Ja, ikke hverken synderligt originalt eller skide opfindsomt. Men vi vil da ikke stå tilbage for Byens konkurrerende spruthuse, så også her står menuen på Dobbelt Op. Køb en bajer og drik to. Ingen smalle steder her. Vi kunne også lave dobbelt Dobbelt Op, for FC København er dobbelte danske mestre tillige med nyslåede The Double vindere. Og armene kommer stadig kun ned, når du skal drikke din øl, og jeg skal skænke den. Er fodbold ikke pragtfuldt? Er Byen ikke smuk? Er livet ikke bare herligt? Endnu en skøn, skøn sommer i København står for døren.

Psst! En anden god grund til at nyde af den dobbelte servering her og nu er den muligvis tilspidsede bryggerikonflikt, der snart kan tørlægge købmænd og bæverdinger for dansk øl. Men bare rolig, hernede vil du også til enhver tid kunne svælge i alskens, liflig udenlandsk bryg.

Uddrag fra en bartenders dagbog, fredag før pinse: Stadig skumlende styrer man henover landevejen mod Odden Færgehavn med fru bartenderen ivrigt telefonerende i passagersædet. Som om det ikke var nok at være på vej i ufrivillig landflygtighed, er vejen overfyldt af veteranmotorcykler i snesevis. Hvorfor fanden skal de også lige den vej, lige nu ...

Kollega Jan Saxo sagde for et par uger siden, at hvis vi vandt mesterskabet, ville dette mesterskab blive "det største og smukkeste af dem alle". Jeg er nu ikke udelt enig med den gode Saxo. For mig bliver dette mesterskab nærmere at huske som det mærkeligste af alle. Som nævnt på min sidste vagt og igen af kollega -smølle i sidste uge, så havde skæbnens ugunst maget det således, at jeg var tilsagt til bryllup i en nordenfjordsk udørk, samtidig med at København sluttede sæsonen af i Farum. Nå ja, det viste sig dog at være søndenfjords, men den slags lokalgeografiske petitesser i hovedlandet bekymrer ikke en bybo. Uden for Københavns Kommune er ... uden for, hvad enten det er Vallensbæk eller Bylderup Bov.

Jeg har endnu ikke gjort op med mig selv, om jeg skal forbande fru bartenderens bror for at vælge at blive gift lige præcis pinselørdag 2004 eller DBUs programudvalg for at bryde alle danske fodboldtraditioner og henlægge sæsonafslutningen til en lørdag. Det skal da være søndag, nå ja siden det er pinse, så endda mandag, 2. pinsedag. Bare ikke lige nøjagtig denne pinse, dette år. Jeg betragter det rent faktisk som personlig forfølgelse og den ansvarlige for fadæsen skal vide, at jeg husker som en elefant. Og jo, jeg ved godt, at det skyldes hensynet til Morten Olsens landshold og den forestående EM-slutrunde. Men siden landsholdet - udlandsprofferne - spillede søndag i Estland, kan jeg ikke se, hvorfor @£$€{[]}§!"#¤%&/() den hjemlige liga ikke skulle kunne afvikle normal runde søndag eller sågar mandag. Så meget desto mere som blot 3 spillere - heraf to målmænd - fra den hjemlige superliga er at finde i EM-truppen. I virkeligheden er det måske Morten Olsens skyld det hele!

Uddrag fra en bartenders dagbog, fredag før sengetid: End ikke en Fernet Branca kan man få til sin godnatbajer i hotellets bar. Ellers tiltrængt med henblik på at få lukket et øje i nattens løb mellem gulddrømme og sølvmareridt samt fordøje endnu et fuldstændigt usandsynligt sammenfald. De selvsamme motorcykelnørder, vi mødte på vej mod Mols-Linien på sjællandssiden, er spottet i Aars landsby. Der er guddødeme "Træf" i pinsen. Sammen med det famøse bryllup er det åbenbart en særlig stor weekend i den søvnige provinsflække ...

Mærkelig optakt til en Københavnsk guldkamp at befinde sig godt 200 km i fugleflugtslinie fra, hvor man normalt ville lade op til en sådan kamp, og hvor kampen skulle udkæmpes. Mindst lige så mærkelig var mediernes optakt, hvor både boulevardpressen og TV-stationerne - især TV3/Onside - igen og igen skulle spille på vinklen om Christian Andersens 75 dage i København i 1999 i en grad, så man kunne se, at det til sidst også pinte Chr. A. selv at skulle svare for 117. gang på, hvorfor han så gerne ville slå FC København. Det har han sådan set villet hver gang af de foregående seks, han og FC Nordsjælland/Farum har mødt København. Så denne pinselørdags kamp var ikke så meget anderledes, og man skulle rent faktisk tro, at medierne kunne finde rigeligt med stof af ren fodboldmæssig karakter op til en sådan guldkamp (eller guldkampe). Men næ nej, selv Flemming Østergaards og Christian Andersens medieslagsmål omkring Don Ø bogen skulle hellere genudsendes vedvarende.

