Inden du sidder ned og får din drink… gin og tonic? Sapphire eller Tanqueray? Tanqueray, fint… skal jeg lige have slukket. Der skal trods alt meget til for at ramme bunden på tv disse dage, men et program hvor en smilende Henriette Honoré præsenterer usle bilister og videoer af selvmordskørsel, som var det den muntreste underholdning på jorden, må simpelthen være udtænkt af den mest kyniske hjerne i tv-branchen. Jeg er ikke helt sikker på, at de pårørende til de mellem 400 og 500 der har mistet livet i trafikken i 2003, eller de tilsvarende pårørende i ethvert tidligere år, synes det er forrygende morsomt. Jeg er i øvrigt ikke en af dem, og jeg er måske helt uden humor, men sindssyge bilister og blodige trafikulykker får mig bare ikke mere til at revne af grin som de gjorde engang.

Det er TV2, der har programmet, hvilket vel knap kommer som den store overraskelse, også selv om det overgår tidligere eskapader med mange længder. Som da man valgte at sende nyheder fra Golfkrigen sidste forår fra nationalisterne og højreekstremisterne på Fox News, og dermed stod inde for deres propaganda, hvilket nogle måske kan huske pissede mig af i en grad så jeg skar knap nr. 2 af på fjernbetjeningen. Men selvfølgelig skulle nogen absolut være så venlig at erstatte remoten med en der har alle knapper i behold. I stedet har jeg lagt TV2 ned på kanal 74, midt mellem en masse tomme, og anbragt den lødige DR2 på toeren i stedet. 

Selv dernede er det dog lykkedes nogen at finde den, formentlig for at se enten håndbold eller TV2’s p.t. klart bedste program, The Office, som de naturligvis totalt ødelægger enhver interesse for ved at sende det hen mod midnat om søndagen (endda samtidig med deres NFL-satsning som de fleste natteravne alligevel kigger på) og som de desuden afbryder i ugevis ad gangen. Endnu en fremragende serie spildt af TV2, og det gælder i endnu mere grel grad den beslægtede faux-dokumentar Human Remains, på dansk med den endnu mere maskerende titel Før døden os skiller, der blev sendt i tirsdag kl. halv to om natten på Zulu. De kun 10.000 (det var sgu kun halvt så mange som så Ænder uden tænder på samme kanal den følgende morgen) som kiggede med, fik et af de morsomste programmer jeg har set længe, dybt sort britisk humor, et fingeret kig indenfor hos et voldsomt disfunktionelt ægtepar. Andet afsnit kommer på tirsdag halv et, men hvis du misser det er det jo ikke ligefrem sært.

Nej, nu ved jeg hvad det var! Det var her i søndags, at der blev kigget TV2! Søndag aften. Vi plejer på de dage at have folk hernede, som høfligt forespørger om man ikke allernådigst kunne få lov at kigge på den amerikanske fusion af rugby og tv-reklamevisning, som de skamløst kalder football derovre. Vi plejer, mindre høfligt, at sige at det kan under ingen omstændigheder komme på tale at vise The Indiana Bucks mod The Missouri Jocks, og så er det ligemeget om I skruer lyden ned. Skal der ses et program hvor der optræder ’tight ends’, så bliver det på en anden kanal.

Men vi gjorde en undtagelse af mindre idealistiske grunde i søndags. Henad titiden dukkede der folk op og spurgte hvornår partyet gik i gang. Tilsyneladende var det deres faste overbevisning, at alle værtshuse på denne aften har et Superbowl party i gang, og i alle tilfælde var det dem umuligt at komme ind nogen andre steder, da der allerede var fuldt, så de kastede sig i stedet over vores bar. Det var en ny situation, og det var ikke mindre problematisk af at de tilsyneladende ventede, at bartenderen skulle stå med et Kiss the cook-forklæde på og tilberede spare ribs og hamburgere hele natten, på en enorm grill ude i gården i hvinende kulde. 

Jeg forklarede, at det blev der altså ikke noget af. Hvis de blev småsultne kunne de få lov at skrubbe over i Alis kiosk og købe popcorn, og det var det. Og hvis de satte næsen op efter en Budweiser eller Coors, så kunne de glemme alt om det. Det rævepis fører vi bare ikke. Men tørstige så de ud, og det ville være meget skidt for omsætningen bare at bede dem skride. Så vi slap dem ind for at se kampen. Humøret var alligevel ganske højt efter Barcelonas 5-0-sejr, så hvad pokker – den kamp fik en chance.

