For fanden da! Så står man her igen, som en kegle på en bowlingbane og venter på at en eller anden vælter læsset. Der bliver drukket tæt hernede i disse dage, i takt med at kampene falder tættere og tættere frem mod maj måned og den ultimative slutspurt. I virkeligheden er det et helt vanvittigt program vi skal igennem. På søndag spilles runde 27 og frem til den 29. maj spilles de resterende 6 runder af årets turnering. Plus i hvert fald en ekstra pokalkamp, der nu ligner en der sagtens kan transformeres til yderligere en, for vort vedkommende. Det er sgu ikke underligt at man føler sig lidt solblæst og forårskulret.

Man må have en smøg, men opdager at den allerede har fundet vej til kæften og er halv vejs røget. Man må have en klassisk fadøl, men opdager at glasset allerede er halvt drukket. Men der er selvfølgelig råd for begge dele. En mere og en mere. Værsåartig til mig og værsåartig til dig! Alt i mens raser det skønneste forårsvejr på anden uge udenfor, april du søde milde, og som bartender må man spæne lidt ekstra. Holde lidt øje på fortovsserveringen og sikre at de tilfredse smil bliver hængende som slumrende aftenlamper, inden tusmørket og kulden efterhånden får bragt alt og alle indenfor igen.

Men jeg skal ikke klage. Absolut ikke. Vi er allerede langt inde i den smukkeste tid på året og der findes intet mere cipramil-givende end at opleve den tidlige aftenstund, efter endnu en forårsdag, at slå døren op bag til og se den halvfesne sol, der vil os så meget godt, slås med både byens tage og tåge. Det giver ro at klæbe sig lidt op ad husmuren, indfange lydene fra køkkengryder og TV-apparater igennem halvåbne vinduer i anden- og fjerdesalshøjde, og glo på gårdens skadepar, der er ved at rippe en efterladt skraldepose. Det tager bare lige et øjeblik, et par minutters fra-væren, og så ringer klokkerne igen. Man er tilbage. Man kan rank gå ind og atter indtage rollen som aftenens fuldkomne hotshot. Ham alle gerne vil være gode venner med så længe ganer er tørstige og glas tømmes. Ham der altid holder lidt længere når det større regnskab gøres op!

For fanden! Det går jo over forventning, mand! Hvad siger du, kammerat? Jamen, jeg ved det. Nestor har været helt overstadig i de seneste uger. Barndomsminder og muntre bemærkninger fyger i takt med asken fra hans svingende cigar over alt i BULEN. Det er Bech's syndrom. Diagnosen er uomtvistelig. Det er en af hans knægte, rumler han. Helt bogstaveligt skal man ikke tage det, men vi kan kalde det virtuelt i aftenens anledning. Nestor har haft sit øje til Bech længe før nogle af os andre hernede overhovedet opfattede at han var indlemmet i den københavnske spillertrup. Nu har han indløst gevinsten ved kasse 1 og med sine to scoringer ude i Gladsaxe i søndags, har den lille øjesten, som Onside insisterer på er gammel 1903'er, braget sig ind i alles hjerter. Og med god grund.

Knægten er langt fra en Alvaro i fysisk statur, men hans boldomgang og spilforståelse er eminent. Man kan vel godt tale om et gennembrud allerede, selvom Bech næppe havde fået meget spilletid uden Zumas skade. Nu har han i hvert fald demonstreret for os andre, at han var værd at vente på, og mon ikke han selv i disse dage er godt tilfreds med at han også fandt det værd at vente på sin chance, oven på en kontraktfornyelse som vist hang i en tynd tråd i vinters.

Han er blevet en rigtig forårshistorie, ja! Men det var ellers et anderledes tordenskyld som flød fra cheftræner Backes mund oven på søndagens kamp. Ordlyden er allerede diskuteret ivrigt og efterfølgende kan vi så konstatere:
1) Backe fik pludselig sat bedre ord end os andre på de frustrerende 2. halvlege mod både Frem og AB!
2) det virkede!
3) det virkede i den grad!