Jeg er nu godt klar over, at kollega Saxos betragtninger omkring største og smukkeste mesterskab nogensinde ikke gik så meget på, om man kunne være tilstede i Farum Park eller ej. Men mere på det logisk set usandsynlige forløb, der bragte os så langt som i en guldfinale i det hele taget. Turde man tro på det eller ej? Fra starten af foråret troede jeg da heller ikke selv så meget på det. 7 points op til Brøndbyerne og 4 points op til Esbjerg. Statistikken var også imod os; de foregående to sæsoner havde Brøndbyerne og København på skift haft et solidt vinterforspring, men holdt hjem trods hentet undervejs. Og vores egen bule her havde også en dårlig statistik at diske op med, i og med kollega -smølle havde vundet fraktionsquizzen, eller rettere sagt et andet fodboldvidenorakel, Rene Milling, havde ikke vundet, og når han ikke vinder quizzen, får FC København kun sølv.

Uddrag fra en bartenders dagbog, pinselørdag morgen: For at gøre ondt værre har hotellet på det traditionelle og kedelige danske morgenbord stillet en flaske Gammel Dansk. Godt nok har man dårligt ramt søvnen i nattens løb, og godt nok sidder nerverne uden på tøjet, men Gammel Dansk som opstrammer ... ptøj! Og det bliver ikke bedre af udsigten til et par timer som Holger-alene-i-verden i et hul på Lars Tyndskids, mens fru bartenderen kører til Aalborg efter søsteren og en frisør-date ...

Men statistikker er til for at brydes, og således blev det i år, hvor den regerende mester for første gang i seks år var i stand til at forsvare titlen. Til gengæld følger jeg ikke min gode kollegas væven om, at mesterskabet blev så smukt, fordi man aldrig rigtig troede på det. For allerede efter et par kampe havde vi hentet det tabte terræn. Og selvom vi ikke spillede overbevisende, spillede vi i hvert fald mindre ringe end de to mesterskabskonkurrenter, så min tro på, at det nok skulle løse sig, ikke mindst i den maj måned, som også Spielführer Bo spåede, blev stærkere som foråret skred frem. Sejre på stribe over de nærmeste med få dages mellemrum. Og helt ærligt skal det vel ikke falde København til last, at modstanden viste sig at være uværdig. Ja, uværdig! Hold der kan tabe 1-6 hjemme eller tabe fire kampe på stribe i den afgørende fase, ja det er ganske enkelt ikke hold med mesterskabspotentiale. Og så kan man ellers for min skyld fable fra nu af og til næste sæsonafslutning om held og utur og stolpe ind og overligger ud. Faktum er, at nummer et efter 33 runder, hvor tilfældighederne har udjævnet sig, er landets bedste. Som i fjor. Og at gøre det to år i træk og lige nappe en pokalfinalsejr med i bagagen, det er slet og ret klasse. Også selvom vi alle er enige om, at det kunne være endnu smukkere ... på banen.

En af vores stamgæster har dog filosoferet over, at det var de yderste marginaler - læs: en katastrofal afværgeaflevering fra Mykland lige i fødderne på Mads Jørgensen den 12/5-2002 på kampens faldereb - der gjorde, at vi ikke kan titulere os som firefoldige mestre (i træk). Det kan vel være, men omvendt må retfærdigvis konstateres, at uden Hjalte Nørregaards berømte træf på forstædernes ghettostadion for knapt et år siden på endnu yderligere marginaler end året før, så havde vi næppe heller kunnet kalde os dobbelte danmarksmestre i dag. Og ja, endnu en marginalscoring blev nok også denne sæsons mest afgørende. Nemlig Elrio van Heerdens mål mod AaB i Parken for knap to uger siden. Uden den scoring er det ikke utænkeligt, at de fire mål i Farum havde været knapt så gyldne. Set på målscoren i tabellen, som det sluttede, kunne vi godt have tålt et 0-1 nederlag mod AaB, men det er temmelig usikkert, hvordan kampene var forløbet, hvis vores og Brøndbyernes slutmatcher skulle ende i et kapløb om hvem, der hakkede flest kasser ind på hhv. FC Nordsjælland og AB.

Elrio, hans syv sæsonminutter for Byens Hold er næsten nok til, at man kan hylde ham som årets FCK'er. Eller måske Álvaro, eller Bech, eller Bo, eller Ole T, eller Theo, eller Hjalte, eller Backe. Der er heldigvis mange om budet, for det har mere end nogen sinde været en solid holdpræstation. Lad mig i øvrigt i den forbindelse bare trække lidt i land, det er jeg da ikke for fin til. Ja, lad os bare kalde det en ren tilståelsessag for min part. Jeg havde ikke nogen større fidus til Hjalte før dette forår, og faktisk heller ikke i løbet af de første forårskampe. Men han har hævet sit spil til et niveau, jeg ikke troede muligt, og der er ikke meget, der tyder på, at han stopper her. Og lige så med Backe. Ovenpå et kummerligt efterår havde jeg sgu mistet fidusen til travsportsentusiasten. Men han har virkelig formået at ryste posen aldeles optimalt. For alvor vist os værdien af at have en cheftræner med årelang ballast og overblik selv i de mest håbløse situationer. Jeg skænker en dobbelt omgang mere og letter på kasketten for d'herrer Nørregaard og Backe og glæder mig over, at det var godt, det var på den led, når man nu skulle fejlvurdere. Til gengæld vil jeg så også give mig selv lidt kredit for at have sagt, "Bergvold bliver et hit"' - "Vent nu bare til Ole Tobiasen kommer i midterforsvaret" - "Hvis Traoré får chancen på central midt, så..."! Jaja, andre har sagt det samme, jeg ved det, men jeg er en gang i mellem nødt til at overbevise mig selv om, at jeg ikke altid tager fejl!

