Så sidder du her igen, mand. Og hænger i baren, på flugt hjemmefra, ned til din altid forstående og lyttende bartender og lidt UEFA-Cup bold fra Eurosport. Som de fleste af dine fæller på den ordrende side af bardisken. Alle folk, der trænger til en lille puster, en afveksling fra jobbet, konen, ungerne (måske) og storbydagligdagens stress og jag. Nå ja, om ikke alle så de fleste, der er jo dem, der hænger ud hernede nat og dag - også når der ikke vises eller snakkes fodbold - og søger tilflugt på bunden af glasset. Men den slags kan vi selvfølgelig ikke officielt anbefale aht. social- og sundhedsmyndigheder og den bonerte, politiske korrekthed, der tilsiger, at nok må vi gerne drikke (og ryge) og derved hælde milliarder og atter milliarder i den store husholdningskasse, bare vi ikke opfordrer til det. Hvorfor en annonce som denne...

...er aldeles tabu i 2004. Uha, uha, men i 1930'erne var det OK med denne reklame. Og givet også i 1904. Og grunden til lige at nævne det er selvfølgelig, at Carlsberg Pilsner i går kunne fejre 100-års fødselsdag. Så jeg skænker lystigt fra hanerne af vores Københavns hovedsponsors liflige bryg. Også selvom vi hernede lige så ofte anbefaler og serverer udenlandsk øl. I aften nøjes vi med Carlsberg. Og det er trods alt heller ikke værst. 

We gotta get out while we're young

Men der er andre former for flugt og tilflugt end dit lokale spruthus. Alle trænger til ikke nødvendigvis den store - eller ultimative - flugt væk fra alt og alle, men bare en lille udflugt fra hverdagen i ny og næ. Ferie f.eks., og med mindre du i mangel af en pittoresk træhytte på en toscansk slette tøjrer dig til sofaen i fjorten dage med en stak bøger, plader og DVD-film og din egen husalf til at varte dig op, så handler ferie jo ikke så meget om at slappe af og lade de fysiske batterier op. For en ferie - enten det er forlænget weekend i London eller et par uger på opleveren i Sydfrankrig - er jo oftest mindst lige så anstrengende som dagligdagen. Steder der skal ses, egnsretter der skal ædes, rejsekammerater og lokale der skal konverseres, kulturliv der skal dyrkes, lokal spiritus der skal drikkes og så videre, og så videre. Men stadig er det vigtigt bare at komme væk fra hverdagens ensformige gråtriste trummerum. Bare en gang imellem. Abstrahere og afreagere, og ikke kun i den sure vinter, hvor ingen forstandige mennesker kan være lykkelige for at være plantet i Skandinavien.

In the day we sweat it out in the streets of a runaway American dream
At night we ride through mansions of glory in suicide machines
Sprung from cages out on highway 9, Chrome wheeled, fuel injected and steppin' out over the line

Også om foråret. Og selvom the American Way ad uendelige landeveje udover øde stepper og golde ørkener ikke er så relevant på vore miniaturebreddegrader, så er der ikke noget som foråret til at friste med en biltur væk fra byen og ud i det det grønne og forsigtigt spirende liv, bare for en stund. F.eks. en roadtrip op og ned langs Øresunds-kysten på begge sider af vandet med strategiske pitstop. Bare en dags tid, og du vender tilbage til storbyen og hverdagen som født på ny!

Nå, når man har vagt her, bliver det blot til ture fra baren og udi gårdhaven og retur. Og om igen. Og igen. Det gør mig intet. Der er noget ved denne årstid, der får alting til at glide lettere og hurtigere. Farvel til mørke, overtøj, mismod. Goddag til lyset og varmen og humøret.