Jeg var desværre afskåret fra at overvære gårsdagens pokalsemifinale, men henrykkelsen var ikke til at overse. Det var egentlig ikke så meget sejren, dem er vi næsten vant til, men det var måden og engagementet som frembragte den, der fik bægerklangen til at dominere langt ud på de sene timer. Samtidig er der absolut heller ingen grund til at forklejne, at vi trods en nærmest håbløs skadessituation, alligevel formåede at stille et slagkraftig mandskab der kunne spille et papirstærkt OB af brættet.

Ja, for fanden! Nu står man så her i bagskiden, for nogle virtuel, for andre ikke, og skal finde ben og akillessener igen. Fra at have søndagens Backe-ørefigen syngende til igen at være de største og mest forgyldte i forhold til alt hvad vi ser på og rører ved. Vi er tilbage i den sædvanlige hårfine trommerum mellem succes og fiasko og på søndag aften vil vi ikke stå en tøddel bedre end præstationen mod Herfølge.

For fanden og helvede da! Jeg vil have lov at give en futuristisk ørefigen a la Backe. Her oven på OB-kampen og før Herfølge og den intense maj måned. Foreløbig giver jeg nemlig intet for en enkelt spillemæssig optur fra en onsdag aften i en pokalkamp mod OB. Men spørger blot
1) hvor længe holder den?
2) længe nok til at blive mestre igen?
3) endnu længere?

Jeg vil i hvert fald gerne se mere. Eller bare noget, før jeg tror på det, og den enlige svale er et sølle skrog. Det er utaknemmelige vilkår, men årenes mos har efterhånden efterladt sine vansiringer. Den formildende omstændighed her vil så være, at mod Herfølge bliver en sejr i sig selv være nok for de fleste af os. Jeg vil bare inderligt gerne slippe for at have røven plantet i samme brændenældebusk som i 2. halvleg ude i Gladsaxe. Altså virtuelt set. Frem-kampen for inden tør jeg slet ikke nævne, der blev jeg så rasende at jeg spontant udvandrede efter en toiletomgang 5 minutter før tid  og måtte fange Alvaro's scoring på straffesparket ovre bag iskiosken i Fælledparken, med fri udsigt til frimurerlogen nede på Blegdamsvej. 

Ja, her står man så og en anden diskussion raser igen...

"Tiden læger, tiden forandrer, og tiden fastfryser, og nogle ting bliver aldrig det som de var." Hans blik blev sørgmodigt. "Din gamle tribune frøs til i stilstand for mange år siden. Tiden gik i stå, da sæsonkortholderne overtog den. Folk købte deres faste pladser og blev ældre og ældre og fortsatte alligevel med at købe deres pladser, mens ingen nye længere fandt attraktive ståsteder. Det blev en forbandelse i længden. En hel tribune med skråsikre mænd og kvinder tæt på pensionsalderen. Men ak, siger jeg som kender af tid, intet nyt blod giver intet nyt liv. Onde tunger nu om dage siger, at folk på din gamle tribune har mere travlt med at diskutere rollatormærker og modernisering af lifte for rullestolsbrugere end selve kampen."
(Ræbet på tidsrejse i 2020. Fra januar 2002. Arkiveringen kan læses i fuld længde her)

... ordene bralrer og folk hamrer sig for brystet... se det er stemning, mand. Vi råber højest og ved sgu nok hvad det handler om! I gør ikke en skid, for vi var der først og istemmer klart og tydeligt. Stemmegaflen på Nedre C dirrer og spillet på banen svinger med og mod, selvfølgelig gør det, men skal dårligt spil retfærdiggøre en dårlig stemning, eller skal en dårlig stemning retfærdiggøre dårligt spil? Min personlige mening er at stemningen har været for nedadgående længe, selvfølgelig med enkelte undtagelser, og det er egentlig hvad ovenstående allerede fangede for to år siden.