Uddrag fra en bartenders dagbog, pinselørdag formiddag: Iført det obligatoriske pingvinkostume og klar er der ikke megen fidus i at tilbringe den sidste halvanden time inden kirketid på hotelværelset, hvor fru bartenderen og dennes søster skal gøre sig færdige. Ergo, af sted til hotelbaren. De har skam fået en flaske Fernet nu - respekt! - og tid til lidt kloge ord som forlover og halvgammel gift stodder til fru bartenderens broder, brudgommen. "Sidste chance, mate ... run for it!". Store Ceres Royal fadøl dulmer hans og mine nerver, selvom det bestemt ikke er det samme, vi er nervøse over. To-en-halv time til kickoff i Farum. Get me out of this hell-hole ...

Det blev den mærkeligste guldkamp nogensinde. Tænk at følge slagets gang på SMS, der tikkede ind i en fart, så telefonen ikke kunne følge med. Tak til alle bidragydere i Farum Park. Så på vej fra kirken og i en have til receptionen kunne jeg opleve samme rutschebanetur som tilskuerne i Farum Park - og på Brøndby Stadion - og seerne foran TV, bare på mobiltelefonen. Det var sgu den mest bizarre oplevelse i mit fodboldliv.

Men det lykkedes jo. Guldet kom i hus og under bryllupsmiddagen blev der gentagne lejligheder til at snige sig ud af teltet og rundt i prydhaverne med ild i de sidste af en god vens direkte fra Castro-land hjembragte Cuba-cigarer. Alt imens jeg igen og igen lyttede til den vidunderlige "Vi æ-lsker Álvaro"-sang, som venlige sjæle havde indsunget på min mobilsvarer, med fuldt tusindtalligt kor fra Farum Park. Men for fanden hvor ville man have givet en arm for at sejle sanseløs rundt i Københavns gader med rødderne i stedet for at skulle trisse tilbage til teltet til endnu en tale, endnu en lejlighedssang.

"Det største og smukkeste mesterskab"? Tjah, 1974 var det første i min bevidsthed, så det vil altid være specielt. 1980 (Baronens år og Næstved Stadion) var fantastisk. 1993, første gang i nye klæder, det var vel nærmest ventet, men alligevel stort. 2001 var måske alligevel det største ovenpå mange og sørgelige sæsoner i middelmådighedens tegn, det var forløsning! 2003, pyha!, det var vel nærmest pligtmesterskabet ovenpå en stor midtvejsføring, det var lettelsens mesterskab. 

Og så i år. Jo, fandeme er det da smukt. Første gang i min levetid, at København tager skabet to år i streg. Første gang i min levetid, at København tager The Double (okay, KB vandt pokalturneringen i maj '69 efter at have vundet kalenderårs-mesterskabet i 1968, så det var teknisk set også en Double, men jeg var kun 5 år gammel da og har ingen erindring om det). I en forårssæson ikke mindst præget af et hav af skader, også blandt stamspillerne - superliga-stjerner som Mykland, Røll, Zuma med hhv. 0, 5 og 6 optrædener i superligaen (ikke engang fuldtidskampe for de to sidstnævnte). Og så ungdomsboomet, uagtet det måske mere var af nød end lyst, så viser det at fødekæden i København er i særklasse i superligaen. Vi skal jo lige i den forbindelse huske på, at Hjalte, Bergvold, Bech, Traoré (og Kaptajn Svensson og Ole Tobiasen et par postgange før dem) ikke er flyvefærdige talenter hentet rundt omkring i provinsen, men produkter af ungdomsskolen på Peter Bangsvej. KB-drenge. Det får ærligt talt dette  mesterskab til at smage lidt ekstra godt!

Sæsonen, forløbet, ungdommen, de afgørende kampe har der dog været snakket stolper op og ned om, både her i BULEN og hos vores stamgæstende mandagstrænere - Snabelvandsbærer Simons sæsonafsluttende causerier - så det kan vi ikke vedblive at væve rundt i hernede. Vi ved jo alle, hvad der skete. Så mens vi fejrer og skåler - hvilket vi ikke må glemme, dobbelt igen, SKÅL! - ser vi allerede frem til næste sæson. Jeg glæder mig sindssygt. Nu skal det være, europæisk succes. Allerhelst selvfølgelig i Champions League, men nåleøjet til det forjættede land er ikke så helvedes stort, og jeg frygter lidt, at sidste års lodtrækningsheld med Rangers som modstander var chancen! Det bliver uhyggeligt svært, når man ser hvilke potentielle modstandere, der venter os i kvalifikationsrunde 3 (Københavns anden kval-kamp i givet fald). Men du kan selv granske gode og dårlige lodtrækninger hos gode gamle Onkel Bert og huske på, at der trods alt også lige er en QR2-kamp, der skal overstås først. Den skal dog være til at overkomme, også selvom modstanderen måske bliver marginalt bedre end Sliema Wanderers var i fjor. Det er i den forbindelse værd at huske på, at de useedede mandskaber, vi kan trække i QR2, ydermere bliver geografisk delt op inden lodtrækningen, så det skulle begrænse vores mulige modstandere og sikre os mod rejser til Asien og lignende fjerneksotiske destinationer.