Egentlig en lidt mærkelig ting med den Superbowl. Jeg så i en statistik, at begge hold hørte hjemme i den nederste trediedel af ligaen, når det gælder popularitet. Carolina endda helt nede i bunden. Altså noget henad en pokalfinale mellem Haderslev og Farum. Alligevel var det kørt op in extremis, med 80.000 tilskuere i en kollektiv raptus, og i pausen interviewede TV2-værten Bøjgaard en bindegal dansk pige, der havde betalt 12.000 kroner for at komme ind og se kampen, og dermed ofret sin ferie. Håber det var pengene værd.

For mit eget vedkommende var jeg ved at falde i søvn, da der endelig skete lidt i slutningen af første halvleg. ”Og det gør i hvert fald ikke denne Superbowl mindre kedelig!”, råbte Bøjgaard ved udligningen af den første scoring. Det skal jeg lige love for. Det reddede ikke indtrykket af en dødssyg kamp inden for en næsten lige så dødssyg sport, men jeg skal lige love for at tempoet røg i vejret i pausen. Det blev det mest rystende, forargelige tv-program i USA i nyere tid, vi var vidner til, tro det eller ej.

Hvad forargede? Var det smagløsheden i det absurd overproducerede show, en opvisning af den type der er ved at fjerne al relevans i popmusik og kyle det hele ind under showbiz, megabudgetter og personlighedskult? Var det optakten til det hele, med en nationaltifo på hele stadion, en hysterisk nationalsang (omend sunget af en lækker sangerinde) og til sidst en kolonne af kamphelikoptre, i en grotesk fusion af sport, krigslyst og patriotisme? Var det den helt bizarre parade, komplet med hoppende astronauter på en papmachémåne, der blev afholdt i anledning af den urelaterede rumfærgeulykke året forinden, og som passede perfekt sammen med præsidentens løfte om at ville landsætte en mand på Mars? Var det måske snarere at denne præsident, der kom fra netop Texas, havde travlt med Mars i en tid hvor det er afsløret at han har løjet så stærkt som en hest kan rende for at kunne indlede en krig mod sin fars gamle rival? Var det dette, der forargede?

Næ, det var at man kom til at se Janet Jacksons højre bryst. Hvor det i virkeligheden bare var forfriskende, at hun tydeligvis ikke havde fået det pumpet med silikone, men alligevel er lækker i en alder omkring de fyrre år. Nå ja, og så var der en streaker – endnu en streaker – på ’det sikreste sted i verden’, pludselig placeret midt på banen ved kickoff til anden halvleg. Ham skulle der tredive mand til at få væk, den farlige herre. Inklusive en god gammeldags sherif med en bør på – sherifstjerner var dagens mode, hvad enhver der har set billederne af Janet vil vide. Heldigt for hende, at de ikke følte sig kaldet til at gå så hårdt til al nøgen hud. Der manglede kun, at McCloud kom ridende ind over banen for at anholde Miss Jackson. De er mærkelige, de amerikanere. 

Det er de folk der gerne ville være amerikanere nu også. Ham Elming, der er ekspertkommentatoren, tog et par sider ud af Kurt Thyboes lærebog og begyndte at råbe op om ”Just a boy from da Hood… doing his thaaang!” Det lyder altså lidt komisk fra en fyr med en Risskov-dialekt. Han blev siden sluppet løs i et supermarked, hvor han gik på jagt efter napkins og plates. Sejt. Dansk sportsjournalisme har fået sin egen udgave af Gitte Stallone. Men det er i det mindste blot en komisk og lidt selvparodisk indramning til en mand der ved hvad han snakker om. 

Det kunne være værre, og var allerede blevet det. En meget mærkelig dansk mand dukkede op, da vi så en rigtig fodboldkamp hernede i fredags på TVDanmark 1. Det var aftenen, hvor Anders Bay tog skridtet fra at være en generelt irriterende kommentator med lidt Thyboe-wannabe-tendenser (se, Spruthuset kan også med låneord!) og en belastet fortid (han var på TV2, indsæt selv irritable eder på denne plads, men her var han desuden så stor en spytslikker og ukritisk mikrofonholder i sin dækning af Bjarne Riis, at han efterfølgende fik jobbet som pressechef og spindoktor hos Mr. 60%), til at blive landets mest gyselige kommentator. 

