligvis også er Traorés ideelle plads - og dels er han under alle omstændigheder for grøn til at gå ind tage ansvaret på den bageste, centrale midt allerede til foråret. Peter Hansen ved jeg ikke nok om, og mon ikke han også er ganske langt fra spilletid i A-truppen.

Væsentligt er dog, at ingen af de nævnte - heller ikke Erik Mykland eller Christian Lønstrup - er typer, der går ind og tager ansvaret i modgang. Det er medgangsspillere hele banden. Jeg ser ikke manden, der som en Peter Nielsen eller Michael Mio eller Ståle Solbakken eller Pierre Larsen har psyken til at gå ind og løfte både spil og medspillere, når det går skidt. Og det nytter næppe at omskole Bo Svensson til midtbanespiller.

Midtbaneproblemer, skader, en utilfredsstillende tredieplads, syv points op til ærkerivalen, et spillemæssigt pauvert efterår (ingen ved om Backe formår at optimere og forbedre "konceptet" i foråret), ny eurofiasko, fysiske og formmæssige svagheder. Jo, der er nok af bekymringer. Både helt aktuelle og i bagagen fra efteråret. Der har været og er fortsat lang pause fra efterårsafslutningen og til kampen mod Frem den 14. marts. Pausen er så lang, at man med rette kan tale om en frisk start. Der er dog ikke meget at give af, hvis Brøndbyerne skal hentes, ikke råd til sætte mere end max. en håndfuld points til i forårets blot tretten kampe. Dvs. det skal fungere 100% fra først fløjt i Valby Idrætspark. Og med det pres og den mentale dødvægt fra efteråret, hvordan håndterer holdet så eventuelt modgang og skader i de første par kampe lige som sidste forår?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at København potentielt har spillerne til at sætte sig solidt på den danske fodboldtrone og også avancere langt på den europæiske rangliste. Men har vi holdet? Er harmonien og kemien optimal? Er træneren - stadig - den rette? På mange måde minder vi også her lidt om Chelsea. Den dyreste trup er ikke pr. automatik den bedste. Så indtil vi får vendt trenden, indtil Backe måske får klaveret til at spille i overensstemmelse med potentialet, vil jeg mene, det ser lidt dunkelt ud, rent sportsligt. 

Og det dunkle bliver til mørke, når vi stilles op mod den sportslige succes hos konkurrenten mod vest. Både herhjemme og i Europa. Samtidig har Brøndbyerne - og til dels Esbjerg - qua deres sportslige succes også høstet en masse mediebevågenhed uden for banen. Og det nager i hvert fald én person i Københavns ledelse. Den europæiske succes med forestående kassekamp mod mægtige Barcelona giver jo også den synergieffekt til resten af klubben og omgivelserne, som vi så gerne ser. Specielt i en periode, hvor koncernens flagskib, fodboldholdet, ligger stille, er det en gylden synergi-appelsin i turbanen med en sådan opladning til et stort europacup-opgør. Selv de små fodfejl, de begår ude vestpå, bidrager til at holde mediegryden i kog, og jeg tror såmænd stadig bestyrelsesformanden i København hylder princippet om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

For der er ikke meget at tale om i København for tiden. Intet nyt og spændende omkring fodboldholdet, ingen større mediebevågenhed omkring håndboldholdene (der vist i øvrigt klarer sig ganske kummerligt), ingen nye banebrydende tiltag, koncerter, arrangementer eller lignende. Kun gamle slidte travere at trække rundt på scenen i fodboldens værste agurketid. Der er stille i og om København, både klubben og byen. Der er mørkt, og det eneste lys, der reelt er at skimte lige nu, hedder forår. Det er stadig langt væk. Så langt væk, at Byen nærmest forekommer usynlig. (But all of these horses/That you chase around/In the end they are the ones/That always bring you down/This invisible city/Where no one sees nothing/We're touching faces in the dark/Feeling pretty is so hard ... - Jakob Dylan, fra sangen 'Invisible City'/The Wallflowers)

