Det var her i lørdags, at vi fik besøg af en ukendt gæst fra et sted i det store udland. Det var ikke lige til at sige hvorfra. Hans engelsk var fremragende, men med en accent der ikke lige var til at stedbestemme. Fransk var den ikke, men ellers kunne det have været hvad som helst. Maltesisk? Svært at sige. Men her er alle velkomne, især hvis de er tørstige, så han fik serveret en lokal og gængs, men for ham tilsyneladende særdeles spændende og eksotisk fadøl og satte sig på en barstol, og var snakkesalig og glimrende selskab.

Manden var dukket op på rette tid, da klokken var omkring firetiden, og tv begyndte at varme op til lørdagskampen i Randers. Der var en pæn mængde folk til stede hernede, seere af kampen, som med god samvittighed havde fravalgt at blive oversvømmet på tilskuerpladser der er værre end udeholdets i Silkeborg for i stedet rent faktisk at se en kamp der burde være en walkover. 

Jo, walkover. Et hold som nogle af vores få gæster af en anden ’tro’, de gæster der kommer her så tit, men som så nødigt vil være ved det, havde hørt mig selv bruge bag baren forleden dag, hvad jeg står ved: Den kamp skulle nemlig med enhver rimelighed være en walkover. Det er et helt fair krav at stille. Men enhver der har bare et kortvarigt kendskab til den slags ved, at så nemt er det aldrig. Og ingen bartender hernede som er sin løn værd ville nogensinde tage en walkover for givet.

Det lød i alle tilfælde lovende, syntes vores gæst, en udekamp med et hold som han endda fik at vide at de fremmødte stort set alle holdt med. Han fulgte nysgerrigt og entusiastisk kampen, kommenterede vidende hvad han så, men mistede efterhånden modet en smule som vi kom ind midt i anden halvleg, og selv om han prøvede at være høflig, og bemærkede at forsvarsspillet var da ganske hæderligt på begge sider, kunne man hen mod slutningen se skuffelsen i hans øjne. Han syntes det var en værre gang hø han lige havde siddet og set. Så meget var tydeligt.

Det skulle dog blive værre. Han kunne godt regne ud ud fra folks reaktioner, hvem der var København. Men da nogen så begyndte at tale om hvor let det havde været for oprykkerne at holde stand mod et hold af spillere til millioner, blev han for alvor forvirret. ”Er I først lige rykket op? Så var det da en fin kamp! I havde jo spillet i op til flere korte perioder! Og endda på udebane, under svære betingelser! Hvorfor de sure miner?” 

Han fik en forebyggende opstrammer serveret inden slaget kom: ”Det er os, der har de dyre spillere. Det er dem der er rykket op,” sagde en fyr ved siden af ham som havde en Stella Artois i den ene hånd, en smøg i den anden og en sørgmodig mine over hele fjæset. Okay, så kunne han da godt forstå skuffelsen. Han mente bare, at med et forsøg på stolpen var det jo trods alt Randers der havde været farligst, og at det var det som antydede hvem topholdet var – vores afslutninger gik jo trods alt som oftest et pænt stykke udenom, hvis de da ikke bare gled fra foden og harmløst trillede ud over baglinien.

Man kunne jo knap undgå at give ham ret. Han tog et kig på den aktuelle tabel og kunne godt få øje på Randers allernederst og os ikke ret langt over dem, og fortsatte: ”Ja, det ser ud som om I skal slås for at komme opad, men I har jo åbenbart købt dyrt ind. Der går sikkert ikke så længe, så skal I se. Hvem ved, måske skal I snart til at slås om medaljer. Så bliver det skægt for jer! Hav lidt tålmodighed!”

Han kiggede venligt omkring i baren, der nu var ret stille, og folk skævede til hinanden. Hvem skulle sige det? Til sidst var der en der mumlede: ”Well, actually… vi er ikke et bundhold til daglig. Vi har The Double. Vi er mestre to år i træk. Skulle have været fire, men en dommer snød os. Og vi svømmer i penge.”