Blandt folk flest her i BULEN er det jo også en anden meget fælles flugt, det handler om. Mindst hver anden søndag kan ægtefæller/kærester, lortebleer (for nogen), hus- og havearbejde og familiekomsammener passe sig selv. For vi flygter til bold. En del hver eneste søndag og ind imellem, og også away. Men ellers i hvert fald i Parken. Måske kun selve kampen, måske et par timer eller tre både før og efter kampen (jeg synes ofte, de kampe varer meget længere end 2x45 minutter). Men for en stund - eller lidt mere - kan der afreageres og fodboldmandehørmes. Konformiteten og den belevne del af hjernen efterlades hjemme. Grænserne for de verbale udskejelser er udviskede. Der gives frit afløb for opsparede frustrationer. Følelserne tager over. Indtil nye frustrationer affødt af hændelserne på banen skal tackles.

For når man har følelserne med i en fodboldkamp, må man også konstatere, at der ikke er langt fra begejstringen over dine yndlinges lækkerier på banen og den store sejrseufori til den nerveflænsende magtesløshed overfor de samme yndlinges kiks på banen, hvor fodboldens skæbnefanden tager et solidt tag i dine ædlere dele. Netop den følelsesmæssige fodboldkarrusel har gjort mig rundtosset den senere tid. Forrige søndag en af de helt sorte, hvor man bare ønsker, at man kunne bevare det kølige overblik og lade som ingenting, som var det en landskamp. Først på pub og se Chelsea tabe, så i Parken og se København tabe (OK, de spillede dog uafgjort mod Herfølge, men tabte to points) for endelig at slutte af med at se Real Madrid tabe til Barcelona (til mine den aften ufatteligt irriterende kolleger -smølle og Saxos store fornøjelse). Så gider man for en stund ikke længere se fodbold eller blive set sammen med "tidligere" venner af anden fodboldobservans. Så blev det straks anderledes i lørdags, bom to gange 4-0 til hhv. København og Chelsea - næsten samtidig - og man kan ikke få armene ned igen. Selv ikke et forudsigeligt Madrid-nederlag i La Coruña sent samme aften kunne ødelægge det vennesæle og porøse sind, der pludselig lover gaver og ekstra ferier til fru bartenderen. Bare fordi fodboldguderne var med én. Og så var der lige i går, hvor man skulle opleve både op- og nedtur på samme aften fra DONG-Cup'en hhv. Champions League. Fodbold i en nøddeskal. Det kræver sine nerver. Men vi lever og ånder jo for det.

Det er ingen sag at glæde sig til næste kamp, efter København har kørt Odense af brættet i en pokalsemifinale-førstekamp i Parken. Straks værre ovenpå et forsmædeligt og 100% selvforskyldt nederlag til Lurer-Oves Viborg f.eks. Så er man sgu træt af Byens Hold!

Baby this town rips the bones from your back
It's a death trap, it's a suicide rap

Man er klar til flugten væk fra byen og dens hold. Og så går det jo alligevel over. Snart kribler det i hver en fodboldnerve i kadaveret efter at flygte til fodbold igen. Man kan ikke vente til det bliver søndag. Klar til en ny kamp, hvor fodboldfibrene trækker dig gennem hele følelsesregisteret igen. Du hader det, og du elsker det.

I ordbogen hedder det: eskapisme [æsgaZpismS] subst. -n / flugt fra virkeligheden og dens problemer. Den form for flugt er også velkendt. I de ulidelige forestillinger i Parken mod AGF, Viborg, FC Midtjylland, Esbjerg, Herfølge (x2) m.fl., hvor vi atter og igen smider hjemmebanepoints væk. Ja, selv i de knebne sejre i kummerlige forestillinger mod f.eks. Frem (x2). Du tager dig selv i at lukke øjnene og dagdrømme lidt om et hjemmehold, der bare kværner gæsterne baglæns ud af Østerbro. Ret beset kunne man undertiden også have spillerne mistænkt for at være mentalt fraværende på hjemmebane. Eskapister der allerede er ved enden af de 90 minutter, de ved, de bør vinde, men på virkelighedens græs ikke formår at overføre tanke til handling.

En form for virkelighedsflugt er det vel også, når f.eks. en klub i provinsen igen og igen omtaler sig selv som et hold af grønne, egenavlede babytalenter, også når "ungtalenterne" har spillet 1½-2 sæsoner på seniorplan i superligaen. Men bare mantraet gentages længe nok, så labber sportspressen det også i sig. 

