Vi er i en stor og ret tæt besat pub, en del større og finere end denne, men ideen er den samme: folk kan stå eller sidde ved bordene og få noget at drikke, og har de lyst kan de se fodbold i fjernsynet. Ved et af bordene står en midaldrende forretningsmand og kigger spændt på skærmen, mens Danmarks førende reklamesanger Steen Jørgensen synger sin og Sort Sols ’Golden Wonder’.

Man ser en stor chance blive brændt, i poetisk slowmotion, og det giver et ryk i herren, der dermed kommer til at baldre ind i en barsk udseende fyr der står med sin kammerat ved bordet bagved. Et ordentligt brød er denne, og da han som følge af skubbet kommer til at spilde lidt af sin øl bliver han rasende, og skælder ud på den nu ret ængstelige mand i jakkesættet. Alt bliver dog fryd og gammen, da de begge ser returen blive sendt i mål. Jubeldans og omfavnelser følger, og der rundes af med Onside-sloganet ”Vi kender følelsen" og derefter ”Fodbold skal ses direkte”.

Så langt så godt, men hvis fodbold virkelig skal ses direkte er der et par ting man vist er nødt til at få opklaret. Det er nemlig tydeligt, at der stråler dagslys på pubbens vinduer. Og da den kamp de ser er Chelsea-Lazio, der blev spillet 22. oktober sidste år, er det indlysende at de i hvert fald ikke ser den kamp direkte noget sted i Europa. Da det viste mål, Mutus sejrsmål til 2-1, blev scoret kl. 21.08 lokal tid (ifølge BBC), var det forlængst mørkt i Storbritannien, hvor jublen og pubmiljøet ellers virkede mest oplagt at placere. 

I det kontinentale Europa og i Afrika var det også enten aften eller nat, og det samme i Asien – selv i Tokyo var klokken ikke mere end godt fem om morgenen. Og i det østligste Australien var den ikke mere end godt syv, da sommertiden ikke var indtrådt endnu. Muligvis kunne der fremskaffes kraftig sol så tidligt, solen står trods alt op ved halv seks-tiden i Melbourne på den tid af året, men om der så ligefrem ville stå folk på en ret pænt fyldt pub og drikke øl til en kamp der var startet kvart i seks lokal tid, må vel kaldes tvivlsomt. Selv om de australiere jo elsker deres øl.

Så den dramatiske episode ved fjernsynet må have fundet sted i Amerika et sted. Da pubben virker tilrøget, kan det ikke være ved middagstid i Californien, hvor al rygning er forbudt på barer. Og længere østpå er vi måske lidt for tæt på solnedgang til at få det klare sollys man kan se – hvilket i endnu højere grad er tilfældet for de store byer i Brasilien og Argentina.

Næ, mit bud at vi er på en expat-pub for briter i Mexico City, det nordligste sted i Amerika som tager fodbold alvorligt, og at en større del af byens engelske tilflyttere nyder Chelseas sejr der på en onsdag eftermiddag, hvor de har sneget sig væk fra arbejdet for at få et par pilsnere. Ja, den frygtsomme habitmand kunne endda ud fra udseendet være en sofistikeret lokal, der ved et tilfælde blot deler interessen og entusiasmen for West End-holdet med englænderne bag ham.

Mysteriet vokser dog, når man bemærker at der i højre hjørne af den skærm de ser på, ganske tydeligt står TV3’s logo, og når der desuden nedenunder står DIREKTE. Både fordi jeg langt fra er sikker på, at Viasat-signalet kan fanges i Mexicos føderale distrikt, eller noget som helst andet sted på det amerikanske fastland. Og fordi selv hvis det kan, er det endnu sværere at regne ud hvordan de har fået fat på sådan en guldkunde-boks til deres parabol, så de kan se alle kampe.