Det var mere end den rare herre kunne håndtere. Hans øjne så nærmest ud til at kortslutte, og han begyndte at skele og stamme, mens han klyngede sig til sit glas og erklærede at han aldrig havde set noget lignende. I hans land havde et mesterhold stoltheden og evnerne til at sætte sig igennem mod et pointløst oprykkerhold, råbte han. Hvor han kom fra ville de blive kværnet! Hvor han kom fra ville man aldrig, aldrig kunne se en kamp mellem doublevindere og halvtidsprofessionelle og ikke vide hvem der var hvem. Og hjemme hos ham ville sådan en flok fusentaster måske kunne holde mestrene stangen i en times tid, men så ville de komme under så uimodståeligt pres, at de ville revne til sidst, trætte og forsvarsløse.

Det sidste var det der rystede ham mest – hvorfor i alverden var der dog ikke tale om et egentligt pres hen mod slutningen? Hvorfor så man ikke nogen sætte sig igennem? Hvorfor kunne ingen sætte en mand af? Hvorfor tog de ham 8’eren, der i det mindste viste noget gå-på-mod, ud? Hvorfor satte de ham 18’eren ind, hvis han bare skulle stå og glo på sidelinien? Var han altid sådan? (bekræftende suk fra hele forsamlingen.) Hvorfor spillede de kun i højt tempo i de første 20 minutter? Hvorfor insisterede de på at spille hele anden halvleg med fire mand bagved, når de blå blev ved med at pille angribere ud? Hvorfor spillede de med højrefodede folk på både venstre back og venstre midtbane? Hvorfor tog de 14 hjørnespark uden at et eneste blev farligt?

Spørgsmål efter spørgsmål, og vi havde ikke mange svar, og slet ingen plausible. Vi oplyste ham dog om, at der kom en dobbelt aftenforestilling med Real Madrid og Barcelona, så der dog skulle være mulighed for at få set noget bold af lidt højere klasse, men han lignede en der ikke ønskede at se så meget som en græsplæne igen, så han gik sin vej mens han opgivende rystede på hovedet.

Jeg fik aldrig fat på hvor han var fra, men det er også ligemeget. Man skal lede meget længe for at finde et land hvor fodboldlokomotivet trækker så adstadigt som her. De fleste steder kommer mestrene op på at vinde to trediedele af deres kampe, og endda mere end det, men her i landet var det 17 ud af 33 to ud af de sidste tre gange vi blev mestre – de 20 sejre i sidste sæson er i virkeligheden en markant fremgang. 

Og i de fleste andre lande ser man mesterholdene stikke nogle gevaldige kindheste ud. En optælling, og tak til nipserstat.dk for den, viser, at i denne og de sidste to ligasæsoner har vi vundet syv (7) kampe med mere end to mål. Syv ud af de sidste 71. To gange 3-0, tre gange 4-0, en gang 4-1, en gang 5-0. Vores overlegenhed måles altså på, at den gør os i stand til at vinde nok tætte kampe til at vinde DM, og det er da også godt. 

Men hvor man dog skuler med misundelse til de belgiske mestre hos Anderlecht, der i sidste sæson fyrede to 6-0-sejre af, og præsterede syv af disse store sejre. Ajax, der hentede lige så mange, og som heller ikke havde noget imod at score fem eller seks mål. Celtic med vanvittige 15. Eller Rosenborg, der lavede kunststykket syv gange i 26 kampe. Eller Djurgården, der gjorde det ni gange på samme antal forsøg. 

Er det ikke de lande, vi sammenligner os med? Det bliver det i hvert fald i Royal League for de sidste tos vedkommende. Men her vindes titlerne af hold der virkelig viser klassen gennem hele sæsonen. Og som ikke ødsler point væk foran deres eget publikum. Ingen af de fem nævnte tabte mere end to hjemmekampe på en sæson, Ajax ikke en eneste, og Celtic og Rosenborg først da de forlængst havde vundet med en kæmpe afstand til resten af feltet. 