Derimod snakker ingen om Backes Babies. Og det på trods af, at det i denne sæson er mere end relevant at tale om ungdommeligt talent på gennembrud i København i en sæson, hvor Martin Bergvold, Jesper Bech og senest Christian Traoré har spillet sig ind omkring stamopstillingen. Spillere med fortid på minimum FCK/KBs ynglinge- og DS-hold, der således endda er noget mere "egen avl" end de færdigudviklede talenter, der hentes udefra direkte ind i seniortruppen. Læg i øvrigt dertil andre indfødte FC Københavnere som Byens Anfører, Bo Svensson (24) og Hjalte Nørregaard (23), der har spillet hhv. 125 og 66 kampe for København (Hjalte endda de seneste 52 i træk), og myten om København som et købehold af aldrende spillere uden talentudvikling må forstumme. Som også en af de stamgæstfordrukne mandagstrænere, Simon, kommer ind på i den seneste skrivebords-coach-klumme. Bortset fra at det ikke når til det Laudrup-ikonforblændede sportsjournalistkorps kendskab, så står der efterhånden stor respekt om talentarbejdet i København og Byens fødekæder under ITU-træner Torben Storm. 

Together we could break this trap
We'll run till we drop, baby we'll never go back

Til gengæld er det ingen evasion fra virkeligheden, der præger FC Københavns flugt ud over tabelstepperne i dette forår. Det er i høj grad reelt. FC København er ganske klart forårets hold og har i de første otte kampe hentet tre points flere end forårets næstbedste (Esbjerg og AaB). Og ydermere på de otte kampe hentet otte points på vinterens førerhold, der således er overhalet i tabellen. Læg dertil kvalifikation til pokalfinalen i Parken om fjorten dage. Paradoksalt nok efter ganske svingende spil og til tider endda decideret ringe præstationer, hvor egentlig kun to ligakampe  - ude mod AGF og OB - og de to DONG Cup semifinaler har været tilfredsstillende. Omvendt må man også imponeres, når to af de på forhånd udpegede afgørende nøgler til Københavnsk forårssucces, Zuma og Thomas Røll, kun har spillet hhv. 5 og 3 kampe.

Går det som oftest i foråret, så bliver København bare stærkere og stærkere, som vejret bliver varmere og banerne bedre. Den trend skal dog også gerne holde, hvis den sidste hurdle, Esbjerg, skal passeres. For selvom vi hentede syv forårspoints på førerholdet, som det har været standard på skift mellem etteren og toeren de sidste nu tre sæsoner, så må jeg desværre konstatere, at jeg havde ret, da jeg i vinter forudsagde, at det ikke var helt nok, at det gik, som det plejede, for der var en tredje kombattant i spil og dermed ikke blot det sædvanlige parløb mellem København og Brøndbyerne. 

Og selvom jeg stadig går og venter på, hvornår - ikke om - Esbjerg får gummiben, så tyder det efterhånden på, at vestjyderne bliver en seriøs mesterskabskandidat helt frem til opløbsstrækningen. I hvert fald hvis de kan bevare truppen skades- og karantænefri. Seks mand har spillet samtlige 28 ligakampe og yderligere tre mand er tæt på (2x27, 1x26). Det rejser også spørgsmålet, om Ove Pedersens fysiske træning og skadesforebyggelse er helt unik, eller det bare er skæbnens udsædvanligt heldige gunst, mens de øvrige hold, og især Esbjergs nærmeste konkurrenter, har væltet sig i skader. 