Og så er vi jo tilbage, mand. Der sker nix i København, og indendørs fodbold som tilskuer bliver ikke interessant i min livstid. Tilbage er heldigvis TV-bolden fra de store og fyldte arenaer i de store fodboldlandes ligaer. Bare det ikke overgår til TV2. Min gode kollega -smølle har berettet om TV2-fortrædelighederne hernede i sidste uge. Det er jo med gru, at man imødeser næste weekend, hvor det igen er FA Cup runde i England og dermed sikkert Mader og Rasmussen og lignende ignoranter ved mikrofonerne. Hvis der nu skulle findes en enkelt tilstedeværende, der ikke kan få nok af TV2-kommentatorerne, så kan jeg da glæde med, at på lørdag - hvor der er almindelig runde i Premier League, som gudsketakoglov vises på en anden kanal - viser TV2-Zulu skam FA Cup-omkampen mellem Chelsea og Watford i sin helhed fra kl. 18:15. Kampen blev i øvrigt spillet i går (hvor man altså ikke valgte at vise den!), og hvis du vil bevare spændingen, skal jeg da nok undlade at røbe resultatet her! Det er så tåbeligt, at det tangerer HURs tænketanksidé med at fremme den kollektive transport i hovedstadsområdet - i forvejen dårligst og dyrest i Europa - ved at skære dramatisk ned på bus- og togafgange og samtidig hæve taksterne via historiens største stigning på en busbillet. Til den i øvrigt praktisk uanvendelige og ganske redundante institution, HURs forsvar skal dog medgives, at de er underlagt regeringens vanvittige "visioner" og bortskaffede bevillinger omkring kollektiv trafik. Jeg tror til gengæld ikke, TV2 kan tørre deres geniale fodbold-programplanlægning af på politikerne! 

Det kan da i øvrigt være, at vi skal vende os til at nøjes med TV-fodbold, også når Danmarksturneringen skulle være genoptaget. Det er selvfølgelig den mulige konflikt, jeg tænker på. Men netop mens, vi står her og hælder bajere og sprut i halsen, så har Spillerforeningen et muligvis afgørende ekstraordinært telefonmøde i forlængelse af de kompromisforslag, DBU, DF og SF fik med hjem fra et møde med FIFA i Zürich. Hvad der kommer ud af det, aner jeg i sagens natur ikke nu og her. Det så mørkt ud, og i morgen tidlig kan der enten være tændt et lys, eller også er det blevet helt mørkt.

Uanset udfaldet, så tror jeg ikke, vi har hørt det sidste i denne sag. Selv et tåleligt kompromis, ændrer ikke ved, at FIFAs forslag samt FIFAs og dermed UEFAs/DBUs regler stadig på punkter - ikke mindst, at en spiller indtil sit 23. år ikke er er en helt fri mand ved kontraktudløb - afviger fra de almindelige arbejdsretlige regler i EU. Så enten dukker der en spiller op, som i lighed med Jean-Marc Bosman er villig til at opgive karrieren for at køre en principiel sag i det fagretlige system, eller også kommer konflikten på et senere tidspunkt. Hvis konflikten altså ikke er en realitet allerede i næste uge.

En konflikt der - nu som senere - vil ødelægge meget i dansk fodbold. Bøder, udelukkelser, aflyst DM-turnering og selvfølgelig allerværst for Brøndbyerne med en aflyst europacupkamp. Eller noget tilsvarende på et senere tidspunkt. En konflikt der med garanti ikke vil få en vinder, og hvor dansk fodbold og den uskyldige, menige tilskuer, der må undvære sin fodbold, står som de store tabere. Ikke anderledes, end det også er de "forkerte", der bliver gidsler i alle andre arbejdsmarkedskonflikter. Flypassagerer, når lufthavnspersonalet er lockoutet, de fleste af os, når avisbudene strejker, os alle, når skraldemændene sympatistrejker. Muligvis en efterhånden antikveret måde at regulere arbejdsgiver- og arbejdstagerforhold på, men sådan er vilkårene nu engang, som det fagretlige system i vestens demokrati er indrettet. Også i fodbold.

