Der er lidt stille hernede i aften, og det har der faktisk været siden den første begejstring lagde sig i søndags. Jovist, jublen var da enorm efter det mål der vendte det hele op og ned. Men straks derefter sænkede en underlig tavshed sig over alle der siden kom herned og gnaskede sig gennem en skål peanuts og drak nogle øl – øl, som de distræt sad og skyllede i sig, ene og alene for at få pulsen ned på det jævne, og ikke for at få bægerklang og sang som efter finalen i torsdags.

Ikke at det ikke var en utrolig forløsning, selvfølgelig. Forløsning er måske endda et lige tamt nok udtryk. Mirakel er nok mere passende. Hænderne op, jer der troede at Elrio ville være bare en lille smule behjælpelig med at afværge et nederlag, selv med sine bedste anstrengelser! Nej, jeg tænkte det nok. Og jer, der lidt påtaget har dem oppe: I kan holde dem oppe, hvis I troede han havde et pragtmål i sig som det han scorede. Nej, vel? Personligt er jeg bare overrasket over at den lille mand overhovedet kan skyde så hårdt.

Elrios egen reaktion efter AaB-kampen virkede da også forbløffende lig den stamklientellet hernede fremviste senere. Han så nærmest omtåget ud derinde på banen, gik lidt forvirret rundt mellem C-tribunen og omklædningsrummet, uden at gå helt hen og lade sig hylde, og uden at gå helt ud af banen, men med et lille vink over til sidst da alle stod og brølede hans navn over samme melodi som det normalt sker til Álvaro. I denne tid går det stærkt at finde nye favoritter til at afløse de gamle – eller i hvert fald supplere dem.

Og Álvaro var endda lige inden kampen blevet kåret til årets spiller af FCKFC-medlemmerne. Faktisk ret urimeligt, for selv om den flinke, rare mand har scoret 16 mål på en sæson, hvilket forbløffende nok ikke er sket mere end tre gange før for nogen i vores klub, og selv om han er lige til at kramme til han bliver gasblå i hovedet, så kan denne brygskænker nævne tre spillere jeg selv synes fortjener det mere – Svensson, som jeg selv stemte på, Hjalte og Zuma. Og for pokker, lige da uret ramte overtiden var jeg da ved at ombestemme mig og fortryde, at jeg ikke havde stemt på Elrio, idet de otte minutter i sig selv skulle give ham retten til at tage diplomet med hjem.

Men jeg står heller ikke med hånden oppe; jeg troede simpelthen ikke den lille spiller havde det i sig, og skal jeg være helt ærlig troede jeg heller ikke at vi nogensinde ville få ham at se på holdet, men at han i stedet ville blive lejet ud, og før eller siden sive til en anden klub på permanent basis. At han bare, ikke at det nogen måde er hans egen fejl, var for klejn til at spille på et pressende 4-4-2-hold. Og havde der ikke manglet otte spillere, ville han heller aldrig have optrådt i denne sæson. Men skulle det mål være det der gør at det hele ender med at lykkes for os, så er han i alle tilfælde en københavnsk legende, og det selv om han aldrig måtte sparke en bold for os igen, endsige tordne den ned i hjørnet fra 30 meter i sidste minut. 

Resten af kampen; behøver jeg stå og snakke mere om den? Om de tre DBU-repræsentanter der, hvis Peter Mikkelsen ikke kunne finde noget suspekt dengang Lyngby i 1999 forærede Brøndby en Champions League-kvalplads, i hvert fald intet kunne sige til AaB-indsatsen (som var ti gange bedre end da de mødte vores rivaler i ligaen for en måned siden)? Om den nerveprægede og vaklende første halvleg, og om den rigtig gode anden, som bare ikke førte til noget, og som var gået helt i stå igen til sidst, hvor spillerne bare så trætte ud – indtil den eneste spiller som ikke enten var skadet, i karantæne eller fuldstændig udmarvet efter et hårdt program, kom ind og ændrede alle forudsætninger? Vi havde jo også andre målchancer, selv i første – ikke at der ikke skulle være dømt frispark mod Álvaro forinden for et mindre flinkt albueslag. 

