Så er der atter roligt hernede. Hele dagen i torsdags havde vi en helikopter hængende over hovedet, og som om det ikke var nok, så trak der henad middagstid en kolonne af politibiler op ude på gaden, der standsede alle bilerne for at kigge ind og se om deres førere havde luskede ting i sinde. Guderne må vide hvad de ventede at finde. En ung, uerfaren terrorist der, i fast formodning om at det ikke ville blive bemærket, havde lagt sit maskingevær eller sin helvedesmaskine på det andet forsæde? Og som med et fåret grin kunne give våbnet eller bomben til betjenten, og mumle ”det var da forsøget værd”, for så at blive vinket videre?

Men det skulle tilsyneladende til, og da jeg åbnede for TV-Avisen på vores fjernsyn var der et interview med politiets indsatsleder, der mente at sikkerhedsopgaven det var at beskytte Colin Powell, for ham var helikoptrene og al trafikchikanen til ære for, var løst til ug med kryds og slange. Ja, det lykkedes da i hvert fald at genere op mod en million mennesker en hel dag, og hvis det er succeskriteriet, så må man da give politimanden ret i at det gik fint. 

Og nu er jeg jo ikke den kyniske type, så langt være det fra denne beskedne glaspudser at mene, at det udelukkende skete fordi en hårdt trængt regering havde brug for lidt udenlandsk stjernestøv til at hive lidt op i de slatne opinionstal – og at den lidt marginaliserede minister var på en åbenlys pr-tur for at vise at der fortsat er goodwill i de ellers stadig mere tvivlende europæiske allierede lande. Men mon dog det havde været aktuelt at invitere en fyr som Donald Rumsfeld, der er så åbenlyst usympatisk, selv om han p.t. har en ret central rolle i den konflikt både USA og Danmark for tiden bakser med. Især når man kan få den rare bamse, som de fleste synes er en mægtig flink fyr.

Om man så behøver genere hele byen for at selvsamme regering kan få sine billeder taget med en fætter, der ifølge sin egen hjemmeside knap er til at lokke et ord ud om at han skal besøge København, og da slet ikke hvad skal lave her, er vel et åbent spørgsmål. I betragtning af hvor let det er at anvise alle mulige andre former for sammenkomster til andre steder, med begrundelse i almenvellets hensyn, og i betragtning af hvor meget jammer og snak om brugerbetaling der er begyndt at komme over at skulle bruge mandskab på at opdække f.eks. store fodboldkampe, så er man da en heldig kartoffel, at man via et fircifret antal betjente kan sætte hovedstaden i stå med to dages varsel, hvis man er en minister der vil snakke med en flok benovede gymnasiedrenge og -piger om diverse emner – herunder ganske vist ikke de torturscener man først senere kunne se i nyhederne – og derefter udveksle lidt selvfølgeligheder med de lokale spidser i Andeby.

Men lad da gå, i det mindste er der da en grund til, at Powell er en, hvis person man lægger mærke til. Han beklæder i det mindste et embede, fordi han er blevet ansat til det af en præsident der er blevet valgt af folket. Godt nok ikke det mest repræsentative udsnit af folket – fire højesteretsdommere mod tre – men alligevel. De er jo også folk, og 4-3 er egentlig et ganske klart procentvist flertal.

Næ, man kunne jo i stedet tilhøre en familie, der nærmest ved et tilfælde er blevet ophøjet pr. konstitution til en ophøjet status, som f.eks. den ene af gårsdagens værter gør. Og hermed menes ikke Frederiksberg Gymnasiums rektor, hvis nogen skulle tro det, men derimod Margrethe, som tog imod senere på eftermiddagen. 