Gutturale brøl som en abe i højbrunst, henrevet i parringens klimaks, er altså ikke identisk med god og medlevende sportsjournalistik. Men det er alt hvad han har at byde på, et gryntende råb af "Whhhhhhhhoooorgggh!" hver gang der er en målchance eller en dramatisk situation, og fuldstændig ukontrollerede skrig ved scoringen – sat ind af den danske spiller som er hele Bundesligasatsningens eksistensgrundlag, selvfølgelig, og hans første mål i evigheder, så derfor blev det markeret som havde Bay skudt Makrellen.

Om det er Bays fortid som speaker i endnu en betændt sportsgren, boksning i Mogens Palles regi (endnu en del af sportens verden hvor al integritet skal afleveres i garderoben, hvis man skal præsentere den), der gør at han føler sig kaldet til ligesom mesteren – Kurt – at efterligne en gibbon på ferietabletter når der sker noget dramatisk, ved jeg ikke, men det skulle man tro.

I alle tilfælde er der en ting han deler med Kurt: en blatant disinteresse for detaljerne og spidsfindighederne i fodbold, for hvis han bare havde en anelse blik for hvad der skete ville han vist ikke have ment at Dortmunds straffe i starten var bare tilnærmelsesvist korrekt, og da Rosicky lige så forkert fik et gult kort for at blive fældet af Poulsen (og dommeren åbenbart skulle lade det gå ud over tjekken at han selv lod sig narre af Frings tidligere) ville han heller ikke have sagt at dommeren var ’konsekvent’. Konsekvent?? Hvis der var noget han ikke var…

TVDanmark, fjern dog for guds skyld denne pinlige undskyldning af en fidusjournalist fra sendefladen, eller smid ham i det mindste over til boksningen hvor man ikke er i tvivl om at de sølle eksistenser der dækker den har solgt sig selv på forhånd for en sjat penge. Som Thyboe selv. Der kan han så få lov at grynte om kap med de lokale orner og bavianer, og lade være med at genere os andre.

Apropos selvsamme Palle, så bød ugen på en af de absolut mindste overraskelser nogensinde. Brian Nielsen-modstandere der smider sig? Brian Nielsen-modstandere der ikke er hvad de udgiver sig for? Og jeg som troede at hans uendelige rekordrække var et resultat af et enestående talents triumfer i en ærlig del af idrætsverdenen. Mogens Palle, hyr dog Bay ligesom Riis gjorde, og lad ham tackle presse og spin så du slipper for at stå og se uærlig ud foran kameraet. Han er frisk på den værste, og så slipper vi for ham. To fluer med et smæk.

Refill på drinken, hvad? Okay, så gerne, og hermed ender tv-anmeldelsen også. Snakken har reelt heller ikke gået om tv-bold de sidste par dage hernede, hvor bizart det ellers har været til tider, og hvor morsomt det end har været at se Bayern og Tottenham lave de mest forrygende pokalbrølere, men om træningskampe og om Ricardinho. Også selv om han ikke kommer til vores klub, og selv om de færreste rent faktisk kender manden som spiller; allerhøjest som navnet på en af reserverne som fik lidt spilletid i VM for halvandet år siden. Derfor er det jo alligevel en forbløffende ting, når man ser denne overskrift: ”FCK takkede nej til verdensmester”. Hvis man så bagefter læser artiklen på Onside, er man jo nærmest rystet. Den får det til at fremstå som om spillere i udlandet, især Sydamerika, er rent mørkeområde for F.C. København. Heldigvis er der jo den komplette udgave af nyheden i avisen, og så virker det en del mere plausibelt og nuanceret. Man skal altid være noget forsigtig med ctrl+c-ctrl+v.dk, for man kender ikke skarpheden på den saks der klippes med. 

I B.T. fortælles der tydeligvis ikke om nogen konkrete lønforhandlinger, og at interessen blev frafaldet på et tidligt stadium, hvilket vel er sigende. For de udenforstående er der jo ingen mulighed for at ane, hvad han ville have haft. Men det er helt sikkert, at Middlesbrough betaler mere end vi havde gjort. En brasiliansk verdensmester på fri transfer i en generøs klub tjener ikke under £15.000 om ugen, sikkert mere i en generøs klub som Boro. Det er otte millioner om året. Det er under alle omstændigheder for meget for en mand der ser ud til at være kørt lidt fast… 

Stadig er stemningen dog mest for, at ham ville vi meget gerne have haft, og hvorfor da ikke? Vi så alle Brasilien vinde VM, og kan vi aldrig få Robert Carlos eller Ronaldinho, så er der da stadig guldstøv over en fyr der har en VM-guldmedalje med i sin bagage. Det er jo ikke fansene der betaler, så lad os dog endelig drømme. Og drømme bliver der gjort, undtagen ved et bord hvor der sidder en flok og brokker sig.

