Brrrrr! Følg venligst pingvinerne udenfor igen - og luk døren(!) - inden du sætter dig for godt til rette i baren. Der suser vist lige en polarfront forbi København her i aften/nat. Det har ellers været forbløffende mildt i den februar måned, vi nu er omtrent halvvejs igennem. Den normalt slædehundekolde februar måned. Og det skulle blive mildere og fugtigere igen til weekenden, ligesom vi i sidste uge havde nattemperaturer på over 10 plusgrader ude i gårdhaven. Næsten som en nat i sommerhalvåret, uden vi dog af den grund etablerede fortovsservering ... trods alt ikke!

Men det hjælper da på min notoriske vinterlede, at vi indtil videre synes at slippe rimeligt. Også mere rimeligt end de håbede på, de ubeskriveligt irriterende vejrligsonanister på radioen, der for kort tid siden i forbindelse med en femdøgnsprognose nærmest jublede ved udsigten til en kold kyndelmisse, der så ifølge overleveringerne skulle betyde en endnu lang og bundfrossen vinter, "forhåbentlig med masser af sne". Det var så lige en morgen, hvor man frøs fingrene af, mens man skrabede bilruderne fri for is og ellers sneglede sig på job ad rimfrost- og islagsglatte veje. Hvor fedt er det? Der følte jeg trang til at knække gearstangen af og spidde radioen, præcis som kollega -smølle så sig gal på vejrfolkene sidste år. I stedet for at skabe mig mere over den vinter, der alligevel synes at undgå os i år, så vil jeg lade -smølle genfortælle historien om bartenderen og vejrmanden, som dækker mine fornemmelser for vinterhalvåret på en prik.

Glem i den forbindelse alt om kollega Martins (sne-)pladderromantiske polarreplik. Det er nonsens. Og jeg tror også, at det er præcis for at genere -smølle og undertegnede, der passer bulen i disse uger, at Martin har parkeret alt sit skiferiegrej i en uformelig bunke her bag baren. Skiferien var åbenbart ikke bedre, end at han måtte direkte fra sovebussen og på værtshus, før han dinglede hjem.

Skiferie! Mærkeligt fænomen. Man forbander årstidens klima på disse polarnordiske breddegrader, der reelt er uegnede til menneskelig beboelse fra oktober til marts ... blot for at drage et sted hen, der er endnu koldere og endnu mere belastet af meterhøjt, klamt, koldt, hvidt pulver. Det vil sige efter 1½-2 døgn i bus, 1 døgn til at rette de busturssmadrede lemmer ud, 5-7 dage i endeløse skiliftkøer afvekslende med 4-6 gange et kvarter (mindst) dagligt til at i- og afføre sig 8 lag tøj, og så 1½-2 døgn hjem igen .. i bus! Hvordan man kan komme i tanker om at kalde det ferie, er hinsides mig. Og jeg har altså prøvet det. Et par gange endda. I mine yngre og - ahem, mere adrætte - dage for ca. en snes år siden. "After-skiingen" var da OK. Men det er så også det eneste formildende ved begrebet skiferie, og så kan du jo ærligt talt lige så godt spare ulidelige rejser og spildtid ved at holde afterskiing aka. drukgilde herhjemme. Eller gøre det logiske. Drage til varmere himmelstrøg på vinterferie, væk fra kulden.

Det er nu ikke så slemt, vintervejret herhjemme, siger du. Næh, men måske netop fordi vi ikke har Anchorageklima og kviksølvet i det blå felt 3/4 af året, er vi ikke skabt til selv disse nok så få vinterdage. Slet ikke jeg, som hylder årstiden, hvor man kan beholde det samme tøj på, inde som ude, morgen som aften, døgnet rundt. Fri for vamsede trøjer og tunge overfrakker. Det burde være sådan året rundt.

Vintersport interesserer heller ikke en dyt. Jeg bliver idiot af skihop, -løb og -rend. Og alle de øvrige vintersportsgrene, inde såvel ude. Bortset fra ishockey. NHL vel at mærke. Og tak og lov for vores Canal Plus abonnement hernede. Udover at forsyne os med 4-5 Premier League kampe om ugen samt et par Serie A kampe, så viser kanalen også NHL-hockey live hver nat. Til glæde for en del af os her i bulen. Og helt sikkert også til glæde for ham luskebuksen, der har snuset rundt hernede, siden kollega -smølle i sidste uge kom til at tale nedsættende om NFL. "Football". Det mærkelige navn til et spil, hvor foden netop ikke er det mest benyttede fremføringsmiddel til den deforme "bold". Det mærkelige spil, hvor 3 timers næsten non-stop reklamer afbrydes af hyppige 5-10 sekunders "sportslig action". Det mærkelige spil, som slægter Rugby og Aussie Rules på, men hvor udøverne i den amerikanske version er tøsedrenge, iklædt panser. Tøsedrenge ligesom i et andet endnu mere mærkeligt amerikansk spil; kombinationen af rundbold og langbold, som vi husker det fra skolegården. Her bare i en afart for fuldvoksne mænd i trikot og cap!