Og hvad angår Margrethe og hendes slægt må jeg hellere komme ud og sige det rent, med risiko for at få smidt bryllupskage i læssevis efter mig: jeg er republikaner og mener at kongehuset bør afskaffes pronto. Eller måske ikke afskaffes, blot tages ud af Grundloven og gøres til en beskyttet titel på linie med baroner og lensgrever rundt om, og selvfølgelig fratages alle privilegierne, inklusive fideikommiser. Hvis nogen skulle være i tvivl om hvad det handler om, så er det at skulle staten, i den (ekstremt usandsynlige) situation at vi skaffede os af med monarkiet, være så rar at lade familien beholde dens forærede ejendele, så skal man lige love for at der falder en hamper arveafgift når alle residenserne og de dyre biler skal sive videre til næste slægtsled, når Margrethe engang dør. Det kunne blive en langsom indsamling, en for en, af palæerne på Amalienborg Slotsplads.

Forstå mig ret, jeg beder ikke om deres hoveder på et fad. Blot om at de fyres på gråt papir. Hver generation har jo sin opfattelse af gode manerer, og franskmændenes guillotinering var så melodramatisk endda. Men med baggrund i den nationale historie Henri formentlig har læst i den tid han ikke har brugt på at studere nordiske sprog, må han formentlig være den første til at orientere sine familiemedlemmer om at den slags altså kan ske, når befolkningen begynder at få spirende idealer om demokrati. Ikke at han, som en del af den franske lavadel, nok er vild med det.

Det kunne være meget interessant at forestille sig, hvad de forskellige folk ville give sig til, når nok så mange palæer, beliggende helt nede ved vandet, skal til at opvarmes i de lange vintre. For egne penge. Muligvis ville Henri og fru Frederiksen smutte til Frankrig og sælge slotsaftappet vin, men på et tidspunkt vil det nok dæmre, at deres primære aftager tilsyneladende hidtil har været – ta-daa – det danske hof. Frederik har udvist sympati for AGF, forstår at bruge penge i rasende fart og ved i sagens natur intet om at lede en fodboldklub, så han vil være et oplagt direktøremne hos Århusklubben. Joachim kan blive en dødssyg bonderøv, som grel modsætning til nu, hvor han er en dødssyg bonderøv med en apanage i millionklassen.

Nu rejser nestor sig op og beklager sig: ”Du er jo fuldstændig besat af de der kongelige!” Og rundt om mumles der at ”det er jo som at læse en gammelt pamflet fra DKP, det der”. Det sidste er jo bare ikke helt rigtigt, for hvis der skal være nogen konsekvens i at bede om frihed og lighed i forfatningen, så skulle netop kongehuset være det første til at vises vintervejen. Dermed burde enhver Venstremand med bare en smule logisk sans vel indse at han ikke kan støtte et kongehus uden simpelthen at ramme dobbeltmoralens hovedåre.

Og okay, besat er måske nok ikke det ord jeg selv havde brugt, men ja, jeg indrømmer at det irriterer mig grusomt, når landet på den måde kammer over som nok så mange hofsnoge. Normalt kan man nogenlunde ignorere kongehuset. Der er en nytårstale man kan vælge at overhøre mens man laver mad, da den som regel alligevel er en lang gang jammer om majestætens ligtorne og andre ulyksaligheder, og så er der en fødselsdag man absolut ikke behøver bivåne. Udover dette, og nogle overskrifter i den kulørte presse, er den nærmeste kontakt med disse guder blandt mennesker når man træder i en hestepære på Strøget kort efter middagstid.

Men nu er ens forhold til royalt stof jo efterhånden pr. dekret blevet lig det forhold, en alsatiansk gås har til dåser med majs. Ligemeget hvor man går får man verfet det i hovedet – ja, selv i Ugens Ræb, ironien er ikke overset! – som hos infopaq.dk, der med frygt for at virke smålig er særdeles irriterende at se, netop når man sidder og fylder nogle minimale honorarer ind i sin selvangivelse med visheden om at ligemeget hvor små de er, så skal det halve leveres tilbage. Seks millioner? Hvem har brug for en bil til seks millioner kroner? Eller bare til en? Og imens kan pøblen, dem som har de tarvelige biler til mindre end seks millioner, tage disse og skride ud af byen med dem, for hele Indre By skal gudhjælpemig stå bilfri hen til når kronprinsen og hans fascinerende, karismatiske brud kommer kørende for at modtage folkets hyldest 14. maj. 