Vi har vundet halvdelen af vores hjemmekampe i ligaen i de sidste to sæsoner og begyndelsen af denne, og tager vi kun kalenderårene 2003 og 2004 er det langt færre end halvdelen. En statistik, der bestemt ikke ser bedre ud i Europacuppen – gudskelov for denne verdens Sliemaer og Tbilisier.

Vi er mestre to gange i træk. Så hvornår begynder vi at spille som mestre? Og hvorfor skal en titel følges op med et dødvande på den måde det nu er sket to gange i træk? Sidste år, hvor vi især i Parken svigtede gennem hele september og oktober, og nu igen i år, med en blamage så slem som nogensinde mod Gorica som den centrale skændsel? Hvorfor er det ikke lykkedes at bygge på den overlegenhed og totale soliditet, der blev bygget op gennem foråret? Og at bruge den til at danne et hold der har spilleglæde og gejst, nu vi endda har Zuma tilbage og har fået en teknisk begavelse i Hoseth?

Hvor er begejstringen? Hvor er spilleglæden? Og hvor er det smukke spil der skal trække folk i Parken som en magnet? Selv ikke i efteråret 2002, hvor pointene fossede ind, var det fremragende fodbold vi så i mere end nogle få kampe – og da tit kun i en halvleg af gangen. Det var godt nok. Og når det dengang kaldtes Kedelige København var dette jo bare et desperat bud på at aflede opmærksomheden fra at Michael Laudrup havde fået en elendig start og slet ikke kunne få sit system til at fungere – men offensivt, det var deres spil da.

Men da snakkede vi alle om, at når først spillet begyndte at fungere, ja, så skulle vi for alvor se fodbold. Så ville vi virkelig blive knusende overlegne. Det er bare ikke sket, udover den periode efter Backes røffel ude i Gladsaxe, som kulminerede ude i Farum da vi vandt DM - igen. Og det er altså ikke nok. Jo, nok til at hive en titel eller to hjem. Men stadig ikke nok. Også selv om dette er meget svært at sige uden at virke utaknemmelig.

For det er da vidunderligt at vinde titler, og trættende bliver det aldrig. Men det er ikke kun titler, der gælder. Og det er barsk at komme syv år senere og hive et gammelt citat frem, men Flemming Østergaard er enig – som han sagde til FCKFC’s Tre Mand Frem tilbage i 1997: ”Vi skal vinde titler og spille champagnefodbold.”

Det skal ikke kun ske for at stryge de drømmende fodboldromantikere med hårene, selv om fodbold jo er drømme om bevidstløs elegance, om dånende smukke mål, om kombinationer foretaget i halsbrækkende tempo. Det er den slags, mere end løftet om endnu en 1-0-sejr, der giver det ekstra incitament til at komme i Parken, selv i disse tider hvor sejrene faktisk er temmelig sjældne. De er alligevel hyppige nok til at nu har vi set en smal sejr mod Midtjylland og Farum så mange gange at vi kender følelsen.

Det skal i lige så høj grad udgøre helt egoistisk selvhjælp for holdet, for som det står lige nu er der jo ikke nogen der behøver være overdrevent bange for at komme ind i Parken. Hvad er risikoen for at få en lussing? Den er minimal – det er de allerfærreste derinde, der er chanceløse med et kvarter tilbage af kampen, og det er stadig flere, der lægger ud med at komme foran på ganske få minutter. De tror simpelthen på, at det kan lade sig gøre – hvilket er stærkt medvirkende til at det kan det. Hvis blot frygten for en voldsom 5-0-mishandling var med i spillet hos udeholdet, ville der være så meget mere af et overtag på forhånd. Eller frygten for at vores hold kommer stormende i en helt uimodståelig, arbejdsrasende offensiv.