For en eller anden kringlet fremgangsmåde må de i hvert fald have anvendt for at komme til at kigge med. Ikke alene var det nemlig, som altid om onsdagen, slet ikke TV3 der sendte den pågældende dag, men derimod 3+ som håndterede aftenens Champions League-bold. Men desuden var det overhovedet ikke Chelsea-Lazio, som blev sendt den aften. De to hold var nemlig placeret samme aften som Manchester United og Real Madrid i årets puljespil, og derfor var det, som traditionen byder, en af disse to klubber som blev vist – i dette tilfælde Man United ude mod Rangers.

Svensk og norsk Viasat Sport er åbenbart ikke hængt op på de samme krav til ensretning af deres fodbolddækning. Eller også er svenske og norske seere bare så fornuftige, at de ikke løber skrigende bort hvis der vises andet end to bestemte hold, hvilket de danske seere åbenbart gør – ifølge de evige forsvar for valgene, hvor seertallene er den eneste vigtige guide. De viste nemlig Chelsea mod Lazio, begge de andre nordiske kanaler. Men TV3, ligemeget hvilket land fra, gjorde altså ikke.

Derfor må konklusionen være, at de slet ikke ser et Viasat-signal, og at skiltet med 3 – DIREKTE er klistret eller tegnet på skærmen, derovre på den anden side af Atlanten. Og mens spottets budskab egentlig er klart nok, nemlig at fodbold skal ses direkte og på TV3, så fortaber det sig lidt i mystikkens tåger, hvad det har at gøre med nogle briter i Mexico der står i en bar og ser en helt anden kanal. Og hvorfor de har malet et tretal og det danske ord for ¡En Vivo! oppe i hjørnet af skærmen. Men det er da tydeligt at de går op i det. Jeg kender selv følelsen. Og hvis det er et subtilt hint om at de fremover vil sløjfe Man U- og Real-tæppebombningen, og anderledes kan det vel næsten ikke forstås, så er det jo bare pragtfuldt. Det skal blive husket!

I alle fald må man give TV3, at de forstår at udfordre den almene opfattelse om at tv i almindelighed – og reklamespots i særdeleshed – ikke er og ikke skal være tankevækkende…

Det samme kan man vist sige om TV2. De havde fuld FA Cup-weekend i denne weekend, og det skal de trods alt have vores store respekt for, på sådan en hamrende dødssyg post-nytårsweekend, hvor kroppen var sat på absolut minimalt omdrejningstal efter endnu en fysisk udmarvende serie familiekomsammener, julefrokoster og glöggdrikninger, rundet af med alt for mange gin & tonics og udendørs-kolde øl nytårsaften.

Mens kroppen havde brug for størst mulig ro, kunne hjernen fornøje sig med igen og igen at tænke ”Det sagde han bare ikke” til de lyde der fulgte med billederne fra det vinterblege nytårs-England, og såmænd også fra Celtic Park i Glasgow. Hvor Jørn Mader tog et vue på sin monitor i det studie hvor han og Troels Bech var anbragt. Så kameraerne panorere ud over stadion, også på Rangers’ fans der som sædvanlig stod og flagede med Union Jack. Og proklamerede ”der er også mange englændere til stede her i dag.”

Bump!, sagde det, da han klarede at tabe hele sin kommentator-weekend på gulvet allerede inden første kickoff. Mader, der har så travlt med at sige ”Og Dannebrog er her også” under Tour de Frances bjergetaper, når en eller anden turist har medbragt sit flag fra haven, har åbenbart et kendskab til symboler der ikke går længere end til de rød-hvide farver. Hvilket knap gør ham til den ideelle kommentator af netop denne kamp. At manden så i det hele taget ikke lader til at have et suk forstand på fodbold, og ikke er den ideelle kommentator af nogen som helst fodboldkamp nogensinde, er endnu værre.

Til orientering er flaget ovenfor, Union Jack, det som tilhører the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, og det sidste led er temmelig centralt, da netop Nordirland står som en vigtig brik for de pro-UK-skotter som udgør den politiske hovedstrøm i Rangers’ protestantiske fanskare. I modsætning hertil står de katolske Celtic-fans, hvis klub er en art andet landshold i den irske republik, og massivt populære der. Den irske republik, hvis sympatisører har slogets med briterne om Nordirland siden republikken løsrev sig engang i 1917. Det er hele basis i den underliggende strid der har ligget mellem de klubber, og mens der da godt kan have været englændere til stede, så har det jo intet med netop engelsk identitet at gøre, og alt med britisk. 