Godt gået, Solkonge. En bil der i hvert fald ikke kommer til at stå og genere de to turtelduers sarte blik er den undertegnede m.fl. sidder i, på vej i huj og hast over broen, væk fra en by (og et land) der på den fredag kommer til at stå som et ynkeligt minde over feudale tider. Primært eftersom det åbenbart i dag er så statusfremskaffende ikke bare at være en kendt, men ovenikøbet en kendt med royale forbindelser. Hvilket er grunden til at vi har en nutidig Sir Hiss som Isabell Kristensen til at sidde og fortælle en måned inden, at hun skal gennemanalysere kjolen som Mary skal giftes i. Og årsagen til at den vamle Claus Meyer kan stå, med en ekstra affekteret udtale, og smiske at på ganske få timer skal han nok sørge for, med en armé af kokke, at rekreere bryllupsmiddagen, også selv om den først offentliggøres får timer inden den serveres. 

Hvor er det godt. Det er jo ligefrem fantastisk at man, omend man ikke selv har mulighed for at smage på de opulente varer man til gengæld selv har betalt, i det mindste kan se ikke bare de indbudte gæster, men også dejlige Claus Meyer, smage på varerne. Og hans middag har man endda også lagt ud for! Og det er blot tilbageholdende gamle DR. TV2 giver den selvfølgelig ti gange så hårdt på de royale tangenter, og det der salige, nedladende ”Vi følger kongehuset!”-smil er allerede blevet svejset fast på hele arméen af studieværter, som de slutter alle udsendelser af med petitstof om den tilstundende højtid. 

DR har tilsyneladende kun tre, men de er så meget desto mere skræmmende: en trehovedet Hekate, der udgøres af Mette Vibe Utzon, Natasja Crone og ikke mindst følelsespornografen Line Baun Danielsen, der jo nok vil fælde en lille indstuderet tåre når aftenen går på hæld. På det tidspunkt er jeg forhåbentlig på min syvende øl et bryllupsfrit sted. 

Jeg aner ikke om det er illusionen om at jo tættere man følger de royale, jo tættere er man selv på at være en af dem. En ting er dog sikker; man er jo ikke tættere, for ligemeget hvad er det kongefamilien der ruller i penge og lever i luksus, fuldstændig ligeglade med dem som financierer dette, og ugebladslæseren der ivrigt kigger på dem udefra og forguder dem, til bladhusenes store fornøjelse. Det er sgu mørk middelalder altsammen, lige bortset fra at den siddende kronprins åbenbart har haft en del større hel med at styre omfanget af sin forplantning end en pæn del af hans forgængere havde.

Næ, ’kongelig’ er ikke et rosende ord, når denne bartender er på vagt. Specielt ikke om søndagen, når vi ser spansk fodbold hernede – jeg behøver vel knap nævne, at det spanske ord for dette er ’real’. Denne weekend var ingen undtagelse, men i hvert fald bag baren var der jubel over hvad de kongelige præsterede, og ikke mindst kongelig morskab da deres usle renegat Figo fortjent blev smidt ud for en tackling, der, hvis hans hensigt var lykkedes, kunne have sendt Puyol ud af kommission på ubestemt tid.