Det er lidt ironisk, at vi både hører hyppige meldinger om at hvis blot holdet præsterer det optimale er det så godt som ligemeget hvem vi spiller mod, for så er vi gode nok til at kunne dominere og vinde det store flertal af kampene som logisk følge – og samtidig hører, at man jo ikke har krav på at vinde, og at ligaen er jævn. Det passer ikke sammen, heller ikke med at vi to år i træk har hevet en titel hjem der først er blevet sikret efter at en ung marginalspiller er kommet ind som reserve i næstsidste kamp, og har scoret sit første mål nogensinde i sidste minut.

Sådan burde det vel ikke være. Vi hører om fortræffelighederne i klubbens drift, og det er imponerende som det går. Og det er en lise at se hvordan temmelig store beløb fra den drift bruges til at forstærke fodboldholdet, meget imod hvad vores gæster-der-ikke-vil-være-ved-det længe har hævdet – at hvis fodbolden ikke skulle være rentabel ville den blive skilt fra. I stedet købes der spillere for millioner, mens andre, der ellers hårdnakket hævder at det hos dem handler om ren fodbold, sælger to af deres bedste fra kort inden transferdeadline for at få lidt penge i kassen.

Og to gange har der ligget et tilsyneladende perfekt fundament at bygge et helt suverænt hold op på: det hold der var det klart stærkeste i efteråret 2002 og endda blev forstærket i løbet af vinteren, og det hold der var det klart stærkeste i dette forår, og endda blev forstærket i løbet af sommeren. I det første tilfælde mislykkedes det, og det er i hvert fald ikke gået godt foreløbig i det andet.

I stedet for et klassemandskab har vi fået de skrækkelige oplevelser mod Gorica, Viborg og Randers, og nogle andre resultater som, uden at være lige så grelle, er undervældende som bare pokker. Og vi har nogle nylige europæiske bedrifter som der efterhånden må undskyldes offentligt for. Hvad mere er, vi har et hold der lige nu udstråler en nærmest kriminel ulyst til at spille fodbold og en mangel på overskud som passer meget skidt med de evindelige forsikringer om at ”vi har verdens bedste job” – udover Benny Gall, der til sin uvisnelige hæder synes at more sig gevaldigt med at få noget spilletid igen, og tager det som en oplevelse. Også selv om hans ni år yngre anfører Bo Svensson synes, at hans kræfter er godt anvendt på at skælde manden huden fuld for små kommunikationssvigt ved tilbagelægninger, i stedet for at opmuntre en keeper der står sjældent nok til at små misforståelser er uundgåelige – ærlig talt har man set værre fra folk der spiller en del oftere.

Det ejendommelige er, at der faktisk ikke er nogen her der tvivler på, at vi nok skal komme til at spille med om guldet igen i år. Vi er en stor fisk i en temmelig lille tønde. Kvaliteten i vores trup er for høj til at det ikke skulle ske, og kvaliteten i resten af ligaen er for mudret. Også hos vores modstandere på søndag, som kun har en egentlig lederskikkelse tilbage efter deres sommerudsalg (skruebrækkeren Per Nielsen, der på det seneste mest har specialiseret sig i at hænge medspillere ud) og som efter vores Gorica-flop leverede en europæisk indsats som mildt sagt ikke var det store, lysende eksempel for os – de undgik en røvfuld, men det var ikke mindst fordi deres modstandere var så rystende elendige, at de faktisk over de to kampe kun havde den halve chance de scorede på. Så det går vist nogenlunde lige op.