Og dette flag ovenfor er så det engelske, The Cross of St George, hvilket helt ærligt er skolelærdom. Og dette var blot en kort gennemgang til ære for hr. Mader af noget som de fleste nok er klar over, hvis de i forvejen har interesse i at tune ind på et opgør mellem Celtic og Rangers. Men om det i givet fald skulle trænge ind er vel tvivlsomt. Især hvis man har alt for travlt med at sidde og finde på tåbelige udtryk som ’fodboldens Woody Allen’ – ja, lighederne mellem Woody og Martin O’Neill er jo uendelige. Bl.a. har de begge briller. Og… 

Det er sådan noget forblommet Mader-ævl, der har løftet cykelløb fra blot at være kedeligt at se og gjort det komplet ulideligt. Hvordan cykelseerne har kunnet holde ham ud gennem alle årene er mig ubegribeligt, men noget kunne da også tyde på at i hvert fald en del af dem har fået nok af at høre på en tilsyneladende meget svagtseende reporter, lige så selvsmagende som han er uduelig, med en grotesk smag for sammenblandede metaforer. For han er, som alle ved, blevet fyret fra Tour de France. 

Det er så en god nyhed i sig selv, at Jørn Mader ikke mere kan monopolisere tre ugers eftermiddagssendeflade på en landsdækkende kanal. Men som fodboldfan er det umuligt at se det som andet end en soleklar tragedie at han nu i stedet åbenbart skal spolere den sport vi holder af, og som han næppe selv har den store entusiasme for ved siden af cykelsporten. Det er en løsning som alle kan være utilfredse med. Ikke mindst fordi vi fodboldfolk ikke er så tilgivende som cykelnødderne, der virker ret ligeglade med om der kommer en stribe bøffer gennem en firetimers transmission, bare de to gamle lyder som om de hygger sig, og der er rigeligt med sprogblomster. Så herregud om den ene hele tiden misforstår alt hvad der sker. 

Vi andre er barske mennesker, vi slår ned på stupide fejl, og vi virker sikkert dybt smålige ved siden af. Som når vi fortæller om begyndelsen af anden halvleg, hvor Mader nævner de Celtic-spillere, der gør klar til at sætte kampen i gang – Larsson, Hartson og ”Egil Ogenstad… undskyld, Østenstad!” Et af de mere bemærkelsesværdige klubskifter! Her undrer man sig over at norske Egil Østenstad slet ikke er i Rangers’ trup, som han ellers har tilhørt siden august, og så er det fordi han er hoppet gennem transfervinduet 2. januar, og har gjort lyndebut for Celtic med et indhop i 2. halvleg. Mod sit gamle hold! Med Chris Suttons trøje på! Og en maske, så han ligner ham! Et scoop uden lige. Eller bare et vrøvlehoved uden lige. 

Som kan fortælle, at stadionrekorden på Parkhead på 69.000 mærkeligt nok ligger mange årtier tilbage! Ja, det er sandelig mærkeligt – tendensen går jo ellers mod flere pladser, fordi med sæder på tribunerne kan man lukke mange flere folk ind end før, ikke? Og som får én til pr. refleks at tænke ”nu kan det være nok” når man ser Liverpool spille pokal mod Yeovil, ser dem komme foran, og pludselig ser dem spille bolden lidt rundt med fornyet selvtillid efter en temmelig tynd indsats i de første fem kvarter. Hvorefter Mader begynder at fable om Johan Cruyffs Barcelona, om hvordan de også spillede bolden rundt på den måde og hvordan Cruyffs filosofi var blot at score flere mål en modstanderen, og hvis de scorede tre måtte man selv score fire, og at hans taktik skulle være lagt an på alles evner som boldspillere, med defensiv tænkning skubbet i baggrunden. 