”De er fulde af løgn!” – ”De siger der kun manglede småting før de havde Ricardinho!” – ”De er patologiske, kompulsive løgnere!” – ”FC fuldender kunsten at lyve!” – ””Takkede nej til Ricardinho…” fedt at lyve!” – ”Alle kan jo regne ud at de ikke kan matche Middlesbrough, og så fyrer de sådan en løgn af alligevel!” – ”Folk hopper i med samlede ben, når FC lyver!” – ”Ikke tilfældigt, det lige er i dag det kommer frem!”

Nu var det jo knap sandt – for nu at blive inden for løgnens spektrum – at det nogensinde skulle have været klappet og klart med verdensmesteren fra São Paolo. Endsige at nogen fra klubben skulle have påstået dette. Hvilket B.T.-artiklen, der er basis for det hele, tydeligt viser. Men det er folkene ved bordet dernede som regel temmelig ligeglade med. Det der så bare virker påfaldende er hvorfor det skulle være så umuligt at spillerens agent henvendte sig til København, hvilket er hvad Backe rent faktisk sagde. Han henvendte sig nemlig til rigtig mange klubber for at få afsat sin transferfri spiller.

Og ikke mindst: hvorfor dette skulle være umuligt, mens det bliver fremhævet som den evige sandhed, hugget i sten, at Cesar Sampaio var fuldstændig på plads som ny midtbanespiller for vores rivaler kort efter forrige VM, og at det eneste det faldt på var at hans kone ikke kunne lide tapetet i deres nye villa i Vallensbæk.

Fredagsavisen kom netop pr. stamkunde fra Alis kiosk, og jeg kylede den ned på deres bord, slået op på en notits, for at give gæsterne en chance for at redde bare en anelse værdighed. At sætte dansk fodbolds fagforeningsknuser numero uno lidt på plads. Måske i form af et par passionerede råb om ”Per er fuld af løgn!” ”Han er en patologisk og kompulsiv løgner! Hvem tror han han narrer?” ”Alle kan jo regne ud at når FC ikke kan matche Middlesbrough, så kan Brøndby slet ikke!” Men alt hvad der kom var en bister mumlen om at det var selvfølgelig noget helt andet. Og i stedet fortsatte flokken ud af en anden tangent.

”Parken bruger kunstgræs ulovligt!” – ”Banen er ikke godkendt til brug i ligaen!” – ”Og den er forbudt hos UEFA!” – ”FC har fortiet det!” – ”FC omgår reglerne, og udsætter bevidst spillerne for fare!” – ”Sympatiske har de aldrig været!” – ”Nogle steder er der 20% kunstgræs!” – ”Danmark bliver smidt ud af EM, men så finder DBU i det mindste endelig et nyt stadion, og Parken må betale erstatning!” – ”Det er bevidst snyd!” 

Hvis bare de vidste, tænkte jeg. Det der har de vist læst i den samme avis som før, en avis som åbenbart til tider er meget nyttig og et godt sandhedsvidne, og som til andre tider er forudindtaget og ondskabsfuld. Men havde de læst teksten refereret på hjemmesiden med det i øvrigt uforlignelige navn www.plastic.dk, ville de endda have kunnet finde endnu flere ugler i det der i 1992 bogstavelig talt var mosen: 
Kunstgræs i Parken – Den danske nationalarena Parken er begyndt at bruge kunstgræs i det ene hjørne af parken, hvor på årets længste dag kun er én solskinstime. 22 millioner kunstgræsstrå er plantet, svarende til 4 % af den samlede mængde.

Det får det jo nærmest til at lyde som om det er rent kunstgræs der ’vokser’ på det punkt som må ligge ovre ved C-tribunen, der er kendt for at spærre grundigt for solen i den ene side af banen. Det må jo være noget nær livsfarligt at spille der. Det er med hjertet i halsen, at jeg tænker tilbage på den mest alvorlige skade derinde i senere tid. Da Sammy Youssuf tordnede hovedet ind i Christian Traoré og slog sig bevidstløs. Kan det have været det forræderiske kunstgræs’ skyld? Pyha – det var i den anden side af banen. Frikendt.