Nå, men siden både -smølle og jeg kom til at udtrykke vores manglende fascination af de største sportsgrene i verden if. dem fra guds eget land - og tag bare NBA-basket med for min regning, ligegyldigt og ensformigt tidsspilde - har vi altså haft bemeldte mandsling snigende omkring. I starten med et ganske brysk udseende. Det hjalp dog, da jeg bænkede ham med lidt bourbonshots og NHL hockey på skærmen. Og det hjalp os lidt, da vi erfarede, at han ikke var CIA-agent, men trainee på ambassaden. 

Så ishockey er strålende tidsfordriv her i februar måned. Og det foregår indendørs. Både live og på TV. Skal vi tale udendørs aktiviteter i februar, så skal man vist lægge vejen forbi Rio de Janeiro. Karneval og samba.

Samba, ja. Det blev vist ved drømmen denne gang også. Jeg ved, at kollega -smølle kom omkring emnet i sidste uge, og jeg ved, at det vel egentlig skulle være uddebatteret nu. Men jeg kan ikke rigtig slippe tanken. Går stadig rundt og mumler om samba i ny og næ, også helt ubevidst, så fru bartenderen i et kortvarigt håbefuldt øjeblik troede, at jeg endelig havde fået lyst til at tage ud at danse. Håb der hurtigt blev konverteret til de efterhånden alt for velkendte, himmelvendte "få-dig-dog-et-liv" øjne, når jeg atter og igen får vinklet ethvert emne ind på FC København.

Men ham Ricardinho. Man tænker jo, hvad det kunne være blevet til. Og jeg er ærligt talt lidt ambivalent, når vurderingen går på, om han kunne have været en god signing eller ej.

I forlængelse af kollega -smølles sagsbehandling i sidste uge kan jeg sagtens komme i tanker om en masse gode grunde til, at vi ikke skulle eller kunne eller ville eller burde signe ham. Økonomien først og fremmest. De £15,000 i ugeløn nævnt i sidste uge er nok endda klart i underkanten. Middlesbrough punger givet langt mere ud for ham. Næppe under 1 mio. DKK pr. måned plus et anseligt sign-on-fee. Der kan vi - og andre skandinaviske klubber - ganske enkelt ikke lege med. Lige som FC København eller en anden dansk klub nok ikke lyder lige så tillokkende, når en Premier League klub melder sig. Niveauet blandt medspillere, modspillere og i ligaen i det hele taget er bare så meget højere. Og intensiteten. Det er muligt, at selv et fyldt Riverside Stadium ikke overgår Parken i stemning, men til gengæld er der ingen fare for, at Ricardinho kommer til at stirre vantro og forfærdet ud på trekvarttomme, forældede minitribuner, pløjemarker og max. 2-3.000 uinteresserede tilskuere, når han drager med Boro på udebane i PL. Der er ikke noget Ikast eller Gladsaxe Stadion i England. Så hvorfor skulle han overhovedet nogensinde være interesseret i Superligaen, og hvor hurtigt ville han mon i givet fald ønske sig langt, langt væk herfra igen?

Set fra Københavns side kan man også finde argumenter mod en kontrakt. Hånden på hjertet, havde du hørt om Ricardinho, før han poppede op på diverse rygtebørser henover årsskiftet? Jeg kunne i hvert fald ikke lige placere ham, ej heller huske hans rolle som efterindkaldt midtbanereserve for Emerson under sidste VM. Og i modsætning til de store navne på Brasiliens landshold, der hentes i f.eks. Real Madrid, Barcelona, Valencia, Inter, Milan, Roma, Arsenal, Manchester U. osv., så er det ikke just den slags klubber Ricardinho, med et kort ophold i Bordeaux som det mest spektakulære, gjorde og gør i. Og det er næppe helt tilfældigt, at det "kun" har været letvægtere som Leeds og Benfica, der har udvist reel interesse for manden de seneste år. At hans agent(er) nærmest falbyder ham over hele Europa - incl. Danmark - til klubber en 2-3 niveauer under G14. Samt at Middlesbrough indtil videre kun har tilbudt ham et halvt års kontrakt.