Men lad os bare tage fat igen. Konkret fra ugens debat på Sidelinien står jeg som en af dem, der mener at sæsonkort-ordningen på Nedre C ikke har bidraget til at løfte stemningen. Tværtimod. Principielt fordi jeg mener, at når man lukker en tribune for nye input, som man gør ved at sætte den på sæsonkort, så kvæler man den også stille og roligt. I samme åndedrag vil jeg dog også understrege, at jeg ikke er modstander af sæsonkort. De er et gode, en status, et skønt privilegium og såmænd også en nødvendighed. Alt andet lige er vi blevet en del ældre folk som kræver denne service.

Det problem som vi har oplevet i Parken er bare, at den mest hårdkogte fantribune næsten er blevet omsat til et stort sæsonkort. Dermed er den også i gang med at lide sin stille død. Alene fordi vi - og jeg understreger vi'et fordi jeg selv er en af dem - sæsonkortholdere selvfølgelig ikke gerne afgiver vores pladser. Samtidig bliver vi ældre og tungere i røven. Det er almindelig livscyklus. Udenfor står så en ny flok, nogle unge knægte med ild i røven og romerlys på hjernen - og såmænd festligt flagsvingende også. Jeg sad selv og kiggede ned på flokken ude i Gladsaxe og der blev præsteret ganske flot med fanerne. Denne nye flok har så svært ved at finde pladsen på Nedre C - tribunen for de gamle hårdkogte.

Den ideelle løsning på det hele er at give den unge flok deres eget sted, i virkeligheden deres egen tribune, og denne tribune skal fremtidssikres som sæsonkort-fri. Den skal være et sted hvor vildskaben, inden for nogle positive rammer, kan trives og udskiftes mellem generationerne. Der kommer også en dag, hvor UC-knægtene og deres venner, når vores alder. Og så gider de heller ikke få kylet en fadøl i nakken eller stå med et flammende nødblus en halv meter fra den dyrt indkøbte læderjakke.

"Det bør være muligt at lave en pensionist-afdeling på øvre C, hvor gamle hæderkronede fraktioner som Cooligans kan sætte sig og få lov til at nyde den stemning, som andre nu skaber." - skrev en af vores kære naboer for nyligt i sin mandagstrænerklumme. I en skarp og humoristisk tone. Han rammer ikke helt galt i forhold til min fadølshane. Det bliver bare svært at få Nedre C, som den er nu, til at flytte sig synderligt meget. Men derfor er det stadig muligt at begynde igen fra et andet sted og undgå at begå samme dumheder som os andre. Nemlig at tro en stærk fantribune bare skal sættes på sæsonkort, så vil den hellige grav være velforvaret for os alle. Det bliver den absolut ikke - den skal derimod sikres åbenhed for nye folk og initiativer og det sker bedst uden.

Men for fanden! Det er egentlig ganske ironisk. Vi var faktisk mange der for et par år siden, virkeligt påskønnede sæsonkortene. Ja, anså dem som en sejr for lang og trofast tjeneste på Nedre C. Nu ser man så bagsiden. Det hele bliver for statisk og låst uden nye input.

Alt dette er så teoretiske og vidtløftige betragtninger fra en gammel bartender, der kunne have nappet Egtved-pigen på en blind-date. Den praktisk løsning ud fra de nuværende forhold i Parken, med en stålsat familietribune og en udebanetribune, må jeg snige mig uden om med en "mangler indsigt"-undskyldning. Men debatten og den nuværende situation på Nedre C var ikke svær at forudsige. Ej heller for to år siden, hvor sæsonkortene virkelig begyndte at slå rod.

Jamen, her står man igen, snyder sig til straffespark, bestikker dommerne til at annullere lovlige scoringer og bør i det hele taget skamme sig over, at ikke kunne stjæle BT's spiseseddel mandag morgen med et eller andet baby-hold indsat i overskriften. Umiddelbart vil jeg bare udbryde: JA, nu er vi omsider blevet den storklub som vi drømte om for 6-7 år siden! Fordi alle dommerkendelser omkring en storklub bliver altid diskuteret. Hvem fanden gider at bekymre sig om, at Viborg får et straffe foræret eller får en lovlig scoring i mod sig annulleret? Ingen - stort set ingen!