Nu hvor raseriet over at høre de to hold, under de to trænere, sammenlignet direkte, endda på baggrund af en småheldig føring mod et trediedivisionshold, vil jeg nøjes med at sige, at… [tælle til ti, ånde ind, puste ud…] jeg ikke tror at Gerard Houllier har helt den samme filosofi om boldbesiddelse og offensiv fodbold som Cruyff havde dengang. Og at Cruyffs idéer om organisation og forsvarsspil nok også er lidt anderledes end Houlliers. Samt at de næppe kunne være meget mere forskellige, og jeg bilder mig ikke ind at denne teori blev modbevist da vi så Liverpool slå Chelsea i går aftes hernede.

TV2 må give deres forvirrede kommentator nogle flere skuldertacklinger ud mod hoveddøren, så han kommer hele vejen ud af den, for det der er selvfølgelig helt uholdbart. I det hele taget er det en yderst broget flok der bydes på. Som min kollega Holger bemærkede over en dram hernede i weekenden, så må det være et årti siden Flemming Toft har fulgt med i klubfodbold på internationalt plan, og især medkommentator Erik Rasmussen – en mand med en næsten Christian Andersensk måde at forvrøvle folks navne på – må have nøjedes med dansk fodbold i dobbelt så lang tid. For hvordan kunne man ellers i den grad lade sig henrive af Watford-Chelsea, og mene at det var fodbold på allerhøjeste plan? Ved grød det ikke var. Jo, måske sammenlignet med hans hidtidige hold Næstved, og underholdende var det, men hvis de næsten komiske forsvarspræstationer og Neil Sullivans fumlerier i Chelsea-målet skulle være allerhøjeste plan, så gad jeg nødig se netop de grønne fra Sydsjælland. For så må de dæleme være dårlige.

Men hvad tænker jeg også på – at sidde og forlange indsigt fra TV2, der normalt kun svinger sig op til egentlig research om fodbold, hvis det handler om at udlevere vores spillere for narkotikabrug. Og selv da stiller de ikke spørgsmålstegn ved hvorfor deres hjemmelavede ’pusher’ snakker om både at sælge speed og ’amf’. At f.eks. ovenstående nyhed kan slippe gennem nåleøjet er derfor ingen overraskelse, og jeg undrede mig mere over at DR lod den tilsvarende historie, nedenfor, blive stående hele onsdag aften. Men redaktionen har vel været tyndt besat – som det ses kan det i hvert fald ikke have været sprogchefen der stod for denne omskrivning af et Ritzau-telegram.

Lad det være fastslået, at der ikke er skyggen af tvivl om Luis Enriques deltagelse i den første kamp mod Brøndby. Han kommer nemlig ikke til at deltage i den, heller ikke i den anden, og heller ikke i den kamp der forhåbentlig er den første af to kvartfinaler, for han fik tre dages karantæne for sin svinestreg mod Panionios, begået inde på fastlandet samme aften som København længere østpå faldt sammen som en skrøbelig paraply i blæsten på Mallorca.

Karantænen i sig selv er nok ikke det værste problem for Barcelona, for efter sin meget lange skadespause i sidste sæson er Luis Enrique slet ikke vendt tilbage som den han var, og han virker mest som om han lader frustrationerne og den lave selvtillid give sig udslag i en masse tåbelige advarsler og skænderier, med det røde kort mod grækerne som det mest tåbelige: tyve minutter inde i en hjemmekamp, hvor man fører 3-0 fra det første møde, hamrer manden umotiveret en modspiller ned med albuen og ryger ud.

Han vil derfor ikke blive så savnet som frygtet, men den idioti er desværre alt for betegnende for Barcelona, der efterhånden lader til at kunne selvdestruere, uden varsel, hvornår det skal være. Jeg er hunderæd for den kamp mod Brøndby. Ikke på den der ”de må overtage favoritværdigheden”-måde, for Barça har favoritværdigheden, den skal de have, og den kan de ikke forsøge at tale sig fra. Næ, simpelthen med en angst for at Barcelona ikke er gode nok til at slå Brøndby, og det vil betyde at de af os der holder med klubben vil skulle snige sig langs husmurene i en grad som jeg ikke har set siden de folk jeg kender, som holder med Liverpool, i 1995 måtte lide den tort at deres favoritter røg ud af UEFA’en på samme måde.