Det paradoksale er, at det ikke er i ovennævnte økonomiske eller sportslige tvivlspunkter, at FC København øjensynligt har fundet belæg for at takke nej. Ej heller i en bekymrende skadeshistorik. Officielt altså. For vi ved reelt ikke et suk om, hvorfor København f.eks. ikke slog til (eller de mange andre klubber, der har afvist at skrive kontrakt med manden). Kun cheftræneren har udtalt sig. Til gengæld må man sige, at hans begrundelser, hvis de er årsagerne, er ubeskriveligt tynde. Det manglende, tilstrækkelige kendskab til Ricardinho kan undskyldes en hobbyentusiast som undertegnede. Men sgu ikke en cheftræner i Skandinaviens rigeste og - udadtil - mest ambitiøse fodboldklub. En mand der lever af fodbolden. Hans potentielle bedømmelsesgrundlag er teoretisk ikke anderledes end Steve McLaren's i Middlesbrough. Og den med integrationen holder heller ikke helt. Álvaro, verdens flinkeste mand, skulle nok tage sig kærligt af Ricardinho! Mere seriøst så havde Backe formentlig ikke betænkeligheder ved at skulle integrere sin gamle ven Jörgen Pettersson. Vi ved alle, hvordan den integration gik. Men det vil jo altid være en chance. De behøver som ikke komme længere væk fra end Jylland. Thomas Røll var et års tid om at falde til. Heine var på hjemmebane i København fra dag et. Sådan er alle så forskellige. Det er derfor ikke et argument for at fra- eller tilvælge en spiller.

Måske er det sporene efter Mikhail Ashvetia, der skræmmer. En spiller, der i hvert fald ikke var "scoutet gennem længere tid". Men man tog en chance og hældte en masse millioner ud på en spiller, der i forhold til prisen nok er det største flop i Københavns historie. Til gengæld var Misha fremragende både før og efter opholdet i København. Shit happens, og en fejlsatsning - det sker i alle europæiske topklubber, år efter år - bør ikke forhindre, at man griber en ny chance, når den byder sig igen.

Jeg står i stedet her med en nagende mistanke om, at cheftræner Hans Backe simpelt hen ikke er manden til den slags eksotiske tiltag. At han ganske enkelt ikke har lysten - eller værre, evnerne(!) - til at forsøge sig med spillere uden en vis solid ballast i den frosne, skandinaviske muld. At Backe ikke under nogen omstændigheder er til samba, men hellere standarddans, maksimalt en wienervals, øvet i Salzburg-tiden, eller mest ekstremt en skærgårds-hambo, hvis det skal gå helt vidt for sig . Han var jo ikke bleg for at erkende, at Ricardinho var den klart bedste spiller, klubben nogensinde havde fået tilbudt. Jeg begynder at tænke, at samme berøringsangst, forsigtige middelmådighed, også lå til grund for, at man valgte at sige tak-men-nej-tak til Marcelo Delgado, selvom jeg i fjor valgte at købe de officielle forklaringer på, at vi ikke købte Delgado. Han fik trods alt træningsophold og -kamp til at blive vurderet på. Og han var hundedyr.

Jeg er sjovt nok ret overbevist om, at en Roy Hodgson ikke havde betænkt sig et sekund, hvis han havde fået Ricardinho - eller Delgado - tilbudt. Somme tider må man tage en chance, som man ikke kan vide, om kommer igen. Somme tider må man måske overveje at indrette systemet efter spillerne, og ikke omvendt. Og en mand med Ricardinhos meritter vil, selv et par niveauer under fordums styrke, trods alt givetvis være rigeligt god til den danske superliga. Problemet ville på sigt være, at den danske superliga var for ringe til en Ricardinho. Men så kunne man jo have gjort som Middlesbrough. Give ham et halvt år, og så tage den derfra. Og så er vi tilbage ved, at vi nok ikke kender de reelle årsager - dem alle - til, at der ikke render en Ricardinho ind på Valby Idrætsparks opvisningsbane d. 13 marts.