Derimod er dommerkendelserne i vores kampe sat til voldsom diskussion, ikke bare hos vores umiddelbare modstandere, men også hos andre klubber. Vi er blevet som Milan eller Juventus, Real Madrid eller Barcelona, i vores egen lille skala. Alle har en mening om et straffespark eller scoring med os eller mod os, selv når de er klare som i aftes hvor Derveld losser benet væk under Tobiasen eller Kihlstedt bankes væk i sit løb ud efter et hjørnespark.

Der må sandelig være et eller andet uldent ved at vi får den slags kendelser på vores side, mens en tvivlsom scoring, hvor ikke en kinamand kan vurdere bolden inde, selvfølgelig er helt i orden. Er det kun mig der kan huske, at Brøndby altid fik den slags kendelser på sin side for 6-7 år siden? Igen er det mindre et spørgsmål om kendelserne end spørgsmålet om hvem man er! At være store eller ej. Det allestedsnærværende "Baby-hold" er selvfølgelig ikke synderligt store. Det siger sig selv. De må jo være meget små. I et og alt.

For fanden! Lad os komme videre ellers brækker jeg mig. Det er slemt nok at havne i sportsjournalistikkens vold, sværere at komme fri igen. Næste ræb er den 20. maj fra min side og der kender vi meget mere til skæbnen i denne sæson. På det tidspunkt er der kun to superligarunder tilbage og foreløbig vil jeg bare foretrække at være spejlblank. Vi må se hvad der sker.

Jeg napper en tur ud bag ved i gården, hvor mørket hænger tæt. Det er blevet nat. Endnu en forårsnat og jeg gider ikke at gå hjem. Så jeg hænger blot ud. Lidt endnu! Tid til at gå, tid til at være lidt alene, tid til at få raslet lidt rundt rundt på alle forårsforventningerne. Måske er de der og måske er de der ikke. Jamen det er altid et godt spørgsmål. Sandt at sige, jeg ved ikke en skid. Kun at det atter lugter forår alle vegne.

Jan Saxo

Ugens album:
Talking Heads - "Remain in Light"
Egentlig gravet frem fra den støvede vinylhylde. En af 80'ernes bedste og mest anderledes skiver. David Byrne og Co. fik her frembragt en underlig stilistisk blanding af afrikansk musik og et hyperelektronisk og funky lydbillede, som dengang prompte røg i skrammelkassen som New Wave. Her 24 år efter er det en af de udgivelser fra den kasse der holder allerbedst. Skiven er præget af produceren Brian Eno og ikke mindst den gamle King Crimson-guitarist Adrian Belew der gæstespiller med sine vrægende og hylende riffs. Over det hele kører Byrne's neurotiske og anspændte stemme, der spænder fra den totale parcelhuspanik i 'Once In A Lifetime' til den almindelige rastløshed i den eminente 'Born under Punches' for pludselig at finde roen og melankolien hos indianerstammen i 'The Listening Wind'. Sidstnævnte er afsindig flot båret af Belew's guitar. I mine øjne fremstår "Remain in Light" stadig som det absolut bedste Talking Heads nogensinde fik frembragt.

Ugens nummer:
Madonna - 'Love Profusion'
En anden fra 80er-scenen. Engang rynkede man på næsen og afskrev hende som døgnflue. Men Madonna har været som en kamelæon i over 20 år og med næsten Bowie'sk smidighed har hun fanget nye tider og ikke mindst kunne transformere sig selv til et nyt look. Hun er blevet mere langtidsholdbar end Stryhns grovhakket og jeg har for længst overgivet mig. Hun er den absolutte dronning af snart 3 årtiers popmusik og denne lille sag fra "American Life"-albummet (er i sig selv en lytter værd) fra sidste år er ganske fremragende.