Det er efterhånden kommet så vidt, at en kommende lockout i Danmark ligner Barças klart bedste mulighed for at komme videre til næste runde. De er desorganiserede og demoraliserede, de sovser igen rundt i et system der ikke fungerer ordentligt, og kun tre spillere yder en indsats de kan være bekendt i en klub som ikke er kendt for at være nærig med lønningerne: Ronaldinho, samt de to egne produkter Xavi og især den brilliante Puyol. Og hvad angår sidstnævntes excellente spil er forholdet nærmest tragikomisk, for ingen aner om han stadig er i klubben når transfervinduet lukker i slutningen af denne måned, eller om han er solgt for delvist at få lappet et kæmpestort hul i klubkassen. 

Resten blamerer sig i uhørt grad, især totale tåber som Kluivert, Motta og Rüstü. Og velmenende folk som Cocu, Overmars og førnævnte Luis Enrique, der havde klassen engang, men nu har deres bedste år bag sig. Hvad der er brug for er en træner som Ronald Koeman – ja, grin bare, endnu en hollænder, men han er også en ægte Barça-mand – til at tage de mængder af store talenter som klubben råder over, og præcis som han gjorde i Ajax, og som Cruyff gjorde i Barcelona for 15 år siden, bygge et hold op med dem i ro og fred, som så kan suppleres af nogle spillere med ægte kvalitet. Som Ronaldinho åbenlyst er – og som en del andre af de tilsyneladende tilfældige storindkøb har vist sig ikke at være. 

Men det er bare en drøm om at få saneret klubbens økonomi og om at få samlet et hold der hænger sammen igen, på længere sigt. På kort sigt gælder det om at slå Brøndby med de forhåndenværende midler. Og det kan blive svært nok, så længe Barça stiller med en klovn på mål og en flok hovedløse kyllinger foran ham. 

Næh, giv os lockouten. Spørgsmålet er så hvor tæt den egentlig er på – den sidste udmelding gik på, at klubberne var ubøjelige, som meddelt af en enig bestyrelse i Divisionsforeningen. Spillerne er også enige om at gå til den bitre ende for at forsvare retten til at stå helt uden økonomiske bånd efter kontraktens ophør, også inden de er fyldt 23 år – selvom enigheden måske ser lidt mindre ud når man sammenligner udtalelser af Per Nielsen efter Spillerforeningens fælles pressemøde 30. december, med senere udtalelser af samme spiller dagen efter. Det er synd at sige, at de to udtalelser passer sammen, men det kan måske hænge sammen med den omtalte snak mellem Per og Per på direktørens kontor, som Bjerregaard refererer til.

Og nu er jeg ingen specialist i arbejdsretlige stridigheder, selv om et par af mine kolleger måske til tider mener at mit arbejdstempo hernede ligner strejkelignende tilstande. Men det virker alligevel overraskende på mig, hvis solidaritet blandt lønmodtagere normalt består i at en gruppe af dem mødes i deres fagforening, og kommer frem til at de har nogle krav de føler dybt for. Så dybt at de er klar til at tage en langvarig konflikt i form af lockout eller strejke. Og at den ene af lønmodtagerne så tager tilbage og får en venskabelig sludder med sin chef, der siger at nu må du jo indse, at det er din virksomhed der vil dig det bedste, i modsætning til fagforeningen. De urokkelige skvadderhoveder bruger dig jo kun som gidsel. Og husk lige, at der er en spændende firmaudflugt og en habil bonus på vej. 

Hvorefter lønmodtageren annoncerer til sine fæller: ”Jeg ved godt at jeg sagde i går, at jeg ville stå sammen med jer alle hele vejen, men nu har jeg snakket med min chef der siger at denne fagforening er langt ude at høre på. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.” Næppe adfærd der var faldet i god jord hos 50’ernes Teamsters under Jimmy Hoffa.