Men skal gejsten holdes oppe, skal der meget snart til at gives noget mere end hårdt tilkæmpede sejre, eller mindre, mod hold af en kaliber som Randers. Vi har vel ambitioner stadigvæk, har vi ikke? Ambitioner, der rækker videre end at være svære at score imod og at toppe på det rette tidspunkt efter et langt, gråt efterår som sidste år? Endnu et af den slags, så kan det snart være ligemeget. Så har vi sejret ad helvede til. Vi skal vise et format, ligesom (hold dig for ørerne for at dæmpe lyden af dette) Brøndby gjorde dengang de vandt tre mesterskaber i træk ved at feje al modstand til side i 90’erne. 

Jeg hverken kan eller vil forlange, at vi ikke kommer til at se en forestilling som den mod Randers igen. Men hvis det sker, vil jeg gerne stå med en fornemmelse af at det ynkelige resultat og den blodløse migrænefodbold dog godt nok var overraskende og meget, meget usædvanligt. Og det kan man desværre på ingen måde sige i dag.

Okay, i det mindste er der så Champions League igen til dem der savner klassefodbold, og efter i lørdags var det en fryd for sjælen at se så god en kamp som Celtic-Barcelona, der ikke bare i sig selv og på grund af personhistorien bag kampen var spændende, men også fungerede som det traditionelle årstidsskift – det er ikke mere en bestemt dato som 1. september eller jævndøgn, der sætter efteråret i gang: Det er den første Champions League-runde, der kolliderer med at sommeren endegyldigt er forbi, og koldfronterne sætter ind, og sådan var det også i denne uge.

Og der var endda en ny vært i Peter Schmeichel, som på forhånd havde sagt at nu havde han lagt sig åben for øretæver. Dem var der nu ingen grund til at stange ud. Allerede for nogle år siden var han blevet udpeget som medkommentator til et møde mellem København og Brøndby, og jeg skammer mig ikke over at sige at jeg frygtede at se båndet med kampen dagen efter, for jeg forventede for det første en voldsom forudindtagethed for Brøndby, og for det andet en ulidelig selvhævden fra en målmand der mildt sagt har været svær at holde ud i mange situationer – men ingen af delene holdt stik, manden var generøs med ros og behageligt neutral. Hvilket vel også er en grund til at han siden er blevet hyret af BBC's Match of the Day til at tjansen som pundit. Værtsrollen gik også fint, indtil der gik ren lokal-tv i det under referaterne fra de andre kampe, og det var i øvrigt ufattelig forfriskende at se Schmeichel i en situation hvor han var en smule nervøs og ikke helt sikker på sine egne evner. Endelig fremstod manden helt menneskelig! 

Ellers var det de gamle traditioner der blev holdt i hævd – referater var noget der skulle foregå i et heftigt tempo med en speedet udgave af CL-hymnen kørende i baggrunden, halvlegsanalyse var noget der skulle overstås på et minut på grund af reklameblokkenes længde, og aftenens scoop var det givne Luna Christofi-interview – hun havde godt nok ikke som den eneste reporter på Jorden kunnet afsløre en nyhed som alle kendte i forvejen om et nyt Real Madrid-indkøb, men i stedet havde hun som den eneste reporter på Jorden fået kontakt med Henke Larsson inden han skulle tilbage til Celtic Park. Besnærende, hvis ikke det var fordi det netop var Henke, som er i stand at sige ”Vi ved det bliver en svær kamp” og ”Vi fik tre point, og det er det vigtigste” forfra, bagfra, i søvne og på 30 sprog, og også gjorde det denne gang. Langsomt. Som altid. Lige så pragtfuld en angriber, lige så kedelig et interviewoffer er han, og den ene kliché han glemte er den han burde have brugt: "Jeg lader støvlerne tale".

Men alt dette vænner man sig jo ligesom til, og det er også kun minimalt brok ved siden af det absolut centrale: at der er adgang til ikke bare at se bold der er så inderligt meget bedre end det vi kan se i superligaen, men at der endnu engang heldigvis også er mulighed for på vores lille Selector frit at vælge hvilken kamp man vil se.