Ærlig talt ville jeg ikke vente oppe på at UEFA får smidt Danmark ud af EM, og at vi får frakendt alle vores point. Der har nemlig været kunstige fibre i Parkens græs lige siden 1994, hvilket aldrig har været nogen form for hemmelighed. Det er den type som hedder Grassmaster – hvilket egentlig lyder mere som noget man ville kalde en fyr med et specielt stort lager af jazztobak i en lejr på Roskildefestivalen – fra firmaet Desso, og det er dem som stakkels DBU, der jo er i så ond tro, selv henviser til DBU, og som samme DBU roser for at forstærke Parkens græs i en bulletin. Skulle de være strengt ulovlige, så er det efterhånden en del slutrunder Danmark skulle stryges fra med tilbagevirkende kraft, og så ville ikke kun F.C. Københavns point i denne sæson, men også vores seneste to mesterskaber og begge pokaltitler være til at slette fra bøgerne. Ditto et par af Brøndbys bedre Europacupresultater, samt nogle af de allerværste.

Derfor kan man da godt blive lidt nervøs. Får vi nu lov at beholde sejrene over Höllviken og Trelleborg? De blev jo spillet på 100% kunstgræs, og ikke bare rigtigt græs med fibre enkelte steder. Det ville være så forfærdelig ærgerligt at stå med en UEFA-sag på den bekostning. Hvis klubberne nu mener, at de er blevet ført bag lyset og bevidst udsat for fare. Den er ikke let at leve med. Forhåbentlig opdager de det aldrig.

Det var to meget forskellige kampe. Den første var mod et hold, der kun havde luft til en halv time. Det gjorde det hele lidt mere underholdende, at man stort set hele tiden fik smidt bolden i hovedet igen. Det gjorde også, at vores centrale midtbane med Hjalte og Lønstrup var helt overlegne – Hjalte lignede en mere arbejdsom (og pænere) Paul Scholes blandt de trætte Höllviken-folk, der efter trænerens tilråb at hedde alle sammen hed Johan, og Løns fik tid og plads til at brillere med lækre detaljer og afleveringer, små løft og driblinger. 

Hvor meget der var at hente i den kamp var tvivlsomt, men det må have været godt at få mulighed for at score nogle mål igen for spillerne – og for os tilskuere var det, trods det bistre klima, en god følelse at komme tilbage til KB’s anlæg til en vinterkamp for første gang i to år. Og Álvaro, en mand der er så god som dagen er lang på Svalbard i juni, smilede varmt til os da han blev ønsket tillykke med 24-årsdagen om fredagen. Så var der noget at lune sig på i anden halvleg.

Samme Álvaro kunne man opleve mod Trelleborg, i en kamp hvor han ellers ikke fik meget ud af anstrengelserne, score et mål på en løs chance, hvorefter han gav en undskyldning og et kram til den forsvarer han lige var stødt ind i da han afsluttede. Så har man da set det med.

Lønstrup var desværre ikke lige så overbevisende mod en lidt mere robust modstander, og var til tider for længe om at slippe bolden, men hvad pokker kan man også forvente efter at han har været væk i tre lange omgange ovenpå sin traktorulykke for to år siden. Hjalte, til gengæld, ligner absolut ikke en der har tænkt sig at spille mindre end en nøglerolle i alle kampe. Det er ufatteligt med den forandring, der er overgået denne engang så selvudslettende og boldflyttende fyr, og hans løb ind i feltet kunne blive nøglen til i foråret at overraske de hold der mest kender os som statiske centralt.

Men det var Jacobsen, de fleste kiggede efter i Birkerød, hvor en af vores stamgæster bød på whisky og kaffe (og om B.T.’s reporter tog en dram eller to så jeg ikke, men han fik i hvert fald noteret et svensk mål  der aldrig kom – den endte altså 3-0). Og han var god, Jacobsen, han var hurtig og aggressiv og viste at han også kan behandle bolden anstændigt – undtagen den ene gang han tabte den ud over sidelinien, og ikke specielt overbevisende bedyrede sin uskyld med et grin. 