Når det er sagt, så er det da forståeligt nok, at man prøver at påvirke folk til at se klubbens side af sagen og skabe lidt splid i Spillerforeningen. Idéen om at måtte betale en enorm sum i billetindtægter tilbage igen, og at gå glip af millioner af tv-kroner, nu hvor man lige havde fået mulighed for at juble over de store kassekampe og deres venlige indvirkning på regnskaberne, kan ikke være rar. Samt en UEFA-bøde for at trække sit hold ud af turneringen. Derfor er det stadig gådefuldt hvordan det kan fastslås med så stor sikkerhed, at kampen spilles som planlagt 26. februar, hvis der bliver tale om lockout fra 21. januar, hvor træningen ellers er kommet i fuld gang – og også om den spilles hvis man ved at det er helt på skrømt, fordi lockouten i stedet begynder 1. marts, hvorefter Brøndby er nødt til at opgive returkampen, da de har sendt spillerne hjem når den spilles to dage senere.

I så fald, og med klubbernes hårdt-mod-hårdt-attitude in mente, kan Spillerforeningen vel knap være så urokkelige som de gøres til. Det er nemlig dem der bliver nødt til at bøje sig og droppe deres krav om at uddannelsesgodtgørelsen for U23-spillere fjernes. Og det må Per vel være overbevist om at de vil, medmindre lockouten for hans klubs skyld skal rykkes fremad så længe hans hold stadig er med i UEFA-cuppen. Hvilket ville være endnu et eksempel på det man kunne kalde kreativ solidaritet. Men der er ingen forklaring på hvor den garanti kommer fra, og det er måske ikke så mærkeligt – artikler på brondby.com lægger sjældent op til supplerende spørgsmål fra tvivlende Tomasser. Måske der bare er noget vi har overset.

Jeg ved ikke hvem der har ret i denne sag. Egentlig synes jeg at klubberne har ret godt fat i den lange ende med godtgørelsen for de unge spillere, der bløder de meget hårde konsekvenser fra Bosman-dommen lidt op. Men uden at have studeret det nærmere virker det blot på mig som om endnu en retssag ville kende godtgørelsesordningen lige så ulovlig som transferreglerne der fandtes indtil 1995, og så er vi jo lige vidt.

Min primære interesse er da også først og fremmest, at Barça får den nemmeste tur videre til kvartfinalen, og at vinde uden kamp er den absolut nemmeste. Især når de har så hårdt et program; de møder Valencia og La Coruña i weekenderne inden Brøndbykampene, begge på udebane. Det taler for at en lockout ikke er så slem endda. Men på den anden side vil jeg jo også nødigt gå glip af forårets turnering, også selv om vi lever i en verden hvor vi kan se oceaner af udenlandske kampe; ja, selv på den anden side af Atlanten får de som bekendt direkte Champions League-kampe til underholdning i siestaen. Men det er ikke det samme, og det taler selvfølgelig stærkt for det modsatte, selv om man vel kunne mønstre en kuriøs glæde ved at se BIF ude af stand til at vinde den titel de ligger til lige nu. Men ærlig talt, hvorfor skulle vi ikke lige så godt kunne vinde den – syv point er jo intet i forhold til de sidste par vinterpausers føringer…

I det hele taget ved jeg ikke rigtig så meget om hvem jeg skal holde med i denne verdens konflikter. Uden at være nogen speciel fan af hverken kulturministeren eller Rio Ferdinand ville jeg da håbe at Rio fik de to års karantæne Brian Arthur kunne have skaffet ham, hvis han rent faktisk havde haft den mulighed for at appellere Rios sag til The Court of Arbitration for Sport, som han tilsyneladende troede han havde (selvfølgelig svært at tro, at ministeren ikke havde sat sig ordentligt ind i sagerne, men det kan jo ske). Ikke fordi jeg heller har noget imod Rio Ferdinand. Jeg ville bare gerne se hvad der skete, hvis Alex Ferguson fik lov at give Brian Arthur sin berømte hairdryer treatment, hvis de engang skulle diskutere sagen på tomandshånd. Mit bud på resultatet: en hvinende og permanent tinnitus hos ministeren, samt en væmmelig flænge over det ene øje og små stumper af porcelæn fra en smadret tekop siddende rundt omkring i hans ungdommelige hud. Se, det er kulturkamp!