Men vinder vi over Farum, så er det alligevel Elrios mål der vil blive husket, præcis som med Hjaltes året forinden. Et mål der også dengang gik ud over Brøndby, hvilket i sagens natur aldrig skader. Allerede da van Heerden bankede bolden ind meldte tanken sig, at det kunne være skægt at være en flue på væggen, eller i hvert fald på rækværket, i Valby Idrætspark. Man fik delvist chancen et par dage senere, da Viasat Sport sendte hele kampen derudefra. Lidt overraskende var kampen ikke helt slut, da vores sene mål blev rapporteret, og efter at speakeren udråbte det, var det eneste man kunne høre nogle fremmere der stod og tog afsked med superliga i Sydhavnen, mens de tilsyneladende slog på en tønde. Resten var tavshed.

Men kiggede man godt efter, kunne man allerede forinden se det – mens bolden var i spil ude på banen stod mange af de ellers få fremmødte og tog sig til hovedet. Det må dæleme også være en lammer at få i næstsidste minut… At det så føltes ekstra godt at det skulle være en afrikansk spiller, efter den modtagelse den ligeledes mørkebrune Álvaro fik af en mindre enklave af Brøndbyfans for et par uger siden, er en anden sag.

Formentlig uden sans for ironien i det, havde Frem udnævnt kampen mod Brøndby til også at være en kamp mod racisme, og med et snuptag – et af de hurtigste og mest behændige snuptag set længe – gjorde de sidenhen dette til grunden til at billetprisen pludselig, efter at billetterne allerede havde været til salg en rum tid, steg til det dobbelte. Åh jo. 200 kroner plus gebyr for at overvære den sidste superligakamp i forhåbentlig årevis på Valby Idrætsparks tribune. 

Det er formentlig danmarksrekord for at se en ligakamp herhjemme, og i sig selv 50 kroner dyrere end en tilsvarende kamp i Parken mod samme modstander. Snuptaget bestod i den efterrationalisering Frem sidenhen lagde for dagen, da de skulle retfærdiggøre den kraftigt stegne billetpris – hvis resultat blev, at til en kamp hvor BIF kunne jage guldet, og Frem skulle give alt for ikke at rykke ned, var der 2.500 færre tilskuere end de samme to hold kunne trække samme sted i anden runde, hvor skoleferien endnu ikke var slut.

"Vores entrépriser er meget integrationsvenlige, fordi en del af indtægterne går til arbejdet med at holde racismen ude fra fodboldens verden," udbrød Frems direktør Finn Kokholm. Men havde siden i det mindste skam nok til også at nævne, at man immervæk stadig satte prisen op fordi man mente, at pengene måtte tjenes hvor de nu engang var at finde. 

Hvor kløgtig beslutningen var, er et åbent spørgsmål, for et hurtigt kig under tv-sendingen på fremmernes tribunelangside viste, at hans 200-kronersbilletter mildt sagt ikke var gået som varmt brød. Og i en kamp hvor Frem havde en reel chance for at redde livet hvis de vandt, sikrede hans grådighed efter alt at dømme først og fremmest en slatten opbakning til hans eget hold, et minimalt indkøb af mad og drikke af udeholdets sparsomt fremmødte publikum, og en forringet støtte til de omfattede organisationer. Sådan er kapitalismen, må man sige.

Troede man dog at dette var Frems største blamage i denne omgang, så tog man sørgeligt fejl. Det kunne blive meget værre. Med et nederlag til et trods alt meget bedre hold som BIF kunne man være sunket med en anelse værdighed. Men samme Finn Kokholm skulle selv i denne anledning ud og gøre sig til nar – hans påstand var, at skulle der sendes observatører til kampen i Parken for at holde øje med AaB, så skulle der så sandelig også nogle afsted til Herfølge for at holde styr på hjemmeholdet og Farum, der helt som forventet spillede gåfodbold efter at have fået at vide at Frem var klart bagud, så uafgjort dermed var fint for begge.