For os fodboldfolk er det centralt at der nu kommer liv i en Champions League, som stort set alle vores gæster har en udenlandsk yndling med i – for langt de fleste i landet er det formentlig ligemeget ved siden af de vigtige ting, såsom at kongehuset har sørget for at skaffe sig lidt hårdt tiltrængt opmærksomhed efter en noget anonym sommer ved at gennemføre en skilsmisse. Som afsløret for nogle måneder siden er dette det republikanske skiftehold i baren – eller måske nærmere ét af flere – så det er selvfølgelig en kilde til mere murren i krogene hernede, at vi nu skal til at have udvidet den urimeligt og udemokratisk konstitutionelt ophøjede families soap opera-potentiale yderligere.

Men er du da gal hvor snakken er gået, både blandt republikanere og monarkister, om hvad grunden er til den udvikling, og det meste tåler knap gengivelse i et medie som dette. Selv tror jeg nu, at det var mandens ynkelige ”stiv bankfuldmægtig til firmafest i sportsjakke”-dans ved præ-bryllups-lagkageshowet i Parken, der var den dråbe der fik bægeret til at flyde endegyldigt over, selv om det da absolut ikke kan udelukkes at der er hændt ting og sager som har sat skub i sagerne i de to uger prinsen var alene til OL, ikke mindst legenes beliggenhed taget i betragtning.

Og så venter jeg blot på, at der kommer forslag om et minuts tavshed og sørgebind mod Brøndby i den anledning. En psykose er vel en psykose. Selv håber jeg blot ikke, at der bliver brug for dem efter kampen. Gå nu ud og og slå dem, og gør det med noget flair og elegance. Vær nu københavnere med stil. Det skal være sjovere at høre til i Parken – og det gælder både spillere og tilskuere.

-smølle

og på jukeboxen kører:

Ugens sang: 

Cousteau: ’The Last Good Day of the Year’
... all these things in flavour 
won't do you no favours 
when the summer's light is fragrant 
with scents of returning 
you relent, you resent, now you're burning 
for nothing to change...

there's something there... 
(amongst the fallen fruit and flowers) 
won't rest 
(only minutes, only hours) 
unless 
(now the morning breaks in showers) 
I guess 
we'll remember this all of our lives 
on the Last Good Day of the Year...

En skive af romantisk kammerpop som Scott Walker, Burt Bacharach og John Barry står og skændes om hvem der har haft mest indflydelse på, i helt samme boldgade som Weeping Willows lagde ud i, ladet med grædende trompet og strygere – og en sang som altid falder ind i tankerne hos mig når sommeren opbyder sine sidste kræfter og giver en afskedssalut. Som det skete i lørdags, den sidste rigtig varme dag i gud ved hvor mange måneder, hvor sommeren må siges at være sluttet omkring ved femtiden. Intet kunne vist sige tydeligere at nu skulle vi ruste os til et langt efterår og ditto vinter end den kamp i Randers. Og allerede næste dag var det da også blevet koldt, med en ægte følelse af efterår, og med hvirvlende blade i luften. ”I'm left with the North Wind breathing down my neck”...

Ugens album:

Interpol: Antics
Hvad kunne så være mere passende end ægte vintermusik? Stemningen der ligger over dette album nr. to fra New Yorks p.t. bedste revivalister er præcis den samme som på etteren, som er tidligere rost her – smukke krystaller af ringende guitarer af en firserart, der får en til at grave sin gamle, lange sorte frakke frem af gemmerne. Sammenligningen med Joy Division har jeg aldrig helt kunne forstå, men der er til gengæld lange, mørke skygger af Bunnymen, Television, Psychedelic Furs og ikke mindst Chameleons over Interpol. Det er dybest set en cadeau til fortiden, og jeg har en nagende følelse af at de er distanceblændere når det kommer til stykket, men i så fald er de nogle sireneagtigt forførende nogen af slagsen.