Glipper Champions League - og vi må være forberedt på, at der meget vel dukker et grimt hold op i QR3 - så må fokus rettes mod succes i UEFA Cup. Nederlag i CL-QR3 giver kval-kamp - sandsynligvis som seedet - til det nye UEFA Cup gruppe spil, og det må være minimum-målet, hvis CL stadig forbliver en gren på fodboldens rangtræ, vi ikke helt kan nå op til. Datoerne at huske henover sommeren er i første omgang 25. juni (lodtrækning til CL QR1 og QR2), 28. juli (CL QR2-første kamp), 30. juli (lodtrækning til CL QR3), 4. august (CL QR2-retur), 10./11. august (CL QR3-første kamp) og 24./25. august (CL QR3-retur). Så det er måske allerede nu en god idé at komme i gang med at kontrollere pas-gyldigheden og udgangstilladelsen. Hvad der eventuelt venter herefter ... det tager vi til den tid.

At holdet givet har brug for forstærkning i jagten på Champions League og subsidiært UEFA Cup succes, er ingen vist i tvivl om. Hverken bartendere, stamgæster, "eksperter", Hans Backe, Niels-Christian Holmstrøm eller manden med prokura til checkhæftet. Hvor godt de unge end har gjort det i foråret, så er springet fra Superligaen til europæisk fodbold jo smerteligt stort. Et par rutinerede, kyniske rotter skal til. Og vi taler folk, der umiddelbart kan forstærke holdet, altså spillere i Santos-klassen. Og i hvert fald på venstre back og den centrale midtbane er der bud efter nyt blod. Samt måske et par breddeforstærkninger. Vi må forvente at skulle spille minimum 50 kampe i den nye sæson - inclusive den vanvittige Royal League - og det er allerede fire flere end i den forgange sæson, så der bliver givet brug for alle mand i en bred trup.

Og selv om vi vandt mesterskabet med et delvist B-hold her i foråret, selvom vi - ganske udsædvanligt for et mesterhold - brugte hele 26 mand undervejs mod guldet, selvom vi var holdet med flest afslutninger, så er der stadig plads for forbedringer næste år. Også i den hjemlige liga. Ikke mindst må en indpisker af topkvalitet, helst både målfarlig, chanceskabende og defensivt pålidelig, på den centrale midtbane være det, der skal til for, at vi igen kan præstere en ordentlig hjemmebanestatistik og måske også kunne opleve lidt flere komfortable (store) sejre, end vi er forvænte med. Manden der hjælper til at bevare presset og tempoet, både når vi jagter føringsmålet, og når vi er foran og skal konsolidere. Manden der sikrer, at koncentrationen bagude bevares, både når vi spiller mod Lurer-Oves 9-1-0 formation, og når vi er i vinderposition. Manden der hjælper til, at vi får lagt det nødvendige tryk i 90 minutter på hjemmebane og får udbytte af det. For selvom vi har haft en fantastisk udebanesæson - statistikken er faktisk bedre end bedste hjemmeholds (EfB) tilsvarende - så nager det i al fald denne bartender, at vi kun var ligaens sjettebedste hjemmehold. +20.000 tilskuere har krav på mere.  Og jeg mener det er noget indpiskergejst, tilsat koldblodighed og overblik, der skal til for at vende den galej. For spillemæssigt har vi prøvet både med den rutinerede og kontrollerende side-til-side stil under Mykland/Nielsen i efteråret og den mere direkte, tempofyldte og ungdommelige approach under Røll/Hjalte og Hjalte/Theo dette forår. På hjemmebanen med samme pauvre udkomme.