Og den konflikt, der verserer/har verseret i dansk fodbold, kunne såmænd lige så vel opstå i Frankrig eller Belgien, hvor som helst. For fodboldspillere organiserer sig, præcis som andre lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Også på trods af endnu et selvmål fra ham Forstædernes Kasketkarl, der mente at fodboldspillere havde det så godt og tjente så mange penge, at det var helt absurd at forestille sig, at de skulle gå i strejke. Nå da, hvis pengene var så store herhjemme, er det da mærkeligt, at det er Skarbalius'er og ikke Nedved'er, der render rundt på turistvisa på de danske fodboldbaner. Bortset fra at penge ikke betyder så meget som principper her. I England og Italien blandt verdens højest gagerede fodboldspillere forekommer strejketrusler da også stadigt oftere (de er skam også organiserede), og multimillionærerne i NFL/NHL/NBA har skam strejket og/eller været lockoutet - helt reelt. Så det er slet ikke så absurd en tanke herhjemme.

Konflikt eller ej, fodbold eller ej, nye København-spillere eller ej, mørke eller lys. Jeg nedlægger sgu arbejdet nu og hopper om på din side af baren. Lad os drikke os visne sammen, så går det også nemmere at komme hjem gennem mørket uden lys! Og så kan vi måske mødes i morgen aften og reparere lidt!

I feel sorry for people who insist on staying sober. When they wake up in the morning, that's as good as they're going to feel all day. (Dean Martin)

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sange:

The Wallflowers: 'One Headlight'
Man burde skamme sig. Tænk først at opdage dette nummer ca. syv år efter det er skrevet. Og så endda ved et rent tilfælde takket være éns Bruce Springsteen fanatisme, der bl.a. landede en Springsteen-koncert-boot fra 1999 i samlingen. Og blandt ekstra-stoffet en optagelse fra MTV Music Awards i september 1997, hvor Springsteen spiller og synger med The Wallflowers: 'One Headlight'. Det kunne nok få én til at forske lidt mere i The Wallflowers. At have overset/overhørt så formidabelt et rock-nummer. Det er jo forskrækkeligt. 'One Headlight' sikrede komponisten, Jakob Dylan, og The Wallflowers to grammy'er. "Best Rock Song" (1997) og "Best Rock Performance by a Group or Duo" (1997)!

Frank Sinatra: 'One for My Baby (And One More for the Road)'
"It's quarter to three, there's no one in the place" - tid at skrubbe hjem, og ingen skam at gå,  når man bliver smidt ud. Sinatra tilbage i spruthuset, i sit es, i baren, sent, søgende efter svarene på bunden af Jack Daniels glasset! I øvrigt var den skamroste West End opsætning af "Rat Pack - Live from Las Vegas" i København i mandags. En tone-for-bevægelse-for-gag eksakt gengivelse af højdepunkterne fra The Rat Packs legendariske shows på Sands Hotel i midttresserne. Og det er er så nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på at møde Frank, Dean og Sammy "live". Det var ganske enkelt en storslået oplevelse.

 

Ugens album: 

The Wallflowers: Bringing Down the Horse

Albumet hvor 'One Headlight' (og 'Invisible City') er taget fra. En overset perle fra 1996. Okay, det er hverken et epokegørende eller specielt originalt album, som ligefrem sætter fingeraftryk i rockhistorien. Dertil er det musikalske udtryk for mainstream. Straight forward americana-rock (men rated som det bedste af sin slags i 1996) fra vestkysten. Lige ud af landevejen tilsat lidt følsomme ballader og ganske melankolske, til tider desillusionerede tekster. Alt sammen fra Jakob Dylans hånd. Og jo. Jakob er Bobs søn. Bringing Down the Horse er The Wallflowers' andet album er fire. Det nyeste, Red Letter Days, daterer sig til 2002!