Godt nok har vi hentet tre points på dem i foråret - uden at møde dem - men esbjergenserne er det eneste hold, der ikke har tabt i foråret, og de bomber fortsat mål ind. Næsten tre pr. kamp. Ikke nødvendigvis fordi de er det mest offensive hold, i hvert fald ikke holdet med flest afslutninger, men fordi de i særklasse er superligaens mest effektive mandskab. If. de akkumulerede stats fra Sportsbladets 'SuperZoom' har 17% af forsøgene givet kasse mod blot 11% for København. Og så er det kun en ringe trøst, at FC København med afstand er holdet med flest forsøg på mål i foråret. 148 mod EfBs 133. FC Midtjylland er i øvrigt med 137 forsøg p.t. næstbedst på den konto. Interessant i øvrigt, at Esbjerg er dobbelt så effektive ude som hjemme med tanke på, at vores forårsmøde med Ove Pedersens tropper er i Esbjerg! 

Man kan så håbe, at vores næsten 4 mål pr. kamp i de tre kalendertætte opgør med OB får løsnet op for scoringsfrekvensen i slutfasen. For vi må erkende, at for et hold med så mange sværtkalibrede offensiv-esser scorer vi stadig alt, alt for få mål. På vej ind i en meget afgørende fodbolduge kan vi udover den øgede træfsikkerhed også fæste vor lid til, at statistikken holder. For så betyder det ikke så meget, at vi indenfor ni dage skal på udebane mod både ligaens stærkeste og ubesejrede hjemmehold (Esbjerg) og forårets bedste hjemmehold (FCM, maksimum på det nye stadion ved Herning). Vi har nemlig ikke tabt de seneste 18 superligaudekampe. En imponerende rekord, der endda er endnu bedre, for tillagt 4 europacupkampe og 3 DONG Cup kampe, er FC København ubesejrede i 25 udebanekampe i træk. Og der indimellem i skæbneugen møder vi så Brøndbyerne i Parken, hvor vi ikke har tabt til forstadsholdet i de seneste 8 kampe.

Skylletid. En kop mere af Vores Øl, siden den nu har rund fødselsdag. Det blev ellers fejret behørigt i går, skal jeg love for, med adskillige sanseløse branderter ragende rundt. På en aften hvor også fodboldfølelserne var i kog. Første gang, der var bud efter TV-skærmene, var da en af stamgæsterne kastede sin lighter efter TV3, der pludselig skiftede fra OB-FC København til den anden semifinale. Indrømmet, jeg syntes også, det var skandaløst. Meget muligt at kampen i Aalborg objektivt set var mere spændende end Københavns stille og rolige walkover i Odense, men når det er København, det handler om, er jeg stærkt subjektiv og aldeles ligeglad med et møde mellem to provinshold. Ret beset er det da også utilstedeligt at cutte de sidste 20 minutter af en annonceret fodboldkamp (afvekslende med goalshow fra den anden semifinale), også fordi man vist nok havde disponeret lige omvendt på den første semifinalaften.

Men selvfølgelig, når man i "fodbold"-magasinet Onside spiser de fodbold-forventningsfulde seere af med 40% reklamer, 40% ligegyldigt fyld og 20% (heraf halvdelen af tiden før-, under- og efter-interviews) fra selve fodboldkampene i spillerunden, kan man næppe heller forvente, at TV3s programplanlæggere skulle have gnist af forståelse for, at vi er mange - også objektive - fodboldinteresserede, der holder af at se en hel kamp! At TV3 traf det valg, de gjorde, var måske ikke så overraskende med tanke på den ene deltager i den anden semifinale. Gæsteholdet. For de interviews, der fulgte det sene sammendrag af kampen til sidst i udsendelsen var med to af taberne, mens der ikke var så meget som et grynt fra en af de aalborgensiske vindere og pokalfinalister. Det var sgu da bizart. Lige som det var bizart, at TV3 ikke fraveg det planlagte program mht. det sene sammendrag, selvom man altså viste ca. 25 minutter live fra kampen. Dér kunne man måske i stedet så have vist de 20 minutter, som fynske og Københavnske tilhængere blev snydt for, af selve hovedkampen. Men nej!