Hvem der så kommer, skal sommeren vise. Og som vanligt er sommerpausens agurketid spækket med spekulationer. Nye emner og rygter popper frem på internettet, hurtigere end jeg kan skænke dig en ny fadøl - dobbelt op, forstås - så jeg skal afholde mig fra gisninger, og mon ikke Holmstrøm/Østergaard har en særlig kanin i hatten? Til gengæld røg der så i dag en mand den anden vej. Martin Albrechtsen er skiftet til Albion i Birmingham-forstaden West Bromwich midt i det urtriste Black Country. Selv om det som altid skal omgærdes af uforståelig lukkethed og hemmelighedskræmmeri herhjemme, så generer WBA-sfæren sig ikke for at anføre en transfersum på £2,7m. (2,5m. nu og så 0,2m. yderligere, præstationsbetinget). Står de beløb til troende - vi taler DKK 30 mio. i alt - så er da ganske enkelt en sensationelt god handel for FC København/Parken Sport & Entertainment, også når man trækker en eventuel skilling til AB fra. Vi taler om et stadigt vigende marked og om en spiller, der ikke har levet op til sit kæmpe-potentiale prædikat siden det første halve år i klubben. Men der er åbenbart stadig så mange penge i Premier League, at selv en nyoprykker spytter millioner ud på en spiller, der i sæsonens sidste kampe end ikke kunne erobre en stamplads i den danske superliga. Og så er det også lige en huskekage til Københavns kritikere, at mantraet med, at vi køber dyre spillere, vi ikke kan sælge, ikke holder. Javel, vi gav mange penge for Albrechtsen, men udviklingen og udstillingsvinduet i København gør altså, at vi kan sælge ham for omkring det femdobbelte. Det er ganske enkelt perfekt sammenkøring af sportslig udvikling og solidt købmandskab. Eller med Flemming Østergaards ord: "Salget af Martin Albrechtsen understreger, at vores forretningsmodel virker efter hensigten. Det er tydeligt, at de europæiske klubber ved, at F.C. København ikke behøver at sælge spillere for at præstere et fornuftigt økonomisk resultat. Det har naturligvis afspejlet sig i prisen på Martin Albrechtsen.” Den kan de så ruge lidt over rundt omkring i suppen, hvor alle klubber sælger ud af talenter og bærende kræfter blot for at overleve økonomisk. Ah, det er herligt at være Københavner!

Om det bliver et tab at måtte undvære Martin Albrechtsen vil vise sig. Jeg tror det ikke. Umiddelbart slår det nye makkerpar i midterforsvaret - Bo og Ole T. - mig som langt mere roligt og rutineret og ikke mindst sikrere i boldomgangen, hvilket især i de kommende, internationale kampe bliver essentielt. Ingen kluntede eller paniske boldtab.

Det er så ikke kun i København, der skal gnaves agurker henover sommeren, også i flere af de øvrige provinsklubber i lille Dannevangs superliga spekuleres der heftigt i køb og salg, ligesom det noget mere interessante store udland også bugner af transferrygter, som kan få enhver anstændig fodboldtilhænger til ind imellem at miste fokus på sol, blå himmel og smækre sommernymfer! Foreløbig er det mest de rigtigt store af- og påstigninger på trænerkarrusellen, det handler om. En af min all-time trænerfavoritter, Fabio Capello, skifter lidt overraskende fra AS Roma til Juventus ovenpå en skuffende - trods hhv. sølv og bronze blev begge håbløst distanceret af Milan - sæson for begge klubber. 

Europas to varmeste trænernavne i sæderne i kontinentets nok p.t. to bedste klubber, Valencias Rafael Benitez og Portos José Mourinho, rendte begge af pladsen i deres respektive iberiske klubber, hvor de ellers utvivlsomt kunne være blevet siddende som ærestrænere på livstid. Og det siger også lidt om magtbalancen, ikke mindst økonomisk, i verdensfodbolden i dag. Premier League er suverænt i førersædet. Nu har Benitez godt nok ikke skrevet under med Liverpool endnu, officielt, men det skulle vist være en formalitet. Derimod har Mourinho taget plads i det varme sæde på Stamford Bridge. En usædvanligt selvsikker og karismatisk cheftræner tog alle med storm ved den første pressekonference - se BBCs videooptagelser her - og han lader ikke til at være synderligt knuget af, at han skal bringe fremgang til Chelsea FC, og fremgang i forhold til denne sæson kun kan måles i et engelsk mesterskab og en finaleplads i Champions League. På den anden side, til en årsløn på omkring 58 mio. DKK skulle man vel nok kunne leve med en smule pres. For satan da, Mourinho og jeg er jævnaldrende og deler samme passion for spillet. Hvorfor fanden skal jeg så gå her og slæbe ølflasker, mens han kan muntre sig som jetset-træner i Londons swinging West End? Endnu en forkert karrieresatsning af ugens bartender! Men jeg kan da stadig servere to bajere for én bajers pris. Vi tager slagsmålet med revisoren senere. Skål i Guld Tuborg!

Og skulle det glippe for Mourinho - han kender kravene, han ved, at sølvmedaljer er fiasko, og han er klar til at indfri målene fra dag et ("I don't need extra time") - så vanker der nok et gyldent håndtryk, der kan sikre familien Mourinho og efterkommere en sorgfri tilværelse på Madeiras solside i en håndfuld generationer. 

Claudio Ranieri kommer givet heller ikke til at lide nød med en kompensation på et sted mellem 60 og 90 mio. DKK for at få revet trænerkontrakten i stykker tre år før tiden. En gennemsympatisk og ganske munter (efterhånden også mere frivilligt) italiener, der ret beset har gjort et aldeles fremragende stykke arbejde på Stamford Bridge under ganske turbulente forhold, både uden en bøjet penny at gøre godt med i en klub på administrationens rand og senere med et fantasibudget, der med rublernes vold og magt bare skulle kanaliseres over i tretten nye spillere i den afvigte sæson. Og hånden på hjertet, ser man nøgternt på det, så var Chelsea's andenplads i år vel ret beset optimalt. Mand for mand - og ikke mindst i forhold til et gennem flere sæsoner sammenspillet hold contra trekvart spritny trup - ville det vel være illusorisk at true formidable Arsenal reelt. Og med "nyopbygningen" af holdet in mente må en semifinaleplads i Champions League vel også siges er være mere end godkendt.