Hovedløse kyllinger, der blamerer sig i uhørt grad, demoraliserede og desorganiserede, var der en der beskrev Barcelona hernede for blot fire måneder siden. Oh me of little faith. Det var ikke ligefrem en beskrivelse, der gør mig værdig til titel af Oraklet fra Delfi, selv om det så ret indlysende ud at det ville fortsætte på den måde, på et tidspunkt hvor dagens orden var nederlag på hjemmebane mod alle topholdene, og røvfulde mod intetsigende hold som Malaga. I mellemtiden er de kommet op på 16 kampe i ligaen uden et eneste nederlag, og deriblandt udesejre over Deportivo, Valencia og nu også Real Madrid. Men i det mindste lykkedes det da at skrive dengang i januar, at der var tre spillere som kunne være deres indsats bekendt, og det må man i høj grad også sige efter kampen på Bernabeu – Xavi og Ronaldinho, der skabte et klassisk og smukt sejrsmål, og Puyol, der som sædvanlig var helt overlegen i forsvaret. Dengang kunne to mand så være tilføjet; Victor Valdes, den unge keeper som har afløst den flinke men hjælpeløse Rüstü, og Davids, der endnu ikke var dukket op i klubben.

Måske det bare var det der skulle til; en målmand med sikre hænder og en energisk fyr til at kæmpe på midtbanen og give noget ny gejst, og først og fremmest skabe noget balance på holdet, noget som også findes hos Valencia, der for mig at se må være indlysende kandidater til titlen, men som i den grad mangler p.t. hos Real Madrid. Jeg gad godt se, hvordan det vil køre videre med Florentino Perez’ ’Zidanes y Pavones’-taktik, et navn der virkelig klinger hult i en sæson hvor ikke mindst Zidane konstant har virket som om han har kørt på pumperne hele tiden, og hvor de hjemmebryggede spillere har svigtet i stor stil – selv fiksstjernen Raul. 

Tror da pokker, at det må gå galt, når man må bruge nulboner som Borja, Mejia, Raul Bravo og den arme Rubén, der blev syndebuk for katastrofen i Sevilla. Hvis indkøbspolitikken fortsat skal lægges an på at der ikke skal købes arbejdsmænd uden et galaktisk image, men stadig med indiskutabel klasse til at spille på et af verdens bedste landshold, som f.eks. Makelele, men i stedet kun skal købes en verdensstjerne og ellers bruges løs af en tilsyneladende ikke særlig gylden generation af hjemmelavede defensivspillere, så kommer det også til at knibe fremover, selv om holdet i sagens natur nok skal klare sig godt i de forskellige turneringer. Og når nu alle de såkaldt galaktiske spillere brager op mod de 30 eller har passeret dem, så må det vel også snart være på tide at skulle til at købe en større flok på en gang. Rygterne melder da også, at man er klar til at sælge Beckham igen, og købe nogle mere uprætentiøse spillere at fundere et nyt hold på. Måtte det blive rigtig svært.

I det mindste er det ikke så svært at stille hold i La Coruña i aftenens kamp for Real Madrid. Efter kampen mod Barcelona jamrede Figo højt og længe over sin udvisning, tilsyneladende uden den helt store forbindelse til virkeligheden. Den første kom for brok, den havde han åbenbart ingen indvendinger mod, men den anden fik han for hensigten i den stempling han satte ind på Puyol – en hensigt, der sagtens kunne have båret et rødt kort. Efter kampen hed det sig så, at tiderne nu var skiftet, så det i stedet var Real Madrids modstandere som fik enorm hjælp af dommerne. Om det var en diskret indrømmelse skal jeg ikke kunne sige, men Figos ord blev i hvert fald udstillet på nådesløs vis i løbet af denne uge, da den anden advarsel simpelthen blev trukket tilbage, så han kan spille mod Deportivo. Det må vel så efterhånden være tvivlsomt om man fremover overhovedet kan give advarsler for hensigten i en tackling som ikke rammer benet, for hvis ikke man kan på dén der…

Det skal nu ikke ødelægge glæden ved sejren, og heller ikke at det senere i kampen rent faktisk lykkedes Solari at skade Puyol. Lidt arbejdsmoral og holdånd er der dog tilbage i det madrilenske hold, hvor man afslutter hinandens arbejde. I alle tilfælde har Real Madrid også i den senere tid formået at blamere sig med Figo på holdet, så det går nu nok på Riazor.