Og så er det jo, at man må minde om at skal man redde livet i superligaen, så er det centrale at vinde sine egne kampe, noget som Finn Kokholm, der p.t. sammen med Filip West fra samme klub fremstår som Europas ynkeligste fodboldleder, tilsyneladende har glemt. Og gør man ikke det, og gør man endda noget så usmart som at komme bagud 2-0 i en kamp hvis resultat er frit tilgængeligt, ja, så hverken kan eller skal DBU-observatører gøre noget som helst ved at de to nærmest placerede hold ikke skal have noget som helst klinket, og indgår en improviseret ikkeangrebspagt. Og kommer man så efterfølgende med opfordringer til at der gribes ind mod den slags uhyrligheder, så gør man sig selv totalt til nar – på samme måde som Lars Brøgger, nu syvfoldig nedrykker, hvis elendige forsvarsindsats ved Brøndbys første mål faktisk var det mest fordægtige i denne runde…

Dette var så endda blot en fodnote. Adressen er stadig DBU, for som bekendt viste AB’s 21-årige ’Ali Akida’ sig jo at være den 23-årige Emanuel Ake Richard Muttendango, der optrådte under et falsk pas, da han fik opholds- og spilletilladelse for flere år siden. Navnemæssigt kan jeg ikke sige, jeg bebrejder ham. Muttendango er simpelthen ikke særlig pænt. Men det er da klart, at det er problematisk at AB har haft kontrakt med en spiller som har opgivet falsk navn og ikke mindst falsk alder. Dybest er det vel mest problematisk for AB selv, og man har da set klubber fyre folk for mindre. På den anden side har AB nok brug for at beholde enhver kontraktrettighed de overhovedet har, også med en ærlig talt ret ordinær angriber.

Men det er ikke AB der har jamret i denne sag, over at være ført bag lyset. Næ, det er Finn, der har set en mulighed. Først troede han for alvor, han havde været smart, og skrev på Frems hjemmeside (de latterlige og pompøse versaler bibeholdt, for ekstra migrænegivende effekt): ”FREM mener, at AB bør fratages de point, som klubben har opnået i de kampe, hvor Ali Akida har været deltager mod FREM. Beslutter DBU at fratage AB pointene, vil det i følge FREMs beregninger efterlade Herfølge på en aktuel nedrykningsplads, idet både FC Nordsjælland og FREM har tabt en kamp til AB med Ali Akida på holdet, mens Herfølge har vundet opgørene mod AB.”

Dette i sig selv er så ubegavet, at Frem selv burde fratages ni point alene derfor. Kokholms første indskydelse har formentlig været, at når nu Frem har været så ynkelige at tabe ikke en, ikke to, men samfulde tre kampe til de ellers komplet hjælpeløse AB’ere, så er der nok gode chancer for at Frem har tabt til ’Akida’ oftere end nogen andre. Ikke nok med det, men han troede ikke engang at Herfølge havde tabt til AB.

Men det havde de altså, og der var endda mere: alle tre hold havde fornøjelsen af at tabe til AB med Muttendango på holdet en enkelt gang. Derfor ville omfordeling af pointene ikke betyde noget som helst. Og hermed skulle man så tro, at Finn havde mistet lysten til at klynge sig til sit halmstrå, og bare gav slip, men nej: ud af det blå kom så kravet om at AB’s rod med fødenavnet på en spiller har kastet superligaen ud i så omfattende et sportsligt kaos, at AB og AB alene skulle have lov til at rykke ud af superligaen, og at næste års turnering skulle spilles med 13 hold, nemlig de ti over stregen, de to oprykkere, og selvfølgelig, i sagens natur, Frem.

Ikke nok med det. DBU kom til den konklusion på AB’s klage, at AB skulle straffes, men at de tre hold altså ikke skulle godskrives point, og det var jo helt rimeligt – ikke at det altså heller havde spillet en rolle. For to år siden drøftede jeg AB’s seneste regelfadæse, deres Zidan-sag, hvor de blev reddet på en teknikalitet omkring Polens association til EU der ligestiller polske spillere, men hvor de i første omgang helt korrekt fik frataget tre point, der blev givet til Vejle, selv om de var bagud 4-0 da det skete. Og argumentet er stadig det samme, at drager man fordel af et regelbrud, så forærer man pointene til modstanderne, hvis man bliver taget i det.