Så udover at Raniero reelt var 'dead man walking' fra det øjeblik Roman Abramovich gjorde sit indtog i Chelsea Village, så kan afskeden næppe begrundes i manglende sportslige resultater. 
Men han var næppe den rigtige profil til projekt Chelski, og at mange omkring Fulham Road mener, at Ranieri heller ikke var manden til at tage Chelsea til "the next level", er jeg ikke uenig i. CV'et kan ikke fremvise andet end en enkelt Copa del Rey pokal fra hans tid i Valencia og Atlético Madrid. Disse ting sammenholdt med nogle mærkværdige mandskabsmæssige dispositioner beseglede nok "The Tinkerman's" skæbne. F.eks. fatter de færreste begrundelsen for, at der pludselig skulle skiftes 8-9 mand fra det hold, der i identisk startopstilling på få dage demonterede Lazio (i Rom) med 4-0 i CL-gruppespillet og Newcastle (hjemme) med 5-0 i ligaen. Og så selvfølgelig den famøse første semifinalekamp i Champions League i Monaco, hvor man med en mand i overtal pludselig gik ned med to mål i en kamp, man havde haft fuld kontrol over, efter nogle mildest talt uforståelige udskiftninger fra Ranieris hånd.

Nuvel, lige nu tyder alt på, at Ranieri er på vej tilbage i det ledige sæde i Valencia efter at have sagt "tak", men "nej tak" til et tilbud fra Tottenham. Fra Spanien er forsommerens mest ventede trænerfyring, Real Madrids Carlos Queiroz på vej tilbage til sin gamle assistent-trænerpost på Old Trafford, og således kører managersatsningernes store roulettehjul fortsat. Og her til aften blev trænerposten i Tottenham så besat. Særligt interessant her er jo, at Tottenham som den første klub i den bedste engelske række forsøger det kontinentale koncept med en sportsdirektør og en cheftræner i stedet for en manager til at varetage begge funktioner. Sportsdirektøren blev som bekendt Frank Arnesen, og den nyudnævnte træner, Frankrigs landstræner, Jacques Santini, som meget vel kan ankomme til White Hart Lane med en frisk EM-guld-medalje i lommen. Man må i det hele taget sige, at det er kanoner, der er kørt i stilling på sidelinierne i Premier League den kommende sæson. I bestræbelserne på et vippe en anden kanon, Arsene Wenger, af pinden.

De store spillernavne har endnu ikke været i transferomløb, og man kan meget vel forestille sig, at der først for alvor bliver åbnet for sluserne, når sommerens helt store europæiske udstillingsvindue - EM-slutrunden i Portugal - er lukket igen. EM-slutrunden er så noget af det, der skal forsøde vores fodboldsommer og får turneringspausen til at forløbe en del hurtigere. Lige så ligegyldige jeg normalt finder venskabslandskampe - og til dels kvalifikationslandskampe - lige så spændende er slutrunderne. Jeg skal dog blankt erkende, at det ikke er den store nationale klaphatteeufori, jeg kan svinge mig op til, hvilket min familie nok skal klandre mig for henover EM-sommeren. Jo, jeg sang da ærefrygtigt med på 'Der er et yndigt...' på en proppet Hockeybanen som purk, når den gamle hev mig med i Idrætsparken fra sidst i 60'erne. Og jeg red klart med på den euforiske dynamit-bølge ved DK's første reelle slutrundedeltagelser under Piontek i Frankrig '84 og Mexico '86. Og jeg sejlede da også rundt i gaderne i en salig sommerbrandert i 1992. 

Men jeg må nok erkende, at nationalbegejstringen har været stabilt for nedadgående, og det er da ikke partout det danske landsholds kampe, jeg har sat kryds ved som "must-see" på TV i juni måned, bortset fra kampen mod Italien. Det er de stærke spillere fra klubholdene, jeg vil se, i nye roller, med andre medspillere. Og især Italien, Spanien og Holland vil blive fulgt, både med interesse og sympati, Frankrig begrænser sig til interesse. Og England, ingen af delene. Pudsigt og uforklarligt, eftersom den engelske liga er og bliver min favoritliga. Men fodbold og følelser er ikke altid det mest rationelle i denne verden.