Someday ....
we're gonna get to that place
Where we really want to go
and we'll walk in the sun

"That place - in the sun" i fodboldterminologi er selvfølgelig mesterskaber og pokaler. Lykkeligvis er København nu i position til selv at afgøre både skabet og pokalen. Og uanset det ene eller andet eller begge måtte lykkes eller ej, så er det jo, hvad både spillere og tilhængere lever og ånder for. At være med, hvor det sner, helt til sidst. Også i udlandet kører man på sidste vers, guld og tårer skal fordeles. Med to, to og tre kampe tilbage i mine tre favoritligaer, ville det normalt være nu, at de nervepirrende slutkampe skulle stå med fuld eksponering på Canalplus og TV-Danmark. Men i Italien og England er det allerede overstået, før tid. Milan hjemførte et sikkert italiensk mesterskab i tredjesidste runde. Uden egentligt favorithold i Serie A fulgte jeg bl.a. med interesse Sampdorias comeback i den bedste række, som synes at ende med en acceptabel ottendeplads. Men de spiller unægteligt ikke som i "tvillingerne" Vialli og Mancinis dage.

I England er Arsenal en fuldt fortjent mester, stadig med muligheden for at sætte absolut Premiership-rekord ved at gå sæsonen igennem som ubesejret. Aldeles uhørt. Også for Chelsea og til dels Manchester United, der omtrent har samlet points nok sammen til et mesterskab, havde det ikke været for the Gunners' fantomsæson. Som Chelsea-mand havde man vel drømt om mere, men nøgternt set er klubbens bedste placering i 49 år - hvis andenpladsen holder - et OK resultat i en særdeles turbulent sæson både blandt spillere og ledere.

Kun i Spanien er det stadig ikke definitivt afgjort, om end det er svært at forestille sig Valencia smide fire points' forspring i de sidste tre kampe. De skal endda tabe fem points til Madrid, eftersom Valencia er bedre indbyrdes. En mærkelig sæson, hvor Real Madrid før jul spillede fodbold af en anden verden for derefter at krakelere aldeles her i foråret, mens Barcelona i første halvdel af sæsonen gik fra fiasko til fiasko og i det nye år til gengæld har været formidabelt kørende. Og faktisk spillede noget af det bedste fodbold, jeg har set i denne sæson, i søndags mod Espanyol! Formentlig for sent dog. Valencia derimod har spillet på et stabilt niveau sæsonen igennem. Den slags der gør mestre! For os madridisti er der kun at håbe, at man har lært af en aldeles fejlslagen indkøbspolitik, hvor trøjesalg, investor- og medie-pleasing har været prioriteret over en slagkraftig spillertrup.

Champions League og UEFA Cup er nået til finalerne. Og med Marseille og Monaco i hver sin finale, må man sige, at den franske liga står som den store vinder. Noget overraskende, ligesom Champions League har været præget af overraskelser og bizarre resultater i denne sæson. Dog er det ikke helt uventet, at Porto står i finalen, selvom dele af den danske såkaldte sportspresse betegner Porto som en stor "overraskelse". De vandt f.eks. UEFA Cup'en i fjor. Så mine penge og sympati går til Porto. Ikke kun fordi Monaco slog "mine" hold, Real Madrid og Chelsea (der sparede man dén tur til Gelsenkirchen), ud, ej heller kun pga. at coach Mourinho synes på vej til Stamford Bridge, men også - og nok så vigtigt - aht. mit væddemål med en af husets stamgæster, hvor der er en hel kasse af hovedsponsorens elefanter på højkant.

Derudover mener jeg ganske nøgternt, at Porto er et klart bedre hold end Monaco, og formentlig også for kloge - Mourinho - til at begå de samme fejl som Real Madrid og Chelsea. Bevares, Deschamps' unge tropper fra fyrstendømmet har været et frisk pust i CL. Et solidt kollektiv og en enkelt stjerne. Men stadig har de præsteret over evne i både kvart- og semifinaler mod reelt bedre hold. Bl.a. takket være en god portion held og en forunderlig evne til at score på særdeles vitale tidspunkter. Det må vende på et tidspunkt. I første kvartfinalekamp mod Real i Madrid skulle en - for hjemmeholdet tåbelig og unødvendig - Monaco-reducering til 2-4 kort før tid vise sig uhyre vigtig, ligesom en udligning i returkampen i første halvlegs overtid skiftede billedet fra "håbløst" til "ikke helt umuligt" inden den fantastiske vending i anden halvleg. Og i den første semifinalekamp var det en lynsnar kontra splitsekunder efter en gigantisk Chelsea-chance i den anden ende, der pludselig satte 10-mand-Monaco på vinderkurs. Og trenden fortsatte i returkampen i London i går. Nede med 0-2 og både på tavlen og på banen på vej ud af CL, da man sætter en reducering ind på andet minuts overtid af første halvleg. To af de ovennævnte mål blev sat ind af den samme herre, som for alvor lukkede og slukkede i Chelsea Village, Fernando Morientes.