Det gjorde AB så ikke. De havde lige så vel kunnet bruge Muttendango som ’Akida’, og sagen er reelt en affære mellem spilleren, klubben og selvfølgelig myndighederne. Der er jo ikke tale om at man har brugt en spiller som AB ellers ikke ville kunne skrive kontrakt med, fordi han er forpligtet af en anden klub, har en længere karantæne eller noget andet. De er blevet straffet for en teknikalitet, nemlig at de aldrig har fået fremskaffet et internationalt spillercertifikat, og det er skidt nok i sig selv og fortæller bare endnu en gang om hvilken flok amatører der driver den klub som engang gik på børsen for at blive Danmarks moderne storklub.

Og Frem burde derfor skamme sig over det idiotiske krav om 13 hold i superligaen, men de fremturer gudhjælpemig, stadig med den holdning, at ligaen sportsligt er vædret under vandlinien af at denne birolleindehaver dukkede op på AB’s hold fra tid til anden, hvad han har gjort de sidste fire år. Jeg beder jer om at finde den indre logik i dem – og selvfølgelig især den del af logikken som tilsiger at Frem som resultat af de sidste års optræden af ’Ali Akida’ bør blive oppe på trods af at de endte nummer 11, med kun de selvsamme AB under sig, og dermed ligemeget hvordan man vender og drejer det ikke hører hjemme blandt superligaens hold…

Frem kunne være nøjedes med at rykke ned som en fattig københavnsk klub som i det mindste gav en indsats de kunne være bekendt, og som endda fik god pr da deres fans uretmæssigt fik konfiskeret nogle bannere i Parken – hvilket meget heldigt afledte opmærksomheden fra at det var noget sludder der stod på dem. I stedet har de blameret sig hele foråret. Først med den opreklamerede ’klassekamp’, der kun viste at klubben Frem ikke besidder klasse i det hele taget, og da slet ikke hvad angår rammerne omkring deres hjemmekampe, hvor det åbenbart var så centralt at prøve at spolere vores spil ved at spille på noget der lignede Utterslev Mose, at man pure nægtede at bytte om på ude og hjemme, og hvor forholdene udenfor om muligt var endnu værre og gav indtryk af et militært øvelsesterræn.

Samtidig skulle vi høre på en lind strøm af retorisk sludder, fra ledelsesplan ned til fanniveau, hvor man gudhjælpemig skulle høre formand Filip West, direktør i et malerfirma, bosat i Holte, hælde vand ud af ørerne om arbejderetik, og udsættes for ’Internationale’ som introhymne. Imens førte klubben kampagner for at de er ’Ægte København’, mens vi er en ’smart overklassefusion’ med Holtedirektørens ord, og mens vi via KB’s anlægs placering på Frederiksberg på en eller anden måde er blevet gjort til en forstadsklub. Deres jamren over Jesper Bechs straffe i Parken var desuden uendelig, med støtte vestfra, og forsøgtes retfærdiggjort med misvisende billeder af situationen.

Siden tog klubben røven på deres egne og deres modstanderes fans ved pludselig at at fordoble de omtalte billetpriser, og til sidst ramte de et bundløst hul af uværdighed og dårlig stil med deres latterlige appeller. Så Frem forlader superligaen i total vanære, og måtte der gå temmelig lang tid til de dukker op igen. 

En ting vi til gengæld kommer til at se næste år, og som kommer til at pynte en del mere end Frem har gjort, blev præsenteret i pausen af kampen mod AaB. Og skulle en eller flere af badutspringerne som kom hamrende over plænen læse med her, så var det altså ikke noget personligt når man stod og så en anelse tvær ud over den pludselige livsglæde, der udfoldede sig for vores øjne. Det var udelukkende, at AaB altså lige havde scoret. Vejrmøller er ikke det samme, når mesterskabet pludselig ser tabt ud. Men trøjerne var så nydelige som man havde turdet håbe, og hvorfor skulle de ikke være det: de var nemlig bare ensfarvede.

De blev så absolut ikke mindre kønne af at ryge i direkte sammenligning onsdag, hvor Brøndby IF afslørede deres nye look. Her kan man så i noget mindre grad tale om tidløshed. Faktisk ser den ud til, som alle Adidas’ nyere produkter, at gå efter en futuristisk stil, med det resultat at den som så mange andre futuristiske trøjer mest ligner noget der er fundet frem fra en kasse på loftet, og sidst har været i brug i firserne. Muligvis dengang som bodystocking.