Det var så afrundingen på den uge, og det rare ved at Barcelona slog Real Madrid på udebane er, at så er der en undskyldning for totalt at ignorere den dødssyge forestilling der foregik i Parken samme aften mod Herfølge. At så tavsheden har sænket sig næsten totalt over vores københavnske klub er en anden sag, og svært at vænne sig til efter bombardementet af kampe på det seneste. Det er som om der er indtrådt en art arbejdsro, de skadede spillere får lidt mere tid til at komme sig inden det hele fra det i aften går løs igen, og scenen overlades til mere ynkelige og bizarre skikkelser. 

Som f.eks. ham Sepp Blatter. Manden der er formand for en organisation, der har sloganet ”For the good of the game”, hvilket passer temmelig dårligt sammen med golden goal-reglen, som da heldigvis også er droppet nu. Det har vi allerede kigget på, og guderne må vide om vi igen om otte år må til at kigge på afskaffelsen af endnu en af hans organisations idiotiske nyskabelser – nemlig at kampe ikke mere skal kunne ende uafgjort. 

Sepp argumenterer for sit forslag, tilsyneladende i en tihestes brandert, med at man jo heller ikke i kortspil ser uafgjorte resultater. Nu er det jo indlysende først at nævne, at fodbold ikke er et kortspil, men det må selv en aldrende mand uden kontakt med verden udenfor vel trods alt have opdaget efterhånden. Mere spøjst er netop hans valg af eksempel, for i hvert fald i verdens førende kortspil, bridge, er det jo i høj grad muligt at spille uafgjort. Der spilles om 30 matchpoint i holdturneringer, og får hvert hold 15, ja, så er kampen såmænd endt uafgjort. Ikke nok med det, men man betegner også en lille sejr til det ene hold på 16-14 som reelt at være en uafgjort kamp.

Men hvis vi lige kan ignorere kortspil i et sekund og i stedet argumentere ud fra fodbold, så kan enhver jo sige sig selv, at det aldrig kan give bedre fodbold at man vil til at belønne et uafgjort resultat med at give holdene muligheden for alligevel at få en sejr! Hvilken tåbe ville så komme til Parken, kigge på uret og tænke at der er tyve minutter tilbage, og at nu må vi vist hellere få gjort noget ved det og smide nogle flere folk med frem? Jeg kan garantere for, at det ikke er et hold Ove Christensen eller Henrik Jensen træner! I betragtning af hvor mange pindsvinehold der normalt dukker op herinde, så vil det da gå helt amok hvis der fremover skal kunne falde belønning for den defensive indstilling i form af en 50/50-chance for at vinde en straffesparkskonkurrence.

Sepp Blatter er optaget på Times liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, hvilket sætter danske Bjørn Lomborgs optagelse temmelig meget i relief. Man skal tilsyneladende være helt ude i hampen for at opnå indflydelse disse dage. Og for at være præsident for FIFA. Sepp burde nøjes med at prise sig lykkelig for, at det gik godt med at indføre tre point for en sejr, og med at forbyde målmænd at tage tilbagelægninger op. Især det sidste har gjort fodbold langt mere underholdende og flydende. Golden goal-reglen var den første kontraproduktive regel af den type, og nu er Blatter åbenbart blevet så overbevist om sin egen visdom, at han tror at alt han lancerer vil være til spillets bedste, som i sloganet. Hvis han virkelig bekymrede sig om spillets ve og vel, ville han nok snarere tage sin hat og skride.