Men derfor kan man jo godt lukke øjnene og tænke tanken videre. Om en midtbanestrateg, der formår de mest uventede og spektakulære detaljer. Om angrebskombinationer mellem Ricardinho, Zuma og Álvaro, gedigen sambabold i Parken. Om adrenalinkicket hver gang, vi har et direkte frispark, og vi ved, vi har en mand, der kan tordne, dreje, kæle og snyde bolden i mål fra flere vinkler (jo, jeg har researchet lidt!). Et våben København har savnet siden Lars Højer. Og selv om han ikke er en Mykland-type - om end med kun 173 cm næsten lige så lille - og de fleste er enige om, at det er dét, København-midtbanen har mest brug for, så burde man nok kunne få det til at fungere alligevel. Sammen med Røll og/eller Silberbauer. For fanden da, i Boro skal han spille sammen med Juninho. Hvem siger, at man ikke kan have flere kreatører på midtbanen!

Endelig må ikke glemme det økonomiske incitament. En Ricardinho ville være en veritabel billetsælger. Udover at han givet ville kunne løfte spillet langt udover den danske/skandinaviske tristesse, så ville navnet alene trække folk af huse. Elementer der nok er værd at tage med, når København skal forsøge et sætte nyskub i et stagnerende tilskuertal og komme af med det koncept-kedsommelige ry, som Hans Backes tropper - lidt overdrevet, dog - har fået hæftet på sig som en efterhånden anerkendt sandhed.

Det er stadig først som sidst qua præstationerne på banen - resultaterne og spillet - at FC København og resten af koncernen skal markere og markedsføre sig! En mand, der virkelig forstår sig på den slags, er Chelsea's nye chief executive, Peter Kenyon, som man har headhuntet fra en klub i provinsen. En klub Kenyon har gjort til et guldrandet papir og household name over hele verden. I et splinternyt interview i forbindelse med sin tiltræden på Stamford Bridge/Chelsea Village siger Kenyon bl.a.: "(...) it starts with performance on the field. We’ve got to get that right; we’ve got to be consistent. You don’t build a brand… our core activity is football so it starts there and builds out." (Hvis det har interesse, kan du læse hele interviewet, The thoughts of Peter Kenyon.

Jeg er vis på, at både Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm også er begyndt at gøre sig tanker om bl.a. underholdningsværdien, når koncernens flagskib er på banen. Det har kunnet anes marginalt på opstilling og spilmønstre i de foreløbige træningskampe, og det har skinnet mere end igennem, når den ellers så livrem-og-seler belastede Hans Backe begynder at udtale, at vi skal spille mere offensivt. Vove mere. Skabe mere. Og ingen tvivl om, at spillerne er til det, incl. de to nyindkøb, der er hentet primært med offensive strenge for øje. Også selvom den ene er forsvarer. Der er tilstrækkeligt med boldspillere, og holdet er tilstrækkeligt stærkt til at slække lidt på håndbremsen. Og der bliver tale om et andet spillesystem med Nielsen og (formentlig) Mykland borte som de centrale, kontrollerende midtbanespillere. Selv hvis enten Mykland eller Lønstrup (det er utopi at tro, at de begge skulle blive fit) bliver helt spilleklar, så vil der givet kun blive én central, defensiv midtbanespiller. Og det vil give mere plads til, at en Bo Svensson eller backerne (Tobiasen, Jacobsen) kan blive vigtige ingredienser i at bygge spillet op, frem for de lange los fremad banen. Kunne man da håbe. 

Nu skal man ikke lægge alverden i de hidtidige træningskampe. Dels har modstanderne været for ringe, dels har Backe roteret stort set alle A-truppens disponible spillere så meget som muligt i optaktsfasen, og dels har et par af de formodet bærende omdrejningspunkter i det kommende forår ikke været i kamp endnu. Zuma pga. African Nations Cup og Røll også grundet landsholdstjans. Her dog det mere ligegyldige ligalandshold og en række tåbelige venskabskampe, hvor Thomas Røll blev brugt på tre forskellige pladser og returneret skadet til København. Tak, Morten Olsen og DBU!

Heldigvis er Røll fit til at tage med til Port Elizabeth og den efterhånden traditionelle træningslejr. Lønstrup og Todi synes også helt klar til at tage med, mens vi nok skal vente til efter Sydafrika på at erfare, om mirakler stadig indgår i en mygs univers. Med en særdeles tvivlsom Mykland, en noget tvivlsom Lønstrup, samt en Todi, hvis bentøj, man aldrig helt ved, hvor man har, er der nogle relevante, ubekendte brikker, der også først kan pusles på plads i retning af en forårsideel startelver efter hjemkomsten fra den sydafrikanske farm. Relevante fordi, de ville indgå i eller lige omkring startopstillingen, hvis de var spilleklar. Men det faktum, at klubben ikke har købt yderligere ind, og næppe heller gør det nu, to dage før afrejsen til Sydafrika, tyder på, at man satser på, at minimum Todi og Lønstrup vil være spilleklar i foråret. Og måske sågar også Mykland, jvf. læge Odgaards seneste optimistiske prognoser.