For at splitte dette udtryk op byder weekenden i øvrigt på en noget nær uendelig række kampe i B.T. Cup i Brøndbyhallen, men det ville være chokerende hvis det skete i andet end kulturløse rammer. Men alt dette har vi jo været igennem til hudløshed, her og her, så til de tilrejsende er det bare at sige god fornøjelse – I får brug for det, når DM for cheerleaders er i gang, og I står midt i et aerobics-ragnarok af tordnende europap og menneskepyramider, og når I sidder og kæmper med tunge øjenlåg for at holde jer vågne til AaB’s møde med Horsens i et kvælende indeklima. I det mindste skal I ikke høre på Jørn Mader. Mon ikke der bliver skiftet til engelsk bold klokken tre oppe på vores lille skærm, igen i år…?

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Elliott Smith: 'Waltz #2'
Trods den lidt generiske titel var dette den bedste af de mange fine sange det lykkedes Elliott Smith fra søvnige Omaha, Nebraska at udgive inden man fandt ham død i efteråret - en sag som efterhånden fremstår speget, viste det sig i en mystisk nyhed nytårsaften. Ikke at han i øvrigt forsvandt som nogen Cobain, men blot som en anerkendt sangskriver som også var kendt for at have slogets med depression og misbrug længe. Meget af det kom ud i hans sange, faktisk uden den medfølgende selvynk. 'Waltz #2' er sangen om at han ser sin mor falme, strandet i et forhold til en ubehagelig ny mand. Det er hjerteskærende smukt, og så meget mere fordi han har pakket det ind i den kønneste melodi man kan finde noget sted blandt hans samtidige.

Ugens albums:

Damien Jurado: Where Shall You Take Me?
Dizzee Rascal: Boy in da Corner
Snapshots fra livets mørkere sider, fra to meget forskellige ender af verden. Ja, undskyld mig! Det er trods alt vinter, mand - kom du herned for at høre Whigfield?

Jurado opererer netop i landet omkring Elliott Smiths fødested Nebraska, på flere måder: som baggrund for sine sange fra USA's uglamourøse bagland, og med inspiration i Bruce Springsteens mesterværk Nebraska, med et sparsomt, akustisk og nøgent lydbillede. Sjovt nok er det, som med Springsteen, en sober og tilbageholdende efterfølger til et stort anlagt, ikke fuldstændig vellykket rockalbum. En anden inspiration lader til at være Gillian Welchs formidable album Time: the Revelator fra forrige år, der tager traditionel amerikansk folkemusik det lange skridt ind i nutiden. Det er fortællende, og det er også mørkt - der er rigeligt med historier fra skyggesiderne af livet, sat til den musikalske udgave af den flade, øde egn sydvestpå, der enten er alt for bagende hed, eller gold, kold og trøstesløs.

Trøsteløst på en helt anden måde er også det miljø Dizzee Rascal fortæller om; det er for hans vedkommende det østlige London, der fremstår som et brutalt og afstumpet sted i en overset lomme af Tony Blairs Cool Britannia. Det er historier om teenagegraviditeter, om skyderier og om social armod, og det får en voldsom ekstra effekt af at være sat til de mest opfindsomme beats og bleeps i årevis; sådan nogle industrielle og brugselektroniske lyde der vil få gamle mennesker til at forsværge at det der kan være musik. Stemningen på denne forbløffende talentfulde 18-årige englænders debut er paranoid, både i lyd, i ord og i stemme, og uforløst på en måde der gør hans besked så mange tusind gange mere relevant end alt det klichéfyldte lort der udgives for at malke penge ud af hiphopfans disse dage. Et stort hiphopalbum fra Storbritannien - så har vi set det med.