Det er egentlig lidt mærkeligt; da Adidas for fire år siden overtog Brøndby, skete det med løfter om at levere helt eksklusive trøjer, men den første var den rumænske, bare med en blå krave, den næste var den svenske med mere blåt på ærmet, og den nye er skåret over samme læst som alle andre nye fra mærket, som f.eks. argentinernes udetrøje. Det er begrænset hvor eksklusivt et præg det giver, og så virker det egentlig lidt mere checket at have sit eget. Men smag og behag er jo forskellig. Der er vel også folk der synes den nye blågule sag er lækker, selv om de ikke ligefrem virker som mange.

Det korte af det lange er, at vinder vi ikke på lørdag, kan vi nok så meget have de eleganteste dragter på; i givet fald er vi til gengæld næppe danmarksmestre. Og så betyder det hele pludselig så lidt. Det er Farumkampen det kommer an på, den man sidder nu og ikke kan vente på. Og kigger man lidt andet fodbold, så ender det hele utroligt nok med at man skal sidde og blive endnu mere nervøs for vores kamp i sidste runde.

Jeg taler om Champions League-finalen her, og det der bogstavelig talt må kaldes et ubehageligt vink om hvad fremtiden kan bringe. Da Morientes nemlig havde en friløber var det at trutte i hornet, 'Her kommer Jens med fanen' lød det, og Larsens foretrukne rutinereaktion fulgte: op med flaget, bare døm med det samme, og lad ikke angribernes fortvivlede protester påvirke dig. De kommer jo altid, når du agerer fænrik. Dem har du vænnet dig til. Og at de kommer, fordi de stod en meter eller to onside, skal ikke ændre på noget: man dømmer til angribernes fordel hvis man er i tvivl, men du er jo ikke i tvivl. Ikke engang dengang med Vieri var du i tvivl. Du kunne godt nok se på storskærmen bagefter, at du ikke havde ret, ja, faktisk lå Vieri ca. 10 meter bag ham som lagde den ind over. Men tvivl? Nejnej.

Derhjemme har du så et loyalt kor, der ser nødvendigheden i at rose en dansk dommertrio, for de er jo det eneste for alvor vi har i den turnering. Som Preben Elkjær, der i ramme alvor efter kampen konkluderede, at det jo ikke spillede nogen rolle at de danske linievogtere fejlede et par gange. Nej, det kan man jo sige, hvis man er sikker på at Porto stadig ville have scoret tre mål, også selv om de var kommet bagud. Det er den slags analyser eksperterne bliver betalt for – og det er Miltons trio sikkert ganske glad for. Meningen er næppe den samme i fyrstendømmet, hos prins Albert og hans søvnige far.

Og det er den altså heller ikke nede i dette spruthus, hvor der går et jag gennem nakkehvirvlerne på hver af os, når vi ser Jens Larsen flage, for det kunne jo være os. Det var os – da vi mødte Midtjylland i marts, havde han en af de dage hvor flaget fløj op og ned som stod han i Kastrups ankomsthal og havde fået øje på sin familie, som han ikke havde set i et år. Og det bliver os igen her på lørdag, og rent ud sagt skræmmer det mig. Det betyder, at vi ikke kan spille på at ligge tæt på offside og kombinere, for det kan Larsen ikke nå at følge med i. Bliver bolden stukket, og løber angriberen i det øjeblik, kommer flaget. Det går helt af sig selv.

Det der i det mindste gør mig fortrøstningfuld er, at vi har 45 Larsen-fri minutter til at få lirket det Farumforsvar op bare den ene gang vi behøver. Og det tror jeg godt kan lade sig gøre, specielt hvis det er i anden halvleg at det skal foregå. Ét mål, det er hvad der nu skiller os fra mesterskabet, og jeg nærer ikke engang nogen ambitioner om at det skal blive meget mere. Det ville trods alt ligne os dårligt. Vi har haft to 1-0-sejre på det seneste, den ene kørt hjem med en mand mindre, en 2-0-sejr hvor vi igen var en mand mindre og fik øget i overtiden, og en 1-1 med udligning i sidste minut. At sige at vores hold er godt til at lukke kampe er en tilsnigelse. Og mens jeg ved, at nerverne slet ikke er tunet til at stå uden en føring i sidste minut, eller for den sags skyld med en etmålsføring og et heftigt Farumpres, så vænner jeg mig gradvist til at sådan bliver det. Vi kan jo heller ikke møde OB hver uge – men lovende er det da i det mindste, at inden da var Farum det sidste hold der blev vundet rigtig overbevisende over.