Morientes. Det var så anden gang, TV-skærmene var i farezonen i går. Da han bankede 2-2 kassen ind efter en times spil. Men jeg beherskede mig i sidste sekund og lod ølglasset falde ned i vasken for at splintres, sekunder inden min overarm havde sendt det på kurs mod fjernsynet. For man kan jo ikke bebrejde Morientes, i stedet har jeg lånt en stamgæsts voodoodukke fra New Orleans og midlertidigt monteret en model af Florentino Pérez' hoved på dukken. Enten kan jeg voodoo-jinxe ham væk fra posten, eller også må jeg søge indflydelse til at få ham fjernet ved det næste fodboldpræsidentvalg på Bernabeú!

For det er hans skyld, at Fernando Morientes har bombet mine hold ud af Champions League. Det var Pérez, der fandt på at leje ham ud, efter at Morientes måske blev lidt redundant i Madrid med Ronaldos ankomst. Bevares, Ronaldo er en formidabel fodboldspiller og har sådan set gjort sin pligt ved at score de forventede mål, og endda lidt til. Men jeg tror såmænd, det gamle makkerpar Raúl/Morientes tilsammen havde scoret mindst lige så mange mål for Madrid. Og godt nok har Raúl været skadet, men han har stadig kun været en skygge af sig selv i denne og det meste af sidste sæson uden det symbiotiske og giftige partnerskab med vennen, Morientes. Man kan kun håbe, at det har gjort meget ondt på Pérez at se Morientes, hvis gage Pérez stadig betaler 2/3 af, sende Real Madrid ud af Champions League. Så kan han lære det!

Skulle jeg blive en ørn til det voodoo dér, så bliver min yndlingsaversion i fodboldverdenen, Sepp Blatter, det næste offer. Kollega -smølle nævnte det allerede i sidste uge, men jeg er ikke blevet færdig med at ryste på hovedet af Blatters nyeste tåbelige forslag om at afskaffe begrebet uafgjort. Her kan man virkelig tale om eskapisme, der batter! Lysår fra fodboldens virkelighed og selve spillets ånd, der blandt andet tilskriver, at det ultimative for en fodboldspiller og en fodboldfan er mesterskabet, der vindes efter en lang turnering, hvor også uafgjorte kampe har sin berettigelse og afgørende indflydelse. Men selvfølgelig, Blatter vil jo gerne have de nationale turneringer skåret kraftigt ned - ja, helst helt afskaffet sikkert - for at give plads til hans myriader af venskabslandskampe og invitationsturneringer, hvor det sikkert vil tiltale sponsorer og TV-stationer, at kampene skal finde en afgørelse. Og måske det er endnu et forsøg på på sigt at vinde fodboldfodfæste i USA, hvor begrebet uafgjort i sportskampe stort set ikke eksisterer.