Den hjemlige fodboldpresse skiftede praktisk talt henover natten fokus fra Superligaen til landsholdet og EM efter, at Spielführer Bo havde løftet mesterskabstrofæet i Farum. Med den vanlige palaver omkring Morten Olsens dispositioner, ikke mindst efterudtagelsen af 23. manden. Valget faldt på Thomas Kahlenberg fra Brøndbyerne, et valg som jeg i lighed med flertallet af fodboldinteresserede danskere heller ikke helt fatter. Og det har ikke noget at gøre med, at Hjalte Nørregaard - de flestes favorit til efterudtagelsen næst efter Stig Tøfting - ikke kom med til Portugal, for der er ikke megen ræson i at sammenligne to så forskellige spillertyper som Kahlenberg og Hjalte. Derimod undrer det mig, at Morten Olsen vælger at udtage det, der skulle være en afløser for Morten Wieghost, i form af en type som Kahlenberg, der på ingen måde kan udfylde den rolle, en Wieghorst var tiltænkt og ydermere som funktion og type primært benyttes på en plads, hvor Morten Olsen i truppen i forvejen råder over Claus Jensen, Daniel Jensen, Martin Jørgensen og Jon Dahl Tomasson. 

På den anden side så drager Morten Olsen også til Portugal med 3 højre backs og kun én venstre back. Jeg fatter det ikke, men der er vel en idé med det også. Går det skidt, er Morten idiot, går det godt, er vi andre idioter. Forskellen i lægmandsyn og trænersyn kom da for øvrigt også til udtryk efter opvarmningskampen mod Estland. Den samlede presse fra tabloidpamfletterne til TIPS-bladet syntes enige om, at Christian Poulsen og Dennis Rommedahl var blandt de ringeste danskere i kampen, om ikke de ringeste, mens den gamle bl.a. Lyngby- og Viborgtræner, Benny Lennartsson, i sin egenskab af "observatør" (spion) for det svenske fodboldforbund, fandt, at de to, var de bedste danskere og blandt de spillere, han ville advare svenskerne mest imod. Hvem der er mest skævt på den, har jeg ingen anelse om, da jeg jeg ikke har set så meget som et sekund fra kampen i Tallinn. Da jeg ramte hjemmet i søndags, stod den nemlig på guldvideo fra lørdagen. Levende billeder fra festen, jeg gik glip af. Og det kan Ebbe Sand, René Henriksen og co. altså ingen dag konkurrere med.

I øvrigt er der mere fodboldguf til at forsøde pauseventetiden med denne sommer. For blot to dage efter EM-finalen er afviklet, starter den 41. Copa América i Lima. Der skal nok ligge et drama eller to og vente, ligesom der også her bliver tale om en slags salgsmesse for især de europæiske klubber. En lille forsmag på Copa América fik vi i øvrigt i aftes i Álvaros hjemby, Belo Horisonte, hvor Brasilien besejrede arvefjenderne Argentina i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Det var i sig selv ikke så opsigtsvækkende, ej heller cifrene 3-1, men at Brasilien fik tilkendt tre straffespark - og scorede på dem alle (Ronaldo) - det påkaldte sig dog nogen opmærksomhed. Og jeg antager, at visse tilhængere herhjemme af princippet om, at alt i fodbold - også straffespark - skal fordeles ligeligt mellem holdene efter den statistiske retfærdigheds og ligheden for alles principper, formentlig allerede har indsendt en officiel klage til Menneskerettighedsdomstolen. 3 straffespark til samme hold i samme kamp, jamen det er jo utilstedeligt for ikke at tale om en statistisk umulighed!

Nok snak om landsholdsfodbold. Det skal der nok blive rig lejlighed til at dvæle ved de næste par måneder. Jeg vil bare vende tilbage til aftenens udgangspunkt. Dobbelt op! Det er, hvad det handler om. Tre mesterskaber på fire sæsoner, flest tilskuere, største profiler, flest penge, mest lovende talenter. Jamen der er jo slet ikke så meget at diskutere.

En PR-gimmick, der allerede på få dage har slået alle rekorder i afpisningseffekt, og som sådan levet mere end rigeligt op til formålet. Så vi er da heller ikke blege for at flashe den hernede. For at håne taberne og hilse de dobbelte danske mestre og The Double vindere nok en gang.

Men vi er da sportslige og noble mennesker hernede. Så også en hilsen til Esbjerg fB for en trods alt flot sæson. Lige ved, men ikke helt nok, dog stadig bedste resultat på de kanter i 25 år. Tillykke med det. Og tillykke også til Brøndbyerne. Sølvmedaljer er da flot, især for en mindre provinsidrætsforening i nogle trøstesløse beton- og parcelhusforstæder. Sølv er da fremragende. Og så endda to år i træk!

Tillykke også til Frem. Med at være rykket ned til en række, der på alle måder nok passer bedre til arbejderklubbens format. Eller rettere mangel på samme. Jeg kan garantere for, at hverken klubben eller det kondemneringsmodne og skandaløst ringe stadion - både på og udenfor grønsværen - vil blive savnet af denne bartender. De kan tage deres klassekamp og misforståede københavnerægthed sammen med deres danmarksrekord i éntreoptrækkeri og kæmpe selvmål i pinagtig protestoptræden med sig langt væk fra superligaen. Og blive væk. Lad mig sige som indfødt KB'er, at min mening om BK Frem fuldt ud dækkes af kollega -smølles ytringer på dette sted i sidste uge. Til sidst i denne hilsen-runde et ønske om snarligt gensyn med gennemsympatiske AB. Et positivt spillende fodboldhold med landets måske mest sympatiske og herligt selvironiske lille tilhængerskare.