Interessant om Bisgaard vil være at finde ved check-in skranken i Kastrup på søndag. Hvis klubben følger sin tidligere politik omkring spillere, der ikke har forlænget og kan forhandle frit til anden side, så er der ikke reserveret plads til Bissen på flyet. Bare spørg Todi og Hjalte. Og en Mykland som ikke kan spille, skal nok heller ikke kalkulere med safari i år. Bare spørg Lønstrup. Men vi får se. Måske selv de stejleste standpunkter kan gradbøjes.

Sikkert er det dog, at Ricardinho ikke danser med i Københavns trup i det sydafrikanske. Lige som han heller ikke har været at finde i Middlesbroughs trup endnu. Et hold der i øvrigt på det seneste har slået Arsenals B-hold to gange i Carling Cup og i aftes kunne drage nordover fra Manchester med tre points, der givet har vakt lige så stor glæde sydpå i London.

Om fire uger på min næste vagt er vi klar til sæsonstart mod Frem fra Folehaven. Indtil da er der en træningskamp i morgen fredag mod Djurgården, 12 dages træningslejr i sydens sol, en træningskamp mod Landskrona og så forårssæsonens lakmusprøve mod Malmö FF, de svenske forhåndsmesterskabsfavoritter, på et tidspunkt, hvor vi skal være i Backes idealopstilling forud for sæsonstarten.

Men stadig 29 lange vinterdage, inden der bliver rigtig fodbold for København igen. I mellemtiden må jeg hente mit rigtige fodboldkick på den anden side Nordsøen, for den selvsamme periode bliver for alvor en skæbnemåned for Chelsea, der lægger ud med to gange Arsenal på seks dage (FA-cup hhv. Premier League) og senere to kampe mod VfB Stuttgart i Champions League. Tre attraktive turneringer. Også tre turneringer man kan risikere at ryge ud af ... og så er sæsonen pludselig forbi allerede i starten af marts.

Arh, mon dog. Men åbningstiden hernede er definitivt slut for i aften. Jeg har vist lige en slat Lagavulin tilbage på flasken. Lad os dele den og varme os på den, inden vi stepper ud i februar-natten. Slàinte!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sange:

John Barry's 'Theme from The Persuaders'
Spruthusets kendingsmelodi. Passende her i aften, aftenen efter bulens musik- og fodboldorakel, kollega -smølle, sikrede Stamværtshuset en plads i finalen i Løvetimens Fraktionsquiz for tredie år i træk. Finalen næste fredag bliver tilmed mod en af vore hyppigt frekventerende stamgæster, Casper fra Copenhagen Cowards (en fraktion som kollega Hans også tilhører, hvorfor han som den eneste er stensikker på endellig sejr). Det skal nok blive en fest.

Van Morrison: 'Real Real Gone'
Du kender det sikkert. Ind imellem får du bare en melodi på hjernen, som ikke er til at slippe af med. Sådan har jeg haft det med 'Real Real Gone' en uges tid nu. En superlækker åbningsskæring fra 1993-opsamlingen The Best of Van Morrison, Volume Two (oprindeligt åbner fra 1990-albumet Enlightenment, men den skive har vi ikke hernede) med fuld skrue på blæserne fra første takt og Van the Man i det løsslupne, lettere hjørne. Lige til at blive vennesæl og porøs af.

 

Ugens albums: 

 

Sinatra + Jobim: Francis Albert Sinatra & Antonio Carlos Jobim

I mangel af samba på banen, kan vi jo tage lidt på musikken. Nå ja, det er egentlig mere bossa nova, men det smager jo alt sammen af Latinamerika. Og så får vi en af vore kære hussprittere sneget ind i jukeboxen igen, om end det er en af de lettere cocktails med Sinatra i den vokalbløde stil tilsat enkelte portugisiske fraser fra "Tone" (Sinatras kælenavn for Jobim), der har skrevet broderparten af musikken på denne plade fra 1967. Beskrevet i CD'ens covernotes: Tender melodies. Tender like a two-day, lobster-red Rio sunburn, so tender they'd scream agony if handled rough. 

 

The Dandy Warhols: Welcome to the Monkey House

Nyeste skive (2003) fra Dandy Warhols, som de fik god lejlighed til at præsentere som opvarmningsband for David Bowie på "The Reality Tour". Også i Forum i starten af oktober, hvor det dog nærmest blev helt dystert, da de måtte undvære trommeslageren pga. sygdom.