Det var efter at han var røget over i venstre side, og her virkede han ikke så scenevant, men det får mig nu ikke et sekund til at ryste på hænderne i forhold til den gæst hernede, som har været så selvsikker at vædde med undertegnede om sandsynligheden for at Ole Tobiasen kommer til at spille den venstreback. Bare et par gange i foråret, så skylder jeg en kasse øl. Ellers skyldes jeg den. Det tyder, med al respekt, på flydende forplejning til den første EM-kamp til sommer.

Vores stamgæst mistede dog al koncentration om backproblematikken, da vi kom til at drøfte Frems nye kampagne inden vores kommende udekamp mod dem. Vores gæst synes at have stærke synspunkter om den klub. Og mens det da er sødt nok at de på deres banner ”savner KB” – det kan jeg selv gøre en gang imellem – så er det jo heller ingen grund til at være tåbelig at høre på. Manglende historisk kendskab til den by de prøver at monopolisere forholdet til, det er vist problemet. Frem blev jo som bekendt dannet i 1886, og her holdt klubben til omkring Blegdamsvejenden af Fælleden. I begyndelsen af 1900-tallet rykkede man så ud til en grund for enden af Enghavevej, der var så afsides beliggende, at der står dette om den i Frems klubhistorie: ”Det var med store betænkeligheder man forlod fodboldens Mekka Østerbro, for at flytte til Enghavevej, hvor sporvognen kun kørte til de smukt anlagte kolonihaver på Enghave Plads. For at komme til Frems baner måtte man spadsere det sidste stykke ad en gammel landevej med grøfter i siderne.”

På det tidspunkt var kommunegrænserne netop blevet ændret, og Københavns Kommune havde taget den nuværende form, efter at man har indlemmet landsbyer som Valby, hvor Frem var flyttet hen. Frederiksberg var på dette tidspunkt kraftigt urbaniseret, og Frederiksberg Kommune lå herefter midt i den nye kommuneformation. Og det er denne kommuneinddeling Fremmerne vist har fået galt i halsen.

For allerede i 1905 var det temmelig indlysende hvad der havde mest med København at gøre. Det havde det område på Julius Thomsens Plads, lige inden for Frederiksbergs grænse til København, hvor Forum sidenhen blev opført i 30’erne, og hvor KB i de første årtier af 1900-tallet havde deres fodboldbaner. Og det havde den utilgængelige mark langt syd for byen, hvor Frem måtte flytte til (efter at have set deres lokale rivaler KB, B93 og AB finde fremragende beliggende anlæg inde i byen) ikke. Men det var vel et meget passende sted at slå sig ned for Frems grundlæggere, der var – jovist – Venstremænd. Det som i vores jargon i dag snarere kendes som: Bonderøve!

Og på samme måde er det op til enhver at mene hvad der er mest hovedstad over; KB’s nuværende anlæg som blev indtaget i 30’erne, og som i øvrigt ligger et stenkast fra kommunegrænsen til København, eller Frems nuværende anlæg, der ligger mellem rensningsanlæg, S-togsstationer, indfaldsveje, halvvejs ude i Sydhavnen, og få hundrede meter fra Hvidovre. Inden for Københavns Kommune, jovist. Men tættere på internationalt farvand end på Rådhuspladsen. Og dette skulle være det ægte København.

En ting har de selvhøjtidelige Fremmere i hvert fald glemt, nemlig at mens deres hjemmebane befinder sig samme charmeforladte sted, så ligger vores stadion umanérlig centralt i København, på en af Østerbros mest attraktive adresser. Og så falder deres formalisme, og formentlige misundelse på Frederiksberg, en bydel der vel blot tillader sig at være en del mere charmerende end Folehaven er, til jorden. På den anden side; hvis man kan få sig selv til at hævde at Frederiksberg skulle være en forstad, kan man vel også mene det om Østerbro. 

Klassekamp – hvilket sludder. Den eneste klassekamp der finder sted er en kamp mellem et hold der har klasse og et der ikke har. Det bliver forhåbentlig ret synligt den dag i marts. En dag, der i øvrigt meget gerne måtte komme nærmere. Men næste gang jeg står her igen er den lige oppe over, så på gensyn til den tid.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang: 

Franz Ferdinand: ’Take Me Out’.
Det bedste stykke pjattede rock’n’roll jeg har hørt i år. Egentlig også det allerførste, men et sted skal man jo begynde.

Ugens album: 

Heather Nova: Storm
Det er særdeles smukt, som Bermudas fineste kvidrer sig igennem dette lavmælte album, med dygtig støtte af et underspillet og tilbageholdende Mercury Rev.