Apropos tilhængere, så har diverse supporterkulturer udover bortforklaringerne her i eftersæson-dagene travlt med at opgøre fanbarometre, flotteste tifo'er, længst brændende nødblus og færrest antal anholdte på away-turene mv. Det går vi i Byen nu ikke så voldsomt meget op i. Fankulteren her følger og udvikler sig naturligt i forhold til holdet, men snarere end selviscenesættende medieoptræden og subjektive fankåringer går vi her i Byen op i fodbolden og i klubbens pokalskab, og hvad der er i det. Alt andet er i sidste ende ret ligegyldigt.

Det er blevet tid til den sidste Dobbelt Op for i aften. Når du er skredet, vil jeg gemme syttende rerun af guldvideoen væk til i morgen og rydde af og ordne regnskaber. Lige om lidt på TV-skærmen akkompagneret af den femte finalekamp i Stanley Cup 2004, hvor stjernen Jarome Iginla og Calgary Flames iflg. min bookmaker-kvittering gerne skulle tage et alvorligt skridt mod den endelige sejr i verdens mest prestigefyldte - og bedste - ishockeyturnering!

Godnat og ha' nu en vidunderlig, forgyldt Københavnsk sommer!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

Duran Duran: 'Rio'
Jamen, vi skal da have denne hyldest til (El)Rio van Heerden, vores lille sydafrikanske guldæg. "His name is Rio, and he dances on the Field" ... jajaja, plat, jeg ved det. Men fodboldchants er nu i reglen platte!

Ugens albums: 

Visage: Fade to Grey • The Singles Collection (The Best of Visage)

Som Duran Duran et af firsernes store navne i New Romantics/Wave genren. "Before London became intoxicated on a nauseous cocktail of house, ecstasy and Ribena, there was something else" (musikkritiker Simon Mills). Dette "something else" var blandt andet Visage, der i modsætning til Duran Duran hovedsagligt var dedikeret til den elektroniske synth-pop. Opstået omkring natklubben Billy's i Covent Garden, hvor waliseren Steve Strange tog sine temaideér fra diverse Soho-klubber med sig og blandt andet arrangerede berømte, dekadente såkaldte Bowie-aftener, hvor musikken udelukkende var David Bowie, Roxy Music, Kraftwerk og Giorgio Moroder. Steve Strange fik snart assistance fra Ultravox-koryfæerne Midge Ure og Billy Currie og 'Fade to Grey' blev en slags signaturmelodi for både Visage og genren i 1980.

 

The Smiths: Meat Is Murder

Firserne var - heldigvis - også andet end dekadent wave-pop. Echo & the Bunnymen, The Clash, The Police, U2 er andre navne, der holdt også ind i firserne, navne hvor indhold betød mere end form. Ligesom med The Smiths, der dannedes i 1982 baseret på uprætentiøs guitar-rock med budskab som diametral modsætning til f.eks. navne som Spandau Ballet og Depeche Mode. Jeg kunne nu lide begge dele. Og The Smiths fandt jeg frem fra hylden igen, da kollega -smølle spillede lidt fra Morrissey's nyeste i sidste uge. Meat Is Murder er ingenlunde The Smiths' største eller mest roste album, men alligevel den skive, jeg holder mest af, også uden på nogen måde at være militant vegetarianer. Måske også fordi to af de Smiths-numre, jeg bedst kan lide - og som oftest udelades fra diverse compilations - findes på denne skive, nemlig 'Rusholme Ruffians' og 'Nowhere Fast'.

 

Frank Sinatra: Sinatra & Company

Til sidst lidt Brazil-musik som ekstra hyldest til Álvaro. Vi har tidligere haft Francis Albert Sinatra og Antonio Carlos Jobim rullende i jukeboxen hernede, ligesom kollega -smølle i sin strålende gennemgang af Sinatra essentials lige her har omtalt denne skive. To år efter, i 1969, gik Sinatra og Jobim igen i studiet og indspillede en halv snes smækre Jobim-kompositioner. Underligt nok valgte Reprise ikke at udgive sangene som et separat album, men i 1971 kom syv af sangene i stedet til at udgøre halvdelen (side 1) af LP'en Sinatra & Company. Til forskel fra 1967-forgængeren med Claus Ogerman som arrangør var dette hverv på Sinatra-Jobim Session 2 overladt til navnkundige Eumir Deodato, hvilket gav lysere toner og lettere arrangementer. Fløjlsbløde, dejlige bossa nova rytmer, som Sinatra med vanlig elegance leger sig igennem. Side 2 på LP'en vil jeg til gengæld godt advare mod. En helt anden boldgade, hvor Sinatra kaster sig over Engelbert Bacharach agtige 60'er-popsange i Don Costa arrangementer med frygtelige John Denvers gyselige 'Leaving on a Jet Plane' som rædsomt lavpunkt. Dvs. CD'en, som jo er uden side 1 og 2, skal du stoppe efter syvende skæring, 'One Note Samba (Samba de Uma Nota So)' og så begynde forfra. De syv bossa nova numre varer kun i alt godt et kvarter, men så kan man bare høre dem igen og igen.