Det er blevet sent igen. En sidste Carlsberg fra hanen og en Fernet Branca, og så ud i majnatten. I morgen er det Store Bededag, ensbetydende med varme hveder og en ekstra lang weekend, der for Københavns vedkommende kulminerer allerede lørdag på heden. Første skridt mod The Double. Glædelig forsommer! Og Theo på landsholdet!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

Bruce Springsteen: 'Born to Run'
Den knivskarpe bargæst har selvfølgelig luret, at det gennemgående tema i aften, rent musikalsk, er rockens ultimative eskapisme-hymne, ja, slet og ret, og det siger jeg uden tøven: Verdens bedste rocksang ... ever! En anden god grund til lige at grave den frem lige i aften er, at sangen har jubilæum i disse dage. Helt præcis på søndag er det på dagen eksakt 30 år siden, at 25-årige Bruce Springsteen den 9. maj 1974 første gang fremførte 'Born to Run' i det andet og sene af to koncertsæt i Harvard Square Theatre i Cambridge, Massachussets. Det var den aften, musikkritikeren Jon Landau opdagede "the future of Rock'n'Roll" for senere at blive både producer og manager for Bruce. Sangen blev reelt først studieindspillet fra maj til juli og udgivet som single worldwide i begyndelsen af 1975. Og Landau, da co-producer for Springsteen, ringede til den på det tidspunkt forholdsvis nye - og endnu ikke helt binderablende gale - boss for CBS/Columbia/Sony Records, Walter Yetnikoff. "'Born to Run' is going to be Bruce Springsteen's first hit single. It's going to be big", påstod Landau. Yetnikoff skriver videre i sin selvbiografi 'Howling at the Moon': "Whatever he [Landau] was, he was right (...) 'Born to Run' was a monster hit (...) Sitting in the front row at Springsteen concerts turned me into a believer. He'd turn anyone into a believer. He was a passionate performer with phenomenal charisma. His heart was in every song he sang. As an individual, the guy reeked with sincerity. Springsteen was almost too good to be true". Når man tager i betragtning, hvem mogulen Walter Yetnikoff (manden bag bl.a. Michael Jackson og pladehistoriens største sællerter) var i musikverdenen fra 70'erne til 90'erne og hvordan han ellers generelt i retrospekt "badmouther" sine artister, så var dette meget store ord.

Takket være den omfattende bootleg-distribution af Springsteen-musik, har jeg hele 56(!) udgaver af 'Born to Run' (originalversioner, liveversioner, studie-outtakes, demoer). Vi napper tre i aften:

Live - The Bottom Line, N.Y., 13/07-74: Den tidligste version, der eksisterer. Fra det legendariske, og netop lukkede, New Yorker spillested på West 4th Street. Og kun anden gang Bruce spillede sangen offentligt (urpremieren fra Cambridge - jf. ovenfor - blev aldrig optaget). Denne aften bød så til gengæld på verdenspremiere på den stærke 'Jungleland' ... men det er en anden snak.

Live (acoustic) - Idrætsparken, København, 25/07-88: Jeg var der også! Bemærkelsesværdigt ved denne version, at Springsteen fremførte den solo-akustisk, alene på scenen med sin guitar, som han gjorde med 'BtR' på størstedelen af "The Tunnel of Love Express Tour" i 1988.

Live - Shea Stadium, N.Y., 04/10-03: Fra "The Last Dance", allersidste aften på "The Rising Tour" og dermed den foreløbig sidste offentlige afspilning af 'Born to Run'. I 2003-udgaven, som også kunne opleves i Parken små fire måneder tidligere, hvor bl.a. undertegnede og kollega Saxo kastede vores trinde kroppe tyngdelovs- og infarkttrodsigt omkring, mens vi sammen med 40.000 andre skrålede: TRAMPS LIKE US ... BABY WE WERE BORN TO RUN!

Ugens album: 

Bruce Springsteen: Born to Run

Nå ja. Det kan ikke være anderledes. Albumet der fulgte singlen. En af Bossens 2-3 allerbedste skiver og dermed også en af de bedste rockplader, nogensinde udgivet. Et rock-episk mesterværk. "Rock's ultimate expression of the urban American experience". En plade uden ét svag punkt. 'Thunder Road' • 'Tenth Avenue Freeze-Out'' • 'Night' • 'Backstreets' • 'Born to Run' • 'She's the One' • 'Meeting Across the River' • Jungleland'. Det gøres ganske enkelt ikke bedre. Skulle lysten komme over dig kan du (gen)læse meget mere om 'Born to Run' og Born to Run her: Må din Bruce være med dig!