Bisgaard og PC træder ind på de to pladser i venstre side. Bech afløser Todi oppe i front. Og Hjalte vender tilbage til den centrale midtbane. Så ligner det et hold der burde kunne slå Farum, foran 11.000 som for tre fjerdedeles tilfælde holder med København.

Det også selv om vores nærmeste rivaler har indforskrevet lidt statistisk hjælp til at bevise, at håbet ikke er ude, hvad det selvfølgelig heller ikke er. Nogle af oplysningerne er dog mere egnet til at skabe velbehag end skræk i os. F.eks. kan man jo fremhæve, at BIF kan gøre rent bord mod AB, hvad de også gjorde i 2002 – men vi kan også gøre rent bord mod Farum, og det gjorde vi også i 2003… Og hvis Brøndby er interesserede i at gentage sidste runde fra 2002, hvad noget kunne tyde på, så er de da velkomne. Vi vandt jo nemlig som bekendt vores samtidige kamp 4-2.

I alle tilfælde er det svært at vente og se hvad der sker. Det hedder sig fra vores rivalers side, at nu er det os der er nervøse, og fra vores hold afvises dette, og der henvises til at vi var helt undertippede så sent som for et par måneder siden. Det skal jeg dog ikke nyde noget af at hævde. Jeg er voldsomt nervøs. Alle kan jo se, at det nu er os der har den helt store chance. Men den chance må holdet bare, ligesom sidste år mod AGF, være stærke og sammenbidte nok til at tage. I det mindste kommer jeg så til at overvære det hele på nærmeste hold i Farum. Min kollega Holger kommer til at opleve den pr. sms i en udørk nordenfjords, som han selv fortalte om for fem uger siden, og det havde mine nerver aldrig holdt til. Om hans gør, må han hellere selv fortælle næste uge. Indtil da er det bare at ønske alle held og lykke. Og så lige en runde til, til atter at tage toppen af den hidsige hjerterytme.

-smølle

og på jukeboxen kører

Ugens sang:

Morrissey: ’The First of the Gang to Die’
Den bedste sang af et dusin gode, fra hans nye album You Are the Quarry. Det dufter ligefrem af et sommerhit for den gamle brumbasse med denne sang om den unge chicano Hector, der som titlen antyder var først til at have et våben, til at ryge i spjældet, og så sandelig til at miste livet. ”Such a silly boy!” Kloge ord fra en mand hvis vid og begavelse har været savnet.

Ugens album: 

Nikolaj Nørlund: Tændstik
Pludselig kommer de i stimer – det er anden måned i træk, at jeg har et dansk album kørende hernede, og jeg som ikke syntes der var kommet noget indenrigs som var værd at lytte til i i hvert fald et års tid. Tændstik er dog fra sidste år, men da gav jeg den aldrig rigtig en chance, hvilket er mit tab – det er et almægtigt comeback for Nørlund, der havde tabt mig med forrige album Hvad er det der sker? Det er en meget speciel, organisk lyd, drivende og knastfyldt rock løftet af jazzet klaver, forrygende spillet, og Nørlunds tekster, hans sære historier, er som sædvanlig langt over gennemsnittet på sin tit underfundigt morsomme måde.

The Streets: A Grand Don’t Come for Free
Den får troligt lov at spille videre fra sidste uge, hvor Jan Saxo havde den med, for dette er en fortræffelig plade fra knægten Mike Skinner, som man ellers kunne blive lidt nervøs for efter debuten Original Pirate Material. Man kunne tilgives for at tænke ”hvordan pokker skal han følge det her op?” Det skulle han så ved musikalsk at bygge videre på det spor han allerede var i, men samtidig at fortælle en sammenhængende historie over de 50 minutter – og endelig ved i endnu højere grad at vise et strålende sprogøre, der ikke lader dialogen hos nogen ny britisk realistisk forfatter eller filmskaber noget tilbage at ønske.