Flere tosser kunne man se og høre i denne uge, da landsholdet mødte Skotland. Med hjælp fra et gevaldigt tyveri fra Jokeren, hvis navn mærkeligt nok ikke optrådte på listen over forfattere, havde landsholdet været i studiet for at indspille den traditionsrige, biannuale rædsel som de kalder for en slagsang. Det har bragt os bidrag fra storheder som Det Brune Punktum, Rocazino og Big Fat Snake, så ingen skal sige at DBU ikke har fingeren på pulsen. De ved hvad de unge vil have, og i år vil de unge have Birthe Kjær, børnegrandprixrappere og de to pisseirriterende trommeslagere fra Safri Duo. Resultatet af dette er en sang så forræderisk mod sit forlæg, hiphoppen, at den får Gunnar Nus ’Rap nu’ til at lyde som det andet og tredie album med Public Enemy, kombineret. Og så grufuldt at Martin Laursen må have en dårlig – en om muligt endnu værre – smag i munden over det meget dubiøse og hamrende ufortjente mål han scorede mod Rumænien. Det risikerer at blive en lang sommer, men gudskelov har Danmark en tradition for at følge en hæderlig VM-indsats op med at tabe alle tre EM-kampe i puljespillet to år senere.

I det mindste er der tosser, der har formået at finde ud af at tavshed er guld. Det var de gæster der for tre måneder siden, lige efter midten, sad hernede ved et af bordene og galpede op om den farlige tilstand Parkens græs var i. De har også været forbi siden. Men nu – ikke en lyd! Det er da spøjst, ikke? Man kan nok så højlydt komme ind på emnet at Parkens græs skulle være et farligt og ulovligt underlag, men ikke et suk kommer der om det; man hører kun tavshed og ser tomme blikke der skuer ud i det fjerne. Ja, det er som om emnet rent faktisk ikke registreres mere. Underligt, i betragtning af hvor meget det optog sindene dengang i februar. Hvad mon der kan være sket siden? Banen derinde er jo den samme, så hvorfor er kritikken ikke relevant mere? Man skulle da ellers tro, at med snarligt besøg fra Hele Danmarks Hold, Brøndby IF, ville det være på høje tide at få fjernet faren, så ingen kommer til skade på det farlige græs, og så København ikke længere kan udøve bevidst snyd. Skulle man tro.

Og tosser var der også på Vandkunsten i onsdags, men dem orker jeg sgu ikke rigtig bruge tid på. En ting er dog sikker; her i vores spruthus er de ikke velkomne. Og skal vi så i øvrigt ikke se at få skænket en runde til, og så i øvrigt få ønsket hinanden en rigtig god weekend, og en god uge, hvor vi for første gang længe ikke skal mødes i Parken, men derimod til tre udekampe. Måtte det blive nr. 24, 25 og 26 uden nederlag i træk. Og gå så ud i solen og sid, i stedet for at høre mig stå og knævre. Helikoptrene er væk, og bryllupsgæsterne er ikke kommet endnu. Så er vores by faktisk et ganske anstændigt sted at være, når solen skinner.

-smølle

og på jukeboxen kører:

Ugens sang: 

Sex Pistols: ’God Save the Queen’
Det burde vist sige sig selv hvorfor – ellers er det bare at tage et lyt til denne perfekte treminutters komprimering af frustrationer og forargelse, der stadig i 2004 er så potent som dengang i 1977 hvor jeg var alt for ung til at sætte pris på den. Måtte en pilfingret lydtekniker snige den på, i stedet for brudevalsen, om aftenen d. 14. maj. 

Ugens albums: 

Claus Hempler: Hempler
At Claus fra Fyn engang sang i det ikke ligefrem epokegørende danske grungeband Fielfraz skal man ikke bebrejde ham. Han har lavet en forrygende lækkerbisken af en plade, der trækker på geniale gamlinger som Scott Walker og Lee Hazlewood, på nyere melankolikere som Spain, American Music Club og Weeping Willows, og hvad angår hans lakoniske stemmeføring på Elvis Costello og Steve Kilbey fra The Church. Referencer, der ikke skal skjule at han har liv i sit helt eget og overmåde vellykkede elegante popprojekt, hvilket er nok til at have givet mig lyst til at bruge 150 kroner på en dansk plade siden den seneste med C.V. Jørgensen for flere år siden.